torsdag den 30. november 2017

historier om brønden

I morges drømmer jeg, at jeg er på en weekendtur med H. Efter en koncert, ved fodgængerovergangen, tænker jeg: "Hvor er han bare dejlig; jeg tror, jeg elsker ham". Vi går hen til bilen. Mens jeg fumler ved døren, kører en gul taxa forbi. Inde i den sidder H. og vinker til mig. Taxaen forsvinder, og jeg står alene ved den låste bil. Jeg kan ikke begribe, at han er væk igen. Jeg tager hen til en stor virksomhed, hvor jeg møder en gammel kollega, som tilbyder mig et job. Hun præsenterer mig for alle jakkesætmændene. De savler over mig, er liderlige efter mig. Det er overvældende. Jeg drikker mig fuld sammen med dem, og forsøger stadig at forstå, hvorfor jeg ikke måtte elske H.

***

Efter drømmen er jeg stresset og tjekker konstant min mail. Venter på lægens svar på min klamydia-test. Jeg er sikker på, at jeg har klamydia. Man kan da ikke bare have ubeskyttet sex med fem mænd uden konsekvenser. Eller kan man? Jeg har samtidig følelsen af, at mit underliv er sindssygt stærkt. Sådan: En no-bullshit vagina. Som om, at hvis jeg havde klamydia, så havde mit underliv selv have fjernet det. Jeg skriver en kladde til Løven om min klamydia, og diskuterer samtidig med mig selv, om jeg rent faktisk ... gerne vil have klamydia? Hvorfor? Så jeg kan skrive til ham igen? Ligesom i går med lusene. Eller fordi jeg ved, at det så er udelukket at ses det næste stykke tid?

De sidste to dages rastløshedseksplosion med evindelige gåture og fortættet, formålsløs energi snurrende i mellemgulvet, har ironisk nok suget al liv ud af mig. Jeg tillader mig selv at blive liggende i sengen og dykke ind i tankerne, ind i de halve drømme. Jeg forsvinder ned på bunden af brønden, hvor jeg ikke har været i lang tid. Men det føles uundgåeligt. Jeg kender de her følelser alt for godt. Gennem de sidste fem-seks år er jeg ofte dykket ned i brønden, mest for at forsvinde.

Dagbogstekst fra sommeren 2012: 
"Lørdag gik jeg med stædige skridt ud til Svanemøllen strand (hedder det dét?) iført med mine sundhedssandaler, som gav mig frygtelige mange vabler; jeg var nærmest som jesus; pinsel og smerte og blod til fordel for the greater good. Haha. Pånær jeg ikke havde bomuldstøj på men derimod lidt for tætsiddende polyester. Men fuck nu det, jesus er alligevel lidt yt. Ved vandet derude, dér ved havnen, dér på badebroen, hvor jeg kunne være helt alene, virkede tingene egentlig slet ikke så slemme igen. Forinden min viltre gåtur havde jeg ligget i min seng til klokken 14 med sovebriller og ørepropper og forestillet mig, at jeg sad på bunden af en brønd (ligesom Murakami!), fokuseret på mine tanker, min vejrtrækning. Forsøgte at arbejde mig ud af det uendelige mørke der de sidste 24 timer havde fæstnet sig om mit hjerte. Men vandet hjælper altid. Stædige skridt på asfalt. Gå vreden ud! Og især ikke vide hvilken vej man går; ikke have nogen plan, men bare tilfældigvis ramme det sted, man egentlig allerhelst havde lyst til at være."

Dagbogstekst fra januar 2014:
"Jeg kan ikke gå i gang med at læse til næste mundtlige eksamen på mandag. Jeg drikker for meget rødvin, ender natten i meningsløse hulk, og bliver nødt til at høre musik for at kunne falde i søvn og ignorere mit voldsomt bankende hjerte. Det er ulideligt. Jeg tog mine sovebriller på i morges da jeg vågnede, så jeg kunne ligge i et par timer i komplet mørke og forestille mig, at jeg sad på bunden af en brønd. Når jeg er på bunden af brønden opstår der en lethed i kroppen, så jeg svæver over madrassen, midt ind i kernen af rummet og forsvinder fra mit liv. Men man kan jo ikke ligge sådan hele dagen. Så nu sidder jeg med spændte kæber i rent tøj og med vådt hår, prøver at rette mit sind mod læsning. Men jeg er i stykker. Og jeg ved ikke hvorfor. Har lyst til at slukke min telefon, så ingen kan få fat i mig, tage ud på amager strand og forsvinde ud i vandet."

***

Jeg har brugt dagen på at optrevle fortiden. Det har givet mig ro. Jeg husker, hvordan jeg er. Hvordan jeg altid har været, og jeg lettes over, at jeg ikke længere har så meget angst; at jeg er stærkere og gladere nu - til trods for de rastløse, febrilske gåture. Men måske jeg bare er et meget energisk menneske, der insisterer på at leve? Jeg har i hvert fald ikke længere lyst til at kaste mig i havet.

En mail fra lægen tikker også endelig ind og fortæller mig, at jeg altså på mirakuløs vis (mine ord) ikke har fået klamydia. Ironisk nok bliver jeg skuffet. Jeg kunne et eller andet sted godt tænke mig, at min selvdestruktion var komplet. Nuvel. Den negative test afføder et begær og sitren i underlivet, efter halvanden måneds klammy-paranoia. Jeg tænker på, hvornår jeg skal have sex næste gang (og med hvem).

Jeg forstår ikke, hvorfor mine dage er så voldsomme. Jeg tror, at jeg har en forkvaklet idé om, at jeg hver dag skal bedrive noget stort og finde de store svar. Klart at det bliver lidt presset. I dag prøver jeg at give slip, hvilket gør mig meget træt (på den gode måde). Jeg kan blive ved med at begræde og bekæmpe, at jeg er den, jeg er. Men det løser jo ikke noget. Jeg er skide følsom og intens, udsvingende, rastløs og rasende. Men jeg er også alt det andet. Måske jeg bare er lidt kompleks. Det er ok. Jeg prøver at leve med det. Allerhelst vil man jo bare gerne elskes for den man er. Åh.

***

KH Navlepilleren fra Nordvest.

blodsuger

Nede i håndvasken ligger der en stor fed lus og spræller med benene. Jeg reagerer intuitivt hysterisk ved at grine og tude på samme tid og kan slet ikke stoppe. Vandrer frem og tilbage i lejligheden og bliver ved med at have denne underlige HAHA og HULK HULK grimasse spændt ud i mit opkogte ansigt. Ringer til min mor nærmest råbende for at høre, hvordan man som 28-årig håndterer lus. (kom hjem til mutti, siger hun).

Det er Løvens lus der suger i min hovedbund. Ironisk nok. Kort forinden er jeg vågnet op til en drøm, hvor han beder mig om at fortælle, hvad fanden der foregår oppe i min hjerne for tiden. Han konkluderer fordømmende: "Fødevareministeren ville ikke være tilfreds med det her". Lus og Løver der spiser af mit hoved; ah, men hun var også en særlig sjælden fødevare, denne W. Ikke forsvarlig i forhold til miljøet; de massive e-numre og parabener - næh, men delikat og kompleks. Ikke at jeg dog ville købe sådan en vare. Nej. Det er jeg for travl til. (suk)

Jeg er gået i seng med tanken HAN EKSISTERER IKKE HAN EKSISTERER IKKE, for jeg er bevidst om, at intet af det hjernemos der kribler og krabler under og over hovedbunden har noget med ham at gøre. Det er min egen desperation der styrer værket.

Jeg vader mange km gennem byen i silende regn, men mine ben gør aldrig ondt, og jeg bliver aldrig kold eller sulten eller skal tisse. I går skulle jeg egentlig kun til læge og psykolog, men endte med at være væk i seks timer. Brugte afsindigt mange ikke-eksisterende penge på julepynt, en vampet nytårskjole og alle mulige random ting fra genbrugsbutikker (heriblandt en selvbiografi af Lars Larsen... what), men ligegyldig hvor meget jeg købte, og hvor meget jeg gik, så havde jeg bare lyst til at vræle.

Men uff, så skulle jeg da nok rigtig julehygge med mig selv, da jeg kom hjem. Satte fire lyskæder op, hev nisserne frem fra gemmerne og tændte den sødmefulde julemusik. Efter en times manisk oppyntning satte jeg mig i en stol ved spisebordet, gloede rundt på mit kiksede winter wonderland og kunne ikke begribe, hvorfor det føltes så tomt. Forsøgte at samle mig om at lave julekort, men de tegnede nisser gloede ængsteligt tilbage på mig - selv de var desperate over deres påklistrede juleeksistens. Hele tiden måtte jeg ryge igen. Glo ud i luften igen.

I dag formår jeg også at cykle til og fra til Vesterbro, før jeg så beslutter mig for at gå 10 km hjem til mine forældre med alt mit luse-befængte sengetøj på ryggen, SOLEN SKINNER JO SÅ SKØNT JO, og da jeg kommer hjem til et tomt hus, ligger jeg mig på gulvet og hulker og hulker til min mor låser døren op i bryggerset. Jeg samler mig op fra gulvet og fjerner desperat tårerne, men min stemme bliver ved med at bæve og skælve, og jeg er så rasende, og jeg er så glad, og jeg er så ulykkelig, jeg er et rod.

Min hovedbund klør stadig, og jeg kan mærke, hvordan de dræner mig for blod. Lusene. Løverne. Fødevareministeren. En tre timer lang samtale med en veninde på en anden ø gør mig rolig, og nu føler jeg mig faktisk ægte træt. Slidt ned. 

mandag den 27. november 2017

proppet

Et hoved proppet med tanker; jo også af W., men ikke hele tiden. Er det okay?
Okay, det er okay, selvfølgelig er det okay, det er din hjerne.

Nu - en dør halvt på klem. Jeg er lettet over ikke-afvisningen, men stadig frustreret... generelt. Men den tunge følelse i mellemgulvet forsvinder. Jeg beslutter mig for, at jeg i den kommende uge vil lave tegneserier med mig selv som hovedperson - og ikke længere med ham. 

Veninden og jeg laver vores nytårsforsættere på bodegaen. I modsætning til forrige år, hvor de mest handlede om konkrete ting, såsom "find et sted at bo, skriv et speciale, gå mere i similisten", har 2017 udviklet sig til et af de dér hårdtslående, bitre år, og derfor bliver de nye forsæt for 2018 langt mere indadvendte og abstrakte: "Tag dig selv alvorligt, arbejd på selvværdet, vær ærlig". Jeg tror på det. Hold kæft 2017 har været stinker. En anden veninde siger i dag til mig over tapastallerkenen: "Hvordan kan du stadig være i så godt humør, taget dit lorteår i betragtning". Jeg griner højt: JEG VED DET IKKE HAHA DET ER JEG BARE. Åh.

"Den Spiselige Kvinde" ender med at bage en stor kage formet som en kvinde, og hun spiser den grådigt efter alting er kollapset i et distanceret angstanfald. Jeg vil gerne male mig selv med glasur, kigge mig selv i de glinsende sukkerøjne, smæske det smørfedtede kagefjæs i min rådne mundhule, knuse kagetæerne med mit nikotingule tandsæt. Når det med Løven går i vasken lige om lidt (jeg sletter hans nummer for 8. gang), har jeg besluttet mig for, at jeg stopper med at date, til at jeg har fundet ro i mig selv. 

Nu kommer december, og jeg forsvinder gladeligt ind i min vanlige juleillusion, hvor jeg hjernevasker mig selv med sødmefuld julemusik, ifører mig store røde striktrøjer og forsætter med at grine som en anden jubelidiot. I 2018 vil jeg stoppe med at grine så meget. Det er unaturligt. Det er det altså. ("Tag dig selv alvorligt"). 


søndag den 26. november 2017

flaskepost fra w.

Besked sendt fredag kl. 19.34.
Hvad laver du i aften? Festlig fredag?

Besked: 21.02.
Albert (og jeg) siger, at du skal komme herhen.

Besked: 22.43.

Besked: 01.19.
Er du gået i seng?

Besked: 3.48.
Undskyld for spam i aften. #nukommerdermere.. Jeg mødte tilfældigt Albert på vej hjem fra kontoret et sted på Vesterbro, og vi endte med at tage på en vinbar langt over mit budget, og hvor vi interagerende med folk over 40 der var på scorestien. Da vi ville videre mod et endnu ikke-defineret dansested, hentede vi cyklerne, men jeg var åbenbart morbidt beruset, og så snart jeg havde sat mig op på cyklen, lå jeg og rodede rundt på asfalten, og sådan noget plejer aldrig at ske, så jeg blev bare liggende i chok, dér på asfalten, som en anden idiot. Og til trods for denne fadæse, ender vi på Bremen, og jeg danser med lukkede øjne og håret dinglende indover ansigtet, og jeg ved, at jeg er for fuld til at være der, men alligevel føles det godt at være svævende i musikken.
Og mens jeg skriver denne besked, overvejer jeg hvorfor jeg gør det. Sådan; hvilken interesse har du i, at høre om min berusede fredag aften.. men lige nu er jeg ligeglad. Jeg er et spam-monster, der helst vil skrive sådanne beretninger her. For du er i mit hoved hele tiden, og jeg vil virkelig gerne fortælle dig alting. Jeg prøver virkelig. Jeg håber du sover godt, og at du får slået nogen i gulvet i morgen. Om seks timer kommer min far og installerer VVS-ting i min lejlighed, men jeg ville mest bare ønske, at jeg lå sammen med dig.
Kh fulde, men bevidste W

Besked sendt lørdag 13.39:
Stive-W. havde god gang i telefonen igår. Åh. Sorry. Er helt flov. Håber du har en dejlig dag.

Besked: 19.21.
Sidder og kommer mig over min fredag på Bodegaen med en veninde. Kunne være hyggeligt hvis du kom.

Besked fra min mor 20.13:
Har du hørt fra ham filejsen endnu?



#romantic

torsdag den 23. november 2017

den spiselige kvinde

Den 60-årige Japaner puster i et aflangt bambusrør og kigger smilende på guitaristen. Rummet fyldes af skæve toner og usammenhængende, hjemsøgende lyde, og en insisterende punkrytme slås igang af den langhårede trommeslager. Jeg griner overrasket på min lille plads, most ind mellem de 50 andre i publikum.

Forsangeren tager sig teatralsk til ansigtet, som var det ved at krakelere, og skriger falset i små stød- UH-UH-UH-UH. Halvvejs gennem den episke koncert, vil min forræderiske krop tisse. Forankret halvt i min spændte blære og halvt i 70'er japaner-punken, svæver jeg ind og ud af tanker; jeg har ikke lyst til at forlade min plads.

Det går op for mig, hvor afslappet jeg er i Den Hemmelige Klub, til trods for anspændthed over, hvad der sker, hvis jeg går ud for at tisse. Ingen kan holde min plads imens. Men jeg kan åbenbart godt gøre ting alene - for mig selv - for min lyst. Det forhindrer Løven i at spise af mine indre organer, og jeg tisser uden problemer. (Jeg ved ikke helt, hvorfor historien om tis bliver så vigtig i den her sammenhæng... nå, fuck det). Tis ftw. Koncert ftw. Åh. Jo mere musikken larmer, desto lykkeligere bliver jeg.

***

Dagen derpå beder Psykologen mig at lave en fem-års-plan.
- Jeg var ikke klar over, at jeg gik i kognitiv terapi, haha, siger jeg spagt. Hun griner ikke.
- Altså, nu? Skal jeg lave en plan nu?
Hun nikker.
- Jeg ved ikke, hvad jeg vil.
- Jeg ved godt, hvad du vil.
- Jeg ved, at vi har snakket om det hver gang de sidste par måneder, men jeg bliver ved med at glemme det. Altså. Min hjerne ved det godt - hvad jeg skal, hvad jeg vil - min krop ved det ikke.
- I morgen laver du en fem-års-plan.
- Nej.
- Jo.
- Et års-plan?
- Okay så. Lav en et års-plan.

Hun har desuden for et par sessioner siden givet mig en gave for første gang i vores 5 år lange "samarbejde" (hvad fanden kalder man det? - bekendtskab?). En bog. "Den Spiselige Kvinde"; Margaret Atwoods debutroman fra '69. Først var jeg rørt over sådan en gave. Så begyndte jeg at læse den.
- Den er sjov, ikke? Hun smiler stort til mig.
- Mjo. Jeg griner, sådan HAHA. Og så bagefter græder jeg, sådan ÅHHH.
- Det tænkte jeg nok. Den handler jo om dig. En kvinde der gerne vil spises. Det var derfor du skulle have den.
- Er det en normal terapeutisk praksis, at give en patient sådan en slags bog?
- Det er da godt for dig, at være bevidst om din trang til at blive spist.
- Jeg har ikke lyst til at blive spist.
- Men hvorfor prøver du så på det hele tiden?

***

Løven hidkalder mig (han hedder Løven nu, åh). Jeg kaster alt, hvad jeg har i hænderne og iler til hans hule. På vej derhen smiler jeg for mig selv; åh, tænk at være så heldig, at han craver mig. Sommerfugle i maven. Garwd.
- Vil du ikke tjekke mig for lus? Han viser mig et billede, hvor han står tæt op af en ven med kæmpe dreadlocks. Jeg ifører mig en pandelampe, og med blide fingre kæmmer jeg hans store manke, mens han fortæller om sin succes som iværksætter. Penge. Han fortæller mig alle pengene.
- Hvor er det fantastisk for dig, siger jeg og fletter hans hår i store vikingefletninger.
Der er ingen lus.

- Nu går jeg ned og henter vasketøjet i kælderen, og når jeg kommer tilbage, ligger du inde på sengen, på maven og uden bukser på, okay?
- Ja, siger jeg.
Jeg moser mit hoved ned i puden og trækker mine bukser af. Det føles som om, at jeg ligger der i en evighed, men jeg kan ikke rigtig tænke på noget, andet end at han har mig fuldstændig i sin magt. Det gør mig våd.

Så kan jeg høre, at han kommer ind i lokalet. Mit ansigt er bundet ind i det filtrede, lange hår og jeg kan ikke se ham. Han roder med et glas fra gulvet. Kokosolie, åbenbart. Han glider den udover min numse, presser sine fingre ind i mig. Det er ekstatisk. I en pause trækker jeg min trøje af.
- Har jeg sagt til dig, at du skulle tage din trøje af? Siger han hårdt.
- Nej. Undskyld.
- Du skal kun gøre, hvad jeg siger. Okay?
- Okay, mumler jeg nede fra puden med verdens mindste stemme.
- Hvad var det jeg sagde?
- Jeg skal kun gøre, hvad du siger.
- Godt.

Han tager mig, som han vil. Voldsomt. Vi kysser ikke, og det meste af tiden kan jeg ikke se ham. Han holder stramt fat om mit hår, presser mig ned i madrassen. Til sidst kigger jeg på ham, mens han med håndkraft får sig selv til at komme. Det føles ensomt, at det ikke er mig, som får ham til at komme. Hans sæd sprøjter ud over os begge. Mens han skyller det af sig på toilettet, tværer jeg hjernedødt rundt i klatten på min håndryg.

- Hvornår har du sidst puttet et ønske i ønskebrønden? Spørger han mig efterfølgende, da vi snakker om Jim Carrey-dokumentaren på Netflix, som vi skal til at se. Jim Carrey er overbevist om, at alt hvad han sætter sig for sker. Han udfyldte en check på 10 mio. til fem år senere. Da de fem år var gået, havde han langt mere end 10 mio. Løvens ønsker går også i opfyldelse hele tiden. Alting kører bare, siger han.
- Jeg ønskede at få et sted at bo, siger jeg. Og det fik jeg.
- Men hvad drømmer du der skal ske fremover?
- Lige nu ved jeg det slet ikke...
Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg freaker ud. At jeg freaker ud over min fremtid, over ham, over alt! TOMHEDEN. I stedet er min stemme lillebitte igen. Han kan næsten ikke høre, hvad jeg siger. Jeg skammer mig over, at jeg er sådan en taber, når han øjensynligt er sådan en vinder.
- Det tror jeg godt, du ved, siger han.
- Det er en langsom process for mig.

Løven falder i søvn til dokumentaren. Jim Carrey fortæller mig, at det er bedre at fejle, når man laver noget man elsker, end at fejle når man er gået på kompromis. Man er tvunget til at følge sine drømme, siger han med spejlblanke øjne. Hele natten ligger jeg vågen på den dér svævende, luftige måde og hader mig selv. Kun med mænd er min stemme så lille og min eksistens så formålsløs. Jeg har lyst til at vække ham og sige: "Nu kommer der en lang neurotisk monolog". Jeg planlægger ordret, hvad der skal siges i den neurotiske monolog.

I stedet vågner han i morges og kigger på sin telefon i en halv time før et vigtigt telefon-bizniz-møde. Jeg havde ellers prøvet at sutte på hans fingre, så jeg kunne vise, hvor vild jeg er. Åh.
- Er du ok? Spørger han.
- Ja.. jaeh.. Jeg forsøger at finde ud af, om jeg bare skal gå hjem.
- Du er velkommen til at blive.
Jeg bliver liggende og karter rundt. Det knuger i min mave.

Mens han har det vigtige telefonmøde, tænker jeg forsat på min neurotiske monolog. Jeg har lyst til at forklare ham alt om mig, og jeg har lyst til at græde. Jeg vil gerne snakke med en stor, stærk stemme, som jeg gør i alle andre sammenhænge - overfor alle andre mennesker. Jeg vil gerne vise ham, hvem jeg er. At jeg ikke bare er ligesom hans penge; noget der kommer let og ukompliceret. Han må gerne ta' mig, han må gerne få mig. Men jeg vil også gerne kunne ta' ham. Få ham.

Jeg vil så gerne vise, at jeg ikke er en taber. Min intuition skriger, at han allerede har mistet interessen. Og hvad så? siger jeg til mig selv. Måske er han bare en arrogant, pengegrisk idiot? (Jeg ved, at det ikke er sandt). Man skal beskytte sig selv, ikke. Det siger de kloge. Men indebærer en selvbeskyttelse, at fjerne sig selv fra en relation?

Jeg ville give alt for at kunne være åben. På en måde kommer jeg til at savne H. Hans åbenhed og neurotiske monologer fik mig til at føle mig godt tilpas med mine egne følelser. Jeg fortalte ham alt. Med Løven er jeg fanget i min høflighedslatter, jokes og tegneserier, hvori han optræder som min muse. Jeg græder ned af trappen, efter at have kørt mine fingre igennem hans skæg. Vi ses, sagde jeg til ham. Men jeg er ikke sikker.

***

I aften vil jeg tage til endnu en undergrundskoncert alene. Nu har jeg fundet ud af, at jeg godt kan (og vil). Måske er det bare her jeg havner - i undergrunden. Alene som altid. Det er OK. Jeg kan godt håndtere det. Men sikke en sorg.
(Og sikke et langt indlæg, haha. Det føles vigtigt det her.)

mandag den 20. november 2017

frihedskvaler

Igen en indianerby der brændes til grunden og genopstår (skal jeg stoppe med denne metafor? formentlig); en weekend lullet ind i varme, intime omgivelser; impulsive, lange aftener, go with the flow, jeg vælter alene rundt om lyngby sø og fægter med armene i en balancering over mudderhullerne, græder lidt, hele tiden, hvorfor, ingen ved det, jeg ved det.. måske? ja. Skal starte forfra nu i mit liv. Jobsøgningskurset er forbi. Hvad nu? Hvad skal jeg nu? Jeg surfer hurtigt nettet igennem for jobs, mit hjerter banker højlydt i min hals, dunk dunk, hvad vil du hvad vil du, der er ingen jobs jeg gider søge, fuck, hvad nu hvad nu...

Det lave dating-selvværd melder sig. Manglende svar bliver til en trykken for brystet. Han er i mit sind hele tiden. Som en farlig løve der spiser mig og efterfølgende løber væk. Jeg tjekker tinder, fordi måske han har skrevet dér - han har sikkert tabt sin telefon i et glas whiskey - det er derfor han ikke skriver, det må det være, det kan da ikke være fordi, at han afskriver mig, men selvfølgelig er det dét der sker. Min hjerne ælter minderne, jeg forsøger at forstå, hvorfor jeg er så nervøs, men jeg kan kun se hans kærlige øjne. Måske han bare er travl. Han er travl. Jeg kan mærke, at jeg prøver at ødelægge det. Forelskelse er en pest. Men er jeg overhovedet forelsket. Hvad er det jeg foregiver?

"Hvis han dropper mig, udlejer jeg min lejlighed og rejser jorden rundt," siger jeg til mig selv. Som om at hans eksistens skal give min eksistens berettigelse. Jeg er træt af at være bange. Jeg vil gerne være fri. De her måneder har været mere angstfrie, end hvad jeg har oplevet de sidste 5 år. Det slår mig, at der er et liv der skal leves. Jeg har ikke været ude og flyve siden 2014, det er helt absurd. Jeg har knapt nok forladt København det sidste år. Tjo, en sommerhustur her og dér, men hvad fanden. Det slår mig, at jeg skal tage mit liv i egne hænder. Ikke betinget af ham.

Så nu sidder jeg her på kontoret, og alting er åbent igen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Det er både pirrende (på den lækre, diffuse facon) og sindssygt skræmmende. Har lyst til at smadre nogen i en febrilsk aggression. Køre hurtigt i hans bil, forsvinde ind i disse magiske, uvirkelige universer, men jeg ER virkelig for fanden, og jeg HAR en virkelighed. Men... hvor tager jeg hen? Hvad gør jeg? Hvad skal jeg? Garwwd. ER DER IKKE EN DER KAN FORTÆLLE MIG DET. hva. hva. hva.

fredag den 17. november 2017

edderkoppespind

Det øjeblik jeg kommer hjem, hiver jeg yoga-måtten frem. Cykelturen har været ligesom den store rutsjebane; alt for meget susen og hjertebanken. Dagen på kontoret blev brugt på at holde mig selv i skak - ik' få angst ik' få angst ik få angsssttt, Jeg roder rundt på gulvet i halvanden time. Centrerer min hjerne i meditationen ned i underlivet. Det hjælper.

Det er ikke et fængsel at være på jobsøgningskursus. Men jeg kan ikke lade vær' med at sammenligne (til trods for manglende erfaring på området). Man venter længselsfuldt på den dag man bliver løsladt, men når dagen endelig kommer, slår det pludselig en, at man mister rammerne (igen). De sidste fire uger har handlet om at holde vejret - komme igennem det på bedst tænkelig vis. Jeg har kunne siddet på kontoret og daldre den, fordi - jeg skulle bare igennem dagene, du ved. Men fra på mandag af, er der ikke længere nogen fast struktur og formål. Så vender jeg tilbage til den eksistentielle krise jeg forlod på dørtrinnet til Arbejdsformidlingen. Jeg skal stadig finde ud af, hvad jeg skal. Hvad jeg vil. Wush. Så ambivalent nok, har jeg mest lyst til forsat at være spærret inde i et rigidt System. For der er der i det mindste et formål med frustrationen og vreden. Jeg kan bedre håndtere afmagten overfor Systemet, end jeg kan håndtere mit eget liv. (thank you, institutionalisering).

***

Nå. Men fra en yogamåtte til en anden. Åh... nej... Sådan kan jeg ikke helt lave en smooth segway. Fra en yogamåtte til en smuk mands bil. Ja. Okay, sådan starter jeg. Nordpå, vi skal nordpå. Dauda. Han kører hurtigt. 140 km/t. Den elektroniske musik fjerner virkeligheden. Regnen slår mod foruden, og bilen zigzagger ubesværet gennem myldretrafikken. Jeg er ikke bange. Hurtigere, har jeg lyst til at råbe gennem den tunge bas.

Vi sværmer om hinanden med en flygtig fysisk kontakt i de smukke lokaler. Jeg stiller mig tæt på alle malerierne, inspicerer penselsstrøg, teknikker, former. Vi hvisker til hinanden i den tavse labyrint. Jeg er suget ind i dette univers af overvældende lys og lyd. En udstilling gør et voldsomt indtryk, og det føles som om, at vi er alene i denne alternative verden. Jeg tror egentlig også, vi er alene. Det er ligesom at få slået luften ud af sig.

Man kan slet ikke se havet i mørket, kun høre det. Ude for er stierne lyst op af små lamper, og vi følger dem, hånd i hånd, mens regnen rusker i træerne. Han skriger højt, markerer sig. Jeg ville ønske, at jeg også kunne finde ud af at skrige... At jeg var lige så fri som ham.

Motorvejen er tom. Han presser speederen i bund og holder nonchalant om rattet med kun en hånd, mens den anden knuger min. Jeg vil aldrig hjem, tænker jeg. Mine øjne fyldes med tårer, og jeg stryger ham over håret, mens hans øjne fokuserer på vejen der forsvinder under os. Under en bro er en kvinde faldet på sin cykel og ligger og ryster. Han får henne op, og hun sætter sig på kanten af bagagerummet på et tæppe og begynder at græde af chok. "Jeg blev bare så bange". Hun er heldigvis OK, så vi forsætter ind i natten.

De fleste mennesker er gået i seng nu, og vi er de eneste kunder i restauranten. Han fortæller vilde rejsehistorier, og jeg fortæller om mine forældre. Jeg lytter fascineret til hans beretninger, men gribes også af en sørgmodighed overfor min egen tabte eventyrlyst. Alle mine 20'ere gået med et dysfunktionelt forhold og al denne angst og ensomhed. Ville ønske, at jeg kunne fascinere ham på samme måde. I stedet for har jeg kun mine følelser at berette om, som om at de var mit vildeste eventyr. Han kigger omsorgsfuldt på mig, og jeg tænker, at det måske er OK, at det er sådan. Jeg tænker for mig selv "godt at jeg er smuk" (fuck..).

- Det her er en ordre, siger han. Sæt dig på mig. Tag dine bukser af. Hans kys er grådige. Jeg forsøger at følge med intensiteten, men ængsteligheden over denne spirrende forelskelse har spredt sig i mig som et giftigt edderkoppespind. Jeg vil så gerne give efter. Et menneske som ham føles farlig og flyvsk. Hans tanker og ord er i tusinde retninger, mellem jokes, historier og sansninger. En nærmest fiktionel karakter, hvis eksistens jeg ikke kan begribe. Mest af alt forstår jeg ikke, hvad han ser i mig, og derfor bliver det hele så skrøbeligt. Han holder hårdt om min hals og kraveben med sine stærke hænder, holder mig fast i elskoven, tager mig, tager mig fuldstændig..

De nøgne kroppe følger hinanden hele natten; jeg ved ikke, om jeg forsøger at smelte ind i ham, det gør jeg nok, jeg kan ikke lade vær. Ligesom med H. for et år siden, er jeg altid overbevist om, at det er sidste gang vi ses. Jeg bliver overrasket over min egen lukkethed, og over den melankoli jeg tillægger forelskelsen. Tidligt i morges betragter jeg hans sovende ansigt, og forsøger at forstå, hvorfor jeg er ked af det. Min hjerne er fanget et sted mellem udstillingen og motorvejen. Mest af alt er det en tomhed over mig selv som menneske. Jeg føler ikke, at jeg er noget.

Det smukkeste er, når han nøgen hiver gardinet op i stuen og Nordvest åbenbarer sig i al sin skønhed. Jeg står i dørkarmen og betragter hans græske gudekrop der roligt suger solskinnet til sig. Jeg har lyst til at fryse øjeblikket. Øjeblikkene, egentlig. I et karatespark hiver jeg fast i hans ben og bokser med små knytnæver ind i hans mave. Han kaster mig over sine skuldre og ned på sengen, kysser mig og siger farvel.

Fuck man.

onsdag den 15. november 2017

selvbeskyttelse

Jeg er overbevist om, at det ikke kan lade sig gøre. Nu har vi endda gjort hinanden syge, og hans ord er kølige, og min fun-lovin-fuzziness forsvinder som solen på en vinterdag. Beskytte sig selv. Mod forelskelsen. Han vil formentlig hellere bestige bjerge end at elske. Nuvel, sådan må det være. Man skal heller ikke gå og regne med kærligheden, selvom man brøler til verden: JEG HAR ALDRIG HAFT DET SÅDAN HER FØR. Nå nå, ikke så pessimistisk du. Men det er svært når mit sind skvulper over af romantiske fantasier, som ingen plads har i denne verden.

Og måske er det netop fordi jeg er typen, er danser i regnvejr til soundtracket til La La Land (pisseirriterende type, skal det forstås) i fælledparken, og selvom jeg er kold og våd ind i knoglerne, så er jeg allerede forsvundet op på de lyserøde skyer. Sådan en person er svær at håndtere. Især af en mand, der formentlig ikke er interesseret i at blive elsket. Så jeg slår bremserne i, jaha, jajaja. Er romantikken død? Åh.

Jeg sidder på kontoret, og jeg vil bare hjemhjemhjem. Jeg føler mig hverken frisk eller træt, bare et grumt sted imellem, sådan, meningsløst på en ikke-dramatisk måde. Og jeg er næsten færdig med jobsøgningskurset, slip mig fri. Slip mig fri fra systemet, og kærligheden, ja. Selvom jeg er klar til sidstnævnte, det finder jeg ud af, åh, det er forfærdeligt. Jeg fortæller endda mine forældre om ham. Åh. Skruer lige op for blusset. Hvornår lærer jeg at være tålmodig?

Og jeg ved ikke, hvad der skal ske med bloggen her. Jeg snakker med min psykolog om det. Altid spændende for en lacanianer at sætte sig ind i denne spejlingsproces. Teksten som epos-minder, mudret ind i flydende minder, beretninger. Selvom jeg altid har hold i virkeligheden, slår det mig, at jeg bruger for meget energi på at fortælle disse historier - og til hvilken nytte? Og hele tiden tjekker jeg bloggen; er der nogen der læser det, hvor mange læser med, hvem kommenterer, hvadhvadhvad, men var det ikke bare meningen, at det skulle være en usammenhængende dagbog - og ikke kapitler i en ligegyldig selvbiografi. Jeg synes, at jeg ophæver og genskaber mig selv hele tiden. Måske jeg vil holde en pause, til jeg finder ud af, hvad der skal ske. Måske ikke. Måske jeg skal være mig selv. We'll see.

mandag den 13. november 2017

i undergrunden

Fredagen glider ubemærket ind i lørdagen, og jeg glor melankolsk ud på Frederikssundsvej gennem møntvaskeriets store vinduer mens centrifugeringen i de store maskiner får gulvet til at ryste svagt.

I indre by dufter der af jul, og jeg zigzagger mellem turisterne med min søster ned gennem strøget til vi lander i biografsalens trygge mørke. Jeg mosler rundt på sædet under den uhyggelige film, og vi kigger tit på hinanden og skriger, holder hænderne over øjnene.

Da vi kommer ud, er solen næsten gået ned. Vi drikker et glas hvidvin på en fortovscafé. Jeg er træt efter kun fem timers søvn, har ikke været i bad og har mit grimme vaskedags-tøj på. Filmens voldsomhed har sat sig i kroppen, og byen føles blød under fødderne.

Min søsters ekskæreste har efterladt nogle beigefarvede fløjlsbukser i hendes skab. De sidder perfekt på mine kødfulde ben. Var mit hår virkelig så fedtet? Jeg ser den anden vej. I spejlet stråler mit ansigt rødmost tilbage.

Et andet sted i byen gælder sushi, kæderygning og mere vin. Før jeg har set mig om, er klokken blevet 3. Smøgerne sidder fast i mine fingre, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er mere fuld.

Han venter på os ude foran Undergrunden. På hans kontor ryger vi en cigaret ud af vinduet, mens technoen fra underetagen får lokalet til at rasle. Midt i al snakken kigger han på mig og udbryder: Hvor er du dog smuk. Vi kysser i vindueskarmen, holder forsigtigt fat i hinandens hænder. De andre går hjem.

Det føles som om, at jeg aldrig er kommet ud af biografen. Nu er jeg hovedpersonen i filmen, og jeg betragter mig selv udefra; på lærredet. Tiden er væk, og jeg er hverken træt eller fuld; jeg er den her karakter i grimme fløjlsbukser med fedtet hår, og jeg er helt og aldeles hans. Live a little, har vi sagt til hinanden i telefonen. Nu gælder det.

Han holder mig i hånden og fører mig med ind i Undergrunden.

***

Er jeg i Berlin, eller er jeg her, er jeg her i hans hånd, der trækker mig ind i den rødglødende technohule, hvor folk sidder mast op af væggene i slidte lædersofaer, op mod dj-pulten hvor bassen centreres, affolket dansegulv; alle isoleret trampende med ansigterne vendt indad, og jeg sætter min krop fri, hvirvler med armene over hovedet, ind i hans karatetrin, stryger hænderne op og ned af hans store brystkasse, inderlige kys der strejfes af projektørlyset, bag mine lukkede øjne er der ingen aktivitet, jeg er bare her, et magisk væsen i Undergrunden, og på toilettet hiver han mdma op fra sin pung, jeg siger, at jeg nok skal passe på ham.

Vi vælter tilbage ind i bassen, vildere nu, jeg er vildere, opløses, ind i ham, opløses, og nu cigaretter i et lille rum, og han siger, at jeg er ved at mose mig ind i hans knudrede, uigennemtrængelige hjerte, og jeg peger på mit eget hjerte og min hjerne, og siger, at han er dér hele tiden, og vi kysser gennem røgen, jeg er bange for at skuffe dig, siger han, jeg er bange for at skuffe dig, siger jeg, og vi bliver afbrudt af nogle bekendte, op på kontoret igen, pigen med glimmerøjnene sniffer coke fra sit mobilcover, vi er vågne, jeg er så vågen; han peger på mig fra en anden samtale, og de nikker godkendende, mens jeg sidder arrogant og opstemt henslængt i kontorstolen, som om jeg var en gevinst, at man har ramt jackpot med mig, sådan; "tænk at jeg er med hende", føler jeg han siger, jeg griner, og så ned i baren igen, denne øredøvende bas, jeg er kun en puls, én puls med lukkede øjne, er jeg lykkelig her, hvor er jeg, jeg er hans, her, og der kun os i Undergrunden.

I kapløb med solen cykler vi gennem byen, svimler ned i min bløde seng, stadig vågne, euforiske, som om technomusikken aldrig stoppede, og mens solen står op tager han mig med sin stærke krop, smelter ind, opløses igen, dansegulv, min nøgne krop i hans, krævende hænder i mit krævende skød, kan man rumme denne lykke, kan jeg være det her menneske, og da vi vågner sent ud på eftermiddagen tager han ikke væk, han flygter ikke, og søndagen forsvinder i frysepizzaer, dårlige film og uendelig elskov, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så let, hvorfor er det så let? og hans øjne, hvordan kan de kigge på mig på den her måde, hvordan kan han se så forelsket ud, og måske tænker han det samme om mig, mine øjne, hvorfor ser de så forelskede ud?

***

Jeg er svævende denne mandag, fuldstændig væk. Jeg har lyst til at tude. Jeg tuder. Midt i det her kontorlandskab. Jeg har en dyne om hovedet, blæst, som var jeg stadig tidsløs, ikke-virkelig. Han er ikke-virkelig og samtidig utrolig virkelig. Jeg fatter ingenting.

torsdag den 9. november 2017

spis mig

Han lægger hovedet på mit skød og bider mig legende i underarmen, mens jeg nænsomt stryger hans lange hår om bag ørerne. Han smiler op til mig, "jeg kan godt lide at være her. Med dig."
"Jeg kan også godt lide, at du er her."

Da han kom gående op af trappen i opgangen, fik jeg det umiskendelige sug i maven igen og sang nervøst til ham: "Velkommeeen til Nordvest, velkommeeeennn til min lejligheeeed" (pissegod sang btw). Hans våde hår var samlet i en knold i nakken, og friluftstøjet sad stramt om hans muskuløse overkrop. Ved spisebordet med munden fuld af humus og linser fortalte han om sin vilde rejse med kendisser, åbne sportsvogne og kokain. Jeg fortalte om madforgiftning, tegneserier og Arbejdsformidlingen; bevidst om, at mine historier på ingen måde ville kunne matche hans sindssyge liv. Men han var ligeglad, egentlig.

"Du er smuk," siger han nede fra skødet. Når vi kysser, rammer mit bryst ham på kinden, og mit lange hår filtres ind i hans. Han spørger, om han ikke skal vise mig en sekvens fra den kampsport han dyrker. Han stiller sig på gulvet og strækker kontrolleret sine arme ud og samler dem igen, ændrer stilling for hvert et japansk ord jeg råber til ham. Jeg får lyst til at fortælle ham, som han står dér med håret hvirvlende om hovedet, så seriøs og stærk, at han er det smukkeste menneske, jeg nogensinde har set.

Da vi senere har sex, er han voldsom. Vild som løve, tænker jeg imens. Han vil spise mig. Jeg har aldrig været sammen med nogen, der er så stærk som ham. Normalt dater jeg spinkle, feminine, laskede mænd. Han holder mig hårdt på kravebenet, og jeg presses ned i madrassen. Jeg har svært ved at hengive mig; ikke på grund af hans voldsomhed, men fordi jeg bliver bange for, at han kun vil have sex med mig. At det er dét, som det hele handler om. Hans ironiske, jokende facon hyler mig pludselig lidt ud af den, og jeg bliver ængstelig over hans styrke, og den måde han tager mig på. Tidligere Tinder- og sexafvisninger skyller ind i mit hoved, og jeg kan ikke udholde, at han også skulle være sådan. At jeg kunne være så dum, ikke at have gennemskuet det.

"Læg dig ned," siger jeg til ham og kravler op på ham. Jeg presser hans hoved til siden, holder ham om halsen, slikker ham i øret, knalder ham hårdt. Han kommer.

Jeg falder i søvn i hans krog. Jeg drømmer, at vi har sex på det kontor, jeg sidder på for tiden. Han vil gerne gnubbe sin pik mellem mine bryster, men bliver afbrudt af min tante, som jeg tilfældigt har mødt tidligere på dagen. Hun siger til mig: "Du kan blive alt, hvad du drømmer om", men bliver forstyrret af mine forældre der har lavet et powerpointshow, hvor de forklarer mig vigtigheden i at have et job, og hvordan jeg skal få et. Jeg vågner op med et sæt og begynder at gennemtænke hele mit liv. Han holder mig i hånden i søvne, og jeg hviler mine læber på hans skuldre. Mit hoved føles luftigt.

***

I entreen skubber han mig blidt op af væggen, tager fat om mit ansigt med sine hænder, og kysser mig insisterende. Jeg har stadig sæd i halsen fra hans morgenorgasme, og jeg svimler ind i afskedskyssene. "Vi skal ses snart igen. Snart! Ikke?" Siger han halvvejs ud af døren. Jeg smiler forlegent. "Jo. Snart!"

Jeg græder en lillebitte smule på cyklen hen til kontoret en time senere. Det er fuldstændig ubegribeligt for mig, at et menneske som ham har lyst til at se mig. At han ser mig. Jeg forventer stadig at blive afvist. Han er ubegribelig. Men måske er jeg også ubegribelig. Tænk, hvem havde troet det.

Nu har jeg siddet tre timer på kontoret, og kun formået at producere den her tekst. Jeg er helt blød og træt. Sløret blik. Ryger smøger på trappestenen. Jeg har lyst til at skrive til ham, at jeg gerne vil føde hans børn. Prøver at styre mig, haha.

(Jeg kan ikke finde på noget navn til ham... det skal nok komme)

mandag den 6. november 2017

jorden kalder indianerbyen

Jeg har lige brugt lang tid på at skrive en rigtig irriterende tekst, om hvor meget jeg hadede en indiekoncert i lørdags fordi avantgardejazzen har gjort min smag for sofistikeret til den slags letspiselig musik, og hvordan mit sind er en indianerby der brændes ned til grunden hver syvende dag, men det gik op for mig, at det ikke var spændende, og at jeg mest lød som et prætentiøst lortemenneske.

Siden jeg kom hjem fra mit fuldstidsjob (som arbejdssøgende) i dag, har jeg ventet på, at aftenen gik, så jeg kunne gå i seng. Måske er mit sind som en indianerby, who knows, who cares. Jeg føler, at jeg er smudset ind i "jeg føler"; selvcentreret ad helveds til, for forkælet til at "gide have et job", og at min angst primært omhandler frygten for at miste min EJERlejlighed, hvis jeg ikke får et job. Hallo. JORDEN KALDER INDIANERBYEN. 

Okayokay, det er fordi, jeg lige har set 'Hård udenpå', og jeg kom til at savne Amagerdrengen og hans bløde-indeni. Jeg bed mærke i, at de sagde: "Jeg vil bare have en uddannelse, jeg vil tjene pengene på den hårde måde, jeg vil knokle min røv i laser", og pludselig var jeg den her lille vat-indpakkede prinsesse i det høje tårn igen, som når jeg var sammen med Amagerdrengen; dér hvor jeg gyser af hans voldelige oplevelser, slummede livsstil på Staden og ar på sjælen, og hvor jeg føler mig som en idiot over at være så skidepriviligeret. 

Jeg flover mig over mig selv. Det nytter virkelig ikke noget at flove sig. Man kan jo heller ikke sende alle sine madrester til Afrika, som min psykolog ville sige. Det er velfærdssamfundets skyld. Og thank god, at jeg overhovedet har plads til eksistentielle kriser - og ikke kriser om hvor mit næste måltid skal komme fra eller om jeg skal sove på gaden eller om jeg nogensinde får et job til mere end 10 kr i timen. En (meget) venstreorienteret ven sagde på et tidspunkt, at han det meste af tiden forsøgte på ikke at pille i sin egen navle, men derimod fokuserede på fællesskabet og samfundet i stedet. Det finder jeg utrolig imponerende. Jeg er så wrapped up i min egen elendighed, at jeg ikke formår at hjælpe andre mennesker eller i det mindste besidde en smule revolutionær ånd. 

Men oven i al min elendighed og cirkulære, mentale indianerby-nedbrænding, så skal man heller ikke begynde sig at skamme sig over at man føler, som man føler. Men perspektiv er godt. Jeg kan altid først se (og anerkende) perspektivet, når jeg står med sod på fødderne efter en hård ildkamp mod mig selv. Nye-W. genstarter som en gammel macbook - lige med nød og næppe, og hun dukker op bekymringsløs sådan en solskinsrig mandag, og jeg når lige at tænke: "Tænk jeg var så ked af det, det kan jeg slet ikke forstå nu". 

AK. At forholde sig til sig selv hele tiden... fest.

torsdag den 2. november 2017

forgiftet

Jeg har stadig svært ved at finde ord i forhold til min mandagsdate, så tilgiv mig for følgende mærkelige sætningskonstruktioner og halve pointer. Jeg tror vist nok, at jeg blev forelsket. Lige dér efter to timer. Forelskelser er mange ting, er de ikke? Og måske er forelskelse også for stort et ord. Men det slår mig efterfølgende, at jeg har utrolig let ved at forelske mig; jeg forelsker mig hele tiden.

I lang tid har jeg brokket mig over, at jeg ikke kunne lande anden date i kølvandet på de her fantastiske første dates. Jeg har haft de mest magiske, vidunderlige one-night-stands og første dates; hell, på et år har jeg snavet mindst en håndfuld mænd forskellige steder på Nørrebrogade i date-beruselse og kemi-eksplosioner. Måske er det faktisk mig selv der skaber disse vakuum-dates, der kun eksisterer i et romantisk parallelunivers? (Måske er det kun mig der oplever disse dates som epokegørende) (Det går op for mig, at det altid er mig der kysser og skriver først.. åh... så intens, shit)

Min mandagsdate havde lige så høj intensitet som jeg. Øjeblikkeligt havde jeg lyst til at røre ved ham, og jeg fortalte ham alt om mig selv. Da jeg kom hjem fra de forsigtige kys på bænken, skrev han til mig, "et skønt stykke menneske", og han er blevet ved med at skrive til mig lige siden. Han kan lide, at jeg skriver langt og knudret, han synes jeg er smuk og sjov. Han synes det er spændende, at jeg er så følsom. Han ville ønske, han snart kunne se mig igen. 
JAMEN HVEM ER DET HER MENNESKE.....

Jeg tænker på ham hele tiden, men med en mærkelig ro. Jeg har lyst til at tude over, at have mødt et menneske, som ser mig, sådan rigtigt. Og du tænker - "på to timer? i er da stadig fremmede overfor hinanden", men det er en FØLELSE. 
Åh gud, skyd mig, det her indlæg er lort. 

JA okay. Han kan sagtens vise sig, at være rablende skør og alt for ekstrem. Jeg ved intet om ham. Kun at han er det mest interessante, nærværende og komplekse menneske, jeg længe har mødt. Det er for sindssygt. and i wanna make sweet love to him, arhghgg.

Okay, jeg stopper den her rablen. Har holdt ovenstående inde i mit hoved siden mandag, men det er der godt nok ikke kommet noget særlig konstruktivt ud af. Stadig lige så ordfattig. Jeg prøvede også at forklare det til min psykolog, men var fuldstændig perpleks og mundlam. "Det må være fordi, du er forelsket... da jeg var på din alder, var jeg forelsket hele tiden, det var fantastisk!" 


***

Onsdag aften til Den Store Bagedyst drikker jeg en hjemmebrygget øl, der viser sig at være for gammel, for jeg vågner op i nat og kaster op og har den mest skrækkelige mavepine. I mine smerter - som jeg til at starte med tror er psykosomatiske - står det klart for mig, at jeg bliver nødt til at gøre noget ved jobsøgningskurset-situationen. Min krop bliver så stresset af det lort, og jeg er så nervøs for at fucke op, at det lammer mit sind komplet. 

Men det er ikke psykosomatisk at få madforgiftning af en gammel, klam øl, og jeg tvinges til at melde mig syg, en lettelse at kunne blive liggende i sengen og være ingenting, og hvorfor er det så let at melde sig syg, hvorfor har det ingen konsekvenser, åh..

Senere på dagen som jeg mest af alt har brugt i en sammenkrøllet, patetisk fosterstillingsposition med hænderne foldet over den ømme mavse, ringer min kære far, og vil høre hvornår vi skal fikse mit badeværelse (ikke at det behøver at blive fikset faktisk, men den gode man har skaffet en ny håndvask og et nyt toilet, som han insisterer på at installere), og jeg fortæller som en lille pige min beretning om både den gamle øl og om rædslerne på jobcentret, hvor stresset og deprimeret jeg er. 

Men min kære far er en kæmpe nar uden situationsfornemmelse, og begyndte at kaste med giftige projektiler til en alt for svagelig sygdomsramt person: "Får du søgt en masse jobs alligevel? Hvad med uopfordrede, det er jo sådan man får jobs? Jamen har du slet ikke lært noget de sidste seks år på universitetet? Lærer de jer ikke noget? Du må da kunne noget - du må da snart få et job. Hvorfor har du ikke købt en vaskemaskine endnu? Står det sløjt til med økonomien? Ja, du må altså se at få det job, job jbo jbobjbobjbjbjobobbobjbobjobjbojbojbojbojobjobjobjojbojbobjboj SNART få joobb,, har du ikke lærtt noggeett, søger du nok, hvad vil du med dit liv, ligger du bare derhjemme og "krydrer røv inbetween", job job job, job job? job... jobjobjobo? jobjojoboj. penge-penge-penge, fornuft-fornuft-fornuft. 

Efterfølgende tuder jeg i små 5 timer og glemmer, at det er vigtigt at spise mad, når man har ørlet og skidt til den store guldmedalje; i stedet ser jeg kun mig selv som en STOR FED TABER, der bare hyler og hyler derudaf, som om det hele krakelerer, som om at det hele går i opløsning nu, ned mod afgrunden, ned mod mørket, der er intet håb, ingen fremtid, dommedag dommedag dommedag. Og når man ligger dér krøllet sammen i en patetisk (men æstetisk smuk) fosterstillingposition, så føles ensomheden endnu mere voldsom, for der kommer ingen og passer på mig, igen og igen fastlås det at jeg har kun mig selv, men jeg har ikke lyst til kun at have mig selv, okay? Jeg vil gerne have omsorg, for helvede. Jeg vil gerne have et job også, men ikke for enhver pris. Jeg har lyst til at brøle ud til verden: LAD MIG VÆRE KUNSTNER. Og jeg drømmer hemmeligt om receptionistjobs og stille timer i ikke krævende positioner, jeg drømmer om at glemme al ambition, pres, og bare VÆRE, være alt det jeg er, alt det som åbenbart og forhåbentligt godt kan elskes, og jeg har lyst til at banke min far lige i maven og sige, at han ikke forstår hvordan det er, at have alle muligheder i verden, uden at have lyst til at gribe nogen af dem.

***

jeg er flov over det her indlæg, og jeg er nervøs for mit crime rider indlæg, jeg er så paranoid og alt for følelsesladet. Et par stykker har spurgt mig den seneste uge, om det ikke er frustrerende at være så følsom her; om jeg ikke bare kan slå det fra, og tænke på noget andet (ligesom Skægmonstret altid krævede af mig), MEN JEG KAN IKKE. Okay. Og derfor skal de her indlæg også leve, i al deres ufuldstændighed, jeg er mega ufuldstændig, jeg er helt krakeleret. Men jeg lever stadig. Fuck. Det hele er lidt ad helveds til lige for tiden, men who am i kidding, hvornår havde jeg det godt? haha. åh. Måske er det det neurotiske menneskes livsbetingelse: altid utilfreds, ulykkelig, overfølsom, overstimuleret. Formentlig dør jeg i en tidlig alder, fordi min nerver er fuldstændig slidt ned.
I DET MINDSTE HAR JEG MINE OPDIGTEDE FORELSKELSER....

onsdag den 1. november 2017

crime rider

Jeg er anarkistisk i ånden, men ikke i praksis. Derfor fylder det med mig kvalme og mavepine at være en crime fucking rider, der finder loopholes i Systemet og rækker en stor, fed fuckfinger til reglerne. "Ses bitches, i'm outta here" (sagde hun og græd som pisket).  

Det er decideret ubærligt at være i det åbne fængsel, så jeg har taget sagen i egen hånd. Hver morgen møder jeg op, tjekker ind i systemet, og går igen. I morges satte jeg mig ud på toilettet og swipede på Tinder i et par minutter, gik op og ned af gangen; lod som om, at jeg skulle være der, mens jeg prøvede at presse mig selv til at være ligeglad og ikke give en fuck.

Når jeg forlader bygningen, er jeg sikker på, at alle konsulenterne holder øje med mig oppe fra vinduerne, så jeg krøller kroppen sammen, duknakket og klædt i sort, et ængsteligt fjæs, og siver ud af Systemet som en lydløs fis der sidder fast i bukserne.

Kvalmen indtræder på vej hen til det andet kontor, hvor jeg gemmer mig, og det føles som om, at mit underliv skal eksplodere. Inflammatorisk rebelskhed, garhhrwd. Men her er levende planter, sutsko, og plakater uden inspirational quotes om arbejdsmoral. Her er mennesker uden døde øjne og raseri.


Senere skal jeg tilbage, gå op og ned af gangene, simulere jobaktivitet og engagement, gemme mig lidt på toilettet bagerst i bygningen, og så stemple ud. Tirsdag var min første prøvedag i den nye anarkistiske livsførelse, og jeg kan ikke helt lure, om det føles godt eller værre. Eller om det bare er den samme type lort, bare i nye omgivelser.

Bedraget, du ved, det nager mig. Jeg ville aldrig kunne begiå en storstilet forbrydelse, et mord, eller fuske med penge. Engang begyndte jeg at stjæle sodavand fra kebabstedet, når jeg købte pitabrød, fordi jeg fandt ud af, at det var utrolig let. Bestilte min shawarma, og gik hen til køleskabet og puttede en dåse-Fanta i lommen uden at blinke.

Efter 3-4 gange fik jeg dårlig samvittighed, og havde lyst til at gå ned og bekende min forbrydelse. Måske sker det samme her; jeg får lige smag for livet i Underverdenen, dér hvor samfundets udstødte og forbrydere chiller, dem der ikke giver en fuck, og så begynder samvittigheden at nage mig så meget, at jeg bryder sammen:

"I confess" råber jeg til jobkonsulenten, hiver ham desperat i skjortekraven og falder ned på knæ i en patetisk krampe. Han ringer til sikkerhedsvagten, som fører mig væk i en sort bil. Bilen kører ud på en mark, og jeg bliver kastet ud i den våde muld. Mine knæ rives til blod på de små sten, da vagten sparker mig i nyrerne. "I det her system SKAL MAN FØLGE REGLERNE," brøler han ind i mine ører, mens han river mig i håret, så mit hoved bukkes bagud. Han lader mig ligge på marken i regnvejret, stiger ind i bilen og kører væk. Jeg vender mig om på ryggen, og lader regnen skylle jorden og blodet væk fra mit ansigt. Jeg forstår det nu, hvisker jeg til mig selv, jeg vil aldrig bryde reglerne igen, det lover jeg. 

Det øjeblik klokken rammer 15 forsvinder alle mine fysiske symptomer dog. Jeg ved, at jeg ikke er syg. Men jeg er syg. SYG I SJÆLEN. Fordi jeg er en crime fucking rider. Jeg ville hellere være et ordentligt menneske, må du forstå. Det piner mig, at være tvunget ud i dette nedbrydende (selv)Bedrag. Men Systemet tvinger mig til det, jeg har intet valg, INTET valg. Jeg må, jeg skal!, bryde reglerne.

"Kære arbejdsplads, jeg er 28 år gammel og sindssygt intens og dramatisk, ikke særlig robust og fleksibel, og jeg har mange psykosomatiske lidelser, såsom inflammatoriske betændelser i hele mit nervesystem, ofte med en lyst til at vold-ørle og skrige og besvime på samme tid!, men til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at stjæle kontorartikler. Call me."