lørdag den 30. september 2017

and all that jazzzz

Jazzen har ikke ville slippe mig siden i mandags. Som en hovedkarakter i en noir-film eller Woody Allen-film for den sags skyld, flakker jeg rundt i gaderne hensat til en anden tid, et andet liv. Men mit liv er til trods for denne eskapistiske fantasi utrolig håndgribeligt for tiden; jeg ser mig selv indgå i systemet på upåklagelig manér, overraskende energisk og med store træsko på.

Jobcentret er en tryg institution, en blød dyne af velfærdssamfund som lægger sig nænsomt ind over mig, og jeg opdager, at jeg har retning og ambition, hvilket er udmattende: tænk sig, at være det her menneske lige pludselig. Samme situation opstår i a-kassen dagen efter, hvor jeg afslappet snakker ørerne af den stakkels jobkonsulent i over en time. Systemet er langt blidere end jeg havde gruet; de vil mig det bedste, har tillid til min jobprofil, til mit voldsomme engagement. - Husk at blive ved med at lave kunst, siger jobkonsulenten. - Bare rolig, siger jeg. Det kan jeg jo slet ikke lade vær' med.


Det bliver fredag aften, og jeg iklæder mig mit mest sexede tøj. Stramme sorte bukser, stram hvid bluse med dyb udskæring, stram hestehale, høje hæle, læbestift, neglelak. Jeg oser af mit kommende arbejdsliv, benægter lediggangen og dovenskaben der ellers er det mest dominerende. På fancy barer rundt på indre Nørrebro husker jeg at ranke ryggen, og mit ansigt glinser sødmefuldt og smukt tilbage i spejlet. Stærke drinks, et par dansetrin, ingen andre følelser end en underlig lethed. Som en jazzmelodi glider jeg ind og ud af natten. Det er berusende.

Min krop vågner op klar til Herskerens besøg senere på dagen. Den overfladiske vejrtrækning, en kronisk dunken i underlivet, våd, klar; tankerne fængslet af fantasier om dybe kys og længsel efter at blive rørt. I badet barberer jeg mine ben, sæber mig grundigt ind, putter balsam i håret. Fredagen har efterladt mit hoved tungt og træt, men alt i min krop sitrer efter hans nærvær. Da jeg kommer ud fra badet, ligger der en besked, hvor han aflyser. Han er for stresset og har brug for en periode med ro. Så han var et virkeligt menneske trods alt. Jeg ved ikke engang, hvad han arbejder med. Jeg hælder et glas vin op, og forsøger at håndtere skuffelsen. Hvad gør man, med sådan en sex-parat krop? Den føles næsten endnu mere alene nu. Jeg var så klar på, at blive fyldt op. Jeg var klar på, at lære ham at kende.

Jeg er de seneste dage gået igang med at se film igen. I mange, mange år har film fyldt alt for mig, men de sidste par år har jeg sværget til tv-serier og næsten ikke set nogle film. Tv-serier er lettere. Men ligesom med alt andet i mit liv, er lysten vendt tilbage. Til musikken, til sexen, til kunsten, til kærligheden, og nu til filmen.

I min kedsomhed vil jeg derfor det næste stykke tid lave nogle lister over film, der har rystet mig i min grundvold. Og senere lister over tv-serier, som jeg på det varmeste anbefaler. Det er mest for mig selv, jeg gør det. Det føles som et arbejde, jeg gerne vil. Og måske kan de inspirere dig, lige så meget som de har inspireret mig. Yes. Nu blev jeg sådan en blogger. Det var meningen jeg ville lave første liste nu, men indlægget havde åbenbart meget mere på hjerte end jeg lige regnede med, så det bliver nok for langt, hvis jeg begynder på det nu. I morgen kommer det. Jeg glæder mig.

onsdag den 27. september 2017

til rådighed

I går kiggede jeg mine gamle noter på telefonen igennem, fordi jeg var gået i gang med at skrive en længere erotisk beretning til Herskeren om min avantgarde jazz-oplevelse, som på en eller anden måde i mit hoved kunne forbindes til abstraktionen i denne nystartede seksuelle relation (ja, jeg er en virkelig sexet person at skrive med, omg).

Jeg ville lige skrive den i noterne først, så jeg ikke kom til at sende den afsted før massiv redigering (heriblandt sletning af pointer omkring min menstruation - "min krop har besluttet sig for at bløde" - og analsex "jeg hvisker til dig, at jeg aldrig har fået den i røven før", arghhh). Cut, cut, cut. Møz møz, et liderligt dagpengemonster.

Nå. Men i mine noter lå en besked fra H., som jeg har gemt (fordi jeg har slettet messenger-samtalen i vrede). Et svar på den tre sider lange pdf-fil jeg sendte ham seks uger efter, at det ligesom var klargjort, at han på ingen måde var forelsket i mig. Svaret lyder noget a'la: "Jeg synes bare, du skal vide at jeg har læst brevet, og at jeg på ingen måde blev oprørt over det, men bare har læst det og konstatere at du har det, som du har det". Jeg blev rasende, da jeg læste beskeden igen. Jeg tror, jeg havde glemt hans kynisme.

I dag får jeg at vide, at han kommer hjem fra det store udland på efterårsferie. Min hjerne snurrer rundt i ambivalensen mellem aggressionen over dette fuldstændig følelseskolde lortevæsen og det stadig blødende hjerte. Hvornår fatter jeg, at jeg skal stoppe med elske ham? Det har været lettere de sidste to måneder, hvor han har gemt sig i Langbortistand på en alpetop, langt væk fra min by. Men nu skal jeg pludselig forholde mig til hans eksistens igen. Jeg hader ham. Elsker. Hader. Fuck mig. Fuck ham. Røvhul.


***

Jeg har været en sten med sten på i dag. Gik rundt nede i Nørrebro Bycenter i en hel time, hvilket er vanvittigt lang tid taget centrets størrelse (og udvalg) i betragtning. Med langsomme, slæbende skridt, som en menstruationszombie med endnu udefineret cravings slentrede jeg fra butik til butik og rørte ved alting; tog ting op, læste på dem, mærkede deres kvalitet, diskuterede mig selv om jeg skulle købe dem (heriblandt blå skyld-ud-hårfarve - skal/skal ikke?) til jeg kom i tanke om, at der kun er støv på min bankkonto. Gik udmattet ned til det underlige "torv" ved Glasvej/Frederiksborgvej og satte mig på et trappetrin og røg en cigaret, mens jeg gloede på den triste cafes triste gæster. Det lykkedes mig at være væk i 2 timer, kun ca 500 meter væk fra min lejlighed. Jeg forstår generelt ikke, hvor den her dag er blevet af.

Om 10 timer sidder jeg og ser ambitiøs ud i det lokale jobcenter. Jeg vil sige til min sagsbehandler, at jeg er meget målrettet, at jeg brændende ønsker et job, at jeg opfylder en masse kvalifikationer, at jeg ved hvor jeg skal hen, at jeg er åben for at få hjælp til søgningen, at jeg bare SUPER GERNE vil i virksomhedspraktik, "så hurtigt som muligt, så jeg kan opnå mine ønskede kompentencer inde for min drømmekarriere," skal jeg sige, hvor jeg dog bare glæder mig til at sige det, og jeg er det her karrieremenneske, det kan man lugte på lang afstand, nylagt neglelak, nyvasket hår, måske et lille sprøjt parfume, et outfit der stråler classy with personality, jeg er til rådighed, jeg er arbejdsklar, jeg er så klar, er du vimmer, jeg er så klar, giv mig et job, de kan se det, de kan se det, hvor er det rart med en målrettet humanistisk akademiker, such passion, og hun er slet ikke kritisk overfor systemets indretning og samfundets neoliberalistiske dagsorden, hvor vi maskinelt tvinges ud på et samlebånd af forjagede fluffy kommunikationsstillinger, og hvor vi alle går og banker hinanden på ryggen, hold kæft skal vi ikke drikke g/t's efter arbejde i det her mediebureau hvor vi har store kommercielle kunder, jo for helvede, vi kan mødes efter jeg har været til hot yoga senses, men ikke for sent, jeg skal helst have mine otte timers søvn, og jeg kan ikke fordrage tømmermænd, så bliver jeg jo nødt til at løbe en tur før jeg har god samvittighed, og det orker jeg ikke den her weekend, men lad os mødes til bureaufesten, jeg har købt et nyt outfit hos ganni med nogle sprælske pasteller, min mand og børnene elsker når jeg tager med på landet, men jeg er sådan, oh shit, jeg har også et socialliv der skal plejes, og du ved, vi vil også snart gerne have råd til en større lejlighed på sdr blvd, så husk at opdatere din linkedin, husk at bruge dit netværk, fortæl hvordan du konstant vil optimere dig selv, intensivere og udvide din jobsøgning, uopfordret, opfordret, ud over stepperne, for helvede.
Jeg glæder mig sådan.

tirsdag den 26. september 2017

en hemmelig klub

Det er en ond dagpenge-virkelighed at vågne op til, jeg vil være ond, se ond ud, sort er ondt; jeg iklæder mig sort fra top til tå, massiv sort make-up, sorte øjne, sorte klatter i hjertet. En ulidelig træthed med formålsløsheden strålende ud af alle porer, tag dig sammen tag dig sammen, men der er mere retning på en måde; weekenden er overlevet i al sin underkastelse og depression.

Så dette sortmalede væsen kaster sig ind i mandagen med et skeptisk gåpåmod. Herskeren er stoppet med at give mig ordrer, han er ordløs, siger han, og nu er det kun mig selv, der skal finde min lyst et sted inde i dybet, blive i fantasierne eller konkretisere den egentlige virkelighed. Selvom jeg prædiker overfor mig selv, at jeg skal stoppe alkoholen og smøgerne og den usammenhængende søvn, så finder jeg Paradis helt tilfældigt.

Et hemmeligt mikroberlin i den brune kødby åbenbarer sig bag en stor port. Der er dæmpet, farvet belysning, et par bænke med begrænsede pladser, og folk i små, intime klynger ryger indenfor. Aftenens program går igang. Avantgardistisk, kompliceret musik uden rytme, en kunstnerisk abstraktion om repetition og bevægelse.

Et digterfællesskab læser korte digte op i et nøgternt, selvalvorligt toneleje, folk hujer og klapper, og tre musikere improviserer på deres instrumenter i en sådan grad, at jeg føler mig hensat til et andet univers, men gribes alligevel af virkeligheden da trommeslageren midt i den vilde fremførelse begynder at synge Kumbaya, my lord med en dyb basstemme, og nu synger hele lokalet med som et frelst kor, mit hjerte bløder i hele kroppen, en uanseelig varme fra top til tå, kumbaya, kumbayaaaaaa, og aftenen forsætter i denne ekstatiske hengivelse til kunsten.

Jeg vidste ikke, jeg kunne lide den her type musik, men mine grænser for musikken nedbrydes, og jeg kan ikke lade vær' med at drage paralleller til andre aspekter af mit liv for tiden - den konstante grænsenedbrydning og udforskning af min egen kapacitet og lyst. Det er decideret euforisk. Min veninde tager hjem, men jeg bliver. Det føles som hjem at være her. Jeg er besat af disse kunstnere der tilnærmelsesvis orgasmer med deres instrumenter i en fuldstændig uhørt larm; jeg opsuges og overtager deres ekstase.

Efter fem timers indre eksplosion trækker jeg min cykel igennem et mennesketomt Vesterbro. Det er som om, at jeg er det eneste menneske der er eksisterer denne nat. På shawarmabaren på Nørrebrogade bestiller jeg storsmilende en pita-menu, og får efterfølgende øje på mig selv i spejlet. Den sorte makeup er smeltet ned under øjnene, og rødvinen har plantet sig på mine læber i store mørke plamager. Min ekstravagante pelsjakke får i samspil med det udtværede, hærgede ansigt mig til at ligne en junkie på afveje. Jeg griner af aftenens absurditet. Min egen absurditet.

***

Tirsdag.

Jeg husker pludselig, hvad det var jeg ville; hvad jeg skulle. Jeg forstår ikke, at jeg havde glemt det. En hånd griber gennem tågen. Så jeg booker en tid med a-kassen til karrierevejledning, og skriver til min gamle arbejdsplads om virksomhedspraktik. Jeg kan ikke glemme musikken, kunsten og mine egne følelser mudret ind i alt dette. Lige i dag findes der en bevidsthed og et ønske om fremtiden. Jeg er ved at boble over af energi.

søndag den 24. september 2017

alt er fint

du tænker for meget, stop med at tænke på det, bare chill, bare ta' ja-hatten på, bare vær' i nuet, jeg forstår ikke hvad du mener, slap nu af, det skal nok gå, ik' stress; et kor af positive, "chillede" mennesker brøler mig ind i hovedet,

jeg falder i afgrunden, og jeg ved ikke, om det først er under 'Landmand søger kærlighed', at jeg bliver ramt af en ubehagelig tanke om, at jeg er helt forkert, og at min tankegang er fucked, eller om det er noget som jeg forsøgt at sige til mig selv hele ugen, uden at jeg lyttede,

tankerne er kvælende, og jeg er pludselig så bange for, at det hele skal ramle, og jeg tænker på de sidste mange søvnløse nætter og fremtidens ubegribelighed, jeg kvæles (med og uden Herskerens hænder), og jeg kan slet ikke rumme disse tanker, en enkel indskydelse om at falde ned fra altanen giver mig lyst til at tage en lille ske og grave al betændelsen ud af min hjernebark, jeg holder vejret,

- det er bare fordi du er en sensitiv kunstner, prøver jeg at sige til mig selv i et forsøg på i det mindste at omfavne en eller anden form for forestillet identitet, men en kunstner laver jo kunst, og hvorfor er det pludselig så svært for mig at acceptere, at jeg er indrettet på denne måde; er det her en psykose, er det her en psykose (det er ikke en psykose) (men jeg bliver bange)

og jeg har lyst til at slette forrige indlæg hele tiden, fordi det er så pinligt, at jeg bevidst om mig selv på denne måde, at jeg bare sidder dér uden følelser og nærvær med en pik presset ned i halsen, kvælningsmanøvrer, og jeg hader pludselig også mit sprog, jeg hader det hele, men

søde venner til middag og vin og en øl og en øl og en øl og en øl og en øl fjerner klaustrofobien i mit bryst, og min manglende stopklods kører mig med bussen hen til klokken 6 i morges, og hver gang jeg forsøger at formulere, hvad det er for en paranoid tanke-abstraktion jeg har gang i, kløjes ordene i min mund, som store, betændte svampe, og som en cirkulær bevægelse bliver angsten større, jeg skal ikke miste mine ord,

og efter kun fire timers søvn vågner jeg med et sæt, igen med ømme lunger og et alt for bankende hjerte, jeg tuder og tuder og tuder, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv, hvorfor kan jeg ikke passe på mig selv,

hvorfor er jeg ikke bare mig, hvorfor slapper jeg ikke bare fucking af og tager en stor fed chillepille, ligesom alle andre, hey, det er da bare et arbejdsmarked, du skal have et arbejde, du skal have en karriere, og du er også 28, burde du ikke tænke på fremtiden og hvad med børn og kærester, og der er en dyb frustration som giver mig ondt i maven, når jeg spekulerer i, hvorfor ingen andre spørger sig selv, hvad fanden de laver, er jeg den eneste der tvivler på vores eksistensgrundlag, er jeg den eneste der tynges af den kommende dommedag, er jeg den eneste der kan lamme mig selv med tanker, mens jeg samtidig på ambivalent og ego-oppustet vis er overbevist om, at jeg er et ret imponerende og anderledes (på den gode måde) menneske,

i mit baghoved genlyder min stemme fra mødet i a-kassen, og min stemme, da jeg rakte hånden op, den var så dyb, jeg har aldrig hørt min stemme så dyb før, og overfor Herskeren er stemmen også rolig, knirkende sjællænderaccent, en varm blød stemme, jeg er sensuel i en min fremtoning, konstant dansende, slingrende, og alle kan se det, og alle kan se, at jeg ikke passer ind her, at jeg svæver alene rundt i fjerne galakser, og jeg ved ikke hvorfor det går op for mig nu, og det gør mig så ensom,

jeg venter på Herskerens ordrer, måske er det ham der stjæler min søvn; al energi smeltet sammen i et dunkende underliv, jeg er bevidst om ansvarsløsheden og destruktionen i dominansen, mens jeg samtidig håber, at han måske vil smække mig hårdere næste gang, eller hviske i mit øre, at jeg er hans slave, jeg overgiver mig, jeg overgiver mig,

og hvor er det belastende at være dette menneske,
jeg er så træt,
men der er ingen flugt,
jeg kan ikke ændre mig

men jeg kan begynde at passe på mig selv, det må vel være første skridt. (jeg er bange)
og i morgen er det mandag, og måske jeg ved bedre i morgen, hvad jeg skal, og jeg holder lige fri fra den vidunderlige alkohol og de hjemmerullede zigs, jeg prøver, jeg prøver, jeg prøver

lørdag den 23. september 2017

underkastelse

Han møder en bekendt på fortovet. Jeg står en meter længere fremme og gemmer mig under paraplyen. De smalltalker lidt, og jeg smiler høfligt til vennens kæreste.  På en sær måde virker det som om hun har luret os. De skulle bare vide, tænker jeg.

De enoghalvtreds nuancer af paranoia der opstår, når man skal møde en fremmed fra nettet. Om natten har jeg mareridtforestillinger om, at han ikke er den, han giver sig ud for at være. En gedigen catfish, hvis sociopatiske træk centrerer sig om at lokke naive kvinder i slut-20'erne i en seksuel fælde; vælte ind i entreen for derefter at voldtage og myrde dem. Så vi mødes på et gadehjørne. Han siger, at det er vigtigt, at vi begge er trygge. Han er pæn, og ikke en voldspsykopat. En blød jysk accent former hans ord. Jeg fniser når paraplyen skjuler mit ansigt.

- Det her er forresten mit navn! Jeg peger på dørskiltet. Jeg har forinden fedtet rundt med nøglerne til dørene, brugt de forkerte, alt i mens min udstråling er kølig og boblende. Mesteren af smalltalk, c'est moi.

I entreen voldtager og myrder han mig (heldigvis) ikke. I stedet tager vi høfligt vores jakker af og står et kort øjeblik begge afventende overfor situationen. Han kysser mig, og presser mig op mod væggen, ligesom i fantasien.

Han leder mig ind i stuen og trækker alt mit tøj af, så mine tre nuancer af bleghed oplyser lokalet.
- Læg dig ned, siger han, og presser med hænderne på mine skuldre min krop nedad mod gulvet. Jeg slår min hjerne fra, og lukker øjnene med ansigtet most ned i det kolde gulv. Han går rundt om mig og betragter mig. Jeg kan høre, at han trækker sit tøj af.

Mens det åbne vindue blæser kold luft ind på min meget nøgne krop, glemmer jeg formiddagen i rædselsfulde dagpengeland. Et introduktionsmøde havde affødt ubehagelig stress omkring fremtiden, og jeg sad i a-kassens lokaler og havde mest af alt lyst til at tude som en lille hjælpeløs baby. Et system hvis regler og forudsætninger jeg tvinges til at underkaste mig. Ironisk nok i skærende kontrast til min frivillige underkastelse overfor ham.

- Sæt dig op, siger han, og jeg åbner øjnene. Lige foran mig er hans pik. Han presser den dybt ned i min hals. I den skrevne fantasi tænder han på, at jeg får tårer i øjnene over at have hans pik så langt inde i munden. Jeg har indstillet mig på det og forsøger at holde øjenkontakten. Hans blik er stift og han holder hårdt fast om mit hoved.

- Rejs dig op. Min fortumlede, underkastede krop får stablet sig selv på benene, og han bøjer mig ind over spisebordet. Mens jeg ligger der, tænker jeg, at det er skørt: Knaldet af en fremmed mand på mit spisebord en fredag eftermiddag... hvad laver jeg?

Efter knap to timers euforisk knalderi begynder han at fable om en stille aften på sofaen og tager sit tøj på. Vi snakker om Den Korte Radioavis, og jeg retter kraven på hans skjorte, der har krøllet sig sammen. Vi kysser lidt. - Måske vi ses igen, måske ikke, men tak for fantasierne, siger han og klemmer mit bryst.

Han er en evighedsforfatter; typen der arbejder på et stort værk i mange år uden nogensinde at blive færdig. Jeg forestiller mig, at jeg er en litterær karakter i hans bog. De to forrige døgns mange ophedede samtaler vidner om, at vi begge forsøger at skabe denne fantasi-karakter i hinanden. Jeg kan ikke finde ud af, om det er smukt og poetisk, eller helt fucked.

Jeg underkaster mig et fantasiregime der prædiker, at man skal komme hele tiden og elske at tage en pik til roden. Jeg underkaster mig et fremmed menneske, for at kunne virkeliggøre mig selv og mine drømme og fantasier. Men det er befriende for mig; dette kontrollerede kaos.

Samtidig er jeg lettet over, at han tager hjem, for jeg tror, at jeg langsomt skal lære det her. Få timer af gangen, her og dér. Det er voldsomme følelser, og rystende i begær, glider jeg langsomt væk fra vigtigheden af Systemet. Jeg har ikke lyst til at være dette karriere-menneske, og jeg føler mig stærk og frigjort i den selvvalgte, lystbetonede underkastelse.

En krop dirrer af løs energi efter sådan en oplevelse, og mellem tre hvæs af en joint og en gin&tonic hos en veninde, skriver jeg, at jeg stadig kan mærke hans pik. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg hans blik hvile på mig. Han skriver, at han har flere ordrer til mig.

Jeg kan ikke vente.

torsdag den 21. september 2017

spøgelser

Midt i stilheden, i solskinnet, på kirkegården, kunne jeg pludselig høre nynnen. Den hjemsøgende melodi havde ingen ejermand. Jeg joker til min veninde, at den kommer fra spøgelsesbørn der gemmer sig i buskene. Tre minutter efter dukker en lille pige op - ud af buskene; så vagt ud af øjenkrogen, at jeg tror, jeg skal få et chok af lynchske dimensioner. Et kort sekund bliver jeg ramt af alle sjælene der vandrer rundt her; mine lange gåture i den veltrimmede park, står pludselig i sær kontrast til de flere hundrede års begravelser der har fundet sted her.
 (okay jeg stopper med at lytte til den gyserpodcast..)

***

Jeg bliver rigtig træt af, at Den Voksne Mand er sådan en fail. Nu er den på hans skuldre, han har fået mit telefonnummer og hele molevitten, men ingen lyd kommer der. Fuck det. Han var alligevel imaginær i et vist omfang. Så jeg opretter mig på Jodel, Tinder og sexappen. Denne energi skal ikke gå til spilde, tænker jeg.

Det gør den heller ikke. Jeg kaster likes ud til hele verden og venter utålmodigt på, at nogle bider på krogen.

På sexappen vælger man selv sit navn. Man er ikke forbundet med Spotify, Instagram eller Facebook. Man er kun noget i kraft af sin lyst.

Manden "N." (det er det eneste jeg ved om ham) spørger mig, hvorfor jeg er på appen (det er folk gode til at spørge om her). Jeg sidder i mine beigefarvede joggingbukser og ser det britiske x-factor med mascara most rundt under øjnene. Jeg siger, at jeg leder efter uforpligtende relationer. Han leder efter det samme (surprise).

På en eller anden måde glider snakken hurtigt ind på sex i kraft af noget erotisk litteratur (sexy, i know), og pludselig er der gået 3 timer med disse abstrakte, drømmende sex-beskeder; begge bevidste om netop det drømmende, og jeg skriver alt, hvad jeg har lyst til, alt hvad jeg sanser, føler og ønsker, og det er åndssvagt frigørende, og jeg spørger ham, om han mon er en sex-bot, for det føles aldrig helt virkeligt i disse digitale samtaler; at alt hvad han siger, rammer så konkret ned i mit begær; så dominerende, nydende, udforskende, blid; det virker uvirkeligt, og vi kommer begge to under hver vores dyne, efter han fiktivt har taget mig bagfra på spisebordet, og jeg spørger ham, hvad er det dog du gør ved mig? og han siger, at han ved præcist, hvad han gør ved mig,

og han vil puste til flammen, siger han., han sitrer efter at mærke mig, og jeg får kuldegysninger; samtalen har været så tæt på den jeg er, så tæt på fantasierne, på spøgelserne i min lejlighed som flakker rundt og puster mig på halsen, og kysser mig på maven, og selvom han er et spøgelse fra en app, en pixelleret skabning stykket sammen kun af "N.", ét billede (en smuk mand med briller) og hans lige så abstrakte ord og fantasier; tilnærmelsesvis en litterær erotisk oplevelse, ja, så føles det egentlig uhyggeligt virkeligt.

Måske ses vi, måske ses vi ikke, måske ses vi i drømmen, i fantasien. Vi spår hinanden den samme fremtid.

En virkelighed vil aldrig kunne gengive sådan en erotisk svævende abstraktion. Vil den? Kan den?
Måske jeg slet ikke har oplevet nok.

tirsdag den 19. september 2017

gys

- Det er ligesom at have en stor pung med penge, og så bruger du dem allesammen på en uge, sagde psykologen, efter jeg var ankommet en time for sent til dagens session. Utroligt at man kan have kun én aftale på en uge, og så glemme hvad tidspunkt det er. - Og nu har du ingen penge tilbage.

I nat vågnede jeg af, at jeg var ved at kaste op. Eller, jeg hostede helt sindssygt og kunne smage opkast i min mund. Jeg stod forvirret op med en form for underbevidst drømmefornemmelse af, at jeg havde forsøgt at proppe min telefon i munden og var ved at blive kvalt i den. Jeg gik på toilettet og faldt ubekymret i søvn igen kort efter.

I morges føltes det som om, at jeg havde været i intense slåskampe hele natten, og min krop sivede helt ned i madrassen som en tung, tyk væske. Jeg frygtede for, om opkastefornemmelsen var der fordi noget havde kravlet ind i min mund. - Er jeg besat nu? Af en eller anden ond sjæl eller mytisk insekt, som har plantet sig mellem mine lunger? En forbandelse? En besættelse?

Jeg har hørt 35 afsnit af podcasten Lore - "sometimes the truth is more frightening than fiction" - henover weekenden. Når ja-hatten, den fyldte pengepung af mentalt overskud og virkelighedsudgydelserne er forstummet i fåmælte sekvenser, er jeg de sene aftentimer forsvundet ind i denne gyserverden, som får mig til at tænde alt lyset i lejligheden (så man kan slippe udenom de borende øjne i ryggen) og tjekke under min seng før jeg skal sove. Min sjæl er blevet konsumeret af en lige så frygtindgydende kæmpetegning, og jeg ser mig selv stræbe mod disse fiktionelle universer og kuldegysninger på mine arme, mens de sorte tuschstreger på papiret kryber ind og ud af hinanden.

Det lykkedes aldrig at få en fast aftale med Den Voksne Mand, hvilket er min egen skyld. Der ligger en latent følelse af afvisning i stort set alt som jeg roder mig ud i for tiden, skadet af Tinder måske? En idé om ikke at være pres og desperat. Til gengæld har den blotte tanke om at være på date med ham fået alting til at sitre, så det nærmest allerede føles som om, at jeg har bollet med ham.

Ind og ud af min fantasi svæver hans voksne mund, hænder og penis. Jeg anerkender allerede i fantasien, at han ikke er virkelig. Der er noget sexet med voksenheden, og i mine fantasier er min stemme lys som en lille piges; jeg kan nærmest ikke forestille mig andet, end at jeg føler mig purung i hans arme (der er noget i hans sprog, der er vagt nedladende, i virkeligheden). Det er lige dele intimiderende og sensuelt. (mest af alt har jeg en idé om, at jeg ikke kan være mig selv overfor ham)..

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Jeg er bare i dårligt humør; ligger med nedrullede gardiner i sofaen iført de beige joggingbukser og ligner en muggen citron i fjæset. Jeg har virkelig brugt alle mine (mentale) penge. Så nu kan jeg starte forfra i denne uges cyklus, der åbenbart kalder på udmattethed og eksistentiel træthed. Nok meget godt jeg ikke skal på date i aften.

"Den Lyserøde Hipster" 

En erotisk gyserhistorie baseret på liderlige fantasier og for mange Lore-afsnit.

Han kommer og henter mig i sin bil, og jeg vælter med min ekstravagante pels ind på forsædet. Det går op for ham, at han aldrig har set mine ben før, og han lægger hånden på mit lår. Han har altid bedst kunne lide kvinder med lidt kød på. Han fortæller mig ikke, hvor vi skal hen; siger, at det er en hemmelighed. Jeg smiler forlegent og tager solbrillerne på. 

Vi ender ude i den lille fiskerby i Nordhavn. Han giver mig en øl fra handskerummet, og vi sætter os på kanten af havnen. Der er mennesketomt her i skumringen, og bemærkelsesværdigt fredeligt. - Hvorfor ville du egentlig se mig efter al denne tid? Han tænder cigaretten mellem sine læber. - Jeg forestillede mig bare, at vi skulle have virkelig meget sex, siger jeg, og asker ned i det mørke vand. - Nå, så det kan du godt li', hva? Han lægger igen hånden på mit lår. - Ja, griner jeg forsigtigt. 

Vi sidder i et stykke tid i tavshed, mens mørke skyer samler sig over vandet. - Tror du, det skal regne? spørger jeg ham. Han nikker. Det starter som en sagte prikken i vandoverfladen, men uvejret tager hurtigt til. - Kom, han tager fat i min hånd og hiver mig under et faldefærdigt halvtag over en af de gamle fiskehytter, som kun lige er stort nok til, at vi begge kan stå under det. Regnens tunge slag på plastiktaget er øredøvende. Jeg smider den våde cigaret fra mig, og er usikker på, hvad jeg nu skal sige og gøre. 

- W? Hans ord er mærkeligt muflede i larmen. Han lægger sin hånd på min hofte, og jeg kigger ham for første gang i øjnene. - Hvad? 
- JEG MYRDER DIG NU! HAHA! 
Han dræber mig med en lille bitte økse og smider mit lig i havnen. De næste 300 år går jeg igen i Nordhavnen under navnet "Den Lyserøde Hipster"; et genfærd som banker på ruderne om natten og hvor forbipasserende nogle gange på særligt regnfulde dage kan mærke, at deres underliv bliver strejfet af en kølig, usynlig hånd. 

Rædslerne står på indtil nogle legende børn i år 2364 finder mine knogler, der har viklet sig fast i et fiskenet inde under molen. Mine rester bliver bragt til min hjemstavn, og en ordentlig begravelse bliver afholdt. Nordhavn og "Den Lyserøde Hipster" får endelig fred.

Slut.


Moralen er: Husk at være ærlig omkring dit begær, og husk samtidig ikke at blive myrdet. Og hvis du bliver myrdet, så skal du huske, at du skal have en ordentlig begravelse, ellers bliver det altså noget værre rod for lokalmiljøet (de har betalt mange penge for de lejligheder!!!).

søndag den 17. september 2017

14 års urolighed, fur sure

Jeg er en stor plysset vindrue, fake-fur, og en farve så hidsig, at folk ikke tør kigge på mig, usynlig i min overdrevne synlighed, og solskinnet strejfer solbrillerne, og jeg kan godt lide at blive midlertidligt blændet på nørrebrogade, og jeg synes nærmest ikke, jeg bestiller andet end at gå op og ned af den gade, dag ud og dag ind, travle skridt der banker ned i fortovet.

Jeg er super følsom for tiden, men jeg kan godt lide det, jeg elsker at være super følsom i stedet for angst, og jeg forsøger virkelig på ikke at skamme mig over, at jeg i min rødvinssnaldrethed med gamle gymnasieveninder i går (som jeg ikke har set i 100 år) begynder at ryste på stemmen, fordi alle følelserne presser sig på.

Måske var det fordi de husker mig for 8 år siden, måske er det fordi jeg insisterer på at bevise, at jeg er et nyt og bedre menneske. Det er altid så ambivalent at sælge mig selv på den her måde - at snakke om ting i fortiden, som om jeg er rask nu, og som om at hele bare kører på skinner. Tårerne ligger sig på mine øjne, og jeg ved, at hvis jeg blinker, falder de ned på kinderne, og det vil jeg helst undgå; nu skulle jeg jo netop vise hvor nice og sjov og spændende og vild jeg er.

Alligevel banker fortiden på, jeg kan ikke ryste den af mig, især ikke efter alle disse glas vin, og jeg kan ikke lure, om det er godt, at huske mørket på den måde, så fysisk, når nu jeg lige havde forstået, at jeg ikke længere har dødsdriften. Jeg græder ikke, men jeg kan mærke et tryk på mit bryst - som om min krop forlanger, at jeg skal forholde mig til det.


I stedet griner jeg bare hele tiden til et familiearrangement, og holder øje med de 14-årige, og det går op for mig, at da jeg var 14 blev de født, og jeg føler mig grotesk gammel, men samtidig som et barn, jeg er hele tiden bare et barn, og for mig er det naturligt at ligge på hendes seng, mens de varmer voksen op i en mærkelig maskine, og jeg lader som om, at jeg er interesseret i denne hårfjerningsmanøvre, fordi jeg ikke fatter, at jeg er grotesk gammel, og at det måske er pinligt, at den 28-årige kusine ikke sidder oppe ved voksenbordet og har mere styr på sit liv; hvorfor bliver hun ved med at drikke vin og grine så falsk og skingert og højlydt, det er som om, at det er det eneste hun kan finde ud af. Fuck det. Jeg har det som blommen i et æg. Jeg føler mig uovervindelig og smuk. Og måske også aldersløs.

Hvilket jeg skal huske, når jeg i næste uge skal ses med Den Voksne Mand, som jeg kokser over er 35.. min veninde siger til mig, at jeg er 28 og altså også gammel, at vi er tæt på hinanden aldersmæssigt, men jeg er ikke 28 i mit hoved, og 35 lyder helt enormt gammelt - især i forhold til en datingsituation, men det er klart jeg har det sådan, eftersom jeg nærmest kun har datet yngre mænd.

Et kæmpe chok tidligere i aften da det ringede på til fødselsdagsfesten, og en 14 årig fyr kom ind af døren, og da mit øje fangede ham, sådan ud af øjenkrogen, troede hele mit væsen, at det var H. der var ankommet, jeg kunne ikke tro mine egne øjne, og den selvudslettende ting han plejede at sige om sig selv - at han havde en krop som en 14-årig - fremstod pludselig uhyre sand, og jeg kunne ikke lade vær' med at blive forvirret - for er det mig, der så er tiltrukket af 14-årige drenge? Åh. Det sitrede i min krop over dette afsavn efter H. og hans 25-årige 14-års krop...

***

Den pelsede, pangfarvede vindrue trækker cyklen henover søerne og ryger en cigaret, til trods for dagens tidligere ømme lunger, nu er det sket med mig, havde vindruen tænkt. Hvor er der ingen der kigger på mig, når jeg er så smuk her i denne smukke jakke. Det er fordi de ikke tør, tænker jeg. Man må ikke kigge på solen jo.

("you're just a baby in disguise")

fredag den 15. september 2017

en kæmpe ja-hat

Jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg føler mig stresset. Jeg har den seneste uge taget en kæmpe ja-hat på som er så stor, at den falder ned over mit ansigt og skygger for god dømmekraft. Måske er det også en følelse af efterårskoldsved alle morgener, der trækker mig ned i en eller anden presset energieksplosion. September-forbandelsen.

Angstfrie dage betyder, at jeg kan gøre alt, og tror jeg skal alt. Derfor står jeg overfor en weekend som er stykket sammen netop af disse ideér om liv og udadvendthed. Det indebærer et babybesøg, selvom jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv med babyer, reconnecting med gamle gymnasieveninder, fejre et frieri med folk jeg ikke rigtig kender, og to typer familiefødselsdage, som jeg gerne undgår, fordi mine hænder normalt ryster sådan. Og når man skriver det ned sådan her, så virker det måske ret tilforladeligt, men jeg er af en eller anden årsag super ængstelig.

Oven i (ja-)hatten sidder jeg i går aftes til et litterært arrangement med kultureliten, og ser mig selv ude fra, mit identitet der svæver over mig selv og kigger på mig selv - pludselig være dette kulturelle menneske, der forstår samtaler om abstraktionen i intimiteten og seksualiteten, "Mmh, præcis, den abstraktion har jeg selv oplevet, mehhh", og jeg griner af hende pigen, som ikke har fattet at forfatteren læser op af sine egne værker (Hun spørger: Hvem har skrevet den bog? og alle bliver helt pinligt berørte over denne fadæse), og jeg tænker, at nu hvor det går så godt for mig at være i dette rum, jeg altid har troet jeg ikke kunne ånde i, jamen, så skal jeg da bare blive ved med at komme til oplæsninger, samtaler og kulturelle events, som på denne måde giver mig gratis øl ind i natten, og hvor jeg kan pådutte mig en særlig intellektuel identitet.

En anden vægt på (ja-)hatten er en tæt venindes hjertesorg, som jeg lader mig selv sive ind i, fordi jeg elsker at tvære mine problemer ud på andre, og fordi vi tilbringer hver dag i denne uge i hendes hjertesorg, så er jeg tilbage i sorgen over Skægmonstret, og jeg tager mig selv i at savne H. helt vildt; jeg ser ham så lysende for mit indre blik, hans måde at tale på, hans kropssprog, febrilskheden i sexen og madlavningen, og hver gang han er online på Facebook, så har jeg lyst til at skrive til ham og bare være sådan.. "hej" ("hvordan har du det med abstraktionen i intimiteten og seksualiteten"),

og sådan skal man jo ikke gå rundt og have det, og ens nye dildo skal sgu heller ikke gøre en ensom (følelsen af den ufuldstændige penetration, hvor det pludselig virker helt åndssvagt at have noget stukket op i sig, når der ikke hører en krop med - en dildo kysser sgu ikke en i nakken), så derfor i min gratis-øl-beruselse i går eskalerer jeg på Facebook og sender kasteskyts ud i den digitale sfære, snapchats til den gode ven, og jeg sender et "klistermærke" til en britisk ven som bor i Paris, og som jeg imaginært har haft en rolig vished om at det er hans børn jeg skal føde en dag, "hola", siger klistermærket, og jeg vågner i nat ved, at Den Voksne Mand svarer på min besked, han foreslår øl i stedet for kaffe, og lyder super frisk på det hele, og her til morgen skriver Amagerdrengen og har ikke forstået min afvisning for 2 uger siden, og pludselig er jeg vildt dårlig til at lukke døren helt, fordi jeg er nervøs for de andre skæggede, tykke mænd, om jeg kan leve op til det, om de kan leve op til det, men mens mit æg koger 7 minutter i morges, så skriver jeg til ham, at det er slut, og jeg ved ikke, om jeg skal græde så, eller bare være ligeglad,

og jeg sørger for at få sendt mine jobansøgninger, og jeg siger i et sarkastisk toneleje til en venindes forældre, at jeg ikke har tid til et arbejde, fordi jeg er igang med at finde mig selv og min kunstneriske stemme, og det griner vi meget af, fordi det lyder så tosset, at man kan få lov til at gøre det,

og i mellemrummene mellem disse oplevelser og ud-af-kroppen-aftaler, når jeg ligger alene på sofaen, så kan jeg ikke tage nogen lur, fordi jeg tænker på alle disse ting jeg vil og kan og skal, en konflikt mellem det pligtopfyldende Jeg og det kreative Jeg og det introverte Jeg og det ambitiøse Jeg, men så lytter jeg til gyserpodcasts, og håber på at blive skræmt fra vid og sans, og at jeg selv skal skrive en gyserhistorie, en gyserhistorie om en pige med en ja-hat der spiste hende og flåede hendes hud af, for man skal passe på, når man bevæger sig for dybt ind i skoven, og man skal passe på at stole på fremmede,

og jeg drømmer mig ned i Den Voksne Mands båd, jeg forestiller mig elskov mens båden gynger i efterårsbølgerne, og jeg drukner ikke, jeg kan ikke drukne,

nå, der var vist en baby der skulle besøges, var der ikke? jeg er en sygt god ven for tiden, og gode venner er passionerede omkring gode venners babyer,

åh.

(jeg kan godt se det nu)

torsdag den 14. september 2017

ikke-listen

Jeg har lige brugt en halv time på at prøve at skrive en liste om ting der sker, for i september sker ting, men jeg synes mit sprog er frygteligt, når jeg er fyldt op af alt for meget livs-entusiasme (gud forbyde det), og jeg ville skrive en liste om min gamle chef fra berlin, om min irriterende faster, amagerdrengen der ikke har fattet en skid, om søde hvidkaffe, og så ville jeg skrive om min gamle roommate, som var den eneste betændte byld der hersker på nørrebro, men som jeg mødte her til aften på bodegaen (når man siger bodega i bestemt form, lyder det som om jeg er der hele tiden, det er jeg ikke), og hvordan jeg har gået og sagt til alle, at det ville være det værste DET VÆRSTE, simpelthen, at møde ham, for jeg troede der var en kæmpe spand af had og foragt, som han ville hælde ud over mig, for jeg husker forholdet som hadefuldt og angstpræget og jeg var vitterligt overbevist om, at han hadede mig, men pludselig står han dér, opsøger mig!, og krammer mig, med underlige kærlige, rene øjne, intet had men ømhed, ØMHED, og han fortæller, at katten er et trygt sted, og at han har det godt, og det er som om, at møde en gammel ven, og jeg forsøger at grine lige så meget som han griner, han griner meget, og jeg kommer i tanke om tiden før hadet, for præcis et år siden, hvor jeg lige var flyttet ind med redningsvest på efter skægmonstret, og jeg husker hvor meget vi grinede, og hvor meget vi snakkede om kunsten og litteraturen og musikken og livet og cigaretter og rødvin, og den ØMHED vi egentlig havde for hinanden, og så er det som om, at jeg slet ikke skal være bange på Nørrebrogade længere, nu er vi bare venner igen, og alting er åbenbart glemt, men godt, det er godt. Han var den sidste betændte byld. Byen er min igen.

Så jeg slettede listen, jeg skal ikke dét med lister, kan jeg mærke, liste-lister måske, men ikke ægte blogger-lister, så jeg ville egentlig bare slette den og poste en Whitney Houston-sang, som vendte tilbage til min sjæl i lørdags, og mit hoved er i skyerne på den gode måde, jeg kan mærke inspiration og kreativitet, jeg har tegnet uafbrudt det sidste døgn, udover bodegabesøg, jeg kan mærke mig selv på alle tænkelige måder (og nye måder takket være mr. rabbit), og alting føles godt, det er godt. Forhåbentligt er der ikke flere betændte bylder jeg har overset. Hvem ved. For i september sker ting jo. Errmerrrhhgeerrwd. 

Og Whitney. Selvfølgelig. En idiot i regnfrakke der lipsyncer den her satan i stormvejret op af nørrebrogade. Ser du det. Ser du dig i det. Jeg ser det.
(Jeg forstår ikke den her musikvideo)

tirsdag den 12. september 2017

level 1

Jeg stikker min arm ind i skabets rodede dyb og hiver en stor t-shirt frem, som jeg bruger til at sove i. Trækker den over mit hoved og nøgne overkrop. Det er lang tid siden, at jeg har haft den på.

Stadig nænsomt pakket ind i en plastiklomme, gemmer et magasin sig i min bogreol. Jeg piller den forsigtig ud af plastikhylsteret og bladrer åndsfraværende igennem siderne, til jeg finder helsidesbillederne af mig iført selvsamme t-shirt.

T-shirten har jeg trukket op, så mine bryster fremstår blottede i de pixellerede selfies. På et andet billede har jeg skubbet trusserne væk, så man kan se min kønsbehåring og min hånd der hviler på maven over den.

Det er første gang, at jeg sådan rigtigt kigger på billederne. Ikke fordi det er skamfuldt; jeg er lige så anonym som herinde, og det er på sin vis stilfulde, smukke billeder. Men jeg har godt kunne lide tanken om, at al mit begær på en måde var pakket ind i plastik og gemt væk på reolen. Min hemmelighed.

Men t-shirten er afslørende, og hvis man kendte den - og mig i den, så ser man også, at det er mig, der ligger og roder rundt alene med min liderlighed på disse billeder. Magasinets sider er tykke og af god kvalitet. Jeg prøver at begribe mig selv. Det føles fremmedgørende, at jeg er der. Samtidig med, at jeg længes mod mig selv. Et uopfyldt selv-begær. Jeg fniser.

På onsdag ankommer mr. rabbit, en gennemsigtig batteridrevet satan, og så vil jeg vende tilbage til at være pigen i det glitzede blad. Det kilder en lille smule i min mave. Lidt ligesom at have en hot date i vente, haha.

I går så jeg dokumentaren, "Venus - Let's Talk About Sex", som nu ligger på dr. Den var som sådan meget fin, lidt ligesom "Sex, Lies and Videotape" bare uden James Spader og seksuelle undertoner. Men jeg blev alligevel rørt i slutningen af filmen, hvor alle deltagerne tog tøjet af på en ikke-erotisk måde og bare sådan... stod der og var meget nøgne. Det gik op for mig, at det bare er en krop. Det gjorde mig gladere for min egen krop. Fordi den bare er. Selv når den ligger dér, pixelleret og liderlig, så er det bare en krop. Hmm.


***

Jeg vågner tidligt i morges, og halvt i drømmen, opnår jeg level 1 i mit selvopfundne jobsøgningscomputerspil; level 1, siger min hjerne, endda i et hashtag. #level1. Jeg er klar til level 1.

Jeg tjekker min telefon; overbevist om, at min fremtidige arbejdsgiver har ringet. Tilfører situationen en unaturlig spænding. Jeg er kampklar og ubekymret. Glider gennem dagen i en varm følelse af afventning og begejstring; uovervindeligheden fra mit pumpede ego. Det er ikke helt virkeligt.

En del af mig er overbevist om, at jeg vil blive kaldt til en masse samtaler med det samme. De venner jeg har, som har været på dagpenge, har for længst informeret mig om, at det altså ikke bare er så let dér.

Men man har givet mig en mission. Angsten er forduftet indtil videre. Jeg venter på level 2. Spillet er uden regler, så jeg kan heldigvis gøre, hvad der passer mig. Jeg skriver fnidret og uprofessionelt, fordi jeg har en idé om, at man skal skille sig ud.

Hver gang jeg sender en ansøgning, vidner grønne farver på jobnet mig om, at jeg har fået flere fiktive point. Jeg er tættere på næste level. Imens samler jeg ressourcer, så jeg ikke får game over for tidligt. Jeg undgår at se tv og vasker mit sengetøj. Husker at gå disse lange ture, så min krop ikke falder fra hinanden, snakker med gode mennesker. Min øjne lyser klart og målrettet tilbage i spejlet.

Hvornår mon de ringer?
(Hvem vil ikke livet?)

***

lørdag den 9. september 2017

musse

forever we sail in to inifinity / we're higher, we're reaching for divinityyyyy / euphoriaaa
jeg læner mit hoved tilbage med lukkede øjne og rækker mine hænder op mod loftet, så de tydelige svedpletter i armhulerne i den olivengrønne og desuden alt for stramme kjole blotlægges for 117. gang; ikke at nogen alligevel ser dette, alle er forsvundet ind i sangen og man er som kvinde i en al for stram kjole fuldstændig usynlig, og det er det smukke ved det her sted.

jeg har været massivt beruset i meget lang tid, det er et under, at jeg stadig står på mine ben, men jeg bliver alligevel ved med at bunde de dyre øl og ryge smøger (som jeg på et tidspunkt ved et uheld brænder ind i ryggen på en kendt dr-vært, som heldigvis ikke bemærker det); vi er frie, råber jeg til min søster som også har en alt for stram kjole på, og vi er frie lige her, til trods for den ellers klaustrofobiske usynlighed, hvor alle vælter ind i hinanden i feberkåde snav og hyperaktive dansetrin, og jeg lader som om, at jeg er med i rupauls drag race, jeg er pissedramatisk på et dansegulv,

og derfor i min begejstring over euphoriaaaaaaaa, forever till the end of time, vil jeg udføre et kompliceret dansetrin, som indebærer at sætte mig ned på hug, blot for at kunne rejse mig op hurtigt i en euforisk eksplosion da omkvædet peaker igen, men mine hvidvinsstive gelében har andre planer, og jeg vælter bagover og lander med ryggen på gulvet, tiden står stille et øjeblik til en klynge af blide homoseksuelle mænd uden ansigt løfter mig lige så hurtigt op igen, som en varm bølge der slår mod min krop, og en med kommentaren: "musse", på den der omsorgsfulde og halvt fordømmende facon man kan sige musse på.

cykelturen hjem føles uendelig (og sindssygt farlig), jeg er bevidst om min dødskørsel, og koncentrerer mig så meget, at det føles som om at mit hoved skal eksplodere; tænk at man insisterer på at cykle i sådan en tilstand, fede idiot, men hjem kommer jeg, i sikkerhed, og fluks med hovedet ned i kummen som sidste fredag, ikke euforisk og magisk på nogen måde,

opkastning af angstanfaldet tidligere på dagen, hvor alting følte som om det skulle ramle, og jeg bliver så bange når det sker, når jeg hyperventilerer (indvendigt) ved kassen i fakta, ikke tør åbne min computer og skrive artiklen færdig, ikke tør gør noget, ikke tør leve, og det hele svimler og hviner og hiver, og tusinde tanker fyrer gennem mit hoved, fremtiden, hvordan skal jeg nogensinde håndtere fremtiden, jeg kan jo ingenting,

og selvom mine tømmermænd idag er bedrageriske, så forsøger jeg bravt på ikke at være bange, for jeg orker ikke det pis igen, det er en balancegang, hvor jeg går på line over et stort mørkt dyb, det trækker i mig, det anerkender jeg, lort,

en stor udendørsfest er i bygningen ved siden af mig, og der har lydt høj musik i fem timer nu, og lydene er begyndt at stresse mig, musikken og festen siver ind gennem mine vinduer, og jeg kan næsten ikke bære, at andre har det så vidunderligt i aften, og jeg ville ønske jeg stod dernede, og at mit hjerte var en del af deres puls, at jeg overgav min krop igen til et dansegulv, for jeg vil så gerne være fri,

i stedet ryger jeg cigaretter på altanen i et lammende mørke og lader som om, at jeg har noget at bidrage med til denne verden, at jeg også har en puls... musikken er med saxofon, søgende og mystisk, dunkende i en tung bas og inderlig vokal, og på altanen lader jeg som om, at jeg er med i en Lynch-film, lukker øjnene, ødelægger mine lunger,

det føles ofte som om, at min liv er en tv-serie, hvor jeg endnu ikke ved, om jeg bryder mig om hovedpersonen,

musse, det skal nok gå, ikk' ogs' musse.

torsdag den 7. september 2017

en praktisk regnvejrspige

En kaskade af 28 septembere (flertal) klasker ind i ansigtet på mig halvvejs over Langebro, mens regnen siver gennem det ellers praktiske regnsæt. På universitetet lytter jeg til min vejleders rosende ord, klokkeklart 12-tal, imponerende arbejde, personlig og stærk stemme gennem hele opgaven, mens jeg forsøger at forhindre mig selv i at kigge på hans skridt; en åndssvag tvangstanke jeg har i selskab med autoritære mænd, lad vær med at kigge ned, lad vær. 

Mest af alt burde jeg jo boble af glæde og mærke det dér 12-tals-sug i min mave, men jeg føler ikke noget og tænker vitterligt på ingenting, mens jeg forsøger at bevare øjenkontakten (stirrende). Mit hår er meget utrolig fladt og regnvejrsklæber til det livløse ansigt, og mine gennemblødte sneakers efterlader våde slimspor efter mig på gulvet. Da han læser kortet, til den gave jeg har givet ham som tak, forestiller jeg mig, at han bliver utrolig rørt.

Iført det stadig fugtige regnsæt; hætten spændt helt tæt om hovedet, og en halvslatten cigaret glidende på læberne, står jeg i lang tid ved min cykel og betragter universitetet under de regnvejrstunge skyer. Der er liv overalt omkring mig til trods for min stilstand; nye studerende der pibler ind og ud af det store bygninger i smarte (og ikke regnvejrsfornuftige) frakker. Jeg knipser et billede af stedet, og bilder mig ind, at det er sidste gang, jeg er her, og at det er trist, at jeg ikke skal være her længere.


På fjerde sal i Magasin knirker mine regnvejrsbukser, som var det netop Fætter BR og ikke Samsøe & Samsøe jeg skulle hen til. En medarbejder i Fætter BR siger energisk HEJ til mig, som var jeg udviklingshæmmet. Min indre dialog har på vej op af rulletrapperne forsøgt at overbevise mig om, at jeg er for skrøbelig til at være her, mens en anden stemme siger, at jeg fucking lige skal slappe af, mens en tredje stemme siger, at udgangene er utrolig langt væk, hvis jeg får et panikanfald, og vinderstemmen der beroliger mig, og siger, at det hele nok skal gå. Mens hun bipper trøjen ind, når jeg et splitsekund at tænke, om jeg bare skal løbe væk. Knirke-knirke-knirke, ville regnbukserne sige i deres flugt.

[Metadata: Mens jeg skriver de her ting, er min indre stemme utrolig mellow. Min mundviger peger nedad og jeg lytter til sørgelig indiemusik. Jeg forestiller mig, at du overtager disse følelser, så vi kan være sammen i efteråret/]

Jeg er begyndt at se semi-erotiske film fra omkring årtusindeskiftet. I går viste filmen sig at være mere uhyggelig end erotisk. Hovedkarakteren havde en masse mistillid til alle mænd omkring hende (at de var seriemordere og voldtægtsmænd), og hendes paranoia krøb ind under min hud. Det ødelagde min ellers genfundne ro (dagpengetingen løste sig).

I min frygt begyndte jeg at græde lidt, og savnede pludselig min veninde, der flyttede til Jylland for et par uger siden, helt enormt. At hvis bare hun var her, så ville jeg ikke føle mig så ensom, tænkte jeg. Jeg skrev et frygteligt digt (!??!) om onani, ensomhed og H. (et digt der aldrig skal se dagens lys, åh) - et kort uddrag /argh/:
"jeg snaver med min arm,
snaver jeg dårligt?"
og faldt endelig i søvn.

Resten af tiden går jeg bare og slår mig selv i hovedet over, at jeg er grim og tyk. Insisterer på at have mit hår i kikset fletning, der får mig til at ligne en kristen kvinde på 62 - meget aktiv i sognet med et hemmeligt crush på den kun 45-årige præst som har nogle uortodokse, men alligevel medrivende metoder til at sprede den kristne tro - og samtidig det skide praktiske regnsæt, og så bytter jeg den dér trøje i Samsøe & Samsøe til en anden størrelse, fordi jeg havde overbevist mig selv om, at jeg lignede et stort bunke lort i den.

Efterårsfølelsen er en sær kombination af kronisk begyndende forkølelsesfornemmelse, en melankolsk tyngde der trækker hele kroppen ned mod dybet af afpillede tanker og storladenhed i hver en sansning, og samtidig en vulgaritet og gejst der trives af disse. I denne tid hvert år husker jeg alle de forgangne efterår, jeg kan mærke dem hive i mig. Jeg er altid nervøs, når jeg skal give efter for dem. Det gør mig spændt og ilde til mode, mellow af helveds til, og samtidig er det som om, at jeg vågner.

onsdag den 6. september 2017

100 km/t

Jeg kan ikke sove.

En af de kommende dage afgøres min dagpenge-skæbne. 
Rationaliseringen af situationen virker nogenlunde. Privilegiets magt. Min krop er dog ikke helt med. Den knuger, hiver, flår, vræler, kvæles. Jeg ser 'I Forreste Række' og bliver stresset af det. Presset, du ved. Det er for langt ude.


Så nu gør jeg noget, jeg ellers havde svoret, jeg ikke ville. Men jeg er simpelthen for træt og ikke-træt til at gøre andet. Laver en liste. Med planer. Hvor jeg ikke "ramler ind i virkeligheden med 100 km/t", som min psykolog beskrev det i dag. Jeg er så udmattet af mit selvskabte kaos. 

(Jeg tror, at det der bekymrer mig mest, er om angsten vil vende tilbage. Dét kan jeg simpelthen ikke overskue. Som når jeg i dag tonser til fra Nordvest til Amager med netop disse 100 km/t, til der går ild i mine skosåler og til at jeg vælter ind på universitetet, svimmel og afmægtig, glemmer at spise, tilbage til byen, dirrende ben, en kaffe og nogle smøger, øjne der forsøger at fiksere, for meget mælk i kaffen, jeg har lyst til at kaste op ud over alle journalisterne ved højesteret, jeg er nervøs, når jeg stikker dankortet i automaten, fordi jeg er tvunget til at stå og vente på at transaktionen udføres, jeg kan næsten ikke sidde på bænken i 18 minutter før jeg skal videre, jeg sidder fast, bange for at rejse mig op, bange for at sidde ned, trække vejret...). 

(Heldigvis er min psykolog en stjerne, og jeg er en stjerne. Lidt forkullet i kanterne. Skal stoppe det her panik-pis) 

Nå. Liste. Kortsigtet fremtidsliste. 
  • Stoppe med at have sex med random mænd og random venner. Købe en vibrator i stedet. The Rabbit. (Underpunkt: Huske at ekstra dyner kan bruges som både lille- og storeske. Huske at en vibrator kan bruges i skeen? Nej? Jo? Måske?) 
  • Leve af mad med grødkonsistens. Daal og havregrød. (#gassydays) (Underpunkt: Lære flere retter med grødkonsistens)
  • Købe et årskort til Cinemateket. (Underpunkt: Gå i biografen på en økonomisk ansvarlig facon, men samtidig opnå kulturel kapital)
  • Lære at flette hår (Underpunkt: Få virkelig langt hår)
  • Se Broad City igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen (Underpunkt: Til jeg fatter at det er OK at slumme den ud og have det fedt og lave sjove ting og at være i slut-20'erne uden retningssans)
  • Lære at animere i hånden (Underpunkt: Eller stopmotion?)
  • Stoppe med at se ting af David Lynch indtil jeg har mere styr på livet og har det mindre drømme-agtigt
  • Gå til gratis klassiske koncerter og græde
  • Skrive til H. og hører hvordan det går i det store udland? (Underpunkt: Nej)
  • Dræbe fluen ude på toilettet
  • Bør jeg egentlig ikke skrive til ham og høre hvordan det går? (Underpunkt: Nej)
  • Virkelig købe den vibrator
Jeg ved det ikke helt. Det virker OK overskueligt.

Jeg tror godt, jeg kan sove nu.

Jeg er nervøs for i morgen.
For det er endnu en dag.

tirsdag den 5. september 2017

den drømmende der drømmer og bor i drømmen

Det gik op for mig efter 40 minutters vanvidsgang over det uklippede græs og de nyanlagte gravstene, den samme offroad-rute jeg tager hver gang på kirkegården, at jeg havde problemer med at trække vejret, og at der lå 239 kampesten på mit bryst. Jeg slukkede for Den Korte Radioavis og satte klassisk musik på i stedet. Så føl dog noget, kvinde. Tvang mine ben til at sløve deres gang, og prøvede at få presset luften helt ned i maven.

Til sidst endte jeg med at sidde og græde på en bænk med hætten trukket over mit hoved, mens jeg med lukkede øjne så mig selv danse en vals i min lejlighed, ført an af en kyndig, elegant dansepartner uden ansigt til musikken fra Svanesøen. True story, det var dét som fik mig til at græde. Hvad.. åh.

Forinden havde jeg siddet herhjemme helt manisk med vilde øjne og sendt to jobansøgninger af sted. Hamret løs på tastaturet med et ego så stort, at det ikke ville kunne undgå at eksplodere i løbet af dagen. Det måtte ske.

Det er nogle frygtelige ansøgninger jeg har sendt. De svæver over virkeligheden. Det er ligesom at spille et computerspil. Fuldstændig fiktiv involvering. Sejrene er kortvarige og instrumentale, jeg tæller mine point og dukker mig for headshots. Ved at jeg er dygtig, men at det ikke er holdbart.

Og mens jeg sad på kirkegården, spurgte jeg mig selv. Hvorfor er det, at du altid vil sidde på en skide kirkegård? Hvorfor græder du på kirkegården, selvom ingen du kender er døde? Er du ikke en stor fed kunstnerkliché?

"Hun vandrede rundt på kirkegården, i sorgen over - ikke det håndgribelige - men det abstrakte meningstab. De fortabte chancer, forbigåelsen af hendes væsen. At være misforstået. Født i en forkert tid, en forkert krop. De døde under jorden minder hende om, at det er ok at sørge. Kun her finder hun fred. Og først da Svanesøen spiller valsen, da gribes hun endelig af en virkelighed, mens en imaginær elsker trækker hende rundt i lejligheden med rolige dansetrin, som hun vælger at forveksle med frihed." 

Åh, gud forbyde det! (Opkast)

Der er bare flot på kirkegården, okay.



Som ekstra krydder på min imaginære tilstedeværelse i denne mandag, fortabes jeg også i Twin Peaks-finalen. Serien har de sidste mange uger fucket med min virkelighedsforståelse og slæbt mig ind og ud af drømmende mareridt. Igen denne uvirkelige computerspilsfølelse. Jeg ser det alene og med åbne polypper. Det er så uhyggeligt (og fantastisk). Jeg er fortabt i min evige, ukritiske kærlighed til David Lynch.

Vi er som den drømmende, der drømmer og bor i drømmen, blev der sagt i et af de forrige afsnit. Det føles som en drøm det her. At jeg er den drømmende, der drømmer og bor i drømmen. Men jeg er samtidig klar over, at jeg er mere virkelig end nogensinde. Og jeg tror egentlig, at det er dét som føles så skræmmende og klaustrofobisk. Det der gør, at jeg drømmer om en fiktiv vals på mit stuegulv og forbinder det med frihed. Jeg længes efter det uvirkelige, fordi jeg forstår, at jeg desværre er forankret dybt i noget meget reelt. Lidt ligesom at længes efter kærlighed, men hvor personen der skal komme med kærligheden aldrig har et ansigt.

Puha.

De sidste par dage har generelt bare været.. udsyrede. Jeg er så bange. Jeg prøver at huske mig selv på, at livet var på præcis denne her måde for et år siden. Alting kastet op i luften. Efterårets komme og udefinerbart, flydende liv. Så jeg går hjem i går aftes, tager et billede af mig selv hvor jeg ser deprimeret ud og bruger efterfølgende resten af aftenen på at tegne det deprimerende billede med akvareller. Ironisk nok er virkningen terapeutisk (og ikke deprimerende). Jeg kommer videre i min eget selvoptagethed.

Jeg tror, at jeg tilbringer for meget alenetid med min hjerne for tiden. Helt stegt og stenet. Til gengæld keder jeg mig aldrig (man keder sig aldrig i drømmene, muhaha). 
Måske vil det være godt for mig at få et job snart..

mandag den 4. september 2017

[meta:data] [hi_stranger]

[velkommen til jer nye læsere:
jeg er benovet og overvældet
jeg har blogget siden jeg var 15, og hver gang min blog er blevet for stor, er jeg blevet paranoid og alt for selvbevidst (og kommentarliderlig), har lukket den, ventet en måned eller to, og så startet forfra et nyt mere anonymt sted,
måske du endda har læst mig før, uden du ved det,
eller også ved du det, uden jeg ved det,
men jeg føler mig ikke så bange nu,
jeg håber, jeg kan stå distancen,
jeg håber ikke, jeg censurerer mig selv,
jeg vil jer gerne,
jeg vil gerne denne blog,
så .. det er ok, i feel like i can really be vulnerable around you..]

lørdag den 2. september 2017

fjorten dage

- Skal vi ikke ringe til en taxa, så du kan komme hjem? Spurgte jeg ham og skubbede hans fedtede hånd væk fra min lænd.
- Jeg skal nok slappe af nu, sagde han snøvlende og knappede endnu en øl op.

Jeg stirrede stift på spilbrættet hvor de andre ubemærket forsatte spillet. Jeg ignorerede hans ord, du er en klog pige, det er lækkert, du er en hård kvinde, det kan jeg godt lide, du har virkelig styr på det, og rykkede stolen så langt væk fra ham som muligt.

Han forsatte med at stryge mig hen over ryggen og hviske i mit øre hvor mange penge han tjente, nogle gange har jeg fået 100.000 i månedsløn, andre gange har jeg bare sagt nej til 55.000 fordi det var for lidt, HAHA, det er derfor jeg bestiger bjerge.

- Mmmhmm, sagde jeg, og slog med terningerne. Han forsatte. Jeg vil bare smadre noget, jeg ved ned på gaden og smadre, jeg vil tisse på folk, skal vi ikke gå ud på altanen og tisse ned på folk, hahaha, jeg tænder på tis, skal vi ikke snart tisse, ej, W., du er simpelthen sådan en klog og hård pige, det er lige mig.

Jeg kom i tanke om, at vi var hos mig. Raseriet ulmede i mig, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at græde af ren frustration. Efter en time kunne jeg ikke bære det mere.

- Okay du, prøv at høre her.
Jeg hæver min stemme, og der bliver pludselig stille rundt om bordet.
- Du bliver simpelthen nødt til at tage hjem nu. Jeg er sikker på at du er en fin fyr, men lige nu, kan jeg simpelthen ikke holde dig ud.
Han fattede det endelig, og tog vemodigt sit tøj på.

Lettelsen skyldede igennem selskabet, og mit raseri forsvandt til fordel for latterkramper og høj musik. Til sidst var jeg så skæv og fuld, at jeg ikke kunne se terningerne. Inde i mit hoved var jeg helt ædru, og betragtede min krop miste sin taleevne og retorik. Det var underligt, at være så bevidst om min egen brandert.

Da dem der ikke var faldet i søvn på min seng var gået, lagde jeg mig på sofaen med en plaid om mig. Men det hele snurrede rundt, og jeg gik ud og ørlede hele denne maniske dag ud i toilettet. De tre hvæs af jointen havde gjort mig paranoid, og jeg blev grebet af en mærkelig muflet panik i min hjerne, som min berusede krop heldigvis ikke rigtig havde tænkt sig at reagere sådan rigtigt på. I stedet for ørlede jeg bare.

Fortættet energi. Kvalmt.

***


Jeg har allerede fucket gevaldigt op i mit nye voksenliv, og står nu uden indkomst. Mest fordi jeg er en kæmpe idiot, der har brugt august på "at finde mig selv" og "svæve over byens tage" (lol), i stedet for at have styr på tingene. Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden, bare to-tre dage, og gøre alting anderledes. Det føles lidt som, at tæppet er blevet revet væk under mig. Jeg forsøger at være handlekraftig og planlægge mig ud af det; starter spareplaner, budgetter og jobmuligheder, networking, freelancing, lejlighedsudlejning. Min hjerne drøner derudaf med 30.000 lappeløsninger, og jeg siger med min dybeste stemme, at det hele nok skal løse sig. At jeg er fortrøstningsfuld.

Men det er en fed løgn. Jeg er overhovedet ikke fortrøstningfuld. Min mave er fuldstændig knudret sammen i ren og skær panik. Det hiver og suger i min krop over min egen idioti og mangel på kontrol. Jeg plejer at have styr på alle disse ting. Hvordan fanden kan det lykkes mig, at miste min dagpengeret? Oh my. Jeg kimer a-kasse og universitetet ned, frem og tilbage, løsning, løsning, løsning. Only time will tell. Så jeg skal være tålmodig, men jeg er det mest utålmodige menneske jeg kender, og hvordan skal jeg regne med et råddent system, og hvad betyder 12-taller, når man ikke engang kan finde ud af at få dagpenge, ah men altså, og samtidig vokser foragten for det kyniske system, hvor alles liv er målt op i kvantitativ data, og jeg får energi af, at tænke på, at jeg måske bare skal have et arbejde - at jeg skal ud i det virkelige liv og for evigt undgå det statslige hellhole. Og derfor bliver jeg lettere manisk, farer rundt på gaderne, smitter folk med handlekraftig energi, glemmer at spise, glemmer at føle, og det er først da jeg ligger med lukkede øjne på sofaen i går eftermiddags, at jeg kan mærke mig selv og mærke panikken, og jeg er så rædselsslagen for, om det hele mon går, om jeg kan finde ud af at være voksen og ansvarlig.

Så da ham idioten begynder at rage på mig og kigge begærligt på mig med sine små, klamme, røde lorte-øjne, og overskrider mine grænser, slår det klik. Hans ikke-kontrol gør mig kvalm, og jeg får lyst til at slå ham ned. Det står klart for mig, at det kun er mig der kan smide ham ud. Det er kun mig der står til ansvar. Og hold kæft, sådan noget gør mig så ængstelig.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

***

fucking 14-dages regel
/ jeg holdte ferie hele fjorten dage / og fik nerverne i orden, ja / bekymring røg på porten, tja

fredag den 1. september 2017

rutsjebanen (en metaforisk og ikke-metaforisk beretning)

Mens den larmende rutsjebanevogn nærmer sig endestationen, du ved, dér i mørket, hvor man er fanget i en anden dimension med uhensigtmæssige skrig og latter, og samtidig i en uvished overfor om turen mon nogensinde slutter, skal jeg være her for evigt, er det her himlen, når jeg at tænke: Det her er en mærkelig dag.

Min mor og jeg er begge iført beige trenchcoats, soul sisters, og har netop spist frokost og drukket et glas vin. Alting virker som en god idé. Jeg glemmer for en stund min ellers forbeholdne klaustrofobi og ængstelighed overfor verden, og hiver med kildren i maven metalstangen ned over mit skød (ikke metaforisk).

Jeg kan ikke genkende mit eget skrig. Det lyder tilnærmelsesvist dyrisk, som en abe der endelig er blevet lukket ud af sit bur, ekstatisk og overstadig (metafor). Forinden havde jeg begejstret råbt: CANDYFLOSS!!!, af en stakkels lille pige med en candyfloss, mens jeg gik rundt som en idiot rundt og knipsede billeder af den grå himmel og de stoiske, magiske forlystelser under den.  

Det skal nemlig forstås, at jeg, til trods for, at jeg ofte på bloggen lyder sentimental, melankolsk og deprimeret, faktisk er et ret lattermildt og letbegejstret menneske. Især på en dag som i dag, hvor jeg opdager, at jeg har fået 12 for mit speciale. Selvom jeg har gået og sagt til mig selv, at karakteren betyder jo ikke noget, så betød den alligevel noget.

Under mine seks år på universitetet har jeg intet tidspunkt følt mig tilstrækkelig, især ikke på den voldsomt intellektuelle kandidat. Jeg er på ingen måde den fødte akademiker. I specialet overgav jeg mig til mit eget sprog, min egen struktur og mit eget hjerte, tog en masse chancer og personliggjorde projektet, refererede til mig selv, ligesom her, som var specialet en del af en mig. Med hjertesorg og flytning gennemførte jeg det. Shit. 

Jeg accepterer efter seks år, at jeg er god nok. Det handler ikke om karakteren som sådan, men mere om at den figurerer som et stort skulderklap og symbol på, at jeg rent faktisk kunne noget. At passionsprojekter betaler sig - selv på forstokkede hyperakademiske studier. Jeg fik endelig lov til at være mig, og det er fandme vigtigt.

Jeg har dagen igennem fortsat med at skrige på rutsjebanen (metaforisk), tudet af lettelse, skraldgrinet, drukket flere øl og drinks på en bodega, mærket svimmelheden over dette skøre liv, disse mange valg, min kroniske identitetskrise og den insisterende dårlige selvtillid; ængstelig over, at jeg pludselig tager mig selv alvorligt (det bliver jeg virkelig angst af), og samtidig indse, at jeg faktisk er pissestolt af mig selv. 

Jeg er stadig ikke træt. Jeg føler aldrig, jeg skal sove igen (metaforisk).

(Sorry, jeg kunne ikke lade vær')