fredag den 30. juni 2017

skoven

Jeg raser hen mod skoven i regnvejret, og forvrænger mit ansigt i en pinefuld, grådkvalt grimasse, der dog forsvinder, da jeg møder andre regntøjsklædte skovvæsener på stien. Goddag, haha, krakelerer jeg i et stort, grødet smil under hætten. Men i skoven er der heldigvis ingen andre mennesker.

I skoven er jeg optaget af at tage selfies; drejer rundt om mig selv, kaster med håret, mens jeg kvaser fyldige regn-snegle på stien og efterlader slimede spor bag mig. Et sted i min narcissistiske selvoptagethed mister jeg retningssansen, drejer ned af en sti, der leder mig dybere ind i skovens regnfulde, larmende mørke. Jeg stopper musikken i mine øregange, finder en stor vandrepind, og trækker mig væk fra stierne med bankende hjerte. Over væltede træstammer, ind i mosset, knækkede grene.. Jeg synger højt i den tomme skov, brøler.. det er som om, at det er første gang, jeg hører min egen stemme.

Gamle W. ville blive ængstelig over, at være faret vild alene i skoven. Men Nye W. er langt mere modig. Mine tanker suser i alle retninger, og jeg er klar til at blive opslugt i denne natur. Jeg skubber mig selv dybere ud i et raseri, en følelse af at være stærk, liderlig og misforstået. Jeg ønsker aldrig nogensinde at forlade det her sted. Alligevel når jeg havet efter 3 kvarters dirrende vandring i vildnisset (så stor er skoven trods alt ikke). Jeg brøler af havet, som den vildkvinde jeg er. Larmen fra bølgerne er øredøvende, og jeg kaster aggressivt sten efter det. 

Tilbage i skoven kommer en blåt plastik-væsen gående imod mig, også med stok. Alt i mig håber, at det er en ung fyr, der ligesom mig er alene heroppe. At han også er faret vild iblandt de uendeligt høje træer. Jeg vil have, at han skal kneppe mig op af et træ. Jeg går rank mod den blå fremmede, og smiler (skuffet) til den ældre dame med en ægte stok og blåt plastik-slag, der passerer mig. 

*** 

Specialet, og dermed 6 år på universitetet, lakker mod enden. Jeg er så tæt på nu. 3,5 uge. Jeg har taget min computer med, så jeg kan skrive heroppe. Men jeg tænker kun på mig selv. Min hjerne scroller gennem minder, som var jeg een stor Facebook-feed. Jeg bliver rasende over, at jeg har gået på universitetet. At jeg har spildt min tid så voldsomt. At jeg går og søger efter jobs i "kommunikations- og kulturindustrien"... 

At jeg står på min sidste arbejdsdag tidligere på ugen, og siger, de endelig skal ringe til mig i august for "jeg laver jo alligevel ikke en skid". Så slap dog af kvinde. For nu vågner hjernen. Nu vågner jeg kraftsparkeme. Og jeg skulle have lavet alt muligt andet end at have været på universitetet. Det er som om, at jeg har ligget i dvale; en angstfuld stilstand af udholdelse og overlevelse, til hvilken nytte? Seriøst.

Jeg kigger på mit ansigt i spejlet heroppe. Det er som om, at jeg ser anderledes ud. Men jeg tror ikke, at det har noget med spejlet at gøre. Om lidt fylder jeg 28. Hvalpefedtet er forsvundet fra mine kinder, og mine små øjne hænger nu og svæver grumset mellem to skarpe kindben, i tilnærmelsesvis maskuline træk. Er det derfor, mændene ikke vil have mig, spekulerer jeg. 

Første gang jeg mødte H., sagde han, at "wow, her var en stærk kvinde". At det strålede ud af mig, at jeg var meget stærk og meget feminin. Hvornår opdagede du først din femininitet, spurgte han. Det er der vitterligt aldrig nogen, der har spurgt mig om før. Jeg har tænkt på spørgsmålet lige siden. For hvad forbinder man overhovedet med femininitet? Er det måden jeg bevæger mig på - eller den indlejrede styrke og galskab, der skinner ud af mine små reptiløjne? 

Min psykolog sagde i tirsdags, efter vi havde snakkede om brutale Tinder, at jeg vist havde brug for at læse noget 60'er-70'er kvindelitteratur. Efterfølgende trådte jeg rasende ind i diverse boghandlere og antikvarer i indre by og kastede flere hundrede kroner efter bøger, der kunne vække mig. Så jeg er startet på Erica Jongs feministiske klassiker, "Luft under vingerne" fra 1973 (det er derfor jeg pludselig bruger ordet 'kneppe', ha!). Så specialet får lov til at ligge ovre i hjørnet lige nu. For jeg har travlt med at kigge ud i luften og være kvinde - i al min liderlighed, i alle mine dagdrømme, i alt mit uudslukkelige begær. Og jeg tænder op i brændeovnen og sidder og glor på flammerne i en time, fordi det føles vigtigere, end at skrive specialet færdigt. Alting føles vigtigere lige nu.

Om fem-seks timer kommer mine forældre. Jeg forbander deres ankomst. Jeg har åbnet en stor øl nu, og vil helst bare blive ved med at sidde i ly for regnen på terrassen og ryge smøger og glo på robotplæneklipperen i naboens have, der bliver ved med at dunke ind i hegnet og skifte retning.

***

I skoven er jeg alt det, som jeg skal være. Jeg er almægtig, og slet ikke flink og sød og gavmild og udglattende og rar og sjov og varm og venlig og blød. I skoven er jeg en ultra-kvinde, en amazonkriger der med sin stok kvaser vinbjergsnegle for lydens skyld. Jeg gider ikke hjem igen. Jeg vil skrive til H., om han ikke kommer og knepper mig, før han skrider til Norge. Jeg vil bare være.

Jeg havde alligevel været i seng med tilstrækkelig mange mænd til at vide, at den ene pik ikke var så meget anderledes end den anden. Hvad var det så jeg søgte efter? Og hvorfor var jeg så rastløs? Måske lod jeg være med at gøre mere ud af al denne flirt, fordi jeg vidste at den mand jeg virkelig søgte efter, forsat ville undgå mig og jeg bare ville sidde der skuffet tilbage
 Erica Jong, Luft under vingerne, s.143. 

torsdag den 29. juni 2017

ved havet / i kroppen

Jeg sad med ansigtet klinet op af bilruden, da vi passerede Roskilde Festivalen og de gudsjammerlige campingpladser lige op af motorvejen. Pavilloner blæste halvsmadrede i vinden og pladserne syntes mennesketomme. Ha!, udbrød jeg til min far bag rattet, var det dét? (... mine sociale medier sitrer med alle venner og bekendte der står og lytter til Solange på Arena, eller drikker aperolspritz i store menneskemængder og ser forfærdeligt lykkelige ud, og det skal ikke bide sig fast, så ... ha! fuck dem.. arhg...)

Vi forsatte op på landet til sommerhuset, hvor han satte mig af. Jeg har mentalt preppet denne her tur i et stykke tid. Er jeg nok hjemme i mig selv, til at jeg kan være fanget et sted højt oppe i Nordsjælland helt alene i et døgn? Vil min fantasi med gyserhistorier og mareridt tage overhånd? Eller hvad med angsten? Har den ikke også tænkt sig at komme?

Jeg gik en tur ned til vandet det øjeblik, han tog afsted. Bandt knuder på hætten under hagen og satte denne sang på:


Det var så overvældende at iscenesætte min egen ankomst til denne anden verden på denne dramatiske facon. Mine øjne fyldtes med tårer. Længere ned af stranden stod en ældre mand og virkede lige så opslugt af de hidsige bølger og den krævende vind. Der er noget andet i luften heroppe.

Jeg sidder i komplet tavshed i sofaen med udsigt over vandet. Vinden river i huset. Jeg spiser chips med dip og drikker rødvin, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg er så rolig. Jeg plejer ikke at være så rolig. Måske skyldes det, at jeg tidligere i dag på smertefuld vis kom tilbage i min krop igen.

***

Gynækologen var en smuk kvinde, med et stærkt, markeret ansigt. Under hendes ord lå arrogancen, utålmodigheden og vreden. Fake news, messede hun, men huns fortalte mig om alle de gode ting ved p-piller. Hvorfor kobberspiralen var lig med HPV-vaccinens panikangst. Imens tog jeg bukserne af og hun begyndte at stikke ting op i mig. Selv 16-årige piger der aldrig har fået en gynækologisk undersøgelse skal have spiral!! sagde hun i et hånligt toneleje. Jeg sagde, at jeg bare gerne ville se hvordan min krop var uden p-piller (efter næsten ti år på dem).

Det kommer til at gøre lidt ondt det her, advarede hun. Og JESUS FUCKING CHRIST, hun kunne lige så godt have taget en strikkepind og jaget den op i min livmoder, hold kæft en ulidelig smerte. Er det ligesom en fødsel, det her? spurgte jeg med rystende stemme. Træk vejret dyyybt ind og hold det, så kommer der lige et lille stik til, en voldsom smerte igen, jeg råbte, troede det hele skulle svimle for mig nu, er det ikke sådan det er, når man oplever smerte?

Det går op for mig, at jeg sjældent oplever fysisk smerte på denne facon. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er forsvundet ind i min egen krop på denne måde. Den vrede gynækolog forlader rummet, mens jeg fumler rundt med mine bukser. Jeg når at spørge i forbifarten, om jeg skal forholde mig i ro? Kommer det til at gøre meget ondt? Spørg receptionisten, siger hun bittert, ellers så bliv lige siddende lidt i venteværelset og mærk om det hele er OK før du tager afsted. Døren smækkes.

Sikke et træt offentligt system. Fuck.

Jeg cykler hjem fra indre by til Nordvest i det langsomste tempo. Alt i mig smerter, og jeg er ved runddelen bange for, at jeg skal kaste op. Slæber mig op til tredje sal og vælter omkuld på sengen, hvor jeg begynder at græde som en hjælpeløs baby. Sådan, du ved, rystet i min grundvold.. ægte hulk. Jeezuz.

Men samtidig. Så lander jeg jo. Jeg lander i kroppen. Jeg er besat af smerten i mit underliv. Den holder min hjerne nede på jorden som en tung cementklods. Der er ikke plads til angsttanker og flyvske neuroser. I stedet er jeg et ægte menneske i dag, der ikke lever i et parallelt univers, men som derimod er grounded i min egen eksistens.

Og jeg har ikke lyst til at være på Roskilde, jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen Tinder-idioter.. jeg har bare lyst til at være sammen med mig selv, i denne ro, i denne tavshed, ved havet, i skoven, på terassen, i dette glas rødvin, i disse sange, i al den dip.

tirsdag den 27. juni 2017

vemod

Bemærkede han også, at jeg ikke kom ind på de sidste fem år? Efter sammenlagt ti timers samtale var det lykkedes mig at undgå at snakke om dem. Deraf tilstanden "normal" og "the best of me", som jeg følte, jeg kunne være i hans selskab. Kunne man undre sig over, at jeg kun refererede til teenageårene og mine starttyvere før universitetet? Kunne man undre sig over, at jeg ikke har store vennegrupper? At jeg er lykkelig over at bo alene? At det kiksede alle de andre steder jeg har boet? At jeg havde det elendigt på alle de jobs, jeg omtalte? At bag mit glade, ubekymrede, jokende ydre bor et enormt vemod?

Burde man ikke undre sig? 

Er det overhovedet noget man snakker om på en date?

På et tidspunkt i lørdags sagde jeg i forbindelse med noget andet, at jeg havde gået til psykolog de sidste fem år, men han spurgte ikke ind. Måske var jeg lettet over det. Måske havde jeg håbet på, han ville. 

De sidste fem år har ikke været særligt muntre. Men jeg er samtidig heller ikke sikker på, at årene før det var særligt gode. Det hele er lidt blurry. Det ironiske er, at de sidste fem år, ikke er noget jeg skammer mig over. De føles ikke som et hul i mit liv. De er bare ikke sjove at snakke om. De er lidt en bummer. Debbie Downer, you know. 

"Nå ja.. altså. En aften sad jeg hjemme hos mine forældre. De havde lavet kæmpestore lækre burgere. Jeg sad ved middagsbordet, men jeg kunne ikke spise dem. Jeg ville så gerne spise dem. Men det hele snurrede og svimlede for mig, og jeg troede mest af alt, at jeg ville komme til at kaste op eller besvime. Jeg lagde mig på sofaen. Jeg var sikker på, at jeg var alvorligt syg. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Efter tre uger uden at spise noget udover peanuts og cigaretter tog jeg lægen. Han tjekkede mig for alle sygdomme, men jeg fejlede ingenting. 'Men betyder det så... at det hele er oppe i mit hoved?' spurgte jeg, mens jeg græd. Jeg var nervøs for, om jeg skulle droppe ud af uni. Jeg stod overfor eksaminerne på mit 2. semester, men jeg kunne ingenting. Jeg lå mest hjemme i sengen, dag ud og dag ind, uden at spise, ventede bare på, at dagen ville blive nat. Jeg tabte mig over 10 kg. Måske 15. Skind og ben. Kom i kontakt med en psykolog som hjalp mig gennem eksaminerne og alt. Derefter fulgte 3 år hvor jeg mere eller mindre var invalideret af angst. Alligevel bestod jeg min bachelor, jeg gennemførte en praktik på en stor kulturinstitution, jeg havde et studiejob, jeg havde en kæreste. Fordi jeg er stædig som en i helvede og nægter at være syg. Men det sled. Og venner faldt fra og ingen nye kom til. Nogle gange tror jeg, at mine tårer sidder fast i min hud. At de bare er groet fast. Mange gange fantaserede jeg bare om at dø. Min krop var et fængsel. Efter tre år blev det bedre, men stadig ikke godt. Jeg havde angst alle de steder jeg har boet, jeg blev stresset og overstimuleret af alle mennesker. Kunne ikke være nogen steder. Hjemløs i egen krop.Det hjalp at læse kandidat på et andet universitet. Det hjalp at få et job, som jeg elskede og følte mig tryg ved. Det hjalp også at slå op med min kæreste. Det hjalp at begynde at tegne og lave kunst igen. Og det der hjalp allermest, var at jeg for en måned siden siden flyttede ind i min egen lejlighed. Så... ja.. Hvad har du lavet de sidste fem år?"

Fed date.

Jeg vil gerne møde en, som jeg kan fortælle om de sidste fem år. Jeg gider ikke være et menneske med huller i min tidslinje. Jeg har det godt nu. Måske bedre end jeg har haft det nogensinde. Men jeg har stadig angst. Og jeg er stadig overdrevet sensitiv. Jeg husker de fem år alt for godt. De gør mig bange, men samtidig lykkelig. 

De sidste fem år - er jo mig.

mandag den 26. juni 2017

kort datingliv

Her til aften så jeg, at han havde skiftet alle sine billeder på Tinder. En date-optimering, kan man kalde det. Jeg vidste godt, hvad klokken var slået. Jeg skrev og spurgte, om han havde lyst til at ses igen, og at jeg havde brug for klar besked. Det havde han ikke. Han var ikke lige "på", var for meget i tvivl...

Av-av-av.

Jeg ville ønske, at han havde vidst det i går aftes før vi havde sex. At han bare var taget hjem. Så kunne jeg i det mindste have sovet i nat, og haft mindre ondt i mit underliv.

Jeg har slettet hans nummer og min Tinder-profil nu. Jeg tror ikke, at jeg er klar til det her dating-halløj endnu. Det slider for meget på mig.

Jeg er i bund og grund overbevist om, at jeg er fucking nice. Dog er der ingen af de 12 mænd de seneste 12 måneder, som har syntes det. Udover Tegneren, som jeg selv afviste, fordi han var lavet af vat. Jeg prøver, at sige til mig selv, at dating handler om timing og held. Men det handler jo også om mig. Og derfor kan jeg ikke lade vær' med at vende det indad. Hvad er det jeg gør forkert?

Men jeg orker ikke, at begynde at slå mig selv i hovedet med det. Jeg magter det simpelthen ikke. Jeg er kommet så langt på så mange andre områder. Hvorfor skal jeg begynde at hade mig selv igen? Tankerne ligger klar i en lille boks i min hjerne. Jeg kan sagtens finde den frem og åbne sluserne. Men jeg prøver, at huske på AT JEG ER NICE. JEG ER FUCKING NICE. OG JEG ER LÆKKER. OG SJOV. OG SPÆNDENDE. OG SØD.

Det giver mig plads til at tænke, om han overhovedet var noget for mig. Måske følte jeg den heller ikke? Måske ville jeg bare virkelig gerne? Jeg ved det ikke. Det hele er forplumret oven i hovedet nu. Jeg forsøger på, ikke at tænke på H. og det åbne sår, der delvist hersker i mig endnu.

Nu skal specialet skrives færdigt. Jeg har en måned igen. Jeg har fået sex, hurra, så nu kan jeg forsætte lidt endnu, til jeg er fri. Jeg håber ikke, at jeg er herreklam. Jeg håber ikke, at jeg er et helt frygteligt menneske. Jeg bliver altid så nervøs, når min virkelighedsopfattelse bliver udfordret. Som om, at jeg rent faktisk burde se et andet menneske i spejlet, men ingen tør fortælle mig det.

Ps. Jeg har fjernet indlæg og lagt op igen, rodet rundt, undskyld for forvirringen. Jeg blev pludselig paranoid overfor om grunden til at han var igang med at dumpe mig, var fordi han havde læst med herinde. Jeg føler mig aldrig alene på Internettet. Jeg kan se, at der er kommet flere af jer derude, men jeg ved slet ikke hvem I er. Det fucker altid lidt med min paranoia. Men fint at I læser med. Jeg håber jeres dating-liv går lidt bedre end mit kamikazee-liv. Jeez.

















@mytherapistsays, Instagram

søndag den 25. juni 2017

12

Jeg lå her i eftermiddags og talte på mine små, ildelugtende fingre.
Musikeren fra Tinder, Den klamme Nordmand, Den Italienske Cellist, Den smukke Schweizer, Fætteren, Ham fra Drone, Tegneren, Australieren, Amagermanden, Stakkels H., Arkitekten, og nu .. Jyden. 

12 mænd og 12 måneder siden jeg slog op med skægmonstret.

Det kører efterhånden på rutinen, selvom størstedelen er fra 2016. Jeg ved, hvordan den skal skæres. Jeg ved, hvordan min krop ser ud, hvordan den opfattes i sin kurvethed, kvindelighed og blødhed.

***

Min krop er en velsmurt sexmaskine der overgiver sig ved det mindste kærtegn. Det bliver nogle gange køligt. I mit hoved er der tomt. Jeg følger hans krop, og lader ham indtage min. Det lyder hele tiden som om, at han er ved at komme. Alligevel okser han videre. Kondomet slides i stykker. Jeg griber ham om håret. Det er som om, han slet ikke kan være i sig selv. Som om, han er een lang orgasme. Jeg har ikke prøvet noget lignende. Jeg ignorerer selv menstruationssmerterne i underlivet, og lader ham støde mod min ømme livmoderhals med sin perfekte pik. Jeg glemmer nogle gange, at jeg skal stønne, at jeg også skal larme. Han larmer meget, sukker og smæsker, åh. Jeg kigger koncentreret på ham og rider ham til døde. Nogle gange åbner han øjnene, og jeg kysser ham i øret. Kom nu, tænker jeg. Der er blod på kondomet. Har du fået menstruation, spørger han. Det tror jeg ikke, lyver jeg og løber ud på toilettet.

Vi fortæller hinanden gyser- og vandrehistorier til solen står op.

Han vækker mig efter et par timer med blide strøg over hele kroppen, presser sin pik mod min numse, jeg gnubber mig selv op af ham, som dansede vi, ud af døsen, og igen er han i mig igen. Han presser mit ansigt ned mod puden, holder hårdt om min hals, og i langsomme, igen med denne højlydte, overdrevne stønnen, stød, kommer han igen.

Det bliver morgen flere gange. Pludselig er det næsten middag. Han løber væk. Som om han har utrolig travlt. Har du set hvad klokken er, spørger han og vækker mig. Jeg skal altså virkelig gå nu, siger han. Jeg glemmer at fortælle ham, at jeg har købt juice og kaffe. Ud af døren er han bare. Jeg glemmer at spørge, om vi skal ses igen. Jeg vil så gerne se ham igen.

***

Før jeg blev en sexmaskine, var jeg bare mig selv. På den bedst tænkelige, kemiske facon. Fem timers flydende samtale og genial kemi. Det er med vilje, at jeg udskyder kysset. For når det først indtræder, forvandles og forsvinder jeg.

Nu er jeg som sædvanlig bange for, at han ikke gider se mig igen. Det er næsten for godt til at være sandt, den følelse jeg har, når jeg er med ham. Jeg er den bedste version af mig selv. Jeg er den, jeg gerne vil være med en anden. Jeg er sjov, jeg er smuk, jeg er intelligent, jeg er kreativ og fantasifuld, jeg er sexet, jeg er indsigtsfuld, jeg er improviserende. Han giver mig muligheden for det. Ingen af de andre 11 mænd gav mig muligheden.

Han har glemt sine høretelefoner her. Jeg har skrevet til ham, at jeg har fundet dem i min seng. Han har ikke svaret. Jeg skal lige prøve at slappe af.

lørdag den 24. juni 2017

kvinder på dates

I forhold til forrige indlæg, Første dates.... Ville en mand nogensinde have skrevet om samme bekymringer?
Det skræmmer mig.

Et andet eksempel:
Han fulgte sine drømme i en brutal kreativ branche, ingen tanker om ikke at være god og talentfuld nok.
Jeg blev ved med at sige, at jeg ikke turde tro på mig selv, og derfor var gået den sikre vej (universitetet). 
Jeg fik kvalme over mine egne ord.

Ligesom jeg får kvalme over, at jeg tror, jeg er for frembrusende, bare fordi jeg er en kvinde der siger, hvad jeg gerne vil have. Hvis en mand havde sendt et tegning af kvinden efter første date, havde det været romantisk og karakteristisk.

Jeg aner ikke om det er et strukturelt betinget problem, eller om det bare er indlejret i mig. Du ved, feministerne der håndhæver, at vi som kvinder er opdraget til at hade os selv. 

Det føles vigtigt, at huske disse ting.
Jeg er så pissetræt af, at slå mig selv i hovedet hele tiden. 
OG
Jeg menstruerer helt vildt i dag. 

Fuck det er træls at være kvinde.
(Men også ret spændende, hihi). 

første dates

Underbevidst eller mere eller mindre bevidst havde jeg jo, som bemærket, oprettet mig igen på Tinder, idet jeg troede, jeg skulle møde skægmonstret forrige fredag. Det hjalp mig, at jeg havde "noget kørende" med nogle andre, så jeg ikke skulle tillægge et potentielt møde med ham for meget værdi. En eller anden drøm om, at være totalt ovenpå. Og specialet spasmer mit socialliv, og i en evig døs forstummer venskaber og intimitet, og jeg ligger de fleste aftener inde på luftmadras-sofaen og ser tv; og H. er desuden en fjern planet, hvis minde jeg foragter og fornægter. Noget skulle altså ske nu (min krop skal røres)..

Det blev altså til denne Tinder-date for et par dage siden. Det er underligt med disse første dates. Det er altid virkelig overskueligt i dagene op til, men når selve dagen kommer og timerne nærmer sig, så strider hele kroppen imod. Generelt føles det som om, at jeg skal sove hele tiden, men især denne dag, var jeg lige ved at krepere i mit sløvsind og tunghed. Og jeg sidder dér foran baren, ventende med en cigaret rastløst pulsende på læberne, og tænker: hvorfor udsætter man sig selv for det her helvede? 

Og indrømmet, mine øjne flakkede også inde på baren, som om lyset var for skarpt, selvom belysningen var noget så mørk. Han var langt mere tiltrækkende end hvad billederne havde givet udtryk for, og kemien var der med det samme (lettelse). De næste fem timer gled ubesværet afsted i den perfekte første date, måske den bedste første date jeg nogensinde har haft, og fadøllene gled også ubesværet ned i mit svælg. Jeg kunne se, at han kiggede på min store cowboybukse-numse, når jeg stod oppe ved baren. Jeg håbede, at han var tiltrukket af mig også.

Samtalen gled ind og ud af emner og historier og drømme og erindringer; det perfekte mix af fantasi og reelle oplevelser. Og usædvanligt nok uden alt for dybe, tunge emner. Det hele var let og luftigt, og jeg var sjov, og han var sjov, og jeg kastede mit hår frem og tilbage over hovedet og forsøgte hele tiden at få øjenkontakt med ham bag hans halvfedtede briller.

Da baren lukkede efter fire timers berusende samtale, trak vi cyklerne ned mod søerne og røg en sidste cigaret på en bænk. Samtalen stoppede for første gang. Så er det nu, tænkte jeg. Eller tænkte jeg det overhovedet. Jeg forstod intuitivt, at han ikke var den, der ville kysse mig først. Så jeg stjal det første kys, som blev til langt, intimt, vådt, blødt, perfekt kys.

Første-date-kys er noget af det bedste jeg ved. Man starter afsøgende og roligt, og man lader sig langsomt hengive sig til hinanden. Finder hinandens hænder, vover den anden hånd op til ansigtet, på skægget, i nakkehåret, en hånd på låret, en hånd under frakken... åh suk.

Og hvor befriende at forsvinde helt væk; svimle væk i en perfekt date, forsvinde bort i det blødeste, roligste kys jeg længe har haft. Se specialet og mindreværdskomplekserne drukne nede i søerne, fordi jeg bare er. Og jeg siger til ham, at jeg synes han er sød, og at jeg gerne vil se ham igen. Han siger, at han næsten får lyst til at tage mig med op i hans bofællesskab. Fadøls-W er enormt frembrusende, føles det som. Stakkels blide jyde - angrebet af sådan en aggressiv Københavnerkvinde. Men Fadøls-W vil ikke gå i seng med ham på første date. Hun har haft det for dejligt til, at det bare skal være en engangsting. Hun forstår, at hun skal sikre sig, om han rent faktisk har lyst til at se hende igen.

Jeg følger ham til døren. Han er over et hoved højere end mig (dvs. utrolig høj), og jeg står på tæer og holder om hans nakke for at nå hans mund. Igen varme lyn ned i underlivet. Helt høj på det her kysse-date-noget. Høj på ham. Og på mig selv. Da jeg kommer hjem, tænker jeg: Fuck H., seriøst. Det er jo sådan her en date skal være. Det er sådan her jeg skal være.

***

Første dates er dog også underlige i deres efterspil. Fem timer er ikke nok til at få indprentet i min hjerne, hvordan det var han så ud, hvordan hans mimik var, hvordan han snakkede. Jeg føler, at man skal smede mens jernet er varmt, før vi fader helt væk. Hvad er det man holder fast i? En rosenrød forestilling om en fadølsbaseret kemi? En umiddelbar tiltrækning? En forhåbning om, hvad der måske kan ske senere?

Fadøls-W. lovede i sidste øjeblik før døren smækkede bag ham, at hun ville tegne ham som en af hendes franske piger. "Du får en tegning i morgen," brølede jeg efter ham. creepy stalker girl. Dagen efter daten går med, at jeg føler mig alt for frembrusende. Alt for målrettet. Og jeg kan ikke lure, hvad det er jeg reagerer på, hvad det er jeg specifikt jagter.... og timerne går, du ved. Og "spillet" spilles. Han skriver ikke, jeg skriver ikke. Men jeg er ikke en spiller. Det fungerer ikke for mig. Så jeg tegner en sindssyg tegning af ham, som er både sjov og lidt creepy egentlig. Fuck det. Sender den sent om aftenen. Han svarer ikke. Ikke før efter 12 timer og det er blevet næste dag.

Det fucker med mig, det pis dér. Så meget, at jeg vågner op klokken fire om natten, desperat tjekker min telefon for at se, om han har set beskeden og tegningen.. og jeg begynder at flove mig.. og hvor er det åndssvagt at flove sig over dette.. for det her er sådan jeg er. Jeg er typen der tegner en akavet, seksuelt ladet tegning efter første date. Jeg gider ikke vente på at fyren skriver. Jeg giver bare hele pakken. Og prøver at være stærk og sige: "Jamen jeg vil jo kun date en, som synes at alle de her ting er nice".

I min nat-krise forsøger jeg, at overbevise mig, at jeg bare skal droppe det hele. Giv slip. (og ingen kan nogensinde elske dig... du er alt, alt for meget...). Da jeg vågner igen et par timer senere, ligger der en besked fra ham. Jeg græder over morgenmaden, selvom hans svar er helt fint. Og jeg husker H. der sagde: Jeg har ikke lyst til at lære dig at kende. Og jeg husker Kontrabassisten der sagde: Du kan kun få en halv-mig. Og jeg husker Tændstiksben sige: Jeg vil gerne have sex, men jeg er ikke forelsket i dig... og og og... de er mange efterhånden...

Alligevel lykkes det i alt dette roderi at stable en ny date på benene i morgen. Hjemme hos mig. Hvilket betyder, at vi nok skal have sex. Og fordi at min krop fucker mig og alt er lidt fucked, så begynder min krop kraftedeme at ville have sin menstruation... helt ærligt. Nå. Men jeg prøver på, ikke at være for meget. Jeg prøver på at være normal og ikke for intens. Samtidig med at jeg drømmer om en, der gerne vil have alt det. Ja, ligefrem en, der synes det er egenskaber der kan elskes. Åh.

(Man kan da godt have sex, til trods for nystartet menstruation, kan man ikke? Jeg bliver ved med at tænke på de bløde kys der...)

onsdag den 21. juni 2017

kender du det

I November havde jeg en (sex)date med en fyr der hed Billy.
Han hed ikke Billy, men det ved du godt.

Vi skrev sammen i halvanden uge op til mødet. Den skriftlige kemi var lige i skabet, og jeg begyndte hurtigt at dagdrømme. åh billy, måske er du min udkårne. Han arbejdede på et teater og på et manus på et stykke han selv ville sætte op. En splejset, kreativ mand; mange fælles interesser. Lige min type. Hans humor var god, og han lod mig skrive disse lange, kringlede, personlige beskeder. Jeg gemte billederne af ham fra datingappen, viste dem til folk, zoomede ind på dem, igen og igen. Om aftenen skrev vi godnat til hinanden, og jeg lavede endda en tegning til ham, med et sjovt citat han havde sagt. Noget om, at man jo skal have noget på kroppen, før man kan tage det af (det lød federe og mere flirtende dengang). 

Da aftenen for daten endelig kom - rødvin og chips i hans studiebolig på Nørrebro - skulle vi først mødes i det store kryds. Det var mig der havde foreslået det. På sexapps skal man være forsigtig, det ved jeg. Jeg var kommet i for god tid, eller også var han kommet for sent. Jeg stod i hvert fald og ventede i den ene side af krydset. Jeg så en underlig, pukkelrygget mand i en slidt striktrøje gå over fodgængerovergangen og dreje ned af Tagensvej, phew, så kunne det ikke være ham. Pludselig ringede min telefon. Det var ham. "Hvor er du? Jeg er lige gået ned af Tagensvej."

Goddammit. 

Han lignede ikke sine billeder. Ansigtet var meget træt, og tænderne "kastet ind i munden, håret tørt på en fedtet måde", som jeg skrev dengang. Kemien var fuldstændig væk, og han var underlig mellow i sin lodne striktrøje. Han satte Radiohead på Spotify på, som så spillede hele aftenen. HELE deres diskografi. Selv efter den kortvarige omgang sex i hans tilsmudsede, krummede seng, og vi mens begge faldt i søvn, blev musikken ved med at køre. Jeg gik derfra kort efter. Kiggede mig selv i spejlet og tænkte: Hvad fanden har du gang i, W.?

******

I aften skal jeg på Tinderdate med Ulrik.
Han hedder ikke Ulrik, men det ved du godt.

Vi har skrevet sammen i halvanden uge. Vi har mange fælles interesser og han virker rigtig sjov og kreativ. Jeg har gemt billederne af ham på min telefon. I svage øjeblikke forestiller jeg mig, at vi sidder på min altan og at han snaver mig i dørkarmen. Jeg har sagt til stort set alle, at jeg skal på tinderdate i aften. Vist dem billederne af denne søde, spændende mand, som jeg har store forhåbninger for.

I morges fik jeg hans telefonnummer, så det bliver lettere at kommunikere om i aften. Samme øjeblik lavede jeg MP-klassikeren: overførte 1 kr til hans nummer på MobilePay (uden at gennemføre det), så jeg kunne få hans efternavn. Fluks ind på Facebook og stalke derudaf.

Et kæmpe billed toner frem på min telefon, som bestemt ikke er på hans Tinder. Og straks får jeg den isnende følelse i maven; jeg er tilbage i den klamme studiebolig på Nørrebro, hvor Thom Yorke bliver ved med at synge hele fucking tiden, og hvor jeg bløder efter sex, fordi jeg nok ikke var tændt nok.

Jeg siger til mig selv, at ham her virker anderledes. Og at han ikke er helt fucked og nederen og dødkedelig. At jeg ikke er et pisseoverfladisk menneske. Jeg siger til mig selv: Så lækker er du ikke engang selv W.. Og fordi den her dag er underlig, halvt i en tømmermændståge efter kandidatfest i går, så bliver den isnende følelse ved med at være der. Det gode ved den her seance er, at jeg ikke er "nødt" til at have sex med ham. Vi skal drikke øl på en bar. Så jeg kan altid gå.

I min drømmeverden håber jeg på, at vi har det så godt med hinanden og at jeg skal føde hans børn. For ærlig talt, jeg orker ikke alt for meget Tinderdating. Det tager simpelthen for meget tid.


søndag den 18. juni 2017

purple rain

Så jeg laver musikterapi på mig selv på stuegulvet, for at igangsætte mit døde legeme. Kroppen forventes at være energisk denne aften. Efter fire intense skrivetimer og en balance der forsvinder for hvert bogstav jeg hamrer i keyboardet, tumler jeg rundt i Fakta, med den lille intense stemme i baghovedet der skriger: Du kan ikke det her.

Alt min krop vil er at sove. En evig slummer, nej, men bare lige en lur. Bare lige en til lur. Please. Den vågner da også op via musikken. Fødderne begynder at rokke frem og tilbage i takt. Der sker noget nu. Kroppen tilpasses med det strammeste og tyndeste tøj jeg har. I aften skal jeg være en lækker sag, siger jeg til mig selv, og svinger med hofterne foran spejlet. Kæmpe røv og store bryster. Perfekt.

Vi drikker os ind i en uskyldig gin-rus, pumper blodet med mere af denne imaginære energi, som man altid formår sådan nogle sløve fredage aftener. Alt for sent, fashionably late, ankommer vi til den stort opslåede fest. Lejligheden er enorm og allerede fyldt af feststemte mennesker. Som om en labyrint zigzagger jeg gennem rummene. Hvor er skægmonstret? Jeg tager en dyb indånding hver gang jeg træder ind i et nyt. Men han er der ikke. Han kommer ikke. Flere ugers mental prep, spildt.

Men jeg er for at feste, jo. Så i det stramme tøj, den lilla tætsiddende trøje, de høje sko, den svage duft af parfume i mit hår, forsøger jeg at indtage dansegulvet. Og jeg kan mærke andre mænd glo på min kæmpe røv og store bryster. Alle de skæggede chokerer mig ud gennem øjenkrogen, jeg tror hele tiden, at Skægmonstret er ankommet. DJ'en er frygtelig selvhøjtidelig og har en forfærdelig uddateret og mystisk musiksmag. Dansegulvet er ikke ægte, og ingen danser rigtigt der.

Jeg ryger smøger i køkkenet. Bæller mange øl på kort tid. En perfekt beruselse. Men festen stinker. Da DJ'en i en modigt moment sætter en mgp-sang på, forstår jeg, at jeg skal skride ad helvede til. Spild af perfekt beruselse. Er vi blevet for gamle allerede til at holde ordentlige privatfester?

På gaden når jeg kun lige at sætte igang med min deprimerende tur hjem, da min veninde kimer mig ned. Hun er startet på den joint vi rullede hjemmefra. Jeg har ikke røget i mange år, men gin-djævlen i mig synes det er genialt. Fnisende på Nørrebrogade, den lækre smag af pot sitrende på tungen, mine øjenlåg der trækkes ned mod kinderne. Aftenen får oprejsning igen.

Det føles som om, at vi går i hundrede år og samtidig kun fem sekunder. Jeg støtter mig til cyklen, mens vi knækker sammen af grin. Remo-til-mig, siger veninden. Remo-la-de, siger jeg. Det er næsten ens. Ingen af os forstår hvad jeg siger. Jeg er så skæv. Jeg husker pludselig, hvordan det føles. Den skævhed dér. Det er en dyne om hovedet. Et øjebliks øjeblik. Nu.

Blodsprængte øjne glor på de andre gæster i shawarmabiksen, mens munden ånder gennem pomfritter og mayo (og remo). En lille stemme lyder i baghovedet: hvor er du dum du ryger, nu får du en hashpsykose lige om lidt, og så er alting ødelagt for evigt. Dynen om hovedet er heldigvis en god buffer, for min sygdomsneurotiske paranoia.

Det har taget os to timer at komme hjem, før vi ligger i hendes seng. Vi skriver åndssvage Tinder-beskeder til kiksede stakler, og falder i søvn med det tungeste pot-hjerte.

Det er lyst igen. Morgen. Hunden slikker hende på armen, og vi vader bydelen rundt med efterskæve smil og sløve bevægelser. Jeg føler mig et sted frelst. Alt det drama jeg havde forventet, erstattet af en beruset døs, der formår at vare 24 timer.

Jeg kan knapt holde øjnene åbne, mens jeg skriver dette. Jeg har skrevet med en sød fyr på Tinder de sidste par dage. Hver gang han skriver, gipper det i hele min krop. Jeg skriver disse lange, kringlede, selvfremstillende beskeder, og han værdsætter dem (hurra). Jeg prøver at være en cool cat. Jeg ved hvor let, jeg har det med at forelske mig. I næste uge skal vi heldigvis ses i virkeligheden. Så kan jeg lige punktere alle mine lidt for levende dagdrømme, som konsumerer al denne tid. Jeg har haft en del dårlige dates, til trods for fede skriftlige korrespondancer og et enormt potentiale på papiret. Så, W., vent lige med at købe brudekjolen.

Godnat.

onsdag den 14. juni 2017

daiquiri kinda days på den stenede måde

Kender du det, det er en af de her dage, hvor man bare har lyst til at cykle videre. Igennem byen og ud i skoven, ud til havet. Det er som om, at den algoritme-baserede, men alligevel så meget mig jo musik fra Spotify ved, hvordan jeg har det denne formiddag. Jeg er lænet tilbage hele vejen op af Lundtoftegade, hænderne luftigt hvilende på styret. Hvilken sødme der er i luften i dag, åh, hvilken drøm!

Jeg stiller trodsigt min cykel ved arbejdet.

Jeg er lidt speciale-bimmelim efterhånden. Min socialitet er stadig underlig, og jeg kører i disse åndssvage bølger af ekstrem, konstant socialitet den ene uge, så en voldsom irritation og social mæthed, og så den anden uge som effekt af den voldsomme socialitet, en kedsommelig, tom isolation.

Jeg er i isolationen nu. Men jeg prøver at få det bedste ud af det. En speciale-hjerne er lige som et lille skrøbeligt dyr, hvor der ikke skal meget til før det gror klør og kødædende hugtænder. Jeg forstår ikke at balancere hverken mine følelser, venskaber eller tanker. Det hele er bare sådan en stor daiquiri, som bliver godt blendet hver gang rommen falder til bunden.

Shit. Metaforer. Ikke en god idé i dag, ha ha.

**

Og jeg er fandme syg hele tiden. Uden at være syg, dog. I søndags tog jeg endelig en graviditetstest, efter at have taget om min lille fedtede speciale-dunk (som primærtbestår af smør og pizza) i snart to måneder og sagt "this is my baby" ligesom Hannah i Girls. Surprise, jeg var ikke gravid. I fredags tog jeg til lægen og blev tjekket for klamydia, fordi jeg synes, det brændte lidt når jeg tissede. Prøven var SURPRISE negativ.

Nå, men hvad skal jeg så fejle? Brystkræft. Selvfølgelig. Fedt. Så nu går jeg og moser på mine bryster i een uendelighed, til de bliver så ømme, at mit postulat rent faktisk føles som om det kan underbygges. Måske handler det egentlig bare om, at min BH er for lille (igen som en effekt af denne strenge speciale-kur af kulhydrater og ingen grøntsager og ingen motion). Stod endda i badet i morges og fældede en lille, ynkelig tåre tænk at jeg skal have fjernet begge mine bryster, hulk hulk.

Og så er der blodpropperne i benene, men de er en hel saga for sig.

Sygdommene bliver et sikkert værn mod fremtidens uforudsigelighed. Hvis blot jeg var gravid eller havde brystkræft eller faldt om af en blodprop, så slap jeg for at tænke på min uarbejdsdygtighed, frygt for 9-17-jobbet, de stille ambitioner, manglen på spændende jobs... dagpenge..

**

Mandag aften på Tinder. Søde, smukke mænd, der gerne vil date mig, og jeg ved, at jeg ikke kan overskue det. Måske jeg bare skal slette den igen (har desuden fået overraskende få matches... pinligt). Måske er det noget ved min aura disse dage. Kunne lige så godt have en sort sæk over hovedet.

**

På fredag venter tidens største udfordring. Fuck speciale og de andre bjerge, nej, det her, fortæller jeg dig, dét tager kegler i potentielt drama. Den første fest med Skægmonstret siden vi slog op for snart et år siden (gisp!). Ikke at der er drama imellem os. Umiddelbart ville det eneste drama være, at jeg begynder at græde, fordi han har Nye W. med, eller fordi jeg efter et år PLUDSELIG indser, at vi hører sammen i tykt og tyndt du og jeg sammen vi hører sammen... Og i dramatiske vendinger beskriver jeg overfor alle, at jeg som en føniks skal genopstå ud af asken - smukkere og mere dazzling than ever.

Min psykolog spurgte mig: "Hvorfor skal du det? Var det ikke dig, der var færdig med ham?"

"Nå ja.."

Så speciale-dunken har fået lov til at vokse sig større, huden groet til af flere bumser og forstyrrede porrer, min baggy jeans er blevet til skinny jeans, og jeg er ret sikker på, at min ånde lugter en smule råddent. Nå ja. Og hjernen er helt blæst. Men det er ok, tror jeg nok. Jeg skal ikke vise ham "SE HVAD DU GÅR GLIP AF HAHA", fordi ... han ved jo godt, hvad han går glip af.

Det virker som en sund attitude. Den køber jeg.

torsdag den 1. juni 2017

en uge efter

Jeg er i live, jeg er bare uden Internet. Hvilket vel næsten betyder at jeg rent faktisk ikke er i live, men derimod stendød. Eller tilbage i en anden tidsalder. Hvad lavede man før Internettet? Læste bøger? Hørte radio?

KEDELIGT.

Jeg savner alle mine serier.

I stedet for sidder jeg tavst og alene i min store, lyse lejlighed og glor ud over Nordvest, som havde jeg fået en hjerneblødning og var blevet lam deraf. Man ved der sker noget derinde (i hjernen), men man kan ikke vide sig sikker.

Det er det smukkeste sted i verden til gengæld. Indretningen bærer stadig præg af spartansk flytterod; mangel på lamper og møbler, og dermed en rungen i murene når man snakker for højt eller spiller musik. Jeg elsker minimalismen (hvem havde troet det) og roen og pladsen. Jeg danser moderne dans mellem de franske døre (så ingen genboere kan se mig) og synger ude i køkkenet.

Spørgsmålet er så bare, hvad der skal ske nu?
Nu er der ikke mere lidelse, som sådan. Bare et speciale der skal skrive færdigt. Et arbejdsliv der skal støbes sammen. Jeg ved ikke helt hvem jeg er i alt dette. Jeg føler, jeg har annulleret alle mine relationer. Koster lejligheder så meget?

Måske.

Jeg skal finde en ny balance.

Ja.