torsdag den 31. august 2017

koffein

Min krop er færdig med at sove, og det er skide irriterende.

De første tre uger efter specialet sov jeg hele tiden. 9-10 timer om natten, 1 times lur. Nu vil den kun sove 6-7 timer, og har ikke engang brug for en savlbefængt morfar på sofaen. Derfor er der pludselig en masse energi, som jeg skal forholde mig til.

Det er som at være i en stenet udgave af Bonbon-land, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til om jeg skal tisse, er sliksulten eller hvilken forlystelse jeg har lyst til at prøve. Hvilket egentlig lyder meget fint. (alle elsker bonbonland..)

I dag tvang jeg mig ned på en lokal café og endte med at sidde der hele eftermiddagen. Arbejdede på en jobansøgning (wtf??!) og brugte to timer komplet opslugt af en tegning. Når jeg fjernede blikket fra notesbogen og stirrede uden formål ud af vinduet, blev jeg ramt af de dér eksistentielle angst-tanker, der bimler genkendeligt:

Tænk at du er helt alene, at du altid skal være alene - i dig selv, tænk at du sidder her, er det overhovedet virkeligt, er tiden virkelig, er du virkelig, kan du klare at være alene, kan du klare tiden, og hvad med dine følelser? Er dagen ikke uendelig? Er livet ikke uendeligt? Hvad skal du dog gøre? 

Jeg var helt svimmel, da jeg gik derfra. En underlig fugtighed i luften. I supermarkedet støder jeg ind i to politimænd med maskingeværer, og jeg glor lige ned i løbet på et af dem, og føler et impulsivt behov for at kaste mig ind i grøntsagsafdelingen og gemme mig bag noget rødkål.

Jeg må gå en tur, jeg må gå en tur. Ud på Frederiksberg.. de lange gader hvor de rige bor i huse med spir og tårnværelser, gamle penge, og mig ude foran med et ondt fjæs og et-meter-skridt. Så forkert i det gadebillede. Jeg smadrer ind i Lidl og køber en is-sandwich til fem kr.

Ud på gaden igen. En pige støder ind i min skulder med vilje, mens jeg går og fråder isen. Min podcast er øredøvende, men jeg hører, at hun i et hånligt, flabet toneleje siger: Okayyyy. Sådan... du burde vist ikke gå og spise sådan en is, sådan som du ser ud. Det er sådan et "okayyyy". (Og lige nu har jeg faktisk svært ved at koncentrere mig om at skrive, fordi min oppustede mave nærmest ligger oven på touchpaden, garwdd).

***

For en uge siden stod jeg op og vidste at dette ville være dagen, hvor jeg begyndte at drikke kaffe igen efter fem års pause forårsaget af angst for for meget hjertebanken. Gik hen på en café og bestilte stolt en cappuccino og indviede den stakkels barista i Min Store Dag. Tyllede den grådigt. Kunne slet ikke mærke den koffein, som jeg ellers har været rædselsslagen for alle disse år.


Det er en slippery slope, for jeg elsker kaffe (og hold nu op, urte-te kan virkelig ikke måle sig... hold nu op, hvor er jeg træt af urte-te), og hver dag finder jeg en ny form for kaffe, som jeg kan indtage. Et skud kaffe om dagen. Små skridt, små skridt.

Dog er det ikke koffeinen der holder mig vågen om natten og fjerner min nattesøvn. Det er W.-koffeinen der suser i mine blodårer. På vej hjem fra den hæsblæsende, rastløse gåtur gik jeg forbi et kampsportscenter, og nu kan jeg ikke slippe tanken om at begynde til kampsport. Jeg har læst alle mine gamle dagbøger, og efterhånden samlet brudstykkerne af mig selv til en lille sprængfarlig pakke, der bare venter på at eksplodere ud over noget liv.

Nøjeren.

(Nu blev jeg faktisk lidt træt)

tirsdag den 29. august 2017

flyvsk

Jeg går en ekstra tur rundt i fuglekvarteret, før jeg finder hjem som en svale på træk (skal nok holde igen med fugle-metaforer, udover liiige en lille en til), med armene spredt i kimonoen, disse lyserøde, dansende vinger på de mørke gader, SOM EN FUGL, ned forbi Kirken Korshærs herberg for enden af Nattergalevej, hvor en ældre fuld mand hiver i skjorten på en yngre narkoman på trappen og råber. Men hvis jeg bare letter lidt fra jorden og lukker øjnene, ja, så er der kun mig i universet.

En selvoptagethed der får det til at summe i mine fingerspidser og små knuder til at sprede sig op igennem mit system. Dagen har været en tour de force i realitetsbekendelser, og jeg prøver hårdnakket at slette mine spor - bl.a. at ved at have min telefon slukket det meste af dagen. Det er ikke engang slemt, det er ikke engang voldsomt, men kender du ikke det, at der er nogle dage, hvor man bare ikke kan overskue at forholde sig til noget?

Potentielt er jeg ved at blive lidt bims af mit dagbogslæsnings-projekt. Det har varet 10 dage nu, og er kun nået til 2009. Jeg skrev så uendeligt meget som teenager, holy fuck. Har det sidste døgn gennemlevet den krøllede sag med den gode ven (fra i fredags), og det er uhyggeligt hvor meget jeg havde glemt. Det stod pludselig klart for mig, at han var forelsket i mig dengang. Efter et par måneders miskommunikation og hemmelige kys ender vi til en underlig fest i en spejderhytte langt ude på den jyske hede, hvor han erklærer at han vil mig - han vil hele mig, alt det farlige, det mørke, det smukke, det fascinerende, det tunge. Jeg siger koldt, at det er for sent, og smider dramatisk en ølflaske ind i muren, så den splintres i tusinde stykker, ligesom os selv (åh), og jeg går i seng, rasende og dybt trist, blot for at finde ham næste morgen i en anden piges favn. Siden da har jeg ikke skænket ham en tanke.

Et andet sted i København sidder en skuffet Amagerdreng, som jeg teknisk set har spurgt: Vil du bolle eller bare se tv-serier? Og han siger, at han gerne vil begge ting med mig, at han ret godt kan lide mig, men ikke er særligt trængende efter sex, da han er nedtrykt. Og jeg klumper sammen et sted på Mågevej som den vilde fugl (sorry) jeg er, så mega flyvsk, og jeg får flashbacks af bekendtskaber, nære som fjerne, der brøler af mig gennem tiderne, Du er så pisse flyvsk W.!!!! 



Jeg har ikke fattet på noget tidspunkt, at han var nedtrykt. I stedet følte jeg kun væmmelse ved min krop - afvisningen i hans depressive ikke-tilstedeværenhed. Men pludselig gav det hele mere mening. Et sted dybt inde har jeg lyst til at byde ham ind i mit liv, lave mad til ham, nurse ham, få ham ud af depressionen; ligesom med H., ligesom med den første ekskæreste, ligesom med Tændstiksben, ligesom... åh, mønster.

Min mor begræder overfor min søster til dagens brunch-i-byen-aftale, hvorfor jeg er så svær at få kontakt med, fordi jeg ikke svarer på hendes Toppen af poppen er tilbage!!-besked (JEG SER DET IKKE, MOR!!!), og måske er jeg også bare et utaknemmeligt lortebarn, men jeg er ikke min søster, og min mor er ikke min søsters mor (jo, altså, biologisk, men overført betydning).

Min søster ringer og shamer mig for mine dårlige manerer, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, fordi jeg har lyst til at vræle, fordi jeg ikke har noget forhold til min mor, jo, et fint et, men ikke et tæt, og hvor er det sygt at jeg hele tiden skal være alt muligt overfor dem alle, være så perfekt, så lys, så mild, blid, pligtopfyldende, rar, og jeg er ingen af delene, jeg kan ikke finde ud af at være min søster.

Og igen dagbøgernes spøgelser, glemte minder; min mors evige insisteren på, at jeg kun er pæn, hvis jeg har tabt mig, at hun gerne vil gå på kur med mig, så jeg kan tabe mig, skal du ikke melde dig ind i fitness snart, at hun gerne vil shoppe tøj med mig, hvis jeg er artig, at hun tror jeg bare er træt, selvom tårer sidder fast i mit ansigt, at hun ikke tør spørge mig, hvordan jeg har det, at hun ikke tror, at min psykolog hjælper, at hun på sin vis er bange for mig, alt for bekymret, men alligevel fremmed overfor sin egen datter, at hun aldrig trøstede mig, at hun bare var tavs, at hun tvang mig til at tage et graviditetstest da jeg havde kyssesyge, at hun, da jeg for fem år siden havde tabt mig voldsomt meget på grund af angst, sagde at jeg skulle passe på hvad jeg spiste, for ellers blev jeg jo "tyk igen"..

Måske er jeg bare det her bæst der ikke kan tæmmes, en sexmaskine der kræver pik, uden at fatte at pikken er nedtrykt, at jeg voldtager gaderne med min tilstedeværelse, smadrer flasker ind i murene, fordi jeg i bund og grund er en kold skid, der ikke kan elske ægte, at jeg en elendig, selvoptaget datter, blottet for empati og familiær kærlighed, og det her bare nogle af de tanker jeg har haft i dag, der er gang i den deroppe (i hovedet altså), og derfor har det været bedst bare at ligge på en venindes sofa det meste af dagen, se Game of Thrones og ryge smøger.

I min egen virkelighed er jeg ikke flyvsk, men derimod meget retfærdig og fornuftig. Det er underligt, hvordan man kan være så ignorant og samtidig så refleksiv. Måske er det netop sidstnævnte der spænder ben for mig. Bare tænk på alle de hundrede sider dagbøger. Så vær' dog i nuet, for helvede, lortefugl.

 (Jeg brækker mig over det her indlæg. Jeg brækker mig over mig selv)

mandag den 28. august 2017

magasin

opvasken fra i fredags står stadig i køkkenvasken, og hvis jeg undgår den, undgår jeg mig selv og det rødvinsstive øjeblik, og måske hvis jeg virkelig undgår køkkenet, så vil de heftige flashes af nøgen hud og ivrige støn også forsvinde fra min hjerne,

vi bliver enige om at glemme det,

så hvis jeg bare tager i magasin og bliver ramt af eksistentiel meningsløshed midt i samsøe & samsøes fine garderober, og svimler ind i en solgul striktrøje jeg på ingen måde har råd til, så kan det være jeg undslipper helt; en seksuel tomhed og en vakuumtilstand omkring min nachos-tilfedtede krop,

og jeg når lige at lægge mig på sofaen iført det beigefarvede jogging-helvede, da en skæv veninde hidkalder mig til en overskuelig destination, et joint-paradis af forvaskede gin-drinks og der med lukkede vinduer insisterer på et virke som bodega; og jeg farer derhen, før jeg har fået skrevet for meget om magasin og min tilsvarende dårlige selvtillid (jeg er for tyyyyk, jeg har ingen peeenge, ingen freeeemtid), og hvis man kan forsvinde ind i tanqueray-gin, ind i flad tonicvand, ind i gode, uambitiøse mennesker, ja, så ved jeg sgu ikke hvad der ellers skulle frelse mig denne søndag,

det virker som om, at alle har styr på deres skidt i dette slut-20'er-liv, og jeg er den eneste der går med ødelagte, beskidte sneakers og en al for luftig pengepung, og cigaretterne føles cremede og som smør i min mund, som om at det er vigtigt at trække vejret gennem dem denne aften, og hvis jeg bare kunne huske hvordan det var at have angst, hvis jeg bare kunne huske at være syg, så ville det være nemmere at have en identitet,

for mens jeg læser mine dagbøger fra mit 18-årige liv, slår det mig med en gru, at jeg har samme problemer nu som for ti år siden, og at det poetiske mørke og stilstand der hersker i min krop, er en del af mig, en del jeg for evigt vil være bundet til og styret af, men hvad skal der blive af en som mig?

i går græd jeg (lidt forpint) på min gåtur op af ucharmerende nørre alle, fordi jeg tænkte, om jeg var tvunget til at være kunstner, for hvor ellers kan jeg plante mit følsomme sind og skrøbelige hjerte, hvor fanden passer jeg ind, i hvert fald ikke i magasin, i hvert fald ikke i en dyr striktrøje, i hvert fald ikke i en str. 34, i hvert fald ikke i for små bh'er, men mest af alt i en gindrink og cremede cigaretter, og måske er cremet ikke det rette ord, for det lyder faktisk klamt, men måske andre rygere forstår hvad jeg mener, - silky smooth,

og amagerdrengen skriver og spørger, om vi ikke skal se et afsnit af rick and morty - hvorfor spørger han ikke, om vi snart skal se hans pik - hvad tror han, det her er, hvem tror han jeg er, hvem tror jeg, at jeg er, og det føles som om, at det hele er blevet langt mere besværligt efter jeg mistede min mødom som 18-årig, og at sex bliver min følelsesvaluta fremfor skjulte blikke og stive gymnasiekys i krogene,

da jeg var en god ven i fredags, gav jeg min krop som trøst på en vens hjertesorg, hvorfor ikke bare give min omsorg, hvorfor al denne krop, al denne krop i magasins prøverum, i magasin, fucking magasin, most ind i en 70 F-skål, så små mavedeller pludselig står tydligere, hvorfor er jeg ikke mere formfuldendt, hvorfor er jeg ikke som de andre, hvorfor aspirerer jeg ikke mod højere bjergtoppe, smallere bukseben, vildere penge, en stor læder-bimmer,

hvorfor er jeg ikke nået længere.

***

(hører, sjovt nok, den her hele tiden, op af nørrebrogade med en kimono som vinger,
da du mistede dit lys / faldt du sammen / i mine bedringskys)

lørdag den 26. august 2017

en god ven

Jeg ville bare være en god ven.

Sikke et overskud jeg lægger for dagen, tænkte jeg stolt.

En god ven som aflyser sine fredagsaftaler og stabler noget hensigtmæssigt på benene, fordi en gammel ven har slået op med sin kæreste.

Godt, godt, så langt så godt, jeg er en god ven.

En god ven køber ind til rødvin, fordi jeg ved hvor vigtigt det er at drikke rødvin efter et hårdt breakup. Jeg går en tur forbi kirkegården, fikser rengøring i lejligheden. Bruger dagen på at gøre alting klar.

En god ven lytter til slå-op-tingen. Jeg føler og reflekterer over sorgen, og referer til eget store breakup, bliver rørt. Snakkene kredser om sex og kærlighed, og deler ærligt ud af erfaringer. Jeg er fyldt op til randen af kærlighed overfor dem der er samlet om bordet.

Der er en vigtig fodboldkamp i morgen, som drengene ikke kan undvære, så de tager hjem. Vi har været flere om at være gode venner. Men faktum er, at vi er hos mig. Nu er vi hos mig.

Som en god ven ruller jeg ham cigaretter på altanen. Jeg plaprer løs om mig selv. Han begræder sit endte forhold, men er egentlig afklaret med det hele. Jeg tager mig selv i, at det sitrer i mit underliv. Sådan, umålrettet. Måske er det al denne snak om sex.

Han har altid det her sårede udtryk i øjnene. Store grå-grønne øjne der altid virker som om de skal til at græde. Et øjeblik er jeg slynget tilbage til 2009, så mange år siden; jeg er slynget tilbage til et minde om en febrilsk kærlighedshistorie, hvor vi famlende og umodne forsøgte at "have noget kørende". Vi fik det aldrig til at køre, og jeg havde egentlig glemt alt.

Et sekund, splitsekunder, stopper samtalen, min lange monolog, mine ord er rungende på altanen, og jeg ser mig selv tage hans hånd, fordi hans blik er så vemodigt og samtidig afventende. Den gode ven vil bare trøste.

Vi kigger hinanden i øjnene. Han tager fat i min anden hånd. Kører anspændt fingrene om mine. Jeg tænker hele tiden, at det er vigtigt, at vi kigger hinanden i øjnene. Men på et tidspunkt lukker jeg dem. Det føles uundgåeligt for denne gode ven at læne sig fremover og at han læner sig fremover.

Min mund rammer hans, og hans tunge er i min mund, og jeg tænker på ingenting. Den gode ven er gemt i det sitrende underliv, den rødvinstunge ånde, den krævende, kærlighedsløse krop.

Det er en organisk bevægelse blandet med savl og dybe kys; han trækker mig hurtigt indedøre, mens bluetoothhøjtaleren spiller musik fra 50'erne, og jeg trækker tøjet af mig selv, og det føles ikke underligt, det her gamle venskab, de her skjulte blikke fra 2009, de her fragmenter af noget, der skyder ind i mit hoved.

Det virker naturligt, at han suger på mine bryster, og hiver fat i de kødfulde lår. At han pumper løs, som om al kærlighed havde forladt universet, og jeg har stadig lukkede øjne, ikke fordi jeg ikke kan overskue hans muskuløse overkrop, men fordi jeg pludselig konfronteres med min egen kapacitet som dette vægtløse væsen med evigt spredte ben.

Det går pludselig op for ham hvad vi har gang i, mens erektionen er på det højeste, han stopper, sætter sig på kanten af sengen, mens han maler på min krop med blide fingerstrøg, så jeg føler mig smuk, og han hiver sine underbukser, de ydre bukser, tshirten, al tøjet på, og jeg prøver at finde mine trusser på gulvet, mens jeg samtidig kysser ham i nakken, holder om hans hoved, nussende om håret, og messer lavt, knirkende: "det er ok, det er ok, det er ok,"

og han tager sko på, og jeg trækker i mine bukser, jeg tror egentlig ikke helt, jeg hvad hvad der er sket, og hvad der sker, så jeg hvisker stadig: Det er ok, det er ok, det er ok. Det er de eneste ord jeg kan.

Han forsvinder ud af døren, ned af trapperne, og jeg ryger en cigaret i alt mit tøj, og tænker på om man kan annullere den sidste halve time, og jeg kan være en god ven, om jeg var en god ven, om gode venner spreder benene for venners hjertesorger, om mine ben altid er spredte, om jeg altid er våd, om jeg altid er sitrende, selv overfor gode venner, selv i min ro og forveksling af fortiden, nutiden og fremtiden, denne metaeksistens der har greb om kernen af identiteten, og så alligevel ikke..

En god ven skal sove nu. En god ven har gjort alt for meget i nat, og i morgen venter andre bedrifter som god ven, kompromiser, men 100 p ikke spredte ben, - de spredte ben er kun for de særligt ulykkelige.

Den særligt ulykkelige.

onsdag den 23. august 2017

ture

Kort før dagens Lacan-tortur på mit mistede subjekt sluttede, sagde min psykolog smilende: "Du kan bare alt for tiden, hva'?" og jeg hævede mine arme i en spændstig Arnold Schwarzenegger-positur og sagde med knyttede næver: "YES I CAN!".

En ellers zombie-dvale-agtig tilstand i sommerhuset, hvor rolige skovture, hjemmebagte boller og slåen-smut i fjorden, havde fået mig til at blive en tilbagelænet type - med is i maven overfor tidligere angst-trickere som den lange biltur hjem fra landet og biografture. En kraftig energi.

Jeg kan ikke sove.


I den næsten tomme sal bemærkede jeg, at det ikke var min egen angst der var til stede, men derimod den forrygende filmtekniske angst præsteret i Nolans Dunkirk som lå mit bryst. Der gik en halv time før jeg indså dette (med katastrofetanker om at skulle forlade salen med gelében og kvælningsfornemmelser), men da det først gik op for mig, at det bare var effekten af den sindssygt velskabte krigsfilm, kunne jeg ånde lettet op.

Hvilken frihed at være et menneske der både kan køre i bil i halvanden time OG gå i biografen på een og samme dag (næsten) uden spor af angst (ligesom andre mennesker kan). Det er nyt for mig, det håber jeg, du forstår.

Engang var der et job som indebar 2-3 biografture om ugen, omringet af kendte mennesker og filmanmeldere i de tidlige morgentimer; et drømmejob for filmelskeren og dagdriveren - et mareridt for en person med angst (den evige indre konflikt). Det lykkedes mig altid at sætte mig på en række for mig selv, hvor jeg forsøgte som en lille reptil eller et ødelagt spejlreflekskamera (kan du høre kliklydene) at indstille mine svimlende angstøjne til det store lærred, mens jeg måtte sidde i skrædderstilling og krampagtigt holde fast om mig selv og mit ansigt med fugtige hænder, knugende om den gratis crossaint og lunkne kaffe, besvimelses- og opkastklar, tæt på udgangen. Konstant kiggende på uret, nedtælling til lettelsen over overstået film (ødelagte filmoplevelser, idiot..)


Utallige køreture uden at trække vejret, de frygtelige motorveje, gråd på bagsædet, nødvendige pauser på rastepladser... Engang kunne jeg endda selv køre bilen indtil jeg en dag holdte i knudekrydset i Lyngby i myldretiden og pludselig havde glemt hvordan man drejede til venstre, panisk trykkende på speederen, første gear, mens en modkørende nærmest strejfer bagenden.. jeg gav op efter det.

Men måske jeg en dag skal lære at køre igen? For jeg har lyst til at cruise afsted, ud på strandvejen du, måske længere, formentlig længere, måske jeg skal køre til biografen selv, og bo der. JA! Jeg vil gerne bo der. I bilen, i biografen, i mig selv. Oh my god. Jeg begynder efterhånden at tro på, at jeg kan alt. I hvert fald en lille smule. Jeg vil gerne.

søndag den 20. august 2017

james fucking spader

2013.
Det var en aften, hvor lyn smældede over de tætbyggede lejligheder i indre by som en blitzkrieg, og hvor tordenen fik bygningen til at ryste. Jeg var alene hjemme med tømmermænd i fremlejelejligheden tæt på Nørreport, en lille baggårdslejlighed hvor solen aldrig kom ind. Jeg skrev til skægmonstret, om han snart ville komme? Han var forsinket på arbejdet. Jeg vandrede frem og tilbage inde i stuen, rundt om sofabordet i en stædig, febrilsk tango. Regnen stod ned i tykke stråler, og det ville være umuligt for mig at forlade stedet.

Ude på toiletgulvet puttede jeg to fingre i halsen, overbevist om at jeg måtte være allergisk overfor den grønne te og de mandler jeg havde spist forinden. Hvis jeg kunne få mit maveindhold ud, måtte jeg da få det bedre. Flere gange kastede jeg halvhjertet op, mens mine lunger pressede al ilten op i halsen. Rundt om sofabordet igen, ben af gelé, stakåndet. Hvornår kommer du, skrev jeg igen til skægmonstret. Kommer du snart? Det føltes som en uendelighed, dette fængsel, skal jeg dø nu, er jeg ved at dø, hvad sker der med mig, hvad sker der. Han kom endelig, og min krop kunne efter en times panik give efter, og græd utrøsteligt ind hans favn, hyperventilerede i min gråd; i denne forfærdelige, lammende angst.

2017.
Når det regner eller sner kraftigt, så voldsomt, at jeg ikke ville kunne løbe væk, får jeg stadig denne sugen i mine organer. Jeg skal altid sige til mig selv, at det hele ikke går galt, at jeg ikke får panikangst nu, og hvis det går galt, så må jeg vel gå ud i uvejret. Det var sådan et vejr for en time siden, og jeg står heroppe på tredje sal med de store vinduer med udsigt over hele fuglekvarteret, betragter det larmende tæppe af regn, og forsøger at mærke efter om panikangsten har tænkt sig at komme. For den er blevet en del af mig. Denne storm, dette uvejr, denne ensomhed i angsten, den er ikke væk. Den vil vel altid være der?

Jeg er altid bange for, at jeg skal have det sådan igen.

***

Jeg gik ved midnatstid igang med at læse alle mine teenage-dagbøger, og det skræmmer mig, at jeg som 15-årig allerede vidste, der var noget galt. Det føles vigtigt at gøre dette arbejde. Jeg er konstant ved at nærme mig selv, en form for identitet, en forståelse for hvem jeg er, og hvorfor jeg er, som jeg er.

Før jeg begyndte dette arbejde, havde jeg set "Secretary"fra 2002 og onaneret roligt mens den stod på, fordi jeg har været jævnt besat af James Spader siden "Sex, Lies and Videotape" (1989), men også fordi jeg havde brug for trække min krop ned i en form for kvindelig styrke. Efter filmen gloede jeg dødt på mig selv i badeværelsesspejlet i et kvarter, mens jeg mekanisk redte mit hår i lange, varsomme strøg, et uendelighedsprojekt, der samtidig virkede befriende.. brikker der falder på plads i orgasmen, i min alenehed, i drømmene.


Om lidt vil jeg drage op i sommerhuset. Det vil gøre mig godt.
Der sker ting for tiden.

lørdag den 19. august 2017

røgfyldt

... jeg har glemt noget på toilettet, siger den unge indvandrerfyr i et hæsblæsende tempo, mens bartenderen på den stille nordvestbodega forsøger at blokere hans vej derud. - der er ingenting derude, siger bartenderen, og luften bliver så anspændt og sydende, at alle lyde er som i en glasklokke, runger og vrænger, og den unge gut vender tilbage kort tid efter med endnu en sortklædt dude, begge som om de går på toppen af tæerne, højere og skævere og mere utilregnelige end tidligere, miserable coke-hoveder, og de vil ud på toilettet.. de siger, de har lov til at gå ud på toilettet, og jeg ser pludselig de her forestillede voldelige opgør udspille sig, og den hæsblæsende angst for skudepisoder får min hånd om øllen til at sitre, og ude for tager regnen også til, og vi flygter alligevel derud, og hvor er det forfærdeligt irriterende at man skal blive bange..

så vi går til et andet sted, til en anden af disse røgfyldte bodegaer der smager sødt af hof og 40.000 cigaretter, og her forsøger vi at finde ud af fremtiden og drømmene; at varsle hinanden fyldestgørende aspekter på Ingentingheden, og jeg kan mærke, at energi begynder at boble i mine årer, at jeg måske, på forsigtig vis, gerne vil prøve at være noget igen, til trods for den tavshed jeg lukker mig ind i, et ætsende radiotavshed fra mine glemte drømme, selvom jeg er bange for, hvad der skal blive af os kreative, sensitive væsner i et kynisk ikke-sensitivt samfund, hvor alle jobudsigter er abstrakte og uhåndgribelige; store slimede bobler der stiger op fra sumpen, alt for tunge til at kunne svæve op i himlen, og et sted dybt inde håber jeg mest på, at åbne en lille forretning og kæmpe for min overlevelse (har set Ozark på netflix og idealiserer deres forhutlede overlevelses-liv)...

... overlevelse... er det mig der stirrer på væggen eller væggen der stirrer på mig, min krop er efterhånden sofaformet i sin blødhed, og den vulgære liderlighed fra rastløsheden volder mit underliv problemer, og jeg tager mig selv i at onanere til kærlighedshistorien om H., hvordan vi kyssede første gang, de ting han sagde til mig, de ting han var, og det er underligt at fantasere om noget der er så lidt erotisk, fordi det samtidig også gør mig ked af det; at jeg stadig elsker ham, ideen om ham i hvert fald, og det er OK at savne på denne rosenrøde måde, det er OK.. ikke?

jeg er i tvivl om, hvad jeg egentlig ville sige, mine ord føles også røgfyldte, lidt luftige og tomme, og jeg vandrer med tømmermænd fra endnu et sent bodegabesøg ned i nørrebrocentret og står og glor på hylder i søstrene grene for tredje gang i denne uge, som om det var et meget vigtigt valg jeg skulle træffe - skide hylder, er der plads til dem, er det for meget, skal jeg købe dem, jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, omg, og den her dag, den her dag, min gud, hvor blev dagen af, dagene, jeg ignorerer tiden som en superhelt, mens jeg græder i veninden der rejsers favn, og vores leverpostejsfarvede lange hår filtrer sig ind i tårer og kærlighed, fordi vi prøver at sige farvel, fordi hun fucking flytter væk,

og måske jeg bare skal skrive den her YA-bog om vampyrer og fremtidsdystopier og what not, for jeg kan fornemme at det bliver rigtig svært for mig, det her med fremtiden, mig i fremtiden, og sofaen bliver derfor min bedste ven, mens jeg forestiller mig, at folk i lejligheden overfor betragter mig og tænker, at jeg er super ensom, men sandheden er nok, at der er ingen der holder øje med mig..

onsdag den 16. august 2017

bundløst hul

"Hvad skal du i morgen?" Spurgte jeg ham, før jeg hev sovebrillerne helt ned over øjnene.
"Overleve. Dig?"
"Same."

***

Jeg hidkaldte, som en sirene uden udstråling, Amagerdrengen til at komme og frelse mig fra mit lorteliv med sin magiske penis. Fordi jeg havde ligget og grædt hele eftermiddagen i mit grimme leopard-joggingtøj efter psykolog, virkede min legende kommunikation mest af alt fiktiv. Jeg havde ikke regnet med et øjeblikkeligt resultat.

Jeg tænkte bare, at lidt sexting ville give mig energi, så jeg måske ville være i stand til at tage ud til den ølaftale, jeg havde udskudt i løbet af aftenen. Han sendte et billede af sin stive pik. Jeg blev forventningsfuld. Hvad vil du gøre med den, det er synd for den at den skal være så flot og så stiv helt alene.. hihi.... 

Han kom hjem til mig to timer efter. Jeg havde imellemtiden tyret tre stærke dark'n'stormy ned i mit forbistrede svælg, blevet beruset deraf, og iklædt mig min stramme sensuelle kjole; lå som en lille kælen tigermis og rodede rundt på sofaen i mit imaginære begær. Fryser du? Jeg har det varmt, til trods for min lille bitte kjole, hihi. 

Jeg havde en idé om, at den lumre samtale ville medføre, at han selv var ved at sprænge af lyst - at han ville vælte ind i lejligheden og tage mig hårdt. Bolle skægmonstret og livets meningsløshed ud af mig.



Men han var ikke en kælen lille tigermis. Der gik, og hold nu fast, FIRE timer før vi overhovedet rørte ved hinanden. Klokken 3 i nat først. OMFG. Det endte desuden med, at jeg knaldede en blød penis, som han ihærdigt forsøgte at stikke op i mig hele tiden, og jeg fik også lov til at sutte på den, halvfed som den var, til han til sidst kom ud over mit ansigt og mit hår.

Og måske er det også uretfærdigt at give hans penis det forventningspres. Måske hans penis godt ved, at den bliver udnyttet for hårdt. Men for at jeg skal holde ud at høre på semi-racistiske og idiotiske politiske udtalelser (hvortil jeg med en forvrænget, undertrykt mine siger "mmmhh"), hans 2004-musik, og se "grineren GIFs på 9gag", så skal jeg seriøst have noget omsorg og intimitet til gengæld.

Han blev hængende hele dagen. Vi har siddet i tavshed ude på altanen og stegt i solen, mens han er sejlet mentalt væk på Ekstrabladet.dk og 9gag, bedøvet af den skide smartphone, og jeg har stirret tomt ud i luften, tankeløs og ordløs. Han ville ikke engang røre min veldrejede krop i den sensuelle kjole, og nu er jeg solskoldet, fordi jeg hele tiden forventede, at han ville røre ved min bare hud. Sværmede om ham som en varmglødet nymfe, uden resultat.

OG NU ER klokken 18, og jeg kan slet ikke finde ud af, hvem jeg er i denne dag. Da han begyndte at sidde og snakke negativt om jøder, muslimer og transseksuelle, om vores nærtagenhed, om "seje" Ben Shapiro, om Trump, om idioter, de er alle idioter, haha, non-news, perleplader og don't stop don't stop don't stop the beat, i can't stop, can't stop, can't stop the beat, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville have, at han skulle gå. FOR EVIGT! Jeg tænkte: Måske er det fint, at vores relation slutter her?

Jeg forsøgte lige at ligge kælent på sofaen igen, gøre mig til, håbe på en OMGANG PIK, men han gik igang med at tage sko på og mine øjne døde, jeg tror virkelig, at man kunne se, at de døde.

Og jeg bliver så vred, hvorfor bliver jeg så vred.. det øjeblik han lukkede døren efter sig, havde jeg lyst til at smadre et eller andet, og satte høj musik på så den underlige sitren i mit bryst af aggression kunne blive forvandlet til .. jeg ved ikke. Noget. NOGET.

Jeg forsøger på ikke at tænke på mit liv. Lad vær' med at tænke på det. LAD VÆR'. Ikke tænke på, at jeg gik hulkende fra psykologen, fordi jeg pludselig havde fået sat ord på den fuldstændig lammende ensomhed jeg føler. Det gik op for mig på altanen, at når jeg ikke kunne få sex fra Amagerdrengen, så kunne jeg næsten ikke holde ud at høre på ham. Og hvorfor så ikke spendere tiden med sine rigtige venner i stedet? Det virker formålsløst.

(Hvornår begynder jeg at tage ansvar?)



(Indrømmet. Det var faktisk OK hyggeligt i går aftes, så hyggeligt at jeg glemte, at jeg skulle have pik OG glemme mig selv. Men det er jeg åbenbart også i stand til at fortrænge i mit narcissistiske raseri.).

(Da jeg flyttede ind i lejligheden, sagde min søster til mig: Pas på, at der ikke er mænd der udnytter dig for din lejlighed. Jeg grinte af det. I sidste uge sagde Amagerdrengen, at min seng var så dejlig, - tusinde gange dejligere end den lædersofa han bor på hjemme i farens lejlighed ude i Tårnby. I dag blev han ved med at sove og sove og sove. Vi stod først op ved en 2-tiden. Udnytter han mig for sengen, ligesom jeg udnytter ham for pikken? Hmmm. Formentlig.)

mandag den 14. august 2017

hold dig væk fra den smukke mand

For snart 5,5 år siden skrev jeg et brev til mig selv, som indeholdt en række punkter jeg skulle huske, i tilfældet af, at jeg havde lyst til at finde sammen med skægmonstret igen. Et halvt år efter blev vi kærester igen. Men ikke desto mindre er det vigtigt, at jeg husker på, hvorfor vi ikke er sammen. For mit hjerte forstår det aldrig helt. Fuck you, hjerte.

For tre timer siden sad vi på altanen. Jeg får automatisk lyst til at række ud efter ham og begrave mit ansigt i hans fyldige skæg, lægge hånden på hans lår, forsvinde ind i hans store krop. Fortæl mig om nye w, siger jeg modigt og smiler. Han snakker lidt om hende, men går heldigvis ikke i detaljer. Det føles egentlig ok at høre om hende,- om alle ferierne de har været på og skal på, om deres lykkelige tosomhed. Jeg er glad for, at du er glad, siger jeg overskudsagtigt. Jeg er glad for, at du kom forbi.

Da han går efter halvandens time smalltalk, bliver jeg ked af det. Hvorfor forlod jeg ham, siger mit hjerte. Det er jo tydeligt, at vi stadig elsker i hinanden. Og han er så god, så sød, så hjertelig, så smuk, så varm... jeg går med det samme over på kirkegården og hører Adele på mit lille grønne, hemmelige spot, mens myg spiser grådigt af mine bare arme.

Men brevet. Jeg skal huske brevet. Så her kommer det.
Kære W. 
Det her brev bliver du nødt til at skrive til dig selv, fordi du nu allerede har ondt i maven og savner ham. Du har endnu ikke helt forstået, at han aldrig kommer til at holde om dig igen. At du aldrig får lov til at køre hånden hen over hans bløde, skæggede ansigt og kysse hans fyldige læber; at han aldrig kommer til at omfavne dig så hårdt og tæt og intenst igen. Hans grønne øjne lyser for dit indre blik som et såret dyr; de optræder i din drømmeverden, hvor du vinker til ham på den anden side af den krigshærgede gade, og du holder om ham. Der kommer oceaner af fester, ja, du er jo i vennegruppe med ham, hvor du er skæv og stiv og ensom, og hans sårede øjne kommer også til at være dér; hans store krop: men du MÅ - IKKE - OPSØGE - DET.  
Og hvorfor må du ikke det? (Nu skal du huske det hele, tænk på alt det dårlige, tænk, tænk, tænk)... 
Følgende ting må og skal du huske i den kommende tid: 
1) Han kan ikke græde. Han kan ikke håndtere folk der græder. Han opfører sig som om, han aldrig har set nogen græde. Han græder indad, så hans øjne bliver tørre og rødsprængte. Men han kan ikke sige noget, han kan ikke gøre noget. Der kommer ingen følelser ud af ham udover "Jeg elsker dig". Han er en mur. Overfor den, har du ikke måtte føle noget, du har ikke følt dig tryg med dine tårer og alle dine følelser. Du har holdt det inde i stedet for; ladet det hobe sig så meget op, at forelskelsen helt er forsvundet. (Og husk, at han selv siger: "jeg har altid haft en hård facade, og jeg tror ikke, jeg kan ændre det".) 
2) Han er konfliktsky på et helt sindssygt niveau. Du har testet ham mange gange; men han "lader dig have din frihed til at gøre hvad du vil". Lader dig sejle i din egen konflikt-sø. Han vil kun have glade W. Den som han kan kilde til du segner. Når du er fuld eller skæv og bare glad og ukompliceret. Han vil ikke spørge hvad der er galt. Han vil ikke finde ud af, hvorfor du ignorerer ham i skolen. Hvorfor du pludselig skriver kynisk. Han ignorerer alt det farlige og tunge. Og du HAR altså prøvet - at skabe konflikt, skabe drama, skabe følelse. Men manden står ikke til at knække.  
3) I har ikke noget at snakke om. Han kender dig ikke rigtigt; han forstår dig ikke rigtigt. Han synes ikke du er sjov. Han synes faktisk, at du er ret mærkelig, men vælger at tackle det som "Nååårh, hvor er du nuttet". Du føler dig mest som en baby. Han kilder dig på maven,  og vil kramme dig til døde: passer på dig, som en and våger over sin ælling. Det har været trygt for dig, men egentlig har du følt dig komplet neutral. En skal af overfladiskhed. Du synes faktisk heller ikke, at han er særlig sjov. Han er festlig ja. Men manden besidder ingen fantasi. Dine udfarende tanker bliver slået til jorden med det samme. Og samtalerne fungerer mest på et overfladisk plan: "hvad lavede du igår?", "hvilken sport har du dyrket", "hvad tænker du om studiet"... bla-bla-bla. Tavshed. En masse tavshed.  
4) Du har i lang tid betragtet forholdet som et "professionelt bolleven-forhold". I ses mest om aftenen, natten, de sene weekendmorgener. Jeres forhold fungerer allerbedst og fuldstændig fantastisk i sengen. Men husk nu, hvordan det er, når I står op. Husk hvordan det er, at sidde ved det tavse morgenbord og glemme alt hvad du overhovedet synes var interessant i denne verden, og glemme al samtale. Du nipper til din kaffe i stedet for.
Han er fantastisk til at kramme dig til døde. Du kommer til at savne dette helt enormt. Men husk: der er også andre der kan holde om dig sådan. Han var ikke den eneste i verden med arme.  
5) Du syntes, han var kedelig. Hans største skills og interesser lå i at søge rundt på nettet; reddit, 9gag, you name it. Finde memes og GIF-filer. Derudover kunne han også lide elektronisk musik. Men han inviterede dig aldrig ind.  
6) At han altid sagde "Jeg elsker dig" og "skat", uden at spørge ind til, hvorfor du ikke kunne sige det tilbage.  
7) Fordi du begynder at føle noget for andre. Eller; for én anden. Du har taget dig selv i at tænkte; hvorfor kunne han ikke bare være sådan.. Hvorfor kunne vi ikke have det på samme måde, som jeg har det sammen med ham her. Du har endda tænkt: jeg kommer til at bruge resten af mit liv sammen med ham her.  
8) Du følte, at han egentlig syntes, du var uintelligent. Han talte meget ned til dig, og behandlede dig lidt som en idiot. "Ej, skat, sådan er det jo ikke..." Du fik spat af det. Blev så vred så vred så vred...  
9) Alle dine venner på studiet er hans venner. Du skal være stærk. Du må ikke blande dem ind i det. Du skal være så stærk... tage afstand...  
10) Du ved stadig ikke, om han er ked af det. Da han kom hjem til dig efter arbejde i lørdags, sad du og fortalte ham hvordan du havde haft det. At du ikke kunne mere. Han blev og holdt om dig, fordi du ikke kunne stoppe med at græde. Han ville stadig passe på dig og beskytte dig; fordi DU var ked af det.  
Du kom til at tage hjem til ham om natten, fordi du græd så meget og var så alene, at du slet ikke vidste hvad du skulle gøre med dig selv.  
Han sagde: "Men jeg forstår det ikke, W. Nu forstår vi jo hinanden?" Men gjorde vi virkelig det? Bare fordi jeg græd og græd og græd og fortalte alt hvad jeg havde følt og tænkt. Måske han forstod mig mere. Men hvor var han? Hvor fanden var han? Han holdte om sine øjne, fordi de gjorde ondt, af at græde indad. Men han ville ikke kæmpe for mig. Han kunne ikke sige, at det skulle kunne ændres. Han ville ikke sige, jamen for helvede, jeg vil jo ikke miste dig, please, giv mig en chance til.
Intet.  
I havde sex og du græd begge gange.
I kyssede ikke den nat. Men lå så tæt på hinanden, at det føltes som om I ville sammensmelte. Det var som om, han forsøgte at finde svarene i dine øjne, han blev ved med at kigge ind i dem på en meget smertefuld måde. Men ingen ord. INGENTING.
Jeg fik min frihed til at gøre hvad jeg vil. Til at gå fra ham, uden kamp.
(Hvilket menneske tillader det?)  
***
Selvom han er en meget smuk mand, så kan han ikke give dig det, du har brug for. Du skal have en du kan snakke med. Og dø af grin med. Det kunne du ikke med ham. Husk det nu, W. Du bliver nødt til at huske det. Ellers kommer du til at ødelægge alt. Du må ikke være sammen med ham igen. Du må ikke have sex med ham. Kramme ham. Du må ikke engang røre ham. For først dér vil der opstå kaos... du må stole på dig selv. Stole på dine venner på studiet. Stole på, at du er stærk nok til ikke at falde i. 
Yaiks.

søndag den 13. august 2017

skudhuller

skal jeg stå op, er det her en dag, hvor jeg bare skal blive liggende i min seng? tænder for computeren, dahlgårds tivoli, det er skideskægt, siger alle.. som et uhyggeligt afsnit af twin peaks svæver de glade, 90'er ansigter rundt i blinkende radiobil-lys med softice og kogte hotdogs i mundvigen, og den hyperaktive dommedagssang fra cartoons brager gennem den mudrede plads, og ironisk nok får jeg oprejsning af denne gysersæbeopera..

det næste øjeblik er jeg i forstæderne i et flygtigt forsøg på at komme min egen depression til livs, jeg agerer den søde og glade datter med skæve betragtninger og falske fortællinger om min "ferie", i køkkenet over mørbradgryden siger min far, at jeg skal huske at tage telefonen eller i det mindste ringe tilbage, ellers bliver de bekymrede. jeg er lige ved at græde ned i mit glas vin nummer to, og det virker som om vi alle tre er ved at græde, han smider cocktailpølserne i gryden, og vi stirrer alle tavst på tomatsovsen der splasker ud på kogepladen. vi ved godt, at du er et skrøbeligt sted, siger min mor med bævrende stemme. jeg kvæler gråden og skifter emne. tørrer spækbrættet af med det våde viskestykke.

de sidste tre nætter er jeg blevet skudt i bandeopgør, havnet midt i krydsilden i en flugt fra voldtægter og musicalperformances som ingen havde fortalt mig, at jeg skulle have øvet mig på. min sovende krop kan mærke skuddene der penetrerer alle dele af min krop, små projektiler af smerte og rædsel, og hver gang sortner det for mig, til jeg finder ud af, at jeg overlevede, og jeg er skuffet over, at smerten føltes så voldsom og ægte, og at jeg så ikke engang døde eller i det mindste blødte bare en lille smule. lars løkke prøver at springe foran mig i køen til toilettet, og selvom han er statsminister siger jeg: hey, du skal ikke springe over, og jeg tisser desuden på under 30 sekunder.

og jeg går en tur, ikke om natten, ikke i drømmene, jeg går ture i krydsilden, i den virkelige krig, og jeg ved, at jeg kan dø, og jeg forsøger at ranke ryggen, så jeg i det mindste kan dø pæn og stolt og ægte, og jeg forsøger virkelig ikke at være bange, på lundtoftegade, på rentemestervej, på tuborgvej, på nordre fasanvej. to mennesker på en motorcykel i krydset, min krop fryser til is, til jeg ser, det bare er to hipstere med læderjakker. dodged a bullet right there. og jeg hiver mig op, jeg hiver mig op til livet, jeg raser over negativitet, det var jo ikke sådan her, livet skulle være, var der ikke, som livet skulle være, skulle jeg ikke også være, mere.

på facebook vidner billeder fra eks-svigermor om at nye w. og skægmonstret fandme er med oppe i sommerhuset, og jeg får ondt i maven, de syrlige, grimme projektiler fra imaginære guns, og de står ved vandet og hygger sig og er praktiske og søde og glade og og og... det sætter pludselig hans insisterende besøg hos mig i morgen i et andet perspektiv, og jeg slår ideen om han ulyksaglighed med nye w. itu, så hvorfor vil han komme hvorfor, hvorfor insisterer han, hvad er det han skal se, hvad er det han skal opleve, hvorfor vil han se mig, hvorfor skal han komme her, komme her med sin lykke, hvorfor skal jeg bruge flere dage på at bygge mig selv op, så jeg ikke taber mit ansigt midt i hans gigantiske skæg og knudrede tårer i hans grønne tshirt, på hans bryst. insisterer han på at komme her, fordi han har en fornemmelse af, at jeg er helt ad helveds til de her dage, kan han mærke det, holder han af mig, kunne han høre mit afsavn, hvorfor, hvad vil han,

hvad vil de, hvad vil de der overtager min by, hvornår overtager jeg den selv, hvornår glider jeg ind i de fiktive skudhuller der blokerer mit liv, hvornår kan jeg dufte krudt og blive glad, hvor meget skal der til, hvor mange sløsede formiddage i sengen skal der til, armbøjninger og rygknusende yogastillinger, game of thrones afsnit og tårevæddede mørbradgryder; så anspændt, at jeg misunder de ansatte i dahlgårds tivoli, for deres tryghed i deres virke, for deres 24 timers jobs, jeg spørger mig selv, om jeg også ville være vildt god til at lave hotdogs, og ved du hvad, jeg tror faktisk, jeg ville være pissegod, også til candyfloss og skydeboden, jeg er selv et gevær, ufuldstændigt og i stykker, blafrer med løse hagl, ligesom nu, jeg er så vred, og ude for er sirenerne høje og mangfoldige, et andet sted hujer folk, et tredje sted sidder jeg her, formålsløs, og er bare rasende over at have en omsorgsfuld eks og omsorgsfulde forældre og en række forliste venskaber fordi det eneste jeg rent faktisk insisterer på, er ikke at være til stede.

lørdag den 12. august 2017

(næsten) konstruktiv kedsomhed

Jeg har købt en plante, som jeg hele tiden tror, er ved at dø. Oftest hænger dens rødlige, prikkede blade sørgeligt og slattent nedad. Jeg ved, at jeg ikke må vande den for meget, men jeg forsøger alligevel med mikrodosering af vand og kærlighed.

Nu er det nat, og planten strutter af liv; kække blade der højtidligt stritter ud i luften. Jeg kører nænsomt fingrene over dens smukke strukturer. Måske den bare har det bedst, når ingen kigger.

***

I dag har jeg hørt 10 timer af Fries Before Guys. Det er desværre ikke en overdrivelse. Jeg har ikke haft lyst til at snakke med nogen. I stedet har det været sært beroligende at høre andre venner snakke, og jeg har ladet som om, at jeg selv var med i samtalen. Gik en lang tur på kirkegården i et tempo, der fik mine ben til at boble, og havnede ved mit enorme spisebord, hvor jeg endte med at sidde og tegne resten af dagen med podcasten i ørerne og en flaske rødvin i mavsen.

I sidste uge fandt jeg ud af, at jeg er enormt slap, så jeg begyndte at lave armbøjninger. Den første aften kun én (så slap!), den næste aften tre. Så fem, ti.. Her til aften 15. På et tidspunkt blandede der sig yoga ind i armbøjningerne, og nu er jeg oppe på næsten en times selvopfunden yoga efter midnat. Det er en doven yoga baseret på halve minder, hvor hver stilling konstant udligner den forrige. Mit lange hår hænger som et bølgende gardin foran øjnene, mens jeg som en grå teletubby i min onesie døsigt roder rundt på gulvet i meget ustrukturerede og klumpede seancer.

Jeg vil gerne være stærk, kan jeg mærke. Det er som om, at jeg er ved at bygge mig selv op igen. Eller også er jeg bare ved at blive helt skør, haha. Jeg tror, jeg skal snakke med nogle mennesker i morgen. Men i dag har kedsomheden været god for mig

torsdag den 10. august 2017

semblant

Halvvejs gennem backgammonspillet, hvor jeg desuden er ved at tabe, slår det mig, hvor underligt det er, at jeg sidder her. Tinderdatens øjne er gemt væk bag et par solbriller, og jeg bander og svovler over mit kommende nederlag. Jeg ligger på maven på tæppet efterfølgende, og fortæller løst og fast om specialeproces og lejlighed (eksotiske smalltalk-emner). Det var underligt ikke at se hans øjne. Jeg blev ved med at tage mine solbriller af og på; en lille smule diffust, så han kunne se, hvordan jeg så ud i ansigtet.

Da der er gået to timer, skal han videre til træning. Vi følges gennem parken og krammer farvel. Lad os snakkes ved, siger jeg halvhjertet i lyskrydset. Ja, lad os, siger han, om muligt endnu mere fraværende. Jeg køber søm i Silvan, tager en lur på sofaen og vasker tøj. Hænger et billede op. Aflyser aftenens øl-aftale. Jeg er træt og mut.

Det havde været en impulsiv, rastløs handling fra min liderlige onsdag, hvor jeg gik rundt herhjemme i en stram kjole, og følte mig meget sanselig og erotisk (lol, skal virkelig til at komme mere ud). Ikke at det betød, at forventningerne til daten var af erotisk karakter. Tværtimod kunne jeg nærmest ikke være mere apatisk.

Det er så bizart, at man kan shoppe mænd på den her måde. Skabe spænding og potentielt drama med minimal indsats. Mens jeg lå der, forsøgte jeg at forestille mig, hvordan det ville være at kysse ham. I min fantasiverden ville vi ligge der i den lille hemmelige krog i parken og snave inderligt, så jeg kunne komme tæt på hans krop, og stjæle hans intimitet og hjertebanken. I stedet spillede vi bare backgammon.

Dagene er generelt imaginære, og min identitet hænger som en laset plastikpose i en busk og blafrer kedsommeligt i vinden. Ingen advarselslamper dog. Bare ren og skær identitetstab og tomhed, the usual stuff. Største følelsesudsving var finalen på The Bachelorette (pas på, spoilerklip) tidligere på ugen. Skreg.

Jeg er ikke engang panisk eller rædselsslagen overfor fremtiden. Jeg sover bare en masse, slimer rundt i store savlklatter, og nu disse underlige oversprings-dates. Som om, at når jeg virkelig oplever afsavn, efter Skægmonstret eller H., begge store ansigter der vibrerer bag min hornhinde lidt for ofte i løbet af en dag, så prøver jeg desperat at erstatte det med noget andet. Det er vel meget naturligt, tænker jeg? Alkohol og dates og søvn. Ses liv.

En højstemt sang til mit forræderiske subjekt:

"Semblant": For Lacan a semblant is an object of enjoyment that is both seductive and deceptive. The subject both believes and doesn't believe in semblants but in any case opts for them over the real thing because paradoxically they are a source of satisfaction, better than the real thing that one avoids any encounter with at all cost. Or more accurately, because the semblant fills a lack, we should say that the semblant comes to the place where something should be but isn't, and where its lack produces affects focusing on anxiety.  Kilde: http://www.lacan.com/griggblog.html
(ooog tak til min psykolog for at lære mig op i Lacan... så kan jeg altid være pinlig bevidst om mit tabte subjekt, yay)

mandag den 7. august 2017

hej måne

Amagerdrengen faldt i søvn i eftermiddags til en komedieserie, efter vi kun havde været vågne et par timer. Jeg puttede mig ind i hans krog med hovedet på hans bryst og synkroniserede min vejrtrækning med hans. Den sløvende stilhed og varmen fra et andet bankende hjerte fik al ængsteligheden til at forsvinde. Små tårer krøb ned på hans grå sweater, mens jeg lykkeligt faldt ind i tiltrængt ro. Tankerne kredsede om de ubesvarede beskeder og opkald fra aftaler jeg havde i dag, men trygheden fik mig til at give slip på det hele. For første gang i lang tid, gav jeg endelig bare slip.



Det blev aften. En solskinsdag sovet væk. Jeg havde ikke spist i over 24 timer. Han tvinger mig til at købe kødpålæg i Fakta. Man skal åbenbart have kødpålæg. Vi smadrer rundt dernede. Det er første gang, vi har set hinanden ude for mine fire vægge. Han hjælper kvinden bag os i køen med at få hendes tunge varer op på båndet. God bless you, siger hun. Vi køber billige is og spiser dem inde i Netto, mens han finder en stor rib eye og en 4-pak Coca Cola. Han skubber mig ind i hjørnet i butikken, mens han pakker colaerne ned i tasken. Nobody puts baby in a corner. Det er syret at stå mast inde i dette hjørne og lade som om, at vi kender hinanden godt. Jeg følger ham ned til bussen. Vi joker om hans pik. Når vi ses næste gang, laver jeg mad til dig. Bøf, sovs og kartofler, siger han. Vi fistbomber, og min hånd eksploderer i Nordvest. 

Tænk det var så varmt i dag. Jeg havde ikke bemærket, at sommeren var kommet. Jeg græder lidt bag solbrillerne nede ved thai-stedet på Nordre Fasanvej, mens trafikken buldrer omkring mig. Han minder mig om Skægmonstret. Hans varme krop og roen i denne er som Skægmonstrets. Jeg stjæler hvert et kys i nakken og hver en hånd på mit bryst og hvert et kærtegn på mine ben. En tyv i gråzonen mellem fornuft og frihed og sansning og dating og bolning og samtidig det store fyldige Ingenting. Det hele er OK, egentlig. Det er OK at gøre dette, at være dette. 

Nu er månen stor og gul som den overmodne appelsin ude i køkkenet. Nordvest ligger åben ude på altanen, og jeg er alene, men for første gang i lang tid meget tryg og ikke ængstelig. Min nattesøvn kommer formentlig til at være ikke-eksisterende taget de tusinde timers søvn i weekenden i betragtning. Men igen. Det er OK. For jeg har jo ferie. Og jeg skal ikke noget.

søndag den 6. august 2017

last night a dj saved my life

Med en pose fra det tarvelige kebabsted i hånden, en billig, usaltet, luset pitamenu, cyklede jeg slingrende hjem i nat. På cykelstien foran mig kørte et par, tilsvarende slingrede og med mad i favnen. Det fik mig til at tænke på Skægmonstret og de utallige gange hvor vi mødtes stive og spiste klam mad sammen. Det var her, at jeg elskede ham mest; omsorgen og trygheden i altid at lande hos ham, og tørre dressingen fra durumrullen af hans filtrede skæg og kysse den store, våde mund.

Det blev en underlig knudret følelse, som jeg ikke har haft siden for præcis et år siden, hvor jeg til samme fødselsdagsarrangement endte alene på Nevermind kl 7 om morgenen og græd ind i brystet på en fremmed til sangen fra Twilight. Heldigvis græd jeg ikke nu - så voldsom var følelsen slet ikke.

I skrædderstilling indtog jeg det usmagelige shawarma-helvede, mens jeg på robotisk manér dyppede fingrene ned i fritterne og mayoen og skovlede dem ind i munden. Pissestiv, helt hjernedød. Da jeg skulle sove, blev jeg virkelig bange, og ønskede for alt i verden, at skægmonstret ville komme og samle mig op. Du er bare fuld, måtte jeg sige til mig selv. Det skal nok gå. Husk at trække vejret. 

Og det var egentlig åndssvagt, at jeg skulle få det på den måde, for jeg havde jo netop på fornem vis undsluppet mig selv denne aften; udlevet min drøm som DJ (dj dobbelt-v in da house, boom, er i klar? yasssss, nu kommer der et nummer til de sarte sjæle), som fik lov til at spille helt til klokken 3 hvor politiet kørte op på parkstien og befalede udendørsfesten lukket.


Der var noget ekstatisk over at få lov til at styre humøret hos en hel fest i HELE TRE TIMER, og samtidig være så vild selv, at jeg næsten ikke kunne være i egen krop. Råbende, skrålende, voldsomt dansende, eksplosiv i alle dimensioner. Det er da altid noget, at jeg formår at sætte mig selv fri (med 10 genstande i blodet, argh), selvom jeg har det ad helveds til.

Men alting koster, selv de bedste eskapistiske aftener koster, og i dag vil det mystiske afsavn og den knugende fremtidsrædsel ikke forlade mig, jeg prøver virkelig at trække vejret, og jeg overvejer flere flugtveje, jeg vil på justeat og bestille en Amagermand med ekstra pik og omsorg på, og så kan jeg blive bollet ud af mit sind og tilbage igen, - ligesom at vælge musikken til sin egen undergang.

OG så er jeg skide træt af det dér historiske grand prix eller hvad fuck det hedder, som smadrer rundt på Borups Alle og Bellahøj, det larmer så meget, at jeg ikke kan høre mine egne tanker, og hvis jeg har ørepropper for meget i, så er jeg bange for, at jeg bliver døv, og jeg gider ikke være døv, for nu skal jeg være en stor, succesfuld DJ, det må de da kunne forstå, og det er så stressende hele tiden at høre susene fra bilerne, en konstant hvid støj i mit allerede forstyrrede baghoved, og det gør mig så rasende, at jeg ikke bare kan få ro, giv mig ro, hallo.

torsdag den 3. august 2017

det regner

Aftaler falder igennem som regnen ned i risten, og jeg ligger i stilhed i min seng, mens den skærmer for mit liv som en uigennemtrængelig mur af vand. Egentlig er det ikke regnens skyld. Det regner i mit hjerte, kunne man være tilbøjelig til at synge med en lille skrøbelig stemme. Fanget i en fælde af lys / bag et forhæng af regn.

Forleden havde regnen også gjort mine bukser våde, da vi ankom til cafeen. Psykolog-sessionen havde stukket hul på en massiv byld af gråd og ængstelighed, men heldigvis havde en ekstravagant shoppetur og lang lur fjernet hævelsen omkring mine øjne. Stand-up virkede som en perfekt kur for den ætsende melankoli der havde sat sig i mine organer, og jeg kan godt lide at lave ting, som jeg ikke plejer at gøre. Jeg grinede så meget (til min egen overraskelse), at jeg fik ondt i brystet, ribbenene, lungerne og ansigtet. Og så meget grinede jeg ikke engang. Svimmelheden over dette påduttede endorfin-indskud føltes berusende. Mine øjne var duggede, og jeg kunne ikke helt fokusere på dem på scenen, men jeg havde ikke lyst til at løbe væk.


Det var som om, at jeg dagen derpå fik lattertømmermænd. Eller bare psykologtømmermænd. Mine øjne føltes stadig forkerte, og mit hoved så tungt, så tungt. Mødtes på en café med en veninde, og havde den klassiske eksistentielle samtale; et emne der tynger al min kommunikation for tiden. Bare to gode veninder der mødes og snakker om livet i en avanceret, intellektuel meta-diskussion - alles drøm. Det var som om, at en stor sprøjte var blevet stukket ind i min mave, og havde suget al liv ud af mig; at jeg blot er en meta-eksistens for tiden, fanget i et lammende limbo af rigide formater og fortidsmønstre der spænder ben for mig. Ude af stand til at leve.

Og jeg er vanvittigt god til at holde mig selv fast i disse følelser. Klokken er langt over middag nu, og jeg kan ikke stå op. I en drastisk vending tændte jeg for noget musik (en 170 numre lang playliste jeg brugte 3 timer på at lave igår, shit), hvilket fik mig til at starte med at skrive det her indlæg. Det er da en start. De sidste 5 timer har jeg bare ligget og stirret ind i væggen, mens folk har aflyst ferier og andre aftaler med mig på telefonen. August virker uendelig lang, og specialet er på ingen måde forløst.

Jeg kan høre mine psykolog-pessimistiske venner vrænge af mig; er du sikker på, om psykologen overhovedet gavner, når du bliver så ked af det, hver gang du har været der? Nu gik det jo lige så godt. Jeg ved det ikke. Det var en lettelse for mig, endelig at græde, okay, indrømmet - hulke, og det er på en måde også en lettelse for mig, at være på det her depressive spot lige nu. Jeg har brug for at tænke, lave kunst og høre musik. Jeg har brug for, at være mig selv, og være pisse ked af det. Jeg vil gerne bare forsvinde lidt og græde og græde og græde, og ikke være konstruktiv omkring noget som helst.

Regnen bliver en mur. Isolationen er en gammel ven, som blokerer alle andre (virkelige venner). Det føles ikke sådan super sundt og super godt. Guderne skal vide, at jeg da hellere ville være glad. Men jeg synes også, det er OK, at jeg bare er alene lige nu. Forhåbentligt skal det hele nok gå. Jeg ved det ikke. Jeg er egentlig også lidt ligeglad. En dag skal det nok holde op med at regne.

(Advarsel - super deprimerende sange)

onsdag den 2. august 2017

en fri krop

For tiden kigger jeg intensivt på min nøgne krop i spejlet ude på badeværelset, før jeg går i seng. Vender og drejer mig, så jeg kan se den fra så mange vinkler som muligt. Så kaster jeg mig ind på sengen, begraver mig under dynen, og tænker: Hvor er du blevet tyk. Thick and juicy... Chunky.. Mere konstaterende end noget andet.

Mine arme er krøllede af fedt og klasker ud på siderne, når jeg ligger på ryggen. Det samme gør det store stykke kød der sidder omkring mine hofter. For et par uger siden, på en af de varmeste sommerdage, skulle jeg mødes med nogle venner om eftermiddagen; smukke, slanke mennesker. Jeg prøvede at tage en tanktop på, men endte med at skifte (til skjorte), fordi jeg fik kvalme af at se på mig selv; pukkelrygget med store arme ud over det hele. Lårkorte beklædningsgenstande er desuden udelukkede, fordi jeg ved, at man kan se min appelsinhud fra flere kilometers afstand.

Jeg har det generelt godt med min krop, så jeg forstår ikke, hvor disse tanker kommer fra. Jeg er heller ikke tyk overhovedet. Jeg er egentlig meget normal. Kurvet, men slank. Brede hofter, stor numse, store bryster, smal talje og forholdsvis flad mave. En krop jeg har haft siden jeg var 15. Efter at have bashet den i mange år (især de brede hofter), har jeg endelig op igennem tyverne accepteret den og lært ikke at hade den. Jeg er afmålt overfor ideen om den perfekte krop, for det virker ikke til, at nogen ved, hvad det egentlig er. Og jeg ved, at jeg ikke kan få mine hofter til at blive mindre, med mindre man saver noget af knoglen af, hvilket jeg forudser bliver en ganske smertefuld operation.



Jeg kan dog stadig begræde, at min krop ikke er anderledes. For nogle gange, inde i mit hoved, er jeg en ranglet indie-pige med smalle hofter og små bryster; en mere anonym, ikke-seksualiseret krop.

På min fødselsdag sidste uge havde jeg taget det strammeste, mest poppede tøj, jeg ejer, på. Op af Nørrebrogade på vej til restauranten, råbte mænd af mig, alle gloede, og jeg følte, at jeg skulle rette ryggen, strutte med brysterne og stå ved min sexede krop. Nu var den her i gadebilledet, og den forpligtede pludselig. I stedet for at fokusere på min fødselsdag, specialet og den kommende fem-retters, var jeg udelukkende i min krops udstråling. En stemme i mit hoved der konstant befalede mig, hvordan jeg skulle fremstå. Da mine forældre så mig, sagde de lykkeligt: Hvor ser du bare fantastisk ud.

Dagen forinden til specialefejringen, havde jeg taget et tosset, farverigt, fabulous silke-sæt på (shorts og skjorte) som jeg havde købt i den lokale genbrug og gemt til anledningen. Jeg følte mig fantastisk i sættet. Da mine forældre kom ind af døren, sagde de: Skal du have det dér på? Efterfølgende på billederne så jeg tyk og klam ud i det henrivende sæt, og ville helst bare skifte om til normalen. Det var som om, at min indre indie-pige indså, at hun ikke var tynd nok til at bære et outfit som dette.

Det er en underlig konflikt at have mellem krop og sind, og det føles også fuldstændig ligegyldigt. Alligevel irriteres jeg over, at det virker til, at vi alle (mænd som kvinder) konstant bekriger den. Sidder altid i samtaler med veninder og diskuterer forholdet til kroppen. Jeg vil gerne sige, at jeg det meste af tiden er frigjort, og når man møder mig, virker det også til, at jeg hviler godt i min krops tyngde. Den største betydning jeg havde hos H., var at jeg lærte ham ikke at hade sin nøgne krop. Det må da betyde noget? Så hvorfor tror man hele tiden, at man er tyk? Hvorfor er kroppen aldrig nok i sig selv?

Jeg vil for alt i denne verden, bare gerne være fri.

Jeg er begyndt at "klæde mig ud", så jeg hver dag er forskellig. Den ene dag Virginia Woolf, den anden dag Lindsay Lohan, den tredje dag Anne Marie Helger. Jeg vil performe min krop (hej kua), jeg vil performe mit køn. Jeg vil være for meget, jeg vil stå ved, jeg vil være mig selv. Det er da et meget godt mål, er det ikke? For endemålet må da ultimativt være, at elske sig selv, så man ikke konstant føler sig låst i en forkert krop eller for tyk (til hvad?).

Måske ville jeg egentlig bare ønske, at vi allesammen var nøgne hele tiden, haha. Det virker på en måde mere overskueligt.

En af mine journalistvenner fortalte mig, at de på debatredaktionerne gerne ville have flere kvinder til at skrive debatindlæg, men problemet er, at oftest skriver kvinder kun om deres forhold til deres krop eller køn, i stedet for at deltage i den almene debat om andre ting. Jeg håber, at vi snart er færdige med denne krig, så vi kan være frie og lige, og så vi som kvinder kan vise, at vi har mere på hjerte end vores problematiske forhold til vores kroppe. Jeg ved, at dette indebærer en stor strukturel forandring og muligvis et andet mediebillede, men hell.. man må da gerne håbe, må man ikke?