onsdag den 19. marts 2014

ødelagt

Da jeg grødet slog øjnene op i morges, fyldte tanker om hvordan jeg kunne dræbe mig selv alt. Det lyder barbarisk, og det var det også. At forestille sig følelsen af at hoppe ud fra en høj bygning og lande på jorden, eller skyde hovedet af sig selv. Sluge alle vitaminpillerne på mit bord (som om det ville dræbe mig, jeez). Jeg ville aldrig gøre det, skal det tilføjes. Men det ødelægger en at vågne op med sådanne tanker. Så jeg sidder ovre til forelæsning, grødet igen, fuldstændig ødelagt, og den når ikke engang at gå igang, før jeg har forladt universitetet igen. Med hovedet bukket ned, håret hængende ind over øjnene, så ingen kan se at jeg græder. Hvordan det kom hertil, ved jeg ikke. Jo, nej.

I går.
Forelæsning efter søvnløs angstnat. Skænderi med veninde over sms. Jeg fortæller, at jeg har det dårligt. Vejledning. Bachelormakker græder. Græder meget. Hun er ved at gå ned med stress. Jeg prøver at være stærk. Det er svært. Psykolog i indre by, er ødelagt. Kanelsnegl fra emmerys. Jeg er glad. Gruppearbejde på uni. Jeg er til stede. Yoga. Strækkene gør ondt, min krop føles spændt. Skægmonstret kommer og vi skændes over bachelormakker. Han bliver sur på mig. Synes jeg skal droppe hende. Jeg holder min kæft i den anden ende af sengen under tre afsnit af true detective. Gider ikke kigge ham i øjnene. Jeg græder, fordi jeg er ligesom min mor og at jeg ikke kan lade vær' med at gøre sådan. Vi går i seng. Jeg tager skænderiet op igen. Græder meget igen. Græder mig selv i søvn, mens han holder om mig, efter jeg har spurgt om det. Vil du ikke holde om mig? Vågner op. Selvmordstanker.

Imorgen skal jeg på arbejde. Jeg overvejer nu, hvordan jeg kan ringe og melde mig syg. Jeg er helt væk. Jeg er helt ødelagt. Jeg er helt færdig. I dag burde jeg være derovre. Deltage i gruppearbejde. Men man kan ikke deltage i noget, når man har det sådan her. Det kan man altså ikke. I elevatoren op til femte sal, stod de allesammen, mine venner, og jeg kunne kun føle mig klaustrofobisk. Jeg lukkede øjnene til vi var nået derop. Sagde ingen ord. De satte sig et andet sted end mig. Skægmonstret anerkendte ikke min tilstedeværelse. Selv her en halv time efter, er der ingen der har spurgt, hvorfor jeg gik. Måske er jeg bare blevet dygtig til at forsvinde. Til at være usynlig. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Nu ligger jeg under min dyne. Er stoppet med at græde mens jeg skriver. Jeg er bange for angsten. Jeg er uendeligt bange for angsten. Ville give alt for, at der kom nogen og holdte om mig nu. Men jeg tør ikke spørge nogen. Så i stedet for må jeg bare ligge her alene. Fuck.

søndag den 16. marts 2014

gemmer

jeg forstår ikke, hvordan man kan være angst og angsfri på een og samme gang, det virker absurd, og jeg er så glad, at mit hoved kan eksplodere og er stadig angst, hvorfor forsvinder det bare ikke,
nu er det søndag aften og jeg dirrer af angst, jeg har kun været alene i en time, og jeg dirrer allerede,
var det fordi jeg kørte i metro i går, sad i en fremmed families hus, var det fordi jeg var spærret inde på tietgen under strømafbrydelsen på amager, var det fordi, at jeg aldrig kunne slippe ud,
var det fordi, at jobbet jeg fik, var verdens kedeligste job, og at jeg skal derhen igen i morgen, og jeg har ingen koncentrationsevne, hvordan kan man uden koncentrationsevne koncentrere sig om verdens kedeligste job, jeg dør ved tanken om at skulle være der; bliver man angst af det: af manglende lyst? yaiks.
jeg har lyst til at være mig selv på denne blog og droppe anonymiteten, jeg har tænkt meget over det. beskrivelser er mærkelige, mine beskrivelser er mærkelige, jeg føler aldrig helt de rammer dét de var i virkeligheden, de rammer aldrig rigtig angsten, de rammer aldrig rigtig mig, som jeg er i virkeligheden, forstår du? jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt for mig,
gemmer mig bag ord, tror jeg,
gemmer.

i det mindste er jeg ikke forkølet længere (solbrillesmiley)
(sorry for sangn, lolz)

tirsdag den 11. marts 2014

nyt

jeg kan godt lide denne sang og video. den gør mig i et sært humør. jeg kan ikke rigtig lide bloggen for tiden. bær over med mig. skal nok skrive igen snart. det er sikkert heller ikke spændende for nogen at læse om angst og "jeg græder" hele tiden. tsk, jeg er også træt af at skrive de samme historier igen og igen. nu vil jeg bare gerne være rig og have en masse nyt tøj og en ny personlighed.

torsdag den 6. marts 2014

stik

mit anlæg virker ikke ordentligt, musikken falder ud hvert andet sekund, jeg er ved at blive vanvittig,
farer frem og tilbage og roder med stikkene i forstærkeren, jeg fortjener heller ikke god musik lige nu,
sådan går det vel, når man køber forstærker i genbrugsen.
sender snaps til folk; mig med øl og smøg og røg i hovedet, men alle sover formentlig en onsdag nat, selvfølgelig, hvad skulle de ellers gøre,
jeg skjulte mit ansigt for kioskmanden, da jeg købte to carlsberg, normalt har jeg altid øjenkontakt, men havde grædt hele vejen fra floss til amager, og så gider man altså ikke vise sit ansigt,
det er ikke engang fordi han har gjort noget galt, (JO GU ER DET SÅ), jeg er så træt af de joints, "du har ringet?", ja, for 2 sekunder siden dit røvhul, og jeg vandrer hjem, badet i passivaggressivitet, dét jeg har lært fra mine forældre og som gennemsyrer alle mine bekendtskaber nu, dét som får mig til at føle mig uendeligt alene.
roder med stikkene igen, fucking lyd, lad mig nu høre soundtracket til Up for helvede, lad mig nu høre Roy Orbison, jesus, kan jeg ikke bare få lov til det?
og ingen her ønsker mig tillykke med jobbet, måske er det også bare ligegyldigt, at få et job, folk gør det vel hele tiden, får jobs og skændes med deres kærester, og på baren aftaler jeg med en guldsmed, at jeg bare skal sende mine tegninger, og så skaber han noget smukt til mig, og jeg vil egentlig bare gerne være ligesom ham; tage på en bar for "at tegne" og tjene en million på den parisiske catwalk, give øl til ikke-kunstnerne omkring mig, bare fordi jeg gør hvad jeg vil og kan tjene dullarz på det, og sådan kommer det jo slet ikke til at være på det nye job, der er jeg en ukreativ slave.
jeg føler, at alt ramler sammen og samles konstant, det er meget frustrerende, som om man har for meget oppe om ørerne og ikke kan følge med; man udskyder sig selv hele tiden, men måske er det bare sådan livet er, måske er det bare sådan det hele er,
og måske er jeg bare hjernevasket af 3 guldøl og to dåseøl, hjernevasket af min vens forelskelse i hans nye kæreste, jeg ville ønske, jeg havde sådan noget i mit liv.

Ville ønske, at han ikke røg joints.

onsdag den 5. marts 2014

cryyyying

har fået jobbet,
telefonen ringede i formiddags,
starter i næste uge,
ægte studentermedhjælper,
"vi vil meget gerne ansætte dig",
skægmonstret siger, at han er stolt af mig
og at jeg nu skal betale alle vores måltider,
han virker samtidig sur,
som om han er vred over, at jeg så random fik et job, når han selv kæmper med ansøgninger og dårlige arbejdstider, grimt firmatøj,
jeg er glad, jo det er jeg da, det var da på tide, og hey - penge, what-up, fantaserer om alle de ting jeg skal købe,
men jeg ved stadig ikke, om jeg overhovedet har lyst til at have et job,
og nu - skole,
men jeg ved stadig ikke, om jeg gider at være der.
fedt liv.
synger "crying" hele tiden, højt, falskt, det er en god sang.

OH YOU WISHED ME WELL, YOU COULDN'T TELL, THAT I'VE BEEN CRYYYYY-HI-AY-INNGGGG, OVER YOUUUU. jeg føler faktisk ikke rigtig noget. udover ugidelighed.

tirsdag den 4. marts 2014

too much

jeg har været ved at brække mig af angst de sidste to dage,
og alligevel står jeg et sted ude i valby, et centerlignende ting, åbent center, og spice girls too much spiller, fucking ironisk, nej, ikke ironisk.  bare. SJOVT. fuck.
havde vandret derud, for 'gåture gør mig godt', blah, jaja, kom alligevel en halv time for tidligt,
But sometimes illusion ain't no revolution, That ain't no release for me, Too Much of Something is bad enough,
og sidder dér og har bare lyst til at knække mig, hej må jeg gerne gå ud og knække mig,
skal jeg virkelig have et job,
jada
okay,
og videre, videre til psykolog, som jeg giver ondt i maven over min egen ondt i maven,
forældremavesåret fra weekenden, og tårer i mit mascaraansigt, for jeg har mascara på til jobsamtaler, det har jeg da!
too much, man!
helt færdig, helt branket,
nå ja, yoga, for helvede, 
godt jeg pjækkede i morges, fantastisk at jeg pjækkede igen,
hvor er det skønt at have så mange indre problemer og følelser hele tiden,
på gammel torv står en enmands-demonstration; BARE FORDI VI HAR FØLELSER ER VI IKKE PSYKISK SYGE,
det er sjovt, at man hører det, ligefør man skal til psykolog,
MANGE FØLELSER. 
åh gud,
men yoga.
Og så spiller hun dælme den uhyggelige version af Crying fra Mulholland Drive, det kan man da ikke lave omvendt V i, eller child's position, åh altså, 
og jeg ender med at ligge og græde til Jeff Buckleys Corpus christi carol som der spilles til afspændingen, græde i det kolde lokale i fitness world,

sikke en dag!!
TOO MUCH!


NO HAY BANDA!

mandag den 3. marts 2014

stilhed

Jeg har meldt mig syg til oplæg på uni i dag. Jeg tror, at jeg vidste det hele weekenden. Måske endda da vi lavede powerpointshowet og uddelte slides imellem os. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville komme. Her til morgen var billedet af mig selv stå dér foran alle og snakke lort, helt forvrænget. Fyldt op til randen af angst. Det ville være fuldstændig ligegyldigt at jeg var der. Fuldstændig ligegyldigt, at skubbe mig selv udover kanten. Det var kun fem minutter. Det ville ikke være dét værd.

Jeg sidder i hjørnet med hørebøffer på. Den eneste lyd der ellers er i lokalet, er brænde der knitrer og brændeovnens metal der giver sig. Mine forældre har ikke sagt noget til hinanden i 2 timer. Et skænderi under middagen har katalyseret passiv-aggressiv stilhed. En fuldstændig kvælende stilhed. Jeg græder i mit hjørne. Lørdag aftener, hva? Jeg bliver angst af passiv-aggressiv stilhed. Når man er fanget et sted oppe i Nordsjælland, et isoleret hus på en bakke, en lørdag aften, så er der ingen flugt. Man skal sidde midt i stilheden og acceptere den. jeg kan græde lang tid, uden at det bemærkes, selv da min far febrilsk prøver kommunikation, viser mig billeder fra middagen med skægmonstret, ser han ikke mine glinsende øjne. Jeg er god til at græde skjult. Også søndag aften. Til American Hustle i sengen. En halv flaske vin, is, kage, skægmonstret. Jeg koncentrerer mig ikke om filmen. Og han kan heller ikke se mine glinsende øjne. Det er imponerende.

Så jeg er helt udmattet i dag. Vil bare have en dag i sengen, før det hele bare ramler. Jeg er så angst, så bange hele tiden, at jeg har lyst til at knække mig. Hvornår blev jeg denne bangebuks, hvorfor blev jeg så bange. Det gør mig ulykkelig. I morgen skal jeg til jobsamtale til et job, som jeg ikke engang gider at have. Det gør mig nervøs. Tanken om at skulle have et job. Arbejde 10-15 timer om ugen. Være på. Have pænt tøj på. Have ansvar.

Jeg føler ikke, at jeg kan noget. At jeg vil noget.