torsdag den 31. oktober 2013

eventyr

Normalt hader jeg mine forældres beigefarvede diktatur i forstadsbyen, men i aften er det helt perfekt. Befrielsen ved at komme ind i et rum hvor de fleste af mine møbler allerede står (fremlejens sørgelighed), skønt ingen af tingene ligner mine ting, fordi beigefarvede lamper, smaragdglinsende pyntepuder og abstrakte akvareller i blålige og hvide farver har most sig ind i universet. Jeg føler mig alligevel hjemme. Dynerne er ekstremt tykke, og jeg har lånt min fars USA-trøje (som ikke var så oversize som jeg håbede, damn you halifax!). Generelt har jeg det bare varmt og trygt. Måske jeg bare burde flytte herhjem? Hver aften gense Breaking Bad med to ældre mennesker i hver deres lædersofa, sovende på skift; kommenterende på skift: HAN ER BLEVET TYND, HAM HANK, HVA?

Jeg græd i halvanden time hos psykologen. Moste lommetørklædet dybt ind i mine næsebor. Regn indeni, udenpå. Det var også befriende. Jeg har det OK lige nu. For 6 timer siden havde jeg det ikke OK. Det er spændende, altså. HVER DAG ER ET EVENTYR.
Fuck dig, dag.
(Jeg har lyst til at blive her for evigt. Også selvom at gulvvarmen gør mig ufattelig tør i munden)

dans

Det var først da jeg gik op af trappen på femte sal til dansestudiet, at jeg mærkede hvor meget mine ben rystede. "Allergien" havde selvfølgelig lagt sig, og mine stædige skridt mod Nørrebro var blevet akkompagneret af min mors blide stemme i telefonrøret, så jeg var egentlig klar.
Da dansen var droppet ("jeg kan ikke overskue det her," hørte jeg mig selv sige deroppe) og vi sad på cafeen i stedet i vores smarte motionstøj, rystede jeg endnu mere, og jeg sugede livet ud af den økologiske saft jeg insisterende havde købt med skælvende hænder. På en halv time nåede jeg at sætte mit hår op og tage det ned omkring 6 gange. Benet op ved siden af mig, ned igen. Kradsende på mine sko med fingerneglene. Fingeren ned i stearinlyset, op igen.
Jeg sad i et kvarter på et stillads i mørket foran hans lejlighed og røg en cigaret. En del af mig havde ikke lyst til at gå derop. Siden søndagens hårde lærestreg; "tror-du-ikke-bare-du-skal-være-alene-jeg-gider-ikke-komme-jeg-er-træt"-afvisningen af mit paniske råb om hjælp, har jeg været så evigt bange for, at han ikke elsker mig længere, og jeg er selv så drønende forelsket, at den blotte tanke om at han ikke skulle være i mit liv, får mig til at græde bag mine øjne. Hemmeligt gennem assistensen den næste morgen. Natten havde været broget; hans roomie vækkede mig hver gang han stod op for at knække sig efter en hardcore whiskey-brandert. Det gør mig utryg, når der er andre i lejligheden.
Jeg tror, jeg tager hjem til mine forældre i aften. Kan ikke holde noget som helst ud lige nu.

onsdag den 30. oktober 2013

allergisk

Jeg er kommet ind i den dårlige vane (igen) med at være angst omkring det jeg spiser. Her til aften har jeg spist noget så uskyldigt som kål, gulerødder, peberfrugt og kylling. Ting jeg selv har købt. Selv har rørt. Men hvad med den karry dér? Er den skyld i at jeg pludselig får denne trykken i panden, dirrende ben, kvalme. Jeg har virkelig lyst til at kaste op.
Fuck mig.
Det er over et år siden, at jeg sidst har haft det sådan her.
"Allergisk" overfor alt.
Scheisse.

me-di-cin

Jeg har gået så meget de sidste to uger, at jeg har ødelagt mine ben. Det kunne jeg mærke i dag, da jeg gik op af Nørregade, efter at have drukket en smoothie i bibliotekshaven. Mit venstre ben gør ondt ind i knoglen. Jeg kan ikke trykke på det, så det holder op.
Jeg har brug for at høre Landslide hele tiden. Det er ikke engang fordi jeg registrerer teksten. Okay, måske lidt. Men det vil jeg ikke belemre dig med. Har massivt koncentrationsbesvær disse dage.
Jeg er konstant bange. Angsten pulserer i min krop uden rytme. Som en technofest uden gæster. Hver dag siger jeg: nu er det nok. nu skal jeg ha nogt' me-di-cin. Hver dag siger jeg: det skal nok gå. jeg skal nok klare den. Det er et helvede. Et fængsel. Er mest af alt nysgerrig over hvornår det mon stopper.
Det mest ubehagelige ved i går, var at jeg fandt ud af, at min boligsituation (igen) er en angsttricker. På mit amagerske kollegieværelse fandt jeg ro og fred og rum til mig selv. Her i indre by med roomie er jeg skyllet 1 år tilbage i tiden, med konstant ubehag og mangel på kontrol. Men jeg har fire måneder igen her. Og derefter ved jeg desuden ikke hvad der kommer til at ske. Det stresser mig også.
Lige nu er jeg alene. Har været det hele dagen. Det er gået overraskende fint. Men lige nu er der fire timer til at jeg ser nogen, og jeg prøver at dulme mig selv og min kvalmende hjerne med Landslide og Downton Abbey. Ja. 'Det skal nok gå'.

mandag den 28. oktober 2013

weemoed

Jeg har brugt aftenen på at finde et nyt blognavn. Det blev aldrig særlig muntert. Men at google translate (læs som verbum) danske ord til hollandsk er altid en succes. Så nu prøver jeg igen. For jeg har det af lort til, og føler mig ensom, når jeg ikke kan skrive om det. Det er som om, at alting bliver meget værre, egentlig.