onsdag den 31. august 2016

flytning

Jeg flyttede i dag.

Sad rundt om det nye spisebord med nogle af de bedste venner efter 20 minutters intens crossfrit med flyttekasser op til 2. sal.

Min hjerne sagde, at summen i fingrene, den stikkende fornemmelse i halsen og mavens kolbøtter ikke var kræft, men blot psykosomatiske hændelser i min lille forvirrede, ikke-omstillingsparate krop.

Jeg havde lyst til at hæve selskabet og sige: Jeg har brug for at være alene nu.
Men sådan noget kan jeg stadig ikke finde ud af.

Det er ellers en smuk situation, du ved. Dejlige mennesker, en ny lejlighed der virker perfekt. Alle elementer spiller. Der er også en kat. Det første jeg tænker på - trods meget hængen ud med katte gennem årene - det øjeblik den sidste kasse rører gulvet: gud, jeg er allergisk overfor katte. Det kradser på hele min krop.

Spænder ben. Det er vildt nok. Jeg er på ingen måde allergisk.

Jeg prøver virkelig at leve det her liv. Det går godt det meste af tiden. Men jeg svæver også alt for meget. Svæver over spisebordet, ned i de fire øl som jeg som den eneste sluger, sluger... ¨

Nu er jeg så uendelig træt. Sover ikke engang det nye sted. Sover det fremmede sted, hvor ingen ting er. Støvsugede mine sovebriller og ørepropper op tidligere under farvel-rengøring. Håber jeg kan sove alligevel.

mandag den 29. august 2016

Netflix and not chill

Jeg tænkte, at jeg ville se noget porno her til aften. Med høretelefoner i, så air bnb-briterne i det tilstødende værelse ikke kunne høre "uhhmmm, your ass is so fine girl, you want my dick, yeah? you want it bad, huh?". 

Jeg satte James Deen på. Han er en dygtig elsker. Men otte minutter inde i filmen, halvvejs i hans intime penetrering af den midaldrende brunette, blev jeg uendelig trist. Og jeg blev ved med bare at kigge på ham, på dem, med tårer i øjnene og med det tungeste hjerte. Han er så tæt på hende, hun er henført i ekstase, han ser forelsket ud; det er sådan forelskelse ser ud, tænker jeg.

Så tænker jeg på Ricardo fra forrige fredag, en uendelig smuk italiensk cellist, og han er James Deen. Han var forelsket, dygtig til at se forelsket ud, han holdte mig fast, gav aldrig slip på min krop; Fulgte den rundt, som var vi de mest forelskede mennesker i verden. Det har gjort mig forvirret, den fiktive one night-stand forelskelse. Og så begynder jeg at græde mere til en pornofilm end jeg har gjort i de snart to måneder mig og Skægmonstret har været slået op. Opslåede?

For to timer siden opdagede jeg, at han havde fjernet min Netflix-bruger på hans konto. Jeg har brugt den til at se virkelig meget Gilmore Girls. Måske var han sød og holdte øje med hvornår jeg nåede sidste afsnit (fredag aften), og slettede mig efterfølgende. Måske hørte han om min tilstedeværelse til festen igår. Måske hørte han, at jeg havde det rigtig, rigtig godt.

Det var et lille smertestik. Et lille reality-angst-tjek lige i hjertet. Netflix var det sidste.
Nu er jeg officielt alene.
Shit man.

James Deen minder mig om det.
Må snart have sex igen...