søndag den 30. oktober 2016

vodka juice

Der lugter så meget af kattelort - og tis i lejligheden, at jeg efterhånden føler, at det er mig som lugter og ikke katten. Det sætter sig fast i huden, sådan noget. Jeg overvejer generelt, om der er noget galt med mig; om jeg bare ser mega klam ud nøgen, eller hvad fanden det er jeg gør galt. Jo jo, på jobfronten skal jeg ikke klage, man hyrer nok heller ikke folk der lugter af katteafføring, men det er som om, at jeg gør et eller andet galt med mænd. Måske er jeg bare paranoid.

"Nu siger jeg lige noget creepy, men jeg er ret sikker på, at jeg så dig sidde i kassen i Fakta for 2 år siden på Amager," sagde jeg.
"Jeg vidste, det øjeblik jeg kom ind af døren, at jeg også havde set dig før".
Nu er han opgraderet fra kassen til butikschef, men hader det. Han har medbragt vodka og juice, da han ikke kan lide hverken øl eller vin.

Det første han gjorde, da han kom ind af døren, var at snave mig i gulvet. Det var rart, for han kyssede godt og var virkelig pæn. Havde han været en klammert, havde det nok ikke været så sexet. Så yay, heldigt for mig...

Det var generelt let, at være på en sexdate. Inde for en halv time og kun tre tåre af den hidsige vodkajuice-sjus, bollede vi på sofaen, mens katten løb rundt på os og bed hul i hans sokker. Så røg vi cigaretter, hans hånd på mit nøgne lår, og snakkede om penisstørrelser og mødomme.

Min plan lykkedes rent faktisk. At blive bollet så meget, at jeg ikke kunne huske, hvem jeg selv var til sidst. Det var afsindigt tiltrængt og himmelsk. Han duftede af min folkeskolevenindes barndomshjem, hvor moren altid sad i sofaen og røg cigaretter, en velkendt sødlig duft.

Han blev og sov. Jeg lå lysvågen det meste af natten. Det føltes som om, at min krop svævede over sengen. Trods timelangt sexy time, var jeg hvileløs. Jeg ventede til sidst på, at han skulle vågne, mens katten miavede og kradsede på døren. Han var langsom til at stå op og gå, selvom det var ham der havde travlt. Jeg fik små angstsus af utålmodighed, mens han begyndte at læse en tegneserie fra ende til anden.

Jeg har hældt en vodkajuice-sjus op til mig selv her til aften. Der er meget vodka i. Katten miaver længselsfuldt, og jeg forstår ikke hvorfor. "Hvorfor miaver du, kat?" råber jeg af den. Jeg skrev til ham for snart fem timer siden, at det havde været en dejlig aften, og at jeg håbede, vi kunne gøre det igen, hvis han havde lyst.

Intet svar.

Prøver at sænke paranoiaen omkring min krop. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg i dag ikke en velskruet sexmaskine, men en slasket, doven 27-årig krop med strækmærker på lårene og en numse der er kødfuld nok til at brødføde en hel kannibal-by. Jeg kan lugte katten mere intenst i min hud, og måske er det i bund og grund mig der miaver og kratter på døren konstant. Luk mig ind nuuuu.

Det er jo ikke engang fordi, at jeg er romantisk interesseret i en vodkajuice-sjus-drikkende fyr fra Amager, der arbejder 60 timer om ugen i et supermarked og som mens jeg ridder ham, spørger: "Har du ikke noget sexlegetøj, så jeg kan knalde dig dobbelt", og som primært hænger ud med sine fætre og spiller counterstrike. Jeg vil bare gerne vide, at jeg ikke er klam og underlig, er det for meget at forlange (hvorfor er der ingen, der har lyst til at mødes igen med mig).

Katten sidder nu på mit skød. Den spinder, og dens små hvide poter rører næsten tastaturet. En fyr på sex-appen skriver: "What a gorgeous match. Your lips are sexy". Der står på hans profil, at han godt kan lide rough sex og trekanter. Mit underliv gør ondt af al den penis. Jeg drikker min vodkajuice-sjus færdig, og så skal jeg vist i seng. Uden kat, uden amagerkaner. Jeg tror, jeg overlever. Også selvom jeg måske er sygt klam.

fredag den 28. oktober 2016

privilegium

Nogle gange er jeg så satans priviligeret, at jeg får lyst til at fylde mig selv med luft, lade mig lette fra jorden, for derefter at pløkke mig ned med et haglgevær. Phiiiiiieeeuuuww, ville det sige, mens jeg tømtes for luft og torpederede et træ i Fælledparken med 100 km/t.

Så jeg gik jo og ville sige mit job op. Faktisk i dag. I dag ville jeg have sagt mit job op. Men så ringer min chef før jeg når at gøre noget som helst og tilbyder mig et forholdsvis prestigefyldt fuldtidsvikariat. Det vil sige at jeg 1) slipper af med det job jeg ønskede at sige op, 2) stiger i graderne og får MEGET ansvar (så meget, at jeg får lyst til at kaste op) og 3) jeg kommer til at blive fucking rig.

WIN.

Jeg er rædselsslagen.

Jeg har svært ved at se på mig selv ude fra. Billedet kan ikke forene sig med, hvem jeg føler mig som. I mit hoved optræder jeg stadig (og oftest) som "den angstprægede neurotiker" der ikke er i stand til at arbejde og som for det meste af tiden har lyst til at falde om af angst og græde i skjul på toilettet.

Men jeg gør det jo ikke (længere). Jeg er åbenbart blevet 27 år. Jeg er blevet karriere, ambition og drømme. Jeg er snart færdiguddannet. Og alligevel benægter jeg hele skidtet, og formår ikke at have en reel glæde omkring noget som helst. Eller gør jeg? Jeg er ikke sikker på noget af det jeg siger.

Mit hoved summer. Mine nætter summer. Alting kører rundt i kroppen på mig.

I morgen har jeg min første sex-date. Der sker for meget de her dage. Og alligevel sker der ingenting. Jeg har ikke kunne sove de sidste to nætter, fordi min krop har skreget på sex.

Det hele er lidt for spændende.
Og sexede gif-filer er sært ophidsende.



onsdag den 26. oktober 2016

sex

Jeg har lavet en profil på en sex app.

Der gik lige knap en uge siden Tinder-sletningen. Før denne sletning, de sidste tre måneder, har jeg været fyldt af raseri, tristhed, eufori, - generelt ekstreme følelser og mange følelser.

Men så lukkede jeg alle døre, både i virkeligheden og digitalt. Og det eneste der var på den anden side (i modsætning til hvad jeg troede) var en voldsom angst, kedsomhed og liderlighed.

De tre følelser får en til at tilmelde sig en sex-app. Jeg er blevet lidt høj på det. Så høj, at jeg ikke kan sove om natten, fordi jeg fantaserer om sex med disse fremmede, smukke mænd.

Det er grænseoverskridende. Og jeg ved ikke engang, om jeg skal mødes med nogen. Fantasien og bekræftelsen er ophidsende og opløftende nok i sig selv. Angsten forsvinder dog ikke. Heller ikke kedsomheden. Tværtimod virker de nærmest mere drænende.

I går var jeg på en rutsjebane hele dagen. Så voldsomt, at jeg har fået hold i nakken. Sad og græd på arbejdet. Der er aldrig nogen der ser det alligevel, så jeg giver bare slip. Jeg ved, at jeg snart skal sige op. Mere snart end snart faktisk, forhåbentligt før d.1. Hvis jeg er sej. Og stærk. Og ikke på grund af den lammende angst jeg slås med, hver gang jeg møder ind, men fordi det er et dårligt job. Et prestigefyldt, cv-smart sted, men et dårligt job. Ja, husk det nu, et dårligt job (dårligt menneske), nej dårligt job (menneske, dig, dig, du er dårlig).

Jeg vil gerne bolles så meget, at jeg ikke kan huske mig selv.

søndag den 23. oktober 2016

usynlig

Min roommate afkalkede badeværelset i går. Med en krop af bly gik jeg i bad i morges. Selvom jeg lod vandet løbe i lang tid først, følte jeg stadig vandet ramme mig med syre og kemikalier. Det er kun det neurotiske menneske der fantaserer om et ætsende ansigt. Min hud i ansigtet prikker stadig og mine øjne klør. Jeg er mest af alt nok bare træt. Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at mit ansigt snart falder af.

Mit liv har været mere roligt efter den katastrofale date med Australieren og Tinder-sletningen. Det har overrasket mig, hvor lidt jeg har følt. Det er en tomhed der opstår, men den er heldigvis ikke lammende. Den er der bare. Jeg været meget inde i mit hoved i stedet for, meget alene. Det har været roligt. Min krop er afslappet, også selvom angsten banker på med sagte bump i skallen på mig.

Der er kun sket gode ting i den forløbne uge. Gode ting koster penge, og jeg føler mig fattig og uansvarlig, mens pointene samler sig på den sociale konto. Weekenden tilbragte jeg med mine skraldede tegneserier: prøvede at sælge dem til folk, der lignede at de ville kunne lide dem, men salget var håbløst, og jeg følte mig også lidt håbløs til slut. Endte med at bytte cigaretter for en dygtig tegners zines, og det var måske den største succes. Tobak som en mere betydningsfuld valuta end mine kreative evner. Wow, du er nået langt hva. Jeg giver dem gratis ud til slut. Selv det er svært.

Man går og tror man er speciel. At ens kreative evner er unikke, at ens krøllede hjerne har potentiale, og at man bidrager med originale følelser til en umættet undergrund. Men jeg var ikke noget særligt i undergrunden. Den skal lige sluges. Jeg mister lidt lysten til at forsætte.

I kælderen på danseklubben er jeg også usynlig. Som om, at når man sletter Tinder, sletter man også sin tilstedeværelse i natten. Det er dog også sjældent, at folk dette sted tropper op i kondisko og striktrøje. De fleste smukke kvinder nede i dansedybet lignede foundation-kloner af Noora iført blondekjoler og høje sko. Men man kan altså ikke danse til Sean da Paul i høje sko. Så jeg vinder. Også selvom ingen ser mig. For jeg danser i fire timer, selvom min krop skriger på søvn. Jeg ædru, men min krop er på stoffer; stoffer jeg ikke har taget, men euforiserende energier fra skønne venner og usolgte tegneserier. De ser mig, og jeg er så lykkelig, lige dér.

torsdag den 20. oktober 2016

jeg har slettet tinder i dag.
jeg er lettet.
nogenlunde....


tirsdag den 18. oktober 2016

søvnløs og pissedramatisk

Jeg kunne ikke sove i nat.
Jeg blev ved med at drømme, at han skrev og undskyldte. Lad vær' med at tjekke din telefon, siger jeg til mig selv i min døs, det er bare en drøm, selvfølgelig har han ikke skrevet.

Klokken halv seks i morges slettede jeg ham som ven på Facebook.
Sådan noget har jeg ikke gjort i fem år. Det føles så pisse dramatisk. Men man sletter folk, når man ikke har lyst til at snakke med dem mere. Det er egentlig meget simpelt.

I min søvnløshed huskede jeg endnu flere ting end jeg havde bemærket i nuet. Hvor fucking sindssygt nederen han var; alle de spørgsmål han kunne have stillet mig i forhold til de ting jeg fortalte om, alle de samtaler vi kunne have haft, hans opførsel, den fysiske afstand, hans kløen i øjnene, snakken om sygdom, skønt jeg ikke kunne se sygdommen på ham, han konstante refereren til film og serier jeg ikke havde set.

Erik fra Krøniken var der også. "He is handsome, huh?" sagde han. "Yeah, in a way yes.." svarede jeg (jamen eriiik...). "Go get him then".
Boom, friendzoned. (eriiiiiiik)

Konklusionen i min søvnløshed var: Jeg er mere værd. (thank god..) Så selvfølgelig skal han slettes fra mit liv. Ingen skal få mig til at føle mig så lidt værd igen. Hold kæft en nar, altså. Men der er noget smukt ved at kunne se sit eget værd. Jeg ville bare ønske, at andre også så det.

Jeg sidder og ryster lidt på arbejdet. Søvnmanglen dirrer under min hud. Jeg har lyst til at kaste op. Jeg føler mig som et meget intenst menneske for tiden. Jeg skal ud på kanten hele tiden. Det er hårdt og pissedramatisk. Jeg er så drænet i dag. Jeg tror ikke, at min krop kan holde til flere dramatiske livsbegivenheder lige i den kommende tid.

bu fucking hu

"Don't you want to kiss me tonight?" spurgte jeg ham i afskedskrydset efter historiens værste cykeltur. Jeg havde cyklet ti meter foran ham det meste af vejen. Mine ben sagde, at de bare ville hjem. Hurtigt. Han cyklede slingrende med sin mobiltelefon i hånden.

"Not particularly," sagde han. "I am a bit sick and.." Jeg drejede grådkvalt rundt på cyklen og sagde med den mest minimale stemme "ok, good night". Han nåede kun lige at sige: "But thank you for a great night".

FUCK YOU.
På mit yndlingssted af alle steder, stedet hvor jeg altid har drømt om at slæbe en romantisk interesse (ja, det er sådan vi formulerer det nu i disse flydende parforholdstider) med, sidder han med sin jakke på indenfor. Han er stadig uendelig smuk, denne Australier, med den store næse, de markante kindben, de fyldige læber. Jeg læner mig mod ham i stearinlysets skær, mens musikken synger "Somewhere beyond the sea, somewhere waiting for me..." og jeg kvæler rødvinen og smøgerne selvstændigt.

Han er syg, buhu, han fryser ad helveds til, buhu, han elsker Scweppes fucking lemon, men vil ikke indtage for meget sukker, FUCKING BUHU, og han gaber, klør sig i øjnene, og guderne skal vide, vi kun har været der i knap halvanden time.

Jeg sletter ham på facebook i morgen.
W VENTER PÅ INGEN, kan du huske det.

Jeg husker mine egne bare bryster i det kønsløse kollegieværelse for tre uger siden, jeg husker fugten mellem mine ben, hans suk og min hånd omkring hans penis. Jeg husker, at han stoppede det her.

Så jeg græder lidt på vej hjem, men FUCK DET. Det fortjener han slet ikke. Det hele er et følelsesvirvar, og den ene kuffert i min bagage efter den anden kaster sig ind over alle følelsesmæssige situationer og gør mit liv så tungt, så tungt. Og ved du hvad, jeg GIDER DET IKKE. Så nu er der grædt lidt for mig. Og for ham. Og så slutter det her. Godt så. FLOT.

søndag den 16. oktober 2016

dødelig

Der ligger en hjort tre meter væk fra stien. Dens ben er drejet i unaturlige retninger, og dens store øjne glor tomt ud over marken. Dens krop er udhulet; et stort, tomt, rødt hul. Min far og jeg står lamslåede ved siden af hinanden. Den var der ikke i går. Der er ikke ulve i Nordsjælland, så hvem dræber så voldsomt en hjort? Jeg kan ikke slå tanken ud af hovedet. Jeg begynder at fantasere om varulve, vampyrer, overjordiske monstre der i ly af nattens mørke flænser dyr og andre levende væsner i det mennesketomme sommerhusområde. Jeg tænker på den demente kvinde i nabohuset uden tænder.

Mit temperament er, hvad kan man sige... farverigt for tiden. Torsdag aften eksploderede jeg, da en veninde rykkede en aftale en til en time senere, - hvilket normalt er helt fair! Men jeg kunne ikke holde det ud, åbenbart. Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at hakke løs på det uskyldige hokkaido-græskar, kartoflerne, gulerødderne, hakkede dem i småstykker, mens jeg hylede og skreg. Jeg kastede med katten, råbte af den, bundede to øl, kæderøg desperat i vindueskarmen. Det er normalt sjældent, at jeg oplever mit temperament være så eksplosivt, men her i post-breakup perioden er det sket op til flere gange.

Dagen efter, iført alt alt for meget overtøj, kattepis i mine sko, rasede jeg igennem Nordvest og Søborg, gik så hurtigt, at jeg måske til sidst ville lette, og jeg skreg (inde i) og hysterisk hulkede lige i to minutter. Helt svedig bliver jeg samlet op af min far et stykke ude i Gladsaxe. Jeg slukker for temperamentet. Leger overskudsagtig datter der vil styre musikken i bilen, turbosnakke og primært eksplodere i glæde, hold kæft vi skal ha' det hyggeligt. 

De andre er glade for, at jeg kan sidde i bilen uden at græde. De giver mig lov til at høre musik. De er måske også bange for eksplosionerne. Så giv hende dog lov for en gangs skyld. Hun er så medgørlig lige nu.

Sommerhuset drukner i blæst, fløderetter, rødvin og drømmerig søvn. Når vi går ture smadrer jeg skoven med en stor gren og sparker arrigt til nedfaldne æbler. Min familie griner. De er glade for at jeg har lyst til al denne bevægelse. Jeg kan se, at min far fantaserer om, at jeg en dag snart begynder at dyrke motion igen, så han ikke skal have denne kvalme ved at kigge på mig og min søsters slaskede kroppe.

Min mor spørger, om jeg stadig går til psykolog. Det spørger hun om en gang i kvartalet. Ja, siger jeg. Nå, siger hun. Hun fortæller om hvilken kaffe hun tilbyder kunderne nede i banken. Jeg kigger intenst på hende, og bliver overvældet af frygt, for hun ser pludselig ældre ud end jeg huskede hende. Hendes hals er enormt rynket, huden falder sammen som tyndt papir, og øjnene er matte, nærmest indsunkne. Det går op for mig, at de er dødelige, og døende, ligesom skoven, ligesom mig, ligesom den udhulede hjort på marken.

Vi møder skægmonstrets forældre i Nykøbing, lige det sted på gaden hvor det blæser allermest. Det føles som om, at vi alle er ved at græde. Det bliver en kort samtale. Jeg græder inde i Chimpansen, mens min søster kigger på farvede bloklys.

Søndag er med et enormt tryk for brystet. Jeg forsøger at lave solhilsen på den regnvåde træterrasse uden de andre ser det. Når jeg er på toilettet, bliver jeg nødt til at holde fast i vasken, fordi jeg føler jorden drejer for hurtigt rundt. Min hjerne kører på højtryk, tænk tænk tænk, hvorfor er du så angst lige pludselig. Bilturen hjem er et mareridt. Jeg spænder i mine kæber. Men jeg vil ikke sige det til dem. For nu var jeg lige så god til at køre i bil, det blev vi jo enige om.

I morgen skal jeg se Australieren. Jeg har ikke rigtig lyst. Hvorfor se en person, som ikke tillader mig at elske? Jeg vil være så smuk når vi ses. Så smuk så smuk så smuk. Så smuk, at jeg glemmer Skægmonstret, hans forældre, mine forældre, de døde dyr, de døde træer, de døde gader, mine døde tårer og ikke mindst mine alt for levende følelser.

torsdag den 13. oktober 2016

herlev

Jeg vågnede op med en klump i maven i går, og jeg tænkte: I dag går jeg til Herlev. Det er dét jeg skal. Så det gjorde jeg, gik til Herlev.

Herlev er en socialrealistisk cementjungle skabt af tunge betonbygninger, brede motorveje og mennesker i ergonomiske sko. Jeg holder af stedet, jeg dømmer det ikke.

Da jeg boede på Amager gik jeg også lange ture. Mine fødders benzin var frustration og angst. Jeg prøver stadig at gå følelser væk, selvom angsten er væsentligt formindsket. Fire timer tog det i går. Gennem Brønshøj, gennem Husum, det begynder at regne. Jeg tænker, om der er andre, der også gør dette. Klumpen (Skægmonstret) i maven smeltede nogenlunde væk.

Jeg føler mig tom inden i efter en uge med desperate ELSK MIG-handlinger. Selv Australieren orker jeg ikke. Jeg har mest lyst til bare at være alene. Jeg tager endda mig selv i at drømme om at rejse alene.

Måske er det her du skal bruge dit orlov på, sagde min psykolog, finde dig selv? Finde mig selv i Herlev? Måske ikke.

Jeg prøvede igen i dag at have denne fredfyldte alenetid. Efter en tidlig morgenvagt satte jeg mig en fancy café for at spise morgenmad for mig selv. Men jeg kunne ikke slappe af. Ikke på samme måde som i Herlev. Der var larm, folk i par. Jeg bestilte alt for meget mad. Det stressede mig, at jeg først skulle betale, når jeg gik. Min urtetes varmhed var kvælende; det tager for lang tid at køle ned, for lang tid til at jeg kan gå. Brødet vokser i min mund og maven slår kolbøtter.

Små slag, små slag.

Jeg har hørt fransk musik hele dagen. Det kaster mig lidt ud af virkeligheden og igen ind i en filmisk virkelighed, hvor jeg er hovedrollen (off c). Jeg svæver måske lidt ude for mig selv disse dage. Når man ser sig selv gennem en kameralinse, i denne polerede indiefilm hvor hovedpersonen kører på arbejde kl 7 om morgenen med fransk musik spillende, så kan man sgu ikke rigtig forholde sig til noget som helst.

onsdag den 12. oktober 2016

fisk mig op

Nogle gange skriver jeg, at mit liv er noget rod, og at jeg er et rod. Men det er faktisk en løgn. Jeg er pinlig bevidst om alle mine handlinger. Min psykolog kalder det for en mareridtstilstand.

Så det følgende udspiller sig heller ikke som noget rod. For jeg ved godt, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det gør det dog ikke mindre pinefuldt. Tværtimod gør det det tusinde gange værre.

I eftermiddags (jaja, det har du læst om) så jeg sæsonafslutningen på anden sæson af Girls. Hannahs OCD er vendt tilbage; hun er ved at falde fra hinanden, hendes hår sider i vanvittige totter omkring hendes flakkende øjne. Hun ringer til Adam, som løber gennem byen og fisker hende op fra hendes skjul. Jeg hulkede jammerligt, da jeg så det (ligesom første gang jeg så det).

Jeg aftaler med Skægmonstret, at jeg tager hjem til ham efter arbejde (sent) og henter den bog, som lorteforlaget har sendt til min gamle adresse (altså, hos ham). I min hjerne, i mit store fiktive plotforløb, skal aftenen forløbe således:

Han fisker mig op fra mit skjul. Og vi har sex igen. Og jeg sover der. Og det er dumt, men det er fantastisk.

Men.
Virkeligheden forløber således:

Min tømmermændsbefængte, lettere ildelugtende krop, mit makeup-frie ansigt og det fedtede hår tager derhen. Mit hjerte har dunket i halsen på mig hele vejen. Der er noget bizart ved at køre "hjem" igen (det er ikke dit hjem...) og ringe på døren (dit navn står der ikke længere), gå op af trappen, opgangen, op til fjerde sal, op, op, når man kender det hele, når det hele dufter, som det gjorde for 3 måneder siden, som om jeg stadig bor her, hvor bor jeg nu?

Vi snakker sammen i en time. Drikker te. Stearinlys og en enkelt cigaret ud af vinduet. Lejligheden er pinligt ren. Alting fremstår lækkert designagtigt og af hvidslebet træ (hvornår blev han et ordensmenneske). Vi griner, ha ha ha, og vi snakker, det er flydende, det er godt. Jeg har for en gangs skyld ikke lyst til at græde. Han viser mig billeder på hans telefon fra hans weekendtur til Paris. En pige skriver til ham på messenger; "where are you now?", han vifter hurtig beskeden ud af skærmen, vi snakker ikke om det. Mit hjerte synker ned i maven (han kommer ikke til at fiske mig op).

Vi krammer farvel. Jeg har op til dette testet hans nye seng  (hopper i den liggende), prøvet hans hovedpude, mens han bliver siddende på stolen ovre i hjørnet. Jeg er nølende i mine bevægelser. Binder langsomt sko. Venter på opfiskningen. Fisk mig op. Red mig nu. Men vi krammer bare. Selvom jeg forsøger at gøre det langsomt, så sker det ikke.

Jeg presser citronen yderligere. Skriver til ham efterfølgende, at jeg nogle gange har svært ved at forstå, at vi har slået op, og at jeg bare havde lyst til at blive og sove "..selvom det er lidt fjollet jo, hehe" (jesus christ). Og det er jo ikke engang helt fordi jeg har lyst til at blive at sove. Jeg tester ham. Jeg er overlagt i mine bevægelser, i mine ord.. Jeg søger desperat efter bekræftelse. Hele fucking tiden. Og jeg er så pinligt bevidst om det, at kunne brække mig (han gør det klart, at han ikke har lyst til at jeg skal sove der).

Der kommer ikke nogen og fisker mig op.
Fuck.

tirsdag den 11. oktober 2016

faste

Det har været en stille eftermiddag. Ligesom de andre dage. Orlov giver mig tiltrængt stilhed, og jeg ligger foran radiatoren og trækker vejret helt ned i maven. Mine kinder er opkogte og min mave rumler foruroligende. Jeg skulle have været på impulsiv tinderdate for en time siden, men jeg skabte radiostilhed for at få mere stilhed. Jeg skal være på arbejde om to timer. Jeg forsøger, at tage mig sammen til at lave mad. Men jeg er på ingen måde sulten. Vil gerne kaste op, men jeg er ikke kvalm nok.

Tirsdagene er de mærkeligste af dagene. Jeg går ind til byen om formiddagen, møder min psykolog og græder forsat derinde, i dag brugte jeg 4 kleenex. Det er meget. Vi snakkede om fremtiden, om at elske, om at ønske at blive elsket. Jeg forklarede hende, at jeg føler min liv er et fiktivt univers disse dage, en poleret men alligevel raunchy indiefilm, med fragtmenterede karakterer, der svæver ind og ud af plotlinen.

Tirsdagene gør mig ør og tung i kroppen. Jeg har ikke lyst til at bevæge mig. Jeg underkender samtidig ikke de fem fadøl fra i går. De gør også noget. Jeg drømmer om mere stilhed. Jeg drømmer om at være helt, helt alene, selvom det i virkeligheden ikke er det, jeg mest har lyst til.

Australieren tilbød mig et emotionally unavailable forhold. Jeg sagde "ja tak" (tak fem fadøl). I dag er jeg ikke så sikker. Jeg har gjort det før. Haft disse uforpligtende forhold med halve mænd. Jeg kommer altid til at længes efter, at de virkelig elsker mig. Men halve mænd elsker ikke. Jeg er samtidig ikke interesseret i et nyt forhold, så rent rationelt virker det som en optimal situation. Men jeg ved ikke hvem han er længere, han er en fiktiv karakter i mit personlige Girls-afsnit. Drømmen om en smuk, klog og kreativ australsk jøde, der faster til yom kippur i dag, og jeg faster vel også nu, men ikke på grund af historien og traditionen, men fordi en del af mig i bølger stopper med at eksistere.

Jeg ville ønske, at jeg også havde en kultur.

fredag den 7. oktober 2016

fransk

20 minutter må være historiens korteste tinder-date.

Min ven var sandsigeren denne aften, og jeg fik en klump i maven. Han fortæller mig den sandhed om Australieren, som jeg inderst inde vedkender. Jeg får impuls til at græde, men gør det ikke, for hvem fanden sidder på en fancy vinbar og græder?

Det kommer aldrig til at ske, fat det (Australieren, ikke gråden).

Så jeg går på Tinder efter min ven er smuttet hjem til hans idylliske parforhold, går bogstaveligt hjem på Tinder. Aftaler med en fransk fyr at mødes ved kirken. Hans ven, Clemént, er charmerende og snakker flydende engelsk.

Clemént tager af sted, og efterlader mig alene med denne mærkelige franskmand med sixpence og et besynderligt skæg (som ikke er på billederne). Han kan ikke ét ord engelsk.

Jeg forsøger mig pædagogisk. Lader ham fumle rundt på hans telefon på google translate. Vi ryger en cigaret i tavshed. Jeg siger til ham, at han er svær at kommunikere med. Han forstår det ikke. Ironien er tyk. Jeg vil bare hjem.

På vej op af trapperne skriver jeg til flammen fra sidste weekend. Jeg er desperat nu, kan du se det? En dominoeffekt. Australieren vil ikke ha' dig, du skal finde en ny at forelske dig i, jeg famler febrilsk.

Drømmer om kåde snav i dørkammen.

Flammen skriver ikke tilbage. Jeg sidder med hue på indenfor. Klar til at smutte videre. Smutte hvorhen? Hvad fanden er det jeg laver?

I den ideelle verden var jeg ikke så fikseret på dating og kærlighed. Men jeg er et rod. Og nu vil jeg gå ind på værelset (når rødvinen er tom) og prøve at sove, alene igen.

Fuck det, du får lige den her sang med på vejen.

onsdag den 5. oktober 2016

bombe

Det her er mig.

Det her er mig i fredags. Mig i fredags der er rasende.

Australieren ville ikke mødes før hans "eks"kæreste havde været på besøg. Endnu en uge at vente. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: W VENTER PÅ INGEN! NO ONE.

Min psykolog cementerede det i går: Har du overvejet at han behandler dig dårligt? Tænk, det var ikke engang faldet mig ind. Men det falder hurtigt ind, når man først bliver opmærksom. Så jeg stopper samtalerne. Det føltes i forvejen som om, at han blot var høflig. Jeg bliver så træt.

Hun er her nu. Kæresten.

Så jeg er Robyn. Og Pussycat Dolls. Og Anastacia. Jeg er et rod. Jeg er vrede. Jeg danser noget af raseriet ud et sted i Nordvest. Jeg sveder i min rullekrave. Matématé og vodka i mit blod. Jeg bokser efter usynlige mænd på gulvet, sparker ud forvrængede hiphopmoves. 3 timers tour de force uden pause. Jeg bølger.

Midnight snack. Jeg er sulten. Et andet sted gemmer en gammel flamme sig (fra over fire år tilbage). Vi snakker tæt i larmen, kaster astralståler mellem vores underliv. Jeg er der i max tyve minutter, jeg shopper ham fra køledisken. Med hjem, tak.

Hans penis er for stor til kondomet, vi roder rundt. Han ser slidt ud, mørke rande under øjnene. Jeg har efterfølgende forsøgt at huske, om jeg kiggede ham i øjnene? Hvordan var hans øjne? Jeg druknede denne aften, blind af raseri; ustyrlig i min magtliderlighed.

Det giver heldigvis styrke. At shoppe kød, at returnere følelser i biksen.

Og så har jeg endelig haft fri i dag, ægte fri, og jeg vader rundt på Nørrebro i mit stiveste puds, min ryg er rank, jeg lægger penge i tøjbutikker, jeg græder af lykke på Den Røde Plads i solen. Jeg er en sexbombe, en tikkende bombe, en grædebombe.

Skægmonstret har modtaget endnu en bog til mig fra lortebogklubben; bogklubben der insisterer på, at jeg skal blive ved med mødes med ham regelmæssigt (fuck dig bogklub). Samtalen om bogen går dårlig. Han logger af Facebook. Han logger aldrig af Facebook. Han er sikkert på date. Jeg bliver helt dårlig. Selvfølgelig dater han. Selvfølgelig boller han nogen. Selvfølgelig forelsker han sig.

Jeg bliver rasende igen. Får lyst til at opsøge ham og overbevise ham, om at han skal længes efter mig. Jeg ser på mig selv i spejlet, hold kæft jeg er lækker, tænkte hun for sig selv, tænker jeg, og hvad bilder han sig ind, at logge af Facebook, nu hvor han får chancen for at snakke med MIG?

W VENTER PÅ INGEN! Det bør du vide nu.

Det hjælper ikke på det, at jeg gennemtrevlede gamle dagbøger forleden, og læste om forelskelsen mellem os, den fra ham til mig. Om hans kærlighedserklæringer. Og jeg begyndte at græde midt på arbejdet, fordi jeg pludselig fik lyst til at holde hans kæmpestore hoved mellem mine hænder igen og mose mit ansigt ind i hans.

Min psykolog igen: Men har du overvejet, at han behandlede dig dårligt?

Hun er skarp.

Så jeg er Anastacia, for jeg outta love, jeg er Robyn der danser for mig selv, jeg er fucking lorte Pussycat Dolls for ville du ikke bare ønske, at din australske kæreste var så lækker som mig?