søndag den 29. januar 2017

where dreams go to die

I dag bød jeg på min første lejlighed. Det føltes godt. Glæden var kortvarig dog, for intet er sikkert i denne boligboble. Jeg har ikke fået svar endnu. Jeg bød langt over prisen (for det sagde min mor jeg skulle). Lejligheder i den kaliber går som varmt brød (uden smør) disse tider. Det var en lillebitte lejlighed i Nordvest. En charmerende, skøn en af slagsen som skreg på mig. Og jeg skreg af den bagefter. JEG VIL HA' DIG.

Rummene i den nuværende lejlighed synes endnu mindre for tiden, til trods for deres dobbelte størrelse. Roommate har i januar været i speciale-zen-mode, og opfører sig som en rasende huleboer hvis eneste formål er at hade min blotte tilstedeværelse i lejligheden.

Han kan ikke sige to sammenhængende ord og går rundt i en podcastboble med høretelefoner på når han endelig er hjemme. Forleden bankede han rasende på min dør (midt i morgenmaden, how rude) og brokkede sig over "DEN DER PANDE DER IKKE ER BLEVET VASKET AF I I HVERT FALD FEM DAGE" (den havde stået der i to...).

I den virkelige verden, udenom speciale-huleboer-adfærden, vasker han op kun én gang om ugen, og ærlig talt, så troede jeg vi havde en usagt aftale om, at når man selv skal bruge panden, så vasker man den bare af. Sådan har det i hvert fald fungeret i et halvt år, og jeg har negligeret mine egne OCD-rengøringstendenser i køkkenet til fordel for dette kompromis.

Det skaber dårlig stemning, sådan en adfærd. Følelsen af, at blive hadet.

Katten har også lige tisset inde i sofaen her til aften...

Så jeg drømmer vildere og hårdere, jeg byder på den her lejlighed i et håb om at komme væk - og kunne skabe det fornødne rum for min eksistens (læs: sidste indlæg).

---

Der er egentlig meget godt styr på det, sådan generelt.

H.-situationen er vendt på en tallerken, og nu er det mig, der følelseskoldt forsøger at navigere rundt i i interaktionen. Barrikaderne er naturligvis oppe, og det er pissenederen. Det starter tvivl om, om jeg kan elske en mand som ham, og dermed - why even bother?-tanken. Men det er regelmæssigt sex og det er pissehamrende god sex, og det er en jeg kan putte og nusse og kysse og være nøgen med, og det føles helt utrolig godt. Så... hvad fanden...

I fredags var vi blandt fælles venner. Han sad med ryggen til mig det meste af aftenen som en kold skid. Mit hjerte sank gentagende gange ned i livet på mig. Han snakkede om andre damer, kritiserede min vens hipsterness og fatshamede andre kvinder. Utiltalende adfærd.

På bodega nr. 2 trækker vores fælles veninde ham ind i et andet rum for at sige, at han skal opføre sig ordentligt. Han kom tilbage og trak mig ind i rummet nu til en alvors snak (altid det man har lyst til efter 6 timers øldrikning). Han holdt hårdt fast om min hånd og kiggede insisterende på mig: "Jeg vil ikke gøre dig ked af dig, jeg vil behandle dig godt, jeg vil godt lære dig at kende." ...
"Det er fint, det er fint," sagde jeg bare.

Vi tog hjem til mig og blev liggende i sengen til lørdag eftermiddag. Jeg havde bare lyst til at bolle hele tiden, og vi havde da også meget sex. Det var som om, at jeg slet ikke kunne få nok af hans benede krop, jeg ville bare have ham inde i mig hele tiden, og kysse ham konstant. Og jeg får virkelig svært ved at skelne mellem liderlighed og begyndende forelskelse.

Nu vil han gerne ses tit, og i morgen vil han lave mad til mig, og jeg vil formentlig give ham et langt blowjob igen. Alle vinder.

---

I morgen er næstsidste arbejdsdag. Alting føles abnormt og syret og stressende. Min højre side af kroppen prikker og svirrer (igår var jeg sikker på, at jeg havde en hjernesvulst), og jeg har ikke sovet over 6 timer i meget lang tid. Men jeg er glad. Måske er dét nok.

I morgen får jeg måske en dyr mikro-lejlighed, i morgen får jeg sex og hjemmelavet mad, i morgen er arbejdet næsten slut, i morgen er mandag og jeg kan ikke huske, hvornår en mandag har virket så overskuelig.

torsdag den 26. januar 2017

rum

Jeg har netop fået udbetalt mange, mange tusinde kr i løn. De skulle bare vide, ha! Jeg er den største scam. Men det er da også fint at tjene knap 2000 kr om dagen på at chatte på Facebook og lave spillelister på spotify. Gode samtaler, god musik - hvad mere kan man ønske sig?

Efter fire øl på bodegaen i går, fik jeg vist det beskrevet nogenlunde sådan her - at jeg er en "krop der bare eksisterer i forskellige rum." Og det var ikke engang fordi det skulle lyde filosofisk og kua-agtigt. Det er vitterligt sådan jeg har det. Identitetsforladt. Måske er det min identitet, der får mig til at vågne dér kl 3 hver nat, den der brøler.

Det er isoleret at eksistere i disse rum; jeg har primært selv frarøvet mig muligheden for at være den jeg er. Det er også en arbejdspladsen og de andre rums skyld, men mest min egen. Hvorfor er jeg så hæmmet? Jeg synes faktisk selv, at jeg er OK nice.

Oven i hatten, giver jeg H. samme mulighed for at undgå at lære mig at kende, og derfor på samme tid, eliminere mig selv. Han bliver et nyt, tomt rumt, og jeg et tomt hul (til hans penis, hø hø).

Hvis jeg vil være rigtig dommedagsagtig, så kan jeg prøve at græde over det. Min ensomme, isolerede eksistens, wahhh. Men jeg har ikke rigtig lyst. For jeg kan altså godt mærke liv. Det her er min 4. sidste arbejdsdag. Jeg regner ikke med at se H. igen, selvom jeg spurgte ham i går efter fem øl (og tre akavede selfies, garwd, whyyy w, why..), og han sagde: "ja, det må vi lige finde ud af snart".

Men lad os sige, at jeg annullerer disse rum (hvor H. også er et rum), og starter forfra. Tænk sig, at kunne være tilstede og sig selv i alle rum igen; ikke blot eksistere, men også være. Kan jeg starte forfra eller er jeg for evigt hæmmet? Kan jeg ånde i mit speciale? Eller skal jeg bare have det sådan her resten af mit liv? Er der nogensinde nogen der ægte ser mig? Og har lyst til at se mig? Eller er det virkelig mit eget ansvar at blive set? 

Jeeeeeez.

onsdag den 25. januar 2017

hvad fanden

Jeg bliver nødt til at tømme mit hoved. Er vågnet efter to timers søvn, og det føles som om, at der ligger en betonklods på mit bryst. Jeg er træt, det ved jeg, men min hjerne giver mig ingen ro.

Jeg troede ellers, at det var en komme-videre dag. Jeg har været spændt op i højenergi, som et spruttende kraftværk, hele dagen. Drømt om at udleve min krops seksualitet og følt mig liderlig og magtfuld. Jeg har haft lyst til at indtage hele verden, spise den som en stor flødeskumskage.

Specialet banker på døren, og jeg glæder mig på sin vis allerede til det. Jeg glædes ved den kommende frihed og kontrol - to ting, som jeg på ingen måde besidder i disse dage. Min hjerne sprøjter du er forelsket i ham, og, du skal sige til ham, at du ikke kan det her. Men jeg tror ikke på nogle af delene.

Jeg er en krigerisk amazone, jeg har fandme tjek på mig selv, og alligevel skal han have lov til at ligge på mit bryst som denne ætsende betonklods? Hvad sker der for det? Det er sgu ikke fair. Jeg regner hele tiden med, at han forelsker sig i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den forelskelse til, dog. Når jeg visualiserer ham for mit indre blik, ser jeg kun hans forpinte orgasmefjæs, som tilnærmelsesvis ligner ham når han græder. Og ansigtet er grimt og forvrænget, og det er samtidig kynisk og hårdt. Og jeg ligger der under ham, blød og sød af kærlighed og varme.

Hvad er du rasende over, spørger min psykolog. Jeg er rasende over, at jeg ikke får lov til at elske som jeg har lyst til, at jeg ikke bliver værdsat som jeg fortjener, og at den lille lort får lov til IKKE at lære mig at kende. Jeg har lyst til at køre over ham med en damptromle med hele min voldsomme, intense personlighed. Se mig! Mærk mig! For fanden!

Det føles som det vildeste spild af tid, at være vågen den her nat. Det gør mig også rasende. At jeg skal tænke på ham alle mine vågne timer, og ja, nu også mine ellers sovende timer. Hvad fanden bilder han sig ind. Det er klart for mig, at kontroltabet fylder mere end egentlige følelser.

Jeg prøver at stable en weekend på benene, så jeg ikke kommer til at skrive til ham og forvente at han kommer til mit gratis, forpligtningsfrie hul. Men jeg er for sent ude, det ved jeg godt. Så hvad. Skal man på Tinder? Eller gå alene i biografen torsdag OG fredag? Hvad fanden er det for det noget. Jeg ER en amazon warrior princess - jeg ER stærk, jeg ER bedre end det her. Hvorfor ved min krop det ikke???

Det føles samtidig som om, at alle disse tanker og følelser omkring ham, den lille lussepuster, er en undskyldning for mig, til ikke at koncentrere mig om andre ting. At jeg slipper for at tænke på min fremtid, fordi jeg konstant holdes i nuet. Jeg får lov til at svæve rundt i en stor følelses-sovse-pool, så alt andet ligesom ophører. Jeg føler mig aldrig drænet eller depressiv, nejnej, jeg føler kun smerten ved, ikke at kunne placere kærlighed nogen som helst steder, og smerten ved, at se et menneske, der virkelig ikke gider mig. Og det er klart en situation jeg selv har bragt mig i. Så hvorfor ikke bare give slip? Sige HVAD FANDEN igen, fuck det, du ved. Men nej nej. Det føles fysisk umuligt.

Fucking idiot.

mandag den 23. januar 2017

orgasmer

I morges kom jeg i tanke om, at han forsøgte at give mig min tegneserie tilbage i torsdags.
"Jeg har ikke lyst til, at lære dig for godt at kende," sagde han, "så jeg synes det var ubehageligt, at du gav mig den."

I alle aspekter i mit liv knokler jeg med at være i mig selv, op på at være åben og ærlig. Jeg har rigtig svært ved det tit, og forsøger ofte at undgå det. Det føles derfor ekstra smerteligt, at give sig selv hen til et menneske, der øjensynligt ikke har nogen anden interesse i mig end sex. Jeg ved ikke, hvorfor det først slår mig i dag. Den her aftale føles usund.

Selvom vi havde aftalt ikke at skrive sammen, endte vi alligevel med at være i kontakt det meste af lørdagen, hvilket kulminerede med en aubergine-emoji (jeg ville lige teste konceptet) klokken halv fire om natten. Før jeg havde blinket med øjnene, lå han igen i min seng.

Vi blev liggende i sengen til langt op på eftermiddagen. Jeg gav ham en orgasme så voldsom, at han mistede følelsen i sine hænder og fødder. Jeg gjorde mig umage og lagde hele mit hjerte i opgaven - i et forsøg på at please ham, så han kunne få denne mindblown orgasme. (For hvis man får så voldsomme orgasmer, så må man da begynde at føle noget? Kan min mund om hans pik, ikke få ham til at føle noget for mig?)

Jeg kender godt svarene. De får det til at suge i maven. Jeg nægter at passe på mig selv åbenbart. Der er et eller andet ved ham, der er noget ved mig OG ham, sammen, det kan noget. Fuck, jeg kan godt læse det med andre øjne det her, hvor er det dog dumt. Tænk, hvad man er i stand til at bilde sig selv ind? ...

fredag den 20. januar 2017

kondom

Han kom tilbage senere på aftenen. Medbragte øl. Jeg havde tændt alle stearinlysene i stuen. Min krop var faldefærdig og opkogt i træthed. Vi sad til sent. Det var mest ham der snakkede. Ikke om følelser, det havde vi aftalt. kke mere sørgelig gråd for i dag. Jeg ventede nok mest på, at vi kunne komme ind i sengen, så jeg kunne forsætte mit forsøg med at smelte ind i ham.

Vi havde sex i halvanden time. Jeg forsvandt hen på en anden planet, nærmest i en feberhvilelse, en euforisk bølge af konstante orgasmer. Vi droppede kondomet for første gang, og hold kæft, hvor havde jeg næsten glemt hvordan en pik føles uden det tørre kondom. Han kastede mig rundt som aldrig før. Jeg var en stor, hvid geleklump, der konstant flammede og rystede og skælvede i hans favntag. Hans øjne var matte, og jeg slikkede sveden fra hans hals af.

Dagen sender flashes af den lange elskov ind i mit hoved og får min krop til at længes endnu mere efter ham. Vejret dufter af forår, og jeg kan ikke koncentrere mig om mit arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov rigtigt.

I min post-orgasmiske tilstand bilder jeg mig selv ind igen, at jeg er forelsket i ham. I morges på cykelstien sagde han: "Jeg skal nok sige til, når vi skal ses igen. Læg mærke til, at jeg siger 'skal ses igen'." Det burde gøre mig glad. Men mit hjerte føles som en tung cementklods. Jeg kan ikke slå ud af hovedet, at han sagde i går: "Jeg er ikke romantisk interesseret i dig."

Det føles som om, at jeg er igang med at gøre noget rigtig dumt. Et fornuftigt menneske ville stoppe det nu, for at beskytte sig selv. Han vil ikke elskes, kan ikke elskes, han vil rejse, han vil være alene, han vil ikke have en kæreste, han vil være fri, alene. Så bliver jeg sådan en kvinde, der venter på, at han skifter mening - at han pludselig en dag vågner op og også bliver forelsket i mig.

Jeg græd ude på toilettet på arbejdet for en time siden, fordi jeg kom til at tænke: "Hvorfor må jeg aldrig være lykkelig forelsket?"

Hold nu op, hvor er følelser bare det værste i verden. Og hvor er jeg allerede en patetisk klump. Hvordan skal det nogensinde gå. Haha. Åh.

torsdag den 19. januar 2017

harvest moon

... Because I'm still in love with you / I wanna see you dance tonight / because I'm still in love with you / on this harvest moon

Da Neil Young kom på anlægget, var mit hjerte ved at briste. I vindueskarmen lagde han sig ind i min favn og græd så han krop rystede lidt. Jeg kyssede ham på øret og på kinden og tørrede tårerne væk.

"Jeg bliver så ked af, at jeg skal gøre dig så ked af det," fremstammede han i små ryk under tårerne. Gentog sig selv i en uendelighed, mens jeg aede ham over skuldrene og holdte hårdt fast om hans hænder. "Jeg vil så gerne have lyst, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke noget for tiden."

"Men det er jo ikke din egen skyld, at du er så ked af det," sagde jeg så endelig mens vores pander moste sammen. "Jeg bliver bare frustreret over, at jeg hverken kan gøre til eller fra."

Forinden havde vi haft angry sex, kynisk nærmest, som sendte flash backs til andre breakups. Jeg havde sagt, at jeg ikke var forelsket i ham OVERHOVEDET, og jeg var ked af, at han havde misforstået det sådan. Så vi var ligesom enige - at vi ikke havde følelser for hinanden, og at vi også havde godt af, at få stillet vores fysiske behov. Men efter at han var kommet inde i mig og han lå en meter væk uden at røre mig, forstod jeg, at jeg ikke havde fortalt sandheden.

Alt i mig ønskede at smelte ind i ham.

På durumbaren snakkede vi om andre ting og grinede. Jeg havde nærmest ikke spist andet end et par gulerødder, mange fadøl og tusindevis af smøger de sidste to dage (hvor jeg desuden har pjækket fra arbejde).

Pitabrødet med falafel føltes kvalmt og hævede i min mund. Over pomfritterne greb han min hånd og vi kiggede hinanden lang tid i øjnene, som om det var en afsked - eller begyndelsen på noget nyt og større.

Foran cyklen begyndte han at græde igen. Vi blev ved med at omfavne hinanden, holde hinanden fast, kysse, langt og intenst, nærmest svævende. "Jeg vil gøre alt for, at jeg har lyst til at se dig igen," sagde han. "Det håber jeg, at du gør," sagde jeg.

Nu ligger jeg under dynen og lytter til 'Harvest Moon'. Den rådne klump i maven og den hidsige hjertebanken er forsvundet, men er blevet erstattet af noget langt værre. Forelskelsen.

tirsdag den 17. januar 2017

them feelings, garwdddh

Jeg er begyndt, at have en ubehagelig angst hver gang jeg skal på arbejde. Hell, den har været der alle dage i vikariatet, men den er blevet mere voldsom og virkelig nu hvor jeg befinder mig i slutspurten. Jeg har kun knap to uger tilbage, og jeg kan ikke holde ud at være her. Hver morgen vågner jeg op med en masse energi snurrende i min krop, og på cykelturen fortættes energien og placerer sig i brystet som en stor sten. De destruktive angsttanker sætter så ind når jeg går op af trappen til 3. sal hvor min plads er. - Skynd dig væk, du har jo ikke lyst til at være her, sig du har det dårligt, flygt flygt flygt, nu kommer det store angstanfald, nu kommer det.

Jeg træner i at slacke, at komme alt for sent og gå alt for tidligt. Fordi.. hvorfor gi' en fuck? Problemet er bare, at det stresser mig lidt, og giver mig nærmest endnu mere angst, fordi jeg føler, at alle kan se, at jeg ikke kan holde ud af at være her. Og hvor er jeg bare sindssyg træt af, at alle dage skal starte sådan her. Jeg får lyst til at kaste op og græde, selvom jeg slet ikke er i stand til at være så udadreagerende.

I går aftes var jeg helt manisk og skrev løs med alle mulige. Jeg hoppede på Tinder, for at aflede mig selv fra H., som efterhånden har udviklet sig til en tung klump i mit mellemgulv. Han er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste jeg tænker på, før jeg falder i søvn (hvis jeg falder i søvn) (fed kliché, i know). Men jeg har en følelse af, at jeg aldrig kommer til at se ham igen, og det gør mig virkelig trist. Som om at det lige suger i alle mine organer, sådan nedad, hver gang det slår mig, at det ikke kommer til at ske. Så jeg går på Tinder, det var vist der jeg kom fra. Og nu har jeg en date på torsdag med en fyr, der muligvis bare er en ti år ældre udgave af H. Måske fordi jeg så tror, at han så har mere styr på livet og har fundet sig selv og ikke forsvinder i en depressionssky.

Men jeg vil jo bare gerne have H.

"Jeg er forelsket i ham," sprøjter mine tanker ind i pandehulen, når jeg slår øjnene op om morgenen. Fuck. Det kører som et mantra. Forelsket, forelsket, forelsket.... 

Her til morgen er han til eksamen. Han har været fuldstændig ved at falde fra hinanden op til. Jeg er virkelig nervøs på hans vegne, og samtidig så spændt på, om tingene mon ændrer sig, når det er overstået. Jeg har ikke set ham i 14 dage nu. Jeg tror desværre ikke, at der er noget der ændrer sig. Jeg tror, at han har en depression. Jeg tror ikke, at han kan overskue mig. Eller noget som helst faktisk. Det er den værste måde, at stoppe med at se et andet menneske. På grund af mørke. Det gør mig så ondt.

søndag den 8. januar 2017

personlighed

Energien flyder rundt i mig i en hvileløs tilstand, jeg vandrer rundt i Fælledparken ved skumringstid uden at løfte fødderne, fordi stierne er lavet af is. Jeg ville ellers gerne gå rigtig hurtig, i sådan et tempo hvor det nærmest føler at man svæver. Men de spejlblanke stier tvinger mig til at træde varsomt og jeg kan ikke tænker, for alt koncentreres om at holde balancen.

Når jeg en gang imellem kigger op er det som om, at himlen bevæger sig og at mine øjne danser rundt i kraniet på mig. Jeg burde være tømmermændsramt og træt, jeg burde have sidestik nu her i parken, og jeg burde egentlig også være sulten og udmattet og drænet. Men jeg svæver afsted uden problemer med en krop der føles som om den kan alt.

Det klumper rundt i maven på mig. Arbejdet og de angstprægede dage, som jeg aldrig slipper af med. Jeg skulle nok ikke have taget weekendvagten den her weekend, det fucker med mig. Jeg læste min blog igennem i dag. Det gør jeg jævnligt. Prøver altid at forstå hvem jeg var, og prøver at se, om jeg har fået det bedre. Det slog mig i gennemlæsningen, at jeg har fået det bedre (tillykke), men at mit sprog er blevet mere dødt. Når man fjerner det øverste lag af psykens desperation, forsvinder noget af den kreative umf også. Det er trist, at det er blevet sådan.

Det slog mig, at jeg stadig har det dårligt, når jeg arbejder. Jeg tænker på alle de ensomme jobs jeg har haft de sidste 3-4 år. Den klaustrofobiske erkendelse af ikke at have lyst til noget, der på papiret er helt fantastisk. Og på papiret er jeg efterhånden fantastisk og en hel karrierevej ligger åben for mig. Men jeg ved jo ikke hvem jeg er endnu. Jobsne giver mig den kroniske urolige søvn, og jeg drænes af mine egne neuroser. Og ligesom min sproglige kvalitet forsvinder, så smelter kreativiteten også væk og jeg reduceres til et rystende arbejdsmonster, der altid holder øje med uret og venter på fyraften.

Fuldtidsvikariatet er overstået om tre uger. Jeg begynder at lave flere og flere fejl, fordi min hjerne er nedslidt og koncentrationen svækkes. Kroppen længes mere og mere efter friheden, og det øger kvælningsfornemmelserne før frokostpausen. I stedet for at investere i arbejdspladsen som andre fornuftige mennesker ville gøre, så gør jeg lige nu alt for at brænde mine broer. Dagene er uendelige og hele mit væsen føles så voldsomt tung, som ville kontorstolen bryde sammen under al min faking og ugidelighed.

Blandet med jobneurosen og fremtidsangsten propper jeg så lige en formentlig indbildsk forelskelse in the mix, bare lige for at skubbe mig længere ud i søvnløsheden og manglende sult. Pludselig vil fantaserer jeg om børn og hus og have og rejser og bryllupper, samtidig med, at jeg næsten ikke kan huske hvordan han ser ud. Jeg vil bare gerne have, at han siger, at han også kan lide mig. Og så kan jeg få lov til at tænke på ham hele tiden og fokusere al min energi på det, som var han den eneste mand i verden der ville være rigtig for mig. Jeps, alt bliver puttet på spidsen.

Nu vil jeg tage en personlighedstest og finde ud af hvem jeg er. Det bliver rart. Jeg er træt af være forvirret.

lørdag den 7. januar 2017

lort

Jeg er vist nok ved at blive forelsket i H.
Det er en pest.
Det vælter ud af skabet med neuroser, traumer og usikkerheder, og mine organer er most sammen i en stor klump og forhindrer mig i at tænke klart og spise mad.
Jeg ved ikke, hvorfor man idylliserer forelskelsen. Hvorfor jeg selv længtes efter at prøve det. Det er jo frygteligt.

Det kom lidt ud af det blå. Jeg vidste slet ikke, at jeg skulle til at føle på den måde.
Jeg er rædselsslagen for, at det ikke er gengældt. Forelskelsens overfortolkning og overanalyse melder sig også på horror-holdet, og jeg gransker hver besked for tegn, mens jeg samtidig føler mig konsekvent afvist (uden grund ved min rationelle hjerne, der tjekker ind en gang imellem).

Jeg havde glemt, at jeg blev sådan her. En stor selvhadende slimklump der pludselig mister al integritet. Jeg tænker konstant: Løb væk mens du kan. Måske vi bare skal stoppe det nu. Det går jo ikke. Samtidig med, at jeg håber han forelsker sig hovedkulds i mig også, og at det for første gang i mit liv kan lykkes mig, at være lykkeligt forelsket.

Jeg længes efter at se ham, så jeg kan teste om disse følelser også er forankret i virkeligheden. Vi ses slet ikke nok. Han er meget hos hans mor og søster på Amager, prioriterer ikke at se mig, hvilket hyler mig ud hele tiden (slap nu af for helvede).

Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min hjerne tænker kun på, at skrive romantiske beskeder til ham, på at se ham, på at røre ved ham, på at snakke med ham.

Jesus christ. Sikke noget lort.

mandag den 2. januar 2017

nye år

Det var et kollapset nytår. Da jeg vågnede op den første dag i 2017, føltes det som om mit hjerte blødte fra et stort sort hul. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, og jeg ville ikke spise. Det var som om, at 2016 var eksploderet indvendigt i min krop, for at kunne ophøre med at eksistere og blive erstattet af noget bedre, noget sundere, noget renset. Forhåbentligt.

I dag tegner lidt på det. Jeg vågnede af mig selv klokken seks, og havde lyst til alt muligt liv. Jeg vil gerne skrue lidt ned for smøgerne, alkoholen, junkmaden og tristheden det kommende stykke tid. Jeg vil jo gerne være glad, jeg vil gerne leve.

Jeg sad i vindueskarmen i går aftes med rystende hænder om en cigaret, mens jeg kæmpede med at få røgen fra ned i lungerne, fordi alt føltes tillukket og klaustrofobisk inde i kroppen, og jeg spekulerede i, om jeg overhovedet var kommet nogen vegne, om jeg altid bare skal være så pisse skrøbelig og sensitiv og angst.

Kan man vælge, ikke at ville mere? Kan man bare tage sådan en beslutning? "Nu gider jeg ikke være angst længere. Bum. Færdig. Ah? Ahh...

Et speciale venter på mig, om under en måned går det i gang. Jeg brækker mig over, at mit liv skal ændre sig igen om lidt. En ny struktur, en ny måde at stresse og føle på. Hvornår får jeg rooooooooooooo?????

søndag den 1. januar 2017

den yderste dag

Tænker de, at de ser på et lykkeligt menneske?

Min hue med de sovende øjne falder ned på fjerde sals altan, efter at den lækre matematiker (en sætning man ikke troede, man nogensinde ville formulere) med de meget firkantede briller sagde: 'Så hvad har du lyst til, at jeg skal gøre?' og jeg i mit passive, forplumrede øjeblik siger: 'hvad har du lyst til at gøre?' og man pludselig står tæt, og hans tunge er blød mod min tunge, og hånden stryger op og ned af min velourkjole inde under jakken, og han vil have mig med hjem, så meget, at huen glider af mit hoved og ned på den anden altan.

En sms tikker ind. En gammel kæreste.... Skægmonstret skriver den længste besked han nogensinde har skrevet 03.19, om afsavn og 'jeg ønsker jo altid det bedste for dig', og tænk dig, jeg bliver sådan en der græder til nytårsaften, hvor eyelineren smelter ned af kinderne i en håbløs grimasse, og ikke fordi jeg vil have ham tilbage, nejnej, men fordi, at jeg i forvejen græd over ham hele dagen. Han ramlede ind i mig et sted på Nørrebro, mens jeg makeupløs med de sovende øjne-huen kiggede aggressivt ned i jorden, trampende tilbage til lejligheden. Jeg hev fat i hans jakke og sagde: "Er den overhovedet varm?", og vi grinede i lang tid, ikke over jakken, men fordi vi bare stadig har det sjovt sammen.

Matematikfyren står ved toiletdøren da jeg kommer ud med et opløst ansigt, 'ikke lige nu', affejer jeg ham, og kigger for anden gang denne dag ned i jorden. Det er den yderste dag. Og på den yderste dag snaver man med en rando, græder over sin eks og køber cola med til den nye fyr, som ikke svarer sin telefon. Så står jeg med håret i postkassen et sted ved Sortedamdossering, med fem ubesvarede opkald, fordi han alligevel var pissestiv, og jeg græder igen. For huen med de sovende øjne er væk, mine egne grædende øjne bliver ved med at græde...

Jeg tror at det i dag gik op for mig, at 2016 har været alt for hårdt. 2017 skal være mindre dramafrit. Held og lykke med det - speciale og dagepenge og en usikker bolig....

I morgen har jeg så cola og kakao til at slukke min tørst. Jeg krammer katten, mens jeg græder ned pels. Jeg