onsdag den 3. juni 2015

syner

Jeg har brugt aftenen på at læse weemoed igennem. Det er et år siden jeg lukkede bloggen, men jeg må til min rædsel indse, at ikke meget har ændret sig. Jo, mange ydre foranstaltninger har bestemt undergået en forvandling; ny kandidat, praktikplads, bedre parforhold, snart ny bolig. Men jeg har stadig angst, endda begyndt at få lidt rygproblemer på grund af stilstand og anspændthed...

Det er tre uger siden jeg stoppede i praktikken. Jeg ved godt, at det er dramatisk at tale om 'post traumatisk stress', men man kan vel også have det i en meget mild grad... eller bare være virkelig dramatisk... grænserne er lidt grumsede på det område.. Men i hvert fald har det pres jeg har lagt mig selv under det sidste halve år, manifesteret sig fysisk som en kronisk smerte under ribbenene. En stor sorg der forstyrrer min socialitet og nærværenhed. Så jeg tager den fede løsning: isolation.

Noget har dog ændret sig: jeg er blevet enormt god til at være alene. Næsten lidt for god, vil nogen mene. Så god, at jeg (i hvert fald de sidste tre uger) har svært ved mine sociale relationer. Så sent som i lørdags stod jeg og skælvede på Skt Hans Torv, mens jeg ventede på mine venners ankomst. Det øjeblik jeg træder ud af min hoveddør, stopper jeg med at trække vejret ned i maven. Jeg får kvælningsfornemmelser og en katastrofal sygdomsparanoia. Der er en blodprop i mit ben, jeg er sikker! Jeg har kræft i tarmene! Om lidt falder jeg om! Fuck! 
Det er er nøjeren at være så syg uden at være syg (håber jeg da).

I aften er ingen undtagelse. Har ikke set andre end min psykolog i 48 timer. Det har været så fint, har haft det så afslappet. Men i morgen skal jeg selv være distorted i en luksuslejlighed med tagterrasse, og jeg er så bange.

Praktikken har skudt mig komplet ud af balance. Jeg har ingen ro, udover når jeg er helt alene på Amager. Så er der masser af ro. Så meget ro, at jeg falder i søvn hele tiden. De lange dage skræmmer mig dog ikke. Jeg vil hellere håndtere mig selv end andre. Men sådan kan det jo ikke gå. Min psykolog bliver ved med at sige, at jeg skal finde ud af, hvad jeg vil bruge min sommerferie på. At jeg skal implementere alle disse små ambitioner og drømme i min virkelighed. Men jeg kan intet. Så jeg begynder bare at blogge i stedet for. Men hold kæft, det er også rart.

SKRIVEKLØE

Min sommerferie er officielt blevet skudt i gang, hvilket bidrager til en voldsom skrivelyst og ikke mindst en kedsomhed der skal druknes på en eller anden måde.
Guderne skal vide, at jeg har haft mange blogger-alias'er. Hvis jeg tæller dem sammen, har jeg i alt over 10 flyvske internetpersonligheder, der skvulper anonymt rundt i æteren. Men i bund og grund er alle ordene af samme støbning og af samme grundform... og nu, denne onsdag aften mens københavns befolkning er på grænsen til at være komplet distorted, så gider jeg ikke være en ny version af mig selv. Så jeg åbner dig igen, Weemoed. Det der gik galt med dig, var at jeg blev afsløret i at backstabbe en veninde, hvilket jeg vil lade være med at gøre nu. Ikke mere backstabbing. Det er dumt at misbruge internettet på sådan en måde,- som var jeg en 12 årig pige der skulle have nogle aggressioner ud på Instagram.

Det er den længste periode jeg har gået igennem uden at have en blog. Jeg troede egentlig, at jeg var kommet mig over den tendens. Det var en stor nok skræmmefaktor for mig sidste år; hvor lille internettet er, og hvor skræmmende let jeg er at finde. Men der findes andre måder at skrive på, end at svine andre mennesker til. Jeg er stadig enormt flov.

Selvom jeg sidder på Amager, har jeg det som om, at jeg stadig kan høre Nørrebro-Distortion's bas pumpe. Det er nok et kedsomhedsfatamorgana; en illusion baseret på 2 øl og 48 timers stirren ud i luften. For første gang i tre år har jeg ikke eksamner under Distortion. Hvilket er irriterende. De sidste tre har jeg nemlig haft en valid undskyldning for ikke at deltage. I år er det bare et asocialt valg.

Åh, der er simpelthen så mange historier der kan fortælles, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte... men jeg er glad for at skrive igen. Det kan jeg mærke. Min akademiske sprog skal lige rystes af, og så lover jeg for, at jeg godt kan skrive følsomt igen. Det har jeg brug for. Navlepilleri. Yes.