onsdag den 30. april 2014

dårligt gruppemedlem

der er stadig ikke nogen der ved, at jeg ikke laver noget
#gruppearbejde #dag3 #fakeittillyoumakeit

tirsdag den 29. april 2014

scrolle

jeg ville gerne skrive noget kedeligt om gruppearbejde,
men så blev det meget kedeligt,
hipsumhapsum, det er på fem timer lykkedes mig at bonge mig igennem en business-opgave ved at sige "ja mega god idé", "hvad tænker du med segmenteringen?" og "det er jeg faktisk ikke enig i, men kan godt se det fra din side, så lad os bare skrive det" og lade som om, at jeg er aktiv på min computer, mens dét jeg egentlig gør er at scrolle op og ned af facebook og tage random tests på buzzfeed.
jeg gider ikke være Cersei!
finder andre tests..

business er ikke min stærke side

men jeg bliver helt syg indeni over ikke at være til stede, sådan ordentligt. det er en klam følelse,
jeg har lyst til at slippe væk,
men må ikke.
gaarwwwd.

sayonara old pals

Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg var taget i sommerhus med en af mine venner. Og fordi jeg havde sovet i bilen, var vi pludselig endt på en ødegård i Sverige. Små mus løb rundt på gulvet og jeg var urolig for, hvordan jeg mon skulle kunne få sovet om natten. Pludselig væltede det ind med alle de gamle venner jeg har, som jeg ikke længere har kontakt med. Folkeskole, gymnasie, højskole, spanskhold. Det var en stor fest, jeg pludselig skulle være med til. Alle disse venner, forsvundne, ødelagte venskaber, var ikke glade for at se mig. De kiggede surt på mig. Jeg blev ked af det og følte at det var en fejl, at jeg var taget så langt, blot for at blive udstødt.

Tørklædet er nu afleveret i postkassen og jeg missede undervisning i morges, fordi jeg vågnede op og græd en lille smule.

Fuck friendships. I choose yoga.

tirsdag den 22. april 2014

puls

Så efter at have taget trapperne op til fjerde sal og iklædt mig en god sjat nervøsitet (angsten er jo ikke helt forsvundet overfor nye situationer med fremmede mennesker), viste det sig, at mit blodtryk var fint men min puls out of control. Et menneske der har svært ved at slappe af, har så også svært ved at slappe af på kommando; især når man ved, at hvis man ikke gennemfører det, får man ingen p-piller og så spytter man pludselig børn ud, skal skrive børnene op på de rigtige skoler, og så.. ja. det ville blive noget værre rod;
så jeg fik målt det hele af fire omgange; arm'båndet' eller hvad man kalder det, spændte så meget til om mine overarme, at mine fingre begyndte at prikke (jeg er ikke vant til at være til lægen),
luk dine øjne og slap helt af, sagde lægen,
jeg havde lyst til at græde, da jeg kunne mærke pulsen banke helt oppe i øjnene på mig.
Han havde startet sessionen med at udspørge mig om rygningen; forklaret mig om blodpropper og p-pille-kombien; om hvor meget jeg røg, planlagde jeg at stoppe; (løj jeg, pyntede jeg på sandheden, var det faktisk en løgndetektor?)
er du stresset, spurgte han efter fjerde test,
ja, jeg er meget stresset, bla-bla, bachelor, bla, (tænkte på i går da jeg umotiveret begyndte at græde lidt efter den skuffende inside llewyn davis som sucky veninde havde anbefalet mig, altså ikke på grund af filmen, men fordi skægmonstret kiggede sådan på mig, jeg var også en pjevs), ja, stresset.
kroppen ved, at jeg er stresset,
at jeg ikke havde lyst til at stå op i morges og vende tilbage til virkeligheden fra påskeferien (som på ingen måde har været afslappende pga skole og arbejde).
åh.
jeg græd lidt på vej ned af trapperne.
lortepuls

torsdag den 17. april 2014

akavet

Jeg er inde i en periode, hvor mine ord føles forkerte i munden på mig. Som om, at det jeg siger, ikke falder i god jord og bare er akavet. Det skræmmer mig, for mit psykolog-forløb handler jo om at finde ind til kernen af mig selv; at være upåvirket af andre. Og hvad sker der så, hvis jeg faktisk finder ud af, at kernen af mig selv er fucking irriterende og humorløs?
Tragisk.




















Lidt ligesom når man forsøger at rette plastik-projektilen fra plastik-håndvåbnet mod en sej med-studentermedarbejder på kontoret, i et bistert forsøg på opmærksomhed og fun-points, men rammer den 30 år ældre kontormedarbejder tre rækker længere henne (fordi det var et ret vildt kontor-håndvåben jeg havde erhvervet mig), og man så gemmer gun'en væk, da den ældre kontormedarbejder højt og surt udråber; "hva fanden???".

tirsdag den 15. april 2014

slow train



Når jeg mødes med min gamle roommate, min gamle bestie, så minder hun mig om, hvor frygtelig smuk denne verden kan være og hvor meget håb der kan være i fremtiden. At drømme om fremtiden. Mine fremtidsord er skrevet af 8 øl og 23 cigaretter, men er du ikke også bare ligeglad? Så kan man køre fra Indre by til Amager på splitsekunder, fordi man drømmer om fuldmåner og fremtid og håb og alt sådan noget scheisse, og det er egentlig meget rart, at have sådan nogle mennesker i sit liv.

fredag den 11. april 2014

amager strandpark

Så lad os tale om noget dramatisk.

- om hvordan man dog ender ude i Amager Strandpark på gåben, i mørket, blind af tårer, men ekstremt bange for rotter og voldtægtsmænd, den tragiske aften... Havet er øjensynligt svært at hoppe i og forsvinde væk i, når man er så bange for rotter og voldtægtsmænd. Og så giver det pludselig ingen mening, at være gået hele vejen derud.
Amager Strandpark er nu en spændende allegori på dramatisk kasten-om-sig med følelser og suicidal tendenser.
Og man kommer videre.
Man kommer videre fra Amager Strandpark.

Jeg har en hverdag nu. Jeg trives i hverdagen. Hverdagen gør mig glad. Tidlig opvågning og lange kontordage. Ansvar og løn. Shopping og frihed. Gåpåmod og overskud. Kreativitet og druk.

Amager Strandpark er stadig ikke særlig langt væk. Amager Strandpark er i mit blod nu. Mit værste mareridt; mit dybeste hul.

Men jeg vil hellere være glad på kontoret. Sidde med birkes mellem alle tænderne og fortælle min chef om bowlingaften med svigerfamilien. Knokle på min bacheloropgave. Og ikke mindst, blogge af de rette årsager. Jeg prøver lidt igen nu. Men jeg gider virkelig ikke græde så meget mere. Jeg gider virkelig ikke tilbage til strandparken.