onsdag den 30. november 2016

i mørket

Af en eller anden årsag ender jegtil frokost alene ved et bord. Dem jeg havde fulgtes med havde nok ikke kunne se, at jeg havde sat mig der. De sidder ovre i det andet hjørne. Jeg går op og henter mad tre gange. Jeg stirrer tomt ud i luften, mens folk langsomt siver ud af frokoststuen. Jeg går op på min plads igen, og sætter musik i ørene.

Til min kollegas afskedsreception om eftermiddagen er hele virksomheden samlet i det store fællesrum. Jeg hælder et halvt glas rødvin op til mig selv. Jeg stiller mig akavet ved siden af praktikanten. Omme bag ved sidder Tegneren (en mislykket Tinderdate for snart 3 måneder siden). Han er helt krøllet sammen, og om muligt, endnu mere passiv end jeg.

Mine vinterstøvler har lidt hæl, og de gør mig svimmel, som jeg står der og forsøger at deltage i snakkecirklen. Praktikanten spørger, hvorfor jeg ikke var til julefesten. Jeg var småsyg, jeg var træt, jeg havde ikke lyst, siger jeg. Han kigger på mig med store øjne.

Pludselig skal der holdes taler. Jeg er iført verdens største og tykke striktrøje. Varmen er enorm. Jeg står alt for tæt på talerne. Det går dårligt med følelsen af balance i benene, mine fødder værker  helt urimeligt ud af det blå. Jeg spejder ovre mine skuldre. Det er som om, at rummet er fyldt med tusindevis af mennesker. Der er ingen stole. Talen bliver ved. Striktrøjen varmer uendeligt meget. Hvis bare jeg kunne stå op af et bord. Jeg finder et bord, men spænder i hele min krop, fordi jeg er bange for at bordet vil falde sammen under min vægt.

Alle talerne er rørstrømske og smukke. Den afgående kollega har virkelig gjort en forskel og sat sit aftryk. Jeg bliver også helt rørt, og skal styre mig selv for ikke at begynde at græde. Jeg har aldrig snakket med kvinden. Jeg bliver overvældet af, at man kan være så vigtigt og fantastisk et menneske. Jeg drømmer om en dag selv at blive sådan en.

Efter halvanden time går jeg ud og ryger en cigaret i en ny snakkecirkel. Jeg siger ingenting. Jeg er den eneste der har taget min øl med ud. Jeg føler mig slummet. Tilbage til receptionen igen. Jeg står lidt og drikker af øllen ovre i hjørnet, og går så op på min plads igen. Sidder og scroller lidt op og ned på computeren. Jeg tager hjem uden at sige farvel til nogen.

Jeg går hele vejen hjem i det langsommeste tempo verden nogensinde har set. Mine fødder har det sløjt i skoene. Jeg kvaser dem for hvert et skridt. Jeg kommer hjem til en forladt lejlighed. I lang tid ligger jeg bare og stirrer ind i væggen. Der foregår ingenting i mit hoved. Det går op for mig, at jeg ikke rigtig har snakket med nogen i dag, udover praktikanten og katten. Katten siger ikke så meget.

Jeg tænker tilbage på i går; på det andet job, hvor jeg var tvangsindlagt til en eksperimentel koncert. Man fik at vide, at på et tidspunkt ville lyset blive slukket. Jeg var nervøs for denne situation. Mørke kan være rigtig klaustrofobisk. Men da det endelig skete, fandt jeg ud af, at det var her i mørket, i salen med de fremmede mennesker, den mystiske, knasende musik, at jeg var allerlykkeligst.

Jeg håber, at jeg kan snakke med nogle flere mennesker i morgen.

lørdag den 26. november 2016

brænder

Jeg tog ikke med til julefrokosten på det nye arbejde. Jeg ville ønske, at jeg var sådan et menneske, der bare kunne sådan noget. I stedet for har jeg ligget på stuegulvet en god portion af eftermiddagen som en søstjerne, mens min roomie har spillet høj, smertelindrende musik for mig. Det opløser klumpen i maven at gøre sådan noget. Jeg har ingen snert at FOMO. Jeg er bare lykkelig for, at være blevet hjemme.

Ugen har været spækket med sociale aftaler i forsøget på at undgå at være hjemme i lejligheden med de fremmede nordmænd. Men jeg kan ikke holde til sådan noget, hvilket resulterede i at jeg fredag var ét stort rod på arbejdet med katastrofetanker og gråd lige bag øjenlågene. Alt skreg i mig: Tag hjem, løb væk, du kan jo ikke det her, hvad bilder du dig ind at tro, at du kan det her, alle kan jo se, at du ikke kan. Men jeg bliver jo. Jeg er så god til at undertrykke det, og der er sikkert ikke nogen der har kunne se det på mig.

Op af trapperne tænkte jeg kun: Du er ved at brænde sammen, du er ved at brænde sammen, du er ved at brænde sammen. Man kan jo ikke få noget fornuftigt ud af sit liv, hvis det er sådan man tænker. Jeez.

Alligevel formåede jeg at vælte hen på det andet arbejde til den store årlige gallafest. Og her er der ingen angst, her er jeg Super-W med skarpe bemærkninger, rank ryg og svedige dansetrin. En ældre mandlig kollega som jeg er tæt med, siger sidst på aftenen til mig: Pas nu på dig selv, ikke? Og det mindede mig om ham skuespilleren på praktikstedet for to år siden, som kiggede mig i øjnene, tog mig i hånden og sagde: Jeg ønsker dig alt det bedste fremover... At blive set... wow.

Så jeg ligger og græder i krampetræk, sporadisk, i min seng, indtil jeg havner i musikterapien på stuegulvet. At passe på sig selv. Kan man det? ved man overhovedet hvad det betyder? Jeg er så frygtelig bange for, at det hele pludselig skal ramle.

I onsdags var jeg på date med en ret fantastisk gut, som efter fem timer endte med at kysse mig forsigtigt foran min lejlighed. Jeg siger, at jeg gerne vil have det skal gå langsomt, men lige nu har jeg bare lyst til at være tæt på ham, så tæt, så tæt. Måske er det på grund af julens snarlige kommen, eller på grund af det romantiske SKAM-klip fra tidligere i dag, men jeg vil være forelsket, og jeg vil prøve at være det i ham, for måske det her er stort? Måske slet ikke.

Der er mest musik i mit hoved lige nu; jeg er inde i mig selv igen. Og på mandag starter det bare forfra. Og på fredag brænder jeg sammen igen. Men i morgen skal jeg nok ses med onsdagsdaten (jeg skal nok finde på et blogkaldenavn til ham), og jeg vil bare gerne kysse og have sommerfugle i maven, og hvis jeg er heldig,  er der slet ikke noget der brænder sammen.

mandag den 21. november 2016

fanget i kattebakken

Min roommate er taget væk for en uges isoleret specialeskrivning, og i stedet er der flyttet en norsk pige ind på hans værelse.

I dag er den store dag. Hun skulle møde sin 40-årige (kommende) elsker for første gang efter to uger med uendelige telefonsamtaler og tusindvis af beskeder udvekslet over kattegat. Han er kommet for at besøge hende nu. Hvilket bedre sted at lade romantikken udspille sig end her i mit fantastiske hjem...!? Så nu sidder de i stuen, knapper øl op, snakker højt norsk og hører noget ambient elektronisk musik.

Jeg er lige ved at kaste op.

Jeg kan ikke mere af det her lort. Jeg tænker på alle lejligheder, som jeg boet i, som har været disse uforudsigelige, befolkede helvedshuller. Udsvævende, snavsede roomies med varierende sovende gæster, denne upræcise larm mellem væggene, beskidte køkkenborde og gulplettede toiletter.

Engang havde jeg en forhåbning om, at jeg var et super åbent og rummeligt menneske. Jeg har efter 8 år som udeboende (og efter 8 forskellige snavsede lejligheder) fundet ud af, at det er jeg ikke. Alt i mig længes efter at bo alene, for lige nu kan jeg slet ikke trække vejret nogen steder. På arbejdet kører alt rundt i mig, koldsved, rystehænder, præstationsangsten; og herhjemme, måske fra start af, nu hvor jeg tænker ordentligt tilbage og ikke lukker øjnene for advarselslamperne, skal jeg være åben og rummelig og igen præstere midt i denne sundhedsskadelige mørke hule. Min trivsel er på et minimum.

Jeg har lyst til at tage en stor hammer og ødelægge det hele.

Jeg kan lugte kattebakkens uendelige lort lige ved siden af mit værelse. Jeg tror efterhånden, at det er mig der er en uendelig kattelort. Lavet af ubehagelige lugte og bakteriefægt i min essens.

Så gå dog ud og sig, at de skal være stille, tænker du nok bag skærmen. Men det er ikke fysisk muligt for mig. Mine organer har rullet sig sammen til en lille klump af betændelse og afmagt og klaustrofobi. Det er ikke engang fordi de larmer særlig meget. Det gamle gulv knirker. Manden ryster nøglebundtet til katten, jeg forstår ikke engang norsk.

Hvad gør jeg? og lige om lidt skal de sikkert have højlydt sex bag den papirstynde væg, jeg kan ikke ha' det... Drittsekker!

søndag den 20. november 2016

liste-fist

Jeg tror næsten, at han moste hele sin knytnæve op i mig. Jeg havde ikke opdaget det, før han spurgte, om jeg tilfældigvis havde noget glidecreme, for "den er der næsten". Holy crap. Det er vel den omvendte føde-følelse - at få most noget tilsvarende et lille babyhoved op i sig... (Det lykkedes ikke...)

Amagerdrengens (er det et dårligt kaldenavn?) tøj havde igen den samme sødlige duft af cigaretrøg og mandeparfume. Han ville ikke knalde mig, men derimod skulle jeg blive ved med at sutte hans pik. Han vil vide om jeg har haft analsex, om hvilken porno jeg godt kan lide, hvordan en orgasme føles for en kvinde, hvordan jeg allerhelst vil knaldes, og hvad jeg synes om hans pik (snak frækt til mig om min pik). 

Mens jeg lå med hans pik i munden fandt han på computeren en pornoside, og ville have, at jeg skulle finde en film vi kunne se. "Jeg kan altså ikke multitaske," sagde jeg med pikken gnidende mod fortænderne. Det var stressende. Så mange ting at tage stilling til, så mange svar jeg ikke har.

Han får mig til at føle mig forlegen og samtidig elitær. Mansplainer mig verdenssituationen (til trods for mit daglige virke i nyhedsbranchen), håner uddannelse og akademikere, ja selv gymnasiet får en tur. Jeg er tavs for det meste. Jeg lader ham snakke, håne og mansplaine. Jeg orker ikke at slå hjernen til, for jeg er ikke sikker på, at der er nogen hjerne. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg vil knaldes. Han tager også kvælertag, men jeg er ikke bange for at dø.

Men han er sært tiltrækkende. Jeg er draget mod hans forskellighed fra mig; jeg elsker, at vi intet har til fælles, jeg elsker at han liste-fister mig uden jeg bemærker det, jeg elsker at han sover i skiundertøj rullet ind i mit uldtæppe, jeg elsker at han ikke vil kysse mig om morgenen fordi jeg har dårlig ånde, jeg elsker at han slår mig hårdt i numsen ude i køkkenet mens han råber af katten, jeg elsker at han godt kan lide Trump, jeg elsker at jeg ikke siger noget, jeg elsker, at jeg bare er en krop, jeg elsker, at han er ingenting, og at jeg er ingenting.

I morgen starter arbejde igen. Mit underliv er ømt (mit hoved kan ikke slippe tanken om hans knytnæve oppe i mig, så brutalt), mit sind er træt men vågent, jeg har stadig trykken for brystet (hvornår mon det går væk). I morgen er jeg ikke ingenting igen, men derimod alt jeg ikke ved hvad er endnu.

lørdag den 19. november 2016

hulen

Det trykker for mit bryst i dag. Jeg gemmer mig i hulen med dæmpet belysning. Forsøger at sove når min høje puls tillader det. Det er en blanding af tømmermænd og overstimulering. Sagte musik lyder inde fra stuen. Jeg ved, jeg burde gå derud. Konfrontere det uoverskuelige, de fremmede mennesker i lejligheden. Men jeg har mest lyst til at lukke øjnene og lade dagen forsvinde helt.

søndag den 13. november 2016

working girl

Det var først i fredags på vej hjem fra arbejde, gennem Kongens Have, at jeg kunne presse mig selv til at græde lidt. Mens et lykkeligt par med barnevogn tilbød nogle turister at tage deres billede, kom endelig de blodsprængte øjne og mit ansigt forvrængedes. Nu skulle det være, gråden. Nu skulle den endelig komme.

Der går ikke lang tid, før en råber mit navn. Pis. Det er selvfølgelig Skægmonstret af alle mennesker. Midt i myldretiden på fortovet har han spottet min genkendelige fat ass på lang afstand. Jeg vil ikke græde foran ham, så jeg pakker det hele væk igen. Han skal helst ikke blive for meget mindet om, hvorfor vi ikke er kærester længere.

Min impuls er stadigvæk at kysse ham. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg gerne vil have hans frostvåde overskæg ind i min mund. Hans store skæggede ansigt smiler kærligt til mig. Av. Så ingen angst på det nye job, spørger han. Nej nej, slet ikke, svarer jeg. Det kører bare. 

Løgn.

Det kører ikke. Jeg ved det bare ikke. For jeg føler ikke noget. Det sidder derimod i maven, det sidder i mine lunger, min ryg værker. Jeg vågner af mig selv tidligt om morgen, søvnløs, men frisk. Lidt for frisk. Jeg er ikke bange. Jeg er faktisk ikke angst. Jeg er det mest skræmmende, jeg kan forestille mig - ikke til stede. Fuck.

Så når man er følelseskold går man sgu heller ikke op i særlig meget. Så man tager på en date med en fyr, der bestemt ikke ligner sine sms'er; ignorerer kroppens og sindets trang til at få hvile. Nej, mere adrenalin, mere rod, mere ud på kanten. Hans tænder er kastet ind i munden, håret er tørt på en fedtet måde; det stritter ud i store mærkelige totter, hans ansigt er dødt, lige så dødt som mit. Jeg er forsat ikke til stede, så vi er nok lige kedelige. Samtalen varer i tre timer med en flaske rødvin og en pose chips på hans ultrarodede værelse. Jeg fabler om lort. Jeg er væk.

Til sidst tager jeg min slidte cardigan af, mens han er på badeværelset. Når han kommer tilbage skal vi have sex, beslutter jeg mig for. Så jeg tager hans hoved i mine hænder, snaver ham i gulvet, sætter mig ovenpå hans lille krop; føler mig som the Attack of the 50 Feet Woman, han klemmer hårdt på mine bryster og er over mig som et dyr. Jeg husker at stønne på de rigtige tidspunkter. 10 minutter efter er det ovre. Jeg bløder lidt. Hans dyner er tunge, rødvinen i blodet er tung, bassen fra etagen over er tung, og jeg falder tungt i søvn mens vi holder om hinanden. Ømt. Jeg vågner hurtigt igen og tager hjem, med undskyldningen om at jeg har morgenvagt, hvilket også er sandt.

Jeg er bange for at tage på arbejde i morgen, fordi jeg føler, at jeg har glemt hvordan man trækker vejret rigtigt. Så kan man ikke sidde dér til redaktionsmøder og være til stede. Kan man overhovedet være nogen steder?
Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg gør det her mod mig selv.

mandag den 7. november 2016

jobstart

Jeg hader jobstartsdagene.

Jeg ville ønske, man bare kunne springe dem over, rejse to uger frem i tiden, så man ikke skulle sidde dér i kantinen og skylle to stykker rugbrød ned med et glas vand, fordi de vokser i munden som store svampe, så ens hjerte ikke skal banke så voldsomt hele tiden, og så det konstante tryk for brystet kunne lette.

Så man ikke tror, at man har problemer med øjnene, fordi de ikke længere kan fokusere da de konstant spacer ud i en groggy baggrund, så hænderne ikke ryster med computermusen, og at man prøver at slappe af med at fyre jokes (der falder til jorden) af, for at imponere nye kolleger.

Så man ikke prøver at panikke hele tiden, diskutere med sig selv om panikken. Benene op, benene ned, håret op, håret ned. Et stykke æble sidder fast i tænderne; det er første gang i et år du spiser et æble. Nervøse grin, kun nervøse grin, "det er flot", "det er godt", "det er super", "ja", "ha ha ha", "klart, jeg forstår". Jeg forstår ingenting.

Men eftermiddagene er gode. For så er dagen jo næsten ovre. Trykket forsvinder, hjertet slapper af, trætheden sætter ind. Om under 8 timer ringer mit vækkeur igen. Jeg prøver at forberede mig til i morgen. Men jeg forstår ingenting. Endnu. Jeg er stærk, jeg er stor, jeg er smuk, jeg er rædselsslagen, jeg er svævende, jeg er selvsikker, jeg er kvalm, jeg er panisk, jeg er angst, jeg er dygtig, jeg er dum. Jeg er ikke journalist.

Men det skal nok gå. Det ved jeg et sted derinde i dybet. For jeg var gladere i dag, end jeg har været længe. Også selvom det først kom, da dagen var slut. Det må da sige noget.

torsdag den 3. november 2016

svamp

Det viste sig, at sexdaten fra i fredags gerne ville ses igen. Efter mine neurotiske beskeder svarede han, at hans telefon havde været i stykker. Jeg gravede mig ned i et hul af flovhed. Min psykolog formaner: "Skal vi aftale, at du aldrig skriver til en fyr efterfølgende igen?" Hmm..

Igår, mens hans ventede på en hawaii-pizza, skrev vi sammen. "Hvordan vil du have jeg knalder dig næste gang?" Jeg sad på arbejdet og stirrede tomt ud i luften, miavede kælent til alle mænd der kom forbi, slog med håret fra side til side. Det er et godt spørgsmål; hvordan vil du knaldes? Hvordan vil jeg knaldes? Jeg brugte en halv time på at komme mig over mig selv. Man må ikke have en selvironisk distance når man sexter.

Han har formentlig haft beskidte fingre, da han ihærdigt forsøgte at give mig sprøjteorgasme. Mit underliv brænder (på den dårlige måde) og det klør af helveds til. Det var ligesom med min nr. 2 tinderdate i sommers, Frøen (den værste kysser i verden), som også må have haft nasty nails. Der løb jeg rundt på frederiksberg i regnvejr og messede skedecreme og underlivskløe. Hot damn.

Til trods for det brændende underliv tog jeg mig sammen, og forsøgte at formulere hvordan jeg ville knaldes. Jeg har ikke sex'tet siden jeg var 14 og udforskede min seksualitet på diverse chatforums. Min veninde rådede mig til termer som "du skal xx", "jeg var vild med da du xx", etc. Jeg sendte en rimelig steamy besked af sted.

Her, 16 timer efter, intet svar.

Hallo, man lader altså ikke en sexbesked hængende i luften. DET GØR MAN BARE IKKE. Er det ikke rigtigt? DET GØR MAN BARE IKKE.

Tror jeg bliver nødt til at droppe denne Amager-sexmaskine. Det går jo ikke. Jeg kan jo ikke vente på at kunne skrive med ham, hver gang han venter på en hawaii-pizza. Det er et meget lille sexvindue. Ellers skal han godt nok spise mange pizzaer.

onsdag den 2. november 2016

en lille smule sorg

Da jeg gik op af trappen til min chefs kontor, skulle jeg styre mig selv for ikke at begynde at græde. Det giver ingen mening, hvorfor det var den eneste følelse jeg havde. Jeg skulle bare op og underskrive kontrakten på den nye jobmulighed.

Pengene så glohede ud på papiret, og jeg kunne ikke tage øjnene væk fra det høje beløb. Min første voksenløn. Jeg skyndte mig efterfølgende ud og købte en virkelig dyr jakke.

Det jeg har mest lyst til, er at fortælle Skægmonsteret om jobbet. Det gør mig meget ensom, at jeg ikke kan / må / vil. Det føles som en gevaldig sorg. Som om, at min bedste ven er død. Hvilket han vel på en måde også er.

Så jeg kan gå hjem i dag efter en lang vagt på det andet, stille arbejde, åbne den flaske champagne jeg har gemt på toppen af min reol og skåle med min kat, der tisser over det hele. Sidde i mørket og græde salte tårer ned i min nye, skidedyre vinterfrakke. (en lille violin spiller i hjørnet, kan du høre den)

Kæmpe trist, hva?
Shit man.

Ej. Jeg har jo venner. Jeg er ikke alene. Jeg ved det godt. Men lige nu føles det ikke som om, at jeg har noget som helst.