mandag den 31. juli 2017

lasagna

Gode venner er dem der ringer og fortæller en, at man lige skal slappe af. Den højre side af mit ansigt har sitret de sidste 48 timer, det føles underligt hævet, og jeg er ret overbevist om, at jeg har en hjernesvulst. Det kan også være fordi jeg går og spænder helt sindssygt i min kæbe. Det kan også være, at jeg bare... har en krop, og det er første gang jeg rent faktisk tænker over højre side af mit hoved.

Gode venner er dem der fortæller en, at man skal stoppe med at sætte vækkeur, og at man skal droppe i hvert fald halvdelen af de mange ambitiøse planer, som man havde lagt for dagen. At man har resten af livet til at blive vækket af et vækkeur, og at mange af tingene altså godt kan vente.

Gode venner siger, at alting nok skal løse sig, og at jeg nok skal finde ud af det hele.

Gode venner kommer til Game of Thrones og lasagne i aften. Jeg vil bruge resten af dagen på, at lave verdens bedste lasagne. Det er en overkommelig plan. Mere overkommeligt end at beslutte mig for, hvad der skal ske med resten af mit liv. Hvis jeg er heldig forsvinder den sitrende fornemmelse i mit ansigt. Måske jeg også skal tage en lur. Spændende...


Ps. I morgen skal jeg til psykolog for første gang i næsten en måned. Jeg kan se, at jeg den sidste måned har blogget dobbelt så meget som jeg plejer. Jeg tror, jeg savner hende, og at det bliver godt for mig at komme derhen. Men det kan også betyde, at jeg ikke kommer til at bruge bloggen som min terapi på samme måde. Nu må vi se. Jeg er ret besat af mig selv for tiden, haha.

søndag den 30. juli 2017

et fornuftigt liv

Med menstruationen fra helvede blev jeg fragtet tilbage til forstæderne, hvor mine forældre ferieængstelige (de starter på arbejde i morgen) og søvnige (min mor havde givet dem te med koffein i lørdag aften, hvilket min far brokkede sig over i bilen hele vejen derhjem) gjorde mig selskab i stuen.

Udover et par timers venindebesøg i går eftermiddags, havde jeg ikke snakket med nogen siden torsdag aften, så følte mig meget sart og som en grådkvalt, nyfødt baby. Jeg havde brug for at blive pyldret om og for, at de skulle forstå, hvor svært og mærkeligt det hele er for tiden. Mine forældre er gode, søde, solide mennesker, men at kalde dem for gode lyttere ville være synd.

Min nat havde i forvejen været et virvar af pludselig opstået energi, idet jeg var begyndt at lure rundt på diverse jobportaler alt for sent om aftenen, mens mine spansktalende underboer havde latin-mix-fest, der bankede i gulvet med eksotiske rytmer.

Det stod endelig klart for mig, hvordan jeg skulle tackle arbejdslivet, og hvordan jeg kunne blive glad i det her nye liv og forhåbentligt samtidig opnå mine drømme. Adrenalinen over selv at have fundet svar, overtog min syge krop og forvandlede den til en eksplosiv drømmemaskine med livlige ambitioner og forventninger til egen formåen.

Fordi jeg er sådan en lille artig pige som er bange for at fucke op og træde ude for systemet, var det vigtigt for mig at delagtiggøre mine forældre i mine nye "vovede" planer. At jeg ikke skal på dagpenge, men i stedet klare mig med flere småjobs og samtidig frivillige jobs inde for det felt, jeg drømmer om at arbejde i senere hen. Jeg argumenterede så hårdt for min sag, at jeg til sidst endte med at skjule mine tårer og opkogte ansigt bag et glas vand.

"Jeg vil hellere leve lidt fattigt, end at være fanget i et fuldtidsjob der gør mig ulykkelig," sagde jeg.
"Men en god økonomi gør jo en glad," sagde min far.
"Jamen, hvis jeg ender med at arbejde med sociale medier til 32.000 om måneden og hader det så meget, at jeg melder mig syg hele tiden og bliver dybt ulykkelig, så er det jo ikke holdbart," svarede jeg igen og forsøgte at dække over min gråddirrende stemme med et højt toneleje.
"Men penge giver jo en overskud til andre ting i hverdagen - og glæde."
"Og du skal også huske at tænke på, selvom du er ung, skal du altså begynde at tænke på din pensionsopsparing," sagde min mor som det eneste i den lange samtale.
"MEN JEG SKAL BARE IKKE PÅ DAGPENGE OG JEG ER IKKE KLAR TIL DET STORE KARRIEREJOB ENDNU, jeg bliver så ulykkelig af at tænke på det. Det vigtigste er, at jeg skal have det godt."

De forsøger stadig at forstå, hvad det er jeg helt præcist kan med min abstrakte, humanistiske kandidatuddannelse (cand.alt!), og fordi de begge har været (fanget) i deres ikke-akademiske erhverv siden de var hhv. 16 og 17, har de ingen forståelse for, at jeg rent faktisk ikke ønsker at få dette forkromede, hellige fuldtidsjob (med fornuftig pensionsopsparing og frynsegoder). Ikke endnu, i hvert fald.

På den anden side står også den manglende forståelse overfor hvem jeg er, hvilket er næsten det der piner mig mest. Jeg ved, at de har tårnhøje forventninger til mig, fordi jeg er lynende intelligent (som min mor siger), udadvendt, charmerende og ambitiøs. I deres øjne skal jeg bare ud og sparke døre ind. De har ingen tvivl om, at jeg kan dette.

Det store problem er bare, at de ikke har fattet, at jeg de sidste 5 år har gået i psykoterapi, for at lære at være mig selv - som netop ikke er denne karrierekvinde, men derimod en følsom person med et kreativt sind. Hver gang jeg er startet på et godt job et godt sted, er jeg bukket under af angst og forventningspres, og ofte keder disse jobs mig også gevaldigt. Jeg kvæles i 9-17 jobbet, jeg kvæles i de mondæne frokostpauser, jeg kvæles i computerstolen foran det grå skrivebord.

Alle andre har så travlt med at skulle ud på dagpenge, og så skal man bare finde det her stinkerfede fuldtidsjob, hvor man kan kræve 35 klik om måneden og få lov til at gå i en stram blazer og sko med hæl og sidde med til møder. Nå ja, og så skal man også lige have en familie oven i hatten og den dér pissenice lejlighed eller hus i fucking Brønshøj.

Jeg glemmer ofte, at man godt kan leve livet anderledes. Jeg er så bundet og påvirket af, hvad alle andre gør, at jeg glemmer, hvad det var, som skulle gøre mig lykkelig. Bevares, jeg udelukker ikke, at et fuldtidsjob kan gøre mig glad. Men jeg føler, at jeg skal arbejde mig langsomt henimod det, mere end jeg skal plumpe direkte ned i det efter 28 år som studerende. Jeg har drømme der skal udforskes, kreative projekter der skal forløses og et liv der skal forstås og leves først. Pensionsordningen skal nok komme. Hell, måske bliver jeg endda så glad for at arbejde, at jeg arbejder til den dag, jeg dør.

Måske er ens forældre heller ikke de rigtige mennesker, at snakke med de her ting om. Jeg prøver altid at fortælle dem disse store planer og drømme jeg har for mit liv, men det falder altid til jorden med et kæmpe cratsxjjjjjjjjj, fordi... de er mine forældre. Og jeg er desuden pisse priviligeret. Buhu, jeg gider ikke tjene 35.000 om måneden for SoMe-arbejde, buuuh. Så slap dog af. Men det er sgu vigtigt, er det ikke? At gøre op med sig selv, hvem man er og hvad det var man ville?

Og måske du, kære og vise læser, sidder og griner af mig lige nu og tænker, bare vent til du er derude, så forstår jeg det godt, jeg er enig. Men nu skal jeg lige prøve det her først. Så kan jeg vende tilbage til fornuften senere. Der må da være en udvej i dette NEOLIBERALISTISKE VANVID, oh no she diiidn't... (hej kua)...

jeg bliver nødt til at tro på det.

#givmigtomåneder

Ps. Jeg har (gen)set fire sæsoner af Parks And Recreation de sidste tre dage, hvilket har givet mig en masse gejst overfor fremtidens arbejdsliv, imponerende nok. Jeg vil bare gerne arbejde et sted, hvor der er søde mennesker, hvor man holder af hinanden og værdsættes for den man er, og hvis man er heldig, også ender med at brænde for det man laver. Bum.

Pps. Når jeg læser indlægget igen bliver jeg helt flov over, at jeg lyder så pisseirriterende. Jeg er bare så ængstelig omkring det hele. Er bange for, at tabe mig selv. Og det slår mig samtidig, at det ikke er mine forældre der skal overtales, men derimod mig selv. Yaiks.

lørdag den 29. juli 2017

typisk mig

Tidligt i morges sendte jeg en kaskade af snapchats til min stakkels mor; selvmedlidende, groggy selfies med paranoide tanker om feberen og stivhed i nakken - hvordan ved jeg, om jeg har meningitis, spurgte jeg hende.

Senere i dag kom jeg i tanke om, at hun til min fødselsdag sagde: "Da jeg var 28, fødte jeg din lillesøster." Nogle gange er det som om, at jeg har glemt min alder. Bevares, har kun været 28 i to dage, men stadigvæk. Jeg tænkte, om min mor ville skrive til sin mor som 28 årig, og være paranoid omkring meningitis efter 14 dages druk, hor og slidsom fosterstilling-søvn. Hun virkede desuden også ret ligeglad, og sendte i stedet et billede i eftermiddags af hende og min far der pimpede store tyske øl.

Et kort øjeblik i morges var jeg dog ret sikker på, at jeg havde meningitis. Voldsom feber og nakkestivhed. Googlede løs. Men i stedet for at ringe til 112, lagde jeg mig i stedet til at sove - eller, jeg lagde mig vel til at dø? Skrev en seddel: Hvis jeg er død af meningitis, så husk på, at jeg elsker jer. Så græd jeg i lang tid, fordi jeg blev deprimeret over, at jeg ikke havde noget mad eller panodiler, og fordi jeg bor alene, er tvunget til at nurse mig selv. Patetisk.

Der var en masse ting, jeg gerne ville skrive i det her indlæg, men jeg er vist stadig lidt feber-ish, taber hele tiden tråden. I morgen skal jeg til en lille privatfest, hvor jeg har bollet med ca. 15 % af gæsterne. En del af mig håber, at jeg stadig er syg, så jeg skal melde afbud, mens en anden del af mig gerne vil derhen og se om jeg kan påtvinge mit semi-kaotiske liv flere eventyr og mere drama.

Men lige nu sveder og savler jeg bare helt vildt. Jeg ved ikke lige, om det er sådan man har det, hvis man skal ud og opleve noget spændende og samtidig være et tiltrækkende individ. Bleg og kvast.

Udover at spise virkelig mange ristede krydderboller med ost, har jeg også brugt noget af dagen på at zoome ind på Nye W.'s billeder af hende og Skægmonstrets ferie, som hun har lagt op på hans FB-væg. Det er nogle helt håbløse billeder. På et af dem laver de fancy mad på en rasteplads, og en eller anden dame skriver: "Haha, nye W. og skægmonster, hvor er det bare typisk jer". Typisk jer. TYPISK JER?

Jeg brækker mig.

Generelt kan jeg godt lide at være syg. Der foregår ikke så meget i mit hoved. Det er lidt befriende. Mine dage er forsvundet ind i hvad der føles som een lang weekend, men underligt nok, føles det ikke særlig underligt. Et eller andet sted, bag feberen og min stive nakke, gemmer der sig en (meget) lille, spirrende forventningsglæde over, at verden er åben igen. Men måske er det bare feberen, og syrenbuskene goddammit, der snakker..


fredag den 28. juli 2017

en syrenbusk af feber

Er du en syrenbusk, du dufter så godt, du dufter så evigt godt.. - nej-nej, jeg har bare fået feber, så vil du ikke holde om mig nu? for min krop beder om at eksistere igen. bare der var nogen...
Kuldegysninger i hver en hudcelle, jeg kan kun gisne om, hvad min krop tænker om mig nu. hvorfor skulle jeg negligeres sådan, siger den måske. 
Fanget i regnen i parken, under et træ, hvorfor insisterede jeg også på at lave noget i dag. var det ikke meningen jeg skulle holde fri. jeg griner højt, selvom alt i mig ved, at jeg er ved at blive syg. så nu kommer bomben, tænker jeg. nu skal jeg græde. 
På en måde ånder jeg lettet op. 
Tak krop, fordi du endelig giver slip.

(i ikke engang en feberdrøm, men en skinbarlig virkelighed, overvejer jeg, hvorfor jeg svarede H. tilbage med det samme i går - på en høflig fødselsdagsbesked - og mens jeg samtidig var sådan "ha, i don't feel a shit for him, that little suckeerrrr," så svarede jeg ham tilbage jo. argh. og ikke engang høfligt, men igen en af de dér lange kringlede beskeder, hvor jeg skubber indholdet fra min navle helt til det fremmede land, hvor jeg har en idé om, at han sukker efter denne syrenbusk af et kvindemenneske, at han ved hvor varm min krop er lige nu, og jeg ser filmen med Paul Dano på Netflix, og prøver at erstatte hans ansigt med H.'s, og igen forsøger jeg at forstå, hvorfor forelskelser er så underlige og utilregnelige, og hvorfor jeg bilder mig selv ind, at jeg bare har det top notch feta cheese orange color rainy trees... men han skrev, - ergo, jeg har betydning, sukker det lille patetiske hjerte på en ufølsom måde, det føles ufølsomt, men hvorfor er han så på skærmen midt i Netflix, og hvorfor sidder hans smukke ansigt og betragter min feberrystende krop...)

Kroppen siger, at jeg skal sove nu

onsdag den 26. juli 2017

klub 27, the survival story

Sidste år på min fødselsdag vågnede jeg i nogle venners venners lejlighed på Istedgade, the dodgy end, som jeg lånte et par dage, efter at være flyttet ud af Skægmonstrets lejlighed. Jeg har aldrig boet på Vesterbro før, og det var som om , at jeg var flyttet til en ny storby. Nede på gaden brølede junkier og prostituerede. Varmen var voldsom, men jeg turde ikke åbne vinduerne. Måtte google supermarkeder. Løb med ængstelige gelé-skridt ned i Superbrugsen i Kødbyen og sitrede rundt med min indkøbskurv, mens jeg holdte vejret.

Jeg græd hele dagen i fosterstilling på sofaen i den klaustrofobiske lejlighed og turde knapt bevæge mig. Du må ikke få angst, du må ikke få angst, skreg min hjerne og skabte den dér vakuum-agtige stilstand i tiden. Skægmonstret var stadig i mit hjerte, og jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig så ensom. Det her er virkelig lavpunktet, tænkte jeg.

I lang tid troede jeg, at livet som 27-årig ville dræbe mig. Ok, lidt dramatisk - men det har været et fuldstændigt vanvittigt år.  4 flytninger, 2 fuldtidsjobs, 2 gange hjertesorg, 1 speciale og alt det shit der... Så jeg græder også lidt nu - fordi jeg overlevede.

***

Fødselsdagene med Skægmonstret var også ensomme. Det var så konformt, at jeg altid kollapsede midt i den "festlige" morgenmad fra den lokale bager. Jeg brugte dagen på at holde gråden inde. Han elskede fødselsdage og forstod aldrig, hvorfor jeg ikke var glad. Himlede med øjnene, når jeg begyndte at græde. Jeg kunne mærke, at han tænkte, at jeg ikke var i stand til at nyde livet, og at jeg var en ulidelig sortseer, som han desværre skulle trækkes med. Så jeg prøvede altid at gøre mit bedste for at smile og være sådan et livsglad, ubekymret sommerbarn, som han drømte om, at jeg skulle være.  kvalt... 

I dag føler jeg mig ikke ensom. I stedet runger der i min hjerne fødselsdagssangen fra hele bodegaen; 30-40 mennesker, en masse fremmede, der bare brølede og klappede og sang i vilden sky. Eet stort broget, smøgstinkende kor. De blev ved og ved med at synge, og jeg smilede (ægte) og græd af grin. Hele aftenen klaskede jeg min hånd ned i bordet eller på mine lår og latterbrølede ud i lokalet i en krampagtig energieksplosion. Et menneske der pludselig fylder. Hvor søren kom hun fra?

Jeg drak og røg voldeligt meget, og endte hikkende og snøvlende ned af Nørrebrogade med min amerikanske ven, da alle bodegaer lukkede. Prøv at snakke engelsk efter 10 timers alkohol-indtag.... han sendte mig hjem.

Hjemme i min seng var mit hjerte ved at bryde ud af mit bryst. Jeg har ingen kæreste, og jeg har intet job, jeg har fuldstændig åndssvage tømmermænd, mine lunger er formentlig defekte, og jeg har de sygeste menstruationscrampz, men jeg tror aldrig, at jeg har følt mig mindre ensom og mere glad. Jeg græder stadig. Men i det mindste har jeg lov til det nu. Det er min fødselsdag, og nu er jeg 28, og jeg er så lettet over, at jeg ikke døde.

tirsdag den 25. juli 2017

antiklimaks

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At farverne ville fremstå klarere, at duften fra det nyslåede græs på hjørnet ville få mig til at græde af glæde, at vinden i mit hår ikke ville irritere mig længere, at jeg ville svæve op mod himlen som en voluminøs engel, befriet fra alverdens sorger. At last, I'm free, skriger hun, som hun hænger dér i sit nye liv..

Det går op for mig, at jeg ikke føler en skid.

Mens jeg stadig lå i sengen i morges afleverede jeg mit speciale digitalt. Seks måneders arbejde tryllet væk på ca 30 sekunder. Én lille knap. Jeg røg en cigaret på altanen efterfølgende og ventede spændt på de følelser der skulle overrumple mig. Skulle jeg græde eller grine? Ville verden åbenbare sig for mig, som en stor lækker flødeskumskage? Så spændende at finde ud af! Jeg er klar, verden, kom an.

I stedet for blev jeg bare nikotinskæv og lidt svimmel (aldrig ryg før morgenmaden).

Nå. Men hvad gør man, når man ikke længere skal beskæftige sig med en 100 sider lang pompøs, vrøvlende opgave? Jeg begyndte at støvsuge. Vaske gulv, vaske tøj. Rengjorde badeværelset. Så kom der en bi ind af vinduet, som jeg ængsteligt sad og stirrede på i en time. Den fløj ikke ud, så jeg måtte selv forlade lejligheden. Flakkede rundt på de små gader, indtil jeg intuitivt kunne mærke, at bien var fløjet ud. Tog hjem. Bien var væk. Jeg bagte en kage. Faldt i søvn. Vågnede.

En tung krop. Slet ikke fyldt til randen af vildskab, festlighed, musik eller lettelse. Tværtimod en krop der allerede længtes efter at gå i dvale, så den ikke skulle forholde sig til noget. Afsted til Brønshøj, og for første gang kritisk overfor Game of Thrones. Was passiert? Konstant afventende. Nej nu må følelserne altså komme. Nah.

Om ti timer kommer mine familie. Så skal vi drikke champagne, og hvor skal jeg bare smile og sige hvor lettet jeg er, og så skal vi spise frokost på en restaurant i Nordsjælland, som var det en rigtig lykkelig sommerdag, og så skal jeg mødes med gode mennesker på en bodega, og før jeg har set mig om og dagen slutter, så fylder jeg kraftstegeme også 28, og hold nu op altså, det er næsten for meget.

Jeg håber, jeg kan sove nu. Jeg håber, jeg kan være glad i morgen.

Jeg håber, jeg kan føle noget.

søndag den 23. juli 2017

the zipless fuck

- Skal du have pik?
- Ja.
- Sig det til mig.
- Jeg vil gerne have din pik.
- Har du ventet på den hele dagen?
- Jeg har ventet på din pik hele dagen.

***

I en euforisk, ekstatisk bevægelse, som kirsebærret på toppen af min hypersociale alko-uge og i min søvnløse, rødvinsstive fredag nat, havde jeg fået den geniale idé, at jeg i min kommende rastløse lørdag skulle bolles i stykker.

Jeg har ikke set Amagerdrengen siden december, efter jeg droppede ham til fordel for at være ulykkelig forelsket i H. Taget min hedonistiske livsstil og min altopslugende liderlighed disse dage i betragtning, var det forløsende og naturligt at tænke på ham. Det gnidningsløse knald, må du forstå.

Min krop havde sitret så intenst hele lørdagen, så den nærmest var ved at eksplodere. I timerne op til han kom, lå jeg i tavshed på sofaen med lukkede øjne og visualiserede det kommende knald, mens mit underliv dunkede med brutalt kraft. Jeg forestillede mig, hvordan han ville komme ind af døren, snave mig i gulvet og stikke en hånd ned i mine trusser, ligesom han har gjort de andre gange. At vi ville knalde på mit spisebord, i badet, på min nye voksensofa fra ILVA, på min seng..

Men Amagerdrengen er en løs kanon og ville først sidde og snakke, garwwd. Jeg følte mig åndssvag, at jeg sad i mit joggingtøj uden bh (troede jo det ville komme af med det samme) og skulle konversere høfligt. Jeg forsøgte hele tiden at nærme mig ham, men han blev ved med at vende tilbage til samtalen. Fodbold, flygtningekrisen, Star Wars. Tre ting jeg ikke ved nok om. Jeg grinede lidt, mens jeg samtidig forsøgte at dræbe al den snak.

Så skulle vi se film. Jeg himlede med øjnene, da jeg så den varede 2,5 timer. Mit underliv dunkede stadig med tiltagende styrke, og jeg puttede mig tæt op af ham i sengen, hvor han havde computeren med filmen på skødet. Lagde mig i den mest attråværdige position, jeg kunne forestille mig, så han havde udsigt til mine bryster og bølgedalene fra min figur, mens jeg gramsede forsigtigt på ham.

Efter et stykke tid med rumskibe, lyssværd og mine uentusiastiske, formålsløse kommentarer til indholdet ("he dead" eller "de er et godt makkerpar hva?") stak han endelig hånden ned i mine bukser, og begyndte at gramse løs på min numse. Jeg var ved at dø af liderlighed.

Det gik op for mig, da han spurgte om det indledende citat med hård stemme (skal du have pik) mens han kiggede insisterende på mig, at det hele nok havde været en del af hans plan. Jeg sad oven på ham i nok en time, og bollede både ham og mig selv med lukkede øjne ind i alternative orgasme-universer, hvor der ikke eksisterer andet end fred, tomhed og psykedeliske farver. Min frygtelige speciale-hjertebanken og fremtidsparanoia forstummede i denne verden; kunne man være lykkeligere end dette?

Han nussede mig på ryggen med sine store, barske hænder, til jeg faldt i søvn, dér klokken 5 i morges, og holdt derefter stædigt om mig hele natten. Da vi vågnede, knaldede vi igen, og jeg svimlede rundt om min egen akse i denne ekstatiske luftighed, der var opstået i min hjerne.
- Har du fået det, du ville have, spurgte han.
- Ja, sagde jeg.
- Jeg er glad for at kunne hjælpe, sagde han og kom kort efter i min mund.

Mens regnen i eftermiddags forhindrede hans hjemtur og bankede hidsigt på ruden, sad vi i flere timer i min sofa og snakkede, og vi aede hinandens ben. Indrømmet, jeg har tidligere gjort lidt grin med ham, fordi han er lidt en freak. Men han begyndte at fortælle alle disse sindssyge historier fra et anderledes og andet liv, og jeg følte mig så åndssvag med min humanistiske, abstrakte universitetsuddannelse og konforme, ikke-voldelige liv. Pludselig var han et meget levende menneske. For første gang, beundrede jeg ham, for den han er, og jeg blev glad for, at jeg har mødt et menneske som ham. Perspektiv, forstår du.

Jeg gav ham 30 kroner, så han kunne få en cola på vej hjem.
- Godt arbejde, sagde jeg, gå ud og køb dig selv noget pænt.
Vi grinede.


“The zipless fuck is absolutely pure. It is free of ulterior motives. There is no power game. The man is not "taking" and the woman is not "giving." No one is attempting to cuckold a husband or humiliate a wife. No one is trying to prove anything or get anything out of anyone. The zipless fuck is the purest thing there is. And it is rarer than the unicorn.” 
Erica Jong i "Fear of Flying" (1973). 

fredag den 21. juli 2017

realiti

Sidste dag i hvidvinskapitlet. Regnen har forhindret mig i bevægelse, så i stedet har jeg panikket over mit speciale (formalia-angst) og sovet to timer på sofaen med min kind i blød i en stor gullig savlklat. Delish. 

Jeg bliver ved med at møde folk der snakker om podcasts, og hvor fantastisk et medie det er. Tænk hvis man lavede podcasts i stedet for blogs? Så kunne man sætte lydeffekter på ens liv, du ved, cigarettens pust, dryppende vandhane, klirrende flasker, popmusik med rumklang på badeværelset. Fiktionalisere livet yderligere. Jeg tænker ofte mit liv som en tv-serie. Jeg ser sekvenserne udspille sig som scener, og forestiller mig, at et kamera subjektivt klipper indholdet sammen og at der tilføres underlægningsmusik på min virkelighed. 

I mit speciale endte jeg med at have en tre siders lang diskussion om virkelighedssimulering. En gal kvindes skriblerier, følte jeg. Sådan, ophobet galskab akademisk formidlet. Men jeg er åbenbart meget fikseret på det for tiden. Det ligger vel også til rastløsheden, tænker jeg. Al den tid jeg spenderer alene. Jeg tror aldrig helt, jeg tænkte så meget over mig selv forankret i virkeligheden, mens jeg boede med Skægmonstret. 

Nu hvor jeg begyndt at blogge meget igen, genfortæller jeg historierne som de skrives her. Og jeg bliver altid paranoid over, om personen jeg fortæller dem til, allerede har læst dem, men bare ikke nænner sige det til mig. Så bliver jeg i tvivl om, om det jeg overhovedet fortæller er sandt og virkeligt. Ligesom at jeg kunne se venindedaten fra i går genfortalte alt det, som i forvejen stod på hendes meget aktive twitter-profil. Er det en måde for os, at holde styr på vores egne historier og vores egen virkelighed, eller giver det bare et ekstra lag af konstruktion? Selvfremstilling i intimsfæren? Åh.

***

Jeg synes mine indlæg for tiden er meget navlepillende. Ville ønske det var mere spændende indhold der kom ud, haha. Fire dage tilbage med specialet. Det slutter om lidt. Men indtil da.. ugh.

***

Min rastløshed og kedsomhed gør også, at alt det her kærligheds-lort er vokset til unaturlige højder. Faktum er, at jeg slet ikke har grædt i den her uge. Jeg har virkelig prøvet. SÅ ER DET NU, har jeg lettet tænkt, men kun formået at presse nogle små tårer ud på øjets overflade; tårer så flygtige, at de går i sig selv igen og ikke engang gider løber ned af kinden, goddammit. Hvorfor skal jeg overhovedet også græde? Fortæl mig hvorfor.. 

Jeg er ærlig talt mere liderlig end ked af det. Hullet der aldrig kan fyldes. Besat af sex, uden helt at være det. Hver morgen i denne uge, har jeg set H. trænge ind i mig. Jeg onanerer så meget, at jeg skal holde pause hver anden dag, for ellers gør det for ondt, haha. Jeg har taget mig selv i, at sidde sammen med andre, og pludselig få en voldsom lyst til at tage hjem og onanere. Jeez. 

Min veninde spurgte mig indsigtsfuldt tidligere på ugen, om det kun var mine ben der var åbne, og ikke mit hjerte? Om jeg havde let ved sex, men svært ved ægte intimitet. Spørgsmålet tog lidt fusen på mig, og jeg har ikke kunne slippe det.

Er det dig der sidder ovenpå, spurgte hun. 
Ja, sagde jeg. 
Så du tager kontrol over situationen? 
Ja. 
Men ved du hvad det vil sige, at elske nogen ægte?
...

Det er lettere at tænke på sex end på fremtiden. Det er lettere at forholde sig til afvisningen, fremfor det menneske der rent faktisk afviste mig (en splejset, akavet kiks, btw, som ingen andre kvinder føler sig tiltrukket af... det har jeg vist glemt at fortælle jer), det er lettere at åbne benene end hjertet, det er lettere at blive bollet i stykker end det er at være rodfæstet. Det er lettere at have drama, end det er at have ro. Det er lettere at være fiktion end at være virkelig. 

Shit.

taber

Ved du godt, at jeg stadig er forelsket i dig,
vil jeg skrive til ham.
Ved du godt, hvor meget du har betydet,
vil jeg skrive til ham.

I morgen er han bare væk.

Jeg har drukket fire glas vin og to øl og sidder og hører disse invasive kærlighedssange, som skaber fiktionelle forbindelser til virkeligheden for mig. Soundtracket til en hjertesorg, jeg ikke kan håndtere. Efter at have dissekeret Skægmonstret og H., som jeg forudså denne aften ville gøre, så er jeg sitrende i en længsel efter mere drama og mere smerte. Som om smerten ikke var reel nok i sin eksisterende form.

Eller, udskift "smerte" med "rastløsthed". Hvorfor er der ingen der kan se mig? Jeg er jo lige her. Så se mig dog.

Dagen har jeg sovet væk, og nu er jeg håbløst vågen mens regnen larmer på metal-altanen. En stemme siger, skriv for fanden. En anden stemme, skriv for fanden ikke til ham. En tredje stemme siger, slap nu af W. Havde vi ikke lige aftalt du skulle komme videre?

Det er godt man har en blog, så man kan forhindre sig selv i disse dumme handlinger. Jeg kan se, hvor dumme erklæringerne ser ud, når de hænger dér løst ud af en kontekst. Som de ville gøre mellem os. Jeg overvejer, om dette bare skal være et indlæg for mig selv. Endnu en kladde med forliste, pinlige følelser. Men hvorfor skjule det her fremfor andre ting?

Jeg føler mig som en kæmpe taber.

torsdag den 20. juli 2017

lipsync for your life

Jeg har skabt den samme aften fire dage i træk. Konceptet er simpelt. Jeg har fjernet en hylde i køleskabet, så en bag-in-box med hvidvin kan stå klar til aftapning. Chips. Altan. Cigaretter. Jeg fortæller de samme historier. Jeg gennemgår mit Tinder-burn, og min ulykkelige oplevelse med H. Rædslen for arbejdsmarkedet. Hver gang fortæller jeg historierne bedre. Giver dem flere detaljer. Min lytter bliver rørt. Vi snakker om feminisme og kropsbilleder, om karriere og venskaber.

Hver dag vågner jeg op med de samme hvidvins-tømmermænd. Går en lang tur i Nordvest. Det ringer på døren. Jeg sidder i den samme stol. Gæsten sidder i samme stol. Jeg spiller den samme spilleliste som dagen før og dagen før og dagen før. Jeg er fanget i et loop, et hvidvinsdøsigt limbo, i min lejlighed og...

HOLD KÆFT HVOR ER DET FEDT.

Seriøst.

***

I går lå jeg på ryggen i det nyslåede græs på Bispebjerg Kirkegård og gloede på solen. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere mennesker derinde. Men godt for mig. Da jeg vandrede ned af de små stier, lod jeg som om, at jeg var med i alverdens musikvideoer. Dansede og lipsyncede for my life. Det er noget euforisk over at være alene i en stor, hemmelig park. Jeg kunne eksplodere i energi, lige dér.

Det var også nødvendigt. H. har siddet på mit bryst siden i søndags, stakåndethed, og en snigende paranoia omkring fremtiden er begyndte at kaste små angstglimt ind i mit baghoved. Små bistik af kvalmende rædsel. Men i stedet for at svimle væk på disse negative følelser, vælger jeg popmusikken. Jeg vælger den trygge konstellation med fantastiske mennesker. Jeg minder mig selv om, hvor beriget jeg er. Hvor priviligeret jeg er. Det er ikke nu, at jeg skal bryde sammen igen. Det er livet alt for godt til.

Det nummer jeg lipsyncer allermest til, er det her:

Især når jeg er i modvind, naturens vindmaskine, og når ingen kigger. Jeg slår dramatisk ud med armene, mens jeg bevæger mit mund i perfekt synkronisering med sangen. Jeg bliver høj på min egen dramatisering. Jeg kan svæve væk i en fantasiverden, hvor jeg rent faktisk er fugl føniks, opstået af asken, stærk ad helveds til, uovervindelig. Jeg forsøger virkelig.

Men jeg er bange for, hvad der sker, når jeg træder ud af mit hvidvinsloop. Når jeg slukker for musikken, er ædru, er udhvilet... Jeg savner min psykolog, som sidder og feder den på Cuba disse dage. Jeg håber ikke, der er noget jeg har glemt at tænke på. Eller, med andre ord, om jeg har glemt mig selv..

tirsdag den 18. juli 2017

#farver

Jeg tager hver dag mit mest farvestrålende tøj på. I dag en grøn skjorte, gul cardigan, røde sko og en jakke der samler alle farverne i store, flimsede pokeballs. Jeg prøver at være alle farverne. I solen, på Refshaleøen, med flagrende gevandter, stråler jeg over fisketallerkenen og de dyre øl, og jeg vælter bagover af manisk feriestemning og cykelturen på de øde, smukke industrigader.

Da han var gået, tænkte jeg: Nå. Det var egentlig en ret dårlig idé. Mine dejlige venner havde hele aftenen hvisket mig i ørerne: Pas nu på dit hjerte. Pas nu på. Jaja, sagde refshaleø-W. I alle de farver, hvordan kunne noget gå galt?

Følelserne baskede rundt som kønsmodne påfugle i hele min torso, og jeg kunne mærke, at den forløsende intimitet havde rodet op i alting. Efter en længere lur virkede den seks timer lange nat som en vag drøm, og jeg kunne ikke forholde mig til, at han rent faktisk havde været min for en kort stund.

Han formåede heldigvis selv at punktere den romantiske illusion, ved at skrive og spørge om jeg mon var på p-piller. Idiot.

Aftenen brugte jeg på at læse alle indlæg, som jeg siden december har skrevet om ham. Jeg prøvede at forhellige mig med tanken om, at det var ægte slut nu. Nogle bittersøde tårer krøb ud af mine øjne mens jeg sad i altandøren og røg cigaretter ind i natten.

Der er en mur om ham. Jeg kan ikke få nogle følelser ud af ham. Jeg skrev tak for natten, at det havde dejligt at være tæt på ham igen. At jeg havde savnet det. Og savnet ham. At jeg håbede, at det fremmede land ville blive alt det, han havde håbet på. Han vendte tilbage med et abnormt kynisk svar, fuldstændig forladt af følelser. Nærmest kun: Hav et godt liv.

Men det var nok også meget godt, siger jeg til mig selv. For nu kan jeg komme videre. Om få dage er han helt væk, og forhåbentligt er han også væk fra mine lunger, mit bryst, min mave, min ryg, min hals. Alle de steder hvor han lige nu sidder og sitrer og brænder.

Så jeg er i farverne. Jeg stråler. Skønnere end nogensinde.

Jeg skriver til Den Voksne Mand.

***

En anden bidende fornemmelse er rædslen over, at være på vej ud over en stor, kvalmende afgrund af Ingenting. Jeg tvivler på mig selv og angsten. Jeg er rædselsslagen for et fremtidigt arbejdsliv. Overbevist om, at jeg ikke er i stand til en skid, samtidig med at jeg overlegent tror, at jeg kan indtage hele verden. Det er en frygtelig ambivalens. Jeg skal stadig huske at trække vejret. Det nytter ikke noget at panikke nu, for jeg kan ikke undgå fremtiden. Den er jo lige her. Nu.

Og selvom Skægmonstret og Nye W. er i Italien og har lavet deres eget rejse-hashtag (GUD FORBYDE KÆRESTEPARS SELVOPFUNDNE HASHTAG, SERIØST!!!!), så syntes jeg faktisk, at Nye W. så rigtig sød ud og skægmonstret så lykkelig ud på deres #kedeligekæresteferie. Det vidner da om et vist overskud fra min side, gør det ikke? Hold nu op, jeg bliver så voksen de her dage. Det er næsten ikke til at bære.

Så der er en fremtid der skal gribes nu. Den er uden H., den er uden skægmonstret, den er uden universitetet, den er bare... dér. Med mig. #jegvinder #winterishere

***

søndag den 16. juli 2017

afsked

Det føltes ironisk, at det var Wicked Game som skulle være den sidste sang på jukeboxen, før han gik hjem. De to kroner havde ligget på bordet i en halv time og markeret aftenens snarlige klimaks. Mit hjerte dunkede hårdt i halsen og i øjnene. Hele mit væsen var som en vibrerende, glødende meteor, tæt på at crashe ned i gulvet på den triste bodega i et øredøvende brag.

Det føltes også ironisk, at synge "I'd never dreamed that I'd meet somebody like you / And I'd never dreamed that I'd lose somebody like you" sammen med ham. Jeg skrålede højt og falskt med på sangen 30 centimeter fra hans ører. Den sluttede. Han pakkede sine ting sammen og begyndte at sige farvel til vennerne omkring bordet. Synkront tog jeg også min jakke på og sagde farvel. Gik ud til cyklen og ventede på ham.

- Nå W.. jeg ville bare lige sige farvel.
Vi krammer.
- Vil du hjem og se min lejlighed?
- Ja... Hvis du er okay med det?
- Ja. Jeg ved jo godt, at du tager afsted om lidt. Det kommer jo ikke til at ændre sig.

***

Han gik nysgerrigt rundt i lejligheden, som jeg heldigvis havde efterladt super ryddelig og ren 12 timer forinden. På en måde vidste jeg, at jeg ville tage en med hjem. At det blev ham, havde jeg ikke turde drømme om.

Mens jeg drak vand for at dræbe den forbandede smøg-mund, befandt han sig på altanen. Jeg stillede mig i dørkarmen. Natten var allerede forbi og solen ved at stå op. En af disse euforiske, lune juli-morgener. Han tog fat om livet på mig og holdte mig tæt ind til sig; en omfavnelse der gled over i voldsomme kys og kort efter beruset, tætomslynget sex.

Han faldt lynhurtigt i søvn på ryggen med åbenstående mund. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi jeg generelt er alt for vågen disse dage. En underlig uro i roen. Rodede rundt ved siden af ham, og trak mig tilbage, når han lavede den mindste bevægelse. Hver gang jeg forsvandt, greb han min hånd og førte den op til sit bryst, pressede sin krop op mod min.

Jeg prøvede døsigt og fumlende at sanse hele hans krop på een gang. Begravede mit ansigt mellem hans skulderblade, og moste min næse dybt ind i hans hud. Den duft... Måske kunne han mærke, at jeg lå og kiggede på ham, for han vågnede. Det var som om, at tiden var slået i stykker. Som en feberdrøm. Vores ansigter helt tætte i en insisterende øjenkontakt. Mine bryster mod hans brystkasse, mit underliv mod hans. Han lagde hånden på min kind og kyssede mig blidt. Det føltes et kort øjeblik som om, at han også elskede mig.

- Jeg har det som om, jeg er vågnet op af en lang dvale, sagde jeg. Jeg har det bedre end nogensinde.
- Jeg har det på samme måde.
- Er det fordi du skal afsted?
- Nej. Jeg har det bare godt.

Han trængte ind i mig igen. Det var berusende for min tømmermændsophængte krop. Mens jeg lod sæden dryppe ned i kummen, tog han tøj på.

- Kan du have det godt, W. Kan du passe på dig selv W. Jeg håber alt det bedste for dig, W.
- I lige måde, H.
- Vi  ses om et halvt år.

Jeg betragtede ham gå ned af trappen og lukkede først døren, da han var helt væk.

fredag den 14. juli 2017

et arbejdsliv

Mit job i denne uge er at passe en dør.
Det perfekte job, egentlig.

(Hvilket desuden også forklarer hvorfor jeg har tid til at tegne og skrive så meget i min arbejdstid. Indlægget fra i går tog mig tre timer at skrive, fordi jeg stenede så meget, haha.)

Når mine kolleger kommer forbi, holder jeg dem fast med den samme historie:
- Ja, der er virkelig stille her... et par gange om dagen bliver jeg nødt til at ringe til telefonen, bare for at sikre mig, at den virker, HAHAHA...
Alle griner af den historie.

Jeg ringer overhovedet ikke til telefonen.
Det virker bare som en fed historie.. not.

Nogle gange kunne jeg skyde mig selv over de ting jeg siger, når jeg sidder her. Det er som om jeg får en kundeservice-hjerneblødning, som ændrer min stemme (til en babys), latter (meget høj og skinger) og desværre også humor og interesser. Jeg kan ikke styre det.

OKAY,
min kollega er lige gået forbi med ordene: Så har jeg snart ferie! og råbte af ham i alt for højt toneleje HELDIG, HAHAHAHAHAHHA.

Slap dog af.
















***

I går aftes faldt jeg i søvn på sofaen klokken halv otte midt i Twin Peaks, goddammit, og vågnede op komplet desorienteret en time efter med en krop så tung som bly. Det første jeg gjorde, var at skrive en rasende besked til min en af mine venner, fordi han har været groteskt kærestekedelig i over et år nu. Nærmest bare forsvundet. Man får kun ca 6 måneder til at forsvinde ind i en forelskelse. Derefter skal man vende tilbage til sit liv igen og sine venner. Man kan da ikke bare droppe alt, kan man?

Efterfølgende begyndte jeg at græde helt hysterisk og gik febrilsk rundt om mig selv i lejligheden. Jeg fik den klaustrofobiske følelse af, at alting ophører, opløses, forsvinder... En anden tæt veninde flytter til Jylland til sin drømmeuddannelse om en måned, og jeg kan ikke udstå tanken.

Og ikke nok med det. I dag er sidste dag på mit arbejde.

De sidste to år har dette job (jeg laver også andre ting end at passe døren) været mit andet hjem. Af alle jobs jeg nogensinde har haft, er dette det eneste sted, hvor jeg har kunnet trække vejret, være mig selv, endda en bedre version af mig selv, og følt mig mere hjemme end de håbløse steder jeg har boet. Det har været en lettelse for mig at kunne komme herhen, når alt andet brændte på. Jeg har følt mig arbejdsdygtig og ikke handicappet af mine psykiske problemer. Jeg har kunne være her med angst. Jeg har fået det bedre af at være her.

Stedet har fået mig peget hen på, hvilken retning jeg skal i mit liv, hvad der gør mig lykkelig, hvad jeg brænder for. Jeg har networket mit røv ud af bukserne i et desperat forsøg på at få lov til at blive her. Men som en offentlig institution udsat for talrige besparelser (og en elendig, konservativ ledelse), er dette noget nær umuligt.

Så i dag tager jeg væk, og jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at aflevere mit speciale, jeg har ikke lyst til at mine venner forsvinder, jeg har ikke lyst til at skulle arbejde fuldtid på et kontor, jeg har ikke lyst til at være på dagpenge. Jeg har bare lyst til blive fanget i den her uge, og lade som om, at det er mit liv. Uforanderligt og stabilt og statisk. Lige her.



torsdag den 13. juli 2017

et voksent liv

Ved midnatstid i nat sad vi begge og græd lidt på den tomme, tyrkiske restaurant efter at have spist en stor omgang shiz'n'pommes. Jeg fortalte med mayo på fingrene og ris mellem tænderne om Amager StrandparkJo flere tårer der samledes sig i hendes øjne, jo flere pomfritter jeg desperat proppede ind i min mund, desto mere fortalte jeg.
- Ingen skal være så ensomme dér, sagde hun.
- Ingen skal vågne op og have lyst til bare at dø, sagde jeg.

***

Før shiz'n'pommes og ensomheden, var der musik.

Vi sidder begge med lukkede øjne, svajende fra side til side. I mit hoved løber jeg rundt på farlig bjergside i Georgien mens det trækker op til tordenstorm. Jeg er iført en stor, blafrende bomuldskjole, kastende vildt med ild, flammekastere!!, tror jeg, mens jeg synger min smerte ud som en ulykkelig sigøjner; hujaheyyyyooooooo-arhjiiiijaaaaaayaaaa (man kan næsten høre det for sig, kan man ikke?). Jeg har haft et godt, men hårdt liv, siger alter-ego-sigøjneren hvis øjne er mørke og dragende, håret sort som ravnene ved skumringen... Vindmaskiner og mystik (titelnummeret på min nye plade.. kan købes i Aldi)...

Når jeg endelig åbner øjnene, en langsom, døsig bevægelse, kan jeg læne mig lige nøjagtig 15 centimeter tilbage, dreje hovedet til venstre, og glo uden forbehold og hæmninger på lydmanden. Frem og tilbage mellem min sigøjner-fantasi og voksen-fantasi. En voksen mand, lige dér.

Jeg har udskudt Den Voksne Mand siden sidste år, hvor han inviterede mig ud efter et usædvanligt og tilfældigt tête-à-tête på mit arbejde, hvor tiden stoppede. En uafrystelig oplevelse, egentlig. Sms'en brændte i mine hænder, mens jeg sad med skægmonstret i sofaen i vores lejlighed og sukkede efter et andet liv. Jeg svarede aldrig Den Voksne Mand. Efter mit forhold endte og jeg var flyttet ud, tænkte jeg, at jeg ville gemme ham, til jeg var klar. Lige bolle mig igennem en masse drenge først. Blive mere moden. Finde mig selv. Den slags småting.

Super tilfældigt og slet ikke bevidst, havde jeg lokket min veninde med til jazzfestivalen og lige præcis den her koncert, uden at fortælle om mine skjulte motiver først (Skjulte Motiver - titlen på min nye krimiroman... kan også købes i Aldi). Efter tre bedøvende øl og endt koncert var jeg endelig modig nok til at sige hej, og listede mig ind på ham bagfra, som en lille creepy groupie, og prikkede ham på skulderen. Han blev overraskende glad for at se mig, og gav mig et stort, varmt kram.
- Ejjjj det var såå smuuukkkt, jeg svømmede fuldstændig væk, sagde jeg, mens jeg lænede mig flirtende op af lydmasten, henkastet sexet, du ved.
Han sagde tak.
- Går du ikke lige med hen til bilen?
- Jooooo, selvfølgelig, hehe... 
Han gik hen til bilen med nogle kasser og jeg fulgte svævende med.
- Bliver du aldrig træt af at slæbe de samme ting hver aften hihi?
- Jo, men jeg har vænnet mig til det, sagde han og åbnede bagagerummet
- Nå ja, haha, ja, ej, okay, hehe, det er ret smart...

- Skriver du ikke til mig, hvis du en dag har lyst til at drikke en kop kaffe?
- Jo, haha, jo! selvfølgelig! Det vil jeg virkelig gerne, sagde jeg og stoppede med min nervøse opførelse og kiggede ham i stedet insisterende i øjnene for et kort øjeblik.

***

To øl og 5 cigaretter senere, den tyrkiske restaurant. Shiz'n'pommes, husker du.
- Måske dater jeg kun mænd der er yngre end mig selv, så jeg har en undskyldning, siger jeg til min veninde og kløjes samtidig i et stykke sejt lammekød.
- Hvad mener du?
- Så når de dropper mig, så kan jeg være sådan "Men det er også fordi han er igang med at finde sig selv, det er har ikke noget med mig at gøre". Hvis jeg rent faktisk datede en voksen, så ville jeg skulle stå til ansvar for kærligheden på en hel anden måde. Jeg ved ikke, om jeg slår til."

***

Jeg er ikke sikker på, at jeg sov i nat overhovedet. Er der koffein i tyrkisk te? Eller i shiz'n'pommes? Eller i voksne mænd? Jeg ved det ikke. Min krop føltes luftig og svævende, i en anden dimension. Ikke som en flammekastende sigøjner-kvinde på en klippeafsats dog, men på en måde - jo! Mit liv føles fiktionelt. Om 12 dage har jeg afleveret mit speciale. Det er så tæt på. Jeg havde ikke regnet med, at lettelsen ville være så lamslående her. Det er fuldstændig åndssvagt.










tirsdag den 11. juli 2017

et rosenrødt liv

Soothing, smelte-smelte jazz på anlægget, oh yeah, som sad jeg på café Intime, bag cigaretter og små rødvinsglas, i en døs, i en uforglemmelig forglemmigej-vals i det stille hjørne, tågede blikke og famlende hænder, oh fucking yeah, kan du mærke det? Åh, kommer han hen til mig snart, vil han mærke min krop, begærer han mig..

I fantasier, i mine vildeste hævndrømme, foreslås det altid, at jeg bare skal have taget nogle sexet billeder af mig selv, og så ha! så kan han lære det. Blive en plus-size model (man er vel realistisk), et forbillede for body-positivism, men stadig i the male gaze, sexet ad helveds til, og først dér, i min verdensturné som sexet plus-size-model, da vil han forstå, hvad han har mistet.

Hold me close, hold me fast, the magic spells you cast, this is la vie en rose, og mit singleliv er præget af at være netop det, en magisk single, drømmende efter intimitet og efter at blive elsket, som afhang min tilstedeværelse i dette liv af the male gaze. Hvorfor ikke bedrive noget intelligent i stedet for en karriere som plus-size model, spørger jeg mig selv op af trappen efter at have købt en cheeseburger ude på Frederikssundsvej iført mine slaskede leopardbukser, som får min kødfulde numse til at blævre i vinden...  Hvis jeg nu skrev en bog, eller fik en højtstående stilling, ville det da ikke være den største hævn? Og hvad er hævn i øvrigt? Hvorfor er det overhovedet en del af mine tanker?

Af en eller anden årsag er jeg gået i gang med Skam igen, selvom jeg faktisk ikke kan fordrage det. Det får mig til at tænke på bitterhed tilbage på mit eget ryggeløse gymnasieliv, der var præget af tårnhøjt selvhad, en invaliderende stressfølelse, og en bunke intense, ulykkelige (og mestedels utrolig hemmelige) forelskelser i diverse fyre i parallelklasser og musikklasser, som jeg skrev side op og side ned om i mine utallige dagbøger og på, også dengang, offentlige blogs.

Karaktererne i Skam derimod oplever ja, modgang, men sgu da også sindssyge kærlighedshistorier. Hvor er oplevelserne, hvor man endelig snaver med ens største crush fra C.-klassen, men hvor han ender med at kaste op på dig, fordi han viste sig at være skidefuld? De søvnløse, ængstelige nætter... Eller de gange man bare ikke følte sig tilstrækkelig og var rædselsslagen for, om man nogensinde ville blive et ordentligt menneske?

Nå, men lige her for en time siden, da William endelig har fået presset Noora ind i den her afsindige kærlighedsaffære, begyndte jeg kraftedeme at græde, fordi jeg kom til at tænke på H., og den intimitet der var mellem os. Som om jeg forvekslede William og Nooras kærlighed med noget ægte. Stop lige engang, sagde den ældre kvinde, der også er i min hjerne nu, hvad er det egentlig du laver? Var vi ikke lige blevet enige om, at det hele handlede om kedsomhed? Måske du skulle finde noget andet at fylde dit liv op med? 

Vi er sgu da begavede kvinder, er vi ikke? Hvad er det egentlig jeg har gang i? Måske prøver min blog tilnærmelsesvis bare at være fiktion - du ved, det er altid de store og åndssvage kærlighedshistorier, der sælger. Er det kvindens lod - eller bare mit lod at være så besat af, at blive elsket af en anden person? Er jeg i stand til at give slip og bare være mig? Hvad var det nu jeg ville?

- Hvis du laver en tv-serie, sagde min veninde i går, så lad for gud skyld vær med at lade det handle om kvinders forhold til mænd.
- Det kan du tro, løj jeg og grinte hånligt, som om det var det mest indlysende, hun kunne have sagt. Det var det overhovedet ikke. Det var nærmest et chok. Hvad fanden kunne en tv-serie om kvinder så handle om? Jeg har brudt min hjerne med det hele dagen, og det eneste jeg kan komme i tanke om, er at jeg sad et sted i Bellahøj i går aftes i regnvejret på en våd sten på en våd bakke... og... ja, så skete der ligesom ikke mere. Jeg snakkede lidt om løst og fast, men det var da godt nok ikke noget at skrive hjem om.

Jeg vil prøve at være bedre til det.

mandag den 10. juli 2017

søndagslisten

Jeg har bemærket, at alle populære bloggere skriver lister. Jeg vil også være populær.
  • I nat drømte jeg, at jeg hookede op med skægmonstret. Hell, de tolv sex-partnere skal ikke være spildt, tænkte jeg, og begyndte med stolthed og kyndighed, at give ham et langt, grundigt blow-job. Men efter en sej kamp, blev han slap i min mund. Det er helt forkert det her, sagde han. Jeg har jo en kæreste. Jeg havde ikke tænkt så meget på det. Jeg var mest bare interesseret i, at give ham et forrygende blowjob. Vise ham mine skills. Alt det slid, til ingen nytte! ARHG.

  • Senere, i den virkelige verden, stod jeg ude på altanen, mens jazzmusikken bragede fra min stue, spejdende ud over Nordvest i et vanvittigt grin, som en almægtig, solskoldet dronning. Det var som om, jeg slet ikke kunne huske, at jeg nogensinde havde været så glad før. 

  • Jeg har ikke snakket med nogen siden i går formiddags. 

  • Må man egentlig lægge sig på græsset på Bispebjerg Kirkegård? Jeg turde ikke.

  • Jeg viste fem centimeters mave på vej hen til kirkegården, og alle folk på gaden var ved at falde i svime over det, og jeg var sådan: så slap dog af, det er bare en mave... hvad foregår der..

  • Hvilket minder mig om.. Er det respektløs at have blottet maveskind på en kirkegård? en ældre kvinde sendte mig et vrissent blik på et tidspunkt. Kan det have været det?

  • jeg har læst 150 sider af Stormfulde Højder i dag. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. 
  1. jeg har spist chili con carne tre dage i træk.
  2. jeg har spist en magnum
  3. jeg har spist franske vafler
  4. jeg skal på arbejde i morgen
  5. der skal jeg spise ærter
  6. og rugbrød
  7. men jeg fandt ud af, at jeg ikke har nogen brødkniv. så nu skal jeg skære brødet med en grillkniv. pinligt og kikset.
  8. mit vækkeur ringer om 6 timer. jeg sov til klokken 11 i dag. jeg tvivler stærkt på, at jeg får en god nattesøvn
  • Jeg er blevet solskoldet på mit højre skinneben
  • jeg har set rejseholdet færdigt :'( 
  • jeg har grædt lidt, men ikke sådan rigtigt. bare sådan lidt.. klynk..
  • .
  • Jeg glæder mig til at skulle på arbejde i morgen og se nogle mennesker. jeg har glemt lyden af min egen stemme. og med de smøger jeg har røget den her weekend, så er jeg faktisk ikke sikker på, den er der længere. 

  • Jeg kan egentlig meget godt lide det her liste-noget. Jeg forstår det nu.

lørdag den 8. juli 2017

waltz

Et sted på Kong Georgs Vej blev jeg pludselig stakåndet, og højre side af mit hoved føltes sitrende og slapt. Hvad er du så bange for, sagde jeg til mig selv. Du bliver nødt til at gå videre.

Det er måske også for sent at gå tur, sådan en lørdag aften. Jeg havde iklædt mit tømmermændslegeme den lange, stoiske trenchcoat og rød læbestift for at kompensere for det rådne indhold bag huden.

Under buen buldrede tung techno, og som i en dystopisk sci-fi-film stod folk på containere og asymmetriske reposer i mørket og råbte, en lyd der bølgede under motorvejen og fik det til at suge i maven. Der var noget ondt over stedet. Jeg gravede mig ind i hashtågerne, mellem pantsamlere og dreadlocks og unge piger med stramme jeans, uden at finde ud af hvor musikken kom fra. Dybere og dybere ind i epicenteret af denne fest, jeg ikke var inviteret til.

Gaderne var fyldt med feststemte mennesker, alle slæbende med six-packs og skæve smil. Jeg følte mig som betragteren, den udstødte... at jeg stjal af deres fest.. sugede energien ud med mit sure ansigt og dommedags-trenchcoat. Ved Verdenshjørnet lod jeg som om, at jeg ventede på nogen, mens jeg røg en cigaret blandt fakler og multifarvede lyskæder.

***

I går aftes var jeg så høj på livet, at jeg troede, mit hoved ville eksplodere. Som en flagrende orgasme der sender stød ud i alle fibre af kroppen. Tidligere på dagen havde jeg skrevet det sidste på specialet. Det sad som sådan en bizar og febrilsk knyst i brystet, som kun øl og ca 40 cigaretter kunne afvikle.

Seks øl senere forsøgte jeg mislykket at bootycalle Jyden (fra Tinder, som for to uger siden dumpede mig), fordi selskabet havde snakket om penisser (JEG VIL BARE HAVE EN HELT NORMAL PENIS JO) og sex i alt for lang tid. I min hjerne virkede det som en genial plan. Hvad har jeg at miste? rationaliserede jeg. Jyden var i Jylland (surprise). Han sendte et billede af sig selv, hvor han så helt åndssvag ud, hvilket gav følelsen af, at døren står lidt på klem igen. Jeg ved dog ikke, om jeg gider bruge døren til noget.

Selskabet endte på en trappesten et andet sted på Nørrebro, og otte-øls-W. havde en masse feministiske og svævende kærlighedstanker hun skulle ud med, vidt fabulerende, rasende, og højtflyvende. Var hjemme sent, fyldt op af geniale kvindelige venskaber og generel eufori.

***

Jeg har onaneret tømmermændsdagen væk, mens Rejseholdet har kørt i baggrunden. Jeg har forestillet mig, at en mand, om det så var H., Amagermanden eller Jyden, kiggede på imens, hvilket har gjort mig endnu mere kuldret og hungrende. Jeg bilder mig selv ind, at fordi jeg har givet afkald på p-pillerne, så er jeg mere liderlig. Men jeg tror egentlig mest, at det er gået op for mig, at jeg er rastløs ad helveds til.

Der er så meget liv. Det er under buen, blandt disse technotrampende hashdampe, det er i tipien, i den blide soul, det er i grønthandleren på hjørnet der fejer fortovet efter en lang dag, og den er i hele min krop, den er i mit underliv, som en stor glødende planet, der buldrer i ild og varme og kildren og intensitet.

Jeg længes efter, at der kommer nogen og giver mig liv.
Jeg længes ubegribeligt efter H.
Men igen. Jeg er også ret bevidst om, at jeg også keder mig helt ubegribeligt meget. Sååå... ja..


fredag den 7. juli 2017

uvirkeligt sprog

Jeg kunne ikke falde i søvn i nat, fordi jeg var fikseret på sproget. I min maniske tankestrøm blandede sig ekstatiske popmelodier, og jeg digtede videre på mit speciale i halv søvne. Jeg havde hele dagen haft følelsen af, at specialet ville tage livet af mig.

For en uge siden fik jeg sat spiral op, og det har ikke lige timingmæssigt været heldigt i forhold til min sygdomsparanoia, der har været off the charts de seneste par måneder. Jeg synes stadig, den gør ondt, og jeg ved, at min krop er i et hormonelt helvede, hvor den slet ikke ved hvad den skal gøre længere. Åh, kvindekroppen. Befinder mig i en konstant PMS-følelse, og blandet med specialets udtømmende proces, er jeg uforudsigelig og træt ad helveds til.

Jeg gik hjem til min søster, som selv lå i sygesengen. Til trods for, at jeg kun havde været vågen i 3 kvalmende timer, faldt jeg ind i en dyb lur. Som om min krop bare havde givet op. Da jeg vågnede med savl ud over det hele, trak jeg med det samme specialet frem og begyndte at rette og skrive, men mine øjne kunne nærmest ikke læse ordene, og jeg indså pludselig til min forfærdelse, at intet af hvad jeg havde skrevet, hang sammen. I min døsige, kvælende panik begyndte jeg bare at voldgræde. Søster var ikke den bedste til at trøste mig, jeg tror ikke, at jeg kunne trøstes, helt hjælpeløs, og samtidig ved at falde i søvn igen, hele tiden, sove sove sove, benægt benægt benægt.

Gav op og gik i stedet for bare hjem med en krop der vejede to ton. På vejen mødte jeg en gammel barndomsveninde, som jeg ikke har snakket med i seks år. Vi satte os ind i parken i den sidste eftermiddagssol. Jeg fortalte historierne om mig selv. Hun havde det forfærdeligt. Det gav mig ironisk nok energi. Altså, ikke at hun havde det forfærdeligt. Bare at møde hende. At sætte tingene i perspektiv.

Da jeg efter et par timer kom hjem, var jeg målrettet og stolt. Åbnede specialet og skrev og rettede løs til klokken 1 i nat. Glemte at spise aftensmad og sad bare ret op og ned, mens jeg forsvandt ind i en anden dimension. Mit sprog kom bag på mig. Jeg forstod ikke, hvor det kom fra. Jeg skriver mit speciale nogenlunde som jeg skriver her. Frit fra leveren. Det er befriende - men også farligt. Min hjerne tænker igennem mit sprog. Jeg er ofte ikke bevidst om, hvilke tanker der gemmer sig, før de bliver skrevet ned eller sagt højt. Nu er jeg nervøs for at åbne dokumentet igen, og se hvilke sproglige fornøjelser jeg har haft i nat. For jeg glemmer mig selv hele tiden, hvem jeg var i går, hvem jeg var for en time siden.

Speciale-processen har været mere skizoid end først antaget, og jeg har mistet tilliden til både min krop og mit sind. Energi der konstant fortættes og forsvinder. En selvtillid der tangerer mellem storhedsvanvid og bare rent vanvid. På mange måder er jeg glad for, at jeg skriver alene - så ingen censurerer mit sprog og "akademiserer" det i en eller andet forudsat konstrueret forståelse af akademisk sprog. På andre måder er jeg nervøs for min interne forståelse af et emne; for mine overdrivelser og misforståelser. Jeg aner ikke, om jeg har ramt en guldåre eller den rene indbildskhed.

Nu hvor jeg læser en humanistisk overbygning kan man sige, at der er større forståelse for sproglige udfoldelser og vilde analyser. Jeg er på ingen måde bundet til logik og konkret data. Derimod er jeg bundet til samfundsmæssige og kulturelle forforståelser og skal selv bygge mine argumenter op. Jeg har hele tiden været skræmt over dette - ikke set, hvordan jeg kunne være i stand til det. Men specialet har samtidig åbnet op for en gemt akademisk praksis, som åbenbart har været lagret et hemmeligt sted, bagerst i min hjerne.

Jeg joker til folk om, at jeg har en lille task-force, der knokler løs på specialet i døgndrift et sted i hjernen. En gang imellem siger jeg: Så må I gerne præsentere jeres resultater. Projektlederen træder frem og sætter sig på mine fingre. På halve og hele timer, på nul komma fem, spytter jeg så resultaterne ud i et tomt worddokument, uden helt at fatte hvad der sker og hvor det kom fra. Så læser jeg det dagen efter, og er sådan: DET ER GENIALT!

Ej.

Men jo. Lidt måske?

Det er abstrakt for mig, at tænke på mit sprog. Ligesom da min psykolog sagde, at det er sjovt at tænke på ord og udtale som noget der sker nede i halsen. Hvem har sagt, at tingene skal lyde som de gør? Og hvem har bestemt den betydning man lægger ordene? Hvordan blev ordet til ordet, og bogstavet til bogstavet?

Jeg har arbejdet på mit sprog siden jeg var 10, hvilket er helt skørt at tænke på. At sproget er en indgroet del af min måde at være på. Jeg har hørt fra nogen, at jeg snakker underligt, at jeg har et underligt sprog. Er mit skrevne sprog også underligt? Mit sprog er ikke skabt ud fra noget. Jeg er hverken særlig litterær eller akademisk. Jeg har bare skrevet dagbog, siden jeg kunne sætte to ord sammen, og jeg har ofte givet slip på mit sprog. Ladet det være mit, og ladet det ændre sig, alt efter hvor jeg er og hvordan jeg har haft det. Mit angst-sprog for et par år siden er langt mere voluminøst, poetisk og knudret, tilnærmelsesvist febrilsk, hvor mit ikke-angst-sprog nu er mere nøgternt og kortfattet. Mit speciale-sprog er luftigt og abstrakt, men køligere.

Slår mit sprog til, tænker jeg. Er mit sprog nok i dette speciale? I nat var jeg helt høj på mit sprog. Jeg tænkte, at jeg kommer til at blive kendt på mit speciale (!??!), at de læser det og tænker, hold kæft, vi har sgu aldrig læst noget lignende. Jeg er altid imellem disse håbløse yderpoler. Jeg kan mærke energierne suse rundt i mig igen i dag. Jeg føler mig ikke rodfæstet i nogen virkelighed. Se, jeg har lige skrevet en vanvittigt langt indlæg om sprog. Hvad fanden laver jeg egentlig, hahahahaha. Åh. Godt det er slut lige om lidt, så jeg ikke fuldstændig mister forbindelsen til virkeligheden.

Og hvis du på imponerende vis er nået til bunden, så får du lige den her sang som præmie.
Jeg hører den HELE tiden.

onsdag den 5. juli 2017

et år

Jeg går i takt.

Det er allerede nat.
Og jeg går i takt.
Ned af Borups Allé.
Præcise trin for hver gang trommerne sætter ind.

Ligegyldig dag.

Skægmonstret og hans kæreste (Nye W. som jeg også ynder at kalde denne 23-årige novice) efterlyser på Facebook "specielle" og "ikke-fancy" steder som deres sommerferie til Italien kan gå hen (HVORFOR ER FOLK STOPPET MED AT GOOGLE JESSUS)... Århh, så nuttet. Han skriver kæreste i stedet for hendes navn. Bare så der ikke opstår forvirring i vennekredsen. Godt han har fundet en der gider rejse med ham; en hvis verden er åben. En gang imellem liker han mine billeder på Instagram. God relation, god relation.

Om et par dage er det præcis et år siden vi slog op.

Han havde været ude og rejse i 10 dage med nogle kammerater. Imens forberedte jeg mig på at forlade lejligheden. Jeg holdte tre fester mens han var væk. Jeg sagde bittersødt, at folk bare skulle ryge indenfor - det her er min afskedsfest. 

Jeg tog hjem til min søster den aften han landede. Jeg havde skrevet en besked til ham: At vi skulle snakke. Alligevel ringede min telefon fra et fremmed nummer klokken halv tolv. Skægmonstrets telefon var gået ud (så han havde ikke set beskeden, fuck), og hans kuffert var forsinket, hvilket betød, at han ikke havde sine nøgler. Jeg tog mismodigt hjem og låste ham ind. Jeg kunne ikke finde ud af at sige det nu. Ikke så sent om natten. Jeg er træt, sagde jeg surt, og lagde mig ind i sengen med det samme. Han lagde sig op af mig med sin store, bløde, skæggede krop og kyssede mig i nakken. Han havde haft en god tur. Han havde savnet mig.

Det blev morgen. Jeg gik i bad. Så er det nu, sagde jeg til mig selv under de varme stråler. Da jeg kom ud fra badet, kampklar, slå-op-klar, havde Skægmonstrets telefon imidlertid ringet. Han havde misforstået sit arbejde. De ventede på ham. Skægmonstret fløj ud af døren. Goddammit. Jeg vidste samtidig, at han måtte have læst beskeden, men han sagde intet. I stedet for hang der imellem os denne usagte samtale, tynget af frygtelig dårlig timing.

Jeg tog på arbejde om aftenen. Var hjemme klokken 23. Igen var det for sent at gøre noget ved det. Det blev morgen. Jeg gik til bageren (!?) og købte franskbrød, ost og juice (!?). Vi satte os i sofaen. Jeg var på dette tidspunkt igang med at binge Gilmore Girls (!?). Det føltes som om, at afsnittet varede i tusinder og atter tusinder af år. Da vi havde spist op, sad vi som følelsestomme stenstøtter og gloede dødt på tv'et, hvor Rory var ked af det over Dean, og Lorelai skændtes med sine forældre.... garwd..

Mine følelser hvirvlede rundt i kroppen. Jeg gik på toilettet og skubbede tårerne væk fra mine øjne. Da afsnittet fucking endelig sluttede, slukkede jeg tv'et med det samme og vendte mig mod ham i sofaen.
- Vi skal snakke, sagde jeg
- Ja, det skal vi, sagde han.
- Jeg kan ikke det her mere
- Jeg kan heller ikke mere
+ en masse neurotiske tanker fra min side, som jeg havde preppet mens han havde været ude og rejse. Jeg vidste præcis hvor min talestrøm skulle starte og slutte. Jeg kan ikke huske så meget af det nu. Andet end at jeg ikke var glad.

Vi var begge ulykkelige men skræmmende afklarede. Eksamensperioden var slut. Der var ikke flere undskyldninger nu. Snakken faldt hurtigt over i praktikaliteter; hvornår jeg skulle flytte ud, hvordan vi skulle gøre det på den bedst mulige måde.

Vi gik ud på altanen og røg en cigaret. Eller var det kun mig der røg? Det tror jeg.

- Skal vi ikke aftale, at når vi finder hinanden på Tinder, så liker vi lige hinanden? Bare lige for at anerkende, at vi begge er der?
- Ha ha ha, jo, lad os gøre det.

Jeg pakkede grædende en taske. Hvad fanden pakker man, når man flytter ud? Det hele føltes som en surrealistisk drøm. Fire års parforhold som slutter på sådan en udramatisk og venskabelig facon. På HALVANDEN TIME. Hvor var kærligheden forsvundet hen? Hvornår forsvandt den? Hvor var de smadrede tallerkener og den vrede sex?

Jeg gik ud på gaden med min store rygsæk og trak min cykel hele vejen hjem til min søster. Hvor er det sindssygt det her, hvor er det sindssygt det her, hvor er det sindssygt det her. På et splitsekund havde jeg mistet mit hjem og min kæreste. Og sjovt nok følte jeg mig mere lettet end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. I et vanvidsantræk af hysteriske grin og voldsomme hulk landede jeg i min søsters hjem, og blev der, mens hun tog til Jylland. Jeg lå bare i hendes seng og græd og græd og græd. Græd skægmonstret ud af min krop, ud af mit system.

Jeg forstod snart, at jeg var modig og helt alene. Noget jeg havde frygtet i alle den tid jeg havde været sammen med ham. Rædselsslagen for, om jeg kunne finde ud af noget selv. Jeg har jo angst, prøvede jeg, at huske mig selv på. Men hvor var min angst blevet af?

Jeg forsøger nu at lede efter optegnelser, noter, dagbøger fra den tid. Men jeg kan kun finde uhyrlige tegninger og tvetydige, symbolladede tegneserier. Jeg tror ikke, jeg var i mig selv, mens vi boede sammen. Jeg var i skjul. Men jeg tror endelig, at jeg er vendt hjem. Sådan, rigtigt, du ved.

tirsdag den 4. juli 2017

(ingen) fornuft og (masser af) følelse

I det følgende kan du læse et brev, som jeg gerne ville sende til H. Jeg ville kun sende det, hvis jeg levede i 1910'erne, eller ... 1880'erne! og boede på et stort gods oppe i Nordsjælland et sted. Eller det nordlige England! (Min historieviden er meget begrænset, så bær over med tidsmæssige fejl).. Et liv i magelighed og rigdom, og så alligevel så fyldt af en larmende ensomhed og længsel efter noget større, noget vigtigere, end mine daglige sysler i husholdningen og klavertimerne... Akvarelmalerierne ved den lille bæk i baghaven. Min stakkels specialehjerne er fortabt i en fortidsnostalgi, som jeg bogstavelig talt ikke kan forholde mig til. Men jeg er fyldt op af romantiske, storladne fantasier. Hvis jeg var denne adelskvinde, hvis jeg virkelig levede i en anden tid, ville jeg så ikke sende sådan et brev her? Hvorfor føles det så unaturligt, at skulle gøre det nu? H. er også en fantasi. Så uvirkelig som mit store gods og 2 meter lange hår...

Sæt den her på først. Stemningen skal lige sættes. Tænd også op i pejsen. Uff..


Kære Hr. H. 

De har været væk fra mit Sind og min Krop i lang tid. Alligevel ramte De mig som, ikke kun et flygtigt, men uvægerligt Minde, da jeg gik min sædvanlige Eftermiddagstur langs den rivende Flod. Jeg passerede en Lavendelbusk som netop var sprunget ud - De skulle have set det - Et euforisk syn! Duften svandt gennem mine Næsebor og ned i Fingerspidserne, mens usynlige Traade trak mig tilbage til Deres badeværelse og Lavendelsæber, til Deres blottede Hals, til Deres bløde, varsomme Maveskind... 

De maa synes, at det er noget saa besynderligt, at jeg skriver dette til Dem nu. Jeg er bevidst om, at De for længst, som den afholdte mand De er, har skabt andre Bekendtskaber og Kærligheder. Andre Kvinder. Men jeg har ikke tænkt mig, at lægge baand på mig selv. Mit Liv leves fra Vindueskarmen, hvor jeg ivrigt betragter Godsets Gæster, som de ankommer i Vogne og en sjælden gang Automobiler. Mine Dage er travle, men oftest tilbragt alene. Maaske jeg tilbringer for meget Tid i mit Hoved, og som en gammel Pebermø længes tilbage til den smule Lidenskab der engang var. Til dengang De engang var.. 

Jeg overtog mit Værelse for et par måneder siden og flyttede ind et par uger efter. Lejligheden er overdådig. Et gyldent, paradisisk parnas af Lys og varme Straaler der siver ind bag de blege, blafrende Gardiner. Paa de stille Dage lytter jeg i Radioen til et Program De saa varmt fortalte om. Her bliver der læst op af Marcel Proust, som De jo ogsaa selv læste op for mig, mens vi drak den blide, sødmefulde Linde-Te. Jeg var i Den Syvende Himmel, det haaber jeg De forstaar. Det vil jeg aldrig glemme. 

Det besnærer mig, at vide hvordan De har det. I lang tid ovebeviste jeg mig om, at De var en frygtelig umoden Taabe, uden Retning og dybere Sjæl. Men jeg er bange for, at jeg har glemt det. Jeg ved, at De snart staar overfor en lang Reise til et fremmed Land. Jeg haaber, at De kom Dem over Depressionen og Angsten for Livet, saa De rigtigt kan faa lov til at leve nu. Jeg haaber ogsaa, at De en dag bliver i stand til at elske. Maaske ligesaa ægte som Jeg elskede Dem.

Frokostklokken ringer nu. Det blæser op ude for. Jeg tror ikke, at Lavendelbusken holder i mange Dage endnu. Men Livet maa jo gaa sin gang. Det forstaar jeg nu.

Din,
W.

***

Tilbage i 2017. Facebook Messenger.

Hey. Hvordan går det?

***

Jeg tror bare, at brevene bliver her på bloggen.
Yaiks.
Får aldrig en kæreste...

søndag den 2. juli 2017

stormfulde (og minimale) højder

Hen mod aftenen efter endnu en gåtur i den frådende natur, blev jeg pludselig ængstelig overfor mine voldsomme følelser. Jeg knoklede igennem aftensmaden lettere manisk og tændte tv-avisen på høj volumen. Har jeg en psykose? Uden jeg selv ved det? Åh. At være neurotisk.. sikke en fest.

Mine forældre kom heldigvis ikke så lang tid efter, og min ensomme, dybe, intense vanvids-filosofering blev erstattet af den klassiske irritation overfor forældres åndssvage jeg-siger-alt-hvad-jeg-observerer-snakke, heriblandt min fars fascination af en stære-flok, og min mors besættelse af vejrets skiften (nu er det lunt, nu blæser det, jeg tror det regner om lidt, uj det er koldt hva?) Det blev lettere at være stille og tilbagetrukket end at være for fuld udblæsning, som i skoven.

Jeg havde følelsen af, at jeg havde skrevet et mesterværk af et blogindlæg. Om den frådende natur, og min latente vildskab i den.. Jeg har ikke været ude af byen siden oktober, og måske det her er et tegn på, at jeg lidt oftere skal komme ud i en skov eller ud til havet. Jeez altså. Følelserne og oplevelserne eksisterer dog stadigvæk. Jeg er hovedpersonen i mine egne stormfulde højder, og jeg har en tendens til at dramatisere mit liv. Så sent som i dag opdagede jeg en voice-over i mit hoved, der lagde fortællerstemme til den mest stenede gåtur rundt i sommerhusområdet.

***

Mor: Har du set stenhegnet? Det er de kommet langt med.
Far: Engang var det her hus til salg, vidste du det? Men nu er det solgt.
Mor: Det er utroligt som vejret skifter hele tiden, sikke det blæser, hva?
Far: Sikke hyggeligt vi havde det igår, ikke?
Mor: Det er sjovt, at markerne er så mørke nu. For et par uger siden var de lysere. Synes I ikke?

Voice-overen sætter ind... W. havde længe mistænkt sine forældre for at kede sig noget så gevaldigt. Hvorfor efterstræber folk at blive gift, når det er sådan her det ender? Isoleret, kedsommeligt og dødt. W. overvejede samtidig sin egen alenehed - om den overhovedet var mere værd end det døde ægteskab. Hun begyndte at tænke på de 30 mænd hun igennem sit korte liv havde knaldet, og hvor bizart det var at gå rundt her tavs mellem sine forældre, uden at de vidste hvor promiskuøs hun i virkeligheden var. Tænk, de vidste heller ikke at hun snart ville skrive vor tids feministiske knaldroman.. og at W. snart ville blive en stor verdensstjerne, kompromisløs og hudløst ærligt Så ville hun også endelig fortælle dem, at hun ryger. 

Far: Hvordan har dit underliv det?
Mig: Det har det fint.

***

Dét er fandme sindsoprivende.
Jeezzzuzzzz zhrizzzt.

***

Jeg læste "Luft under vingerne" færdig i dag. Det gik op for mig, at min psykolog er enormt kalkuleret. Det var jo ikke tilfældigt hun anbefalede mig, at læse denne bog. Hun er psykoanalytiker. Intet er tilfældigt, duh'. *advarsel - Spoiler på bogen* ..

Hovedkaraktereren jagter igennem bogen kærligheden; den der skal gøre hende hel, indtil hun til sidst strander i Paris, alene, og er tvunget til endelig at forholde sig til sig selv. Hun sætter sig på den lurvede hotelseng og gennemlæser alle sine dagbøger (som hun tilfældigvis lige har med i kufferten), for at finde ud af, hvorfor hun blev sådan her. Hun kigger på sin nøgne krop i spejlet og forsøger at finde det menneske, der kigger tilbage på hende. For første gang i hendes liv, kommer hun "hjem" i sig selv. Hun rejser sig op, er stærk og forstår endelig, at det ikke er en mand der skal fylde hendes liv op med glæde, men derimod hende selv. Ja okay, jeg kan godt se, når jeg skriver det så forsimplet, at det er lidt sådan det vidste alle sgu da, hallo, vågn op...

Men jeg blev så rørt og ramt af det, at jeg føler noget ændre sig i mig. Fordi jeg havde det som om, jeg læste en bog om mig selv. Så selvom jeg her til aften længes ulideligt og stormfuldt efter opmærksomhed fra uopnåelige mænd, og selvom jeg mest af alt har lyst til at skrive et langt neurotisk (og dog kynisk og intelligent og humoristisk) brev til H., så forstår jeg, at det er vigtigere at jeg skriver her, og fra i morgen af, putter den energi der rumsterer i mig ind i den sidste del af mit speciale. Jeg kan jo godt. Og jeg skal aldrig lade mig definere ud fra den kærlighed som ikke kan opstå, fordi det selvsagt er svært for kærlighed at blomstre, når jeg som - Rupaul trofast siger - ikke kan elske nogen, når jeg ikke kan elske mig selv. Så det vil jeg prøve på nu. Ses Oprah. 



Og jeg ved godt, at jeg nogen gange kan lyde så prædikende overfor mig selv. Jeg læser mine indlæg hele tiden. Jeg er min egen største læser, haha. Jeg prøver at lære mig selv ting. Som om, at jo flere gange jeg siger tingene til mig selv, så må jeg da en dag forstå det. Så vil disse positive integrere sig, så jeg en dag kan være glad, og ikke vælge lidelsen til i stedet..