torsdag den 30. marts 2017

sygdom

Engang havde jeg en mærkelig lille knop på min arm. Jeg kunne ikke rumme, at den var der. Så jeg begyndte at kradse og kradse med mine negle, til jeg til sidst havde skabt en lille hulning i min arm. Det blødte meget. Nu prydes den af en lille hvid cirkel der bulner lidt ud på 0,5 cm i diameter tæt på mit håndled. Jeg kan huske, at Skægmonstret blev bange for mig.

Disse dage er jeg besat af mine tænder. Så besat, at jeg har flået hul i min ene overlæbe, der hver nat sprækker som en overmoden appelsin. Jeg fanger min mund i hvert et spejl, undlader at tænde lyset på badeværelset, når jeg ikke tør kigge på tænderne, mærker efter med min tunge på fortænderne konstant, så tandkødet efterhånden er så nedslidt, at det bløder. Der er en lille sort plet mellem mine fortænder, og jeg er ganske overbevist om det er kræft. Det er i hvert fald sådan jeg tænker, når jeg skal sove, eller når jeg bare er alene for mig selv. Og om natten står jeg derfor overfor mit eget gebis i gigastørrelse og skraber gråt mudder ud af revnerne. Min tandbørste er helt maltrakteret, fordi jeg skrubber løs 2-3 gange om dagen på de stakkels tænder. Jeg tænker, at alle kan se det på mig. At de kan se pletten. Og så tænker de, at jeg er en sjusket junkie, og sjuskede junkier får kraftedme aldrig et job.

Jeg har bestilt tid til tandlægen i næste uge. Jeg har ikke været til tandlægen i fem år. Jeg ved ikke, hvem tandlægen er. Jeg ringede i går og sagde, at jeg altså var meget nervøs. Men undlod at fortælle dem, at jeg forestillede mig, at de blev nødt til at trække mine fortænder ud, fordi der var gået råd i dem, og at jeg nu havde kræft, og jeg selv synes det er synd for mig, for jeg bruger virkelig mit smil meget i hverdagen, jeg er en meget smilende person. Gud, hvordan vil jeg være uden mit gode udseende? Vil jeg værdsætte livet mere? Eller hvad hvis det faktisk viser sig, at jeg skal have trukket alle tænderne ud, og at der også er gået kræft i min læbe (eftersom den sprækker sådan), og så forsvinder min mund fuldstændig? Og de ville være sådan: Hvorfor kom du ikke til os noget før? Og jeg ville være sådan: Jamen, jeg har jo ikke styr på mig selv, jeg passer ikke på mig selv! Og de ville hviske til hinanden og sige: Sikke en skam. Så ung en pige! Og jeg ville prøve at retfærdiggøre det hele overfor mig selv og sige: Jamen, det skal jo også ramme nogen. Kræft i tænderne! Og hvorfor ikke mig? Bare fordi jeg er hvid, ciskønnet og pisse priviligeret?

Og jeg har også udskudt i en måned at ringe til gynækologen, så jeg kan få sat en spiral op, og det er mest fordi, at jeg er bange for, at de siger, at de kan se, at jeg ikke kan få børn, og at ser helt galt ud deroppe og at det hele skal pilles ud, at der kræft i alt, og det har spredt sig, ligesom til mit venstre bryst, som faktisk også gør lidt ondt for tiden når jeg ligger på det. Og måske har jeg faktisk bare så meget kræft i kroppen, at min krop kører på dampene, uden at jeg ved det, og at jeg en dag bare kollapser, og så vil de sige: "Hvor er det vildt, at hun overhovedet kunne passe hendes arbejde og studie - hun er jo helt rådden inde i".

***

I morgen skal jeg til vejledning med mit teori-afsnit. Lige nu er det lykkedes mig at skrive knap 35 sider af mit speciale. Det gør mig nervøs. Jeg er nervøs for, at jeg har givet alt, hvad jeg kan, og at det ikke er godt nok. Så har jeg siddet i en måned med blodsprængte øjne og dakkedakkende puls til ingen verdens nytte. Jeg er ret rolig, egentlig, og jeg er faktisk også pisseglad. Men jeg kan godt mærke, at jeg også er helt rådden inden i. Hver gang mit liv har fået ro, så fantaserer jeg om disse sygdomme, og de lammer mig fuldstændig. Så nu vil jeg tage i Frederiksberg Centret her efter arbejde og leve et liv, som var jeg en anden. Snart er jeg forhåbentligt rigtigt en anden.

lørdag den 25. marts 2017

askese

what'll i do with just a photograph, to tell my troubles to? 
when i'm alone with only dreams of you, that won't come true, 
what'll i do?

Jeg har ikke drukket koffeinholdige drikke i snart fem år. Derfor er jeg meget vel klar over deres effekt på mig, og derfor tager jeg ikke stoffer, når jeg skal i byen, men drikker derimod energidrik, så mine pupiller udvides, min puls stiger og jeg griner manisk i hele fjæset, mens det føles som om, at mit legeme svæver en meter over gulvet. 

Jeg havde regnet med, at en halv liters energidrik i går skulle give mig den mest vidunderlige og sindssyge aften DER SKULLE VARE TIL DEN LYSE MORGEN JA! Men man kan jo ikke gøre sådan noget alene, alle skal ligesom være indstillet på den zindzzyge aften, og ydre omstændigheder kan gøre, at man kun når at danse en time i sit eget sved på en propfyldt danseklub, før ens selskab vil hjem. Det er svært for sådan et koffeinpumpet menneske at sove ordentligt. Men fred være med det. 

Det har været tre uger med hjertesorg nu. Jeg var endelig klar til at gå amok - på en ikke-eskapistisk facon. Jeg har det faktisk ret fint. Jeg har fordybet mig i specialet og skrevet afsindigt meget. Arbejder slavisk og målrettet, og får i bølger endda små adrenalinsus over egen formåen. Jeg er endda de sidste par dage begyndt at spise grøntsager igen, omg.. 

Det er også en isoleret (og dødkedelig) tilværelse. Til gengæld gør min underbevidsthed en masse arbejde for mig, og jeg sover elendigt om natten, fordi det hele skvulper rundt i mareridtsagtige drømme. Jeg har ikke drømt i lange tider. Det er underligt, når livet i "virkeligheden" svinder ind og at det i "uvirkeligheden" tager til. 

Jeg er hjemme i Roommates lejlighed stort set hver nat. Eller i fremmede lejligheder. Ligesom den jeg bor i nu, faktisk. I drømmene flakker jeg rundt i disse tomme, rodede rum, jeg ikke genkender; pakker flyttekasser hele tiden, konstant i bevægelse, konstant på vej væk. I morges mødtes jeg endelig med Roommate, og han havde fået en ekstra kat. Han var venligsindet overfor mig, og jeg blev glad for, at det kunne være sådan. Jeg blev ved med at gå ind på mit gamle værelse, hvor der nu boede en ny. Der blev holdt en filmfremvisning inde i stuen, og jeg følte mig lidt malplaceret i bohemeselskabet. Alt var revet ned af reolerne, nogle møbler flået i stykker, og det var tydeligt, at Roommate var ved at krakelere. Hans smil var stort og uhyggeligt; skævt og stegt.

Jeg håber, at jeg snart forstår, at jeg ikke bor der længere. 

***

Hver morgen tester jeg desuden, om jeg stadig er forelsket i H. Og er sådan yup. En del af den smertende sorg er gået væk, men min reptilhjerne fatter stadig ikke, at den altså også skal falde ud af forelskelsen. Jeg tænker på ham hele tiden, på sådan en kærlig og rolig måde, som jeg ikke helt fatter. Jeg er stoppet med at græde, så han sidder ligesom bare inde i mit hjerte og kukkelurer og fylder. 

Jeg håber, at jeg snart forstår, at jeg ikke skal elske ham længere.

lørdag den 18. marts 2017

hæslig

I går drak jeg ni øl fordelt over mange timer. Jeg havde forinden været alene i over et døgn og tavst skrevet på mit speciale.

Jeg kunne næsten ikke komme afsted. I stedet sad jeg i sofaen som lænket, helt ret op og ned, stirrende ud i luften, som var det den største beslutning i verden at tage på bodega.

Jeg havde torsdag aften i mit vilde tudehysteri fantaseret om at vågne op fredag og ligne en komplet anden. Jeg flettede mit hår og tog en ny skjorte på (wow, sikke en forandring). Så sad jeg dér på bodegaen og lignede en chubby countrysanger, simpelthen så kikset. Hver gang jeg så mig selv i spejlet så det ud som om, at mit ansigt var 1000 år gammelt; med død hud og indsunkne øjne, maskuline træk og simpelthen så uskønt at jeg kunne brække mig. Skjorten gjorde mig tykkere og fletningerne fik mig til at se ynkelig ud.

Men øllene og smøgerne smagte urimeligt godt, og jeg var disconnected fra tristheden for første gang i lang tid (thank you alcoholz). Jeg var der med H.'s venner, eller, vores fælles venner, og samtidig en han tidligere har bollet (og brændt af på en frygtelig måde). Hun var virkelig smuk og charmerende, og jeg prøvede hele tiden at forestille mig, hvordan de havde haft sex i sin tid.

På vej hjem, efter alle de øl, men stadig ikke super beruset, var jeg ved at skrive en besked til ham. Noget så simpelt som "jeg savner dig". Jeg slettede den igen. Kom hjem og sad i sofaen i en time igen, skrev besked, og slettede, skrev, slettede, srkr,slekslkrls. Til sidst lod jeg vær'.

Ude i spejlet igen kunne jeg se min egen uattraktivitet, og jeg tænkte: Det er jo derfor han ikke kan elske mig, jeg er så hæslig at kigge på. JEG SKAL LADE VÆR MED AT SKRIVE TIL HAM FORDI JEG ER SÅ PISSE GRIM.

I nat har jeg haft frygtelige mareridt, og jeg vågnet op rasende og ked af det. Jeg har ikke rigtig tømmermænd. Jeg tænker hele tiden: "Er jeg virkelig så hæslig?" Jeg vil gerne bare sove dagen væk, men raseriet gør, at jeg ikke er træt. Jeg har lyst til at slette H. fra facebook, så jeg ikke kan holde øje med hvornår han er på og ikke på. Jeg bruger for meget energi på at udfylde hullerne med fiktion. Jeg har lyst til at skrive en lang rasende besked til ham.

Og jeg er måske hæslig, måske er jeg helt forfærdelig... tænk jeg ikke vidste det før.

onsdag den 15. marts 2017

arbejde

det går op for mig, at jeg har været isoleret fra det virkelige liv siden i fredags. 

jeg gik ellers en tur på vej hen til jobbet. gennem smukke frederiksberg under solen. men det øjeblik jeg kom herind, føles det som om (igen) at det hele ramler. mit krop ryster og sitrer, jeg tror ikke, at jeg trækker vejret helt ordentligt, og jeg er ikke nærværende. hvorfor skal jeg slynges sådan ind og ud af mig selv? jeg brækker mig snart over mit liv.

jeg er så skrøbelig og sårbar hele fucking tiden, hver dag er et nyt følelsesorgie som jeg ivrigt deltager i. jeg prøver at passe på mig selv, men det er aldrig nok. eller også gør jeg det bare forkert. jeg havde det så dejligt i går. men jeg kan mærke, at mit nat har været præget af onde drømme, stressende mareridt, og jeg sidder igen i sofaen med en al for høj puls over morgenmaden.

før jeg gik i seng (hvor jeg forinden heldigvis havde forhindret mig selv i at skrive til H.) hviskede jeg til mig selv (!?!?) og knyttede mine hænder: "Please, lad mig drømme om ham i nat... jeg vil gerne være tæt på ham.." seriøst, det gjorde jeg virkelig. jeez....

i drømmen lignede han ikke sig selv. han var et hoved lavere i stedet for et hoved højere end mig. hårpragten var falmende, tyndslidt, og ansigtet endnu mere magert end normalt. han gjorde alt for at undgå mig. jeg stod selv på dansegulvet med en drink i hånden og havde hele tiden styr på, hvor han befandt sig i lokalet. jeg følte mig stærk, i drømmen. han var forfærdelig utiltrækkende. måske ved jeg godt et sted dybt derinde, at han slet ikke er god nok til, at jeg er forelsket i ham.

beskeden jeg havde forfattet (men IKKE sendt) lød sådan her:


Hej H. Det føles som en evighed siden forrige søndag, og samtidig slet ikke.
I går flyttede jeg endelig. Det endte rigtig grimt, så sidste uge var ikke just en drøm… Men sikke en lettelse endelig at slippe væk fra det sted. Jeg var slet ikke klar over, at det ville ændre så meget for mig. 
Jeg er tilbage i XX lejlighed nu. Hun har fjernet en del ting, så her er ligesom en zen-have; helt minimalistisk og tomt. Føler mig rolig og afslappet her. Har endda kunne overskue at kigge på mit speciale igen efter ti dages pause.
Det er underligt, for selvom det er mange måneder siden efterhånden, så kan jeg stadig huske dig være her også, mere end jeg kunne i Roommates lejlighed. Når jeg ryger en cigaret i vinduet med mine mangefarvede striksokker på, kan jeg mærke dine fødder mod dem, og huske hvordan du komplimenterede dem for at være nogle rigtig fine sokker. Det er som om, at du også er her på en måde, i roen og i stilheden.  
Jeg håber, at du har det godt. 
Kh W.



tirsdag den 14. marts 2017

hjemme

på 60 kvm er der et bord, tre stole, en sofa, en lænestol, nogle lamper, et skab og en seng. på væggene malerier af havet og i reolen bøger om verden. i hjørnet står planter med nye skud, og der er tre meter til loftet. i disse rum bølger jeg rundt i lettelsen, i disse rum trækker jeg vejret igen.

blypladen der skarpt stak ind i hjertet er forsvundet; jeg nåede ikke engang at mærke det rigtigt. det var først et stykke ned af jagtvej med en sæk tøj på bagagebæreren og i min frygt for at møde en lille rund mand der ville kræve en forklaring, at jeg forstod, hvad roden til al denne smerte var.

roommate var tidligere på aftenen kommet ind og havde med en vrede-dirrende stemme skældt mig ud over manglende svar på (hans passivaggressive) fb-beskeder. min puls steg med 100 og jeg troede at blyklumpen ville gøre det af med mig. han forsvandt kort efter ud i natten, dette lille aggressive, runde væsen; en baby af raseri og spildt energi. jeg sad i mit tomme værelse (alt i flyttekasser) med blid folk spillende og troede jeg skulle krepere af angst.

men jeg kom i tanke om, at jeg altid har andre steder at være. katten susede ind under sengen, og jeg rykkede aggressivt og febrilsk sengen væk fra væggen og hev fat i dens hale mens jeg råbte: KOM NU UD FOR HELVEDE DU SKAL IKKE VÆRE HER, KAT! tårerne stod ud af øjnene på mig som små saltbomber, og jeg nussede katten der rev mig på næsen. (du skal ikke være her). og væk var jeg selv, ud af døren, væk væk væk fra dette forbandede sted.

det var søndag.

og nu er det tirsdag.

mandagen gik jeg tilbage til gerningsstedet og pakkede resten af tingene sammen. i et manisk temperament frygtede jeg roommies genkomst til stedet, og jeg ønskede, at flytteholdet skulle komme hurtigt og beskytte mig mod hans uforudsigelige vrede (hvordan blev det hele så slemt?). han kom heldigvis aldrig hjem. og jeg ser ham heldigvis aldrig igen.

da alt var pakket og rengjort klemte jeg om katten, kyssede dens små pelsede kinder, og sagde, at jeg elskede den, men at jeg ville forsvinde nu. "mor skal ud og realisere sig selv..." der er noget sanseligt berusende over at smække en dør efter sig og ikke længere have nøglerne til at kunne gå tilbage. At gå ned af trappen, ud af døren, og vide, at man aldrig kommer tilbage. det suser, sådan noget.

***

jeg sidder på sofaen i mit minimalistiske refugium nu. jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst glædede mig til fremtiden, men det gør jeg i dag. i dag kan jeg rumme alt. hjertesorgen blæser også langsomt væk i den blide forårsbrise, min højre hånd ryster ikke længere og jeg er mere hjemme her, end jeg har været i snart 2 år. hjemme. alene. hjemme i mig selv.

det eneste problem er, at H. også er i denne lejlighed. jeg boede her i en uges tid i december, lige da vores "forhold" gik allerbedst med allerstørst kraft. han var her to gange. første gang lavede han gnocchi til mig, og vi drak rødvin, og han sagde, at min storeske var en omfavnelse af flødeskum, og at min vagina var platinum (ikke helt hans ordvalg). anden gang var vi kommet hjem fra byen sammen og spillede musik for hinanden, og jeg lænede træt mit hoved mod hans skulder i sofaen, og vi elskede hele natten til det blev morgen igen, berusede af alkohol og hinandens nærvær.

jeg har lyst til at skrive til ham, at han, mere end noget andet sted, er lige her nu.
men jeg må nok hellere lade vær. nu har jeg det lige så godt.


lørdag den 11. marts 2017

ryster

Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at pakke mine ting sammen i flyttekasser. Jeg bor i ét stort rod disse dage, alting flyder over det hele, og jeg ligger bare i fosterstilling på sengen og prøver at holde mit hjerte i skak.

Et andet sted på Nørrebro spiser vi lækker vietnamesisk mad, disse solskinsrige forårseftermiddage, og jeg er most inde i et hjørne, og jeg kan slet ikke tænke klart, fordi der ligger store kampesten på mit bryst. Jeg får nøglerne til mit næste refugium, mens mine hænder ryster.

En bil kører mig rundt i forstæderne, og vi løber ind og ud af genbrugsbutikker. Jeg transformerer mig selv til en person i hvidt tøj, der reflekterer solens stråler. Ubekymret gennem Ballerup Centret som et andet menneske. Fem timer knitrer væk som fiktivt indie-flimmer; på turen tilbage mod København kan jeg næsten ikke trække vejret igen.

Alle disse lure. Jeg er fanget i en død tid. Jeg kan slet ikke finde noget rum for selv.

På arbejdet fredag aften er jeg igen et sprudlede menneske, og jeg smiler servicevenligt og griner højlydt. Før jeg skal lukke 100 mennesker ind til en forestilling, ser jeg hans nye profilbillede på Facebook, og jeg får instinktivt lyst til at kaste op. Kontrol, kontrol, jeg overlever selvfølgelig.

Netto tilbyder mig en dyr Ripasso, og jeg synger kærlighedssange for mig selv til klokken 3 uden at græde, mens jeg venter på at SKATs hjemmeside lukker mig ind. Penge er ikke noget problem nu.

Jeg har glemt, hvad det var jeg skulle, så nu ryster jeg bare igen.

torsdag den 9. marts 2017

liderlighed

Det er en åndssvag og ulidelig cirkulation af følelser der foregår i min stakkels lille krop. Hver morgen er jeg sikker på, at han har skrevet og har fortrudt sin afvisning, det knuger i hele sjælen som en influenza der standser blodet og en blyplade der flænser hjertet, men sorgen erstattes af en rastløs liderlighed, og liderligheden efter den aggressive, tårevædede onani, erstattes med den voldsomme vrede, og vreden løber igen ind i sorgen, og sådan skvulper det hele rundt i een uendelighed.

Jeg har dog ikke grædt de sidste to dage, og lige nu føler jeg mig mere (grotesk) vred og (absurd) liderlig end ked af det. Jeg har lyst til at smadre nogen (man ville aldrig kunne se dette på mig, så yndig og så blid, fuck af), og jeg har lyst til at blive bollet i stykker af ansigtsløse mænd (men nok mest af ham, goddammit).

Kvindernes kampdag blev brugt med en veninde og snak om mænd, sex og følsomhed. Ha. Så kender man dem igen, hva'?? Kvinder og deres skvadren om mænd, snakkesnakkesnakke følelser, wah. Ren Sex and The City. Jaja. Det føles stadig kraftfuldt, og det føles vigtigt. Vi finder vores grænser i fællesskab, vi finder ud af knudemændene, raseriet, seksualiteten; frigørelsen, onanien, lysterne, kreativiteten, kunsten, kroppen... Og jo mere jeg snakker, - vi snakker -, jo mere forsvinder H. ind til en lille rosin, som jeg smølfesparker væk ud i Det Store Tomme Intet (lige præcis dér hvor han var før).

Jeg begræder, at jeg tillod ham at få mig til at føle mig som mindre værd. Jeg fortryder, at han fik lov til at bolle mig sådan dér; bang-bang-bang-wush. (at jeg forvekslede hans kolde, kyniske knalderi med passion - wow, han flår bare tøjet af mig, og stikker fingrene op i mig med det samme, han må virkelig begære mig, wow, han kom så hurtigt, han må være så forelsket i mig, at han slet ikke kan styre sin orgasme....)

Da vi startede med at se hinanden, duftede han altid til sine fingre, når han var på vej ud af døren og sagde: "Nu kan jeg dufte dig hele dagen." Og dagen efter, nogle gange to dage efter, ville han sige: "Jeg kan stadig dufte dig på mine fingre." (fuck, det lyder creepy, når man skriver det ned, haha). Eller han ville spørge hvordan jeg kunne lide at have sex, og han ville give sig god tid med blide penselstrøg, udforske mig, og jeg ville udforske ham, og vi ville være tætomslyngede og have sex igen og igen bagefter...

I søndags sagde han: "Du har givet mig det bedste sex i mit liv, og du har lært mig, at være afslappet i min krop, så det kan du tage med dig.."
Han var ikke det bedste sex i mit liv.
Men jeg er stadig forelsket i ham. Og jeg længes med hele mit væsen efter at have ham inde i mig igen. Og derfor bliver jeg vred. For hans begær er stoppet. Og endda for lang tid siden. Og nu skal mit sind og min krop forenes igen. For jeg troede jo lige, at nu skulle de være hans. Jeg var klar til overgivelsen.

Jeg kigger intenst på alle mænd der passerer min vej. Jeg har følelsen af, at alle i verden begærer mig. Jeg føler, at de kan se i mit blik, at jeg er klar til at æde dem.

tirsdag den 7. marts 2017

afsavn

jeg var inde og se La La Land i går. jeg havde læst, at det var en god måde at undslippe virkeligheden på. i en jazzsymfonisk eksplosion forsvandt jeg også, og klumpen i maven blev opløst for en stund. men hver morgen er det samme show; tankemylder med hans ansigt der svæver ind og ud af mit indre blik; spoler igennem samtaler og sex og dates, gennem måltider, gennem hans mund og gennem mig selv.

det er ligesom at sidde i biografen igen, men hvor filmen aldrig slutter. jeg går ind i Jens Lekman-fasen af hjertesorgen, den fase kommer altid, og jeg kan græde igen, jeg græder morgenerne væk. og jeg har sådan lyst til at se ham igen, og jeg har lyst til at skrive til ham, at jeg savner ham helt vildt. og jeg finder ting, jeg gerne vil sende ham; et åndssvagt billede af John Travolta som barn:


jens lekman synger "I'd rather be your friend, than to never see you again", og det er lige sådan jeg har det nu, jeg kan slet ikke holde ud, at jeg aldrig skal se ham igen. 

Efter biografen tog jeg kort hjem for at hente mit nem-id. Roommate var ude. Han havde skødesløst kastet mine flyttekasser ind på min seng. Hele mit væsen sank ned i maven. Det føles som om, at alle prøver at eliminere mig fra jordens overflade, og jeg er presset ind i en ikke-eksistens, uden relationer, uden hjem, uden et sted at putte mit hjerte. Det er sorg på sorg på sorg. 

dagen ligger foran mig som en rådden, fordærvet mcdonalds-menu. jeg har ingen appetit, eller, min mave rumler, men jeg nægter at fodre den. om fem timer sidder jeg inde i indre by hos min psykolog, og så skal vi granske hvorfor jeg var forelsket, hvorfor jeg har det så fucked i den her tid, og måske hjælper det, eller måske bliver det hele bare meget værre og meget mere ensomt. 

jeg har lyst til at gemme mig væk, men når jeg hiver dynen over mit hoved, så er det som om, at alle tankerne bliver endnu større og fylder meget mere end før. vandet i badet skolder min krop, og jeg tager tøj på og reder mit hår. i spejlet betragter jeg min nøgne krop, jeg ville næsten ønske den så mere udsultet og alene ud, men når jeg kigger på den, ser jeg hans hænder på den og drømmer mig ind i hans favn igen.

mandag den 6. marts 2017

(advarsel) patetisk herz schmerz

jeg havde ikke regnet med, at det ville ramme mig så hårdt.

og jeg flygter igen. søster er på ferie med sin kæreste i en europæisk storby, så nu sidder jeg i hendes lejlighed et andet sted på Nørrebro og græder snot og synger med på kærlighedssange med musikken så højt i mine øregange, at jeg heldigvis ikke kan høre min egen stemme. WHAT A WICKED GAME YOU PLAY TO MAKE ME FEEL THIS WAY. WHAT A WICKED THING YOU DO, TO MAKE ME DREAM OF YOU.

begravede mig i SKAM (ikke så godt ved gensyn faktisk) og laksemadder i går, forsøgte at finde sjove klip på youtube, men alting mindede om ham, selv min facebook-feed flød over med ting, som jeg kun havde lyst til at dele med ham, og hvad fanden gør man med klumpen i maven, hvad fanden gør man.

Sorgen føles større end med skægmonstret. For jeg var ikke forelsket i skægmonstret længere. Det var en anden sorg. Det var som om han var død og alt vi havde var forsvundet. Jeg begræd det tabte. Det her gør ondt på en hel anden måde. H.'s ansigt flimrer konstant for mit indre blik, og min krop er knudret fuldstændig sammen, og jeg råber forpint mod fuldmånen HVORFOR KAN HAN IKKE ELSKE MIG??? (ak ja...) (der er ikke nogen fuldmåne, det ved jeg godt, jeg er så pissedramatisk)

så jeg skal skrive et speciale, men hvordan fanden skal jeg koncentrere mig om det? vil du ikke fortælle mig hvordan?

måske vil det hjælpe, hvis jeg spiser noget. men jeg har kun lyst til at spise smøger. jeg har slettet messenger og facebook fra min telefon. I nat slukkede jeg telefonen, så jeg ikke ville vågne op hele tiden og tjekke om han havde skrevet og fortrudt. Da jeg tændte den tidligt i morges (hvileløs) var der selvfølgelig ingenting.

Jeg ved at det tager et par dage med denne følelse. Jeg skal bare lige igennem det. Jeg skal bare søbe og have det helt forfærdeligt (åh gud, "Come what may", fuck). Mit hjerte skal bare stoppe med at gøre så fandens ondt.

søndag den 5. marts 2017

jeg er forelsket i dig

Jeg havde taget forklæde på og iscenesat køkkenet til hans ankomst. Vi snakkede om løst og fast, mens jeg langsomt snittede grøntsagerne i tynde, tynde stykker. I min fantasi ville han komme over og kysse mig i nakken, holde om mig bagfra og sige, at jeg så vidunderlig ud i køkkenet.

I stedet fortalte han en historie om sin forrige fredag på en bar. Her havde siddet en meget smuk og tjekket pige, som var på en mislykket første date. Han bemærkede dette ved, at hun sad mere og mere og kiggede på ham i stedet for på sin date.
"Men vi skulle jo også videre til koncert bagefter, og jeg skulle jo også op tidligt næste morgen, så det ville jo ikke gå..."
Kommentaren føltes som en knytnæve i mit hjerte, og jeg snittede gulerødderne langsommere og langsommere, mens jeg forsøgte at finde på noget at sige.

Vi spiste maden roligt, uden nogen form for fysisk kontakt etableret. Han var meget træt. Jeg prøvede at være energisk og snakkende, men det var svært, og flere gange tog jeg mig selv i at kigge trist ned i bordpladen. Efter et par glas vin var jeg mere åben. Vi snakkede i mange timer. Skiftedes til at sætte musik på. Jeg sad og stirrede på ham og mærkede alle mine organer suge sig sammen. Han kiggede tomt ud på et andet sted i stuen.

Klokken tolv går vi i seng. Han er som sagt meget træt. Han er over mig det øjeblik jeg rammer madrassen. Boller mig intensivt i 5 minutter, kommer og falder i søvn kort efter. Jeg går ud på toilettet og lader sæden dryppe ned i kummen. Ikke græd, ikke græd, siger jeg til mig selv. Jeg går ind i soveværelset igen og trækker sovebrillerne ned over øjnene. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, men jeg ved, hvad jeg skal gøre.

Natten føles lang. Jeg formår at sove et par timer her og der. Græder i de vågne og mærker alting knuge sig sammen i maven. Klokken seks står jeg hvileløst op og ryger en cigaret på altanen, sætter mig på sofaen og spiller fem runder Candy Crush, indtil jeg bliver træt igen. Jeg putter mig ind til hans sovende krop, nusser hans tynde arme og begraver hovedet mellem hans skulderblade.

Vækkeuret ringer endelig.
"Kom her," siger han, og åbner sin arm op for, at jeg kan ligge mig ind i hans krog. Jeg holder hårdt om ham. "Har du sovet godt?" Jeg fortæller ham om min nat. "Hvorfor tror du, at du sov så dårligt, - er det noget jeg har sagt?"
Jeg trækker mig ud af krogen og kigger direkte på ham.
"Jeg er forelsket i dig."

Vi snakker frem og tilbage. Jeg græder.
"Jamen, jeg ser dig bare som en rigtig god ven, W."
Vi er begge kede af det. Han kan ikke elske nogen, siger han. Han vil gerne forsætte med at se og snakke med mig, bare uden kærlighedshalløjet og sex. Det kan jeg ikke, siger jeg.

Vi krammer hårdt og tæt i lang tid, jeg græder ind i hans hals. Vi ender med at have sex. Du tror ikke det bliver underligt? spørger han. Nej, siger jeg. Jeg er allerede ked af det. Sexen er rolig, intim og orgasmisk, jeg holder fast i ham, med alt hvad jeg har. Forsøger at få hele hans krop på een gang, så jeg kan huske senere hvordan den føles. Vores munde er som to åbne, morgentørre huller der febrilsk støder mod hinanden, og med langsomme stød trænger han ind i mig.

Han tager afsted.

Det hele føles så forkert. Det føles forkert at det skulle slutte. Det føles forkert, at jeg aldrig skal være sammen med ham igen. Det føles forkert, at han ikke også elsker mig.

Men jeg er også lettet over, ikke at skulle elske ham længere. Det var alt for hårdt. Nu skal tiden bare gå, og jeg skal komme videre.

lørdag den 4. marts 2017

en rigtig date

Han kommer om lidt. Jeg er altid nervøs, når vi skal ses. (Drikker et glas hvidvin..)

I flere dage har jeg planlagt hvilket tøj, jeg skulle have på, hvordan vi skal have sex og hvordan jeg skal agere. Og når tiden nærmer sig, kan jeg slet ikke overskue, at han kommer. I dag er det mig som står for maden, og jeg sidder her i sofaen i den røde kjole, i alt for stramme strømpebukser og kan ikke rigtig bevæge mig.

Vi har "datet" siden november måned. Hver gang vi ses, gerne med en uge eller tos mellemrum (hans valg), er det en "rigtig" date. Vi laver mad eller tager ud og spiser og drikker øl sammen. Vi bruger aftenen på at snakke og det er altid først til sidst, at vi rigtigt rører ved hinanden.

Denne uge har været følelsesmæssigt svær for mig. I eftermiddags forsøgte jeg at tage en lur, fordi alting svimlede angst-agtigt for mig og lure hjælper ofte. Jeg græd over, at jeg skulle have dating-masken på i aften. Ikke at der er nogen grund til det - jeg har fortalt ham alt. Men der er forskel på at fortælle i retroperspektiv og så rent faktisk være midt i det.

Jeg håber ikke, at jeg kommer til at græde. Jeg håber heller ikke, at jeg kommer til at have angst. Forhåbentligt bliver det bare rart at se og være tæt på et menneske. Det håber jeg. Den her uge har været alt for ensom. Jeg kan kun høre min egne tanker hele tiden, de dunker rundt i hovedet. Min hjerne bilder sig ind, at jeg er dødeligt forelsket i ham. Men jeg er ikke sikker på, at det er den samme følelse jeg har, når han træder ind af døren.

fredag den 3. marts 2017

tomhed

Min venindes kat kigger olmt på mig fra den anden ende af lokalet. Hun er skeptisk ved, at det er mig der er i lejligheden, og ikke hendes 'mamma'. Mens min veninde selv er på kro-ophold i weekenden, har jeg overtaget hendes lejlighed og lader som om, at jeg også er på kro-ophold. Og når man er på en kro, så skriver man altså ikke speciale, er det ikke sandt?

I morges troede jeg, at dagen var dødsdømt. Jeg ville bare blive på bunden af brønden og aldrig stige op mod dagslyset. Roomie nuldrede rundt i lejligheden, og jeg holdt vejret, så han ikke kunne høre, at jeg også var vågen.

Denne uges ensomhed har virkelig taget fusen på mig.

Det er fem år siden, at jeg fik det rigtig, rigtig slemt. I stedet for at fejre min tydelige bedring, har jeg morfet mig ind i en fem år gammel identitet. Jeg har brugt de sidste par dage på at læse gamle dagbøger og blogs, prøvet at glide ind i en tid, der for længst er ophørt. Jeg prøver at sige til mig selv, at meget har ændret sig. Det er jeg også sikker på, at det har. Men aleneheden skræmmer mig, og jeg har så let ved at glide ind i denne tomhed som fyldte alt dengang.

I lang tid har jeg arbejdet for, at få en ideel situation stablet på benene. Sørget for, at jeg skulle arbejde så lidt som muligt, så jeg kunne have en masse plads til specialet og ikke mindst mig selv. Men friheden er altid farlig for mig, og ligesom i Berlin, forsvinder jeg bare ind i tiden og gør intet konstruktivt med mit liv. Det er netop hér hvor jeg gemmer mig på bunden af brønden disse lange formiddage. Jeg prøver at eliminere mig selv komplet.

Jeg tænker, om jeg skal købe en flaske vin eller nogle øl til mig selv denne fredag aften, så jeg "rigtig kan hygge mig". Men alkohol virker på en måde ikke smart i forhold til al dette navlepilleri. Alkoholen har altid været det der gjorde det lettere for mig at undslippe virkeligheden. Ikke at jeg har været alkoholiker. Men alkohol kan noget, det ved du godt.

I min flugt fra ensomheden endte jeg i går aftes til et lille personalearrangement med film og pizza i et af de store mødelokaler med personer der var den dobbelte alder. Jeg snakkede høfligt med på de intetsigende emner, engagerede mig i den dårlige film og spiste hele pizzaen i et ruf. Det var lettende for mig at opleve, at det var noget der gjorde mig oprigtigt glad - at jeg på mit arbejde har et hjem og en familie. Dét er heldigt.

Fra april 2012:


torsdag den 2. marts 2017

et hjem

Angsten kommer stadigvæk nogle dage. Rollen er byttet om heldigvis: I stedet for 6 dage med angst og 1 "fridag", så er det nu 6 fridage og blot 1 dag med angst (for det meste..).

Og i dag er dagen, hvor jeg ikke har det godt. Måske det allerede startede i går. Eller tirsdag aften efter jeg havde været til psykolog. Jeg sad dér i kurvestolen og græd af lykke over, at jeg havde det så godt og hvilede sådan i mig selv. Vi gik i dybden med de forskellige aspekter, og jeg fik igen øje på mine problemer, fejl og mangler. Måske er det nogle gange ikke så konstruktivt at gå til psykolog. Selvfølgelig er det godt, at man forsætter med at arbejde med sig selv, men det kan irritere mig, at min midlertidige, nye ro skulle forsvinde på den måde. Fucking evindelige selvrefleksion.

Det er med dommedagstankerne, at jeg sitrer. Om lidt flytter jeg, men er jeg overhovedet stærk nok til at bo alene? Skal jeg starte helt forfra igen - både fysisk og psykisk? Hvad hvis jeg endelig flytter ind i min nye lejlighed, og det hele bare braser sammen for mig? Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare et fuldtidsjob? Hvad kan jeg overhovedet? Hvem vil overhovedet hyre en som mig (humanist...)? Stopper jeg nogensinde med at græde hver dag? Kommer jeg til at være så ensom her resten af mit liv?

Jeg sidder på arbejdet. Det er altid på arbejdet jeg skriver. Det er altid når jeg er andre steder (end hvor??), at jeg får det på denne måde. Jeg føler, at mit hjem er taget fra mig, og nu er mit midlertidige hjem min hjerne, men min hjerne er fyldt op af negative følelser, angst, specialestress- og mindreværdskomplekser, af sex og liderlighed, af en krop i fordærv og af livets meningsløshed (ja, det skrev jeg sgu, haha). Og det er ikke, fordi det hele er slemt. Jeg ånder i min angst, som jeg primært tolker som værende en angst for fremtiden. Jeg panikker ikke, jeg er her stadigvæk.


***

Tre timer senere går det bedre.
Jeg vil bare gerne have et hjem snart.

dumt

Jeg sad inde i stuen i morges og røg en cigaret ud af vinduet. Vi var stået op nogenlunde samtidig, men dunkede rundt i lejligheden som to spøgelser gemt bag halvlukkede, tavse døre. Vi tog begge overtøj på på samme tid. Jeg spurgte om han skulle på kontoret i dag. Han åbnede hoveddøren op imens. "Ja, det var det jeg havde tænkt mig," svarede han surt og gik ud uden andre ord. På vej til universitetet følte jeg mig enormt ængstelig til mode; følelsen af at blive hadet på denne måde giver mig myrekryb. Hvad har jeg nogensinde gjort ham? Vi har ikke snakket sammen i en uge, men skyder blot ind og ud af hinandens liv, zigzagger os gennem de sidste uger, til vi endelig kan undslippe hinandens fordærvede ansigter. Jeg bliver ør. (Jeg flytter snart, hvor er det godt)

På uni kunne jeg ikke låse min cykel. Mens snotten stod ud af næsen og dryppede ned på sadlen, rev og flåede jeg i den skide lås, indtil jeg næsten var kommet for sent til vejledning. Jeg lod den stå åben, og mit hjerte bankede nu endnu mere ørt og ængsteligt, og snot var nu allestedsnærværende. Jeg taber min miljøvenlige vandflaske på vej op af trapperne og den går i tusinde stykker, eksploderer som en dæmning, vand over det hele. Men til vejledning hos min søde vejleder er jeg en flittig stjerne og snotten og ængsteligheden forsvinder som vandflasken ned i skraldespanden. (Min cykel var der stadigvæk da jeg kom ned). Senere bliver mit elskede halstørklæde stjålet, og jeg bliver for alvor bange for, om denne dag er ægte forbandet og om jeg skal passe ægte på.

Dagene har været ensomme på en underlig facon. Jeg har gemt mig bag musik i en alenehed, jeg trives med. Jeg forlader min egen krop tit, fordi det nu rent faktisk kan lade sig gøre, og dette er en lykke, det vil jeg gerne understrege. I koncertsalen i mandags, hvor jeg sidder alene med nogle fremmede, ældre mennesker, opløses jeg i den klassiske musik, og jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg skulle nå og hvorfor jeg var så stresset. Jeg vil have det sådan her hele tiden, lover jeg mig selv.

Men i aften græder jeg lidt, jeg ved ikke rigtig hvorfor.
H. sendte et billede af sig selv i morges fra hans arbejde, og jeg har til min egen overraskelse stirret på det hele dagen. Og jeg tager mig selv i at zoome ind på hans ansigt, og min mave snurrer sig sammen, og det bølger og gyser gennem min krop. Og jeg tænker igen, om jeg mon er forelsket, og så græder jeg over det, for det er fandme dumt at være forelsket i en som ham. Eller, ikke 'en som ham', bare ham.
Det er altså dumt.