lørdag den 30. november 2013

san andreas

Jeg går og holder sammen på mig selv. Mine dage er beslaglagte af eksamen, og jeg har på ingen måde lyst til at være i mig selv. Der opstår øjeblikke, hvor jeg spacer ud; hvor tingene snurrer og mister jordforbindelsen. Men det meste af tiden kan jeg ikke holde mine ord ud; mit kropssprog er fordærvet,- skuldrene op under ørene, trampolinhals, rynket pande, ømme brystmuskler af gorilla-positur. Jeg har ikke tid eller lyst til at føle noget. Jeg sidder i hans lænestol og ser ham spille GTA5. Jeg tænker, om jeg burde krakelere nu. Det skæggede monster kigger på mig og smiler i lang tid med controlleren begravet i hænderne. Jeg ville ønske, jeg var en gangster i San Andreas; at jeg havde en hurtig bil, en masse våben og dollars, og så ville jeg bare køre rundt hele tiden. Bare sådan. Køre rundt, du ved. Måske røve en bank eller to. Få et lækkert hus i bjergene. Med et springvand. Jeg vil virkelig gerne have et springvand.

torsdag den 28. november 2013

powerbitch pt 2

overvejer om powerbitches er meget ensomme
for når man bare sidder en torsdag aften, og ikke kan huske hvem kan ringe til,
så er det slet ikke så sjovt,
og powerbitchen drikker kingsøl under en lyseblå plaid
og powerbitchen er egentlig virkelig ked af det
og powerbitchen overvejer, om hvordan eksamenerne nogensinde skal nås
og powerbitchen ser en fyr i fjernsynet, hvis lejlighed hun var i i fredags, han var også irriterende dér,
og powerbitchen skal huske at tænde for radiatoren, for hun er alene hjemme
og powerbitchen ved egentlig slet ikke, hvordan man løser problemer, udover at løse baner i candy crush.
men powerbitchen er glad for at være sig selv, skønt hun ville ønske, hun vidste hvem hun skulle ringe til

mandag den 25. november 2013

sugemærker

Det var en gulddame jeg købte, før jeg gik resten af vejen op i lejligheden. Jeg stod i porten, og ville gerne have en øl; sløve nerverne, gøre vreden mindre og søvnen lettere. Hele dagens psyken mislykkedes, og jeg er forsat steady as a rock. Weekenden flakker ind i mit sind i en sporadisk blitz-krieg; jeg husker mig selv sige og gøre ting, som jeg ikke er sikker på skete. Men jo. De skete jo. Altsammen. Og jeg vil gerne tage pigen der råbte til det ukendte selskab: "JA MAN HAR JO IKKE VÆRET UNG FØR MAN HAR HAFT KLAMYDIA" med til fremlæggelsen i morgen. (hun er der åbenbart, i fuld flor, i mit blod. åh gud.)

Gulddamen sløver mig allerede, fjerner økonomiske panderynker, jeg glæder mig til at sove, også uden ham, skønt sugemærkerne på min hals har vokset sig større og nærmest sår-agtige i løbet af dagen, men hvilken tryghed at fremlægge med sårlignende, aflange sugemærker på halsen. HVILKEN STOLTHED.

Det er sjovt. Når smarte mennesker siger, at de kun hører Michael Jackson for tiden, tænker man: FUCK HVOR ER DU SEJ, JEG ELSKER MICHAEL JACKSON, selvom man egentlig fordufter fra hvert et sted hvor han spilles. Jeg tænker lidt på ham der sagde det. Jeg kan være en værre fedterøv nogle gange. Det var nok godt han gik tidligt hjem. Før jeg dansede...

galt

Jeg stoler ikke på mig selv.
Når jeg har det fint, er jeg samtidig overbevist om, at der er noget helt galt indeni mig. Så jeg flygter fra det. Med øl, impulsive aftaler, søvn. Men så sidder jeg hjemme hos mine forældre søndag eftermiddag, og har pludselig lyst til at græde helt vildt. Jeg prøver at styre det i en samtale over æbleskiverne, går ud til vasketøjet, græder ned i det. Noget galt. Umiddelbart virker det mest som om, at min hjerne forsøger at ødelægge morgendagens grænseoverskridende event, hvor jeg skal fremlægge for 100 mennesker. Jeg kan ikke mærke psyken i min krop. Lidt. Nogle gange bliver jeg helt stakåndet. Som nu. Jeg stoler ikke på mig selv. Slet ikke. Så nu vil jeg gå til skole. Gå mine noget-galt-følelse væk, før jeg pludselig kaster op og falder fra hinanden. Har lyst til at flygte, men kan ikke.
Udover det, så er jeg virkelig glad.
Det er meget ubehageligt og dejligt altsammen.

fredag den 22. november 2013

yoga-energy

Det er et fænomen, jeg kender alt for lidt. Det blev først mærket rigtigt da jeg boede i Berlin og gik til 'øvet yoga' (lol) oppe i Prenzlauerberg hos en læks yogainstruktor iført meget stramme bukser. Det var vinter, mindes jeg, og jeg kan huske frosten i cigaretten jeg altid forsøgte at ryge efterfølgende. Syrende ben hele vejen tilbage til Kreuzberg, yoga-poses i stramme joggingbukser flimrende ind i min Kopfkino, antydningen af penis, det var smukt. Efterfølgende var jeg flirtende, energisk, smadret til ukendelighed, og alkoholen var blodets likør, endorfinernes svar på ectasy; og de ting jeg har gjort i yoga-energy, åh gud, lad os slet ikke snakke om det.

Og nu sidder jeg, svulmet op i kinderne af yoga-energy, rødglødende og farlig, power-ranger på livets prærie! (sorry..) - har ordnet alt, jeg ikke troede jeg kunne ordne, i dag. Og endda her til aften. Og man skriver vel bedst akademiske kandidatfags-afleveringer påvirket af i hvert fald tre øl, og og og. Jeg vil gerne bare starte alle sætninger med 'og', fordi jeg tror det gør mig sejere.

Hov, og min yoga-energy har kastet mig i favnen på en ubekvem øl-aftale med fremmede mennesker. Skønt. Yes. Fedt.

torsdag den 21. november 2013

inhale, exhale

Jeg er lidt nervøs for morgendagens yogatime. Jeg har trænet min vejrtrækning siden sidst. Hvad er der galt, spurgte en. Ikke noget, svarede jeg, jeg trækker bare vejret. Åh. Jeg glæder mig uendelig meget til, at jeg lærer at gøre det naturligt, så det ikke er så ubehageligt. Målet med yoga'en er at falde i søvn de sidste fem minutter. (wow)

Det var også i biografen jeg brugte yoga-vejrtrækningen til at presse mig igennem horden af teenagepiger i dunjakker; og måske det ikke er den bedste aften at have semi-diarré på, premiereaften du ved, der er tyve i køen foran en. Og når jeg så endelig efter et kvarter med tårer i øjnene har haft min tur, skal jeg selvfølgelig give det ikke-så-lækkert-duftende toilet videre til - WOW HEJ MED DIG! HAHA - gammel gymnasieveninde, som jeg ikke har set i halvandet år.
Åh gud.

Og jeg står dér (med ham) og venter et kvarter på at komme ind i salen. Horden presser sig rundt om mig, presser deres popcorn mod min ryg, spilder sodavand på mine sko (okay, det er overhovedet ikke sket, men kan godt lide den dramatiske effekt ved det), og jeg bliver lidt svimmel i mine små angstben, men så yoga-inhale, BREAATHHEEE, og så går det, så går det sgu, og biografen er stor, filmen er voldsom, lyden er nervepirrende, men jeg inhaler, sidder i fødeposition i biografen, åben krop, du ved, og 2,5 time senere er filmen færdig og jeg er euforisk.

Alle mine aftener burde være sådan. Bare uden semi-diarré.

ohmygodpeetaaaahjustdiethen!

onsdag den 20. november 2013

ukrudt

Jeg troede, jeg kunne sove nu. Efter læsning og tre forårsruller der var stegt alt for meget, så troede jeg det ville være let. Min mave er knudret sammen som ukrudt. Mine organer føler sig moste. Jeg kneb en tåre til Nanny Diaries med Scarlett. Det var så synd for dem, at ingen af dem kunne finde ud af at sige hvad de havde lyst til. Og irriterende. Jeg har set den engang før, hvor jeg også blev sur på den, hvilket jeg havde glemt. Spild af aften. I stedet brugte jeg tiden på at kigge på Scarletts bryster. Ville ønske, at jeg lignede hende mere... Havde større bryster. Det er virkelig pænt til hende. Nu har jeg et afsnit af Downton Abbey klar. Håber det gør mig døsig og fjerner forknudringen i maven.
Jeg føler mig død indeni. Men det er lidt rart også. Hellere lidt død end lidt angst.

tirsdag den 19. november 2013

breaking news

Jeg havde knapt fået øjne, før jeg passerede Lars Løkke ved Nørreport st. Så er det valgdag, tænkte jeg. Så forsatte jeg ned af købmagergade og græd lidt som jeg plejer.

Nogle af jer ved, at jeg boede på Amager engang. Nu ved jeg, at jeg vender tilbage lige om lidt. For første gang i mit 24 årige liv eksisterer jeg med min egen lejekontrakt. Jeg tænker på mine møbler. Åh. Mine møbler!

Min veninde tager stadig ikke sin telefon efter fredagens gin-eskapader...

Der ligger en pakke blå LM på mine forældres terrassebord. Jeg ryger af pakken, mens de danser til Helmig i det tilstødende lokale.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at trække vejret. Yogaen giver mig kvalme. Det var det mest uhyggelige jeg har oplevet længe. Jeg savner min krop.

Nogle gange er jeg så overstimuleret, at jeg kunne eksplodere. POW.

I stedet for valgflæsk hos hans forældre, spiser jeg valgmakrel under en lyseblå plaid. Jeg er så uendelig træt.

Jeg skriver snart mere. Jeg skal bare lige finde historierne. Ordentligt. Indtil da kan du kigge på en gif-fil.


lørdag den 16. november 2013

femme

Jeg er en idiot nogle gange.
Jeg ligger her, fem timers søvn i kroppen. En fransk hotdog fra syv-elleve på rådhuspladsen i maven. Jeg tabte den sidste dressingstump på jorden, kiggede omkring mig, samlede den op og skubbede den ind i mundhulen. Ulækx. Jeg gik hjem med de langsomste skridt i verden, høje hæle, jeg lærer det aldrig. To udenlandske, lidt skumle, mænd giver mig en cigaret på Nørreport, fordi jeg forgæves ruller en, mens de står og kigger på mig. Jeg fniser over, at jeg hører Aimee Mann med "Wise Up" imens det sker. (It's not going to stop /' 'til you wise up).

Tidligere prøvede en ven at presse en spiseforstyrrelse ned over mig, fordi de alle pludselig opdagede at jeg havde tabt mig (uden jeg vidste det eller syntes det). Hvis du er forstyrret i sind, sagde hun, og ikke spiser pga det, så er det vel en spiseforstyrrelse. Jeg er ikke enig. Hun kiggede på mig med sammenknebne øjne. Som om hun havde luret mig. Jeg sagde til en anden, at jeg var begyndt at spise skyr. Mest for sjov. Men han blev helt forarget. Som om jeg var spiseforstyrret og kun spiste skyr.

Om få timer skal jeg til min mors store, runde fødselsdag. Jeg magter det ikke.
Nu vil jeg prøve at sove mere. Høre mere Tears for Fears. (Genså Donnie Darko forleden dag. Forstod den stadigvæk ikke. Øv.)

fredag den 15. november 2013

tidligt

2 ting før yoga:

- Drømte at jeg havde en affære med en russisk diplomat (mægtig rig og gammel) efter at have prøvet mig som pusher. Han lignede lidt Boris Jeltsin og gav mig mit eget værelse i hans kæmpe domicil. I drømmen glemte jeg alt om min kæreste og følte mig som det stærkeste menneske i verden; tussede rundt på hans kontor i pailetkjole og frisure som dem i Downtown Abbey. Jeg vågner da mit vækkeur ringer midt i et erotisk handjob.

- Både roommate og hendes kæreste tænder for vandet før de går ind i badet. Efter vandet har løbet i fem minutter kan jeg høre toilettet skylde ud. Altså, jamen, hvad er det nu for noget?

(Man oplever en ting eller to når man står tidligt op).

torsdag den 14. november 2013

vred

Det har været en dejlig dag, sagde jeg alligevel i mørket før vi sov.
Det var godt, sagde han.
Tavshed.
Havde du også en dejlig dag? spurgte jeg.
Ja, den var OK, svarede han.

Jeg drømte, han slog op med mig. Jeg blev mere vred end ked af det. Slog øjnene op og kiggede direkte ind i hans ansigt der lå ti centimeter fra mit. Jeg røg en cigaret, da jeg kørte fra ham tidligt i morges. Jeg var ellers færdig med morgencigaretterne. Min psykolog siger, at drømme er ønsketænkning.

Nu er det aften. Jeg kigger på uret i candy crush, tæller sekunderne til det næste liv. Fiona Apple og The Idler Wheel. Jeg føler mig ekstremt vred. Har lyst til at drikke mig fuld og kaste flasker ud af vinduet. Men mest af alt, er jeg nok bare træt. Og vred. Ha!

onsdag den 13. november 2013

middagsselskab 101

Jeg skælder ud på mig selv. Hvorfor er du sådan her, hvorfor slapper du ikke af, hvorfor trækker du ikke vejret som et rigtigt menneske. Jeg kan høre mit åndedræt, en hæs raspen fra et ukueligt dyb under mine fortættede ribben. Det er det eneste der fylder lokalet. Jeg tænker, om hans mor ved siden af mig hører det. Kan du høre hvor dybt din ubekvemme svigerdatter trækker vejret. Jeg går på toilettet og vender tilbage med bankende hjerte, hvorfor banker du så hårdt hjerte, hvorfor gør du det imod mig. Jeg rejser mig op igen, går hen til min taske i den anden ende af lokalet for at tjekke klokken. Overvejer i en halv time hvordan jeg skal fortælle selskabet, at jeg altså bliver nødt til at gå hjem. Træthed, lektier... angst? Nej-nej, det går jo ikke som undskyldning. Jeg prøver at sende ham blikke - se hvor meget jeg ryster med vandglasset i min hånd!, men han snakker videre om Netflix og lystfiskeri og sommerhuse med en afslappet attitude, som står i stor kontrast til mit skælvende væsen der karter frem og tilbage på sædet, benet op, benet ned, armen på bordet, armen om mig selv. Jesus. Men det var gået godt indtil da. Tre timers høflig grinen, tre timers nærvær. Men puf, så forsvinder det. Og så klaustrofobi, den evige kvælen og hjertebanken. Det lykkedes mig at ophæve selskabet på en smooth måde. Klokken havde desuden passeret de 22 med ca 2 minutter, dér hvor folk normalt ophæver selskaber i hverdagen. Jeg er ved at græde i køkkenet, da jeg som den første ankommer til opvaskemaskinen med de tomme, beskidte desserttallerkener. Hold det inde, ikke endnu. Hej-hej, farvel, hvor hyggeligt at se jer, jeg ryster ned af trappen, forrest i ujævn karavane, de sætter sig ind i bilen, jeg puster ud, græder. Forsøger at rulle en cigaret mens jeg prøver at huske, hvordan det var man træk vejret ned i maven. Det nytter ikke at skælde ud på dig selv, siger han. Ja, jeg ved det godt, siger jeg. De fem minutters gråd og den harske cigaret fjerner sorgen. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har lyst til at græde mere. Eller om jeg bare skal sove. Jeg er hos ham og jeg er afslappet. Måske natten fjerner trykket i mit hoved og krop yderligere. Jeg kan mærke, at jeg stadig ryster.

tirsdag den 12. november 2013

teenage-dream

Visse sekvenser i mit liv udspiller sig ofte som scener i en dårlig produceret ungdomsfilm, hvor jeg er en 24-årig der spiller en på 17. I morges var ingen undtagelse. Klokken var halv ti og Købmagergade lå stort set øde hen på grund af den åbenbart tiltagende regn, som jeg ikke havde fattet var der (kondisko...). Jeg var på vej i skole. Afsted som sædvanlig i alt for god tid. P6 Beat i ørene. De spillede Queens of The Stone Age med en sørgelig sang (i want God to come / and take me home / coz i'm all alone in this crowd), og det regnede mere og mere, til sidst så meget så mine fødder var drivvåde, og så jeg begyndte at græde (does anyone ever get this right?), hulkegræde gennem Købmagergade med gennemblødt tøj, og jeg tænkte (som speakeren i filmen sikkert ville sige): der er alligevel ingen der ser dig græde på købmagergade, når det regner. Og sangen sluttede, og jeg var færdig med at græde.
Åh gud altså.

Min krop er desuden komplet gennemsmadret efter pilatestime (!?) i går.. Lige nu har jeg ligget stille i 3 timer. Jeg er rigtig sulten, men orker virkelig ikke rejse mig og spise den mozarella der kalder på mig fra det ildelugtende køleskab.
Øv.

Generelt synes jeg, at jeg lever et meget autentisk liv disse dage.

søndag den 10. november 2013

skræmt

Jeg sov elendigt i nat. Blev ved med at skræmme mig selv med tanken om min dobbeltgænger fra fredagens mareridt; om at hun skulle stå på mit værelse og kalde mig tilbage 'til os', som en dårlig lynch-film. (stop dig selv). Det er et levende mareridt det her, tænkte jeg bange. Jeg faldt dog endelig i søvn med musik i ørerne. Men det var ikke godt. Jeg har ondt i maven af at spænde musklerne så meget. Ugen virker uoverkommelig og jeg er bange for dobbeltgængeren og mig selv.
Så jeg tænkte, at hvis jeg tegnede hende, så ville det måske ikke fremstå så uhyggeligt (og måske mindre levende). Det hjælper lidt. Men mest af alt hjælper det, at jeg har været hos dethandlerom hele dagen; så er der ikke plads til at skræmme sig selv sådan.

lørdag den 9. november 2013

lørdag aften

4. Bedre tegneevner

toppen

Top 3 over de bedste ting ved at have angst:

  1. Man får gode mavemuskler
  2. Angstfrie dage
  3. Generel spænding i hverdagen
De angstfrie dage er gyldne. Siden jeg tvang mig selv til at være hjemme og alene i onsdags, har jeg egentlig haft det ganske fint. Svævende, en smule svimlende, men fint. Jeg har gjort ting. Været i ting. Følt ting. Oplevet ting. Det føles enormt befriende. Måske går det faktisk bedre? For når man skraber bunden med dødstanker, så kan man ligesom ikke komme længere ud, kan man? 

I nat drømte jeg, at han stod og slikkede på en ung piges bryster. Hun havde vidst tabt et shot ned af sig selv. Jeg gik derhen og kaldte hans navn. Pludselig skulle han aflevere et vigtigt brev, han havde travlt. Jeg løb med. Spurgte ham i farten: Har du egentlig lyst til at være sammen med mig? Han svarede ikke men farede rundt om sig selv, mumlende. Kom, vi skal skynde os. Jamen, det er bare fordi jeg er så forelsket i dig, sagde jeg så. Stadig intet svar. Så løb vi igennem tusinde gange i en mærkelig bygning. Hele tiden ligeud. Jeg halsede efter ham. Hans ansigt var nybarberet og drejet i et voldsomt smil, lallet endda. Pludselig dukker en pige op foran mig og kalder mit navn, vi stopper. Jeg er dig, siger hun. Jeg prøver at genkende hende, men jeg bliver mest af alt bange. Vi er nogen der regner med dig, siger hun. Vi venter på dig. 
Hun var mig.
Jeg tvinger mig selv til at vågne.

I dag er jeg også alene. Som i onsdags. Jeg er nervøs. Så spænder mine mavemuskler konstant. Min mor købte mig en buket roser, så jeg ville blive glad og rolig. Det var ret sødt. Jeg tror også, at det nok skal gå. Hvis bare jeg ikke havde så dårlig samvittighed over at have løjet for ham i aften. Puha. Jeg er så bange for at det straffer mig...
(Hvad laver man, når man er alene en lørdag aften?)
(Skulle jeg have købt mig noget is?)

onsdag den 6. november 2013

gloomy

well, det skal ikke blive alt for gloomy. Jeg tog en IQ-test, fordi jeg havde læst et sørgeligt postkort på postsecret (ja, er all in på self-pity i dag), og min ligger på 117, hvilket betyder jeg IKKE er retarderet. Og at jeg faktisk er klog. Det gør mig glad. Tak, uligevægtige IQ-test på nettet.

Forresten, så hop ind i biffen og se den her. Det er den bedste film jeg har set længe.
Eller, den var faktisk også ret deprimerende. Men på en sjov måde. Ja. Nej. Jo. Lidt uhyggelig realistisk i forhold til kvinder i tyverne uden retning og succes i deres liv... åh gud.

død

Jeg røg en cigaret, selvom jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke måtte. De giver mig en forfærdelig hjertebanken. Jeg har været alene i 6 timer nu. Har grædt en del. Hulkegrædt. Det føles bedre at græde end at panikke, det ved jeg.

Jeg tænker tit på at dø. I dag især. Jeg kunne aldrig drømme om at begå selvmord. Men jeg har i dag bare haft lyst til at dø. Prøver at sige til mig selv, at jeg har haft det værre end det her. Men jeg er egentlig ikke så sikker på det. Så det virker lettere bare at skulle dø. Jeg fantaserer tåbeligt om at gå ud, slukke min telefon, og aldrig vende tilbage. Ud til havet, måske. Jeg ville aldrig gøre det. Men fantasien fylder meget. Jeg har lyst til at droppe ud og flytte hjem til mine forældre. Give op. Det er på den samme måde ligesom døden. At stikke af, du ved. Det er tungt at skrive om død, jeg har faktisk slet ikke lyst til at snakke om det, nævne ordene 'død' og 'selvmord', men jeg er på samme tid overbevist om, at det er godt for mig at skrive om det. Det er vigtigt.

Jeg er bare smerteligt overbevist om, at jeg aldrig får det bedre.
Så i dag giver jeg mig selv lov til at græde over den sorg.
(hvad er et vindue uden vind? bare en due)

Imorgen virker uoverkommelig.

bange

Jeg fik det pludselig rigtig mærkeligt hjemme hos ham. Jeg forstår det ikke. Jeg har virkelig ingen tillid til mig selv. Måske var det bare fordi vi havde ligget i sengen i 14 timer, før vi stod op. Det kan gøre enhver svimmel. Mit problem er, at jeg kobler al svimmelhed til angst. Så jeg sagde: jeg har det mærkeligt, jeg har brug for noget luft, jeg bliver nødt til at gå. Indenfor fem minutter var jeg gået. Sådan. Fra det ene øjeblik, hvor jeg sagde: skal vi ikke lave lektier sammen i dag, og han havde sagt 'jo', til den andet øjeblik hvor jeg tror jeg skal besvime ude på gaden på vej hjem, fordi jeg alligevel prøver at ryge en cigaret. Mit hoved føles som om det skal eksplodere. Jeg er panisk bange for panik-angsten. Jeg prøver at drikke noget vand. For jeg havde jo heller ikke drukket noget vand i alle disse timer. Jeg tænker, om jeg skal ringe til nogen? Bør jeg være alene lige nu? Har lyst til at kaste op. Jeg er så fucking ked af det. Tror jeg. Men jeg græder ikke. Lidt. Nu prøver. Lige her mens jeg skriver. Jeg ER ked af det. Er jeg ikke? Og måske skulle jeg slet ikke være taget hjem til ham i går, for jeg lå rigtig trygt under dynen og så Downton Abbey og græd en masse og var helt tryg i mit eget selskab. Jeg skulle ikke have ødelagt den følelse. Fuck mig. Jeg er træt af at være så bange hele tiden.

tirsdag den 5. november 2013

aftenprogrammer

Har lige spist en stor, tør bolle med roomies ost, smør og pålægschokolade. Jeg er forfærdelig at bo sammen med, tror jeg. Og jeg tror ikke, at hun ved at jeg ofte nakker hendes madting. I gamle dage, dét sted jeg boede før og som traumatiserede mig, var det ren anarki. Jeg gemte mine havregryn i hemmelige skabe, så min glubske manderumbo ikke skulle fråde det. Nu er jeg den der stjæler. Til gengæld smagte det virkelig godt.

Jeg har rystet meget i dag. Så måske det var på tide, at jeg er lidt alene. Jeg prøver nu, og det går fint. Ser TV2's aftenprogram (hvilket på en sær måde er beroligende) og ligger under min dyne. Er helt udmattet efter at have været i min krop i dag. Min psykolog sagde i eftermiddags, at jeg er som et lille dyr, hvis pote sidder fast i en bjørnefælde. Det gør mig glad at tænke på. Et lille nuttet dyr. Nej. Altså. At jeg faktisk lider. At det åbenlyst for enhver. Nej. Det gør mig ikke glad. Men det var godt at være der idag.

Jeg elsker når politikere laver mad i hyggelige aftenprogrammer.

gelé

Det er en konstant flugt, der gør mine ben til gelé, når jeg går rundt på Vesterbro med min søster; og måske er det bare fordi min sko var våde tidligere, fordi jeg cyklede for første gang i tre uger (med bankende hjerte), men gelé er dét jeg er mest disse dage. God gelé, tror jeg. At acceptere: jeg skal bare ikke være alene. Så jeg gemmer mig i favnen på mit netværk. Det passer mig fint. Lørdag var jeg fuld, det var ikke med vilje, opkasten var ikke med vilje, ansigtsmaling i fjæset dybt ned i kummen, halv fire, ingen fest, bare mennesker. Og ansigtsmaling. Jesus.
Ham, dyner, burger i sengen, bollehår i kiosken, det er godt. Sløv formiddag. Undgåelse af alenetid. Jeg cykler væk. Flot.
Så nu ligger jeg i min søsters seng på Vesterbro. Jeg tror faktisk ikke, jeg har sovet her før. Hun sover nu. Hun kan godt lide lyden af taster når hun skal sove. Lyden af nogen. Det kan jeg egentlig også.
Jeg kan ikke lide, når folk ikke forstår min tilstand. Min roommate forstår det ikke. Hun siger stadigvæk 'god bedring' til mig, når jeg melder mig syg. God bedring... Jo tak. Jeg har ikke lyst til at være i lejligheden.

lørdag den 2. november 2013

ro

Roen fra centret lagde sig omkring mig som en blød dyne, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så rolig. Ikke kun på grund af centeret selvfølgelig, det ville være tosset. Men mine forældres hus og deres tilstedeværelse fjernede livet oppe i mit hoved, og derfor ville jeg ikke hjem til byen igen.
Alligevel stod jeg for halvanden time siden i gården og kiggede op på lejligheden, hvor der var lys i alle vinduer. Ok, de er her stadigvæk. Jeg gik op af trapperne med rystende ben, skyndte mig at pakke mine ting ud, tavst, anonymt, mens snakken gled af sted ubesværet i lokalet ved siden af. Jeg var stadig rolig, men oppe i mit hoved var der kaos og lysstorme. Jeg tog hurtigt mit overtøj på og forsvandt ud af døren med undskyldningen "jeg har kriller i benene, har siddet i forstaden og spist kage hele dagen", de grinte, og jeg vandrede rundt om søerne. Pulsende cigaretter. Ringede til ham, men han var optaget af venskabeligt selskab (igenigenigen), nej, jeg kan ikke komme forbi, åha; grædende nede på Nansensgade, en våd bænk, i telefonen med min veninde med bil. Hun kommer snart og henter mig til Amager. Det er godt. Og dårligt. Jeg burde jo godt kunne være her. Her er ingen mennesker nu. Mine ben sitrer. Købte en øl i en kiosk, bældede den i håbet om, at den ville give mig ro. Men nej. Åh gud!

centeret

Natten var urolig. Downton Abbey gør mig ikke søvnig. Min hjerne kan heller ikke holde sin fede kæft efterfølgende. Jeg håbede på døsighed. Nej. Og pludselig er jeg bange. Synes jeg hører fodskridt i stenene foran vinduet. Er der nogen der kigger på mig? Jagten på at være en god kæreste sætter også ind; han inviterer mig med op i hans forældres sommerhus. Med forældrene. I et tog. Derop. Forældre. Tog. Forældre. Tog. Jeg griner: Jaja! selvfølgelig! hyggeligt! jaja! Tog. Forældre. Sove. Odden. Fuck. Jeg bliver vred på mig selv. Snapchat history. Var han i byen i forgårs? Pingpong. Han ser bange ud på vej hjem. Går så hurtigt. Jeg frygter hele tiden at se nogen ved han side. Hvorfor blev jeg så bange lige pludselig? Står der nogen i det andet lokale. Der er så mørkt for min fodende. Min mor vågner også op med flimmer for øjnene. Jeg er så træt, at jeg føler mig frisk. Er ikke sikker på, at jeg nogensinde sov. Og så skal jeg ned i Lyngbycenteret med mine nylakerede negle, iført min mors stramme cowboybukser, jeg glemte bh'en derhjemme, jeg skal stråle nede i lyngbycenteret, åh gud.

Kan du vente med at læse avisen til vi har spist, spørger min far, og griber avisen som det første da sidste krumme er spist. Min mors øjne flimrer stadigvæk. Det er da irriterende, siger hun. Min far snakker om en tyrker fra arbejdet. Jeg snakker om Yahya Hassan. De lytter ikke efter. Det er fint nok. Jeg er også træt. Og så interesseret i det, var jeg alligevel ikke selv. Vi sidder alle med korslagte arme til sidst. 20 minutter til Lyngbycenteret nu. Tid må helst ikke overskrides. Min far skal til frisøren.