fredag den 30. september 2016

super cool stilstand

Stilstanden er ophidsende.

Nej. Stilstanden er tilstedeværende. Jeg klamrer mig til ingenting i et no mans land. Formiddagene er uendelige, jeg ligger stille, helt stille, forsøger ikke at bevæge mig for meget. Deprimerende tanker puster mig i øret. Hvad vil du med dit liv, hvad har du overhovedet opnået, du finder aldrig nogen at elske. Det er en fed kliché at være fanget i stilstanden. 

Australieren er på standby i Ingenting også. Han synes jeg er "super cool", fordi jeg håndterer alt "super cool". Han skulle bare vide. Jeg er på ingen måde cool omkring hvad der foregår. Og jeg tænker på, om han overhovedet er det værd? Bare fordi jeg følte noget. Uha. Følelser. Så går jeg all in og er "super cool" omkring det, fordi jeg længes efter at føle mere. Starter otte samtaler op på Tinder samtidig, fordi jeg er så pisse cool, alt imens jeg holder øje med hvornår han er online på Facebook (nu.... nu ..... nu.... nu...). 

Jeg er for cool til det lort.

Jeg har for meget tid desuden. For meget tid til at sidde derhjemme i mørket og kigge på hans onlinestatus. Hans profilbillede viser stadig ham og hans "eks"kæreste. Det bider i mit kød. Jeg tror ikke, at mine følelser handler om ham overhovedet. Er altid bare stakkels William H. Macy i Magnolia, der siger "I really do have love to give! I just don't know where to put it!"

Forholdet med Skægmonstret har efterladt mig i en kærlighedsdepraveret tilstand(stilstand); neutraliteten fra de fire år har sat sig et sted bag mine lunger, og nu hvor jeg er fri, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

I døgnet skifter mit humør som vinden. Jeg kan være oppe og køre det ene øjeblik og grædefærdig det næste. Lige nu fryser jeg ad helveds til, men nægter at tænde varmen. Jeg kan se solen gå ned gennem vinduerne på arbejdet. Der er så stille her. Der var mange ting jeg ville i dag. Men jeg kan stadig ikke helt bevæge mig. Glæden var der tidligere, den var klar og smuk, og jeg ville spise hele verden.

For meget tid til at tænke... Det burde ingen være udsat for. 

tirsdag den 27. september 2016

fri

Jeg prøver at være mere vred end ked af det.
Tristheden er en konstant. Jeg prøver at omfavne at føle så meget hele tiden. Ikke kærlighed, jeg er ret sikker på, at det jeg føler ikke er kærlighed (selvom mit hjerte synker hver gang jeg tænker på Australieren, men det føles på en måde underordnet).

Jeg brugte dagen på at se den nye sæson af Transparent, og jeg græd og græd og græd. Som om jeg slet ikke kan håndtere, at se virkelige mennesker leve deres deprimerende liv. Jeg genkender al smerten.

Jeg har for det meste bare lyst til at gemme mig under dynen. Men hver dag står jeg op og går i bad, mens jeg hører dårlig popmusik, jeg koger et æg, rister rugbrød, lægger make-up, tager pænt tøj på.

Det er tomme dage. Og alligevel er jeg så fuld af liv. Selv tristheden er fuld af liv. Det er en spændende tid. Jeg tror egentlig, at jeg føler mig fri.

søndag den 25. september 2016

serenade om penis

"I am a grown woman," sagde jeg til ham, da han ville beskytte mig mod hans penis' magiske kræfter. Han ville vente til hans "eks"kæreste har været på besøg om 14 dage. Min krop føltes utrolig blottet, som den lå dér og var mere end klar til hans. Jeg havde i forvejen ligget dirrende ved siden af ham gennem den 2,5 time lange, kedsommelige Prinsesse Monoke og ventet på at overfalde ham.

Serenaden med guitaren på tagterassen havde været lige dele kliché samt blødgørende i min kyniske hjertekugle, og jeg stirrede på ham bag en cigaret og delte smeltende whiskeykys i mørket.

3 dates på 5 dage. Han er en smuk jødisk Australier, spinkel med krøllet hår og intellektuelle briller. En nørd gone beautiful. Udvekslingsstuderende, så fremtiden er i forvejen ikke fuld af håb.

På kort tid gjorde han det endda kompliceret, blandede hans "eks"kæreste fra Australien ind i billedet, så jeg skulle forholde mig til, om jeg har lyst til at blive såret i en nær fremtid, kastet i rendestenen.

Men måske jeg bare vil have en reboundfyr der er her de næste 4 måneder, måske jeg bare gerne ville have det sjovt? (Have fast sex)

Så pludselig skal jeg holde mig væk fra hans penis, som var den lavet af giftige planter der ville forpeste mig med evig hjertesorg, svie og smerte.

Jeg dækker mine blottede bryster til, og han sætter sig i stolen, jeg føler hans penis kigger på mig fra de hemmelighedskræmmende underbukser. Enmandssengen kan knapt huse os begge, han falder i søvn på et splitsekund og fylder den hele. Hans telefon vibrerer ud i en uendelighed og køleskabet i et-værelseslejligheden larmer som fyret i Alene Hjemme.

Så jeg cykler hjem. Sniger mig ud af døren som en skummel ninja eller et skamfuldt one night stand, farer vild på kollegiet, lyset er skarpt, mine trusser våde og mine ben af spaghetti.

Jeg skriver til ham, at jeg er flygtet. Jeg skriver også, at jeg synes aftenen var fantastisk og at han er fantastisk, og at jeg honestly er pisseligeglad med hans "eks". Jeg har det som om, at jeg er med i The Bachelor, den australske udgave off course, hvor jeg skal sige "I am falling in love with you" eller "I can imagine our lives together", men hvor han på grund af spillets regler ikke må sige noget tilbage.

Så han holder sit hjerte og sine penis væk, mens jeg ligger med spredte ben og et åbent hjerte. Det er fandme fedt.

Nå ja, og så skal jeg have afvist Tegneren fra sidste weekend, som tror vi dater. Det gør vi ikke.

fredag den 16. september 2016

ventende

Dagene er tyggegummi, jeg fælder timerne med lure og Tinder-chat og cigaretter, jeg løber langsomt, men effektivt væk fra ansvar.

Jeg lader mig selv være tavs til middagsselskabet, trækker mig i baggrunden til fordel for spejlblanke blikke der kastes flakkende rundt i rummet, jeg håber at Statskundskaberen ser, at jeg er trist. Jeg ved ikke hvorfor, at det er vigtigt for mig. I det australske The Bachelor, siger Richie konstant om pigerne, at han elsker dem for at være bubbly. Jeg gider ikke være bubbly, så jeg vælger at være det modsatte.

Ikke at Statskundskaberen er Richie. Statskundskaberen er faktisk ingenting. Han er et levn af det begær jeg havde til alle mænd der turde kigge mig dybt i øjnene under mit kuldsejlede forhold. Jeg forestillede mig, at disse mænd ville vente på mig, når jeg var ude af forholdet.

Tænk hvis det havde været sådan. Jeg tror aldrig, jeg har forstået folk der kan hoppe direkte ind i et nyt forhold. Lige nu føles det som om, at der går evig tid før jeg nogensinde finder en at elske igen. Det er skræmmende - at være alene på den her måde. Men som min psykolog engang sagde: "Men man er jo alene i sit liv, du har kun dig selv."

Så jeg er glad for, at jeg ikke er bubbly (selvom jeg nok mest opfattes sådan) og at Statskundskaberen ikke var én der stod og ventede på mig på den anden side.

Så godnat. Jeg slutter af med endnu en woman sang,

torsdag den 15. september 2016

søvnvinduer

Jeg misser mit søvnvindue hver nat for tiden. Jeg holder mig selv oppe med dårlige serier, dårlig porno og ok onani. Nu er klokken halv to, igen. For 3 timer siden var jeg klar til at sove.

Jeg siger til mig selv, at jeg har ferie lige for tiden. Og at jeg kan gå i seng når jeg har lyst. Fuck the world-agtigt, er det ikke? Ha ha. Jeg er sådan en rebel. Jeg går i seng LIGE NÅR DET PASSER MIG. Jahaer.

Jeg er god til at være socialpædagog overfor mig selv,  siger min psykolog.
Jeg bør, jeg skal, bla.bla. Regler og foranstaltninger og begrænsninger og forhåbninger og formaninger. Spis sundere, hav mere struktur, hvad med det yoga dér, skulle du ikke også til at kigge på specialet, hvorfor laver du ikke noget på arbejdet, du sidder bare dér og fedter rundt med en blyantstegning om edderkopper og månemænd, Du bliver sikkert snart fyret alligevel, hvad med din krop, hvad med din krop, skal den ikke også noget, skal den bolles eller motioneres eller hvad havde du tænkt dig?

Jeg har hørt 'This Woman's work' omkring 10 gange i dag. Det fungerer ikke, når man skal sove, at den ekkoer i mine tanker. I should be crying, but I just can't let it show.

Jeg så skægmonstret ved det store lyskryds igår aftes, dér på fodgængerovergangen.  Han så så glad ud. Jeg vinkede til ham. 

tirsdag den 13. september 2016

fløde

(Alle indlæg handler om mænd. Jeg tager det til efterretning. Mit liv handler ikke om det. Det er bare spændende at skrive om. Fordi det er nyt)

Jeg tog en utrolig lang lur i dag.
Så jeg missede tegneskolen (med vilje) og endte med at købe indisk mad fra hjørnet. Lamb korma, den mest flødede og fedtede ret man kan drømme om. Yummi.

Jeg følte mig som en amerikansk film-singlelady, der er på fornavn med hendes chinese food-restaurant. Off course I eat my unhealthy meals alone, fuck you Weng-Wang.

Den ultrasmukke italienske airbnb-gæst i lejligheden kommer hjem det øjeblik, hvor jeg sætter mig til at fortære denne storslåede flødesymfoni. Hans slanke læge-krop vidner om lange løbeture og sund kost.

Jeg skovler fløden i mig med nanbrødet, mens vi kommunikerer akavet på engelsk. Han skal ud og løbe rundt om søerne. Min plan er at se film, der kan få mig til at græde hele natten.
Med fløde i mundvigen vinker jeg farvel. Jeg ville aldrig kunne date så sundt et menneske.

Jeg sætter 'Brokeback Mountain' på, fordi den gør mig til en hulkekrøbling fra den første længselsfulde guitarstrofe sætter ind. Da jeg så den i biografen i 2006 vågnede jeg op tre dage efter stadig i gråd.

Men hvorfor al denne selvmedlidenhed?
Garwd.

Skægmonstret kom forbi i går for at aflevere en bog, der ved et uheld var blevet tilsendt vores gamle adresse. Han medbragte romkugler, og vi sad i stuen og snakkede sobert og høfligt. Hold kæft, vi er dygtige.

Men efter en time kunne jeg ikke holde til det længere. Havde lyst til at række ud efter ham, omfavne ham, kysse ham, være så tæt så tæt på ham. Men det må man ikke, når man har gang i et ikke-rodet breakup.

Jeg har ikke set ham siden, at jeg afleverede nøglerne til lejligheden for over en måned siden. Der begyndte jeg at græde oppe i lejligheden. Det bliver altid så forbandet trist.

I går kunne jeg med nød og næppe holde det inde. Jeg kunne ikke sige noget efter vi havde krammet farvel. Lod ham sige alle høflighedsfraserne på vej ud af døren. Det hele ramlede bare. Efter 2 måneders breakup kom den endelig. Hjertesorgen. Klask, lige i ansigtet, lige i maven, lige i lungerne.

Jeg skrev grådkvalt til ham efterfølgende. At jeg ønskede, at han var blevet. Men at jeg også var glad for at vi kunne være så voksne og sobre. Han havde det på samme måde. Det vidste jeg godt. Jeg kunne stadig se kærligheden i hans øjne.

Men man skal huske på, hvorfor man slår op. Efter 5 år forsvinder kærligheden ikke på to måneder, det er naivt at tro. Jeg tror måske, jeg troede det. Jeg troede ikke, at jeg følte noget. Men nu føler jeg hele verden.

Jeg ved, at vi ikke skal være sammen igen. Men hold nu op, hvor er det svært at overbevise sin irrationelle hjertesorg om det.

Så jeg vælger fløde. Svælgen i fløde. At græde det ud af systemet, i stedet for at skabe rod. Jeg er blevet så fandens moden.

Jeg har lyst til at være alene den her uge. Helt alene. Bare føle alle disse forsinkede følelser der sitrer i kroppen, være i dem. Det er også på tide den kommer. Hjertesorgen. Det er OK. Jeg lader den være der.

Av for helvede.


søndag den 11. september 2016

nightclub baby

Jeg befinder mig i byen, mit i en GT, midt i et dyrt glas vin.

Jeg fortæller Statskundskaberen om, hvordan det går. Han lytter. Jeg prøver at sejle i hans øjne. Det er svært at genskabe kemi og flammer. Ildebranden er tydeligvis for længst slukket. De andre om bordet har hørt om den tidligere kemi. Det er et anspændt selskab. Det er som om, at vi alle venter på, at der sker noget.

Midt i min snak om attråværdighed og attraktivitet og attention (ville bare have et tredje ord med), skal han pludselig hjem. Jeg havde håbet, han ville sige: Jeg synes du er så forbandet smuk..

Hans hjerne er i sommers blevet rystet, hans briller har fået glas med filter i. Ligesom Bono. Det er hverken attråværdigt eller attraktivt. Hvad er det egentlig jeg forestiller mig?

Jeg prøver at græde lidt ude på toilettet. Kigger på mine blanke øjne i spejlet. Ta' dig sammen. Noget går i stykker. Måske. Jeg er også fuld.

Min veninde forsøger at snave med ham, efter hun har hørt om den tidligere ildebrand. Jeg prøver at være sur, for det er sgu rimelig sucky, men jeg føler faktisk ikke så meget.

Vi danser i stedet i kødbyen efter han smuttede. Røgmaskiner og tung 80'er. Unge mennesker. Energien ebber ud i takt med ginen fortager sig. Jeg bliver rasende, hvorfor fanden bliver jeg så rasende. Går i kødbyen og sparker til alt jeg kan se. Går 3 meter foran de andre. Kører rasende hjem med høj musik pulsende i kroppen.

Jeg betaler 20 kr i entré et andet sted. Man trækker vejret dybt og hanker op i sig selv, når man tager alene på natklub. Jeg sætter mig i hjørnet af dansegulvet med en smøg og et stort glas vand. Venter på at eventyret opsøger mig.

Der går ikke lang tid før jeg danser med nogle og kysser med en anden. Vi trækker frisk luft. Kysser på shawarmabarens bænk. Det suger i mit underliv. At stå dér på Nørrebrogade uden overtøj og bare voldsnave, hans hænder overalt. Succes.

I syv-elleve køber jeg en pakke kondomer og tre taquitos, mens han henter sin trøje på dansegulvet.

Vi holder i hånd efterfølgende, nøgne i sengen. Der er noget fint og uskyldigt ved hans hånd i min. Gulvet flyder med brugte kondomer, jeg er så tørstig, kan ikke sove. Han går halv tolv, middag. Vi siger ikke så meget til hinanden.

I døren tænker jeg, at jeg burde se ham igen. Men jeg lader ham bare gå.

Pis.

fredag den 9. september 2016

crushes & lushes

Jeg har fået mig et godt gammeldaws crush.

Det er en tendens jeg har, når one night stands bliver for kedelige og svære. Så drømmer jeg om kærlighed og dybe snav.

Finder et uskyldigt offer at fantasere om, kaster spejlinger af ham ned i min underbevidsthed, drømmer om ham natten, og så bliver fantasien forsat intensiveret og intensiveret i en cirkulær crush-hell mouth. Den opsluger rationalitet og forårsager katastrofale pinlige tendenser i min opførsel.

Han er meget høj. Hans stemme er ufattelig dyb. Vi har en smule kontakt på mit arbejde. Når han henvender sig, bliver jeg fuldstændig befippet; sveder, skælver, siger åndssvage ting. Hej, jeg er lige fyldt 27, ikke 14. Flot.

Jeg ved ikke engang hvordan hans personlighed er. Umiddelbart virker han ikke super udadvendt eller sjov. Men han er en til at kaste en masse kærlighed på. Det er let.

I morges vågner jeg op efter, hvad der føles som, en livslang drøm om hvordan jeg får ham. Jeg bliver modig i drømmen. Jeg kysser ham. Han kysser tilbage. "Jeg ved godt du har en kæreste," siger jeg. "Men jeg er ulykkelig," siger han. Vi kysser foran alle på arbejdet; oppe i øvelokalerne. De klapper af os. Han kigger på min krop: "Du er  smuk".

Jeg kan se det i spejlet, før jeg går i bad her til morgen. Jeg er ikke sammen med ham. Men jeg kan måske godt se, at jeg er smuk. Jeg ville ønske, at jeg havde ham. Eller måske bare en eller anden.

Jeg tager ud i aften.

tirsdag den 6. september 2016

sus

Jeg drømmer om kærlighed her i min brandert.
Min krop den sitrer af rødvinen og af smøgerne.
Jeg fantaserer om alt det intime og intense, om det nøgne og det uforløste.

Hvilken gave at få lov til at deltage i livet, egentlig.

Jeg troede ikke, at jeg kunne sove godt igen. Jeg troede, at det år jeg boede med ham, var det bedste søvn, jeg kunne få. At hans krop betød en god balance for mig.
Men jeg sover overraskende godt alene. Jeg kan godt.

Jeg falder langsomt på plads i den nye virkelighed. Efter 4 års forhold er der meget liv at indhente. Min krop bruser af alle de undertrykte følelser. Det er voldsomt og fantastisk på samme tid. Mest voldsomt. Jeg er på en rutsjebane konstant. Jeg sidder på de forskellige jobs og bruser af fremtidens ikke-mål og fortidens indhentning.

Det suser.

fredag den 2. september 2016

orlov

Det føles passende at høre Rufus Wainwright hele vejen hjem. Ikke fordi jeg har været i selskab med homoer hele aftenen, men fordi jeg generelt føler mig dramatisk.

Elektronisk musik siger mig intet. Efterhånden tvivler jeg på, at noget siger mig noget.

Så jeg drikker bare øl. Lader en masse bøsser begære min femininitet, mens jeg overser de hetroseksuelles begærlige blik. Jeg vil bare hjem og høre Barbra Streisand, to be honest. Der bliver købt shots. Jeg lader som om, at jeg er noget specielt. Jeg er intet specielt.

Jeg er i fornemt selskab. Wtf, hvad hvis jeg faktisk selv er kultureliten? Det føles beklemt.

I 7/11 har de kun crossainter med skinke og ost. Den smager af crossainten fra i morges  - uden skinke og ost. Vi maler værelset. Det føles som 100 år siden.

Jeg tror ikke, at jeg har noget begreb om hvem jeg er. Hvem jeg er i kødbyen. Hvem jeg er.
Hvor jeg er. De peger på de hetroseksuelle - se hans symestriske ansigt. Og jeg drømmer kun om kærlighed fra ansigtsløse mennesker.

Så folk udgiver romaner, jeg udgiver tegneserier, jeg er fuld, jeg drikker shots fra folk jeg ikke kender, fordi housemusik ikke siger mig en skid.

Og nu hører jeg den sørgeligste kærlighedsmusik, som jeg kan komme i tanke om, og alt hvad jeg ønsker, er at jeg var forelsket.

Det virker som om, at alle har styr på deres liv.

Det er stressende.