mandag den 23. april 2018

amager strandpark

Det kan ikke blive ved sådan her, siger jeg til mig selv.

En kollega fortalte mig i sidste uge, mens vi sad i den store sal og ventede på at brancheshowet skulle til at gå igang, at han også havde lidt af angst for et par år tilbage. Jeg sagde, at jeg var træt af, at angsten forhindrer mig i ting. Han havde været proaktiv omkring sin angst og var begyndt at meditere hver morgen. Det hjalp.

Så efter at have vågnet op de sidste 6 dage og grædt, haft rystende hænder og udefinérbar trykken for brystet, begyndte jeg i morges at meditere. For det kan ikke blive ved sådan her.

Jeg ligger på gulvet og fokuserer på mine fodsåler, lægmuskler, lår, hofte, mave, bryst, nakke, ansigt; forsøger at give slip på den sitrende smerte i mine slidte nerveender, og jeg rammes af april, jeg rammes af mit liv for år tilbage, og jeg spekulerer på, om det er derfor jeg græder så meget for tiden. Sorgbearbejdelse. Jeg har gjort alt, for at få mit liv på ret køl igen; taget karrieremæssige valg, der hylder lysten og ikke fornuften. Gået fra min kæreste, der mere var en krykke end egentlig kærlighed. Fundet et sted at bo, som ikke stresser mig. Drikker mindre, ryger mindre, bevæger mig mere.

Og så de seks år i terapi.

Seks år.

Er jeg stærkere nu? Er jeg lykkeligere nu?

Hvert år i april stiller jeg mig selv de spørgsmål. Tiden læger alle sår, men hvad hvis tiden selv er sygdommen? ('Himlen over Berlin'). Hver april er lige til at lukke op og skide i. Sidste år sad jeg alene i den mørke fremlejelejlighed på Nørrebro, og når jeg ikke skrev speciale, så jeg 'Matador', sov eller gloede dødt ind i væggen.

Der er også en anden april. Jeg har ikke lyst til at skrive om den, men jeg tror, at det er vigtigt. Jeg er åben omkring de fleste ting i mit liv, men det går op for mig, at jeg nærmest ikke fortalt nogen om april 2014. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skammer mig. Eller om, at hvis jeg siger det højt, så er det pludselig virkeligt. For et par år tilbage forsøgte jeg at lave en tegneserie om det, men jeg tror ikke, at jeg helt var klar.


Jeg flytter i starten af 2014 ind på et kollegie på Amager, og skal for første gang bo alene. Kollegiet er håbløst asocialt, og fungerer mest af alt som en ungdomsbolig med eget køkken, hvilket passer mig fint. Jeg vil helst bare være alene efter et par tumulte boligkonstellationer årene forinden.

Efter knap 2 år med angst og mistrivsel har jeg det ikke bedre. Tværtimod føles det hele som om, at det er ved at kollapse. Jeg er rædselsslagen for at være alene, vandrer desperat rundt på Amager med gelében, og klistrer op af mine venner og Skægmonstret (min daværende kæreste).

Tilværelsen på Amager bliver efter et par måneder klaustrofobisk. Meget af tiden ligger jeg i min seng og græder. Uendelige cigaretter i vindueskarmen. Kan lige med nød og næppe slæbe mig over på universitetet som ligger 500 meter væk og mødes med min BA-makker. Jeg har et frygteligt studiejob, hvor jeg er så anspændt, at jeg nogle gange spiser min frokost ude på toilettet. Mest af alt føles det som om, at jeg er for angst til at kunne være nogen steder, og for angst til at kunne være noget menneske. Jeg drikker meget alkohol i den her periode, fordi alkoholen får angsten til at forsvinde, og gør min alenetid mere udholdelig.

//meta: OKAY, hårde løjer, jeg ved det godt, sikke en elendighed. Jeg har en stemme inde i hovedet, mens jeg skriver, som siger, at jeg er melodramatisk og alt for navlepillende. At så slemt kan det da ikke have været, slap lige af. Men det skal forstås, at det her var absolut lavpunktet, og jeg bliver nødt til at skrive det sådan her. Selvfølgelig er det minder, og minder er subjektive, konstruerede og flygtige, men det her er sådan jeg husker det. Jeg skal ikke skamme mig, jeg skal ikke skamme mig.

Jeg håber, at der er nogle der vil redde mig, men jeg ved godt, at det er mig der skal redde mig selv. Problemet er bare, at jeg ikke har nogen idé om hvordan. Gåturene bliver længere, sygemeldingerne hyppigere, og vennerne og skægmonstret er trætte af min desperation. Den tanke der fylder mest, er at jeg har lyst til at dø.

Jeg kan ikke huske, hvad der præcis sker den her aften. Klokken er ca 20, det stormer og er mørkt ude for. Jeg tager mit overtøj på, binder kondiskoene, og tonser med 100 km/t ud af Øresundsvej, ud mod vandet. Min hjerne banker i kraniet, og mine ben kan ikke gå hurtigt nok. Jeg tænker kun på, at jeg har lyst til at dø. Fantasien om at kaste mig i de frådende bølger fylder alt.

Jeg er det eneste menneske i Amager Strandpark denne aften. Jeg stiller mig ned til vandkanten, hvor bølgerne er få millimeter fra at ramme mine sko. Havet larmer brutalt, men kan ikke overdøve mine tanker. I horisonten er Sverige. Jeg har lyst til at tage dertil, og ikke fortælle nogen, at jeg er taget væk. Tanken er berusende. Jeg kan ikke huske, nogensinde at have følt mig så alene her.

Men jeg kan ikke kaste mig i bølgerne. Jeg kan ikke dø, for jeg er allerede død, forstår du. En stemme af fornuft piber i baghovedet. Jeg trækker mig væk fra vandet, finder et sted med læ. Jeg ringer til Skægmonstret. Han sidder og ryger sig skæv med nogle venner, og selvom jeg græder og siger, at jeg står alene ude ved vandet; at jeg er bange, vil han ikke komme og hente mig. Jeg hulker hjerteskærende og lægger på midt i hans skæve ord (jeg tror aldrig, at jeg kom mig over den afvisning).

Jeg ringer til min psykolog. Hun får mig beroliget. Jeg går længere væk fra havet. Jeg ringer til min søster som siger, at jeg skal tage metroen hjem til hende. En kæmpe lettelse breder sig som varme i min krop, mens jeg står i det blege lys i metroen og krampagtigt holder fast i sædet foran mig. Du skal ikke dø nu. Hendes seng er blød, og hun trøster mig. Alting skal nok gå, w.

Man glemmer ikke Amager Strandpark. Amager Strandpark bliver et vendepunkt. Det skal være et vendepunkt. For ellers.. så dør jeg jo bare. Amager Strandpark er min hemmelighed, min dybeste afgrund, mit værste øjeblik, men også en del af mig nu.

***

Jeg tænker på teksten fra Michael Strunges 'Den støjende tid', hvor han siger: "Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel, men i morgen vil jeg vågne efter søvnen". Måske er det sådan det hænger sammen; at det handler om at vågne efter søvnen. Hver dag gør jeg det; det er blevet meget lettere. Jeg har det meget bedre.

Jeg tænker tit på, hvad jeg skal gøre af mig selv. Om det nogensinde vil lykkes for mig, det her liv. Jeg forstår vigtigheden i, at anerkende fortiden, omfavne minder som Amager Strandpark, forsøge at snakke om det, formulere det. Jeg begræder, at jeg har haft det så dårligt. Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, sådan et liv. Så jeg prøver at leve nu, for jeg har ikke lyst til at have et ben i bølgerne hver dag; denne kroniske angst for at alting falder fra hinanden om lidt.

Jeg skal hele tiden huske mig selv på, at der ikke kommer nogen og redder mig. Hvid aflyser - ikke overraskende - i går, og jeg sletter hans nummer. Efter en samtale med en veninde som har sladder om Løven, er jeg pludselig overbevist om, at jeg skal skrive til ham. Jeg kan ikke falde i søvn i går aftes, fordi jeg fantaserer om mine ord til ham, dette magiske, afstumpede menneske, der ikke kan redde eller elske mig. Jeg kommer nok til at gøre det en dag; skrive til ham, du ved. Men jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel. Jeg håber, at jeg kan lade vær.

Hvis jeg er heldig og ikke mindst sand overfor mig selv, så ender jeg aldrig i det frådende hav. Jeg håber det ikke. Jeg vil jo gerne livet nu. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan man gør.

lørdag den 21. april 2018

næste weekend

I morges klippede jeg 5-6 centimeter af mit hår. Det er så langt, at det ikke rigtig gør nogen forskel og man kan ikke se om det er skævt eller ej. Jeg tænker på, om jeg forsøger at styre tiden ved at gøre det. Eller om det er tiden der styrer mig. Jeg lægger de afklippede centimeter ned i min morgentallerken, så de slidte spidser blander sig med æggeskallerne.

Jeg forstår ikke, at der er gået en uge siden sidste weekend. Jeg kan ikke huske dagene eller mig i dem. Hver morgen vågner jeg af mig selv klokken 7, uanfægtet af hvad tid jeg er gået i seng. Selv på en lørdag morgen, så irriterende. Jeg siger til mig selv hele tiden, at nu skal jeg arbejde, for jeg elsker mit arbejde, kom nu, tag dig sammen. 

Mit hjerte føles knust, men jeg har ikke nogen steder, at projicere sorgen hen. Den er ikke forbundet til noget ydre. Gid den var. Jeg tegner og tegner og arbejder og arbejder, koncentreret, meditativt, elsker mit job, elsker det jeg laver, men samtidig græder jeg, imens jeg sidder dér, bøjet over papirerne, fordi alting gør ondt. Ikke på en ødelæggende måde, dog. Bare sådan. En rolig, sløv ensomhed, du ved.

Fredag aften tager min ven tidligt hjem, og jeg sætter mig i vindueskarmen med cigaretter og endnu en drink. En del af mig glædede sig til, at han ville smutte, så jeg kunne få lov til at være alene, ironisk nok. Jeg er ikke engang rigtig beruset, lidt jo, og beslutter mig for at skrive til Hvid. Gennem ugen har jeg ventet på, at min menstruation var overstået og at det ville blive weekend, så kunne skrive til nogle af de mere eller mindre sikre sex-kort. Jeg tænker på, hvem der kan røre ved mig mest. Han svarer mig prompte, selvom han sidder på en bar. Smigrende. Vi aftaler at mødes i morgen. Jeg glæder mig.

Åh, sikke en stemning denne lørdag formiddag. Værre er det heller ikke. Jeg tror bare, at jeg er stresset. Og udkørt. Den sidste måned har været lige til at lukke op og skide i. Jeg bør arbejde nu, men i stedet læser jeg gamle indlæg, hører den hjerteknusende klassiske musik og ligner en slukøret emo-girl89 ude på altanen. Jeg vil prøve at spise noget frokost nu og måske tage en lur. Det bør hjælpe. Jeg skulle hindsight nok have lagt flere planer for min weekend. Nå. Ja. Det er bare en dag. Og om lidt er det næste weekend, og næste weekend, og næste weekend....



****

7 timer senere.

En spegepølsemad bliver til en to timers lur bliver til at jeg går en tur. Da jeg rammer toppen af Brønshøj, går det op for mig, at der er Bellahøj Kræmmermarked. Jeg går derind med ironisk distance. Høhø, kræmmermarked, proooool. Jeg har heldigvis taget noget meget mærkeligt tøj på; min mors bagsværd-outfit (et 90'er helved af en blomstret, knælang nederdel og en blå cowboyjakke), så jeg blender perfekt ind i mængden. Det store telt i midten af pladsen spiller op til dans. Kandis kommer på. Jeg kan ikke finde ud af at gå. I stedet for bliver jeg - og hold nu fast - stående alene derinde i 2 timer. Wtf. Jeg kigger længselsfuldt ud på dansegulvet og spytter i min fadøl imens. Jeg klapper, griner og bevæger min krop afdæmpet rytmisk til den rædselsfulde musik. Folk er glade (fulde) og danser, ryger smøger og synger med på sangene. Jeg føler, at det er OK, at jeg står der og lader som om jeg hører til.
Min telefon løber tør for batteri på vej hjem. Nordvest er ekstremt stille idag - som om det allerede var blevet sommerferie, og jeg var den eneste der glemte at bestille ferie.

torsdag den 19. april 2018

en ægte sommerpige

Som jeg sidder dér, svedig og tørstig på Indre Nørrebro iført i hvert fald 2 lag tøj for meget, omringet af sommerglade hipstere der højtsnakkende knapper bajere op, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke er et sommermenneske. Det kan være fordi, at jeg har tømmermænd og virkelig ikke burde have drukket den stærke kop kaffe; alle mine sanser er massivt forstærkede. Jeg forsøger at koncentrere mig om mine muflede ord der rammer samtalen, mens jeg krampagtigt krøller mig sammen på jorden, anspændt af dimensioner. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg hvert år glemmer det. Det er muligvis fordi, at det er lidt skamfuldt. Altså, vil man ikke livet, eller hvad? Var solen ikke dét, vi alle drømte om efter det Game of Thrones-agtige vinterhelvede vi lige har været udsat for?

Min sol- og tømmermændsængstelighed kommer så vidt, at jeg panikker over at skulle hjem, da Nørrebrogade mest af alt virker som et forvrænget Lost Highway, og jeg er sikker på, at jeg vil dø et sted i menneskevrimlen, kollapse med mine gelében på cykelstien, smadre kraniet, mens et udendørsanlæg med dunkende bass vil imødekomme min tragiske død med "Club Tropicana drinks are freeee" (jeg ved ikke, hvad ungdommen hører). ("Skønt hun ikke elskede sommeren, var det alligevel sommeren der blev hendes endeligt. For evigt vil sommeren være hendes." neeeeeej). Ej, jeg gider ikke brokke mig. Den her dag har bare været larmende uproduktiv, så panikker lidt over alting.

I går havde jeg mit første møde med Branchen, som jeg vist nu arbejder i. Ud og networke! ville man sige. I stedet ender jeg med at savle i de gratis øl og joke med mine kolleger, og først efter 6 timers gratis øl-drikning, formår jeg at rode mig ud i en (alt for lang og jævnt beruset) samtale med en vigtig person ("The Money Man"). Samtalen foregår nogenlunde sådan her:

Mig: "BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLA bla bla? blablbalbalblalbalblalblablla, BLA BLA, HAHAHHAHAHA, haha, blablablabla, HAHA, blablabla, ha-ha-ha-ha, bla-bla-bla-bla, HAHA, ja, ja, så jaaa, ja, bla-bla, ja, haha, blaaa."
The Money Man: "Jeg skal også hjemad nu, vi ses!"
Mig: BLA BLA ha ha ha ha Bla-bla-bla-bla-blaaaaaaaaaa-biiiiiip (lyden af flatline, efter mit hoved er eksploderet i et krampagtigt networking-latterudbrud)

Da jeg kommer hjem, er jeg så lykkelig, at jeg ikke kan falde i søvn, men heldigvis beruset nok til, at jeg gør det. Jeg er høj på rosenrøde fremtidsdrømme, ekstreme ambitioner og storhedsfrådende illusioner, dog knap så høj på networking-skills, men det kan der arbejdes på. Mest af alt er jeg virkelig glad og tryg over at være en del af noget; af en "branche" og et firma bestående af venner. Muligvis varer det kun tre måneder endnu. Muligvis varer det i to år. Muligvis for evigt. (Muligvis har mit retarderede networking-forsøg ødelagt alt, hvem ved).

I dag tænker jeg, at det jeg er igang med at skabe, er det rene lort. Jeg forsøger at imødekomme sommeren med hele mit væsen, men det er som om min sjæl har faktor 50 på. Astronaut-creme. Så jeg lægger blyanten fra mig, slipper arbejdsopgaverne, og finder bagvejene udenom Nørrebrogade. Man kan ikke være en vinder hver dag.

søndag den 15. april 2018

natsværmerne

jeg starter forfra og forfra med mine ord, de sidste 30 minutter, og jeg slukkede netop tv'et, så jeg kunne skrive ord, for jeg havde lige facebookstalket Løven, han havde fået nyt profilbilled, 100 likes! hvem har så mange fb-venner? ved de ikke han er psyko, åh gud, stalkningen gav mig kvalme, ondt i maven,

jeg tænkte, at jeg ville prøve at skrive om, hvorfor jeg dog ud af det blå sidder og facebookstalker Løven, og så ville jeg indlede indlægget med "Jeg tænker på natsværmere", men jeg tænker ikke sådan rigtig på natsværmere, kun i metaforisk forstand, og alle ens ord bliver så frygtelig melodramatiske, hvis man virkelig ser sig selv som en kugle af lys der tiltrækker sværmere af natten, i natten, om natten,

'Natsværmer' af Lars H.U.G ville jeg skrive om, fordi den larmer i min hjerne som små elektriske stød de fleste morgener, og jeg ved ikke hvorfor, at sangen pludselig skal være der, og jeg forsøger at lytte til teksten, du ved, og det går op for mig, at Briten i Februar sang den og elskede den, og jeg tænker på, om han selv ved, hvad den handler om, hvem er du egentlig? bag dit kød og blod?, om han selv ved, at han er natsværmeren, min lille

natsværmer, og jeg hører den på vej hjem fra Christiania fredag nat (jeg var for rasende til at blive hjemme), og står et sted på Nørrebrogade og venter på et pitabrød med falafel og har lyst til at tage hjem til ham og bryde hans dør ned, for ingen hører fra ham, man er bekymret for ham, han visner, drukner, et andet sted, og det gør mig ondt, selvom jeg indtil nu mest af alt var bitter, men så jeg indser, at alle mændene er

natsværmere der flakker om mig i begær, for jeg er lys, ikke Lyset, men lysende måske, nogle gange, og så kommer de til mig, for de vil ikke elskes, og det er måske derfor jeg vælger dem, for natsværmerne kommer aldrig tæt nok på ("dér hvor kærligheden brænder gør det altid ondt," som Lars synger, jaja Lars, jeg forstår det godt nu), åh jeg rabler lidt for meget om

natsværmerne nu, jeg kan godt selv se det, jeg prøver at tælle dem, holde rede på, hvorfor de forsvandt, og det giver mig en tung følelse i hele kroppen, at jeg ikke ved, hvordan man elskes og elsker, aldrig tæt på, aldrig tæt på, jeg har lyst til at forsvinde tilbage ind i puppen for

natsværmerne er uendeligt smukke som de knitrer dér i natten foran mig, glødende, jeg ville ønske, at de kunne se mig.

OG er det overhovedet en fed sang?
Jeg kan ikke gennemskue det længere.



(jeg skulle aldrig have drukket kaffe så sent på dagen, aaaahhh)

fredag den 13. april 2018

zen-buddha

De sidste to dage har jeg levet som en tibetansk munk, der forsøger at ophøje sin sjæl ved sund kost, slidsomt arbejde, meditative aktiviteter, lange gåture og rolige strækøvelser om aftenen. Men hvad forskel gør det egentlig? HVA??? HVA???

På vej hen til kontoret her til morgen er jeg en aggressiv molotovcocktail, klar til at implodere midt på cykelstien. Min retarderede skumfidus-pelsfrakke bliver ved med at blæse op på grund af sine løse knapper, og jeg begynder at raseritude og sværger, at hvis den blæser op igen, så smadrer jeg cyklisten foran mig, som desuden cykler så irriterende, at jeg ikke forstår, hvordan hun overhovedet kan være et normalt velfungerende menneske. Jeg har lyst til at råbe af hende, at hun ligner en fucking idiot på sin fucking praktiske bycykel. I et butiksvindue får jeg øje på mig selv, og mit forfærdelige lange hår har samlet sig i en stor frizzball på bagsiden af mit hoved, og jeg raser over, at en (30 kr dyr) shampoo der skulle løse frizz and dryness skaber frizz og dryness (MEGET MÆRKELIGT FIRMA). Nå nå, slap nu af, sæt dig på trappestenen og drik en kop kaffe og ryg en cigaret - alle ved, at nikotin og koffein gør en utrolig afslappet.

Forleden dag skrev jeg til Drengen. En meget kedelig besked, noget om vejret. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skrev. Måske fordi jeg blev ved med at fantasere om hans unge spændstige krop og kæmpe penis. "Vi kan ikke date. Jeg er en ung idiot" skriver han i går aftes. Så meget for smalltalk om vejret. Jeg har ikke engang spurgt om en date. Jeg har vist misforstået hans venskabsanmodning på Facebook. Jeg burde have vidst, at det betyder, at man ikke skal date... LOL. Hvem siger, at jeg gider date ham?

Nuvel, de her tanker er svære at sortere i, fordi jeg har en lille æske med dating-selvhad klar til at trække frem hver gang jeg møder afvisning, og jeg begynder at græde en lille smule, da jeg skal sove, fordi min hjerne siger: "Der er aldrig nogen der kan elske mig; ingen har lyst til at se mig igen, når man har knaldet med mig, jeg må se helt forfærdelig ud nøgen, eller i morgenlyset, måske er jeg alt for slummet, måske er jeg ikke datingmateriale men kun knaldemateriale", men ved du hvad, det gider jeg virkelig ikke tænke, for det er LØGN. Jeg tænker på, om jeg med vilje kun tiltrækkes af "unge idioter", utilnærmelige fissekarle, fordi jeg selv er en... fissekarl? (pikkefrøken?) Har jeg selektive briller på, der nægter at se de mænd, der godt vil mig for den jeg er?

***
2 timer senere

TIL GENGÆLD er jeg endelig smeltet ind i Projektet og arbejder som en flittigmyre dagen ind og ud. Det føles godt. Jeg er rolig og målrettet. Vi klapper alle i hænderne. Og så sagde jeg til lægen: "Jeg er bange for at der er blomkål i min fisse", og så sagde hun, at jeg så helt sund og rask ud dernede, og jeg indser, at der nok kun var tale om freudianske "blomkål i fissen", en bevidsthed om indre råddenskab/yndigt ydre. Viser jeg min råddenskab og nubrede blomkål til andre? Viser jeg det til de smukke mænd, der lander i min sexdungeon i Nordvest? Hvad hvis min råddenskab faktisk er mega nice?

Mit ansigt ser sundt ud. Jeg har suget solen til mig. Fregner, røde kinder. Jeg ved, at jeg er god nok. Et sted dybt inde ved jeg det godt. Når aggressionen lægger sig, er jeg typen der danser for mig selv i Mosen, når ingen kigger. Mit job burde få de fleste mænd til at komme i bukserne. Jeg er sjov, charmerende, klog og måske også endda lidt pæn. Jeg har ikke så mange rynker endnu; apotekerdamen sagde, at jeg havde babyfjæs. Jeg anerkender, at hun formentlig kun forsøgte at få mig til at købe nogle dyre hudplejeprodukter, men jeg stolede blindt på hendes ord. Om lidt får jeg flere penge mellem hænderne. Så vil jeg købe en tur til frisøren, måske købe nogle nye bukser. Sko? Hmm.

Jeg har ingen planer i weekenden, udover at menstruere. Fedt.
Jeg vil bare være en zen-buddha. (Med den her på repeat)

tirsdag den 10. april 2018

kulret

der er kun få uger til næste deadline, og jeg rammer igen den kreative mur, fordi mit sind vandrer hen på kønssygdommene og min egen dødelighed hele fucking tiden, og mit team kigger på mig, forventer at jeg er færdig, og den udenlandske arbejdskraft skriver beskeder til mig om sparring, "sig til hvis du har brug for hjælp", og jeg siger "jeg begynder imorgen" ... "jeg begynder imorgen" ... "jeg begynder i ..."

og jeg er samtidig ret sikker på, at jeg lider af forårskuller, jeg føler mig altid underlig til mode når sæsonen skifter, og det er ironisk, at man kan længes så meget efter solskin, men når den så kommer, skinner den for meget, åh, og jeg vil være ude for hele tiden, samtidig med at jeg er så træt, så træt, jeg kan ikke koncentrere mig om noget, sol, ikke sol, arghh,

og jeg kigger på de ting, jeg har skabt, og jeg tænker, at jeg ikke kan noget som helst, og til sidste undervisningsgang er jeg lige ved at tude, fordi mareridt har holdt mig oppe den halve nat, bankende hjerte, tændt lyset, men man må ikke græde, når man underviser,

men jeg overlever altid, og mine to venner siger, at vi skal op på den store klinge, og vi genskaber en ungdom med alt for mange shots, det føles meget målrettet, jeg drikker mig sorgløs, tænk at det er muligt, og før jeg har set mig om, står jeg og danser helt ustyrligt på en tætpakket klub iført et tykt lag makeup (som ikke kan skjule de røde overophedede øjne) og hæsligt tøj, men jeg er ligeglad, for jeg er på den store fucking klinge,

alligevel kan jeg godt begæres, åbenbart, chok!, til trods for min klamhed; Drengen siger til de andre, at hvis man skal score nogen, så skal man bare tage dem om håndleddet og sige 'kom her', og vi griner allesammen, og jeg tænker et sted under den store klinge, at jeg måske gerne ville have, at han gjorde det ved mig, men vi danser bare videre ubekymret, jeg er også alt for gammel til ham, rationaliserer jeg; 5 år ældre, ahhh,

men pludselig tager han fat om mit håndled og siger 'kom her', og jeg kysser Drengen, glemmer selskabet, vi ender på gaden, kysser kysser kysser ud i een uendelighed, under klingen er jeg utrolig tiltrukket af ham, jeg ved det godt, vi diskuterer, om vi skal tage hjem sammen, jeg siger, at jeg er hoe der skal passe på mig selv, lol, det har jeg lovet mig selv jo! (har jeg ikke?) og han siger, at han gerne vil være sammen med mig, og jeg siger SÅ OKAY DA, fordi hans læber er så vanvittigt bløde og han får mig til at grine på den her måde,

på toilettet fjerner jeg min makeup, han kigger på mig imens og siger, at jeg ser pænere ud sådan, billige point måske, men jeg smelter, jeg smelter over ham, og vi spiser leverpostejsmadder i køkkenet, jeg fabler shots-blæst om alt hvad der falder mig ind, kæmpe overshare, men han griner - på den gode måde (tror jeg, husker ikke så godt), og det føles naturligt at røre ved hans krop, og at han rører ved min (OG MED KONDOM, bare rolig), og solen begynder at stå op på et tidspunkt, og han holder om mig, mens vi falder i søvn,

på altanen serverer jeg en overordentlig slummet morgenmad for ham, mit hoved er ved at eksplodere, drikker aldrig shots igen, men jeg har forsat lyst til at kysse ham mellem chilipeanuts, pomfritter og flad grape sodavand, og solen brager ned mellem ordene, ned i forårskulleren, ned i varm hud under fingrene, knitrende unge øjne, jeg er helt diffus over, at jeg synes så godt om ham, og det hjælper ikke på min blokade, den brændende sol, den sanselige sex, den smukke Dreng, jeg fortabes i foråret, jeg fortabes i "nu og her", jeg er så diffus, meget levende, ja ja ja, levende, måske det er ok... åh, ligger bare på sofaen hele dagen og ser Buffy, kan igenting, ja ja ja, levende, halvdød, solskoldet...

fredag den 6. april 2018

en-to-tre voksen

Mine kinder brænder.
Jeg havde glemt solen.

//

- H., jeg har klamydia, så du skal tage til lægen og blive tjekket.
- Tak for info.

30 minutter senere.

- Hvis jeg har det, hvem skal jeg så fortælle det til?
- Øh. Dem du har haft ubeskyttet sex med siden mig.
- Men hvis du blev tjekket i december, så kan jeg jo ikke have det.
- Æh. Jo... havde en svipser i december. Ville ikke fortælle dig det, hvis jeg ikke mente, der kunne være mulighed for at du også kunne have det. Det er ikke en sjov nyhed at sprede jo..
- Jeg håber ikke, jeg har det. Der er nogle, jeg virkelig ikke har lyst til at være i kontakt med.
- I know. Det er ikke sjovt at skulle sende den besked. Det har været virkelig ydmygende at skrive til dem, som har afvist mig.
- Hos mig er det lige omvendt. Jeg er endelig sluppet af med nogle.
- Haha. Ligesom du er sluppet af med mig?

30 minutter senere.

- Må jeg læse dit speciale, w.?
- Ja.
- Så står vi lige :-)
- Jeg føler stadig, jeg er minus.

//

Samtale med Tinderdaten fra 4 uger siden.
- Jeg har klamydia, så du skal tage til lægen og tjekkes.
- Tak for info, svarer han prompte.
Jeg sletter hans nummer.
7 dage senere, en besked fra fremmed nummer:
- Så er jeg blevet tjekket. Jeg har sgu nok kønsvorter.

//

Jeg har læst, at kønsvorter kan være ligesom blomkål; nubrede, bløde, hvide. Flere gange i løbet af natten drømmer jeg, at der vokser blomkål ud af mit underliv. Store, hvide, knoklede svulster der formerer sig i takt med sekunderne. Jeg tjekker mig selv i søvne. Der er ikke nogen blomkål. Jeg forestiller mig, at jeg skal have mit underliv svitset med laser. Skamfering. At jeg er inficeret med alle kønssygdomme i verden. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at skulle have sex med nogen igen. Lægen siger, at jeg bare skal slappe af.

//

Hvornår var jeg sidst tryg i en seksuel relation?

//

Jeg har mareridt hver nat, hvor jeg knokler hårdt, flygter, skændes, fortabes. Og om blomkålen i fissen selvfølgelig. Hver morgen er jeg helt smadret. Jeg holder mig fra mig selv, og gemmer mig i mine vidunderlige venskaber. Da foråret kommer onsdag græder jeg af lykke på cyklen.

Jeg glemmer ting hele tiden. Bøger der skal afleveres, at søge to jobs om ugen så jeg kan få dagpenge, skrive mails, planlægge den sidste undervisning. Hver dag møder jeg ind på kontoret og laver alt andet end mit job. Når jeg er sammen med vennerne føler jeg mig rå, ubekymret og glad. Når jeg er alene, er jeg bange.

En nerve har sat sig fast i mit højre skulderblad. Det føles som om at jeg er helt skæv i kroppen. Tegner på livet løs, og tager hele tiden mig selv i, at mine skuldre sidder oppe om ørene på mig. Jeg tænker på, hvad den næste sygdom bliver. Jeg tænker på, hvorfor ingen har lært mig, at passe på mig selv. Jeg tænker på, at det er mit eget ansvar.

//

- Man er aldrig et helt menneske, så du bliver nødt til at lade vær' med at tro, at du skal være et.
Psykologen går et kvarter over tid. - Hvad er det der går op for dig, når du får klamydia?
- At jeg ikke har passet på mig selv.
Jeg græder ubehjælpeligt i kurvestolen overfor hende.
- Men du bliver ikke liggende i sengen den her gang. Du står op hver dag; gør ting. Jeg tror også godt, at du selv ved inderst inde, at det bare er en overgangsfase. En overgang til noget bedre. Men det behøver ikke være så hårdt her, lad vær' med at stride imod det.

//

En sol. Flere sole. Jeg smører faktor 30 ud i mit ansigt.
Det er fredag, og i aften skal jeg ikke noget - udover at kigge efter i mit underliv efter blomkål. Jeg prøver at sænke skuldrene. Booker en tid hos lægen. Drikker en øl.

Mit hår er blevet uendelig langt. Når jeg sidder ved et bord, ligger det på bordpladen. Det er som et timeglas; for hver centimeter det vokser, desto mere bliver jeg bevidst om, at mit liv suser forbi mig. Jeg skal virkelig klippes snart.


Ps. Nogle der ved, hvor man køber billige og gode kondomer? :-)