onsdag den 26. februar 2014

power

hvis min psykolog havde læst indlægget fra i går aftes, havde hun sagt: du bliver simpelthen nødt til at stoppe med at svine dig selv så meget.
jeg er også næsten pinlig over det; at man kan have så ondt af sig selv, når det egentlig handler om, at man blev påvirket af nogle bitches og nogle overintellektuelle med ligegyldig viden,
jeg vil altid have muligheden for at svine mig selv her på bloggen,
jeg har altid svinet mig selv til,
det er meget opslidende og egentlig uden effekt,
så vil forsøge at arbejde med, at vende vreden udad i stedet.
det er mega svært, når man er vant til at tænke, at man er et elendigt menneske.
men vi ved allesammen, at det jo ikke går.
vil gerne have mere KAPOW.
kapower!

tirsdag den 25. februar 2014

oceanien

det er to veninder der lever i symbiose, der er en fælles vennegruppe som omringer dem, man bor fem minutter derfra, men er alligevel nogle gange så langt væk fra dem og deres monstrøse planer, at man går grædende hjem derfra, for selvom man snart er 25, så er man nogle gange også bare 10, og man kunne alligevel ikke svare på nogle quizspørgsmål, man sad bare dér og var langt væk fra dem alle, og måske er det intelligensen det pludselig kommer an på, når man er ved at være færdig med bacheloren, måske man slet ikke burde studere videre, når man slet ikke var klar over, at der var et kontinent der hed 'oceanien', hvem skulle nogensinde have sagt det til en, og bachelormakkeren forsvinder også væk uden 'hej-hej', og måske er det også bedre med meget platoniske venskaber, så man ikke går grædende hjem, nej, det var alligevel ikke helt grædende, bare sådan 'snøft snøft jeg er alene' tårer, det er patetisk, og man ville så inderligt ønske, at man var mere ovenpå, at man var mere intelligent, at man var mere med i deres sociale fællesskab, og man giver og giver, men måske giver man ikke nok, måske giver man aldrig nok, og så kan man ligge her, uden at vide hvor nogen andre er, så kan man ligge her og have ondt af sig selv, ønske at man havde større bryster og mindre hofter, fastere kød, mindre slidtage, og hvorfor skal man pludselig være så grim og dum, hvorfor er man sådan, internaliseret i kulturtåger af forglemsel og som psykologen sagde 'det imaginære', og som man engang selv sagde 'indbildningskraften' fordi man havde lært ét ord fra Søren Kirkegaard, og fortæl også hvordan det kan være, at man tror det er fedt, at skrive een lang sætning for at skabe mere mening, når intet alligevel giver mening og intet alligevel løser sig. bum. punktum.

solskin

Du skal huske, at det ikke løser noget. Du vender stadig tilbage til det du forlod på sengen og skal håndtere dig selv.
Bum-bum. Solskinsdagens vise ord. Kildren og snurren i benene kan ikke løses ved at gå. At gå hele tiden. Den opmærksomme læser har nok læst sig frem til mine lange gåture. De løser momentet, men ikke helheden. Jeg kan ikke undgå mig selv. Men til gengæld løser pjæk, hindbærsnitter fra Meyer's Bageri og chili con carne en hel del. Der lugter af sved i min lejlighed fordi viceværten har været inde og fixe mit toilet mens jeg var på uni. Jeg tænker hele tiden på det ansigt, jeg så kigge tilbage på mig i det gudsforladte lys i faktaQ i går. Mit eget. Sorte rander under øjnene og markerede ansigtstræk. Mandlige features. Det var grusomt. Nu har jeg aflyst yoga til fordel for socialt samvær. Det er altså 30 kr værd. Ikke flere ting der skal 'løse mig'. Jeg skal bare... være.


søndag den 23. februar 2014

bubbles

Lol. Tændstiksben har kæresteproblemer. HAHA. Man skal ikke have det fedt over andres knuste hjerter, men lige her fryder jeg mig. Efter at have overlyttet samtalen fra den anden side af bordet, stod jeg på dansegulvet i et stort grin og så ham vælte rundt, helt bleg, helt fuld, med en øl i hver hånd, fuldstændig off. Siden han blev kæreste med en meget smuk pige for halvandet år siden, har jeg jævnligt tjekket hans FB-profil efter hvornår de gik fra hinanden. Jeg ville have, at han blev straffet for, at knuse mit hjerte så hånligt og apatisk dén sommer. Så han kunne mærke hvordan det føltes. HAHA.
Ej, det er også synd for ham. Han er virkelig forelsket i hende. Men efter at have negligeret det sociale liv, vores fælles vennegruppe, siden forholdet startede, så var det egentlig rart at have ham tilbage. Han var trods alt min bedste ven dengang. Selvom det var akavet da den gymnasieagtige DJ spillede bubble butt og jeg klandrede indholdet med "der er da ingen piger i danmark der har en bubble butt", hvortil han stivt svarede "du har da en bubble butt".... Meh... we are not that close...

Det føles som ligegyldige historier. Allesammen, egentlig. Jeg er et småligt menneske, det indrømmer jeg gerne. Mine forældre var her i dag. Mens min far borede hylder og billeder op (jeg gav op med den slagboremaskine dér), hjalp min mor mig med at søge boligstøtte og andre fornuftige ting. Jeg har en hovedpine i min venstre tinding. For mange fornuftige ting på een gang. Før de kom susede jeg rundt med min lille kost og fejebakke og fjernede støv og tobaksrester fra gulvet. Kan man overleve uden en støvsuger? Hm. Nu er jeg alene for første gang siden i mandags. Det er absurd. Enten er jeg blevet ekstremt kærestekedelig eller også har jeg det bare virkelig godt. Det er svært at skelne. Nå. House of Cards, sagde du?

fredag den 21. februar 2014

friday

jeg har taget mit festtøj på, jeg skal snart afsted.
jeg kiggede på mig selv i spejlet efter badet og havde en mærkelig følelse af ikke at have det godt. var det feber, angst, blodpropper i benene, jeg kan ikke lure mig selv. måske er jeg bare post-lur-agtig. kan ikke forstå hvorfor jeg er på vej til fest. er det fordi jeg er bange for at tilbringe en fredag alene, at jeg ikke tør stå ved mine behov? efter gårsdagens tømmermænd har jeg virkelig ikke lyst til at drikke alkohol. men jeg har virkelig heller ikke lyst til at være alene med mine blodpropper. alle drikker om fredagen. alle jeg kender i hvert fald. måske jeg skal give op på det her byliv og flytte tilbage til forstæderne. tager man det ikke mere roligt dér? er det også fordi, at jeg ved hans ekskæreste kommer (de chattede om det på fb og jeg spurgte jaloux), så skal jeg også være der?
jeg tænker, at jeg går til nørrebro igen. det plejer at hjælpe mig. men samtidig er jeg også pissetræt af, at jeg skal gå minimum en time før angsten slipper mig. jeg kan da ikke blive ved med at gå og gå og gå, kan jeg? jeg føler mig forbandet ked af det, uden at vide hvorfor. jeez. friday night lights, whatup.
jeg sendte en jobansøgning for fire timer siden (den første jeg har sendt i et år. jeg havde endda illustreret den). har allerede fået afslag. jamen altså. det var det perfekte job. jeg ville have hyret mig.

torsdag den 20. februar 2014

laset

han hjalp mig med at tage tøjet af, mens mine øjne rullede rundt i hovedet på mig. derefter gik jeg ud og knækkede mig i kaskader. råkost. bradrk. så meget for "skal bare have to øl og tidligt hjem". jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har knækket mig. troede jeg havde kontrol. min psykolog sagde i tirsdags for sjov "nu skal du ikke gå fra at være angst til at være alkoholiker". haha. nej vel? jeg har været meget sølle i dag. desværre hjælper sodavand og pizza virkelig meget. ville ønske at gulerødder hjalp på samme måde. jeg må være verdens dårligste bachelormakker. aflyste vores morgenlæsning. grow up, w! 'jeg kom til at drikke mig for fuld'. jesus, og jeg er snart 25. det er ti år siden jeg var 15. det har jeg stenet meget over i dag. jeg husker tydeligt hvordan det var at være 15. og så alligevel er det ti år siden. jeg har det som om, at jeg ødelægger min krop. og min venstre side sitrer. min hals føles funky. min hud er laset. men det er også godt at fejre. fejre livet! suk. og at jeg kom i skole begge dage i denne uge. wow. til forelæsninger OG øvelsestimer. og hey, så jeg lige mig selv række hånden op dér? what. for første gang i 2,5 år sagde jeg noget. what. jeg bliver så ængstelig af mine tømmermænd. heldigvis kommer skægmonstret om lidt. jeg glæder mig til han kommer. han kan godt lide min lasede hud af en eller anden årsag.

mandag den 17. februar 2014

fuldmåne

Jeg har det ikke helt fedt over, at skulle i skole i morgen. Slet ikke, faktisk. Jeg har det lidt sådan her:





































Til gengæld har jeg fået renset betændelsen i mit øreringehul.
På den anden side sidder jeg og overbeviser mig selv om, at han ikke elsker mig længere. Og at jeg har feber. Jeg har altid feber mandag aften. Så kan jeg ligge og tænke på disse ting hele natten, åh elsker mig? nej, åh feber, ja?, nej?, hvad?, så kan jeg umuligt komme i skole. Brah. Og var det ikke også fuldmåne? Jeg kan umuligt sove ordentligt når månen er fuld. Jeg håber han elsker mig. Gosh. Skyd mig. Eller den crazy kentaurmand. I don't care.

ps. hvis der er nogle der gider at købe mine tegninger, ville det også være fedt. er simpelthen så fattig. :'(

tidligt

(hvorfor er der ingen der fortæller mig, at kødbyen er det mest forfærdelige sted i verden?)

Nå.
Jeg er træt af mine paranoide tømmermænd. Jeg tænker på blodpropper og hjerneblødninger hele tiden. Min højre hånd ryster da den skal åbne pålægschokoladeindpakningen; skal jeg så dø nu? Ih guder. Og det mest uhyggelige er næsten, at man kan fjerne sine tømmermænd ved at drikke mere. Jeez.

Vi har ikke sagt 'jeg elsker dig' i lang tid. Efter tømmermændssex tog jeg hans ansigt i mine hænder og sagde med verdens mindste stemme; "jeg elsker dig meget højt".
"Det var da dejligt.."
"Altså. Dejligt at jeg elsker dig?"
"Ja. Altså. At føle sig elsket. Det er dejligt."

Jeg græd lidt før vi faldt i søvn. Han prøvede at mærke efter mine tårer, fordi han genkender min grådvejrtrækninger. Jeg er bare lidt snottet, sagde jeg. Han vidste godt, jeg græd lidt. Jeg gad ikke snakke om det.

Fra Nørrebro til Amager, det første stykke derfra, har jeg bare lyst til at kaste op. Jeg går igen. Trækkende med min cykel. Skulle aldrig have taget den med i første omgang. Men som alting er, så forsvinder al ængstelighed efter en time. Jeg skal bare gå i en time. Hver gang. Så forsvinder det.

Efter at have siddet med hovedet i solen klokken 9 nede ved voldene, fik jeg en gratis tebirkes i fakta. Mest gratis fordi han glemte at trykke den ind. Jeg så det godt, men sagde ikke noget. Den smagte i hvert fald godt.

Det er mærkeligt at være tidligt oppe.

fredag den 14. februar 2014

gnub

Jeg keder mig ekstremt meget. Selv hjemme på hans seng (han har ingen sofa) keder jeg mig. Prøver at gnubbe mig op af ham, sex afhjælper kedsomhed; forsumper i mine egne erotiske fantasier, mens han blot bider mig i maveskindet og tjekker sin facebook. Lortesmarttelefoner. Glædelig valentinsdag, sagde jeg for sjov. Nå, er det valentinsdag? Haha. Jeg tager i byen, sagde jeg. Kødbyen, what. Åha. Håber det er OK jeg bailer dig på v-dagen? (Du kunne bare ha' bollet mig).

Ih guder. Så jeg sad også for bordenden et sted i Nordvest og gabte efter at have siddet der i næsten fem timer. På vej derhen havde jeg grædt lidt, på cykelstien, fordi jeg var nervøs for, at jeg ville blive angst, ligesom sidst da vi også var søsteren, søsterens kæreste og forældrene. Men nu drak jeg mig halvsnaldret i rødvin og snakkede højt. Så bliver man åbenbart ikke angst. Heller ikke engang når der går to timer efter desserten er spist op, hvor man ikke ved, hvor lang tid man så skal blive siddende. Feriebilleder (fra ferien fra et år siden) og så meget snak om mad, hvor min forstadsbarndom står i skærende kontrast (nej, hvad er er pancetta? det har jeg aldrig hørt om) til deres madkultur. Jeg har virkelig ikke særlig meget at sige om mad. Men det var det mindst angst-agtige og nervøse møde jeg har haft med dem nu. Og det gør mig glad. Kæresteting. Wow. Og i aften middag med mine forældre i dining week.... Har lyst til at gå amok og lige være væk fra livet et øjeblik. Gnubbe og bolle mere; droppe at snakke folk efter munden. HAHA, sikke nogle sjove historier i dér fortæller. 

Nå. Bachelorprojekt, sagde de. Skal du ikke læse noget, spurgte de.

onsdag den 12. februar 2014

betændelse

Jeg har to forelæsninger om ugen. I denne uge kom jeg ikke til nogen af dem. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke rigtig noget.
Det er en følelse der starter mellem ribbenene og planter sig et sted dybt nede i underlivet. En uendelig stor, mørk klump af vrede og træthed der skaber blålige rander under øjnene og fedtet hår. Jeg er så skoletræt, at jeg er ved at opløses i store kødfulde klumper, lige dér på gulvet foran uddannelsessystemet. Jeg har købt bøgerne, men er ved at brække mig, når de skal åbnes. Sætter mit vækkeur, men bliver overmandet af klumpen før jeg overhovedet forlader dynen. I dag var undskyldningen tømmermænd (ja) og i går havde jeg "svedt meget om natten". Jeg.gider.ikke.mere. Er på sjette semester og derfor også igang med det frygtede bachelorprojekt, og vi sidder dér, min makker og jeg, og sveder over forskningsartikler og problemformuleringer, og jeg.kan.ikke.holde.det.ud. Mine ord i et google-doc svimler rundt på skærmen, mens døsigheden og ligegyldigheden bevæger sig op igennem mine tæer. Jeg er ikke sikker på noget indhold, på nogen faglighed. Jeg hader alt.
Der har været fem forelæsninger indtil videre. Jeg har været til to. Det er dårlige odds. De bliver til bylder, hvis betændelse jeg ikke vil tage stilling til. Ligesom betændelsen i mit hul i øret, fordi jeg insisterede på at gå med ørenringe fra Tiger. Fuck mig.
Jeg har taget mine bøger med hjem til ham. I et bistert forsøg på at læse. Men gæt hvad, jeg.gider.ikke. For i går drak jeg meget snaps (ja) og dansede til Wrecking Ball, og så vil man helst bare være curled up i sit røde strik-outfit og slikke på en karrysild-mad og drikke sodavand fra Aldi. Ha. Ja. Det er dét jeg allerhelst vil.
Nu har jeg weekend. Min bachelormakker er blevet syg. Så skal vi drikke igen? Ha. Fedt. Lad os gøre det. Og lade betændelse være betændelse. Overlever man ikke altid?





mandag den 10. februar 2014

menstruation

Det meste af tiden synes jeg, at jeg er et ganske forfærdeligt menneske. At jeg er grim, irriterende, egoistisk, uinteressant og uintelligent. Så jeg freaker ud over mine venner og min kæreste. Har ingen tillid til, hvorfor de gider mig. Jeg aner ikke hvorfor jeg blogger, det er også ret ucharmerende. Synes ord der kommer ud af min mund er ucharmerende. Uhu, se mig jeg har haft angst. Uhu, se mig gå til psykolog. Jeg ved alt nu. Bla. Det er modbydeligt, at man kan have det sådan med sig selv. Jeg hader alle mine indlæg, jeg hader mit sprog, jeg hader ordene. BRAH. BUHU. Fuck tha world.

koncert

Efter et par måneders forhold slog vi op. I det halve år 'som single' der kom, var jeg lidt udover det hele. Meget i byen. Kødbyen. Min ven havde en fætter. Lad os kalde ham Albert. Albert snavede mig ned i kødbyen. Tre gange, tror jeg. Måske kun to. Inde på Jolenes, op af heste-væggen på dansegulvet. Han var høj, havde en stor næse og en voldsom mund. En aften tog jeg hjem med tændstiksben i stedet. En anden med skægmonstret. Jeg var en smule promiskuøs. Havde tabt mig 7-8 kg, var ret lækker og meget angst.
Jeg kunne ret godt lide ham. Efterfølgende, når det med skægmonstret gik dårligt, tænkte jeg tit på ham. På at kontakte ham. Forestillede mig, hvordan det ville være, at være kæreste med ham. Det var forrige efterår. Dvs. snart halvandet år siden. Jeg har ikke set ham siden.

I går var jeg til koncert med skægmonstret. For første gang i vores forhold. En rigtig date. Wow. Så vi stod der, rigtig kæreste-agtige i Vega og holdt om hinanden (ligesom jeg altid har brækket mig over). Ude i siden af salen selvfølgelig, tager stadig mine forbehold. Jeg har aldrig været til koncert med en kæreste før (hell, jeg har aldrig rigtig haft en kæreste). Jeg var lykkelig, fordi det var så let for mig at være der. Det var halvandet år siden, at jeg sidst var til koncert. Da havde jeg stået nede bagerst og rystet med et glas vand. Denne her gang var der ingen problemer.

Og taget alle disse ting i betragtning, hvad er oddsene så for, at den person der står ved siden af os inde i et fyldt Vega, er Fætter Albert? Til en koncert med en kunstner, hvor jeg kun kender to numre? Det er så åndssvagt sådan noget. Skægmonstret stod bag mig, mens jeg overbegloede Albert og hans to veninder. Var bange for, at han ville komme hen til mig. Hans skjorte var krøllet. Komplet friendzoned af hans veninder. Og alligevel havde jeg brug for at cementere mit forhold over for ham. Det er mærkeligt sådan noget.

søndag den 9. februar 2014

bodega

Ens hud hænger i laser efter bodegaer, det var alligevel også en lang pause jeg havde fra dem, men nu er jeg tilbage; ser mig selv sige til hende der hænger i baren hver dag; "tak fordi du lærte mig at spille billard, jeg gav dem tæsk sidst, og hvor er dit hår blevet flot efter du har farvet det, du ligner beyonce".... Skal muligvis holde pause igen fra det. Og fernet-shots. Bliver bindegal.
Det skal nu heller ikke være en drukblog det her. Men jeg fik sovet igen. Jeg er tilbage på søvnen. Skægmonstret er også tilbage, vi snaver foran andre, midt i fredagsbaren, super ulækkert, men jeg er glad for det igen, rolig igen. Åh ja, åh ja.
Stod på KUA's dansegulv efter at have sneget mig ind gennem hemmelige gange, og følte mig meget lidt speciel, og tænker lidt på den kandidatuddannelse dér, og hvordan jeg bare er en fucking hipster der prøver at danse flot til lortemusik. Gosh. Det er da egentlig også ligemeget. (jeg prøver at skjule, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal blogge om).

Åh gud, jeg hader dette indlæg.
Sorry.
Jeg er ikke særlig autentisk disse dage.
I aften skal jeg til koncert. For første gang i virkelig lang tid. Det bliver godt. Og spændende. Jeg glæder mig. Endnu en af disse normalitetsprøver. Ligesom det bliver resten af ugen. Angstfrie oplevelser. Normale ting udført. Yaiks. Krydser fingre for mig selv. Ellers tager jeg altså bare på bodega.

onsdag den 5. februar 2014

søvn

Jeg har ikke sovet ordentligt i tre nætter.
Du ved, klassiske mareridtsnætter; henslængt i kvælende dystopier, vågne op og tænde lyset hele tiden; larmer køleskabet ikke helt ekstremt? er der nogen herinde? måske jeg bare skal dø, kaste mig i kanalen? skal jeg slå op med ham? åh, livet er stort og kaotisk, hvor skal jeg placere mig? jeg er fucked?! (jaja, store tanker her)...

Jeg er træt nu. Var trist efter psykologen igår... et mindre gennembrud som gjorde mig ked af det; barndom og opvækst og den slags kedelige ting. Følelsen af ikke at kunne undslippe noget der ligger så dybt i en. Og heriblandt min evige søvnløshed. Selv yogatime gav ikke ro. I stedet for hober alting sig op indtil lyset slukkes. Han lå og snorkede ved min side tidligt. Jeg lå vågen til klokken syv. To timer efter vækkede han mig. Hvorfor sover du dårligt, hvad tænker du på? spurgte han sødt. Jeg hviskede det hele til ham. Næsten det hele, altså. Det var rart, og han tog godt imod det. Jeg græd ikke. Flot.
Så virker tingene lettere. Jeg er stadigvæk en fucking emo, men det er svært at gøre noget ved. Glæder mig til, at jeg skal sove. Jeg håber sådan, jeg kan sove. Ellers er jeg bange for, at jeg bliver bindegal.

mandag den 3. februar 2014

tåge

Da vi lå i lang tid og kiggede hinanden ind i øjnene uden at sige noget, forestillede jeg mig hele tiden, hvad han ville sige. Ville han sige, at det skulle stoppe nu. Eller at han havde kysset med en anden på skituren. Men han holdte mig fast, og der var intet i ham der kunne tyde på nogle af de andre ting. Nogle gange overvejer jeg, om det egentlig er mig der er noget galt med i forholdet. Er jalousi mangel på tillid eller et tegn på kærlighed? Hvorfor tager jeg et skærmbillede af facebookvæggen med fire unge blondiner der i løbet af dagen er blevet hans fb-venner; stalker på de fire piger og overvejer at lægge neglelak og tage pæn-pige tøj på til uni i morgen. Gosh. Nogle gange er jeg bare for meget.

Hvorfor jeg så har problemer med at trække vejret lige nu, ved jeg heller ikke. Det sitrer angst-agtigt i mine ben og jeg forsøger at presse mig selv til at græde, så jeg ikke skal have det sådan her længere. Jeg prøver med et glas rødvin selvom klokken kun lige har passeret de syv. Måske jeg bare skal under dynen. Ingen havde tid til at se mig her til aften. Jeg prøvede altså. Tågen var klaustrofobisk. Er glad for at det er mørkt nu, så jeg ikke kan se den. Endnu en forelæsning i morgen, måske er det dét som påvirker mig. Men hvorfor al den angst? Hvad fuck sker der? Jeg har lyst til at gå ned på gaden og blive reddet af nogle forbipasserende. (Er det hans Danmarks-tilstedeværelse der pludselig ryster mig igen?) Jeg burde læse til i morgen. Men jeg kan ikke. Der er en der støvsuger på gangen, det giver mig klaustrofobi. Følelsen af, at mine udgange er spærrede. Ligesom til forelæsninger, ligesom i biografen, ligesom til middagsselskaber. Det kommer i bølger. Positivismen omkring tilstanden. "Det er OK, at jeg skal leve med denne følelse for evigt," siger jeg nogle gange. Andre gange, som nu, kan jeg slet ikke holde det ud. Jeg kan virkelig ikke holde det ud.

(det hjælper at skrive om det)

(2 timer senere: nu har jeg meldt mig på 7 Fitness World hold, er mere rolig ved tanken om, at jeg rent faktisk gør noget)

søndag den 2. februar 2014

derudaf

Hvis man forsvinder ind i dagene; en konstant tåge af alkohol, jamen så kører tingene lidt bedre, egentlig. Og uhyggeligt nok. I will not be bullied. Så drog ud på bodega torsdag, smadrede folk i billard (min nye bodega-passion), drak umenneskelige mængder øl. Så mig selv vælte rundt på et kollegie, flygtende fra en lesbisk pige med attack-snav liggende i hendes mund; kiggende på mig, som om at jeg også var kamplesbisk; så hendes tunge får lov, jeg ved ikke hvorfor, hun var så lummer, men kysset huede mig ikke, det var et helt forfærdeligt kys. kan du ikke bruge dine læber, spurgte jeg. Hjem og sove. Klamme tømmermænd. Derudaf. Nå men så falder nye øl og en halv flaske vin in tha trunk, min ramponerede krop, og jeg mødes med gammel folkeskoleven, som pludselig er all about the money, dum-dum-dum-dududud-dum, men det er bare fedt, og jeg er en lille grinebidder med en redbull/vodka smæskende i min gennemtæskede lever; og der er stadig noget ved tændstiksben, det indrømmer jeg gerne, og det er på dansegulvet, at mit stive sind fortaber sig lidt ved illusionen. Og efterfølgende er det en mægtig idé at invitere alle hjem hos mig. Klip til halv syv med min ven der er lavet af honning, jeg hikker mig selv i søvn ved hans side. Det var en brav aften. Vågner op med honningen, sent, men kun efter seks timers søvn, jeg er blevet for gammel til det her stads, der ryges smøger og klippes negle mens jeg ryster i stolen, mine klassiske angsttømmermænd. Gamle roommie tropper op med rødvin, og der lægges puslespil og spises juicy pizzaer, og tingene bliver altid bedre med pizza; med mad. Jeg har et svagt håb om, at hun vil blive og sove, men hun klarer rødvinen selv og farer til byens puls. Så er det uundgåelige sket; jeg er alene igen. I mine dirrende angsttømmermænd. Jeg håber, at jeg bare falder i søvn uden at skænke det en tanke. I morgen kommer skægmonstret hjem. Jeg håber sådan, at alt bliver OK igen. Jeg savner ham virkelig meget. Men har også fundet ud af, at jeg faktisk har et mega svedigt liv og helt uimodståelige skønne venner. Det er vigtigt at finde ud af. Altså, jeg vidste det jo faktisk godt. Men nogle gange bliver man så wrapped up i sit semi-dysfunktionelle forhold, at alt det vigtige glemmes. Det er dumt. Det er godt, at han har været væk. Jeg er glad. Og angst. Det må man gerne. Være begge ting. Være det hele.
SOLBRILLER PÅ MIN ØJN