mandag den 30. december 2013

lister

Det slår mig i dag, at der er ufattelig lidt tid til at 2013 er overstået. Så nu laver jeg en lang liste.

I 2013 har jeg..

  • Spist for meget fast-food (slået personlige rekorder); blevet lidt tyk igen
  • Boet 3 forskellige steder (ikke frivilligt) og faktisk også boet på 3 forskellige blogadresser (frivilligt)
  • Været i Jylland...
  • Lært at hækle og bruge diverse adobe-programmer
  • Kørt i tog 2 gange
  • Læst 0 bøger (personlig rekord)
  • Været meget anspændt (personlig rekord)
  • Startet til yoga
  • Gået mange ture
  • Blevet slået op med og fundet tilbage med
  • Fået min første sprøjteorgasme (sorry)
  • Haft et vaskeægte panikangst-anfald
  • Lært at stege et andebryst
  • Fået en smartphone
  • Levet i konstant minus på kontoen (and did not give a rats ass)
  • Forsat gået til psykolog 1 gang om ugen
  • Klippet mit hår kort (og set det vokse sig langt igen)
  • Hørt virkelig meget Carpenters af en eller anden årsag. Meget føle-musik generelt. Svanesøen på pladespilleren også. 
  • Set virkelig mange serier
  • ...
  • Min liste stinker
  • 2014 bliver bedre
    • (færdiggøre bachelor)
    • (bo alene, egen lejekontrakt!)
    • (starte på kandidat)
    • (gå mere til yoga)
    • (spise sundere)
    • (ryge mindre)
    • (drikke mere)
    • (rejse?)
Jeg er usandsynlig bleg i dag. Det ligner, at jeg er dødelig syg. Jeg håber det ikke. Jeg glæder mig til imorgen. Det bliver en perfekt nytårsaften. Badehotellet på TV2 irriterer mig efter ti minutter allerede grænseløst. Men det er et flot badehotel, det må jeg sige. Licenspenge ftw. Skægmonstret bløder stadig. Jeg kan ikke lide at kigge på det blødende ar. Jeg er åbenbart ikke lige så god til blod som jeg regnede med. 

søndag den 29. december 2013

illusioner

Julen er overstået.
Jeg føler ikke rigtig noget.
Tiden mellem sociale events er blevet slået ihjel med overforbrug af Parks and Recreation. Et crush på Ron Swanson. Et crush på Skægmonstret. Jeg har drukket alkohol hver dag. Ladet mig fortabe i fuldstændig ligegyldighed. Det har været befriende. Nogle gange popper det op i min hjerne, at jeg skal til eksamen om 10 dage. Flytte om 5. Intet er læst, intet er pakket. Det er blot illusioner for 2014. Lige nu er 2013 et safe place uden angst og stress. Her er godt og bedre og mere fantastisk end nogensinde før. Måske jeg burde støvsuge. Min overbo støvsuger. Min roommate er på vej i fitnessworld. Jeg tænder snart for Parks and Recreation igen. Det er vitterligt den bedste serie jeg har set længe. Den gør mig rolig og glad. Ja, glad. Jeg har haft det som om, at jeg er så glad, at mit hoved kunne eksplodere. Jeg tænker på de dansende homo'er og trannies omkring mig; hvordan jeg var ligeglad med, at jeg lignede lort. Hvordan jeg glemte alt hvad jeg havde følt og været før. En tilstand af komplet lykke. Så stærkt at tømmermænd ikke eksisterer i en virkelighed gennemsyret af promiller. Jeg skal tilbage til dét paradis. Også selvom jeg ikke er homo. Jeg bliver ked af det, når Skægmonstret er vred og bitter. Jeg prøver at putte glæden over på ham, men der skal mange timers arbejde til før han smiler. Han driller mig, og nogle gange gør det ondt. Jeg siger, at han ikke må flytte for langt væk ud mod Nordvest; han siger, at jeg da bare kan flytte et ordentligt sted hen. Nu må han gerne gå. Skrid hjem, har jeg lyst til at sige. Men han skal alligevel gå, så det er ikke nødvendigt. Jeg prøver virkelig. Nogle gange ved jeg bare ikke, om det er en endnu en af disse 2014-illusioner.


tirsdag den 24. december 2013

fuzzy

Der er tre timer til juleaften starter. Jeg ligger alene i en tom lejlighed iført mørkelilla morgenkåbe og tykke strømper, prøver at se fjernsyn og have det fedt med at være alene. Hele mit liv har jeg juledag været hjemme i forstaden, liggende ved siden af min søster og set retarderet julefjernsyn mens mine forældre lavede maden. For første gang nogensinde bliver juleaften holdt i indre by hos min onkel. Hvilket så i år har resulteret i, at jeg bare er alene hele tiden, og at julen er blevet formindsket til en 8 timer lang event i aften. Jeg er ikke stor fan af julen, jeg er faktisk ikke stor fan af mig selv i julen; men manglen på julestemning er helt lammende og ekstremt trist. Sangene fra fjernsynet virker som et kontrapunktisk, uhyggeskabende element fra en Lynch-film. Hvorfor betyder det så meget, siger du?

For  mig at se er julen en december-illusion, skabt til at man kan flygte ind i en lykkelig boble af christmas cheer og indre varme og glæde; kærlighed og lys og lugt af gran; flygte fra den uudholdelige kulde og det uigennemtrængelige, altoverskyggende mørke. Men når man så ikke har julen, så skinner december bare igennem som et uhyggeligt monster, der forsøger at spise en. Jeg plejer at presse mig selv i julestemning; holde julestuer allerede i november og pynte op til jul i hvert fald fra 1.december. Arbejde flittigt på min juleplaylist på spotify. Men i år har jeg ikke engang pyntet op. Kun tilføjet ét nummer til julelisten. Roommate er taget til Jylland og lejligheden er kold og mørk. Det er deprimerende.

Men måske er det bare på tide at blive voksen?
Øv.
Hey, okay. Nytårsforsæt. Lad vær' med at whine over julen. Jeez louise!!!

På den anden side holdte jeg i stedet lillejuleaften med skægmonstret efter at han har ligget og blødt igennem sine syninger hjemme hos sine forældre hele weekenden. Efter et opkald fra ham lørdag aften, hvor han pludselig var taget på skadestuen, har jeg været helt omtåget af længsel efter at se ham. Vi købte lækker mad og lavede risalamande; drak dyr, dyr vin og bollede en masse, og jeg har følt mig helt høj af den kærlighed jeg har i min krop. Det er måske en bedre jul, egentlig. Den bedste slags jul.

Sorry. Jeg bliver en værre irriterende fuzzball, når det er jul.
Men glædelig jul til jer alle! (Og plz se videoen, det er det bedste der nogensinde er sket for julen)

lørdag den 21. december 2013

ro

Timerne efter psykologbesøget er altid mine bedste på ugen. Jeg undrer mig tit over, om det ikke ville kunne lade sig gøre, at have det sådan hele tiden? Og i hvert fald, hvorfor har jeg ikke det sådan hele tiden? Det er en følelse af komplet frihed og ro. Jeg har styr på mig selv, og alt er ligesom faldet på plads. Tit varer følelsen ved resten af dagen. Nogle gange fucker det op kort efter. Hos psykologen er jeg mit sande jeg, og det er nøjeren at tænke på, at jeg mister mig selv så hurtigt igen.

Så i dag vandrede jeg gennem indre by med blanke øjne, gik ind i min favorit genbrugsbutik og købte en fantastisk smuk, rød glimmer-rullekravetrøje, smilede til cyklisterne, stod stille i lyskrydsene; vandrede afsted med lange, tunge skridt med roen spændt ud mellem mine knogler. Det er befriende med disse momenter. Hun får mig til at huske på vigtigheden i de forskellige situationer; at tingene ikke er glemt med gamle roommate, at det er vigtigt at jeg selv betaler for besøgene fremover, at det er OK at være megabekymret for skægmonstret. Det er rart.

sten

Mit forhold til gamle roommate har været betændt og fyldt op til randen af vrede og angst. Hun opsagde mig som lejer en grå novemberdag sidste år, og jeg flyttede til Amager i fremleje og siden hen Indre by, også fremleje. Jeg forlod lejligheden på Nørrebro uden at sige farvel til hende. Hun havde allerede flyttet alle sine mærkelige møbler ind på mit værelse, og jeg stod nu nede på gaden med mine forældre, og havde egentlig ikke nogen grund til at gå op og sige farvel. I et halvt års tid havde vi slidt hinanden ned, og hun blev egentlig katalysatoren til al dette angst-halløj. Ikke årsagen dog, men bare katalysatoren. Vi prøvede i løbet af året at aftale at vi skulle ses, men hver gang aflyste hun. Og jeg gad til sidst ikke mere. Jeg var stadig vred. Hun optrådte som et spøgelse i min hverdag. Som en ekskæreste man ser alle steder.

Derfor stod jeg hjemme i skægmonstrets køkken i går aftes over en slimet spaghetti cabonara og havde mest af alt lyst til at kaste op. Jeg ventede hele tiden på, at hun ville aflyse mig igen. Så skulle jeg jo bare græde lidt, og så ville det bare være the same ol', same ol'. Det skete ikke. Jeg stod derfor med rystende knæskaller foran Nørrebro-bodegaen og så hende komme cyklende imod mig. Og fra deraf var det hele ligesom.. glemt.
Fem timer senere følges vi ned af Nørrebrogade fyldt op af samtaler om fortiden, nutiden og fremtiden. Hun er så lykkelig i sit liv, at jeg tog mig selv i at få ondt i kæberne af at smile. Og taget den lange tudedag i betragtning, fældede jeg ikke én tåre under vores samtale. På et tidspunkt fyldtes de dog med vand, da hun aede mig på kinden, og jeg sagde: "jamen jeg elsker dig jo stadigvæk." Det var meget ømt.

Det passer godt til julen, ikke? At reconnecte med fortiden? Det føltes i hvert fald godt. En sten faldt fra mit hjerte, og i dag har jeg kun grædt i 15 sekunder, og kun fordi skægmonstret er en bøv. Det er OK at græde over sådan noget.

Hans mor kom hjem til ham i formiddags. Hun rystede af bekymring. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle placere mig selv henne. Pludselig skulle plasteret fra operationen pilles af; såret væskede og stirrede på mig. Tidligere på natten havde han vækket mig, så jeg kunne række ham smertestillende og noget vand, som jeg spildte udover hele sengen. Pludselig ringede hans mor til hospitalet, og han skulle med kort varsel ind og tjekkes. Jeg rystede ned af Nørrebrogade igen, men fik ordnet de sidste juleindkøb. Jeg forestillede mig, hvordan han var blevet indlagt og måske var død.

torsdag den 19. december 2013

gaver

Nu har jeg været nede og købe julegaver. Alle gaver fra den samme butik som ligger 20 meter fra mig. Orkede ikke andet. Orkede ikke engang dét. Rev ting ned af hylderne på fem minutter. Kunne næsten ikke stå i køen. Måske jeg skal spise noget. Du behøver ikke pakke dem ind, sagde jeg. Kunne ikke være der et sekund længere. Overvejede at forlade mine ting på disken. Nu er næste challenge så bare at købe gavepapir. Jeg sidder på min seng med sko og overtøj på. Der er ikke noget lys herinde. Jeg er sulten. Men osten er tør som papir. Fuck hvor skal jeg købe gavepapir og tape og bånd henne. Fuck.

hul

Jeg skriver i et stort sort hul, gør jeg ikke?

Vågnede efter meget få timers søvn i morges, sulten knugende i hele kroppen. Med missede opkald fra skægmonstret fra kl 4 af, aflysning af aftale om julegaveindkøb med søster, udsættelse af aftale med gamle roommate jeg ikke har set i et år, og jeg krakelerer bare udover det hele. Som om jeg ikke kan tåle, når jeg bliver nedprioriteret på denne måde. Det får mig til at føle mig så alene. Har lyst til at kaste al det æg op jeg spiste for fire timer siden, min mave knuger stadigvæk og tavsheden i lejligheden er rungende. Dagen ligger åben som en lorte sandwich jeg ikke har lyst til at spise. Så i stedet græder jeg ned i min touchpad, så musen ikke virker. Græder ude på rygertrappen. Tænker på, hvordan jeg nogensinde skal få købt julegaver, og hvordan jeg nogensinde skal fjerne denne gråds tomhed. Fucking lorteliv.

onsdag den 18. december 2013

solitaire

Jeg har lige været nede i kiosken og købe tre kolde kings. Nogle gange bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke kan slappe af, før jeg har drukket en øl. Begyndende alcoholic? Might be... Dagens sidste gæst (ok, kun gæst nr 2) er netop gået; jeg tog mig selv i at bore fingrene ind i hans arm og sige: SKAL DU GÅ? for klokken var jo altså kun kvart over 23, og det betød jo, at der var timer før jeg skulle sove. Så nu drikker jeg øllene, og overvejer hvorfor mit hjerte banker hurtigt, måske var det bare fordi jeg lige har gået op af en trappe, måske slet ikke. Der er fest på 4. salen; Faxe Kondi-sangen banker rundt i gården. Fuck jer.

Jeg ringede til skægmonstret efter gæst nr.1 var gået (det er meget personligt at kalde det gæster, er det ikke? reconnecting with the past, yarh), for at høre om han var OK, og jeg forstyrrede ham, for han var altså på vej til julefrokost (!?!), og jeg følte mig pludselig irriterende og overflødig. Og prøver igen at vende omsorgen og kærligheden indad. I really do have love to give; I just don't know where to put it. Måske skulle jeg se Magnolia igen? Nej-nej, det er et sidespor. Øllen smager godt. Skal jeg skrive, at han gerne må komme herhjem og sove efter julefrokosten? Stop dig selv. Nej. selvstændighed. Wra.
I stedet for buldrer sørgelige kærlighedssange gennem anlægget. Overdøver Klumben. Jeg er åndssvag. Slog timerne mellem gæst 1 og 2 ihjel med at spille 7kabale uden hjerne. 3 timer med bare 7kabale, for så vidste jeg, at alenetiden ville forsvinde. Så skulle jeg jo ikke kigge på mig selv. Darh.

Glemte vist også at spise aftensmad midt i 7kabale-infernoet. Hvilket 100p hjælper på at dæmpe angsten. Puha. Jeg er så træt af at være nervøs og bange for det hele. Jeg er træt af at snakke om angst. Jeg er træt af at være i mig. Har lyst til at losse mig selv i hovedet. Eller tage hen til den julefrokost på Amager hvor han befinder sig. Det er så skørt. Jeg vil gerne græde nu. Det vil hjælpe lidt, tror jeg. Så nu giver jeg dig en sørgelig kærlighedssang. (Skal virkelig stoppe med at se det amerikanske X-factor, det fucker min musiksmag op).
(JEG rensede dine sår, men vil du rense mine? også selvom der ikke er blod?)

blod

"Kan du ikke hente en skål," siger han, mens han står bøjet ind over bordet, ligbleg i hovedet. Jeg suser ud i køkkenet og finder en stor skål, fylder en smule vand i, og sætter den foran ham. "Hvad med en våd klud?" spørger jeg. "Et glas vand?" Jeg aer ham febrilsk på ryggen. "Vil du ikke godt lade være med at røre mig," siger han. Jeg henter begge ting. Kan ikke finde rene klude, men derimod en beskidt grøn klud nede fra opvaskebaljen. Den suger ikke vandet til sig, men forbliver bare tør og beskidt. Jeg lægger den alligevel ind på hans nakke. Puster kolde kys på ham, sidder på kanten af sengen og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg har en konstant trykken for brystet. Har det noget at gøre med, at han var ved at besvime ved synet af sit eget blod; eller er jeg bare inde i min klassiske ferie-angst, der lammer og ødelægger alt hvad jeg gør? Det tager uendelig lang tid for mig at falde ned efter sådan en eksamensperiode. Det er lettere at hengive sig som hans privatsygeplejerske, også selvom jeg svimler ned af Rantzausgade for at købe mad til ham; og jeg tænker; 'fuck, du skal klare det her indkøb, for ellers får ingen af jer mad', og jeg samler en gammel mands clementiner op, som har spredt sig ud over hele gaden efter et fald. Smiler og griner som en juletosse. Der er aldrig nogen der kan se angsten på mig. Jeg er bare normale mig hele tiden. Skjuler fra verden, at jeg har været mega bange og frustreret i 2 uger nu. Jeg har lyst til at ligge under min dyne hele tiden og græde, men er på samme tid slet ikke tryg ved at være alene. Det er fucked. Så finder man jo aldrig ro nogen steder.

Så han ligger dér med sit bind på maven, og jeg med bind i trusserne. Begge to blødende og skrøbelige. Ham med modermærkekræft stadie 1, (forhåbentlig stadie 0 nu), og mig med angst. En forkrøblet flok. (Two is a crowd, yes?). Og jeg kigger på ham med så meget kærlighed, at jeg igen har lyst til at græde; måske fordi det er jul, og julen er hjerternes fest (stop), men måske fordi det rør' mig så dybt, at jeg får lov til at hjælpe ham, og at han er så taknemmelig for det.

Men nu er jeg alene. Fordi han tog over på skolen til bachelor-forberedelse. Jeg burde også være der. Men jeg kan ikke tænke mere på skole. På den anden side har jeg også ekstremt svært ved at være her. Roommate er her ikke, men hendes kæreste ligger og bobler inde i hendes seng. Jeg kan slet ikke overskue at snakke med ham, når han står op. (Må man godt lade vær'?). Jeg bliver helt dårlig ved tanken. Og der er 2,5 time til jeg har en aftale med min veninde, og jeg er så bange for mine tomme timer. Jeg er bange for, at skulle have omsorg for mig selv. Hente en brækskål til mig selv. Tørre mig med en beskidt klud over nakken. Køl ned, køl ned. Måske jeg bare skal prøve at sove. Eller rydde op. Hvad. Mit værelse er så småt. Og væggene kramper ind mod mig.

søndag den 15. december 2013

blob

så er tre lange eksamensdage overstået, jeg har fået museskade i min finger der trykker på E-R-S-knapperne på tastaturen, den gør ondt, av, lorteeksamen. sammensunkne timer i en boks på uni, mangel på ordentlig mad og væske, bare skriveskrive, og alligevel ødelægger jeg mig selv med snaps fredag aften, løser danseskandalen med en kinddans og hviskende, lindrende ord, som er forsvundet i min bevidsthed nu, men problemet løses, og jeg genvinder tillid og god karma.
alligevel er det aldrig sjovt at arbejde videre på sin eksamen med larmende snapsetømmermænd, det er en forbandelse at kunne lide den alkohol, og jeg ryster mig igennem dagen hos dethandlerom, til sent om aftenen,
hjemme hos skægmonstret spørger jeg, om jeg presser mig for meget på,
han siger nej,
okay, siger jeg, og falder i søvn,
hele natten drømmer jeg, at vi skændes,
han er svær at trænge igennem til efter det dér kræft-halløj,
sidder bare med sin kedelige PS4 i en konstant døs af ligegyldighed,
det skræmmer mig,
så imorges tog jeg hjem før vi var stået op, jeg havde ligget og kigget op i loftet i en time, mens han snorkende puttede sit store, skæggede hoved ind mod min skulder,
jeg var bange for, at jeg ville bløde igennem,
men mest af alt, var jeg bange for forholdet, og om han gider mig, om jeg gider ham,
så jeg græder lidt ude på toilettet,
og glemmer alligevel at købe bind i fakta,
og jeg kunne ryge tusinde cigaretter, forstår du det?

men nu vil jeg tage til søndagspsykolog (vidunderligt, ikke?) og hjem til mine forældre, og så vil jeg være rigtig skrøbelig og blobbet i det og måske græde en lille smule, jeg vil faktisk rigtig gerne græde en lille smule nu.
og indrømme over for mig selv, at jeg faktisk godt kan lide den nye MØ sang, rigtig meget endda. (hello lana del rey)

onsdag den 11. december 2013

grinch

muggen sidder jeg ude på kollegiet,
ugidelig under en dyne, farvet af gårsdagens vrede selvsamme sted,
angsten snurrer i knoglerne,
jeg er muggen
konstant muggen
sur og bitchy;
ARH VEJLEDNING
ARH UNIVERSITET
ARH EKSAMENSOPGAVE
ARH KÆREESTE
ARH VENINDE
ARH CANDYCRUSH
og muggenheden dulmes lidt af en klam burgermenu på vej hjem fra skole, sodavand i ærmet, jeg er idiot,
og det var ikke lettende at aflevere 2 eksamener overhovedet, for der mangler én lort,
som jeg også bitcher over,
jeg bitcher over det hele,
fuck mig fuck mig.
magter ikke engang at tage hjem til skægmonstret, fordi han har fået en ny playstation, og det bliver jeg sikkert også bare muggen over,
og FUCK DIG TV2, jeg hader fucking Ørkenens Sønner. DET ER DET VÆRSTE.
Garrrh.
(sorry)


tirsdag den 10. december 2013

satc

(nå, ikke engang kræft kunne få dig op af stolen?)

Modermærkekræft stadie 1 er åbenbart ligesom fodvorter, så jeg skal ikke være bange for at miste min kæreste til den sorte død. Alligvel så han så skrøbelig ud ude på uni; trist i øjnene, du ved. Jeg blev ved med at læne mig ind og kysse ham, nusse ham på skulderen. Tror mest det er mig der freaker ud. Forestiller mig melodramatisk hvordan det bliver vores sidste jul sammen; hvordan jeg ville strikke ham en trøje, som han ville have på sine sidste timer; hvordan den store, stærke, skæggede viking ville skrumpe ind til en lille tændstik. Hvordan han ville være den store kærlighed der døde fra mig, Skægmonstret... suk. Men åbenbart kommer kræft i mange afskygninger. Ikke kun slemme.

Emneskift til banalitet. (jeg skal ikke være hysterisk på andres vegne)
(og det virker alligevel ikke som om jeg har noget uegoistisk og intelligent at sige om noget)

TV3 viser virkelig meget sex and the city.. Jeg hader dem allesammen. Jeg glemmer det altid. Carrie der har det fint med at vælge cigaretter over Aidan. Carrie der ødelægger ting med Aidan pga Big. Carrie der køber dyre sko. Idiot-Carrie. Jeg hader hende virkelig meget.

Nogle gange glemmer folk på kollegier, at man kommer for at besøge dem og ikke de andre 12 mennesker på deres køkken....

kræfter

Det er en god dag i dag, selvom natten har været stykket sammen af mareridt om tsunamier og eksamensopgaver.
Kakao og spejlæg, svedig sexytime til frokost, varmt bad, officiel lejekontrakt i postkassen og ja, endelig lys på bagtrappen, så psykolog lige om lidt, printning af den næstsi....

Okay. Fuck.
Skægmonsteret har lige ringet. Midt i min happy-rambling. Modermærkekræft stadie 1. Da fuck?? Den store stærke mand.... jeg ved ikke helt, hvad jeg så siger nu. Han er rolig som en buddha, jeg græder. Må se ham og holde om ham. Kræft er så uhyggeligt. Nej-nej. Det er helt hul i hovedet.

Ja.
Okay.
Åndssvagt indlæg.

søndag den 8. december 2013

rådden

jeg kan høre stemmer oppe fra 3. sal, glade kvindestemmer,
jeg tænker på bagtrappen og de cigaretter jeg ikke røg i dag,
måske står alle de glade kvinder fra 3. sal ude på bagtrappen og ryger.
og mens jeg tænker på det, skriver danseskandale-veninden og jeg får en sær trykken i hele kroppen,
måske jeg ikke skulle have spillet iphonespil de sidste 6 timer,
hun spørger om hun må ringe,
hallelujah,
jeg har ikke rigtig lyst, ikke nu,
ikke når jeg er så alene som nu,
med tømmermændssensitivitet hængende ud af mine armhuler,
jeg tror, jeg går i seng nu,
ser Ghost World, den gamle favorit,
så kan jeg måske sove,
og så er alt det rådne væk.
jeg ville ønske de holdte op med at grine så meget oppe på 3.sal


lørdag den 7. december 2013

eksamensklynk pt.4

Kalder, kalder,
vi er gået ind i den mere sløve fase af eksamensskrivningen, da det pludselig er lettere og sjovere, og jeg sidder og tegner små dyr til skoven, lever i et parallelunivers akkompagneret af kolde carlsberg og rustne cigaretter i stormvejr, bodil ville kun være stolt af min formåen, og vi klapper alle i hænderne, og enden er nær, det er den virkelig, men dagene er stadig grødede, og jeg har lyst til at sove hele tiden, selvom jeg ikke er træt. Om natten drømmer jeg om mærkelige mænd og grafiske opgaver, hvordan jeg gør mig umage med alle tingene, mens virkeligheden peger på, at jeg ikke helt er ekspert i design trods alt, og hvem sagde nogensinde, at det var dét jeg skulle være god til, og hvad hvis al min persona, den person jeg har presset ned over det hele, hvad hvis den ikke er god nok, hvad sker der så? Hell, jeg tager endnu en tår af øllen, jeg har også arbejdet hårdt i ca tre timer og spillet iPhone-spil i to, hell, det går, hell, jeg er blevet tyk, damn.

fredag den 6. december 2013

eksamensklynk pt.3

jeg tænkte på dig, da jeg så en 3d-printer i london, sagde psykologen
nå for snøvsen, sagde jeg, de er også mægtig fascinerende,
ja, hold da fest, tænk at det er fremtiden?
ja det er vildt, sagde jeg, og tænkte på for fem år siden, hvor jeg så en printer printe en printer

nogle gange er der bare ikke mere at tale om,
jeg roser mig selv, jeg er så dygtig, og jeg bliver angst over, ikke at være angst
i stedet for at blive lettet og sige, 'hvilken frihed-hvilkenfrihed!',

det er torsdag nat
siden sidste torsdag nat
er det min eneste nat
alene i en hel uge!
åh gud, no wonder jeg føler mig tosset i körper det meste af tiden,
og så bliver jeg endda nervøs for at sove alene,
DAH!
og der er slet ikke engang plads til onani eller sex i hele det her helvede, han rør mig på min lille frikadellemave, men jeg falder i søvn til lyden af hans roommates opkast, der buldrer som torden gennem væggene;
spiser et halvt kilo ost om dagen, yummi,

og det er ikke engang fordi jeg klynker,
min hjerne er frisk til sprøde ord i eksamensopgave,
vandrer gennem bodil uden problemer, uden træthed, uden klynk,

imorgen skal jeg til yoga igen,
og jeg er bange for at græde og så hører jeg den her igen og igen og igen og igen
(jeg kunne aldrig slå mig selv ihjel / men i morgen vil jeg vågne efter søvnen)


mandag den 2. december 2013

eksamensklynk pt.1

Jeg er fuld, går for sent i seng, står op med tømmermænd, laver opgave hele dagen, er sur og trist og stresset, tømmermændene hjælper ikke en skid, vågner op næste dag, uden tømmermænd, arbejder hele dagen, lover mig selv, at jeg aldrig ryger eller drikker igen, får lyst til øl, drikker alkohol, det bliver sent, halv fire næsten, jeg tænker, at jeg måske slet ikke har så travlt, vågner få timer efter, stresset og trist og sur, tømmermændene ødelægger alt, smøgerne gør mig svimmel ned i tæerne, jeg er ikke sikker på, at jeg trækker vejret på noget tidspunkt, nægter at sove hjemme, alene, mine øjne kan ikke lukkes, jeg sjusker i mine opgaver, men tør alligevel heller ikke at blive færdig.