torsdag den 30. januar 2014

opstart

Det var først igår aftes, at det gik op for mig, at et nyt semester startede. Så man har svært ved at sove, selvom to dyner giver tyngden af en lille menneskekrop, en lusket placebo-force. Har brug for tungere dyner. Så er formiddagen alligevel ødelagt, også fordi det var meningen det skulle være morgen, men jeg er håbløs med min snoozer. Ingen appetit og rystende hånd i vindueskarmen med en smøg. Femte sal, uh, femte sal, øverst oppe, havde du ikke højdeskræk? En rask tur før forelæsningen. Rystende på lækker kontorstol, gode faciliteter alligevel, men ved siden af en nervøs talker; kommenterer på profilbilleder, måske han faktisk stalker mig, nej-nej, læser du med her? Ha. Hej! Og den nye forelæser er faktisk spændende og empatisk, og diskussionen med mig selv spidser til mod pausen. Jeg har ingenting på bordet foran mig. Læbepomade og vanddunk, basic forelæsnings-survival. Ville ønske, at en eller anden kunne transskribere min tankerække til forelæsninger. Det er ren kaos. Infantilt survival-kaos. Hey, du sidder på femte sal, hvad hvis du får det dårligt, prøv at trække vejret ordentligt, nu tager du dine sko af, men så kan du ikke hurtigt flygte, men du kan have fødderne oppe på stolen, hey hov, nu slapper du meget godt af, ej, hun er også sød den nye forelæser, det er faktisk meget spændende, så kan du godt være herinde, åh nej, hun blokerer passagen mellem mig og døren, hvad hvis jeg skal ud, åh gud, jeg har det mærkeligt, tag skoene på igen, hvor lang tid varer disse slides, måske jeg lige tjekker det, (hiver computeren frem), begynder at skrive rastløse noter, nej, det går ikke det her, tag tegneblokken frem i stedet, åha, nu tegner jeg, det er god adspredelse, men nu hører jeg ikke efter hende, åh, jeg skal jo være til stede, måske jeg bare skal gå, nej, der er gruppedannelse, jeg skal blive, skoene af igen, op med benene, mærkelig tegning, kigger nervøs talker efter, synes han jeg er sej.... BLALBLALBA. To timer og 30 frisurer senere... jeez. Det er pisse udmattende.
 

tirsdag den 28. januar 2014

dawson

Gik meget sent igang med Dawson's Creek i nat og gik derfor også mod en søvnløs en af slagsen. Gosh. Efter fire timers søvn vågnede jeg op i et mareridt, hvor en masse albino-possums bed min ryg til hudløshed. Det var så ubehageligt. Så lå jeg i en time og fantaserede om, hvorvidt jeg måske skal slå op med skægmonstret. Som min psykolog sagde senere på dagen; måske er i bare to vidt forskellige steder i livet. Jeg er dog ikke efter to års forhold villig til at slå op, bare sådan. Og det hjælper også at høre fra ham idag. At han siger de magiske ord, uden at jeg skulle fremtvinge dem. Og alligevel har jeg lyst til at græde. For det er åbenbart det eneste jeg gør. Grædegrædegræde. Psyko sagde, at jeg skulle udforske mine følelsers nuancer, så jeg ikke bare græder hele tiden. At jeg er så meget mere; så meget mere nuanceret. Og det ved jeg jo godt selv, at jeg er. Men lige nu er jeg pisse træt, fucking lorte possums, og det eneste jeg vil, er at ligge ved siden ved ham og se Fringe og blive kysset mellem skulderbladene. Spiser i stedet hvidt brød med ost og smør. Og undgår min seng. Måske mere Dawson? Selvom det gør helt ondt i maven så irriterende Dawson er. Åh altså, han er forfærdelig. Who cares. Psyko sagde også, at hun mente, at jeg var Jessa fra Girls, og ikke Hannah (som jeg delvist selv mente). At jeg holder på en masse ting, skjuler dem og undgår at binde mig til andre mennesker. Det er nok mere sandt. Hannah er også en nar. Hej-hej, jeg er 12 år igen. Brrraaadrk. Jeg holder kæft nu. Måske hader jeg Dawson så meget, fordi han minder om mig selv? Åh gud, nej, sig det ikke!


årsdag

Jeg er ikke typen der går op i datoer. Det var alligevel først her til aften, at jeg kom i tanke om, at vi har årsdag i dag. Han skrev, at han ikke havde noget signal eller internet dernede. At der var mega lækkert, men at det var hårdt at køre på ski med tømmermænd. BUHU SYND FOR DIG.
Ej. Undskyld.
Her er en grim tegning af mine følelser omkring dette.
(Øver mig på drawing pad, geht nicht so gut.)


mandag den 27. januar 2014

imagination

Min søster ligger og snorkbobler ved siden af mig, mens jeg ser den sidste time af Willy Wonka and The Chocolate Factory. Hun falder altid i søvn på et splitsekund. Jeg beundrer hendes evne meget.

Jeg helgarderer mig stadigvæk. Det er lidt fjollet. Mit liv burde jo køre normalt selvom MIN KÆRESTE (uhh) og MINE FORÆLDRE (eww) ikke er her. Sover med veninder i stedet. Og snorkesøster. Jeg bliver gladere af det. Måske jeg bare er social anlagt. Et lille, klamt socialt dyr. Hvem gider også og sidde i sin kollegievindueskarm på 4. sal og kigge på snevejret alene i 24 timer, eller savle over puslespillet mens kronisk krumryggethed sniger sig ind fra siden; INGEN vel?

Jeg har stadig ikke hørt fra ham. Måske er bussen forulykket, og jeg intet ved. Måske er han bare pissestiv. Out of mind, out of sight, tænker han nok. Jeg ville ønske det var ham, der lå og snorkede ved min side nu. Men det er også OK at få luft. Jeg gider ikke være så ked af det. Puslespil er også sjove. Måske jeg skal være pæn alle dage. Tage i fitnessworld. Brænde noget krudt af. Mine læber er tørre. Måske kommer der snart nogen og elsker mig rigtig meget. Rigtig hårdt. Måske jeg bare skal tegne noget mere. Jeg indrømmer gerne, at jeg græd lidt i slutningen af filmen. Jeg vil høre sangen hver dag fra nu af. Den gør mig helt glad og fluffy indeni. Tænk, jeg vidste slet ikke, at den ville være så god.
Nå. Jeg vil tage ørepropper i og sove n u.
 

fredag den 24. januar 2014

alene

Jeg er åbenbart sygt dårlig til at lægge puslespil og sygt dårlig til at være alene. Da jeg endelig fik lov til at se ham senere på aftenen, kunne jeg mærke, at jeg slet ikke havde lyst til at være der. Er du sur, blev han ved med at spørge, nej, jeg er bare træt, sagde jeg hele tiden. Det kammede over om natten, sent om natten, hvor jeg håbede han sov og hvor jeg begyndte at flæbe. Forsøgte at stoppe det, hvilket blot gjorde at det kammede mere over og jeg havde svært ved at trække vejret. Puden under mit hoved var gennemblødt af snot og tårer, og han forsøgte at nusse mig på ryggen, og få det til at gå væk, uden ord. Det er ubehageligt at ligge så tæt op af et menneske man elsker så højt, og så er det eneste man kan tænke på, er at man har lyst til at dø. Smerten i brystet over de forfærdelige tanker var uudholdelig, og intet hjalp. Vi prøvede så at snakke om det; hvorfor jeg græd. Jeg skød i starten skylden på skolen, på min dårlige nat med de utallige mareridt, men egentlig vidste jeg godt hvad det handlede om. Det er en forfærdelig følelse at elske mere end man bliver elsket tilbage. Det er fuldstændig ulideligt. Du må bare elske mig mindre, sagde han for sjov. Jeg ved det godt, sagde jeg i alvor. Og nu tager han væk i en uge på skiferie med 50 mennesker fra studiet. What a treat. Jeg er rædselsslagen for min alenetid. Mine forældre er også taget væk, til syden, til varmen, helt væk. Og jeg prøver desperat at lave aftaler for alle de dage jeg er helt alene. Hvilket er tosset, for jeg er jo ikke afhængig af hverken ham eller mine forældre. Det er jeg altså ikke. Hvorfor freaker jeg så ud? Gosh.

Jeg håbede sådan, at vi kunne tage ud og spise middag i går. At jeg kunne tage pænt tøj på, og at han ville kigge på mig med kærlige øjne. Så ville vi snakke om alle de ting der ikke bliver snakket om og skåle i et glas vin.
Jeg er så evigt træt af, at tænke på døden hele tiden.
 

torsdag den 23. januar 2014

krejlet

Jeg er en kæmpe krejler, og hvis der er noget der kan muntre op på en ensom frostdag efter en svedende nat med mareridt hver anden time, så er det at iføre sig rød læbestift, sit vildeste genbrugsgear fra top til tå og bevæge sig ind i den 'lodne trekant' på Amager. Det er en trekant jeg netop har opfundet og vil dele med dig, hvis du også har brug for opmuntring. Jeg er kommet hjem med en hvid, langærmet blondetrøje, en lækker mønstret rød striktrøje med rullekrave, et puslespil på 1000 brikker (fra de glade 80'ere) og 6 vinylplader med alt fra lykkelig discomusik til den dramatiske Tchaikovsky. Og hold nu fast, for kun 105 kr.! Den fattige piges lykke! Derudover var det ganske fornøjeligt, fordi gamle kvinder i genbrugsbutikker er nogle af de sødeste mennesker i denne verden.




















Nu vil jeg høre min discoplade (jeg kan slet ikke beskrive euforien da første track tunede frem) og lave puslespil. Så går jeg ud fra at alle de onde drømme og de ubehagelige bekymringer forsvinder væk. Det er vigtigt at lave noget sjovt. Imorgen vågner jeg op og vender tilbage til det 21 århundrede. Men lige nu vil jeg gerne være en lille pige i 70'erne, der synes det er la bomba at fedte rundt med 1000 brikker og drikke squash-sodavand af farvede glas.

onsdag den 22. januar 2014

frost

Vi stod foran McDonalds på Amagerbrogade med en hidsig frostvind smældende om kroppen og så havde de lige lukket biksen 3 minutter før. Bittert. Bodegarøgen og trilliarder af fadøl hev i organerne, og jeg prøvede at samle mig om, at han bare ville have mad, og at jeg havde hængt på bodegaen et par timer mere end jeg gad, bare for at sikre mig, at han ville hjem og sove hos mig. Cyklende hen til mac'en, spurgte han, hvad jeg overhovedet syntes om, at han ville to måneder til USA henover sommeren. Tidligere på aftenen havde en af hans venner sagt det for ham. Fadøl dulmer heldigvis reaktionsevnen.
Han snakkede om lejligheder, som han havde kig på. Det sugede i min krop. Wow, han har tænkt sig at spørge, om vi skal flytte sammen! Idiot-tanker. Nej, nej, ikke det. Han køber i stedet dagsgamle krydderboller i syv-elleve. Jeg kommer til at savne dig, mens du er på skiferie, sagde jeg, da vi senere lå i sengen, frostknoklede i ledene og vindbidte i ansigterne; mig fuld ad h.. til og en anelse ynkelig. Han svarede ikke. Jeg trak mig væk fra hans nøgne krop og lagde mig til at sove. Nu har jeg to sugemærker på min ryg, men ikke rigtig fornemmelsen af at være i et 2 år langt forhold.

søndag den 19. januar 2014

fødselsdagsforstadsfest

Ting man alligevel skal forberede sig på før familiefødselsdagsfest i forstæderne:

  • At man er i familie med en fra Arvingerne (hvordan glemmer man det?!?) og man står dum og rødmende, da hun står lige op i ens ansigt og man forsøger at sige: "ja, det er også mange år siden", samtidig med at man hele tiden venter på, at hun spørger om man vil være med i næste sæson (!?)
  • At Gin/Tonic-drinks smager bedst med Bombay Sapphire, og at man drikker for mange, og ser sig selv danse på det tomme gulv til spansk diskomusik med en bunke kvinder lang over de 50
  • At man godt kan køre hele vejen fra forstæderne i tog og metro uden problemer, når man har drukket nok af bombay sapphire. 
  • At når man siger ordet 'angst' til fødselsdagsbarnet cracker hun helt op, og siger, at hun vidst nok selv har brug for terapi.
  • At ens forældre bliver varme og fuzzy, og peger på en i alle samtaler de er i (hvad vil hende fra Arvingerne vide? HVA HVA?)
  • At man skal forsøge at have det nice over folk med babyhjerne ("Og her er et billede af mig med høreværn da vores baby sagde MÆ ME MÆ ME MÆ hele tiden, men det er åbenbart en fase, og så da vi skulle have hende i vuggestuen såååå....")
  • At ens ældre tvillingefætre med damp og kærestesorger ikke var lige så sjove at snakke med som for 15 år siden
  • At man kan vifte med et flag ligesom en maestro! 
  • At man ville ønske man kunne få lov til at ryge sammen med familiemedlemmet fra Arvingerne, så hun kunne høre og se hvor nice man var, og så kunne man blive headhuntet til hendes næste film. 
  • At man nok skal have det mindre fedt over Arvingerne (nej?)
  • At man bliver fyldt op med så meget kærlighed og rørstrømskhed, at eksamen mandag virker ligegyldig. Altså, alle de her mennesker klarede den. Åh gud.
  • Klokken er snart 3.
  • Fuck mig.

fredag den 17. januar 2014

træls type

Det er altså også hårdt at få tid til at læse, når man følger med i
Arvingerne, Girls, New Girl, The Mindy Project, Modern Family, Parks and Recreation, Big Bang Theory, Sherlock,
I løbet af ugen, du ved,
Så er hver dag optaget,
Forstår du det?

Jeg er træt af, at være så trist hele tiden.
Patetisk.
Jeg er træt af, at høre mig selv sige undskyld,
"undskyld jeg rør' ved dig, undskyld jeg kysser dig så meget, undskyld jeg sender beskeder, undskyld at jeg ville høre hvornår du kom over, undskyld at jeg havde sex med dig ("hvad laver du?" spurgte han undrende).. yaiks.
"..
Jeg kunne slå mig selv hårdt i hovedet, hver gang jeg sagde undskyld.
Jeg er træt af, at jeg bliver så usikker.
Jeg er træt af, at jeg ikke læser til eksamen, men i stedet forsumper i undskyldninger og små klamme tårer.
Gosh.
Fredag aften. Huhej.
Jeg kompenserer med gifs i stedet. Fra serierne. Jeg elsker serierne.













onsdag den 15. januar 2014

brønd

Jeg kan ikke gå i gang med at læse til næste mundtlige eksamen på mandag. Jeg drikker for meget rødvin, ender natten i meningsløse hulk, og bliver nødt til at høre musik for at kunne falde i søvn og ignorere mit voldsomt bankende hjerte. Det er ulideligt. Jeg tog mine sovebriller på i morges da jeg vågnede, så jeg kunne ligge i et par timer i komplet mørke og forestille mig, at jeg sad på bunden af en brønd. Når jeg er på bunden af brønden opstår der en lethed i kroppen, så jeg svæver over madrassen, midt ind i kernen af rummet og forsvinder fra mit liv. Men man kan jo ikke ligge sådan hele dagen. Så nu sidder jeg med spændte kæber i rent tøj og med vådt hår, prøver at rette mit sind mod læsning. Men jeg er i stykker. Og jeg ved ikke hvorfor. Har lyst til at slukke min telefon, så ingen kan få fat i mig, tage ud på amager strand og forsvinde ud i vandet.

tirsdag den 14. januar 2014

sne

Angsten er en uhyggelig medpassager på mine alenedage. Den skælver i hænderne der fører mad og smøger op til munden, og lammer mine små sociale events med stakåndethed. Hånden klaskes op i hovedet i et overbefolket Netto, og det synes uoverkommeligt at vente på den næste i køen har betalt med sin krøllede halvtredser. Den knuger i mellemgulvet, i centrummet af mit menstruerende underliv, så alt føles underligt og kvalmt. Jeg er slet ikke OK, og alligevel er jeg ikke fucked. Det er sindssygt. Det bringer mange ting med sig, at være flyttet alene igen. Det kræver uendelig lang tilvænningstid. Dagene er alt for lange, når jeg er alene. Tavsheden fra folk omkring mig fylder mig for meget. Forsøger mig med W-hygger-sig-for-med-selv-aktiviteter, men det føles knapt så hyggeligt når tuschen ryster på papiret, neglelakket krakelerer på kanten af fingeren og tegningerne falder ned af væggene kort efter de er blevet hængt op. Jeg vil gerne trække vejret rigtigt, ordenligt og dejligt. Ikke være så knudret indeni hver gang jeg er alene. Det skal nok komme, siger jeg, du skal ikke være bange, siger jeg. Men natten er lang skønt den snart er 1. Jeg skulle virkelig ikke have sovet til klokken 12 i dag. Det er alt for tidligt at gå i seng.

søndag den 12. januar 2014

åh amager

Jeg havde også glemt, hvor meget jeg elsker Amagerbrogade.
Jeg har en vaskeægte alene-søndag og har både vandret langt ud af gaden samt betjent slagboremaskinen. Førstnævnte var en succes, mens boringen viste sig at være en katastrofe; borede et kæmpe hul og bankede rawlplug ind så det stod ud med murstykker. Bagefter forsøgte jeg så bare at banke skruerne ind med en hammer, hvilket resulterede i et endnu større hul af væggen der faldt ud. Æh. Alligevel hænger der nu fem billeder på væggen. Jeg bilder mig ind, at det gør mig roligere. Venter på de falder ud og river væggen med sig..
Men Amagerbrogade. I solskin! Omg. Jeg har virkelig savnet Amager. Og roen. I indre by tæskede jeg rundt om søerne og ned forbi kommunehospitalet hele tiden. HC Ørstedsparken. Det har da også sin charme, men Amagerbrogade byder ikke på smarte mennesker eller løbere der smadrer forbi en. Det er lettende. Ned forbi parken ved Irlandsvej hvor fire ældre mennesker spillede crocket og drankere fyldte bænkene.
Det føles godt at være tilbage.




(bliver nødt til at smage You Soup en af dagene! en suppe... fuld af dig selv?)

pynt

Den er snart 1, lørdag nat. Jeg har tumlet rundt den sidste time og pyntet mit værelse; havde lige (endnu) en amok-stund i Tiger, som affødte mærkelige pynteting og klistermærker. Nu er der guirlander, tegninger og et enkelt billede på væggene. Måske lige heftigt nok at kaste sig ud i en slagboremaskine en lørdag nat. Jeg søger distraktion, nok mere. Jeg glemte i en uge, at jeg normalt lever i en collageverden, hvor væggene er farverige puslespil af fantasifulde skatte jeg samler rundt omkring. Så nu prøver jeg lidt igen. Det vil forhåbentlig gøre det hele lidt mere afslappende. Har stadig ikke vænnet mig til alene-tingen, og jeg er hele tiden bange for et angstanfald; men hvad så, hvad hvis det sker, hvad så? så jeg udøver yoga-inhales i stedet for. Prøver at ignorere klumpen i maven over manglende lyd fra skægmonstret. Hver gang han har sit hovne blik, frygter jeg, at han forlader mig. Men det er tosset. Og vi skal altså til koncert om en måned! Hallo! Ja. Så jeg tænker i stedet for, at det er godt jeg giver ham lidt luft. Luftluftluft. Mens jeg samtidig fantaserer om, at han kommer hjem til mig i morgen med en buket blomster (!?) og siger undskyld for, at han har været en idiot... Suk... Jeg genså Frances Ha i mine tømmermænd i dag; den gjorde mig ikke lige så trist som sidst. Mere forhåbningsfuld, tror jeg.
Jeg skal huske at tegne mere. Måske det kan blive til noget ægte en dag.
I morgen vil jeg bruge slagboremaskinen og pynte væggene yderligere. Pynt er godt. Pynt er vidunderligt. Pynt er distraktion. Jeg elsker pynt. Og neglelakering.

fredag den 10. januar 2014

solbrillesmiley

Den kedelige film slutter med, at hovedpersonen falder i søvn til Fringe, græder om morgenen fordi skægmonstret opfører sig koldt, hun overreagerer nok en hel del, græder lige op til eksamen, hvor hun smelter ind i rummet og hygger sig med censor og lærer; sine egne rødsprængte øjne. Og det var en sygt mærkelig eksamen, det var det virkelig. Og ud kommer hun med et 12-tal, fordi de virkelig godt kunne lide hendes tegninger og historier. Tænk, kandidatfag, what up!? 12. Hovedpersonen er ikke typen der så tit får tolv. Efterfølgende er hun glad, men har stadig lyst til at græde. WRAAA. Waaa. (Babylyd).

Fuck det.
Jeg vil egentlig bare være fuld nu. Og have lidt plads fra skægmonstret. Støtte er et sjovt fænomen i parforholdet. Hans øjenbryn var hævede, den nonchalante, hovne attitude jeg ikke har set i hans ansigt længe. Den skræmmer mig og gør mig kold indeni. Det irriterer mig, at jeg var så bange for hans blod, så bekymret, og det irriterer mig, at jeg bliver så nervøs til eksamner jeg øjensynligt godt kan finde ud af. Yaiks. Men lad det nu ligge...
Jeg fik 12 (solbrillesmiley).

Hot damn, nu græder Jennifer Love-Hewitt i spøgelseshviskeren, hot damn, nu græder jeg lidt igen. (hello hormones).. ("So does this mean that we are gonna have a baby, tihiii?")
(fuck dig jennifer love-HUGETITS. ha!)

torsdag den 9. januar 2014

28 timer

28 timer, lad os kalde filmen det, jeg ved godt der er en film der allerede hedder det, men jeg er ligeglad, min actionfilm er bedre (og muligvis kedeligere) (ja, den er helt sikkert kedeligere). Plottet er: 24-årig pige med semi-angst skal overleve 2 eksamener på 28 timer. Hvordan gør hun det? HVORDAN?

Vi er allerede 12 timer inde i filmen nu. Første eksamen ovestået UDEN opkast og MED 10-tal, flot og godt for pigen, der var bange for, at hun ville floppe totalt. Især taget i betragtning at hun aldrig mødte op til undervisningen, sådan rigtig, og at hun faktisk ikke havde udført opgaven efter opskriften. Så pigen er træt, fordi aftenen før blev tilbragt med Fringe og dertilhørende mareridt om parallelle universer; hun lå også vågen længe om natten og tænkte, om han holdte det hemmeligt for hende, at han faktisk havde kræft.

Efter 10-tallet vender hun tilbage i sengen hvor han stadig sover, han holder om hende under dynen og de falder begge i søvn. Mere Fringe. Han skal gå, og hun bliver ked af det. Babyreflekser, kaldes det vist i professionelle sammenhænge. Sød middagsgæst kommer forbi, oplægget til næste eksamen er skrevet, to aftengæster kommer forbi, te og en enkel øl, smøger. Og fordi han ikke ved dette, kommer han igen om aftenen. Babyreflekserne bliver rolige.

Det er slet ikke gået op for pigen, at hun om 14 timer igen er til eksamen, nej. Haha. Det er da også for vanvittigt. Hun er så træt, at hendes øjne kunne falde ud og i og op hvert sekund, men søvnen er også farlig, for hvad når hun vågner op i morgen og finder ud af, at hun slet ikke er klar? Man kan da ikke bare møde op til endnu en eksamen og flagre med sine skitser (der faktisk slet ikke er lavet til kurset)? Kan man? Eller er det faktisk ligemeget med eksamner. Det er det faktisk. Det tror hun efterhånden.

28 Timer
Filmen hvor alt kan ske
(men hvor der alligevel ikke sker noget som helst)
(gosh)

tirsdag den 7. januar 2014

butch

Min psykolog siger, at jeg skal huske at gøre dét som jeg har lyst til;
Så selvom jeg bliver helt syg indeni over at han måske stadig skulle have kræft (hvilket 2 timer senere afkræftes, LORD HAVE MERCY!), så blændes angsten ud;
okay, jeg har mit eget værelse, men jeg behøver jo ikke tvinge mig selv til at være alene.
I CHOOSE ALCOHOL,
ja, restaurant med forældrene, jeg overspiser totalt, fordi HEY, gratis mad er fedt man, STORE BØFFER, og gamle hade-bekendtskaber fra BERLIN er pludselig min tjener, men hun hælder ekstra op i mit portvinsglas, TAK hadeven fra BERLIN. du duede alligevel til noget, også selvom jeg tager fat i din arm foran kvindetoilettet og tager mig selv i at sige: HEY, altså, LAD OS DA LIGE SES, jeg mener det! Bah. W er fuld af lort når hun har for meget portvin i sig.
BODEGA,
HEY!,
jeg oser af røg, sender like-fingeren til skægmonstret, fordi jeg aldrig helt forstår, hvorfor han ikke smider alt i hænderne og kommer helt ud på sydøen, AMAGER DIN GAMLE SKØGE, HEY.
counter strike er selvfølgelig også et counter argument mod alt virkeligt,
han bed mig i maveskindet i går,
og i morges, så jeg orgasmede så meget, at jeg begyndte at tudbrøle, jeg kunne mærke mit ansigt trylles om til en forvrænget grimasse, ikke pænt i seksuelle sammenhænge, nej, ikke godt, men kontakten trykkes på, og jeg græder, bliver ved med at græde, og det er befriende, græder mig direkte ind på psykologkontoret, WHAT A BLESSING, hun er så skøn, jeg er så heldig,
og han har ikke kræft! han skal ikke dø!
og jeg kan spise bøffer og se butch ud sammentidigt fordi jeg ikke gider gå i bad og vaske tøj, så jeg har kun BUTCH ting tilbage, det er fedt at være butch, alle drømmer om det,
og hvorfor vil jeg drikke mig fuld hele tiden, når jeg skal til eksamen om 40 timer. 40 timer er slet ikke tid nok, men alle får ti og tolv, så mon ikke jeg også klarer skærerne.. HVA?

jeg havde ikke noget at sige,
jeg krydser fingre for min alenetid i morgen. men hvis du har lyst, er du velkommen til at holde mig med selskab.

mandag den 6. januar 2014

bacon

jeg vågnede mange gange i nat, fordi der lugtede af bacon i hele værelset,
jeg havde fået den geniale idé at stege resten af bacon'en (hedder det dét?) og lave spejlæg som natmad, super lækkert, det kan man ikke komme udenom,
men på et trinettekøkken og uden åbne vinduer er det ikke smart,
jeg er dummere end lort nogle gange. Baconlugten hænger stadigvæk i hele rummet,
ligesom følelsen af at være alene,
det er skræmmende,
jeg har en trykken for brystet,
er blegere end bleg, bacon i håret, bacon i huden, fucking bacon

Jeg kom desuden i tanke om, at jeg skulle
melde flytning
søge su-lån
have råd til bøger til næste semester
betale den ekstra husleje 1.feb
søge boligstøtte
ringe til viceværten omkring afløbet
og toilettet
læse til eksamen (øh, hej torsdag?)
lave ekstra ting til eksamen
nå ja, eksamen på fredag også, hej
gøre køkkenskabet rent
købe toiletpapir
fryseposer
elastikker
sukker

det er svært at starte forfra
især når man lugter af bacon

søndag den 5. januar 2014

tis

tinder is the new shit
jeg ser mig selv ghostwrite beskeder for veninder, selvom de klarer det fint
jeg tænker på skægmonstret,
den måde vi har vænnet os til at sove under hver vores dyne
jeg tænker på
tinder-gnister,
måske er det også fair nok kunne have sex én gang om ugen

Anyway,
jeg er alene for første gang på mit nye værelse siden indflytning i går
badeværelset er fucked; skummer over i afløbet, kalkes til i toilettet
hvornår skal jeg bade VARHVAD?
jeg er til gengæld også lidt fuld,
 det er bedre at være fuld og alene end ædru og alene,
alene på amager,
fuck dig, dronningen af amager, du havde en fest, hvorfor forsvandt du fra mig,
du kunne sagtens finde ud af at være alene,
til genæld har jeg ikke tændt for fjernsynet endnu, selvom alle kanaler er indstillet; anlægget er indstillet, køkkenet er indstillet, tænk engang, en minestrone-suppe og rødvin; skal til psykolog tirsdag, fordi vi regnede med et breakdown, men jeg er ikke brudt sammen endnu, hvornår sker det, VARHVAD? Måske sker det slet ikke,
måske har jeg det bare FEDT med at bo her;
måske var det dét der skulle til!?

Anyway,
JEG ELSKER HELE VERDEN
nej.
Jeg skal faktisk bare tisse.

torsdag den 2. januar 2014

Independence 2014

Jeg spiser morgenmad alt for tidligt på en 2.januar. Om lidt skal jeg ud på Amager og hente nøgler til mit nye kollegieværelse. Jeg har lyst til at brække mig af nervøsitet. Så derfor vil jeg gå derud. Det plejer at hjælpe lidt. Puha. Selvstændighed 2014. Fuck mig. Starter benhårdt.
Efter at have ligget helt stille i en seng hele 1. januar, set 9 afsnit af Fringe, ikke fordi den er synderlig god, mere bare fordi den er der, på netflix; så sover jeg aldrig godt, og jeg har været vågen mange gange, snakket i søvne, holdt en psykologsession med min lillesøster, vadet byen tynd. Nu er jeg helt udmattet igen. Og nervøs. Tømmermænd er begyndt at gøre mig fuld af angst, det er så ubehageligt. Verden krakelerer hurtigt. Nå. Jeg må hellere se at komme afsted. Fuck. Argh.