fredag den 28. april 2017

ALONE FOREVER

Min arbejdstid blev udvidet med to timer, så jeg klokken halv ti i aftes sad i det tomme kontorlandskab og ventede på et videofil-upload på 20 gb. Timeren talte ned.
40 minutter. 19 minutter. 8 minutter.

Et sted derimellem modtog jeg en besked fra Skægmonstret.
Det er en underlig besked, sagde han. Men jeg har fået en ny kæreste. Og for at gøre det rigtig underligt, så hedder hun XX
(det samme som mig... en 2.0 version af mig... fuck).

Seks minutter tilbage af upload-tiden til Skrivebordet, et fragmenteret upload, hysterisk skabt af mine tre timer i ventetid på det skide arbejde, manglen på daglys og speciale-fiksering i en useriøs mine.

En fra den tekniske afdeling passerer mig.
"Skal du ikke snart hjem?"
Jeg sidder med mit grådkvalte hoved skjult mellem hænderne.
"Jooeh," siger det grådkvalte hoved med skælvende stemme.

Efterfølgende sidder jeg i en halv time foran arbejdet på en bænk i mørket, 22.30; vrælende som en i helvede, mens jeg kværner den ene hjemmerullede efter den anden.

Jeg skriver til min søster, som jeg ikke har snakket med i knap 14 dage (de stak hastigt lige som hjorten af). Hvad laver du.

Hun er om hjørnet. Vi mødes og jeg græder ind i hendes skulder. Hen på bodegaen. Mit ansigt er opløst. Hvorfor gør det ondt? Det kan da ikke være en overraskelse?

Før mig havde han to lange forhold med kun et par måneders singletilværelse imellem sig. Han er en serie-monogamist. Du vidste, han ville finde en ny før dig. 

Så du taber (du er en taber). Du taber det hele.

Og det hele er så bittersødt i forhold til det jeg lige skrev om H.
Hold kæft, jeg er et latterligt menneske.
Selvfølgelig er det Skægmonstret der vinder ekskæreste-kampen.

Og nu har tusinde cigaretter og tre grådkvalte fadøl og akavet tavshed mellem mig og min søster forpurret det ellers prisværdige, stramme, ungdommelige, skønne ansigt, og jeg hænger i laser nu, det gør jeg virkelig.

På mandag flytter jeg jo.
Det sagde skægmonstret også: Men hvor er det dejligt for dig, at du endelig få dit eget. Hurra. Han får kærligheden, jeg får en lejlighed i Nordvest. Tillykke til mig. 

Hurra. Jeg skal bo alene.

FOR EVIGT.
///

Nevermind, I'll find someone like you / I wish you nothing but the best for you too.

torsdag den 27. april 2017

død sjæl

Min identitet er reduceret til et specialeskrivende monster, der isoleret og indadvendt ånder og hvisker i min hjernebark. Den er omkranset af en stilhed så øredøvende, at den slet ikke tåler andre stimulanser. Forsigtigt bevæger jeg mig en gang imellem ud i virkeligheden, blot for at få mit hjerte til at banke ekstra meget og blive svimmel af de alt for befolkede steder.

Nej du, jeg kan bedst lide at sidde hjemme i sofaen uden noget musik, måske lidt sløvt klavermusik hvis jeg virkelig skal være vovet, nå, men så sidder jeg dér og enten taster uendeligt derudaf som en hjernedød abe eller sidder og stirrer ud i luften, mens tankerne desperat prøver at samle sig og tage form.

Veninder på række melder sig med deres problemer, og jeg har alle klicheerne gemt i ærmerne på min faldefærdige striktrøje, så jeg sprøjter nøgternt ud med gode råd, og en indbildsk omsorg. Sandheden er, at jeg faktisk ikke rigtig føler noget for nogen.

Udover H. som stadig hjemsøger mig på daglig basis. En ildebefængt lusse-invasion, som selv de stærkeste kemikalier ikke kan holde væk. Jeg holder det dog for mig selv nu. Der er gået to måneder. Man burde være kommet videre, burde man ikke? Et godt eksempel på det åndssvage tankespild:

I formiddags gik jeg igennem Assistensen og hørte "Den Grå Side"-podcasten, i afsnittet hvor det er Uffe Holms tur til at læse en erotisk novelle op. De andre roser ham for, at han er en virkelig god oplæser. Straks skød det ind i min tankestrøm: Åh, H. ville også have været så god til at læse op for vores børn.

HVAD FANDEN. HVAD FANDEN ER DET FOR NOGET AT TÆNKE PÅ.

Jeg så ham sidde foran vores spøgelsesbørn; et rosa, varmt oplyst værelse, med bølgende stof på væggene, og to små børn, liggende med lukkede øjne; ham lænet ind over en bog, teatralsk fortællende med sin rigsdanske accent; hænderne gestikulerende dramatisk; børnene trygge over denne fantastiske fortæller... hans skarpe, feminine ansigt i det varme lys...

Garwrdddd..
skyd mig.

***

Jeg snakkede med min psykolog om, hvorfor fem års psykoanalyse har gjort mig mere led end empatisk. Det giver jo ingen mening: Man burde da netop efter så mange års intens selv-analyse være i stand til at føle for andres tilstand - have den rette indsigt og de rigtige ting at sige. Jeg er også god til at analysere andre, det er jeg virkelig, men hold kæft. Jeg har ingen sympati for nogen. I stedet bliver jeg vred og led. Sådan føles det i hvert fald. Anyway. Psykologen sagde, at i takt med, at man lærer sig selv bedre og bedre at kende, desto mindre tålmodighed har man overfor andres problemer, idet man jo selv er nået til målstregen. De andre har øjensynligt ikke trænet nok op til marathonet eller sørget for at spise den rette, proteinrige morgenmad, - det er deres egen skyld, at de kollapser efter 15 km. Det er ikke mig der skal bære dem.

Jeg er samtidig ret sikker på, at specialeprocessen er en vanvittig proces. Selvom jeg drømmer om H. dag ud og dag ind, er jeg alligevel glad for, at jeg ikke dater nogen. Der er slet ikke plads. Der er ikke plads i mig til andet end mit speciale. Jeg har ingen længsler, ingen drømme, ingen forhåbninger. Der findes kun disse døde tanker, der dunker som et flipperspil rundt inde i hovedet på mig. Sjælen er brændt væk.

***

På mandag overtager jeg min nye lejlighed. Jeg kan ikke flytte ind med det samme. Jeg glæder mig helt vildt, samtidig med at jeg er rædselsslagen. Jo, de følelser eksisterer dog. Men de er jo også egocentriske, så hvorfor ikke.. Jeg sover dårligt om natten, fordi jeg jonglerer stram speciale-deadline (forsøger at lave hele min analyse på seks dage... det bliver stinker-dårligt, kan jeg fortælle dig) samt mine forældres evige spørgen: SKAL DU IKKE HAVE EN SOFA HVORDAN SKAL GULVET LAKERES HVAD GØR VI MED KØKKENET HAR DU TÆNKT OVER HVAD DER SKAL MALES HVAD MED ALTANEN SKAL DU IKKE HAVE NOGLE PLANTER HVORFOR ER IKEA IKKE ÅBEN LIGE NU HUSK AT VI SKAL UDSKIFTE LÅSEN OG ..

Derfor bliver der nødt til at være en død sjæl og manglende empati. Ellers så tror jeg, at jeg krakelerer. Så jeg går i seng tidligt og tillader mig selv i tavshed at stirre ind i væggen et par timer, før jeg falder i søvn.

lørdag den 15. april 2017

ny pik

Jeg ditchede Amagermanden (uden hans viden) til fordel for venindedate med Beauty and the Beast (hvor jeg hulkede den sidste halve time, slap dog af, det er bare en disneyfilm) og derefter to flasker hvidvin. På en lille bar med et lille dansegulv begyndte vi senere at danse til r'n'b, og flere venner stødte til.

Jeg stod og dinglede stivt med min øl i hånden og dansede mest med lukkede øjne, indtil Sean da Paul kom på. Jeg nærmede mig langsomt og svajende den høje arkitekt med det bølgede hår i dansekredsen, og gnubbede mig op af hans ben Sean da Paul-style. Han snurrede mig rundt et par gange, mens hænderne udforskede min bagside. Da sangen døde ud, "trak vi frisk luft". Mellem Camel-sugene kyssede vi. Hans mund var spids, men også blød. Jeg kan godt lide, at du er så høj, sagde jeg til ham og pustede røgen ind i hans brystkasse. Det får mig til at føle mig lav. (so deep...) Han moste min numse hårdt og kyssede mig mærkeligt spidst igen.
Skal vi ikke tage et andet sted hen? spurgte han.
Jeg pegede udefinerbart mod syd og svarede: Jeg bor lige derovre. 

Et kvarter havde det taget. Fy faen, det er let man. Før Sean da Paul havde jeg egentlig været på vej hjem. Men altså.. ja.

Jeg insisterede på, at vi skulle købe øl med hjem fra syv-elleve. I lejligheden begyndte jeg at rulle en cigaret og ville gerne sidde og ryge og drikke øl - lige snakke med denne fremmede i vindueskarmen- før kønsakten. Men på nul komma fem havde han hevet rullekraven over mit hoved, mens jeg havde cigaretgrej og øl i hænderne (lidt konfus situation). Han forsøgte akavet at løfte mig ind i soveværelset, efter at jeg havde siddet overskrævs på ham i sofaen, men han kunne næsten ikke løfte mig. Du behøver ikke bære mig, grinede jeg, og han opgav (too heavy for that romantic shit).

Vi havde sex i lang tid. Han var helt sweaty og pumpede bare løs med sin store penis. Et eller andet løsnede sig i mig (ikke fysisk, nej, adrk), da mine ben hvilede på hans skuldre, og pludselig så jeg kun H., Kongesønnen, for mig. Arkitektens ansigt morfede sig om til H.'s forpinte orgasme-fjæs, og heldigvis var det mørkt i soveværelset, for mens jeg stønnede og hylede, græd jeg også stille, og måske Arkitekten bare tænkte, at det var fordi orgasmen var så intens..

Indrømmet, jeg var stangberuset, og jeg lå det meste af tiden bare og tænkte på, hvornår han ville komme, så jeg kunne få lov til at sove. Da det endelig var overstået (havde føltes som tusinde år), lå vi og snakkede lidt i mørket. Sådan noget almen viden-shit. Hvad vil du med dit liv. Jeg har lydt rigtig høj i hatten. Måske jeg var intimideret af hans fine profession. Namedroppede alle de fine, prestigefyldte steder jeg har arbejdet. Jeez. Lille arrogant stodder. Forinden havde jeg ladet sæden dryppe ned i kummen, mens jeg havde fjernet mascaraen der sad i grødede tåre-baner ned af kinderne.

Han holdte om mig i storeskeen hele natten. Han var god til det. I modsætning til H. Kongesønnen var helt stiv i kroppen, og det var altid mig der omfavnede ham med min blødhed i storeskeen.
Efter et par timers søvn vågnede vi op og bollede igen. Jeg græd igen i det stille. I næste omgang søvn drømte jeg om H. Hvor er det fucking uretfærdigt altså. I drømmen gik vi rundt et skønt sted, en have tror jeg, og H. var i et fantastisk humør, og vi holdte om hinanden og grinede og grinede og havde det pragtfuldt i hinandens selskab. Jeg kiggede forelsket på ham, holdte hans hånd, og jeg var sikker på, at nu var alt godt mellem os igen.

Jeg lagde mig ind i Arkitektens krog, da jeg vågnede senere på morgenen. Jeg lukkede øjnene og nussede hans overraskende veltrænede overkrop; forestillede mig, at det var H.'s krop jeg lå op af (som mere var benet end veltrænet). Okay, så... jeg er ikke klar til at være sammen med ny pik endnu, lå jeg og tænkte, og accepterede dette faktum, mens hjertesorgen baskede med sine dommedagsvinger i mine indre organer.

Jeg ville allerhelst bare være forelsket i Arkitekten. Det føltes så ligegyldigt at ligge der med ham. For nu har jeg prøvet forelsket sex, og det kan one night stands ikke erstatte på nogen måde. Jeg ville bare gerne ligge der med H., jo.

Vi bollede en sidste gang i formiddags, sløv, delirisk morgensex uden kys, og min sensitive krop bølgede i orgasmer (tak ny, stor pik), og han tog afsted kort tid efter.

Min hjerne er i drømmen stadigvæk. Jeg ser H. smile og være lykkelig. Jeg er ikke ovre det pis endnu. LORT.

Men tak Sean da Paul. Tak for orgasmerne og de store blå sugemærker på min hals. Dem kan ingen tage fra mig. Ikke engang mindet om en ugengældt forelskelse der var engang. Nej. De er mine.

onsdag den 12. april 2017

OKAY PRØV LIGE AT HØR HER

Jeg er faktisk virkelig nice.
Fra nu af, er der kun niceness på bloggen.
Jeg er sikker på, at jeg er typen, du har lyst til at drikke øl med.

runde 2

Jeg er nok lidt fuld nu.
Dagen ændrede sin kurs.

H. svarede tilbage.
Lige nu er det så underligt at jeg kalder ham H., for han har intet med H. at gøre. Jeg ville finde ham et kaldenavn. Så H. kunne betyde Henrik, Holger, Ham.... Men han har intet med H. at gøre. I stedet for er han en af kongesønnerne, en snarlig konge, og Kongesønnen svarede tilbage.

En del af mig ville helst have at han 1) ikke svarede tilbage, og 2) svarede tilbage og viste ægte empati. Men man ligger som man har redt. Det er sådan det er, er det ikke? Det mest kyniske og kortfattede svar verden har set. Jeg sad på arbejdet, da jeg modtog beskeden, mit hjerte bankede så voldsomt, at jeg troede, jeg skulle kaste op. Jeg rullede en smøg og stod i gården, da jeg læste den. Jeg læste den igen og igen. Gik ned på toilettet med nervøs mave og læste den. Jeg kunne ikke forstå, hvem han var nu. Han var ingenting, han følte ingenting, han viste ingenting.

Hver gang telefonen ringede, sagde jeg til dem, at de skulle ringe igen tirsdag. Hver gang turister henvendte sig, stod jeg mod rødmosset ansigt og tårer ud over det hele og solgte dem t-shirts. Ingen stillede spørgsmålstegn.

Jeg troede, vi var mere. Seriøst. Jeg troede, at jeg var mere for ham.

"Jeg håber, du kommer dig over din hjertesorg, det lyder svært og ubehageligt".

Så nu sidder jeg i vindueskarmen og hører min fuck hjertet-liste, og jeg læser trivia om Adele og "Someone Like You", og jeg kan slet ikke forstå, at jeg var ingenting, og at det hele var ingenting, og hvorfor mit hjerte gør så ondt igen.

Til gengæld føles det som nådestødet; jeg kan igennem min smøg-ødelagt næse alligevel dufte foråret, og jeg kan dufte alle forår jeg har oplevet de sidste 27 år, og jeg kan dufte, at jeg får det godt, jeg ved, at jeg får det godt. Jeg har lært så meget i dag.

En vis kollega sagde til mig: Det er bare et speciale. Lad vær' med at tage det så tungt.
Jeg havde glemt, at det var sådan. Jeg havde glemt, at jeg også kunne leve.

Og lige nu ønsker jeg mest af alt at leve. Selvom tårerne suser ned af mine kinder og jeg er fuld i rødvin og hjemmerullede smøger, og alle på Åbouldevarden kan se hvor meget jeg lider, når de holder for rødt.

Jeg ved inderst inde, at alt nok skal gå. Og jeg kan ikke vente. Jeg vil have, at det sker nu. Jeg er færdig med Kongesønnen, jeg er færdig med at længes og fantasere. Jeg tror endelig, jeg er klar til at være mig, og overgive mig til mig selv.

Og til trods for det, så please kom og hold om mig nu. Og kom og syng med mig. Så synger vi sammen i hjertesorgens musik, vi synger fucking Coldplay, fucking Adele, fucking Saybia (im not the one for you), fucking musik fra twilight soundtracket. Jeg drømmer om kærlighed, jeg drømmer om at være elsket, jeg drømmer om ikke at være alene.

Jeg vil virkelig dette liv. Men hvorfor er det nogen gange så svært??

HAVE YOU BEEN A GOOD LITTLE GIRL TODAY?

Alle er taget afsted på påskeferie, men jeg skal passe receptionen hele dagen.
Jeg har medbragt en kæmpe taske fyldt med specialeting og mad, som om, at hvis jeg ikke kan underholde mig selv de næste 7 timer, så DØR JEG ALTSÅ BARE, også af sult. Jeg er vant til at kede mig her, så det bliver ikke noget problem. Håber jeg. Derimod er det vist godt for mig, at jeg er tvunget til at forholde mig til mit speciale hele dagen.. garhg.

Jeg bruger altid den første halve time på lige at lande. Jeg skal lige vænne mig til at være "på", trække vejret ordentligt, gemme paniktankerne væk og have fokus. Jeg har accepteret, at det er sådan mine dage er: En konstant forhandling med mig selv og min krop. Sådan... er du her? er jeg her? godt, vi er her allesammen, lad os komme igaaaaaang (...lyder som noget fra en manga-tvserie oppe i mit hoved).

I nat var jeg så glad, at jeg ikke kunne falde i søvn. Efter sidste uges kæmpe nedtur har jeg forsøgt at gå pro-aktivt til mit liv. Jeg gider ikke give op, jo. Så det har betydet en masse alkohol, haha. Ej... Jo. Men også enormt meget socialt samvær. Jeg er altid i veksling mellem absolut ensomhed og overdynget socialitet. Det er forvirrende, fordi det altid bølger. Det kan være opslidende. Men det har ikke nået det punkt endnu, heldigvis. Måske jeg snart skal være lidt alene igen. Ligesom nu, hernede i receptionen. Måske er det derfor, at jeg har liiiidt åndenød i dag. (eller også er det bare fordi, jeg virkelig ikke gider skrive på speciale eller fordi jeg hoster som en KOL-patient på Rigets lungeafdeling).

Nå.

***

Så...

Jeg endte med at skrive et tre siders langt brev til H. (i en pdf-fil, ha ha). Brevet var fyldt af tanker, drømme, fantasier, og neuroser, men ingen anklager, analyser eller fortolkninger. Det føltes vigtigt, at det var noget jeg gjorde for mig selv. Jeg skrev også nobelt efter link-samlingen (don't ask), at jeg ikke forventede et svar. Men når man bruger 2 timer på at skrive et langt inderligt brev i Word, er der alligevel en underliggende forventning om anerkendelse for ens strålende, poetiske indsats. Mest fordi det er lidt ydmygende, at ordene hænger sådan og dingler i den tomme luft imellem os, men også fordi, at man har en idé om, at man betød noget. Når jeg til min rædsel indser, at han nok er blevet chokeret over at høre fra mig, fordi han faktisk havde glemt mig.. min stolthed kan næsten ikke bære det.

Der er intet svar endnu i hvert fald. Og det føles faktisk overraskende OK. Jeg drømmer stadig om, at han ombestemmer sig; jeg har en idé om, at hele relationen er langt mere kompleks og romantisk end den nok er i virkeligheden. Det har hjulpet den sidste uges tid, at mødes med samtlige af mine drengevenner og have lange snakke om kærlighed (følsomme fyre).

I går sad min ene ven og fortalte historierne om alle de piger, han ikke har været forelsket i, og som han derfor havde dumpet. Det gav mig en lille klump i maven; lidt på samme måde, som hvis nogen bemærker at du har haft spinat siddende mellem fortænderne hele dagen - en lettere skamfuld lille klump i mavsen.. pinlig berørt. Det forekom pludselig enormt pinligt, hvis nogle af de piger han så kynisk, følelsesløst havde droppet, halvanden måned efter bruddet skrev tre sider lange pdf-breve til ham. Ikke at de gjorde det, men hvis de havde, havde jeg tænkt, at de var lidt til grin. Jeg er måske lidt til grin. Men jeg har det bedre omkring det hele.

I kølvandet på manglende svar poppede Amagermanden desuden tilbage i mit liv i går efter tre måneders tavshed. Han havde set en fræk porno-GIF, og var kommet til at tænke på mig. Sødt.. Vi aftalte at mødes fredag aften. Endnu en del af min pro-aktive plan. Ny pik - ny energi! Problemet er bare, at Amagermanden jo lidt er gammel pik. Altså. Ikke aldersmæssigt, men mere sådan. Velkendt, brugt pik. Og jeg anerkender også, at han er en freak. Og at jeg måske ikke er klar. Han sendte mig en GIF-fil med en pige der ragede sig selv i fissen, mens en mand ved hendes side sagde: HAVE YOU BEEN A GOOD LITTLE GIRL TODAY? og, indrømmet, jeg blev lidt tændt på en absurd måde, samtidig med, at jeg ikke rigtig kunne overskue det. Har ikke svaret ham. Jeg ser det lige an.

***

Uj. Det blev et lang indlæg. Ville ønske jeg kunne lægge samme engagement i mit speciale.

lørdag den 8. april 2017

alkoholz

Jeg ryddede op i lejligheden, før jeg tog afsted igår. Jeg havde fikset bikinilinjen, lige trimmet da bush, sørget for at jeg duftede godt, at tøjet sad stramt. En indbildt plan om at skulle slæbe H. med hjem. Muligheden skulle da være der. Man ved jo aldrig. Man ved jo.. jo, man ved godt, haha.

Mødtes med mine to gode venner på de støvede Nørrebro-bodegaer, velvidende at H. sad på en anden bodega tæt på. Men snakken forløb godt her, jeg havde det godt her, og jeg var voldsom i min retorik, og de to venner støttede op om mine historier, de synes jeg var sej, at jeg havde håndteret det så flot det hele, og beundrede mig for, at jeg turde elske.

Til trods for al denne empowering og good energies, så endte jeg alligevel forfjamsket i min vindueskarm (alene) klokken 4 i nat, og blev ved med at slette og skrive og slette og skrive. I min berusede, dramatiske tilstand, syntes jeg, at det ville være perfekt at sende Neil Young's "Harvest Moon" til ham - som at den kunne fortælle alt det jeg ville sige. I'm still in love with you, I want to see you dance again. Jeg lod heldigvis vær'. Tak stive W. Du er god nok.

Men snakkene har gjort mig glad og bekymringsløs, og alkoholen har sluppet mig fri fra fængslet. Jeg føler mig stærk i dag. Så nu danser jeg rundt i stuen, selvom kroppen har det lidt fucked efterhånden (der er grænser for hvor meget alkohol og smøger man kan klare på så få dage). Jeg får stadig koldsved ved tanken om specialet, men lige nu er det ok. I dag er det lørdag, og jeg skal ikke lave en skid.

Måske når jeg kommer hjem fra biografen i aften, skriver jeg ham en ordentlig besked. Jeg har brug for, at der sker noget. Måske kan jeg - ved at genetablere kontakt - forhåbentligt finde ud af, at det hele bare var fiktivt, og at forelskelsen var noget der skulle ophøre. Den må nemlig gerne ophøre. Nu.

fredag den 7. april 2017

uvirkeligt

Jeg kan mærke, at der er noget der sker med mig for tiden. Det er som om, at der bliver bygget op til noget. Hver dag den sidste uge har jeg været fuldstændig drænet. Jeg har sovet så meget, at jeg næsten ikke kan finde ud af at være vågen. Jeg har været lidt syg. Men jeg forstår også, at meget af sygdommen er inde i mit hoved.

I går tog vi til koncert. Jeg blev så lykkelig af at være der, at jeg pludselig ikke kunne mærke min tunge krop. I stedet for var jeg pumpet af glæde og adrenalin, så jeg nærmest eksploderede ud over alle mennesker jeg mødte (heriblandt to gamle flammer fra fordums tid). Da jeg kom hjem i seng, kunne jeg ikke sove, fordi jeg var helt høj over mig selv. Mit hjerte bankede løs i en voldsom energi, og jeg havde alle disse forhåbninger og drømme om fremtiden.

Nu er jeg uendelig træt igen. Alt i mig er stresset over specialet. Jeg har lyst til at kaste op og græde hele tiden. Det er den komplette afmagt. Men hvis jeg kan opnå lykkeøjeblikke som i går aftes, så kan jeg vel meget mere, end jeg selv tror?

Jeg kan ikke finde ud af det for tiden. Alt er underligt og uvirkeligt.

onsdag den 5. april 2017

ægte sygdom

Jeg tror, at jeg er blevet syg. Men jeg er ikke sådan.. rigtig syg. Så igen står jeg mellem det psykosomatiske og fysiske symptomer, og kan ikke finde en vej igennem det. Jeg er uendelig træt, og min nat var een lang feberhvilelse af hjertebanken og giftige drømme om fokusgrupper og pikkemænd i min mund.

Jeg har meldt mig syg fra arbejde, men tog alligevel til tandlægen tidligt i morges. Med dynen om mit hoved, var det som om, at jeg ikke rigtig var der. Det var en underlig lejlighed, og jeg var den eneste klient. Mine tænder blev renset, og de sagde, at den sorte plet på min fortand bare var ligesom en tatovering; en misfarvning, der ikke kan gøres noget ved. Som havde jeg på et tidspunkt prikket mig selv med en kuglepen. Jeg skal åbenbart ikke dø af kræft (endnu). Skønt det er fem år siden jeg sidst lå i en tandlægestol, var der ingenting at udsætte på mit fejlfrie tandsæt. Lettelse.

Skal jeg være rigtig syg nu? Når jeg forsøger at sove, banker mit hjerte urimeligt hårdt, og jeg er grådlabil i ét væk. Sulten er væk, og jeg trækker vejret gennem et sugerør, min lunger gør ondt og jeg føler, at jeg svæver rundt en meter over gulvet. Det er vist sådan her, at sygdom føles.

H. er stadig en betændt byld i mine indre organer, og jeg kan ikke slippe for tanken om ham. Hans ansigt hvirvler rundt foran mig konstant. Jeg har lyst til at skrige; at jeg stadig elsker ham. At jeg kan redde ham. Er der ikke nogen, der skal kæmpe for kærligheden? tænker jeg. Er det ikke sådan man gør?

søndag den 2. april 2017

træt

Det er svært at komme ud af denne ensomhed, når alle man kender også er skrøbelige mennesker, der klistrer fast i deres eget hjem med tårer spillende i ansigtet og med utilregnelige følelser skvulpende i rundt i kroppen. Jeg prøver, på min egen lille usle facon, at række ud uden held.

Jeg ser ikke længere mig selv, når jeg græder. Jeg ser min søsters ansigt, fordi vi ligner hinanden så meget. Jeg er sikker på, at vi også græder på samme måde. Og i mit ansigt ser jeg også H.'s nu, og jeg kan huske hans grædende ansigt. Jeg går stadig på toilettet med slukket lys.

Specialet føles som en stor klods om hjertet. Vejledningen i fredags gav mig ikke gåpåmod eller energi - den drænede mig kun. Og gjorde mig til kvinden der ikke kan noget. Jeg føler, at jeg blev opdaget i min utålmodighed og sjusk. Jeg troede, at jeg kunne skrive specialet hurtigt. Men det kræver kontinuerligt arbejde, dagligt engagement, det forstår jeg nu. Men jeg kan bare ikke. Jeg har aldrig kunne arbejde sådan. Men jeg kan heller ikke arbejde manisk de næste fire måneder. Det slider mig ned.

Det er selvfølgelig også uretfærdigt at blande tømmermænd og ensomhed in the mix, men det er nu sådan mit liv hænger sammen disse dage. Jeg har lyst til at være alene hele tiden, selvom jeg ikke bliver glad af det. Jeg sidder ret op og ned i sofaen, sluger det ene Netflix-afsnit efter det andet, græder nogen gange, gennemgår minder og gamle følelser. Det har virkelig ikke nogen god effekt på noget som helst.

I morges vågnede jeg til en besked på Instagram fra den smukke italiener fra i sommers. Vi har ikke snakket sammen siden den nat, men liker hinandens billeder i tide og utide (romantisk). I nat klokken to har han sendt mig et hjerte. Bare et hjerte. Min hjerne slynges straks tilbage til natten med ham; den måde vores kroppe arbejdede som en fælles organisme. Jeg kan huske, at han sagde på sit gebrokne engelsk: "You surprise me", og at jeg sagde "Yeah?" og stak mit højre bryst ind i munden på ham. Jeg fantaserer om, at han kommer og bor hos mig. Og så kan jeg tage et billede på instagram, mens han sidder og spiller på sin cello, og give billedet teksten: My italian lover.
Jeg sendte et hjerte tilbage. Han må gerne få det.

Det fik mig til at tænke på, sidst jeg var tæt på Skægmonstret, den lørdag i juli før jeg flyttede ud. Hvordan jeg sagde til ham, at han altså godt kunne komme ind i sengen til mig og tage en lur, selvom vi var slået op. Efter et stykke tid lagde jeg armen om ham, helt forsigtigt. Hans store krop puttede sig bagud ind mod min. Vi lå sådan i mange timer. Rodede rundt i en tæt, tårevæddet og hvad der synes som en uendelig putning. Jeg ville ikke give slip på hans krop. Hans hænder var overalt, og vi kyssede med tårer og savl. "Du bliver nødt til at gå snart," sagde jeg. "Jeg kan ikke stoppe med at græde, når du er her". Skægmonstret græder ikke. Men hans krop græd ind i min. Det var den smukkeste måde, vi kunne slutte på. Og når jeg tænker på ham nu, så er mit hjerte fyldt op af den største kærlighed. I torsdags havde han fødselsdag. For første gang i fem år, skulle jeg ikke fejre ham. Jeg savner ham.

Jeg savner alle lige nu.

I går var jeg ved at panikke hele tiden, fordi jeg var så træt, og fordi jeg ingen appetit havde. Det blev endnu en af disse lørdage, hvor jeg bare ligger og onanerer vredt, græder og ikke tænker nogle rigtige tanker. Og søndagen straffer mig for disse lørdage. Og jeg runger rundt i rummene i mit refugium og fatter slet ikke, hvordan andre folk egentlig lever deres liv.

Jeg er træt igen nu. Vil bare sove alt væk. Og jeg prøver at synge den her sang hele tiden, men min stemme bliver ved med at knække over. Det er ganske sørgeligt.

lørdag den 1. april 2017

center

Jeg var ved at kaste op hele vejen ud på kua i dag. Da jeg endelig ramte de solbeskinnede betonblokke syd for byen, var det eneste jeg kunne se, H. I alle mænd og alle sjæle der svimlede om mig i min kvalme, var der hans gengangere, disse sortklædte kua-fyre med slikket hår og lange frakker. Mit hjerte hostede sig op i halsen på mig hver gang jeg passerede en af klonerne. Jeg var virkelig på hans terræn.

Frederiksbergcentret var en håbløs fejltagelse. Hvilket frygteligt sted, egentlig. Jeg kunne mærke afskyen det øjeblik jeg nærmede mig trafikkrydset. Alligevel gik jeg derind. Fast besluttet på at være en anden. Men det kan man jo ikke. Så  i stedet påtvang jeg mig Angsten, mit kære pejlemærke for mit velbefindende, og hyperventilerede de 200 meter der er fra start til slut i centret. Jeg kunne ikke se butikkerne for bare angst (og døde-ansigtsmennesker der langsomt shoppede omkring en). Ens krop bliver tung af sådan noget ryste-ryste shit. Jeg lagde mig bare til at dø, da jeg endelig kom hjem.

I dag, efter kua, ulmede ængsteligheden stadig, men man kan meget, når vejret faktisk og endeligt er godt. Jeg flakkede fra den ene veninde på bryggen til en anden i en bunker på Frederiksberg, og vi tog os smukke ud i solen, selvom vi snart er 28 år, og hvilket liv man egentlig har levet efterhånden.... I en park dejser vi om, lader som om at nu er det ægte sommer. Mine anspændte rygsmerter fra en forkrøblet holdning svinder hen, og jeg involverer mig med øllene, som var det min eneste frelse. Al ængstelig kan sagtens forsvinde sådan en fredag, hvor der kun opstår liv og liv og liv.

En fælles bekendt som jeg tilfældigt har mødt de sidste tre fredage, "SÅ SES VI FOR TREDJE FREDAG I TRÆK", som vi begge sagde i aftes, han kigger på mig, som om at han kunne spise mig, til trods for den råddenskab jeg bærer i mig. Og jeg er egentlig ret sikker på, at han også er super rådden indeni.

Jeg er tidligere på dagen blev gjort opmærksom på, at jeg ligner H. til forveksling i ansigtet. At han kunne være den tredje søskende. Jeg overvejer, om den eneste grund til at jeg synes, at han var så ubegribelig smuk, var at han rent faktisk bare lignede mig. At jeg faktisk bare var forelsket i mit eget spejlbillede. Jeg børster tænder og fjerner makeup med slukket lys. Jeg har ikke lyst til at acceptere, at det hele handlede om, at jeg bare var forelsket i mig selv.