torsdag den 23. februar 2017

psykopat

Jeg prøver at pådutte mig selv i angst i dag. Det kan være på grund af de fem øl jeg drak i går. Eller også er der noget, som er ændret inde i mig.

Jeg var til en koncert i går, som gav mig nogle følelser, jeg aldrig har haft før. Det var en varme som spredte sig fra mit hjerte og ud til skuldrene, som bølger af kogende vand der slog mod mine knogler. Hen mod koncertens slutning var jeg næsten helt slap, og kæmpede samtidig for ikke at begynde at storhulke.

Kunstnerne på scenen var iklædt hvidt tøj, og hver gang de sang, gav det et sug igennem hele min krop. Jeg tænkte, at jeg måtte give slip på alt, hvad jeg havde. At jeg skulle give op og lade mig svæve væk i kunsten. Hvad laver jeg overhovedet med specialet? Og med mine jobs? Har sandheden om livet virkelig forbigået mig?

Så nu sidder jeg på mit arbejde, og jeg bør lave speciale, men mine hænder sitrer og det bølger og skælver og suser, og jeg ved ikke om det er godt, og jeg ved ikke om det er sådan livet føles. Og jeg ved heller ikke, om det er kun er fordi at alting pludselig er dramafrit, og så vil min krop opfinde dramaet, for den higer efter at føle noget hele tiden, og den vil gerne græde og den vil røres og bevæges og være.

Min psykolog foreslog, at jeg skulle være mere psykopat (altså, ikke på diagnose-måden, min psykolog forsøger bare at bruge slang). Være mere i mine følelser: Rasende, hulkende, grinende, elskende. Omfavne det voldsomme, det intense. Alle de ting jeg ved, at jeg har i mig. Jeg er så pisse dramatisk, og når dramaqueen møder pligtopfyldende W., så opstår angsten, eller behovet for angsten.

Jeez. Jeg ved ikke engang, hvad jeg snakker om.
Jeg blev lykkelig over, for en gangs skyld at forlade mit hoved. Og nu er jeg bange for, at jeg aldrig kommer tilbage. At jeg ikke kan skrive specialet, og at jeg ikke kan få et job.

Mens jeg sad dér med spejlblanke øjne foran disse majestætiske kunstnere, tænkte jeg ikke på H., jeg følte ikke kærlighed overfor nogen, hvilken overraskelse egentlig. Og jeg vil være alene, jeg vil så gerne bare være alene, og jeg vil have angst, og jeg vil have alle de ting der hører med, og så vil jeg være psykopat også.

mandag den 20. februar 2017

at bo

Jeg har lige røget en cigaret ude i den bagerste del af haven, nede ved hegnet, så langt væk fra halvåbne vinduer man kan komme. Under en paraply og med håret gemt væk under huen, så ingen røg kan spores. Min hjerne banker i dobbeltslag i dag. Jeg prøver at finde ud af hvorfor - altså, det var der også før nikotinen, så det er ikke cigarettens skyld.

Det føles så underligt at påtvinge sig selv denne rodløshed. Skænderierne fløj gennem Messenger mellem mig og Roommate i går. Han mener ikke, at han bør tage hensyn til mig. Jeg prøver desperat (og for en gangs skyld) at sætte grænser. Det går helt galt. Og nu skal vi bare "ride igennem de sidste tre uger som roommates". Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok til at ride igennem det.

Jo længere tid jeg bliver væk fra lejligheden, desto mere frygteligt føles det faktisk. Men jeg ved ikke, om alternativet (at tage hjem) vil have nogen bedre effekt. Det er dumt at skændes over skrift, det ved alle og enhver, men nu er jeg jo her, og jeg skal skrive speciale, det siger jeg til mig selv. Men realiteten er jo bare, at jeg flygter. Som jeg altid gør.

Jeg overvejer, om jeg overhovedet er i stand til at bo sammen med nogen. Om det er et problem, eller bare noget jeg skal acceptere. Efter otte år med utallige roommates og knap 10 forskellige lejligheder er konklusionen den samme: Jeg kan ikke bo sammen med nogen. Gik det nogensinde godt? Nej. Jeg kan ikke forstå, at det er sådan jeg er indrettet. Selv efter så mange år, insisterer jeg på, at det er mig der er forkert, og længes efter at være som "de andre", som åbenbart godt kan få det til at fungere.

Jeg skylder skylden på min voldsomme sensitivitet. Der skal ikke meget til at overskride mine grænser eller stresse mig eller få mig til at føle mig beklemt. Jeg er meget bevidst om dette. Mens jeg samtidig er god til at pege fingre efter dem jeg har boet med. At de er forkerte på den, behandler mig dårligt, er hensynslyse og egoistiske, mens jeg selv skælver rundt på hobetal af æggeskaller. Men jeg begynder efterhånden at acceptere, at det faktisk er mig, der er den dårlige roommate.

Gårsdagens eksplosion var funderet i en ophobning af frustrerede følelser som jeg med vilje aldrig havde fået udtrykt til roommate. Frustrationen over det der skete i efteråret med alle de forskellige besøgende i lejligheden, hans asociale, hadske adfærd i januar måned, mine behov der forsvandt... Jeg fik aldrig sagt noget. I stedet ledte jeg efter lejligheder og drømte om bare at komme væk væk væk. Det er ikke en helt voksen måde at håndtere det på. Men samtidig, hvad gør man, når man aldrig har sin egen lejlighed? Når man altid bor under andres regler? Så indretter man sig jo bare og lever med deres humørsvingninger og skiftende regler og forhold. For ellers kan man miste det hele, kan man ikke?

Jeg har åbenbart ikke lært noget.

søndag den 19. februar 2017

ensporet

Lige nu? Jeg ligger i en grå fleecetrøje rullet ind i et gråt fleecetæppe hjemme på mine forældres brune lædersofa ude i forstæderne. Mit nyvaskede, velduftende hår er klasket sammen i fletning i nakken, der får mig til at ligne en meget dedikeret indremissionsk. Mine forældre er endnu ikke kommet hjem fra sommerhuset, så jeg ligger bare og stirrer på den overdækkede terrasses gamle plastiktag, der nok snart kunne bruge en udskiftning.

Jeg stod foran motorvejen ved Buddinge-afkørslen allerede kl 9 i morges. I en febrilsk aggression havde jeg forladt lejligheden blot en time før. Raset ud mod Tagensvej og hylet hele vejen ned til busstoppestedet.

***

Min lørdag aften var meget stille. Jeg sad troligt og nøjsommeligt og arbejdede mig gennem et forbandet tørt metodeafsnit, mens sødmefuld jazz strømmede ud af højtalerne. Min roommate var væk, så det var kun mig og katten der hyggede derhjemme. Det var rart at have stuen for mig selv, og endnu mere rart, at jeg har fået slået hul på specialet.

Det er som om, at min hjerne har sådan en aktivitets-termostat, en omstillingsparatheds-kontakt, der kan ændre min fleksibilitet mod forskellige projekter inde for meget kort tid. Hjernen er nu 100 % indstillet på at skrive speciale. Alt andet (ah, næsten, du ved) er forduftet til fordel for en voldsom, pludselig målrettethed. Jeg kræver isolation, ro og orden. Jeg vil bare skrive. Og jeg vil kun tænke på specialet. (Dette kan meget vel gå over meget hurtigt, skal det lige siges).

Denne lørdag aften fik jeg altså et kick ud af min fantastiske arbejdsmoral. At jeg allerede havde produceret næsten 1/6 del af mit speciale på bare tre dage. Ak, så bliver hele forløbet som en drøm! tænkte jeg. Lykkelig og i en decideret adrenalinrus over egen formåen, går jeg i seng kl 23 som en lille klam duks, med nærmest foldede hænder og tanker kun om speciale (kan du se min krop langsomt forsvinde).

***

Jeg kigger på mit ur. Klokken er 6.45. Der er lys ude i gangen og jeg kan høre lyden af urin der hårdt spuler kummen kun få meter fra mit værelse. Det er tydeligvis en mand der tisser, det kan man altid høre. På min telefon er der en besked fra min roommate, sendt halvanden time tidligere. Er du hjemme? 

Jeg tager ørepropperne ud, tænker om han måske har glemt sine nøgler, men hvem søren er det så der tisser på toilettet? Da øreproppernes døvhed forsvinder, overdøves luften pludselig af det faktum, at der er morgenfest i stuen. Det føles som om, at mit værelse er fyldt med røg, som havde jeg lagt mig til at sove på Nørre Bodega. The Knife brager gennem rummene.

Jeg vælter ud af sengen (formår lige at fjerne sovebrillerne i panden) og ind i den fuldstændigt tågede stue, hvor der sidder tre mennesker. Hvad sker der? spørger jeg omtumlet. Det er en rimelig underlig måde at blive vækket på.. Roommate siger, at de nok skal skrue ned for musikken. Jeg går tilbage i seng, men kan ikke sove. I stedet for begynder jeg at græde. Morgenfesten bliver ved i en time. Jeg føler mig fanget inde på mit lille værelse. Og jeg ved, at hvis jeg skal ud af lejligheden, skal jeg igennem stuen.

En slagplan lægges. Jeg kommer i tanke om, at jeg kan forsvinde væk, - ud i forstæderne!, og at jeg endda kan være her i hele to døgn. Så kan jeg bare sidde dér og fyre den af med specialet, ha! jeg kan sgu næsten skrive hele specialet (ok, slap af...). Men først skal jeg vente på, at morgenfesten er slut. Hvornår slutter den. Jeg føler ikke, jeg kan trække vejret. Hvornår slutter de, slutter slut sl,...

En taske pakkes. Jeg vælter aggressivt rundt på det lille værelse og kaster ting ned i rygsækken. Det ender med en konfrontation inde i stuen. Jeg siger alle mulige ting, jeg kan næsten ikke engang huske det nu. Roommate er selvfølgelig komplet forvirret, men formår stadigvæk at give mig dårlig samvittighed. Som om, at det er mig der overreagerer. Jeg skal bare væk, okay? Jeg vil ikke være her. Jeg siger fra. Jeg siger alle disse ting. Det føles godt.

***

Så nu ligger jeg i sofaen og venter på at der går tre uger, så jeg kan flytte væk.
Jeg kan ikke holde ham ud, jeg kan ikke holde lejligheden ud, jeg kan ikke holde noget som helst ud, og jeg vil bare gerne være alene, og jeg vil være rullet ind i gråt fleece og have en grim fletning og skrive mit speciale. Så fuck alt det andet.

søndag den 12. februar 2017

kladder

Jeg har skrevet kladder i mit hoved og på telefonen hele dagen på afslutningsbeskeder til H. Det er aldrig behageligt at slå op med sig selv. Men når ens hjerne i snart to uger vågner op om morgenen med tanken: "Stop det. Stop det nu.", så bliver det efterhånden presserende. Især når appetitten også ryger i svinget, og når den glæde livet ellers byder mig, synes at skrumpe ind, fordi det eneste jeg kan tænke på er, at jeg ikke bliver elsket tilbage.

Så min søndag er forsvundet ind i eet langt tudeorgie med en krop der vejer tusinde kg, kun næsten lige så meget som klumpen i brystet. Vi har ikke snakket sammen i 48 timer, hvilket er en rekord i vores tre måneder lange bekendtskab. Det idiotiske er, at jeg udover denne fortærrende kærlighedssvulst, har det virkelig godt.

Jeg fik en lejlighed. Jeg fik fandme et sted at bo. Jeg var sammen med H., da jeg fik nyheden. Han havde lavet morgenmad til os, fancy spejlæg, og det eneste jeg kunne var at græde ned i æggene. Jeg var så ovenud lykkelig og lettet og overvældet, at jeg slet ikke kunne være i mig selv. Nyheden opløste mig fuldstændig. At jeg kan være så heldig, at rent faktisk få mit eget sted at bo...

Roommate er udenlands i en uge. Måske er det derfor, at min krop føles så tung. I går holdte jeg et middagsselskab for mine gode, gamle venner. Jeg brugte dagen på at gøre rent i hele lejligheden og lave middag og dessert, som rent faktisk endte ud med at være ganske vellykket. Da gæsterne endelig kom, begyndte min højre hånd at sitre igen. Bølger af kvalme skyllede sporadisk ind over mig, mens jeg tavs sad for bordenden. Måske jeg bare skulle have været alene.

Kvalme og sitren kan heldigvis ordnes med rigtig meget vin. Men rigtig meget vin giver også en tømmermændsdepressioner og gør alle de kærlighedsting meget værre. Jeg har bare lyst til at sove hele tiden og aldrig spise igen. Hvor er det håbløst.

Jeg er jo egentlig også igang med mit speciale nu. Første møde med vejleder er i næste uge. Jeg har udskudt og udskudt og udskudt alt arbejdet. Mit hoved er fyldt op af bolig, H., og mit eget liv, jeg panikker hver gang jeg kommer i tanke om, at jeg skal skrive specialet. Jeg tror vitterligt ikke, at jeg er i stand til det.

Det hele er skræmmende og voldsomt i dag. Rødvinstågerne er forhåbentligt forsvundet fra min hjerne i morgen. Og i morgen omdanner jeg kladderne til ægte beskeder. Hvis jeg kan holde til det. Jeg vil gerne være glad. Og H. gør mig ikke glad. Han gør mig ganske ulykkelig.

Jeg har lyst til at sende dem nu, så jeg kan falde grædende i søvn og vågne op som et nyt menneske der insisterer på sin egen væren og glæde. Jeg er mere værd end det pis her.

mandag den 6. februar 2017

liv

Jeg lever hele liv på få dage.
Det er vel sådan her, det føles at være i live. Så meget rod, kaos og en krop der insisterende forsøger at følge med.

Jeg fik ikke lejligheden. Men nu byder jeg på en ny. Så kan ugen gentage sig med følelsesmæssige rutsjebaner og afstandstagen til specialet. Det er sådan det er nu. Jeg tror godt, at jeg kan følge med.

Jeg er simpelthen så træt lige nu. Gik til forstæderne i går, gik tilbage i dag. Den isnende 'sibiriske' kulde har gjort mine knogler kolde og formindsket min hjernekapacitet til en simpel mumlen. Jeg tror ikke, at jeg har spist nok i dag. Men jeg er så glad og stresset og rodet på een og samme gang, at jeg slet ikke ved, hvad mine ord forsøger at sige mig.

Jeg må hellere prøve at sove. Og i morgen! I morgen tager jeg hul på specialet. Fuck. Jeg er rædselsslagen.

torsdag den 2. februar 2017

FØLELSER ÅH

Det er nogle gange et sandt eventyr at være så følsom her. Et humør der konstant svinger ind og ud af kroppen som en trapez. Hver dag åbenbarer forskellige niveauer, sanser og tanker sig og placerer sig nye steder i kroppen. Argh.

Her til morgen var det en knugende betændelse der røg lige i solar plexus og fik min puls til at banke hårdt ved første vågne åndedrag. Et opråb fra hjernen om ensomhed, længsel og utilstrækkelighed der marcherer rundt i min usunde krop.

Det startede egentlig i går aftes, hvor jeg var hos min søster. Når jeg er hos hende - eller hos mine forældre for den sags skyld - har jeg aldrig lyst til at tage tilbage til mit eget hjem. Jeg får et perspektiv på mit rodede liv; kan pludselig mærke hvor meget lejligheden stinker af kattepis, hvor stresset jeg er der og hvor rodløst det hele føles. Jeg fik bare lyst til at græde, putte mig ind til hende og aldrig forlade hendes kummerlige ungdomsbolig.

Vi snakkede om kærlighed, og jeg begyndte at græde (igen....), da snakken faldt på Skægmonstret, og det stigende afsavn jeg har følt efter ham den sidste uges tid. Igen er det som om, at jo tættere jeg kommer på H., desto mere savner jeg Skægmonstret. Jeg putter mig ind til H. på samme måde, som Skægmonstret puttede sig ind til mig. Når jeg lukker øjnene, ønsker jeg allerhelst, at Skægmonstret bare var der med sin store, varme, bamsede krop og holdt om mig til evig til. Jeg kan næsten føle omfavnelsen, hvis jeg koncentrerer mig nok. Det er enormt sørgeligt, egentlig.

Jeg tror, at jeg en af dagene skriver til H., at jeg ikke har lyst til det her mere. Jeg vil prøve at insistere lidt på min egen eksistens. Jeg vil gerne elske og blive elsket. Med H. er jeg ret sikker på, at jeg spilder min tid (og kærlighed og energi og sorg).

****

Det kan også være, at alle de her følelser handler om, at jeg er nervøs for, om jeg får lejligheden, som jeg har budt på.

Det er nok egentlig mest det.

Ejendomsmægleren kan ringe anytime.

Åh.

Jeg ville ønske, jeg var 80 %, måske endda 75 %,  i stedet for altid 120 %. Det er udmattende.

MEN OGSÅ RIGTIG SPÆNDENDE:
Garwrdddddd.

onsdag den 1. februar 2017

insisteren

Fuldtidsjobbet er overstået.

Jeg græd af lettelse i små patetiske hulk hele dagen i går. Op til, havde natten biddraget med ingen søvn og dermed kun en luftighed i mit hoved, der gjorde mig svævende og overfølsom overfor alle input. Efter halvanden times arbejdsdag hvor jeg brugte en del af tiden på at tude mesterligt ude på toilettet, overvandt jeg mig selv og trak stikket.

Vi spiste kage for at sige farvel, men heldigvis stillede ingen mig spørgsmål om min videre færden. Som det spøgelse jeg havde været de sidste par måneder, fes jeg ud gennem dørsprækken før frokostklokken ringede. Kvalmen som jeg har haft de sidste ugers tid, forsvandt det øjeblik jeg gik ud gennem porten.

Kort tid efter befandt jeg mig i ejendomsmæglerens mødelokale alene ved et stort bord. Der gik ti minutter før han kom derind. Jeg kartede rundt på stolen og lod som om, at jeg var voksen og vidste hvad ejendomsmæglere snakkede om. Min mave rumsterede og jeg blev ved med at se billeder af mig selv stå kaste op ude foran kontoret . Jeg er ikke voksen nok til det her, jeg er ikke voksen nok til det her, brægede min hjerne stilfærdigt til mig.

Men under fik jeg skrevet. Stadig kun et bud. Men hvor er det sindssygt. Om et par dage ved jeg, om jeg for første gang i mit liv får et godt, permanent sted at bo. Shit. Hvor ville det bare være det bedste der kunne ske. Jeg blev stolt over min egen selvstændighed (okay, jeg fylder snart 28, så måske det er på tide). Men dét der gjorde mig allergladest var manglen på angst.

----

"Hvad er det modsatte af at eksistere," spurgte min psykolog. Jeg fumlede rundt, kunne pludselig ikke begribe ordet 'eksistens'.
"Det er at insistere. Og du insisterer nu."