onsdag den 24. maj 2017

klar (måske) (næsten)

Jeg sidder i mine forældres gæsteværelse, det beigefarvede helvede, blandt alle mine ting der står stablet i høje, rodede tårne.  Ting som har været opmagasineret i snart tre måneder. Jeg er kun 12 timer fra et rigtigt hjem. Oh my fucking god, IT'S HAPPENING. 

JEG FUCKING FLYTTER I MORGEN IND I MIN EGEN FUCKING LEJLIGHED HVOR JEG SKAL BO FUCKING ALENE MED ALLE MINE FUCKING NICE TING FUUUUCK.

Det er altså en epokegørende Kristi Himmelfartsferie. Det kan du godt se, ikke?

Jeg kan se voksne W. stå og vinke mig hen mod den anden side. Hendes klæder er hvide og flagrende. Noget i mig trækker mig hen imod hende. Hun råber noget til mig, men det opsluges af vinden og kastes bort. 

(Shit, det er dramatisk ikke? Wow.) 

Hun er dog ikke Døden, haha. Jeg kan bare godt lide tanken om en voksen doppelgänger, der semi-erotisk og med religiøse undertoner lokker mig mod Ungdommens Afgrund; ned i en verden der skal vare de næste (hvis jeg er heldig) 70 år - Alderdommens Paradis.
 
I dag blev jeg kaldt til jobsamtale i næste uge på et job, som jeg havde søgt som en joke. Fordi det er retarderet prætentiøst og storstilet og ansvarsfuldt og voldsomt og ja. Bare sindssygt voksent! Jaja, men se-se. Jeg havde i en overspringshandling fra specialet skrevet en ansøgning til det og samtidig også til et super kedeligt job, som jeg troede var mere inde for rækkevidde. Har ikke hørt fra det stenede job. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg stadig helt forstår, hvad det er jeg skal i næste uge. Altså. 

Hvem er jeg? 

Så hun står der igen, Voksne W., og peger af mig: Du kan jo godt. Du er slet ikke så håbløs, som du selv tror. Så jeg begynder at drømme. Jeg drømmer rent faktisk om at få det skide job. Nu kan jeg slet ikke forestille mig at skulle lave andet! 

Og en akademisk artikel plumper ned i skødet på mig. Skriv lige den her draft færdig. Du er hovedforfatteren. "Nå ja, jeg er voksen og akademiker, det gør jeg da lige, det er da ingen sag for sådan en som mig, hø hø hø". Bradrk.

Så jeg spørger igen: Hvem er jeg?

Hvorfor er mit liv så skizoidt; den ene uge 18 år igen, latterligt ensom, selvmordstruet, selvhadende, evigt-grædende - den næste uge, efter følelsesladet, hjertebesnærende, halskvælende kulmination - en forvandling! En genfødsel! En stålsat voksen kvinde med ambitioner, drømme og selvtillid, der farer ind i sin nye lejlighed, til fancy jobsamtaler og ned i et akademisk virke med kæmpe Træsko med metalsåler.

(Skrækscenarie: Efterladt alene i en internetløs ny lejlighed; du skal være her, du skal være glad, du må ikke være angst; det larmer om natten, jeg er nervøs og mørkeræd når jeg skal sove; jeg bliver så fucked, at jeg ikke kan skrive på artiklen; at jeg ikke formår at forberede mig ordentligt til jobsamtalen; at jeg tropper op til den med rødsprængte, matte øjne, badet i nervøsitetens koldsved, mens jeg vrøvler løs om Cabaret og the great Liza, og at direktøren kigger på mig og tænker: hvad fanden.. jeg troede faktisk hun var voksen? det må jeg have misforstået.)
(Men det sker selvfølgelig ikke)
(Sig til mig, at det ikke sker..)

tirsdag den 16. maj 2017

ikke klar

okay, hvis jeg ikke kan være patetisk her, hvor kan jeg så?
jeg bliver ved med at være ked af det. er alt for fikseret på aleneheden og de knuste relationer. drømmer om H. endnu, fandens til pis, og jeg står der bankerstiv i fredags og flæber og råber ud over jagtvej "han har truffet den forkerte beslutning, han har truffet den forkerte beslutning...".

og jeg er - dybest inde - sikker på, at det slet ikke handler om H.
min krop svajer alene blandt træerne, og jeg stjæler et kram om dagen fra søde mennesker der omgiver mig, men kroppen er stadig sulten og den længes efter omsorg og kærtegn og kærlighed og intimitet og begær og andre mennesker.

hos psykologen i sidste uge talte vi også om ensomheden, som også var gældende det øjeblik jeg ramte puberteten. pludselig fra den ene dag til den anden ændrede jeg mig til at være anderledes end min familie. deraf de lukkede døre gennem teenageårene, de meterlange dagbøger online spækket med selvhad og kvælende, destruktiv ensomhed.

jeg prøver at håndtere den. anerkende sorgen og dens stadige (og stædige) tilstedeværelse i min krop. de sidste to dage, smilende og serviceminded på jobbet, et ansigt udadtil. det var lettende at være nærværende med andre mennesker og være væk fra mine ikke-hjem. ikke være falsk, men bare en anden.

mine forældre knokler hårdt på med min kommende lejlighed. min far er besat af, at alt skal være perfekt når jeg flytter ind om knap to uger. det stresser mig, at alt skal være færdigt. som om, at så sætter de mig af i lejligheden og så ses vi igen om femten år. sådan: nu gjorde vi det, nu skal du bo her og vi behøver ikke hjælpe længere. vi er done. jeg siger, at det ikke behøver at være sådan.

når jeg er for mig selv, er jeg grådlabil og uendelig udmattet. på jobbet eller i selskab med andre mennesker, er jeg levende, tilnærmelsesvis sprudlende, lattermild, attraktiv. jeg tror slet ikke, at folk ved, at jeg går hjem og græder hver aften. alle tror, at jeg er klar til at overtage verden. men jeg er ikke klar til en skid.

søndag den 14. maj 2017

søndagssingle

Stort set alle jeg kender bor på Nørrebro, så oddsene for at møde et velkendt ansigt er høje. Det starter også allerede nede ved Stefansgade og bliver til en lind strøm af bekendtskaber, som jeg krammer mig igennem hen over kedelige loppemarkedsgenstande, iblandt de andre sommerklædte hipstere.

Overalt er der par, veninder, venner, i to, i tre, i fire, grupper, i hånd med hinanden, i grin med hinanden, hunde, barnevogne, klapstole i skyggen. Bliver alle andre singler bare indendøre på denne type søndage? Jeg kan spotte et par stykker. Dem der også går rundt med headset i ørerne og kryber langs murstene. Vi skynder os videre, os singler.

Selvom jeg har stadset mig ud med sommerskjorte, højt hår og læbestift, så føles det på intet tidspunkt godt. Jo, lige da jeg går ud og fanger mit spejlbillede i et butiksvindue - sikke en smuk kvinde. jeg ligner jo, at jeg er med i en italiensk film. Men jo længere ind i Nørrebros loppemarkedshelvede jeg borer mig, desto mere føles det som om at min identitet hænger i laser.

Efter Balders Plads loppemarked begynder jeg at græde bag mine solbriller. Bare en lille smule. Ensomheden der ikke var der tidligere - det har bare været en accepteret alenehed - knuger alle organerne sammen. I butiksvinduerne kigger nu en falleret og tyk pige tilbage, hold kæft hvor ser du åndssvag ud med den læbestift på.

Jeg kommer endelig ud til Nordvest, hen til lejligheden som jeg skal støvsuge før maleren går igang igen i morgen. Det er svært for mig at være der. du er alene alene alene alene... Min genbrugs trenchcoat stinker af sved, det lugter af kattepis, og jeg står og kigger på moskeen fra vinduet, og jeg prøver at fatte, at det er søndag, at jeg er virkelig, og at det her er min fremtid.

Nu er jeg hjemme igen. Har udskiftet det pæne sommertøj med en bomuldseksplosion af joggingtøj. Jeg tror bare, at jeg bliver herinde resten af dagen. Jeg føler mig totalt udmattet.

torsdag den 11. maj 2017

en drøm

De her dage er underligt blurry og lavet af vand. Jeg er alene det meste af tiden, men mærker det ikke. Det er som om, at jeg er helt isoleret inde i hovedet. Det meste af tiden kan jeg ikke stole på min hjerne. Jeg håber ikke, jeg har fået alzheimers i en tidlig alder. Det kan jeg ikke overskue. Ligesom at min menstruation lod vente på sig, og jeg indtil i går derfor var overbevist om, at jeg var preggo in the eggo. Det er jeg heldigvis ikke.

Dagen har været præget af tunghed og træthed. Jeg plejer ikke at lide af hovedpine. Men i dag føles det som om, at højre side af mit ansigt sitrer og hæver. Jeg har siddet alene i receptionen hele dagen. Skruer op for charmen og griner af alt hvad folk siger. Det er falskt. Måske er jeg ved at blive syg. Måske er jeg bare nedslidt.

I morges havde jeg den værst tænkelige drøm.
Jeg var taget til fest inde på Bremen med nogle piger fra mit gamle universitet, piger jeg normalt aldrig snakker med, så jeg passede bare mig selv og sad og drak kaffe ude i en rygergård. Pludselig kom H., vores fælles veninde N. og nogle af deres venner løbende hen til mig; de var helt paniske.  
De havde lavet en aftale med min anden veninde M., og da de var kommet hen til hende, så var hun besvimet fordi hun havde spist en meget stærk jalapenos, så de var nødt til at køre hende på hospitalet. Derfor skulle de have fat i mig, så jeg kunne være med til at tjekke op på hende.
Det var meget akavet at se H. igen. Han kiggede overhovedet ikke på mig. Heldigvis kunne jeg sejle på en kæmpe flod alene på en luftmadras det meste af vejen (hvilket til gengæld var ret nice).  
Da vi kom hen til hospitalet, fandt vi ud af, at M. havde det helt fint igen, så det var godt. Jeg trak H. til side og sagde: "Hvorfor kigger du ikke engang på mig?"
Og han sagde: "Det er fordi jeg ikke har lyst til at sige til dig, at jeg har fortrudt min beslutning."  
Jeg blev varm i hele kroppen, og sagde efter noget tid: "Jeg tænker også på dig hele tiden." Der var tavshed imellem os, stirrede bare på hinanden. Så holdte han om mig, og jeg gravede mine fingre ind i hans skulderblade. Jeg blev så glad og så lykkelig
Og så vågnede jeg, og indså at det var en drøm.

Sikke dog en lortedrøm.

Jeg har fri om lidt. Så vil jeg bare gå hjem og se Matador og lade som om, at jeg har et liv.

tirsdag den 9. maj 2017

presset stemning

Mine forældre forsøgte i munden på hinanden at forklare mig, hvad jeg skulle forklare elektrikeren i morgen tidlig. Min far pegede på den tilsodede væg og den ulovlige el-installation, og min mor forsøgte at oversætte det volapyk der sivede ud af hans mund. Jeg kunne mærke min hals stramme til, mens larmen fra det hvide støj i min hjerne tiltog. Jeg forestillede mig, at jeg ville sige: "Nu går jeg altså lige ind og sætter mig på stuegulvet, for jeg kan ikke det her og jeg forstår ikke noget." I stedet råbte jeg af dem begge, så de tav og stirrede på mig med store øjne. Tungen var vokset til dobbelt størrelse i min mund, den sitrede mod ganen, og jeg trak vejret dybt ind i de forkullede lunger. LAD MIG LIGE PRØVE SELV, skreg jeg. LAD MIG LIGE PRØVE AT FORSTÅ DET HER.

Det er nogle simple el-installationer, men jeg var tryllet tilbage til matematik- og fysiktimerne fra min skolefortid. Det føles absurd at skrive speciale på universitetet, og så ikke kunne forstå logikken simple el-installationer. Det handler nok heller ikke så meget om ledningerne der hænger ned fra loftet eller hvorvidt min far snakker for hurtigt.

Sidste uge var Sisyfos der skubbede den skide sten op af en stejl klippevæg. En triumferende lykke over endelig at stå med nøglerne i hånden, blev hurtigt erstattet af en nedslidende håndværksuvidenhed - og dertilhørende afmagtsfølelser, idet lejligheden nok var i væsentlig værre stand end vi huskede den. Før jeg havde set mig om, havde vi hevet halvdelen af køkkenet ned. I morgen gælder det loftet. Min far slår med sine store actionman-næver igennem det mørnede, beskidte træ.

Jeg prøver at være en cool cat og overbevise dem om, at jeg er moden nok til at være i det (og at jeg er "rask" nok til, at det hele nok skal blive godt og fedt og lækkert og perfekt og ideelt og uovertruffent). Tage ansvar, du ved. Men jeg er en høne uden hoved. Et par gange i løbet af ugen tog jeg derhen uden mine forældre var der og sad på altanen og røg smøger med solen bagende i hovedet. En anden eftermiddag lå jeg på ryggen på gulvet i de store lyse værelser i en time og surfede på smartphonen. Ikke få angst, ikke få angst, det er fedt at være her, det er skønt! 

Min far ringer gennemsnitligt en gang om dagen og minder mig om flere ting der skal ordnes eller minder mig om flere håndværkere fra håndværksmafiaen han har sat i arbejde i lejligheden. Lige nu er vi oppe på fire forskellige typer; maler, tømrer, elektriker, gulvsliber. Jesus fuck. Stresset vælter han ind af døren, tager sit lorte stressjob med ind i min smukke bolig og fjerner al glæden og suset over at dette pragtfulde sted er mit. DU SKAL JO BARE BRUGE KNOFEDT, lad mig vise dig, sådan her...

Og efter at have tilbragt så mange dage med mine dominerende forældre, så forsvinder stærke W også. Slynges tilbage til teenage-årenes selvhad, og ender med at ligge torsdag nat og klynke over mig selv og hvor fucking hårdt jeg har det, bu hu hu. Hvor er det dog synd for mig, at jeg har to forældre der bare vil hjælpe mig så meget og betale for de skide håndværkere og at de afrimer fryseren for mig og kører mig rundt til impulsive dba-fund, og at de passer deres stressede fuldtidsjobs blot for at komme ind og pille en lejlighed fra hinanden når det endelig er fyraften. HVOR ER DET DOG synd for mig, at de har hjulpet mig med at købe en lejlighed og insisterer på at gøre det så godt for mig som overhovedet muligt.

Så er det mindste jo bare at du selv håndterer elektrikeren i morgen tidlig. Min tunge hæver op i munden igen og mine ben føles som gele. Så kan du også lige hilse på maleren og sætte dem ind i tingene også.

Hej jeg fylder snart 28.

Jeg tænker på, om det overhovedet er muligt at renovere en lejlighed, skrive speciale, arbejde på en akademisk artikel og (stadig goddammit) have hjertesorg på een og samme gang? Min krop består af 10 % blod, 10 % vand, 40 % ost, 30 % smør, og 10 % brød. Jeg er blevet tyk og min hud er bumset, mine øjne døde. Jeg onanerer vredt om aftenen, og tit vågner jeg og græder (MEGET LIDT) over H. (stadigvæk goddammit). Jeg ryger smøger i hobetal (udenom mine forældre), vandrer til og fra Nordvest i pendulfart. Vender altid tilbage til fremlejeboligen, som synes mørkere, koldere og ensommere for hver dag der går. Jeg er rodløs, men har to hjem. Jeg er ensom, men har alligevel alle i mit liv. Jeg er tudegrim, men alligevel smuk. Jeg er tyk, men alligevel slank. Jeg er ingenting, men alligevel alt.

Pres.

mandag den 1. maj 2017

nu bliver jeg voksen

De sidste mange nætter har været præget af en utrættelig søvnløshed, hvor alting kører rundt i hovedet på mig; selv Adeles "Someone like you" har været en forstyrrelse, den kører i ring og ring og ring, selvom jeg egentlig har forhelliget mig med Skægmonstrets nye tilværelse. Det betyder ikke så meget længere. Tværtimod har det givet mig en empowering følelse af at stå til ansvar for mit eget liv.

Jeg gik i seng kl 21.30 i går. Hvordan jeg faldt i søvn, er et mysterie. Om 5,5 timer overtager jeg min nye lejlighed. Jeg har været vågen siden halv fire. Utrættelig..

Det her liv, altså. Der er så meget liv.

Jeg hører sådan nogle søvn-playlister på Spotify, mens jeg yoga-style trækker vejret dybt ned i lungerne. Jeg synes mine bryster gør ondt, og overbeviser mig selv om, at jeg har brystkræft. Den anden del af mig ved godt, at det er fordi jeg går rundt og spænder helt vildt.

Mange mænd skrev på Tinder til mig i går. Jeg lå bare og swipede derudaf. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig. For har ikke tid eller hjerterum til at mødes med nogen. H. flyder stadig rundt i hele kroppen min, og min hjerne siger altid i søvnløsheden, de sene timer: jeg elsker dig. Jamen hvor er det tosset. så spørger de andre ham på kollegiet: hvad blev der af pigen med det lange hår og grønne tøj, og han svarer, tja, hun blev forelsket i mig, men jeg så hende bare som en god ven. og de siger: hvor er du dum. og han er sådan: ja jeg ved det godt, der er noget galt med mig.

Min selvdisciplin er for vild. Dét har jeg opdaget omkring mig selv. Jeg er så sensitiv, pligtopfyldende og stresset, at jeg virkelig formår at producere. En perfekt cocktail for produktion. Det er lykkedes mig at skrive mit speciale på lidt over to måneder. Der er tre måneder til det skal afleveres. Du skal, du skal, du skal, siger hjernen. Tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen. 
Den indre socialpædagog. Hej igen. Så meget pres.

Mine dage er bygget op omkring pressende strukturer; ting jeg skal opfylde og udføre. Jeg aflyser aftaler med søde venner, fordi min hjerne ikke kan rumme alle disse ting på een gang. Jeg føler mig ikke ensom, jeg føler faktisk ikke så meget. Lige indtil jeg måske føler det hele.

Nå jeg står i lejligheden om 5,5 timer med ejendomsmægleren og mine proaktive, pressende forældre, så ved jeg, at jeg føler det hele. Jeg håber, jeg kan græde af lettelse. At det hele vil give mening, lige dér i Nordvest. Billeder af lejligheden pulserer hele tiden ind og ud af min kopfkino, jeg er fikseret på lamper og store borde, idéer om planter og marmorborde, tavlevægge og indrammede plakater. I tre måneder har jeg ventet. Og nu er det nu. Nu bliver jeg voksen.

Jeg forestiller mig, når jeg fylder 28 om knap 3 måneder, at jeg laver en instagram-post. Der vil stå: Mit 27. leveår. Det år hvor jeg blev voksen. Jeg har boet fire forskellige steder, købt min egen lejlighed, haft mit første fuldtidsjob, skrevet mit speciale, haft hjertesorg af flere omgange, været til tandlægen, fået sat en spiral op, og fået en del flere rynker.

Det er underligt at tænke i instagram-opslag. Hvorfor gør jeg det? Jeg forestiller mig også, hvordan jeg skal lægge et billede af lejligheden ud på instagram senere i dag. Endelig, skal der stå i teksten. Jeg vil få mine forældre til at tage et billede af mig, hvor jeg ser lykkelig ud. Måske ude på altanen. Jeg har bare at være lykkelig.

Jeg håbede, at det ville gøre mig træt, når jeg skrev dette opslag. Jeg håbede, det ville hjælpe, at jeg tømte mit hoved for disse fluffy, abstrakte tanker. Det har overhovedet ikke hjulpet. Jeg er bare helt fyldt op. Sådan er det åbenbart at blive voksen. Alt det liv.