torsdag den 29. december 2016

byld

Der er kommet en byld eller i hvert fald en stor bums på mit venusbjerg efter en heftig omgang blærebetændelse. Jeg ved ikke, om de to ting hænger sammen overhovedet. Det føles sådan. En krop i forfald. Jeg piller ved bylden hele tiden, fordi alt blod har samlet sig i den og den dunker, som var jeg ved selv at gro en penis.

Til trods for mine ørepropper, kan jeg høre min rooommate og hans dames støn gennem de papirstynde vægge. Mit hjerte banker hurtigt. Ikke fordi jeg er ophidset over stønnene, men fordi jeg ikke kan huske, hvad det egentlig var jeg skulle.

Om seks timer ringer mit vækkeur, og så skal jeg for første gang i næsten en uge hen og lege voksen på kontoret. Jeg har lyst til at gemme mit væk i min hule. Sengetøjet føles nyt og lækkert mod den dunkende byld, og jeg har en idé om, at jeg aldrig kommer til at sove.

lørdag den 17. december 2016

hjem

I går aftes var jeg på en bodega tæt på min rigtige lejlighed. Det føltes så underligt at passere den, kigge ind (der var ikke lys i vinduerne), og lade som om at jeg ikke boede der.

H. kom hen til bodegaen og det ydmyge selskab. Han undgik at kigge på mig. Jeg stirrede på ham tavst fra den anden ende af bordet, mens min søster analyserede hans håbløse familiesituation, og min veninde stillede ham uddybende spørgsmål. Jeg føler mig sært tiltrukket af ham. Jeg havde til min egen overraskelse presset ham til at komme. Jeg følte mig åndssvag med al den make-up og stramme t-shirt på. Jeg kunne ikke finde på noget at sige.

Vi tager alligevel hjem til mig, ikke den rigtige lejlighed, men mit midlertidige fiktive hjem. Det går overraskende let. Jeg har drukket omkring 9 genstande, er jævnt beruset, smøgtung i ansigtet og sulten. Vi spiller musik for hinanden, musik der betyder noget, musik man hører når man græder alene. Min stive hjerne skruer op for lyden, og lader samtidig kroppen putte sig ind til ham.

Det bliver næsten morgen, før vi sover. Omslyngede, udmattede af sex og samtale. Det er egentlig ideelt, du ved. En drømmedate. Det føles intimt og mindre tomt denne gang. Jeg har konstant lukkede øjne, så jeg kan svæve væk i bløde orgasmer og stille hemmeligheder.

Jeg har ligget i sengen hele dagen med en sitrende krop. Jeg lader timerne gå langsomt (det gør man ved at ligge helt stille og stirre ud i luften i tavshed), så dagen føles længere. I morgen skal jeg tilbage til mit rigtige hjem. Det gør mig nervøs og ængstelig. Hvilket paradis de sidste 10 dage har været. Hvilken flugt...

Jeg håber sådan, at jeg kan finde ud af at vende tilbage. Let bliver det i hvert fald ikke. Igen at skulle undgå ens sande lyst. Jeg kan snart ikke mere. Jeg vil gerne leve ordentligt.

onsdag den 14. december 2016

vigtig søvn, uvigtigt liv

Jeg sover så godt om natten i den fremmede lejlighed. Så godt, at jeg har lyst til at sove hele tiden. Når jeg kører på arbejde om morgenen, er jeg oprigtigt nervøs for, om jeg dratter ned af cyklen i et søvnangreb. Det føles som om, at mit hjerte banker så langsomt, at det på et tidspunkt helt vil holde op med at slå. Det er ikke særlig behageligt.

Jeg bliver ved med at scrolle igennem billederne på min telefon. Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter. Zoomer så langt jeg kan ind på billederne af Skægmonstret. Zoomer ind på katten derhjemme i lejligheden. På billeder af mig selv fra 2015. Jeg genkender ingenting, jeg mærker ingenting. Det føles mest som om, at jeg er en computer, en gammel en af slagsen, man har sat til at opdatere, men hvor det tager alt, alt for lang tid, så man undervejs bliver bekymret om den overhovedet vil starte op igen. (Fed metafor, ikke? Jeg arbejder jo også som digital ekspert, så hvorfor ikke... dammit)

Jeg er nervøs for, om jeg kan vågne op igen. Eller, lad mig sige det omvendt, jeg er nervøs for, om jeg nogensinde var vågen.

Min veninde er klar til at hapse min "rigtige" lejlighed med katten og roommate. Jeg siger til hende, at det er for lang tid siden at vi har set hinanden til, at hun kan modsige min psykologs kloge ord. Hun giver mig en cigarets tid til at forklare mig.

En anden veninde undrer sig over min åbenhed, mit manglende privatliv (bloggen burde næsten ikke være hemmelig, for jeg er slet ikke et særligt hemmeligt menneske). For er du overhovedet åben? Kan du overhovedet komme tæt på nogen? Og jeg tænker på 'hemmelighederne', som jeg fortæller til alle. De private detaljer om mit liv jeg deler med H. Og hvor lidt tæt jeg føler mig på nogen.

Ak ja. Så er det altså bedre bare at være alene for evigt i en flot lejlighed. Ikke at skulle forholde sig til andre mennesker. Her sover man jo, og søvn er det bedste i verden. Det må du da kunne forstå.

lørdag den 10. december 2016

multitasking

Jeg havde knapt åbnet hoveddøren, for han førte min hånd ned til hans erigerede penis og selv stak en hånd nede i mine trusser. Forinden havde jeg overvejet at aflyse. Det føltes åndssvagt at han skulle komme. Jeg havde drukket tre glas hvidvin og ligget i fosterstilling hele aftenen.

H.'s liv var samtidig ramlet, noget med hans forældre, og ville gerne ringe mig op og snakke om det. Jeg ignorerede hans besked, fordi Amagerdrengen jo var på trapperne. Jeg fik den impuls at aflyse Amagerdrengen og i stedet invitere H. hjem, så jeg kunne putte mig ind til ham, snakke med ham og trøste ham.

Men jeg ender alligevel med Amagerdrengens store pik i min mund, mens beskederne bimler fra en ked af det H. på min telefon i den anden ende af lejligheden. Jeg føler ingenting.

Amagerdrengen er også faldefærdig. Han vil gerne sygemelde sig med stress. Han fortæller om sit mavesår. I sin lomme har han en joint. Efter første omgang sex vandrer han rundt om sig selv, fabler løs om Marvel-serier, fodbold og rubix cubes. "Sæt dig ned og slap af og ryg din joint," siger jeg lidt irriteret til ham. Hans øjne er blodsprængte, og han virker ikke sammenhængende.

Jeg vil gerne stikke den ind i din røv som den første, bare lige hovedet ind, jeg vil gerne stikke alle mine fingre op i dig på een gang, rør ved dig selv, det er så fucking frækt, jeg er så liderlig, jeg vil så gerne komme, men jeg kan ikke, slik den, ja, lige dér på strengen, sut den igen, hvad skal jeg gøre ved dig, hvad skal jeg gøre ved dig, hvad skal jeg gøre ved dig.

Han har købt en bøtte is, 6 plader chokolade og 3 liter cola med. Hans krop lugter sødt af Staden og af hårdt arbejde. Jeg kan ikke forhindre mig selv i, at synes at han på sin vis, er utrolig smuk. Da han er faldet i søvn efter en halv bøtte Ben&Jerry's, skriver jeg til H., at jeg var gået død på sofaen, det var derfor jeg ikke havde svaret, det er jeg så ked af, og at jeg håbede han var ok, og at jeg ønskede, at jeg lå ved siden af ham og holdte ham tæt, og at vi kunne snakkes sammen i morgen........

Det bliver morgen. Amagerdrengen lægger sig oven på mig inde i sofaen (jeg har weekendvagt på arbejdet, kan arbejde hjemmefra) og krammer mig hårdt. Læg dig ind på sengen på maven, og træk dine bukser ned om knæene, så kan vi lige knalde lidt, før jeg skal afsted. Han kommer endelig. I døren bliver han ligesom hængende, og bliver ved med at kigge på mig på en sær kærlig måde. Vi snakkes ved, ikke? 

Da jeg efterfølgende er i bad, kogende vand, kogende hud, går det op for mig, hvor mange løgnehistorier, eller undgåelse-af-virkeligheden-historier mit liv er bundet op på for tiden. Det føles ensomt og som om, at jeg er lukket inde i vakuum. Jeg lyver på arbejdet om min indsats, jeg lyver overfor min roommate, når jeg siger, at jeg gerne vil have det til at fungere, jeg lyver, når jeg hengiver mig til to mænd; når jeg kaster med håret og kigger på forelsket på dem, når jeg fortæller 'hemmeligheder', når jeg siger noget, når jeg gør noget, når jeg tænker og føler noget.

Så da Isak siger til Even: "Du er ikke alene", græder jeg endelig. Og jeg tager gråden med ind i lørdagen, og lader den synke ned i maven, ned i det golde, fjerne hul, Snot blander sig med snot, og jeg svæver rundt på Frederiksberg med tårer over hele ansigtet.

fredag den 9. december 2016

en himmel af penisser

Jeg er flyttet ind i den fremmede lejlighed for at være alene. Sygdommens sidste træk er en konstant voldsom varme i kroppen. Jeg er så uendelig træt hele tiden, og på en måde, aldrig helt til stede.

Min weekend er også en varm, bølget en af slagsen. I stedet for at begrave mig med gode venner efter 2 dages sygdomsisolation, har jeg stykket en erotisk weekend sammen med mine sære mandebekendtskaber.  Det føles som et forsøg på at undslippe sig selv. At hvis jeg bliver bollet tilstrækkeligt nok, så behøver jeg ikke være i mit hoved.

Første part fandt sted i går aftes. Det var den sobre slags date, med madlavning, rødvin, smøger ud af vinduet og dybe, interessante snakke. Det er blid sex, orgasmisk og roligt med følsomme fingre og tætte omfavnelser. Da jeg efter to runder puttede mig ind til ham som storeskeen, blev han så lykkelig, som var det at forsvinde ind i en himmel af smeltet smør og flødeskum. I min hjerne længtes jeg efter Skægmonstret og hans store bamsede krop. Når jeg er sammen med H. tænker jeg meget på Skægmonstret. Måske fordi at det er et varmt og intimt forhold, måske fordi den måde jeg snakker på, er som overfor Skægmonstret. Det føles som et stort, sort tomrum i mit bryst.

Daten i dag er ikke varm og intim. Det er pik og fisse og porno og voldsomt og overdrevet. Der tænker jeg ikke på Skægmonstret. Men måske han kan bolles ud af mit system, hvis Amagerdrengen virkelig giver den gas. Mit underliv dunker allerede ved tanken. Sanseløs sex. Spred benene. Gør ikke andet. Hans pik i munden til kæben værker.

Det er ikke engang fordi jeg har brug for bekræftelse. Jeg længes bare efter deres penisser, og jeg længes efter de dybe kys. Jeg har ingen personlighed i den her uge. Jeg er bare en tom skal der skal bolles i stykker. Sådan føles det lige nu. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, jeg har ikke lyst til at være noget. Min krop er så rolig, så rolig, og den føles blød som smør. Jeg har ingen tanker, samtidig med at jeg har alle tanker. Jeg er sygt ked af det et eller andet sted, men på samme tid også i kontrol og liderlig og stærk.

Det er en befrielse, at være dette fremmede sted. Jeg lader som om, at jeg bor her. En fin indrettet to-værelses lejlighed. Her vil jeg gerne bo en dag. Det øjeblik jeg trådte herind i går, faldt min krop fuldstændig sammen. Som om den fandt hjem. Eller bare ro.

mandag den 5. december 2016

en dyne af snot

Da de sidste småkager kom ud af ovnen, snakkede vi om, hvor dejligt det kunne være, hvis man bare blev en lille smule syg. Sådan en '1-2 dage på sofaen'-forkølelse, der ikke er invaliderende, men som heller ikke er mild nok til at det er forsvarligt at arbejde. Vi er alle fuldtidsarbejdende. Det virker som om, at det er lidt tidligt i ens arbejdsliv, at ønske at man var syg. "Mit helbred er for godt, damn you helbred," sagde jeg spøgende og fyldte munden med kager.

I morges vågnede jeg og var forkølet. Fedt. Den sidder primært i næsen. Du ved, snot. Det løber i en lind strøm. Sad på arbejdet og snottede over det hele. Endnu en reception, hvor jeg var most inde i hjørnet og havde glemt snotpapir, og derfor måtte se mig selv være sådan en type med snot på ærmerne og snot der løber ind i munden. Jeg er fucking klar til det professionelle arbejdsmarked. Ikke.

Duften jeg indånder gennem en snottet næse, minder mig om i sommers. Knap 3 dage efter at Skægmonstret og jeg havde slået op, tog jeg på sommerskole. Det pissede ned og var ikke mere en 12 grader varmt til trods for at datoen pointerede 'højsommer'. Det øjeblik jeg kom derop, blev jeg syg. Voldsom feber, blokeret slimhals og snot i kaskader.

Jeg lå og rystede på det lille sommerskoleværelse som jeg delte med en jysk roommate, jeg ikke kendte. Hun var mild og blid, og forsøgte det bedste hun kunne at snakke med mig. Om natten snorkede jeg som et ondt år, og feberen skabte en fugtig, ildelugtende varme i det mikroskopiske blå værelse. Jeg missede undervisning og vandrede i stedet ned til havet og dybt ind i skoven i min febervildelse. Hjertesorgen sad som en dyne om mit hoved, uden at kunne penetrere mig helt. Snot blokerer.

På værkstedet tegnede jeg dystre, voldelige tegninger, og tegninger med store skæggede mænd. Til fællesmiddagene rystede jeg, og løb så hurtigt jeg kunne gennem regnen tilbage til værkstedet eller det lille blå værelse. Jeg var sat fri i et helvede af snot og slim. Min krop føltes tung i enmandssengen, men jeg følte alligevel ikke så meget. Mest af alt følte jeg mig fri. Og min krop var fri, og derfor var den nu syg. Det giver logisk mening.

-------

Jeg er dog ikke så syg nu. Lige nu kan jeg huske det hele - hele sommeren, hele den tunge, syge følelse. Og det er rart på en måde - at kunne huske det og sanse det.

-------

Min søndag morgen havde en brat opstart, da en MDMA-skæv person gik ind på mit værelse og tændte lyset. Døren stod vidt åben. Cigaretter blev røget i stuen. Bollet i lokalet ved siden af. Jeg har derfor lånt nogle venners lejlighed 10 dage her i december. Jeg skal væk. Jeg har fjernet al julepynten inde fra stuen og sat det ind hos mig selv. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror, at jeg er igang med at fjerne mig selv fra lejligheden.

Men alene-lejlighed betyder også lettere sex-muligheder. Jeg slår et for stort brød op, det vil jeg gerne indrømme. Så torsdag er det H. og romantisk date, og fredag er det Amagermanden der boller mig itu. Jeg ved ikke om det liiige er et voldsomt nok line-up for sådan en uge. Måske kommer min sygdom til at spille en rolle og ødelægge det. Måske ikke. Jeg tænker ikke så meget på det. Glæder mig bare til at have sex med de to mærkelige mænd.

----

Åh snot...

fredag den 2. december 2016

alle de ting jeg ikke ved

Jeg sover så dårligt om natten for tiden. Min hjerne kører rundt i vilde drømme om kendte mennesker, bekendte og opdigtede personer. Jeg har ingen ro, selvom jeg er rolig. Det er en åndssvag situation.

I dag er det fredag, og jeg forstår ikke hvordan ugen gik. Jeg har en let trykken for brystet, en voldsom energi og rastløshed under huden. Jeg har ikke lyst til at være på arbejde. Hvordan får voksne mennesker deres liv til at hænge sammen med 37 timers arbejdsuger? Med børn og familie og have og en golden retriever? Jeg har ingen forpligtelser og hænger knap nok sammen.

Her er altid stille inde på arbejdet om morgenen. Jeg skipper fællesmødet, så jeg kan sidde i stilhed og drikke te på min plads, mens jeg læser avisen. Der er ingen der holder øje med mig alligevel. Der er heller ikke nogen der ved, at jeg generelt ikke laver noget. Jeg sidder bare og brænder penge af.

Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal få et rigtigt arbejde. Hvordan får folk det? Eller sidder alle bare og brænder penge af, tavse ved deres skrivebord? Eller bryder de sammen af stress? Findes der kun to ting man kan?

Jeg tænker forsat på i går og daten med H. Jeg tror også, at det var derfor jeg ikke kunne sove. Måske det bare tager tid at få følelser. Jeg har ikke lyst til at stoppe det. Okayyy, slap af, det har været to dates, SLAP AF. Hans hjerte bankede bare så hårdt, jeg kunne mærke det overføre til mit. Han havde skiftet skjorte to gange i løbet af dagen, fordi han var så nervøs for at møde mig. Jeg er den første kvinde han har bollet med i over et år.

Jeg er den første kvinde, der har svaret ham tilbage i fem år. Jeg kan ikke lure, om jeg bare en pige, som ikke afviser ham, og derfor vil han bolle med mig (om det er mig der er naiv) eller om han rent faktisk gerne vil date mig.

"Du har en virkelig flot krop," sagde han, mens jeg sad oven på ham og han havde mit bryst i sin mund.
"Tak... Jeg synes nu, at den er lidt til den chunky side..."
Han griner.
"Jeg kan bare så godt lide... kage.." ... kysser... "Og pizza..." ..flere kys... "Og øl..."

Jeg har ikke lyst til at have et forhold. Det er for tidligt endnu. Mit indre er stadig lidt betændt af de fire år med Skægmonstret. Jeg kan godt lide, at have mulighed for at kysse og bolle med dem jeg har lyst til. Men jeg kan også godt lide at kysse og bolle med H. Jeg behøver måske slet ikke at overtænke det. Hvordan indgår folk i forhold? Jeg ved det ikke.

Shit, der er så mange ting jeg ikke ved. Hahahaha.
Det er bøvlet at blive voksen. Fuuuck.
Jeg har bare lyst til at gå ud og drikke mig fra sans og samling i aften. Nu har jeg holdt på formerne i en måned. Jeg vil gerne gå amok, så jeg ikke skal tænke på alle de ting, jeg åbenbart ikke ved noget om.

Jeg har snart været på jobbet i to timer. Det er fandme flot gået.