mandag den 30. oktober 2017

to timer

Da jeg kigger på mit ur, efter vi har sagt farvel til hinanden, er der kun gået to timer. Det giver ingen mening. To timer! What...

På bænken forinden havde jeg lænet mig ind i hans favn og kysset ham. "Det er en fornøjelse at kysse dig," siger han, og jeg griner ind i hans mund. Hver gang han kiggede på mig i løbet af de to timer, havde jeg lyst til at røre ved ham.

Før det havde jeg vist ham mine tegneserier; hevet dem ublu op af rygsækken. Før det havde jeg fortalt om angsten og psykologen. Før det, grint på den ikke-overstadige måde; bevaret øjenkontakten og roen. Før det, delt deprimerende beskrivelser af mit grå dagpengeliv. Før det, fået et underligt insisterende sug i maven, da vores knæ rørte hinanden under bordet.

Før det, havde jeg siddet alene på baren og ikke rigtig gennemtænkt, at der om lidt ville komme et fremmed menneske ind af døren for at mødes med mig. 

Før det var jeg ved at tude på jobsøgningskurset, fordi jeg ikke kunne holde ud at være der. Før det, kunne jeg mærke angsten koge i mit blod; klar til at implodere.

Før det, stod jeg op og det var mandag.

***

Jeg har ikke rigtig flere ord omkring det lige nu. Det irriterer mig. Jeg er fuldkommen.. mundlam.

MEGET MÆRKELIG MANDAG.

fredag den 27. oktober 2017

uendelig ubeslutsomhed

"Hvorfor fik du ikke jobbet?"
"De valgte en med mere hands-on-erfaring."
"Nej W. Hvorfor fik du ikke jobbet?"
Lang pause.
"Jeg tror måske ikke, at jeg ville have det.."
Psykologen kigger indgående på mig.
Jeg smiler, mens mine øjne bliver blanke af tårer.

***

I går aftes skrev jeg en tekst om jobsamtalen, men det var simpelthen en dødssyg beretning, så endte med ikke at publicere den. I stedet har jeg idag lavet en tegneserie der beskriver følelsen:
***

Jeg er vanvittig god til at please. En stikkontakt i hjernen slås til og fra som vinden blæser (en flygtig personlighed). Derfor indtager jeg også lokalet som et humanistisk power house. Jeg skruer ned for intensiteten og tager i stedet en stor pligtopfyldelseshat på, der skygger for min systemkritiske, kunstneriske identitet. Der er ingen nervøsitet i mig, men derimod en enorm selvsikkerhed. 

Det er først da jeg et par timer efterfølgende ligger på min sofa, at min krop forsøger at fortælle mig (via mavepine og hæslig høj puls), at jeg ikke vil have jobbet. (fuckfuck hvad gør jeg, hvis de ringer og siger, jeg har fået det...) Og det er først da min psykolog graver i min pandehule, hvor de sidste rester af indflydelsesmodtagelig hjerne er, at jeg ægte forstår, at jeg ikke gav nok. Ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi jeg ikke havde lyst. 

For et år siden blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke skulle arbejde med sociale medier eller kommunikation. Jobbet gjorde mig ulykkelig. Hele denne uge glemte jeg det. For... man skal sgu ikke gå rundt og være forkælet. Når man skal til jobsamtale, skal man gå all in, er vi ikke enige om det? Men hvornår kommer så dét med at lytte til sig selv? Og huske ens egen sandhed? Hvorfor er jeg så god til at glemme mig selv? 

Jeg stiller spørgsmål, men kender godt svarene. 
Jeg er bange for at skulle være alt det andet; omfavne den jeg virkelig er, det jeg virkelig drømmer om. Lysten er gemt væk i et mudder af forventningspres, andres ambitioner, Systemets krav om engagement, og ideen om økonomisk tryghed. Den lange, flotte uddannelse skal ikke være spildt. Men hvad med al vildskaben? Alle de eksistentielle krisers konklusioner? Ideen om lykke - der ikke er betinget af penge, karriere og kærlighed? Den indre lykke, uhuuuuu.

Så jeg møder ind på jobsøgningskurset i dag, og i stedet for at kigge efter jobs, begynder jeg bare at tegne. Folk omkring mig skal i virksomhedspraktikker, til ingeniørsamtaler i IT-virksomheder, til målrettede jobkurser med kompetenceudvikling; vi skal finde ud af, hvordan vi passer ind. Men jeg føler ikke, at jeg passer ind, selvom jeg sikkert ville være skidedygtig til et kommunikationsjob, til trods for, at hver gang folk siger ordet "strategi", så vælter en lille klat opkast op i min mund.

***

Min krop reagerer stadig virkelig underligt på hele oplevelsen. Det skræmmer mig, at jeg kan være dette menneske. Og det andet menneske. Hvem? Hvad.. Åh. Jeg forvirrer også mig selv, bare rolig. 

På vej hjem gennem Assistensen skriver Den Voksne Mand ud af det blå (efter halvanden måneds radiotavshed), og spørger: "En eftermiddagsøl?". wtf.... Jeg falder i søvn på sofaen og drømmer, at jeg har inviteret ham hjem i Hvids hjem (min hjerne kan åbenbart ikke kapere at have to 35-årige mænd i sigte), mens Hvid er på arbejde. Daten går godt, han er flot og sød, men det går pludselig op for mig, hvor creepy stalker-agtigt det er, at jeg er hjemme i Hvids lejlighed. En nabo banker på, og spørger hvor Hvid er; "Øh, han er på arbejde", siger jeg, og forsøger at forklare Den Voksne Mand, at vi altså ikke skal være her. 

Da jeg vågner, har jeg lyst til at se Den Voksne Mand. Måske er det min chance, siger min post-lur-hjerne. Men min mave bliver ved med at gøre ondt (#psykosomatisk - dat bitch), og jeg er sygt dårlig til at trække vejret, og hvorfor har jeg det så ubehageligt hele tiden - som om Krisen har sat sig i min krop som en kronisk sygdom. Jeg spørger: "Aftenøl?" men manden ser ikke engang beskeden (IGEN til min lettelse, åh, hvad er det jeg prøver at være). 

Min fredag har været underligt fragmenteret af samme årsager. En vekselvirkning mellem lyst, fornuft, behov, sygdom, raskhed, neurose, vildskab, eufori, træthed, kvalme. Uendelig ubeslutsomhed. Så nu er jeg havnet her. Ved mit spisebord. Drikker en øl og ryger smøger indenfor. Jeg er ikke træt. Jeg er ikke ked af det. Jeg er bare. Mere kunne man vist ikke forlange for denne fredag. 



Ps. Jeg er gået i gang med et projekt med en tegneveninde om at lave en tegneseriedagbog HVER DAG FOR EVIGT. Hvis man vil have et link til projektet, så send mig en mail på weemoedblog@gmail.com. (Pps. Det er sindssygt uorganiseret og kaotisk, men ja.)

onsdag den 25. oktober 2017

all in

På væggen er der et billede af en skov på en forårsdag, hvor solen trænger igennem de grønne grene og imaginært blænder mig, mens jeg sidder anspændt bøjet over computeren. Ude for slår regnen mod ruden, og det store industriområde er mennesketomt. Jeg er spændt op af kreative ideer og en pludselig opstået passion for den kommende jobsamtale og ænser ikke tiden. Mit ansigt er frosset fast i en forpint, koffeindirrende grimasse, og jeg overfalder den stakkels jobkonsulent med kæmpe træsko - som var jeg allerede til samtalen og skulle bevise noget. ALL IN, siger jeg til alle. JEG GÅR FANDME ALL IN! GIVER ALT HVAD JEG HAR! De klapper alle af mig. Sikke en gejst i Jobland.

Det er slidsomt at være så hyper og altopofrende. Jeg er svimmel og dårlig, da jeg endelig kommer hjem. Jeg husker, at det er vigtigt at trække vejret ordentligt. Min hjerne klasker sammen om de udspændte øjenbryn og kroppen kvases i en menstruationssmertende fosterstilling. 

En momentan grådkvalt genkomst af selvhadet....

***

Du har lavet ti slides i et powerpoint show og to sider med skitser og du har læst deres strategiplan, deres pædagogiske mål og alle undersider på hjemmesiden, tjekket alle de sociale medier, og forberedt dig på de klassiske jobsamtalespørgsmål... men det er ikke nok! Du er ikke god nok! Hvorfor er du så træt, din idiot, du skal jo gå ALL IN, du skal give ALT, og du er jo arbejdsløs, det er måske sidste gang du bliver kaldt til samtale. Hvis du var en vindertype, sad du oppe hele natten og lavede mockups og dybere strategier og forberedte alle tænkelige scenarier. 

Og hvad med dit ansigt, hvorfor er du så grim? Hvorfor er du ikke smuk? Livet er let, når man er smuk, du opnår ingenting med det fjæs, alle kan se din træthed og dovenskab, og lad mig slet ikke begynde med kærligheden, hvordan skal nogen nogensinde kunne elske en som dig? Har du overvejet det? Hva hva hva hva hva især når du er så grim hva hva hvad gør du hva

Og så skal du sidde der i morgen og rigtig lade som om, at du har en høj faglighed, og at du samtidig er et sympatisk menneske, men du ved selv, at det er en løgn, hvordan kan du leve med sådanne løgne, og de vil kigge på dig og se at dine øjne er forskellige størrelser, og de tænker: hold kæft hun er alt for nyuddannet, hun er slet ikke tjek på en skid - TIL TRODS for POWER POINT FUCKING SHOWET og hendes TI FUCKING SLIDES og KUA-ANALYSER og

Når du sidder og kigger på den anden kvinde i jobcentret der tog til alle workshopsne, og du spørger hende høfligt, om hun fik noget ud af det, og hun begynder at snakke uafbrudt i et kvarter; en grundig udlægning af hele hendes karriere, så bliver du rasende, og du tænker om hende: HUN FÅR ALDRIG ET JOB, HUN ER ALT FOR IRRITERENDE, men hvad hvis det var DIG der var irriterende og aldrig får et job, hvad hvis det rent faktisk er dig, som alle i jobcentret kigger på og tænker: SIKKE ET TRAFIKUHELD, HVORNÅR STOPPER HUN MED AT SNAKKE,

Hvad hvis du er alt andet, end du ser i spejlet, hvad hvis du er alt andet end det dine tanker siger, hvad nu hvis du lod vær' med at lytte til Onsdagsfesten i en tilstødende lejlighed, lod vær' med at blive stresset over den tunge, muflede bas der fylder din lydsensitivitet med angst og stress, hvad hvis du bare var, - eksisterede, og overbeviste dig selv om, at det hele nok går; hvad ville der så ske? 

***

Jeg er nervøs for, om jeg kan falde i søvn.

(Det er godt for mig at skrive de grimme tanker ned. De står underligt og svæver ude for min krop nu. Jeg ved godt, at jeg er hård mod mig selv. Jeg ved også godt, at det sikkert går strygende i morgen. Min krop er ikke nervøs. Den er bare udmattet. Jeg føler mig måske mest af alt bare lidt ensom. Nogle gange bliver jeg så træt af, at man kun har sig selv).

tirsdag den 24. oktober 2017

rå socialrealisme i ledighedsland

Der er en tung luft i det store rum, hvor alle tavst sidder og klimprer løs på deres medbragte macs. Fortabte akademikere bevidste om afmagten i deres jobsituation. Halvlunken kaffe i plastikkrus. Jeg finder en gammel ven, og vi går en tur rundt om bygningen, flere bygninger egentlig, fordi ingen holder øje med en. Vi snakker om håbløsheden og den konstante følelse af ikke-ægte depression. Vejret er gråt og fugtigt, og tiden går ubeskriveligt langsomt.

Jeg forsøger at skrive en jobansøgning på en stilling, jeg ville elske at få. Men mine ord er mudrede i det gennemtæskede worddokument, og jeg sletter og sletter og skriver om og skriver om, ctrl-z, ctrl-z, mens mine menstruationssmerter trækker mig ned mod gulvet i en smertelig døsighed.

Min nat var præget af en energiophobning af vulgære dimensioner. Social overophedning og for mange nye ting (og muligheder! som jobkonsulenten ville sige) fik min hjerne til at larme. Så meget støj, at selv podcasts, onani og meditation ikke kunne få mig til at hengive mig til søvnen. Jeg ville generelt ønske, at jeg ikke var dette nervemenneske.

Til middagsselskabet er jeg ekstremt selvbevidst og er samtidig kommet ned fra mit adrenalin-high over at være blevet kaldt til min første voksen-jobsamtale. Ideen om samtalen bliver pludselig som et blødt slag i maven, der fjerner al luft fra mine lunger. Næsten.

Jeg føler, at Kunstnerens venner holder øje med mig, betragter mig og dømmer mig henover middagsbordet. Jeg er igen til audition med denne dybe stemme, som jeg bruger, når jeg forsøger at skabe et intellektuelt, sensuelt billede af mig selv.

Da jeg kommer hjem, forestiller jeg mig, at de siger til Kunstneren, at de har mødt hans Drømmekvinde, og at han fluks skal kontakte hende. Altså, hvor det er mig der er Drømmekvinden. Da jeg endelig falder i søvn klokken 2, drømmer jeg udelukkende om, at han skriver til mig og derefter tager mig i røven ude i badet.

Jeg forestiller mig også, hvordan jeg pludselig står i en situation, hvor jeg har et job. Hvis jeg er heldig til samtalen, er jeg fuldtidsarbejdende om en uge. Det er vanvittigt at tænke på. Al min modstand overfor Arbejdsmarkedet opløses til fordel for pligtopfyldheden og ideen om mig selv som Et Arbejdende Menneske. Et af de der arbejdende mennesker. Det føles uvirkeligt, og det stresser mig, at jeg er tiltrækkende for arbejdsmarkedet, hvilket er ironisk, for det er jo dét som alle drømmer om, er det ikke?

Måske stresser det mig mere, at jeg skal bruge 7 timer om dagen i dette frygtelige iltfattige lokale med andre tabere fra mit gymnasie (altså, hvor jeg også selv er en taber), vi er flere, vi finder hinanden, os tabere- nå, men på at lære at skrive jobansøgninger, når jeg nu er blevet kaldt til samtale - og derfor implicit forstået, jo faktisk godt kan skrive ansøgninger.

Ingen holder øje med mig. Det skal jeg huske. Dette er ikke en institution, der skal (og kan) frelse mig. Jeg skal frelse mig selv. 7 timer om dagen. Jeg må ikke panikke, selvom angsten titter op fra Afgrunden og spagt siger "Hej Du. Gider Du Være Her? Nej Vel. Du Skal Da Ha' Lidt Hjertebanken Til At Krydre Dit Liv med".

Under den akademiske varmestue slagtes store grise. Jeg kigger på dem, mens jeg ryger en socialrealistisk, sovjetisk-stemningspræget cigaret på gaden. Måske er jeg selv en slagtegris, tænker jeg, slukker cigaretten på fortovet, og går tilbage til institutionskaffen og de andre døde ansigter.

søndag den 22. oktober 2017

kontraster

Det ringer på døren, og tre velduftende fyre med runde briller og nystrøgede skjorter vælter højstemt ind i køkkenet, hvor festen har samlet sig som en tunnel af akavede samtaler. Deres hænder er bløde, men jeg glemmer deres navne, allerede før de har sagt dem. En kvinde fra et kreativt bureau spørger høfligt ind til, hvad jeg laver. For femte gang på halvanden time forsøger jeg at fremstå ambitiøs og fortrøstningsfuld. Hun har arbejdet fire år i forskellige bureauer. Vi er lige gamle.

Rygerne er forvist til fortovet, og jeg har grundet det ustadige regnvejr taget det praktiske børnehave-på-tur-i-skoven-outfit på. Jeg kigger på hendes slangeskindssko, klak-klak siger de på vej ned af trappen fra fjerde sal, mens jeg selv sjosker afsted i de kluntede røjsere. Tilbage i lejligheden efter bitter røg og påtagede smil på gaden, er de få mennesker jeg kender til festen optagede af samtaler og dansetrin. Jeg sætter mig på sofaen midt mellem to vennegrupper og begynder at nidstirre bogreolen, som et tåget fikspunkt for mine usammenhængende tanker.

Folk omkring mig, primært kvinder i kommunikations- og PR-branchen med silkeskjorter og sunde ansigter, taler om babyer, boligkøb og business (de tre rædsomme voksen-b'er) uden at gestikulere og grine højt. Iført en genbrugsskjorte med dyremotiver, farvede striksokker, slaskede jeans og med filtret hår stikker jeg ud fra mængden, og mit mugne ansigt indbyder nok heller ikke til nogen festlig samtale om berusende booze, betydningsløst bolleri og begyndende bitterhed (mine tre voksen-b'er). Måske er det egentlig mest mig og ikke dem, som er dødssyg at glo på. Mit undertrykte dårlige humør (man må ikke være melankolsk til fester) skvulper tilbage i mig, og jeg hader pludselig dem alle. Jeg krøller det fugtige regntøj sammen under armen og sniger mig tavst ud af hoveddøren.

Et andet sted i bydelen er der indendørskæderygning, feministiske snakke (med højlydte grin og flamboyant gestik) og solo-danseshows til ABBA i en lille, røgfyldt stue. Melankolien danses væk af mine løse skuldre, og jeg lukker øjnene med håret dinglende ind foran hovedet. Det er som om, at jeg ikke kan blive fuld denne aften. Men måske er det bare sådan, når man har drukket moderat fem dage i streg: Hærdet.

På cyklen hjem alt-alt for sent i nat tænker jeg på Hvid, og hvad han mener med "kun have uforpligtende sex", og at han derfor ikke kan ses med mig. Jeg troede, at hele aftalen om den kommende sex var uforpligtende. Betyder uforpligtende, at man ikke ved, hvem man knalder med? Er uforpligtende sex kun et one-night-stand? Er jeg et menneske der er meget lidt uforpligtende i min kommunikation? Har jeg lyst til uforpligtende sex selv, eller vil jeg i bund og grund gerne forpligtes? Hvorfor skrev han med mig hver dag i ti dage, onanerede til mine ord og billeder, hvis han ikke ville ses? Blev jeg for forpligtende?

Jeg fortæller en veninde over telefonen om afvisningen, og får sat i perspektiv, om det var min kommunikation der fuckede det om. Men... Hvordan kan man fucke ting op med at være ærlig? Afvisningen i sig selv gør dog ikke særlig ondt. Jeg kender jo ikke manden. Jeg har ikke lyst til ham længere. Jeg gider bare ikke, være den der ødelagde det. Sex-appen er formentlig mest for mennesker der har intimitetsproblemer. Det er en forklaring, jeg kan acceptere. Jeg ved jo heller ikke selv, hvad jeg vil.

Telefonsamtalen med veninden foregår i det mærkelige, evige støvregn på vej hen til den lokale Undergrund. Jeg tørrer tårerne og regnen væk fra kinderne og går lettere tøvende igennem den grafittimalede port. Mens vi ryger cigaretter under halvtaget, siddende på den kolde cement, fortæller jeg om den rædsomme fredag aften, og pigen med piercingen i tandkøddet smiler forstående til mig, og manden med septum og blå overalls spørger, om han ikke må se tegneserierne der gemmer sig i mit net. Jeg tuller rundt og snakker med kunstnerne, roser deres små, knudrede værker, møder gamle venner, køber mig fattig i stentryk og følsomme zines, og ryger flere cigaretter i regnen. Der er noget beroligende og enormt trygt over at være i rum med andre, hvis liv også er ufornuftigt. Måske hører jeg mere hjemme her, end jeg vil vedkende mig.

Jeg bliver gennemblødt af regnen på vej hjem, og spiser takeout-burger under dynen på sofaen. Gemmer mig senere på en anden Nørrebro-sofa med film og chips. Aflyser kollektivfest og punkkoncert. Mit hoved er forvirret over dette dualistiske liv, jeg synes at leve for tiden; en evig slåskamp mellem fornuft/følelse, undergrund/konformitet, karriere/kunst, forpligtende/uforpligtende, intimitet/distancering, you name it; en splittelse mellem sjælen og legemet - en balancering mellem subjektet og objektet, som min psykolog nok ville pointere. Sjovt nok føler jeg mig mindre trist her til aften, end jeg har gjort længe. Måske man godt kan være det hele på én gang.

fredag den 20. oktober 2017

spaghetti

De to kvinder inde på det lille kontor på jobcentret smiler venligt og omsorgsfuld til mig, da jeg med min dybe jobcenterstemme har misbrugt dem som psykologhjælp og blevet ved med at afbryde dem, for at komme med eksistentielle abstraktioner og poetiske indre konflikter. For tiden har jeg hele tiden et billede af mig selv værende det her menneske der tværer sine problemer ud på alle. Selv på stakkels jobcenterdamer.

På toilettet efterfølgende begynder jeg at græde, fordi jeg på en bizar måde føler mig lettet. En falsk tryghed givet af Systemet. En fiktiv bevidsthed om, at nogle holder øje med mig og tror på mig. Det er en smule patetisk, men jeg føler mig opløftet og ikke længere så ængstelig omkring det hele. we believe in you, they whisper... you are not alone.

Samtidig mærker jeg mine æggestokke klappe sammen i et forestillet klamydia-angreb fra mine mislykkede forsøg på at presse et for lille, billigt kondom fra Fakta ned over Kunstnerens massive penis; mit underliv spænder, eller er det mig der spænder, er det altid mig der skaber de her psykosomatiske sygdomstegn; ligesom at jeg igen er besat af pletten på mit tandkød - at alle kan se, at jeg er gået i forrådnelse, og når jeg er alene, så græder jeg ofte, og jeg siger de grimmeste ting til mig selv; at mit rådne humør har fæstnet sig i de pludseligt synlige rynker i mit nu akavede babyface; at jeg er et udueligt menneske uden en fremtid, og jeg bliver ramt af jalousiangreb, hvor jeg hader alle andre mennesker der har styr på livet, og i mine fantasier ligger Hvid og Kunstneren og hugger i andre damer og negligerer fuldstændig min proklamerede modighed og vovede seksualitet. 

Men ... jeg omringer mig også med de dejligste mennesker, forsætter med at tvære mine problemer ud på dem, men jeg får energi, jeg bliver glad, jeg omfavner krisen reflekterende og lattermild. Spændingerne og de sammenklappede æggestokke forsvinder i et par timer. En veninde skaber et beat; tvinger mig til at freestyle-rappe, og jeg bliver ved med at gentage i min sang: hvor skal jeg hen - i dette liv / hvor skal jeg hen - i dette liv / i dette liv / hvor skal jeg hen? og vi griner gennem cigaretrøgen, og highfiver for vores sensualitet; for frigørelsen og friheden...

... og selvom jeg om natten har mareridt om jobsøgningskurset og min fars stresssymptomer ("Far er faldet om, men han er taget på arbejde igen" - "NEEEEEEJ"), mine knudrede organer der vræler (de er træt af røg og alkohol og dårlige rapsange), så opløftes jeg en lille smule hver dag. Husk den her følelse, husk den her følelse, messer jeg, hver gang jeg kommer hjem. du er i stand til at have det godt.

Kontrol og ansvar. Jeg sletter febrilsk Tinder og sexappen, så ingen fremmede mænd kan få fat i mig. Hvid får ikke lov til at svare på min latterlige besked i går "Har du egentlig lyst til at knalde mig igen? (Du er svær at lure)"; jeg vil bare væk fra disse åndssvage bekendtskaber lige nu - jeg vil gerne prøve at spise mig selv, fremfor at forvente at andre spiser mig. Giver det mening? En tallerken af W.-spaghetti - kun til mig. Jeg siger ja til at få kontor med en masse kreative sjæle; et virkeligt fællesskab, og jeg vil gerne være pissetravl. Jeg vil være så travl, at jeg ikke får tid til at græde mere på min sofa.

tirsdag den 17. oktober 2017

flagermus

Jeg sidder og drikker øl og ryger smøger indenfor, mens jeg swiper utålmodigt på Tinder, svarer 8 mænd med irriterende formulerede comebacks på åndssvage kommentarer på mine billeder, og jeg ville ønske, jeg var træt, jeg ville virkelig ønske, jeg var træt, og jeg ville ønske, at jeg ikke var forvist fra min altan. Da jeg for et par år tilbage boede i Indre By centrerede mange af mine gåture sig om Søerne, og jeg kan huske disse skæbnesvangre aftener i efteråret, hvor jeg ikke havde fattet at flagermus bor i træerne, at jeg mega angst nærmest løb hjem, fordi jeg kunne høre deres små pibelyde og se dem flakse rundt alt for tæt om mit hoved. Pibelyden fra flagermusene hører nu efteråret til, og jeg bliver bange hver gang, jeg hører lyden. Som nu ude på altanen.

Avantgardejazzen reddede mig ikke i dag; i stedet syder og bobler min hjerne med en vanvittig melankoli som jeg ikke kan slippe. Råddenskab, siger jeg til mig selv. Mens vi venter på dumplings kommer jeg til at sige alt for højt: "Hvor svært kan det være at finde nogen der gerne vil bolle mig i røven?". Vi griner. Mænd glider ind og ud (bogstaveligt og symbolsk), og jeg forstår ikke, om der er et eller andet grundlæggende galt med den måde, som jeg har sex på, ser ud på eller agerer på. Det irriterer mig grænseløst, at hver gang jeg lugter den mindste snert af afvisning, så pådutter jeg mig selv et kropsligt forfald og en generel mangelfuldhed i min person. Jeg vil ikke engang have en kæreste - jeg vil bare have en fast partner at kneppe med, hvorfor fanden skal det være så svært?

Min tidsfornemmelse er hullet ad helveds til, og mens tiden forsvinder går den samtidig ekstremt langsom, dage er som år, og min lunte er ufattelig kort, når det kommer til følelsen af generel afvisning fra arbejdsmarkedet og mænd og livet og ogogogoog. Så selvom jeg den sidste uge har startet hver morgen ved at tude i afmagt, sad jeg så sent som i dag og undrede mig over, hvad der alligevel får mig til at stå op - hvorfor står jeg op? Hvis det hele alligevel er lort? who am i... 
Og jeg skriver i lynets hast en jobansøgning spækket med fejl; jobtitlen og firmaets navn, mens jeg krakilsk insisterer KALD MIG TIL SAMTALE OG SE MINE TRÆSKO, mens jeg ængsteligt prøver stadig at være et fuldkomment menneske, og jeg sidder dér til avantgardejazzen og kan kun tænke på de mænd der afviser mig, og jeg hader mig selv for at have sat mig i den position, og jeg glider længere og længere ned i sofaen, hviler mit hoved i hænderne, forsøger at føle, forsvinde ind i musikken, og jeg går hele vejen hjem fra Vesterbro til Nordvest og prøver at tage et billede til Hvid, bare for at vise ham, at jeg altså er ude og på farten, og gid han ville se billedet og sige, "kom herhjem, så tager jeg dig i røven," men han ser ikke engang beskeden, og hvor er det også bare ligegyldigt, og hvad gør jeg med melankolien, hvad gør jeg med mig selv i dette liv, hvad gør jeg med de usynlige flagermus: med alt det som skræmmer mig ufatteligt meget. (Jeg hader allerede det her indlæg rigtig meget).

lørdag den 14. oktober 2017

små arme

Han smilede overrasket, da han trådte ind i lokalet, hvor jeg sad i en sofa med tre mænd og koncentreret råbte af et mislykket nintendospil, og selvom mit fokus var på spillet, kunne jeg ud af øjenkrogen mærke hans blik ætse ind i mig.

Jeg hader generelt ikke folk, men jeg hader ham. Et had der ikke fylder noget, men en stille foragt bagerst i mit sind. For et par år tilbage slettede jeg ham på Facebook som ven, fordi det en morgen gik op for mig, at jeg hadede ham og ikke gad se på hans navn dukke op i mit feed længere. Meget abrupt handling. Utroligt hvordan følelser kan gemme sig væk i flere år og pludselig en dag vende tilbage i et klarsyn. Skrid din idiot, sagde mit sind, mens jeg krampagtigt holdt om controlleren og grinede overstadigt. Lad vær' med at glo på mig.

Da spillet sluttede, rejste jeg mig op, krammede ham kort og sagde, at jeg altså virkelig skulle tisse. Han opsøgte mig i toiletkøen kort efter. Jeg tårnede i mine høje sko over ham som en svævende gudinde. Det var sært at stå så tæt på ham igen. Hans stemmeføring var bizar, og han sagde, at jeg måtte love ham, at før aftenen sluttede skulle vi snakke, det er jo hundrede år siden. Det virkede til, at han var meget fuld. Jeg har aldrig hørt ham snakke på sådan en underlig måde før. Jeg smilede bravt, smukt endda. Ovenpå. Jaja, det lover jeg. Not.

Jeg hader ham, spyttede jeg syrligt ud og bundede den halvlunkne classic. Dansevennen kiggede omsorgsfuldt på mig. Hader? Hader. Engang havde han kun en dyne, da jeg dødsdrukken og hjerteknust ikke kunne tage hjem, og blev nødt til at sove hos ham. Jeg var i starten af min berliner-destruktion og lige blevet droppet. Vi var bedste venner i folkeskolen, og jeg følte mig tryg i hans selskab. Han kendte mig virkelig godt, men havde altid længtes efter at komme i bukserne på mig. En historie om en forelskelse, jeg ikke kunne gengælde.

Halvt bevidstløs af absinth lagde jeg mig til at sove i hans seng, begge under hans ene dyne. Han spoonede mig og begyndte at kysse mig. Trak mine trusser ned og gelejdede mig ind i stuen på lædersofaen, hvor han kynisk bollede mig med sin glatbarberede pik. Jeg fattede ikke så meget af situationen. Jeg lå bare med benene hvilende på hans skuldre, og betragtede hans kolde ansigt mens hans pumpede løs. Han kom hurtigt. Da vi efterfølgende gik ind i soveværelset igen, fandt han på mirakuløst vis en ekstra dyne frem fra under sengen. Et halvt år efter mødtes vi på en bodega, og snakkede om absinth-aftenen, at det måtte jo ske før eller siden. Jeg gav ham stiltiende ret.

Da jeg mange år efter læste Informations vidnesbyrdserie om #jegblevvoldtaget, gik det op for mig, hvor komplekse overgreb kan være. Jeg blev ikke voldtaget; jeg sagde jo ikke fra, jeg gik jo ikke hjem, jeg var der - jeg kyssede tilbage, spredte mine ben. Alligevel skabte nuancerne og den skam jeg har haft, en bevidsthed om det store svigt han udsatte mig for. Min sjæl har ikke været ødelagt efter oplevelsen; jeg har generelt ikke skænket det så mange tanker. Men det har været en del af min historie, og jeg vælger i stedet for at hade ham. Hade ham for, at han var sådan en frygtelig ven. Jeg slettede samme dag en anden facebook-ven med nogenlunde samme historie (denne gang joints i stedet for absinth), men det hører vist et andet indlæg til. Da jeg slettede dem begge, var jeg utrolig lettet. Jeg følte mig stærkere.

Tilbage til festen. Det lykkedes mig at undgå at snakke med ham. Jeg skylder ham ikke noget. Dansegulvet døde alt for tidligt. Jeg skrev til Kunstneren Hej hvad laver du (*lorte-emoji*). Han svarede ikke. Jeg har planlagt at skrive til ham i en hel uge. Flot med den lorte-emoji. Havde mest lyst til at skrive: Jeg tænker på dig hele tiden, og vil gerne se dig igen. Men nej. Bare en smilende lort.

Om natten drømmer jeg, at jeg er i Eksperimentariet med mine forældre. Der er en installation, hvor man kan kramme nogle små robotter i form af bævere og bjørneunger. Jeg krammer en af dem, og den holder mig utrolig hårdt fast med sine små arme. Jeg kan mærke omfavnelsen endnu. Den gør mig meget ensom. Jeg har brug for, at der kommer nogen og holder om mig i dag. I stedet går jeg en to timer lang tur i Bellahøj og græder lidt i amfiteatret, våd på numsen af mudrede efterårsblade, træt og melankolsk ind i knoglerne. Jeg ville ønske, der var nogen der elskede mig sådan... rigtigt.

fredag den 13. oktober 2017

#jobparat

... det går op for mig, at jeg i min afsindige kedsomhed bruger alt for meget tid på at producere indhold til weemoed i stedet for til mit eget liv... et sted sent i går aftes efter fem timers tegneserietegneri ender jeg formålsløst ved spisebordet, hvor jeg glor ud i luften og indser, at jeg ikke kan bruge det til en skid, og hvorfor har kedsomheden fået mig herhen, hvorfor insisterer jeg ikke på at leve i en offline praksis i stedet..

... min krop brænder af en feberagtig rastløshed, og selvom jeg går over 10.000 skridt hver dag (har fået et tracker-armbånd som måler den mindste bevægelse), smadrer rundt i alle afkroge af byen, så bliver jeg aldrig træt, jeg er fuldstændig utrættelig, og hvis jeg bare kunne gå nok til at mit hoved ville slukke, så kærlighedsflammer og jobafmagt ville udvandes på en måde, hvis jeg bare kunne gøre noget, være noget, lave noget.. jeg er det meste af tiden bare sindssygt rasende.. og selvom jeg dyrker yoga eller sexter og onanerer i timevis før jeg skal sove, SÅ KAN JEG IKKE SOVE MERE...

.. og når jeg om halvanden uge skal starte på et horribelt 4-ugers-jobsøgningskursus på en arbejdsplads, hvor jeg var i erhvervspraktik i som 15-årig, og hvor jeg ironisk nok lærte at skrive min første jobansøgning, så virker det næsten for full-circle-agtigt til, at jeg kan holde det ud, så jeg kimer diverse kulturinstitutioner ned i et desperat forsøg på at finde en virksomhedspraktik, jeg prøver at være bevidst om hvem jeg er, hvad jeg vil, men tankerne er lige så flygtige som mine kærlighedsaffærer..

.. og i selvsamme firma sad jeg i receptionen i mine start-20'erne, og jeg så de nedslidte dagpengemodtagere møde ind hver dag, grådlabile og trætte, og de brokkede sig til mig, og jeg sagde blåøjet, at jeg ikke kunne hjælpe dem - at en regel er en regel, et system er et system, fortalte jeg dem, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være på den anden side af desken, de stakler, kan jeg huske, at jeg tænkte, og da en neurotisk, ustabil akademiker begyndte at græde foran mig, skælde mig ud, tænkte jeg, at hun måtte da være psykisk syg, og at hun aldrig ville få et job...

.. så nu venter jeg.. jeg venter på mændene, jeg venter på virksomhedspraktikken, jeg venter på de forkromede svar i min tilværelse, jeg venter på mod til at producere ting til mit virkelige liv i stedet for til dette uhåndgribelige weemoed-univers, jeg venter på at livet sker... shiiiiiit.

Til gengæld er det fredag, og jeg skal ud og være fuld efter en næsten asketisk uge. Thank god.

Min første ansøgning nogensinde:


Der er klart nogle vendinger i ansøgningen, som jeg vil integrere i min ansøgningsproces nu, eksempelvis: "Jeg er ikke doven", "Jeg prøver at se det gode ved alle situationer, såsom at vaske op!", "Nogle kalder mine ideer skøre, men en skør idé er bedre end slet ingen, som jeg siger", og ikke mindst hovedpointen: "Derfor er det rart med et job, så man kan spare op, og leve det liv som man drømte om". 

Åh, lille musse

Mig i dag:

onsdag den 11. oktober 2017

jorden under berlin

Det går op for mig efter kun fem timers søvn og opvågning før solen overhovedet er stået op, at der er en historie, som jeg bliver nødt til at fortælle og forholde mig til. Historien om Berlin. Berlin er min afgrund, og her i morges er der noget i den kolde luft, i den knugede stressfølelse i min mave og i tårerne i mine øjne, der på brutal vis flår mig ud af virkeligheden og sender mig tilbage til byen.

Jeg er usikker på, om jeg kan fortælle historien korrekt. Fem års psykologbesøg har forplumret minderne - eller muligvis gjort dem skarpere? Det er altid svært for mig at skelne. Historien ændrer sig ofte; fra en idé om frigjorthed i bohemetilværelsen til en bevidsthed om min absolutte destruktion, som var de to ting på en måde afhængige af hinanden.

En gammel ven fra gymnasiet sagde forleden til mig: "Berlin var vendepunktet. I Berlin blev du Nye W." Gennem folkeskolen og gymnasiet var jeg den flinkeste, mest ordentlige og artige pige du kunne forestille dig. Med skolens laveste fraværsprocent blev jeg en ulykkelig student med et middelmådigt snit. Teenage-årene var blevet spoleret af pligtopfyldenhed med bivirkninger som stress og selvhad. Jeg var hemmeligt forelsket i mange, men turde ikke kysse nogen. Kysk og hellig. Ikke-rygende og ikke-kneppende. I min blå bog står der, at et særtræk var, at jeg altid vidste hvad klokken var og hvornår pauserne sluttede. Jeg var meget ulykkelig, men viste det ikke til nogen. I slutningen af 3.g mistede jeg min mødom (faktisk til en fyr jeg havde mødt gennem min daværende blog), og jeg kunne ånde lettet op.

EN POETISK TEENAGE-DRØM

Da jeg var 20 år gammel, flyttede jeg med nogle veninder til Berlin. Egentlig var det kun meningen, at jeg skulle være der et par måneder, men vi fandt den smukkeste herskabslejlighed til næsten ingen penge i det gamle Østberlin, og fordi vi var så begejstrede og ligeledes forfærdeligt dårlige til tysk (og samtidigt sindssygt umodne) skrev vi under på lejekontrakten for et år.

De første mange måneder var fuldstændigt fantastiske. Jeg arbejdede 10-20 timer om ugen på et sjæleløst callcenter til 8 euro i timen, og resten af tiden drak vi alkohol, tog i byen og røg tobak og tjald. Jeg var beruset af Berlin; jeg var sat fri fra mit kontrollerende Jeg. I Berlin kan du være lige hvem du vil. Byen er grænseløs, døgnløs, sorgløs i sin kæmpe sorg, kunstnerisk, og smuk. Jeg stoppede med at have kontakt med mine forældre. Jeg ville bare være i nuet. Berlin skulle opsluge mig.

Den ene hjertesorg overlappede den anden; jeg forelskede mig i en cirkulær smertefuld bevægelse, og skræmte alle væk med min voldsomme intensitet. Jeg blev ved med at sige, at jeg aldrig havde haft det så godt som nu, til trods for al denne herzschmerz. For jeg var for første gang i live. Jeg tullede ofte rundt i byen alene, på opdagelse. Hele dage brugt i parker, skramlede cafeer, fjerne gader med bizarre butikker, i hemmelige biografer og små spillesteder.

Jeg levede den poetiske drøm ud, som enhver prætentiøs, misforstået "højkulturel" teenager må have haft. At sidde på en café med notesblokken i skødet, drømme om elskoven fra forrige uge, krusningerne i Spree's bølger, fattig men altid penge nok til kaffe, smøger og øl, de brogede kunstnertyper omkring dig, manglen på døgnrytme, en overflod af smøger og billig vodka, syngende på hustage i natten, byen åbenbarer sig, intensiteten i forelskelserne, kraften af Berlins duft i næseborerne... 

Uddrag fra dagbog, oktober 2009: ".. min fantasi må sætte grænserne, danne ordene, jeg er stadig så ung. Og Berlin.. er Berlin! Jeg har alskens muligheder! Tusinde mænd må gerne trænge ind og igennem mig, jeg vil smage dem alle og rejse verden tynd. Jeg vil kunne noget!"

NEDSMELTNING (THE DOWNFALL) 

Man må forstå, at et menneske der før har været så kontrolleret, ikke kan håndtere at tabe al kontrol og overgive sig til nuet på denne måde. Forelskelsernes smerte begyndte langsomt at sive ind i min hud, og jeg blev kold, kynisk og unaturligt ulykkelig. Den konstante druk og socialitet kvalte mig. Jeg spyede ild af mine roommates og murede mig inde i min lille genkendelige selvdestruktionsboble. At have et formål med tilstedeværelsen, er åbenbart livsvigtigt for mig. Ret hurtigt føltes jeg som et spøgelse, der når som helst kunne blæse væk i vinden.

Efter jul, hvor jeg desuden havde bollet tre forskellige mænd på en uge, ansigtsløse elskere, mit hjerte gemt bort, vendte jeg tilbage til lejligheden i Berlin til en nytårsfest der varede 10 dage; lejligheden var forvandlet til en festivalplads med sovende, stive mennesker overalt, champagne på alle vægge. Jeg var fuldkommen udkørt.

Jeg flyttede ned på mit eget værelse i min egen fløj af lejligheden, langt væk fra de andre. På værelset stod vaskemaskinen, og jeg kan stadig den dag i dag forbinde en larmende centrifugering med den største smerte. Vinteren i Berlin er af sibiriske dimensioner. Uden dagslys (især når man hver dag først vågner om eftermiddagen), isglatte veje og fortove, og en kulde der tvinger en indendøre. Vinteren varede i månedsvis, og jeg isolerede mig på mit lille tårnværelse.

Uddrag fra dagbog, januar 2010: "Hvornår blev jeg så sensitiv, at jeg ikke længere kan håndtere levende musik? Og levende lys? Og levende mennesker? Det hele falder fra hinanden og stykkes sammen igen, - jeg mærker de ukendtes åndedrag mod min hals, og forsøger at presse mig selv til at føle alt i verden. En teske sukker i min cappuccino,- en bleg pande og alkoholfede lår. Tiden stopper når man er her. Jeg er et menneske, men alligevel langt fra (...). Hvem var jeg før alt dette?"

KAN JEG IKKE BARE FÅ LOV TIL AT DØ?

I løbet af foråret sagde jeg det frygtelige callcenter-job op, fordi jeg efterhånden var blevet forvandlet til en apatisk arbejdsmaskine. Alligevel modigt at sige et job op, når man er ludfattig. Jeg begyndte at hælde pot ned i min tobakspakke, så jeg kunne blive ved med at være skæv, når jeg ikke var fuld. Jeg stoppede med at tage i byen med de andre, og lå på tårnværelsets smalle madras i centrifugeringens larm og græd til den lyse morgen, mens jeg røg smøger under dynen. Når jeg tænker tilbage på det, føltes det som om, at det var sådan hver nat, men det var det nok ikke. Der var også gode forårsdage.

Samtidig var jeg bevidst om, at mit andet sabbatår næsten var gået, og at jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg tegnede og skrev løs; drømte om et kunstnerliv. Jeg kunne slet ikke rumme ideen om en fremtid, når jeg nu var i denne by som kun har Nutid. Jeg flakkede i stedet rundt om mig selv, pisse ensom i al denne skønhed og afmagt,

Jeg kyssede med en 46-årig fransk, gift bager på en bro i parken i dagslys, jeg mødte en fyr i et lyskryds på vej hjem fra byen og tog med ham op på hans avantgarde hotelværelse og snakkede om kirsebærtræer og Becketts "Mens vi venter på Godot", jeg græd på tømmerflådediskoteket og sked i bukserne efter en 10 timers brandert. Jeg lod et par forskellige mænd bolle mig uden kondom, selvom jeg ikke rigtig var tiltrukket af dem. Min bedste ven fra folkeskolen knaldede mig, mens jeg var halvt bevidstløs efter adskillige absinthdrinks. Jeg forsøgte at ændre min identitet hele tiden. Kalde mig selv for "Nye W.", som undgår mænd, sex og kærlighed, en rasende femme fatale, men projektet fik mig kun til at hade mig selv endnu mere.

Uddrag fra dagbog, juni 2010: "Jeg fantaserer om at snave med hele verden. Jeg bruger tusinde af kroner på cafeer, i forretninger, i håbløse parker. For jeg er helt alene lige nu, er jeg ikke? Måske skal jeg booke en billet tidligere hjem end jeg har planlagt, - før jeg pludselig har voldtaget en mand eller hoppet ud fra et vindue, fordi jeg virkelig håbede på, at jeg kunne flyve. Der er så meget skønhed derude, at jeg ikke kan rumme det - i stedet ruller jeg bare om på siden og spiller død. Isolationen nærer mig (...) Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at dø i fred?"

EFTERSPILLET

Efter et år i Berlin flyttede jeg endelig hjem. Dog til et liv med afslag fra studie, uden bolig og uden penge. Men det var en lettelse at forlade byen. Jeg gik ind til et år med et impulsivt GSK-kursus og med sporadiske lortejobs, og forsøgte igen at finde ud af, hvad mit liv skulle bruges på. Jeg flyttede til Nørrebro efter et par horrible måneder i mine forældres hjem (et berlinermonster kan ikke leve i forstadsidyl må du forstå). Min adfærd var stadig destruktiv. Bollede ligegyldigt med mange mænd, isolerede mig ofte, røg smøger i sengen, forelskede mig i gud og hver mand, blev afvist, drak mig pissestiv, ønskede stadig at dø. Men jeg accepterede det bare som værende en del af mig. At jeg bare var et melankolsk, depressivt menneske. 

Jeg vendte tilbage til byen med måneders mellemrum for at besøge de venner, jeg trods alt havde fået der. Besøgene var luftige og næsten uden sorg. Det var som om, at jeg havde glemt mit dødsønske. Men besøgene forstummede, og jeg gik i gang med min videregående uddannelse.

Fire år inde i min uddannelse lander jeg en drømmepraktikplads, hvor vi skal ned til byen et par dage. Jeg har imellemtiden dealet med angst og efterspillet af Berlin i tre års tid. Jeg kan ikke huske hvordan byen føles, jeg kan ikke huske noget. Allerede på andendagen får jeg et voldsomt angstanfald, og bliver nødt til at booke et fly hjem tidligere en planlagt. Jeg ligger på en madras i min venindes stue, og venter grædende og rystende på at tiden går, så jeg kan komme hjem. Jeg har ikke været tilbage siden.

En dag vil jeg gerne til Berlin. Jeg håber, at jeg en dag er stærk nok til byens duft, de genkendelige gader og den overstimulerende følelse af Liv og Nu. Jeg ved, at byen er fantastisk, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver klar igen.

Byen er stadig i mig. Berlin er integreret i min sjæl. Selvom jeg ikke har lyst til at dø længere, så er der stadig paralleller mellem dengang og den tid jeg er i lige nu. Formålsløsheden og mørket puster mig i nakken. Jeg bruger hver dag på at diskutere med mig selv. Det lammende spørgsmål: "Hvad vil du med dit liv?" er lige så sandt nu, som det var dengang.

Hvid havde afvist mig i går aftes, og jeg følte mig pludselig afvist af hele verden. Jeg ved, at jeg skal finde ud af en masse ting nu, men jeg er så god til at blive grebet af Nuets meningsløshed. Jeg er en ekspert i Nuet. Så meget, at tanken om fremtiden giver mig lyst til at kaste op i ren og skær panik. Men noget har også ændret sig. For jeg bliver ikke liggende i sengen. I stedet sender jeg en jobansøgning, jeg sender mails til en masse om potentielle spændende virksomhedspraktikker, jeg bager en kage, jeg husker mig selv, jeg husker at være stærk.

Berlin løsner langsomt sit greb om mig.

tirsdag den 10. oktober 2017

optiske illusioner

jeg har lyst til at stikke pikken ind i din mund,
skriver Hvid til billedet af mine røde, halvåbne læber.
du er så fræk.
Bag kameraet er mit hår samlet i den indremissionske, krusede fletning, mine bittesmå reptiløjne stirrer dødt ud i stuens gullige tomhed og de to tykke striktrøjer (jeg insisterer på ikke at tænde for radiatoren) skjuler alt hvad der nogensinde kunne minde om kvindelige former.
Optiske illusioner.
Sidder du kun i bh og trusser?
Måske, svarer jeg (kælent) og trækker lidt ned i den ene striktrøje, så han kan se mit kraveben.
Han kommer.
Jeg går i seng.

***

Når man bevæger sig rundt i Københavns yderkant i dagstimerne, er der kun handicappede mennesker og pensionister på stierne. Jeg bevæger mig med svævende skridt ind i mosens dyb, selvom mine ben stadig værker efter fredags otte timer lange squatting-sesh. Den sprøde oktobersol tvinger mig ud på disse lange gåture, og jeg kan vitterligt ikke finde på andet at lave end at gå og gå og gå. Dagene forsvinder.

Der er dog ingen andre mennesker dybt inde i vildnisset, og jeg prøver at synge, men min skrøbelige stemme drukner i mudderet. Det mørke smat siver ind i mine ødelagte sneakers, da jeg forsøger at nærme mig køerne på marken. Min hjerne er tom, når jeg går rundt på denne måde, og jeg behøver ikke sidde derhjemme foran computeren og planlægge hvad mit liv skal bruges på. Det virker desuden heller ikke til, at det bare er noget man kan sidde og tænke sig til. Men jeg er forvirret omkring, hvad man så gør.

Nogle gange har jeg en følelse af, at hvis jeg bare skriver nok herinde, så skal der nok ske noget. Men hvad fanden ville der kunne ske? At nogen kontakter mig og siger: Hey, vil du ikke skrive en tv-serie om dit virkelig spændende liv? Eller, du virker super følsom og neurotisk, det er lige dét vi har brug for i vores virksomhed. Eller, du får lige en stor pose penge, så du ikke behøver forholde dig til arbejdsmarkedet; gå ud og bol nogle flere mænd og føl flere følelser, det er vigtigt for samfundet.

***

Jeg følger med stor fascination og gru med i programmet om Gina Jaqueline på dr. Hvis jeg tog nogle ekstra tilvalg i mit liv, kunne jeg sagtens ende samme sted. Der er en voldsom ensomhed i hendes eksistens, brogede forhold og mangel på fremtid, og jeg forstår destruktionen, jeg forstår den virkelig. Da hun troede, hun var gravid og vælger at tjekke det på et klamt toilet i Ungdomshuset, forstod jeg det teatralske og dramatiske i handlingen. Der er noget smukt ved, at være så fucked. Men jeg har ikke lyst til at have den form for tomhed i mit liv.

Det er lettere for mig at opsøge sex end kærlighed. Kunstneren bor fire numre længere nede af gaden fra min venindes lejlighed, og når vi ryger cigaretter i vinduet, spejder jeg efter ham på gaden. Hver gang jeg har lukket øjnene siden i fredags, ser jeg os kysse i den store tomme stue. Jeg screenshotter hans profilbillede fra FB og zoomer ind på det flere gange i løbet af dagen.

Før jeg skal hjem til min veninde, forestiller jeg mig, hvordan jeg skriver til ham: Hey, tak for sidst, hvad laver du i aften? Jeg sidder i en lejlighed på din gade, og tænkte om jeg skulle komme forbi? Men jeg tør ikke. Jeg har ubegribeligt svært ved at forestille mig at elske nogen og selv blive elsket. Det er en underlig knugende følelse midt i efterårsmelankolien.

Så i stedet skriver jeg til Hvid. Vi fantaserer i fællesskab om, at jeg kommer hen på hans kontor, når alle andre er gået hjem, og at han knalder mig på sofaen. At jeg bærer min lange trenchcoat og rødmalede læber; Er det her du arbejder, stærke, ambitiøse mand? Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig? Jeg fantaserer om selvsiddende strømper og et påtaget femme fatale look. Jeg har en fornemmelse af, at denne voksne mand tænder på en ypperlig femininitet. En rolle jeg godt kan og vil påtage mig. Jeg vil gerne være denne kvinde.

Imens hører jeg det her skrøbelige musik, mens jeg uden sminke og femininitet opløses i mosens blå vand og den tudende vind. Jeg er mere et menneske end en kvinde. Jeg ville gerne kunne elskes som dette menneske. Det er ikke for at kaste skam over de erotiske relationer. Jeg vil også gerne være sexet, feminin og liderlig. Jeg er sexet, feminin og liderlig. Jeg kan godt lide de optiske illusioner, mine egne illusioner, fortællingerne, orgasmerne. Men i svage øjeblikke ser jeg mig som Mennesket Der Blev Elsket Engang Af Skægmonstret eller Mennesket Som Elskede H., og jeg kan pludselig ikke forstå den slags kærlighed. Den er helt ubegribelig, og jeg kan ikke beslutte mig for, om det er frigørende eller enormt ensomt.

Men nu vil jeg gå ud i verden igen. Jobansøgningerne til jobs jeg ikke vil have, kan vente. Jeg skal bare forsætte med at gå. En dag må der vel ske et eller andet.

lørdag den 7. oktober 2017

en løs kanon

Tidligere på året er jeg til en koncert på Stengade. Vi står nede på toilettet og lægger læbestift på. Jeg er iført mine stramme jeans, der får min numse til at se enorm ud og en skjorte med print af forvrængede skiløbere. Min veninde går ud i garderoben, hvor hendes venner fra studiet er ankommet. Jeg retter forsat den røde læbestift. Jeg er lettere beruset og bliver ved med at splatte den ud over læbernes konturer.

En flygtig tanke skyder ind i mit hoved, da jeg efterfølgende går hen til den lille gruppe af venner; en tanke der får tiden til at gå slowmotion, mit lange hår kastes til siden, wuuush, og jeg rækker min hånd frem for at introducere mig selv: "Det her er øjeblikket hvor jeg møder den store kærlighed". Ubegribelig tanke. Alt for romantisk til virkeligheden. Men jeg har ikke haft denne tanke før; den eksisterer bare mellem de grafittimalede vægge og den muflede lyd fra overetagens musik. Jeg er så dramatisk, haha.

Min hånd rammer Kunstnerens, og illusionen braser lidt, for hvem kan overhovedet leve op til sådan en tanke. Hans hår er halvlangt, fedtet, og stritter ud fra en lille hue. Skjorten er også spraglet i et særegent print og cowboybukserne genbrugsslidte. Vennegruppen går op til scenen. Min venindes hjertesorg køber en flaske vin. Forinden har hun grædt ind i min brystkasse, men nu skal der være liv og glade dage. Jeg står bag dem, mens de i højt humør deles om vinflasken. Musikeren synger et cover af 'Yellow Brick Road', og får tårer til at løbe ned af mine kinder. Jeg forlader spillestedet og cykler hjem med melankolien hængende over mig som en kvælende tåge.

***

Det er næsten blevet sommer, og jeg har tømmermænd. På vej hen til specialeskrivnings-aftalen hos en veninde, kører jeg forbi et kebabsted, hvor jeg bestiller en tyrkisk pizza med feta. Jeg står halvtåget med filtret hår, lettere svimmel, og stener i ventetiden lænet op af et bord. Kunstneren træder ind i restauranten, øjensynligt også med tømmermænd. Han kan ikke genkende mig, og selvom vi er de to eneste mennesker derinde, anerkender vi ikke hinandens tilstedeværelse. Han tager imod sin durummenu og forlader som et spøgelse den lille biks.

*** 

Jeg har taget Dansevennen med til privatfesten. Vi starter dansegulvet og opløses i tusinde øl. Energien er lige så høj som mine hæle. Jeg føler mig som et sensuelt powerhouse; en af disse sjældne aftener, hvor jeg kan mærke alles begærende øjne brænde ind i min ryg. Når jeg løfter armene over hovedet, blottes et stort stykke af mit maveskind, og jeg svæver som en sirene rundt om mig selv, hvirvlet ind i musikken. Arkitekten spørger mig med triste øjne, hvordan det går. Vi smalltalker, indtil jeg taber min øl på gulvet. I køkkenet henter jeg en klud, flirter igennem lokalet og forsvinder væk fra den høflige samtale. En strøtanke om at jeg tabte øllen med vilje for at undgå samtalen.

Toiletkøen er alt for lang, og med en fremmed pige løber jeg i stedet ned på gaden. Indre by sover aldrig, og det virker håbløst at skulle kunne tisse uforstyrret på gaden. Vi griner euforisk begge to. En mand giver mig en rose, som jeg stikker dybt ind i mine næsebor, mens jeg på hug skaber gule tis-åer i brostenenes revner. Tilbage på dansegulvet rækker jeg en høj fyr med dybe øjne rosen; will you accept this rose. Jeg nejer. Det er bare for sjov, men han hænger rundt om mig resten af tiden som en liderlig skygge. Jeg kværner smøger i vindueskarmen, og vælter ind og ud af dansecirkler med gyngende hofter, strittende røv, konstant nede i knæ eller med armene over hovedet. 

Jeg har nær glemt, at Kunstneren også ville komme. De indtager dansegulvet med interne sange og bevægelser, og nu er det pludselig mig, der er den liderlige skygge. Usynlige tråde trækker mig konstant hen mod ham. Han taber huen på gulvet i et vovet dansetrin, jeg samler den op og sætter den kærligt tilbage på hans hoved, mens jeg presser min krop lidt for tæt ind mod hans. To magneter. Jeg kan ikke styre det. Han griber mine hænder og vi danser hemmeligt i hjørnet.

I køkkenet fylder jeg vores vandglas op, og irriterer mig over, at der er andre i rummet. Jeg er ekstremt flirtende (who am i!?) og jokende, og sniger mig konstant til kropskontakt under samtalen. Da min veninde og nogle andre joiner køkkenet, holder han forsigtigt sin hånd på min lænd. Håndens varme på min hud gør mine ord til de andre ufokuserede og underligt kunstige. Inde i er jeg fyldt med flammer. 

De fleste fra festen er efterhånden taget afsted. Min veninde er gået i seng og jeg kan se Dansevennen kysse med en pige i en mørk krog. Jeg træder ind i den store, nu tomme stue og får øje på Kunstneren i den anden ende af lokalet. Vi går mod hinanden. Der dufter af brændte toasts, og stive mennesker brøler i køkkenet ved siden af. Jeg lægger min hånd på hans kind og kysser ham. Brandalarmen går igang. Vi griner ind i kysset. Han stiller sig med ryggen op af væggen, og jeg presser mig ind mod ham.
- Jeg kan næsten ikke holde til det, siger han og stryger mit højre bryst med sine fingre. - Skal vi ikke tage til Nordvest? - Jo, svarer jeg, det synes jeg vi skal.

I en alt for oplyst kebabbiks bestiller vi pommes og mayo. Han holder mig i hånden og jeg smiler genert over det skarpe lys, der pludselig afslører min alder. Hjemme i stuen er pomfritterne allerede blevet slatne. Solen kommer snart, og jeg er uendeligt træt. Mens jeg tisser, slukker han lyset og lægger sig under dynen. Vi knalder stilfærdigt og sejlende i mørket til sent ud på morgenen. Min krop kan ikke få nok af hans, og han bliver ved med at røre ved mig, trænge ind i mig, og selvom vi er så trætte og stive, kan vi ikke stoppe. Vågner op flere gange og har sex igen. 

Jeg stresser lidt over, at jeg har lavet en aftale med Hvid senere på dagen. Mit underliv er messed up efter den uendelige sex; kyssene fra Kunstneren sidder fast på mine læber, og jeg er helt sitrende over at have haft endnu en magisk aften. Der er noget ved at stå ved sin egen lyst - at mærke lyst, og bare 'være' i den, ufortrødent. Jeg aflyser Hvid. Han svarer ikke. Jeg er egentlig også ligeglad. Jeg vil have dem begge to. Jeg vil have flere. Nu må du ikke blive grådig, siger min hjerne. Måske eksploderer jeg en dag, måske snart. 

Jeg har sovet på sofaen resten af dagen. Jeg kan ikke bevæge mine ben (er slet ikke vant til så meget fysisk aktivitet) og kan heller ikke rigtig mærke sult. Jeg ryger roligt en cigaret ud af altandøren. Jeg overvejer, om regnen på noget tidspunkt tillod, at det var en rigtig dag det her. Mit underliv svir, og jeg er hele tiden ved at falde i søvn igen (har brugt to timer på at skrive det her, shit). 

Jeg tænker, at jeg skal se Hvid i morgen. Forhåbentligt har min krop restitueret nok til den tid, og så kan mit uendelige, lystige sex-loop med magiske nætter og orgasmer forsætte, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg kunne være mere menneske, mere i mig selv, end det her. Jeg er bevidst om eskapismen, forvirret over kærligheden og intimiteten, jeg har så mange spørgsmål, hvad jeg vil i det lange løb, hvad jeg skal, hvem jeg er, hvad er lyst, hvad er sex, hvad er orgasmer.

Men i dag er jeg ligeglad. I dag summer og snurrer det hele bare på den mest vidunderlige facon, og jeg griner af mig selv når billeder fra igår kastes ind i min hjernebiograf. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal brække mig over dette indlæg, om jeg efterhånden er helt forfærdelig at høre på, om jeg er fucked... om jeg har det godt. Regnen er stoppet og Nordvest larmer på en voldelig måde; råb og skrig, bilalarmer, hjulspind. Det gibber i mig. Der var andre ting, jeg gerne ville skrive om, men jeg kan bedre lide de romantiske fortællinger.

fredag den 6. oktober 2017

skråt op

Det er betryggende at vide, at jeg kan håndtere et angstanfald helt selv. Det er lang tid siden, at jeg har haft det som i tirsdags, men i stedet for at panikke og løbe skrigende bort, gik jeg ind i angsten med kvindsmod og troen på mine oplærte refleksive evner. Angst har aldrig dræbt nogen, skal jeg altid huske.

Satte mig op ved bordet efter et stykke tids meditativ, hjælpeløs hulken på gulvet og begyndte at tegne. Det var det eneste jeg kunne finde ud af. Krattede med den stakkels kuglepen tusinde streger i en vanvidstegning hvor en kvindes hoved eksploderer. Jeg græd ned i blækken og kom mere og mere til mig selv. Jeg begræd, at jeg skulle være mig selv. Sikke et helvede! At skulle være sand overfor sig selv, ikke bare gøre ting fordi Systemet siger, jeg skal gøre det; acceptere mine kunstneriske tilbøjeligheder, forhellige mig med en fremtid der måske ikke lugter af penge og en decideret karriere.

Hvad er en karriere overhovedet? Er det bare et andet ord for "liv"?

Min hjerne genstarter som en gammel Mac, og kreativteten og liderligheden flyder igen. Lavt batteri, men stadig tændt. Der er ro på lige nu. Sikke en fryd at have angstfulde eksistentielle kriser hver fjortende dag. Et sandt indre eventyr! (skyd mig). Som min psykolog kortfattet svarede på min mail: Hvor dejligt! 

***

Søndagsdaten viser sig, at være en ny type Hersker. Måske ikke lige så abstrakt og "fremmed" som den forrige, men stadig med udpenslende ideer om hvad han vil gøre ved mig. Lad os kalde ham Hvid (uden at tænke på grey, ikkoz?).

Hvid og jeg nærmer os langsomt hinandens lyst efter fire dage med smalltalk. Eller. Mest af alt lange romaner fra min side om mine meget lidt inspirerende dage (jeg er lidt intens at date, må du forstå.. intet filter). Sådan: "Jamen jeg har haft en pragtfuld dag.. har sendt en jobansøgning, spist fire stykker knækbrød med spegepølse, taget en lur som reaktion derpå, og senere vil jeg klippe en film sammen som en gyser til min veninde i Jylland, hvor jeg går rundt på kirkegården og filmer træerne...." No one cares.. she done already done had herses. 

Nå. Men jeg har prøvet at være lidt mere eksplicit i mine beskeder for at forhindre, at jeg går full-W. på ham, da det ikke en persona der sådan.. tændes på i bred forstand. Taktikken virker, og så går det stærkt! Fra at snakke om spegepølsemadder og eksotiske besøg på kirkegården, fortæller han pludselig, at han gerne vil knalde mig bagfra, mens jeg har en buttplug i. Hvis jeg havde haft vand i munden, ville jeg have sprøjtet det ud på en chokeret, dramatisk måde. Dominans, massage, alt muligt. Godt jeg er på dagpenge. Sikke et projekt.

Så ja.. det virker til at være et spændende, seksuelt eventyr, jeg har kastet mig ud i. Nu må vi se. Jeg længes efter ham. Forhåbentligt kan det forhindre mig i at fucke fuldstændig op i morgen, hvor jeg skal til fest med Arkitekten fra april, og samtidig ved at H. er tilbage i kbh for en weekend og er ude og drikke øl med min bedste veninde og deres fælles venner et sted i nærheden. Men jeg indrømmer gerne, at jeg er en løs kanon for tiden, så tvivler lidt på min dømmekraft. Som et diabetesramt barn i en slikbutik griber jeg grådigt ud efter intensiteten.

***

Måske er det min egen skyld, at jeg får lidt angst engang imellem. Jeg vil også gerne indrømme nu, at jeg egentlig mest drømmer om et uforpligtende deltidsjob. Jeg har alt for travlt med at leve, til at forholde mig til den store karriere. Al den sex og alle de orgasmer (og buttplugs) der skal udforskes; følelser og forelskelser og tegninger og film og musik og mandekroppe og branderter og ...
Jeg bliver syg, hver gang jeg hører om folk der arbejder fuldtid. Det føles ikke så konstruktivt at reagere sådan. Men jeg håber, jeg finder ud af det. Selvfølgelig gør jeg det. Gør jeg ikke? Ja? Jo?
Jeg er samtidig hamrende bevidst om mine privilegier. Det skaber en klam ambivalens omkring det hele.

tirsdag den 3. oktober 2017

the good life

Hele turen hjem fra psykolog diskuterede jeg med mig selv, om jeg skulle handle ind. Et pludselig opstået tankemylder, hvis natur jeg ikke kan forholde mig til. Mit hoved har ellers været komplet tanketomt, men det slog mig, mens jeg sad inde hos hende, om jeg sad og løj. Efterfølgende begyndte det at skvulpe rundt med voldsomme tanker, og jeg kunne næsten ikke holde ud, når jeg skulle holde for rødt i lyskrydsene. Nu ligger jeg på sofaen med et bankende hjerte, og jeg kan mærke, at jeg er nervøs for at trække vejret ordentligt og lukke øjnene.

Det kan også sagtens være effekten af den store kop kaffe jeg drak i parken efterfølgende, eller mangel på søvn og mad, eller den voldsomme sex-oplevelse søndag nat, eller musikken fra i går aftes, som gjorde mig både bange og lykkelig. Det skræmmer mig, når jeg er følelsestom, og min psykolog mindede mig om, at selvom jeg for tiden delvist er high on life and all that jazz, så skal jeg stadig forholde mig til virkeligheden. Hvad vil jeg, hvor vil jeg hen, hvad har jeg lyst til, hvem er jeg...

Det har nogle gange ambivalent at gå til psykolog. En konstant reminder om refleksivitet kan nogle gange være angstprovokerende, og nu gik man lige og troede at alt var i god orden, at man var lykkelig og svævende som et sødmefuld jazzsang, at man sidder dér i a-kassen og i jobcentret og sælger ud af engagement og fremtidsambitioner, at man arrangerer virksomhedspraktik, fordi man er bange for at gøre andet, og så skal der ikke mere end et par ord til fra hjernevrideren, og så kan det føles som om det hele kollapser. Det er en brugbar analyse, det er noget jeg lærer enormt meget fra, og jeg har også altid et ønske om at blive et bedre, mere lykkeligt menneske. Men hold nu op, hvor kan det også være belastende nogle gange.

Det er ikke fordi, hun er bekymret for mig. Men jeg græd ikke i dag, hvilket hører det sjældenhederne. Men nu har jeg lyst til at græde, og nu er det for sent, jeg kan ikke. Jeg er ængstelig over at åbne jobnet, jeg er ængstelig over at fokusere på fremtiden og mit liv, det kvæler mig. Jeg sad til koncerten i går og lod tårerne løbe ned over kinderne, helt ubesværet, fordi jeg bare ville være i denne musikalske illusion. Jeg vil bare være i nuet, jeg vil bare have sex, jeg vil bare høre musik og forsvinde. Er det så meget at forlange af sit liv?

Min krop varsler panik. Min hjerne gennemgår folk jeg kan ringe til, hvis det brænder på. Jeg er bange, uden at være ægte bange. Musikken gjorde mig også bange, og jeg kunne ikke lade vær med at føle, at den var lyden af et angstanfald og samtidig også lyden af hjernedøde orgasmer, og måske er der ikke langt mellem orgasmen og angsten, måske er de mere forbundet end som så, og så sidder jeg fanget dér mellem netop angsten, orgasmen og avantgarden, og jeg sværmer for deres intensitet, min egen intensitet, men undgår at være rodfæstet, undgår ansvaret. Hvis bare jeg kunne græde nu.

Jeg hader, at jeg gav min psykolog Karriere-W. i dag. Hende som eksisterede i sidste uge; den entusiastiske, pligtopfyldende ja-hats-udgave af mig selv. Hende som sparker døre ind og griner udadvendt af selv de mindste ting. Jeg tror ikke, at det hele vil kollapse nu. Men mit forræderi hyler mig ud af den og virkeligheden sættes igen på en spids. Jeg ved ikke engang, om det lige nu hjælper mig at skrive om det. Mine hænder ryster. Analyse, analyse, refleksion, refleksion. Hvordan bliver jeg nogensinde et frit menneske? Ved at lade mig opsluge af sex og jazz og druk og smøger og ekstravaganza i min udstråling; kan jeg nogensinde være tryg? Er jeg bygget til at skulle være tryg?

Måske jeg skal prøve at tage en lur og nogle dybe vejrtrækninger. Jeg er nervøs for at stoppe med at skrive. Det her er åndssvagt. Jeg bliver så træt af mig selv. Jeg handlede ikke ind på vej hjem. Du kan bare købe noget mad udefra, sagde jeg til mig selv. Få ting leveret til døren, - til sjælen. Omg.

kiss the good life goodbye...

mandag den 2. oktober 2017

nice girls don't stay for breakfast

Der var noget i hans sprog som gjorde, at jeg uden skrupler og nerver tog hen til hans lejlighed sent søndag aften. Normalt ville jeg ikke efter kun 24 timers chat føle mig tryg nok ved at tage hen i en fremmed mands hjem. Jeg har aldrig gjort sådan noget her før. En aftale om rødvin "i hjemlige omgivelser" var hurtigt blevet etableret, og jeg nåede ikke at overtænke det.

Han var sød og sjov i beskederne, og jeg forudså, at vi ville have god kemi. Måske er jeg blevet rutineret dater, måske er jeg blevet kynisk, måske er jeg bare eventyrlysten og liderlig ad helveds til. Alligevel får impulsiviteten adrenalinen til at pumpe, og jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, så er det nu, da jeg ringer på dørklokken til lejligheden i et af de mere rigere, roligere kvarterer på Østerbro.

Lejligheden er minimalistisk. Hvide vægge uden billeder, hvide gulve, hvide møbler, hvidt lys. Han står i køkkenet og er igang med at åbne en flaske vin. Han ligner sine billeder og snakker sit skriftsprog, og jeg mister den sidste rest af nervøsitet med det samme. En ægte voksen mand i midt 30'erne. Jeg på cyklen derhen lovet mig selv, at jeg skal huske ikke at bande så meget. Jeg vil ikke virke for ung.

Han muter DR 2, men lader billederne forsat køre på skærmen, uden at sætte musik på. Normalt en stilhed der ville hyle mig ud af den, men jeg er så underligt rolig i dette hvide zen-palads. Vi sidder i en store, lyse sofa. Vinen er kraftfuld på min tunge, og jeg prøver høfligt at spise de krydrede kæmpeoliven han har serveret, selvom jeg normalt ikke kan lide oliven. Jeg ruller cigaretter til os, som vi ryger i køkkenet.

Samtalen er bemærkelsesværdigt ubesværet; vi glider ind og ud af grin og dybe emner. Jeg ser mig selv fortælle ham om angsten og fremtidsparanoiaen. Han fortæller om sorgen, destruktionen og dødsangsten. Måske er det rødvinen, måske er det ham, men jeg får en afsindig snurren i hele kroppen og en voldsom lyst til at gribe ud efter det her voksne menneske. Jeg venter, for jeg vil ikke have, at de vidunderlige samtaler ophører.

Sent på natten, halvvejs i vin nummer to og under den tredje cigaret i køkkenet, stopper den dog. Han kysser mig nænsomt og presser mig op af køkkenvasken. Fumlende får han åbnet min bh. Der er en særlig omhyggelighed i hans bevægelser, som går godt i spænd med de følsomme, ærlige samtaler. Jeg føler mig tryg ved ham og hengiver mig komplet.

I soveværelset gælder samme omhyggelighed, og alting foregår som i slowmotion. Vores kroppe er viklet ind i hinandens suk, jeg svæver rødvinsberuset og sensuelt ind i de fjerne orgasmegalakaser. På et tidspunkt så voldsomt, at jeg begynder at græde. Det overrumpler mig, at skulle opleve det. Det er en følelse af komplet overgivelse og lykke, som jeg ikke har oplevet i mange år. Jeg prøver at bekæmpe gråden, men han kigger mig konstant i øjnene.

Han holder mange pauser, fokuserer på mig, og for hver nystartet etape avancerer han, og min krop bliver ved med at længes efter ham, selvom han er inde i mig. Uden brillerne kan jeg bedre se hans rynker om øjnene, og jeg holder ham om hovedet, fingrene begravet i skægget, og bliver ved med at kysse ham dybt. Den organiske, mindblowing sex varer i lang tid, jeg har ingen anelse om præcist hvor langt; hele aftenen har jeg undgået uret, og det er først efter at han er kommet i et afsindigt klimaks, at vi indser at klokken er fire.

Jeg falder i søvn i den enorme, hvide seng, mens han iført en hvid nattrøje holder kærligt om mig og kysser mig mellem skulderbladene. Jeg bliver ved med at vågne; orgasmerne skvulper stadig rundt i mit underliv, og jeg føler, at jeg svæver. Jeg vækker ham med kærtegn, fordi denne mandag nok for længst burde være gået igang. Han lægger hænderne på mine kinder og trækker min mund hen mod hans. Øjnene sejler rundt i hovedet på mig, da han trænger ind i mig igen. Så meget nydelse og intimitet kan den stakkels lille krop slet ikke håndtere.

Han rister en bolle til mig på brødristeren. Jeg er helt svimmel af sult og orgasmer, og forsøger at holde gang i samtalen, selvom jeg mest af alt, har lyst til at lægge mig til at sove igen. Mine øjne føles tågede, ufokuserede. Han kysser mig med lukket mund farvel, og på gaden i silende regn græder jeg lidt, fordi jeg slet ikke kan kapere, at jeg var mig selv. Det skræmmer mig ad helveds til.



søndag den 1. oktober 2017

film der ryster grundvolden - del 1

Den opmærksomme læser har formentlig erfaret, at jeg er et sensitivt væsen. Derfor er min præference, når jeg ser film, altid at blive rystet i min grundvold, og jeg kalder mange af disse rystende film for mine "yndlingsfilm". Mine venner mobber mig ofte med, at jeg kalder alt for meget for min "yndlings" i mine begejstrede anbefalinger, så jeg prøver at begrænse mig. Men det er svært.

De her film er ikke nødvendigvis nogle jeg har set tusinde gange, for et par af dem har været så hårde, at jeg har holdt afstand til dem. Effekten har dog stadig været uafrystelig, og jeg kan huske dem tydeligt. Måske hører de kun til en særlig del af mit liv, måske har de slet ikke samme effekt længere hvis jeg genså dem, måske er det egentlig vildt dårlige film, who knows. Jeg føler dem endnu. OG DET ER VIGTIGST! Åh. Haha.

Leaving Las Vegas (1995), instr. Mike Figgins
Billede fra Youtube.

Der har de senere år floreret en masse memes omkring den skøre Nick Cage, hvor man håner hans skuespilspræstationer som ofte er meget... nick cage-agtige, og hver gang ryster jeg benægtende på hovedet. For har man set 'Leaving Las Vegas', som han desuden vandt en oscar i bedste mandlige hovedrolle for, ved man, at manden er sindssygt dygtig. Jeg så af en eller anden (depressiv) årsag ofte filmen som teenager, gerne om natten på mit lille 14" tv, og hver gang gjorde den så ubegribeligt ondt i mit hjerte, at jeg knapt kunne trække vejret.

I går da jeg kom beruset hjem fra byen, besluttede jeg mig for at se filmen for første gang i mange år. Min egen beruselse blandede sig ind i filmen; det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg blev svimmel. Ben (Nicholas Cage) er taget til Las Vegas for at drikke sig selv ihjel. Her møder han den prostituerede Sera, som netop er blevet forladt af sin alfons. De er begge alene i dæmonernes by, hvor det altid er nat. Kameraet er beruset i sine billeder; sejlende kameraføring over kyniske spillemaskiner, blinkende lamper og mennesker i forfald på gaderne.

Du må aldrig bede mig om at stoppe med at drikke, siger han til Sera, da hun beder ham flytte ind hos sig, så de i det mindste kan være sammen i dette helvede. Filmen er en samling af mindre brudstykker fra Bens dødelige brandert der med al hast nærmer sig afgrunden. Der er ingen frelse for ensomheden, og måske er Las Vegas det bedste sted, man kan tage sit eget liv; man hænger alligevel kun få centimeter over mørket. Håbløsheden gør en stakåndet, og selvom jeg ikke var helt ødelagt ved gensynet, så er det virkelig en stærk, stemningsmættet og destruktiv film.

Magnolia (1999), instr. Paul Thomas Anderson
Billede fra Senses of Cinema.

Med et imponerende stjernespækket cast (bl.a. Tom Cruise, Julianne Moore, Philip Seymour Hoffmann, William H. Macy) er 'Magnolia' en tre timer lang tour de force i pinagtige følelser. Jeg ser kun filmen, når jeg virkelig er nede og skrabe bunden, og oftest græder jeg fra start til slut - og gerne et par timer efterfølgende. Den knuser mit hjerte.

En masse ulykkelige karakterers skæbner flettes på elegant vis ind i hinanden. Alle håber de på frelse og på at nogen kommer og redder dem, men hovedpointen bliver alligevel slået fast med syvtommersøm: Du er alene i dette liv. Jeg refererer ofte til scenen hvor the quiz kid, Donnie (William H. Macy), efter en lang række udfordringer ender alene på en tankstation med blod i hele munden og siger: I have so much love to give, I just don't know where to put it. Av.

'Magnolia' er vanvittigt velskruet, velspillet og velkomponeret. Og hvis man har lyst til at se Tom Cruise være ærlig og sårbar, taget Scientology-referencerne i betragtning, så skal man virkelig se filmen. Jeg er evigt imponeret og hjerteknust over den, og det er virkelig vidunderligt.

Mulholland Drive (2001), instr. David Lynch
Billede fra HER.

Jeg fik på tredje semester på min kandidat mulighed for at analysere 'Mulholland Drive' med udgangpunkt i den tyske ekspressionisme - eller "mulighed" er måske for meget sagt: Jeg insisterede selv kraftigt på at gøre det og min underviser var sådan "okayyyy....". Selvom mit projekt med at sammenligne den med 'Dr. Caligaris Kabinet' , ikke var en udpræget succes, gik det op for mig efter 13 år med forgæves analysering af Lynch's univers, at jeg ikke behøvede at forstå handlingen. I stedet skal man acceptere Lynch's drømmeunivers som en æstetisk, ekspressionistisk oplevelse, der fucker med ens virkelighedsfornemmelse. Ved at gøre filmen til en sanseoplevelse mere end et gådefuldt, postmodernistisk puslespil der skal løses, har jeg endelig kunne få ro omkring den. Selvom det egentlig bare gør filmen tusinde gange mere uhyggelig og skæbnesvanger.

I just came from Deep River, Ontarrio, and now I’m in this dream place, siger Betty (Naomi Watts) da hun ankommer til Los Angeles, hvor hun håber på at slå igennem som skuespiller. Dream place, synes at være den helt rigtige beskrivelse af første halvdel af Mulholland Drive. Der er noget uhyggeligt plastikagtigt over skildringen, som står i skærende kontrast til de surreelle elementer i historien, og som gør det hele foruroligende mareridtsagtigt. Men man er tvunget til at se den klaustrofobiske drøm udvikle sig og fortættes; man kan ikke bare åbne øjnene og vågne.

Det teatralske skuespil understøttes af en tung bas-gang under billederne, og en mystisk, æterisk musik i klassisk Lynch-stil. Senere sker der et twist som er uafrysteligt; kaotisk, og man skal nu overveje hvad der var virkelighed og hvad der var drøm. Den komplette og næsten fysiske forvirring sidder fast længe, og jeg tror egentlig, at jeg kan se 'Mulholland Drive' igen og igen, og hver gang få noget nyt ud af den. Jeg har aldrig kunne give slip på den.

***

Del 1 ud af 5 i serien "film der ryster w.'s grundvold".