fredag den 29. december 2017

full circle

Undskyld mig, men hvad er det helt præcist, der er med den her uge mellem jul og nytår? Hvert år synes jeg, at jeg er ved at brænde totalt sammen. Er det fordi kroppen bearbejder et helt år på een gang? Er det fordi man ikke rigtig er noget de her dage, livet sat på pause, limbo, whatever?

Jeg svimler rundt i mit liv, som om at 2017 er ved at implodere inde i mig.

DET KAN OGSÅ være fordi, at jeg har arrangeret en nytårsfest i min lejlighed, som på en måde virker som et opsat teaterstykke, hvor jeg som instruktør nøje udvælger karakterer til at skabe verfremdungseffekt. Teaterstykket kalder jeg "Full Circle". (Fire stjerner i BT)

Lad os se, lad os se, jo jo, ja, lad mig tage den fyr der knuste mit hjerte tidligere på året, sætte ham ved siden af ham der kyssede mig forrige nytår, uf, det bliver godt, og lad mig se... tilsætte det lidt krydder med en god gammel ven, som jeg i en rødvinsbrandert fejlagtigt knaldede med i efteråret, fordi jeg ville trøste ham for hans hjertesorger. Ja! JA For helvede! LAD MIG SAMLE ALLE SPØGELSERNE I EEN STUE,

- så kan jeg sidde for bordenden i min egen lejlighed og betragte disse smukke hankønsvæsener som den overlegne gudinde jeg er. Se dem snakke med hinanden, eeej, det bliver sjovt, og uf, og se dem spise, neeej, se hvor de spiser, de smukke mænd, og fnis, tænk at de sidder dér og slet ikke ved noget om hinanden, ej nu er det for meget, det er da godt nok for meget,

og hvad nu hvis jeg har lyst til at tage hjem men indser at jeg ER hjemme og at jeg har 15 mennesker på besøg, hvad hvis jeg kaster op før desserten, hvad hvis ingen krammer mig når klokken bliver 00, hvad hvis jeg sejler væk væk væk, falder ud over altanen fordi jeg troede fyrværkeriet var blandselvslik,

hvad hvis jeg indser at 2017 har været mit mest levende år (min psykologs ord) nogensinde, hvad hvis jeg slet ikke kan være i 2018, hvad hvis jeg rent faktisk skal elskes en dag, hvad hvis det jeg drømmer om godt kan gå i opfyldelse, hvad hvis nogen bare tager min hånd og fortæller mig at jeg er god nok, hvad så? Hvad sker der så?

***

Jeg sidder fast i 2017 lige nu. Det er som om, at der ikke er gået et år, samtidig med at jeg føler mig 3000 år ældre. Hvis bare jeg ikke havde al denne angst, så ville jeg måske bedre kunne forstå det hele.

Måske jeg slet ikke bør tage nytåret så seriøst. Men jeg er et seriøst menneske, må du forstå, så jeg kan ikke lade vær. Jeg elsker følelsen af full circle, skæbnens ironi, mønstre, også selv om jeg selv fremprovokerer det. Måske man vælger sin egen skæbne? Hmm.

onsdag den 27. december 2017

boost

"Lov mig at vi ses snart, ikke??" Min faster krammer mig hårdt og ånder på mig med en ulidelig snapseånde. Jeg mumler "Jojo", griner falskt og undgår hendes blik. Hun er utålelig, og mig og min søster har endelig set vores snit til at kunne forlade den ubærlige julefrokost. Alle deres øjne er blanke og sejler specialølspåvirket rundt i hovedet på dem. Jeg kan næsten ikke holde ud at kigge på dem, så det meste af tiden sidder jeg tavst for bordenden og glor olmt på et vagt punkt bag deres hoveder, engang imellem for at afbryde dem med rasende monologer.

Mest af alt tager jeg mig selv i savne Skægmonstret helt enormt. Han var altid så fin til disse højtidsfrokoster; spiste om kap med min far og smalltalkede hele vejen ind i himlen. Gudsbenådet roligt menneske i god kontrast til min eksplosive arrogance og overfølsomhed.

Søster og jeg har begge lyst til at tude på vej hjem i bussen som slanger sig gennem forstaden og samler flere blank-øjede snapsemennesker op på sin vej. Heldigvis rammer vi traditionen tro bodegaen på Nørrebro, og kan endelig forpeste vores lunger med røg og lade neuroserne få frit spil. Hvis jeg får penge nok en dag, så rejser jeg væk til jul. Jeg kan ikke udholde den latterlige grisefest.

Det føles samtidig som om, at al kærlighed forlader mig i dette røgfortættede rum, og mine øjne hænger nede på kinderne, mens cigaretterne smuldrer mellem fingrene på mig, og jeg længes efter alle mænd i hele denne verden.

Bodegatomheden får mig til at ligge i min seng til langt ud på formiddagen med en ufattelig ensomhed spændt ud mellem organerne. Juletømmermænd er det vel nok. Jeg husker, at jeg har det på samme måde hvert år. Det samme afsavn til kærlighed og omsorg, den samme lammende tomhed.

Jeg diskuterer med mig selv, men ser alligevel mine fingre installere Tinder på telefonen. Lidt digital bekræftelse hjælper mig altid, overbeviser jeg mig selv med, og jeg kan forsætte min desillusionering - være stærk, sej og femme fatale. Smukke mænd er der også, og jeg lader dagen forsvinde ind i samtalerne.

Jeg føler mig død indeni, og det er først, da jeg ved midnat ligger og nusser en 30-something tindermands brysthår i en ekstravagant lejlighed på Vesterbro efter en omgang middelmådig sex, at jeg indser, at jeg nok ikke helt er ovre Løven endnu. Jeg lukker øjnene, og forestiller mig, at det er hans hud under mine fingre. Tindermanden vil gerne have en elsker men ikke kærlighed. Jeg siger, jeg vil det samme. Men da han ligger og pruster ovenpå mig efter sin orgasme, ved jeg, at jeg lyver.

Men det er ok, det er ok. Vi drikker et glas vand i sofaen efterfølgende, og jeg føler, at jeg er ovenpå samtalen; at det er mig der styrer det her show. Mens jeg tager tøj på, får jeg øje på min nøgne krop i de store vinduer. Jeg vender og drejer mig og tænker: Wow, hvor er jeg smuk. Det var nok bare det, jeg ville have. Et overfladisk boost. Og det er ok, det er ok.

Min verden flyder over med mænd, sex og dertilhørende illusioner. Det er overspringshandlinger, kedsomhed, liderlighed og længsel. Jeg synes, det er sjovt, at køre hen til en fremmed mand kl 23 en tirsdag aften, knalde ham, og sige "knep mig" med en liderlig stemme, når jeg vil have, at han skal komme; de bliver altid helt vilde, når man kigger på dem og siger "knep mig", og det føles på lige fod med at gå i biografen, kynisk underholdning, eskapisme, you name it, jeg er magtfuld og i kontrol - for jeg har ingen forelskelse klemt i relationen. Tværtimod føler jeg ingenting.

mandag den 25. december 2017

juledesillusion, kapitel 24

Som et pakæsel med årets julegaver fastmonteret på ryggen sløver jeg mig op af Søborg Hovedgade, ud mod mine forældre i forstæderne, og jeg går kun, fordi jeg gerne vil have, at al min ængstelighed  fra lørdagen skal forsvinde, og December har især lært mig, at jeg godt kan gå mine følelser væk, ændre dem, og efter 7 km i silende regn begynder jeg endelig at føle mig glad og stærk igen, jeg kan godt, jeg kan godt, og selvom jeg svimler lidt i lædersofaen, og det konstant føles som om, at jeg er på den store rutsjebane, så er jeg tryg ved min familie, og snart har jeg glemt hvor frygtelig lørdagen var og hvor stort afsavnet til disse efterhånden ansigtsløse mænd var, for jeg forstår, at de 16 mennesker i rummet er bundet sammen af blod, og jeg har dette blod i mine årer, og at jeg slet ikke behøver nogen andre udefra til at frelse mig.

Jeg tror godt på, at jeg kan frelse mig selv.

Tak fordi I har læst med her i December. Jeg er dybt benovet.

Glædelig jul. <3 <3

lørdag den 23. december 2017

juledesillusion, kapitel 23

Igen er det en misforståelse, at man kan drikke sig fra melankoli og hjertekvaler. Et par timers bekymringsløs eskapisme, jovist, men straffen dagen derpå er ulidelig. (Forstår jeg snart dette faktum?)

På kontoret er jeg igang med flå i mine minder, ryster nostalgiposen, og håber der falder noget brugbart ud; en idé om, at hvis jeg virkelig glor dybt ned i min sjæl, så vil der være vigtige historier at fortælle. Problemet er bare, at når man kigger tilbage på denne måde, så bliver man også suget ind i fortiden. Den har ikke givet slip på en, bare fordi tiden er gået. Det føles som et grumt fotoalbum, hvor jeg som et spøgelse optræder på hvert et billede; genskaber følelsen og nægter at give slip.

Jeg finder en tegneserie, som jeg lavede forrige efterår i et forsøg på at forstå og bearbejde bruddet med Skægmonstret. Men tegneserien var ikke en forløsning, tværtimod undersøgte den bare den ensomhed som afsavnet havde affødt. Når man er vant til at elske og blive elsket uafbrudt af et andet menneske i 4 år, så er der noget der føles dybt forkert, når det ophører. Jeg har ikke læst tegneserien siden, men i går læste jeg den igennem igen og igen og igen. Jeg har skjult ham på Facebook, men stalker hans profil en gang i kvartalet. Jeg taster hans navn ind i søgefeltet, mens jeg sidder med tegneserien foran mig.

Hans profil er spækket med billeder af hans nye kæreste, "Nye W.". De har blandt andet været oppe på et bjerg for nylig. Familiemedlemmer (som jeg aldrig har mødt, fordi jeg aldrig havde lyst til at tage med til familiearrangementer - til hans store irritation) skriver: "Tillykke med hende", "Vi glæder os til at se jer", "kan du nu hilse nye W., hvor ser hun dejlig ud."

Jeg zoomer ind på Nye W.'s ansigt. Hun smiler aldrig med tænderne. Heller ikke på hendes profilbilleder. Hun har sikkert et helt fucked tandsæt, siger jeg til mig selv. Desuden ser vi meget forskellige ud. Det er godt. De har kun været kærester i et halvt år, og allerede fylder hun mere end jeg nogensinde har gjort. Men det er ok. Det var mig der gik.

Alligevel, til trods for benægtelsen overfor bitterheden, så formerer afsavnet til En Kærlighed Der Engang Var sig i min torso som langsom, tyktflydende lava der destruerer alt på sin vej. Jeg lader derfor alle hjertesorger skylle ind over mig, mens jeg slukøret trækker min cykel hjem fra kontoret.

Nå, men øl. Selvfølgelig. Jeg var jo glad på et andet tidspunkt, ja, det husker jeg, så .. videre-videre-videre. Min hoste er harsk og hele dagen spekulerer jeg på, om jeg mon har fået lungekræft. Nuvel, ild må bekæmpes med ild. Bodegarøg, jeg kæderyger, gør vi ikke alle det, øllene glider ubesværet ned i mit svælg.

Det er en af disse aftener, hvor jeg hader alt, hvad jeg siger. Mens jeg snakker, synes jeg, at jeg er en superstjerne, men når sætningerne slutter, ørler jeg over min selvfede form, skammer mig. Det føles som om, at de historier jeg fortæller, skal bidrage til et eller andet imponerende billede af mig. Måske har jeg bare brug for at tro på historierne selv.

Men jeg føler mig smuk til trods for fedtet hår; jeg føler, at min krop er lille, at mine ben er slanke, at min ansigt er indbydende. Da jeg nøgen og i skrædderstilling spiser pitabrød med falafel på min seng et par timer senere, og lagenet fedtes ind i dressing og kål, kigger jeg på mine kødfulde hofter der splatter ud til hver side, helt nubrede og strækmærkede. Med en dressingfinger trykker jeg på det løse fedt, men det kan ikke skubbes væk.

Da jeg vågner i morges gør hele min krop ondt. Jeg er bevidst om tømmermændenes effekt på psyken, så jeg forsøger ikke at freake ud. Inde i mit hoved svæver Skægmonstret, H., Løven og ham Briten, som jeg tidligere på ugen har sendt disse længselsfulde beskeder om drømme og risengrød (han er tavs nu).

I nat har jeg drømt, at mig og Briten køber Royal Copenhagen-stel sammen i et kæmpe storcenter. Vi bliver af vores fælles venner taget i at holde i hånd. Alle er dog cool med det, og jeg smiler kærligt til ham. Hele lørdagen har jeg lyst til at fortælle ham om min drøm som en form for forkvaklet kærlighedserklæring, because at christmas, you tell the truth.

Men han er fiktiv, jeg kender ham knapt, selvom jeg har kendt ham i mange år, men hvem gider at høre om disse drømme? I mit hoved er jeg drønromantisk, men realiteten er nok, at det er alt for meget. Og hvad er kærlighed overhovedet? Hvornår ved man, om man skal kæmpe for noget? Desuden betvivler jeg mine motiver. Hans fysiske fremtoning minder lidt om skægmonstret; denne store bamsede, behårede, varme krop, de venlige, kærlige øjne.

Efter at have brugt tre timer på at pakke tre gaver ind, er jeg fuldstændig udmattet, og lægger mig på sofaen. Min krop sitrer med angst, og jeg er virkelig bange. Løven spiser forsat af min krop, jeg bliver ængstelig, når jeg forestiller mig hans ansigt. Det er underligt, at jeg på denne måde bliver ved med at glemme og huske ham. Det var måske ikke så simpelt, som jeg havde forestillet mig. Jeg ville ønske, at han bare kunne forsvinde. Ligesom de andre. Forsvind.

Da jeg senere går ned i Fakta for at købe en frysepizza, føler jeg mig som det mest ensomme menneske nogensinde. Alle jyderne er rejst hjem til moderlandet, og byen er forvandlet til De Fortabte Sjæles Ø. De fleste lejligheder er mørklagte.

Men blandt frostvarer og mælkeprodukter svæver andre enlige sjæle rundt, nogle gange mødes vores melankolske blikke, og jeg forsøger virkelig at huske på, at jeg ikke er den eneste, som sidder alene hjemme i min lejlighed dagen før juleaften og drømmer om store bamsede kroppe der holder om mig så tæt og kærligt, at den dér lammende trykken fra brystet forsvinder.

fredag den 22. december 2017

juledesillusion, kapitel 22

Dronningen i mit liv spurgte om jeg ville skrive et indlæg i dag, og jeg svarede JA! og tænkte at jeg ville skrive alle mulige interessante ting, dybe ting, samfundsrelevante ting. Men trods tankemylder føles min hjerne som et blankt fængsel og jeg må hive og slide for at finde bare en enkelt sammenhængende sætning frem.

Jeg kan skrive om det helt åndssvage i at sidde i jobcentret og i a-kassen og især til jobsamtalen. ”Du har været til samtale, det er bare så godt, så gør du jo det rigtige” siger de i a-kassen, ”er du kompromissøgende, er du bedst i fællesskab eller kan du bedst lide at arbejde selvstændigt og kan du følge dine projekter til dørs” spørger de til jobsamtalen, ”vi er en dynamisk arbejdsplads med en uformel omgangstone, du skal elske at have mange bolde i luften og du skal være struktureret og kunne tænke strategisk og alt muligt andet pis”, det sidste siger de aldrig, men det kunne de ligeså godt.

 ”Du skal træde ind i trædemøllen, den dødssyge trædemølle, du skal bidrage til samfundet, men kun økonomisk, ikke tænke for stort, men for guds skyld heller ikke for småt, du godeste nej, du skal kunne tænke kreativt, men kun tænke kreativt inden for de rammer vi har stillet op. Søg aldrig uden for rammerne og hvis du gør det – vid at det bliver virkelig, virkelig hårdt, at du nok kommer til at bukke under for presset, det er meget nemmere at gøre som os andre, gør du hellere det, pas på med at drømme, men pas også på med ikke at drømme. Du skal have en drøm, men kun vores drøm, din egen drøm er for radikal eller den er for naiv, du må hellere bare sætte dig ned og skrive den jobansøgning og booke det kaffemøde. Så kan vi alle håbe stille på at du bliver til noget, at du lander det job”.

Sådan siger samfundet hele tiden, eller, sådan føles det i hvert fald nogle gange. Men jeg finder min indre power woman, min indre systemkritiker, min indre kyniker frem og det føles godt at sige fuck alting til… ja, alting.

Jeg kan også skrive om den unge, høje mand som er kommet ind i mit liv gennem min personlige Kirsten Giftekniv, og jeg kan skrive om, at jeg håber det hele lykkes denne gang med denne mand, for jeg kan virkelig godt lide ham selvom jeg er åndssvagt bange for at han forlader mig ligesom alle de andre mænd har forladt mig.

Jeg kan også skrive om, hvordan det er at være forelsket i en person, der har absurd travlt hele tiden, mens jeg overhovedet ikke selv er travl. At sidde i venteposition gør mig seksuelt frustreret, fordi den mand jeg gerne vil bolle med, ikke har tid til at bolle med mig.

I stedet spiser jeg endeløse mængder rugbrød med spegepølse, remoulade og ristede løg og drikker ligeså endeløse mængder hvidvin. Jeg sendte en snap til Kirsten Giftekniv for at dokumentere min seksuelle frustration, han sagde LOL! og lidt senere: ”nu er jeg seksuelt tilfredsstillet, jeg håber snart du ser en penis igen”, og jeg svarede ”åh, hvor vidunderligt for dig, så slipper du for spegepølse og hvidvin”.

Jeg håber jeg snart slipper for spegepølse og hvidvin.

- N.

torsdag den 21. december 2017

juledesillusion, kapitel 21

Den sidste uge har jeg haft gåture, hvor jeg bevidst har sagt: "Det her er mit Bridget Jones moment". Åh. I'm that kinda girl - lukket øjnene, mærket vinden i mit hår og solen prikke på kinderne. Lol. Du ved, den dér umiskendelige følelse af, at være vågnet op til sig selv, og erkendelsen af at alting er ved at løse sig og falde på plads. I nat kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg var så spændt.

Indenfor den sidste måned er jeg væltet pissestiv på min cykel, haft lus, blevet dumpet for hårdt, smadret min telefon, discosnavet random mænd, vadet København tynd med rastløse, nedslidte skridt, bollet en 43-årig ulidelig møbeldesigner, mistet mit elskede halstørklæde, haft analsex for første gang, og haft så store eksistentielle kriser, at jeg har været ved på at kaste op over mig selv.

Indenfor den sidste måned har jeg også landet et job hvor jeg skal undervise i noget, jeg er dybt passioneret omkring og hvor jeg skal bruge mig selv og mit eksotiske følelsesliv på en konstruktiv facon, og et kreativt fællesskab har gjort mig til hovedkonceptudvikler på et projekt der skal handle... om mig selv, fuldstændig frie tøjler, og jeg forstår pludselig, at det måske godt kan lykkes mig at være... mig selv. At hvis man tager sig selv alvorligt, så bliver man også taget alvorligt af andre. Shiiiiiit.

Det hele føles som en svag feberdrøm; som endnu en af disse forelskelsesforestillinger i mit hoved, hvor jeg hele tiden er usikker på, om det er virkelighed eller blot imaginært. Jeg har været et stort smil idag, selvom jeg er træt, irritabel, rodet, diffus ad helveds til; i går var jeg næsten nået til Vesterbro, før jeg opdagede at jeg havde glemt min cykel foran 7/11 på Nørrebro, jeez; i dag slog jeg hovedet ind i en metalstang under skrivebordet, fuck, og glemte min oplader på kontoret, min telefons skærm er gået helt i smadder, menuknappen af faldet af, jeg lever af ost og smør og chokolade og kaffe, jeg ryger alt for meget, og jeg burde virkelig slappe af med at skrive meget personlige beskeder til ham den gamle bekendte fra i fredags, hvor jeg fortæller om alle mine tanker og oplevelser, og jeg er rædselsslagen for disse kreative projekter, fordi jeg er bange for, at jeg slet ikke har nogen fantasi eller evner alligevel - at det bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind, fordi jeg vil det så gerne (og ikke vil noget andet).

Og til trods for det, så på vej hjem fra kontoret i dag skvulpede mit hoved med lykkefølelserne, og jeg tog mig selv i at grine under smiley-huen, og du ved, det var ikke engang betinget af andre, det kom fandme helt indefra. Samtidig prikker det i mine led og organer, små skarpe smertestik, mine lunger rasler, er mit tandkød ved at gå i forrådnelse?, måske jeg har kræft, det må jeg have - sådan en lykke her må koste. Må den ikke? Eller hvad? Hvornår vælter lortet? Vælter det?

Det er sjovt; jeg kan næsten ikke holde ud at skrive om det. En lille stemme i mit baghoved siger: du lyder som en fucking frelst nar, når du er glad. Uh-uh-se-mig-hvor-glad-jeg-er-idag. Men fuck det. Man skal også huske at skrive på de gode dage. Yes yes yes.

onsdag den 20. december 2017

juledesillusion, kapitel 20

Dagens obsession: Hvad nu hvis vores univers bare er et computerspil skabt af aliens?



Fuck min eksistentielle krise så.

(Er virkelig træt af julekalenderen og af mine ord, og de sidste to dage har jeg kun tænkt på alternative universer i forbindelse med et projekt, så nu bliver det altså lige sådan her i dag)

juledesillusion, kapitel 19

Jeg forsøger at huske på hvad min eks-partner sagde om at skateboarding var magisk. Han fortalte at det for det meste handlede om at fejle. Om hvordan de professionelle skateboardere ville ligge videoer op ad dem selv hvor de knuste testikler og forblødte knæ. De udstillede kampen før at alting gik op i en større enhed, for at legitimere den bløde landings tilblivelse. Lige nu sidder jeg selv med maste løg og skrammede lemmer og har efter de seneste slag mistet tiltroen til mig selv.

Det er blandt andet fordi jeg er blevet forelsket. Jeg er forelsket i en Nordmand og i mit arbejde som tegneserietegner. Begge startede som en fascination, men nu er jeg blevet indviklet i sådan grad at enhver tro buddhist ville slå mig over hænderne og sige at man da ikke kan binde sin identitet med sine bedrifter.
Men jeg føler mig opslugt.

Jeg er nu besat af tanken om at skabe ting som sætter gang i mundvandet på indie-comic-scenen, jeg vil have de skal tro at jeg er meget mere end som så, jeg vil gerne have at han ikke bare skal synes jeg er erotiskbuttet og dragende, men også klog og egenhændig. Jeg vil have verden skal se at jeg spiller på min egen fløjte. Men selve disse tanker annullere intentionen.

Jeg skrev med Nordmanden i går og fortalte ham mine dybeste perversioner. Han svarede prompte tilbage og min mistanke om at vi er to forstyrrede individer som har låst øjne, blev bekræftet.
Mennesker lever i et spektrum, men jeg har det med at kaste mig ud yderst i polerne, enten med de aseksuelle eller de perverterede. De har begge deres respektive forcer.
De aseksuelle kan tillade mig et andet fokus. Der lægges vægt på nærvær og fordybelse. De perverterede forstyrre mig og sætter ild til alt de rører ved.

Nordmanden har sat ild til min lunger og jeg har rendt rundt som en seksuelt forstyrret drage og kysset på alle dem som ville lade mig. Han fortalte mig at han gerne vil leve som i et 60'ser kollektiv hvor man kan drages ind og bolle lige dem man har lyst til. Det ville løse alle mine problemer tænkte jeg.
Så jeg slog op med min kæreste M. og har sidenhen ikke sovet mere end 3 timer hver nat fordi jeg har været opfyldt af projekter, vin og sex.

Jeg vågnede op hos W. her til morgen med febersymptomer og ondt i halsen. Vi spiste ostemadder og pakkede så vi var klar til at tage på tur. Jeg skulle købe rene underbukser efter ugens strabadser og hun skulle til psykolog. Vi lovede vores tørre halse at vi ikke skulle ryge mere, men samtalen ledte hen på livet så vi endte med at pulse på blågårdsgade og drikke filterkaffe.
Det var godt.

Vi gik hele vejen i kulden og menneskemængden, og selvom jeg kunne mærke det prikkede i mine arme var det godt at lade dem i ro og være en del af bymassen. Når W. snakker, så snakker hun hurtigt og melodisk. Jeg mumler tilbage at det kan jeg godt forstå, i håbet om at hun fortsætter.
Vi sætter os på en bænk inde i byen og ruller endnu en smøg.

Vi tager ind og ser The Square, som udstiller kunstverdenen og kulturelitens hykleri. Mens mest af al snakker den magtesløshed vi allesammen væver rundt i.
Vi kom sultne og chokerede ud af grand teatret og røg endnu flere smøger mens vi forsøgte at sætte ord på den skam vi følte som mennesker. Den tomme følelse filmen havde efterladt ledte til et kongemåltid af stegt spydkebab og pomfritter i køsk's larmende og oplyste lokaler, og vi begyndte at fortælle om alle de gange vi havde manipuleret og ydmyget for at hæve os selv.

Det er en almen misforståelse mellem unge mennesker at manden er en ulv som uden følelse vil sluge en hel. Det er en almen misforståelse mellen unge mennesker at dem som repræsentere det som man selv flygter fra skal ned med nakken. Vi griner højlydt af vores beskidte bedrifter og absurditeten der ligger i at se en film der sætter spørgsmål ved alt det som vi undskylder nu.

Vi føler os til sidst begge overmætte og beslutter os for at tage hjem. W. spørger om jeg ikke skal have et glas rødvin sammen med min tegning. Jo tak. Jeg forsøger at illustrere den følelse af utilstrækkelighed jeg har følt på det seneste.

Eksen M. skriver han gerne vil ses igen. Jeg ved at hver besked/manglende besked - berøring/manglende berøring skærer ham som en kniv.
W. siger jeg skal lade ham være.
Han siger hans sidste ønske er at vi ses igen inden jeg tager tilbage til Jylland.
Jeg kan mærke jeg bliver ked af det.
Men Nordmanden har lige bestilt airbnb til Berlin og jeg trøster mig ved tanken om os to, siddende på en eller anden resturant hvor vi spiser spaghetti og han fortæller en eller anden historie fra dengang han var lille.

W. beder mig om at skrive denne tekst om i dag til hendes blog, og jeg kan mærke jeg bliver bange for at M. skal læse den. Det er det første tegn på at jeg er på vej væk fra ham for alvor. Jeg vil ikke have ham til at vide hvad jeg tænker længere.

Mine tanker er banale uanset.

Gode hilsener,
A.

mandag den 18. december 2017

juledesillusion, kapitel 18

Jeg sidder og spiser en bolle med smør og ost, drikker et glas rødvin og klør mig febrilsk under hagen, fordi det føles som om, at jeg har fået et klamt udslæt. Ikke at spejlet afslører noget i den dur, dog. Usynlig eksem.

Min veninde tog en taxa afsted til Den Hemmelige Klub. Hun var uendeligt smuk, da hun gik ud af døren. "Jeg er smuk, når jeg er forelsket," siger hun. Det var meningen, at vi skulle derhen sammen, men jeg har følt mig svimmel og ængstelig under min gule bikubelampes skær hele aftenen, og min krop tvinger mig hele tiden ned i liggende position.

Måske er min usynlige eksem betinget af cabin fever, idet jeg knapt har forladt lejligheden de sidste par dage. Der vokser en desperation inde i mig, fordi jeg begynder at kunne høre mine følelser under sygdomsdynen om hovedet, de ulmer og væsker, og jeg rammes af flygtige gys af efterveer oven på Løven-oplevelsen, forvirrede fremtidsfølelser og denne generelle afmagt. En lille tudetur i badet. Jeg er bange for at vågne op en morgen og være rask.

I det mindste ønsker jeg ikke mere selvdestruktion i form af distraktioner og uhørt alkoholforbrug. Men kan en distraktion ikke også være indædt bingewatching (the office på hbo), følelsesbenægtelse og delvis lammelse? Og hvad forsøger min sviende hage at fortælle mig?

Til gengæld kan jeg få lov til at sove uroligt, til hun på et tidspunkt i nat kommer hjem. Måske hun er lykkelig over avantgardejazzen. Jeg under hende den oplevelse. Jeg ved, hvordan den er. Jeg ville ønske, jeg selv kunne rumme den i dag. I stedet er jeg efterladt tom og afmægtig ved mit spisebord med et betændt ansigt, overstimuleret, med imaginær vat i øregangene.

Har lyst til at blive fyldt op med kærlighed; omsorg og intimitet, fysisk kontakt. Så længselsfuldt, at jeg tidligere på dagen tager mig i at fantasere og blive ophidset over den sex jeg havde med Løven i sidste uge, hvilket er absurd, for jeg har været rystet over den hele ugen. Men pludselig ville jeg ønske, at han kom og tog mig i røven igen og fik mig til at føle mig så lille og ydmyget igen.

Måske er det godt, at jeg er syg disse dage. Jeg ser december gennem VR-briller, mine nordvest-vinduer til omverdenen, og det eneste jeg sådan virkelig kan mærke, er at min hage klør, og så den her mærkeligt afdæmpede, obskure liderlighed. Det er der også noget smukt ved. I morgen må jeg hellere komme ud i virkeligheden. Det skal jeg.

søndag den 17. december 2017

juledesillusion, kapitel 17

Den grødede sygdomshjerne har i dag hengivet sig til en nostalgi udsprunget af den knusende vintermorgen med sne på tagene og vindstilheden i Fuglekvarterets gader. Dagen er svækket på grund af dynen om mit hoved, men jeg føler mig alligevel glad og luftig. (kan man føle sig luftig? hmm, jeg er ikke så kvik længere)

***

Jeg er i december sidste år på H.'s kollegieværelse, i vindueskarmen, hvor vi betragter sneen i gården og hvor røgen fra de hjemmekrøllede cigaretter smelter ind i kulden. Hans hånd hviler nogle gange på min lænd, og vores kontaktsøgende striksok-fødder skaber mærkelig muflede kærtegn under os. Selvom det er pissekoldt at stå der, er jeg helt varm og opkogt i ansigtet, og jeg griber mig selv i at kigge mere på ham end på sneen, selvom jeg godt ved, at jeg skal passe på.

***

Jeg er på Tagensvej i 2012, jeg er i den nyfaldne sne på betonaltanerne, jeg åbner vinduet og lader december strømme ind i mit lille værelse, jeg ved ikke, om jeg er alene hjemme, mit hjerte er tungt fordi angsten har fået mig til at føle mig enormt ensom, jeg skal flytte snart, tør ikke stå helt op og lade dagen starte, og jeg er rædselsslagen for, at alting snart vil gå i stykker.

***

Jeg svæver ind og ud af 2017; 00'erne, 10'erne, tilbage til alle de her ensomme, følsomme søndage aftener, som kun var tålelige i kraft af Barometeret. Det sidste afsnit er nu, og jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor DR lukker sådan en institution. Barometeret har reddet mig ofte. Lidt på grund af det samme, som jeg forsøger at finde (og ofte finder takket være søde læsere) med bloggen: En følelse af ikke at være alene.

Her til aften føles det igen sådan - en følelse af ikke at være alene, til trods for, at jeg ikke har set nogen mennesker siden fredag aften. Jeg synker ind i søndagens melankoli. Mit sprog og mine følelser er barometer-prægede, jeg kan ikke styre det. Jeg er en svagt oplyst julekugle, rødglødende, fyldt op af illusioner, romantiske fantasier og længselsfuld nostalgi.

Jeg tænder mit kalenderlys, moser mit ansigt mod vinduet, suger vinteren ind med alt hvad den er, alt hvad jeg er, ind i røgen, ind i minder, og det er ok, det ok at være sådan her, det er ok at være

stille

lørdag den 16. december 2017

juledesillusion, kapitel 16

jeg ligger under dynen, fra jeg vågner, til jeg snart skal i seng,
jeg aflyser planerne, 
hvorfor skal jeg også støtte op om venner der flytter fra byen, 
jeg støtter det overhovedet ikke, 
jeg er ikke et særlig godt menneske på den front, og desuden -
mit hjerne er en sødlig forkølelsesgrød, ægte moosh, 

jeg ligger under dynen, og fra jeg vågner til jeg skal i seng, 
spiser jeg mad, knækbrød, te, omelet, dyr indisk takeout der overhovedet ikke kan retfærdiggøres,
jeg tænker på, at jeg bliver tyk snart, 
og så kan jeg ikke passe den vampede nytårskjole,
fuck nytår,

jeg ligger under dynen, og fra jeg vågner, til jeg skal i seng, 
er det eneste i mit fokus de flygtige, susende blikke fra i går aftes,
jeg tænker om mig selv, at jeg måske godt kunne forelske mig i alle for tiden, 
har det noget med min alder at gøre? 28 - det indre ur, den middelalderlige drift efter børn,
jeg vil helst ikke være sådan en der tænker, at hormoner og æggestokke driver værket,
men jeg undrer mig alligevel over den her kærlighedsfølelse, der har fået lørdagen til at føles så luftig,

toilettet er i stuen, og da jeg på et tidspunkt går derud, får jeg øjenkontakt med ham i spejlet,
han holder øje med mig, 
og, indrømmet, jeg holder øje med ham,
de andre i selskabet er oppe og køre over, at han skal på date den følgende dag,
'ring hvis du skal ha en peptalk,' siger en af vennerne,
jeg er den eneste der ikke reagerer på spændingen omkring daten. 
min ryg er rank, mine øjne gløder mod ham, 
på et tidspunkt, på altanen, har jeg lyst til at putte mig ind i hans favn,
som ville det være det mest naturlige i verden,

fra jeg vågner til jeg snart går i seng, 
har jeg det som om, at jeg eksisterer på en underlig facon i december,
er julen bare en drøm betinget af umenneskelig kulde, rosenrøde, sitrende fantasier om tryghed og omsorg,
alle decembre er i min krop i dag,
jeg slikker sol på altanen, husker og glemmer de andre dage,

jeg kan kun finde ud af at skrive på denne fragmenterede måde disse dage, for jeg ved aldrig helt hvad jeg skal skrive, men hvis der ikke findes rigtige sætninger, så gør det vist heller ikke så meget, at mit liv heller ikke føles rigtigt,

juledesillusion, kapitel 15

jeg er så fucking rolig, at jeg slet ikke forstår, hvem jeg var før,
disse kuldsejlede minder om mandagen - hvad er maskulin kraft og magt, hvad er feminin uskyld og passivitet; hvad er en person, hvis han er indbegrebet af fallos?

decemberforkølelsen og de blodrøde floder trækker mig ned i kroppen, hvilken befrielse, 
jeg ser mig selv være powerfull og for en gangs skyld med en hjerne der kører med på ideer og fantasier - i kreativ, konstruktiv forstand, søsætter disse frådende projekter, det næste år bliver vildt (hvis jeg tør), jeg vil gerne,

og henover rødvinen får jeg øjenkontakt med en gammel bekendt; en jeg i 2017 har fantaseret fjernt om hver gang mine kærlighedsaffærer er crashet, som en varm, tryg dagdrøm, på ingen måde fæstnet i en virkelighed, kun baseret på en mærkelig åbenbaring jeg fik i en solstråle der ramte os begge på gadehjørnet i marts,
så sent som i forgårs havde jeg en drøm, hvor jeg spurgte "HVOR ER LAMMEKEBABEN? JEG SKA HA NOGET" (besat af kebab åbenbart), og hvor han tog min hånd, som var det det mest naturlige i verden, ledte mig mod kebaben, og folk sagde: Hvad sker der med jer to? Og jeg smilede forlegent,
men jeg tager mig selv i at gribe hans blik, det suger, og for en gang skyld er det selvsikkert, og for en gangs skyld tålmodigt, jeg er tålmodig, og det gibber i mig, sådan en tålmodighed, sådan en rolighed omkring en form for underlig langsom kærlighed, som måske slet ikke er noget, jeg er bevidst om, at ingen mænd skal fylde mit liv,
men det der er sikkert er, at jeg er noget, ikke i kraft af ham, ikke i kraft af Løven, ikke i kraft af den fossende menstruation eller begyndende forkølelse (og benægtelsen af denne ved at ryge 1000 smøger), 
jeg er bare idag,
jeg forstår det stadigvæk ikke,
måske julen bare skal komme nu, jeg er så træt, men alligevel overhovedet ikke.

torsdag den 14. december 2017

juledesillusion, kapitel 14

Hej, siger Sus,
Hej, siger Niller,
og lokalet begynder at dreje rundt om dem, mens de forelsker sig
jeg ved godt, at det er en film,
jeg lader forelskelsen være forelskelsen,
jeg ved præcis hvordan det føles, det hej dér.
men nu er det afdæmpet, ikke flere analyser og neuroser,
kun romantiske film, tågede minder,
uendelige mængder brunkager,
(jeg føler bare, at vores hængsler ville passe virkelig godt sammen,
suk)

jeg har lidt feber i dag,
træt, i hvert fald,
opkogt, det eneste jeg har formået er at være på møntvaskeri,
roligt, rent
og måske har min nye ven (mig og Løven er venner nu, don't ask, jeg er en fucktard) (luk aldrig døren) givet mig lus igen, det klør,
måske har jeg også klamydia, det klør,

på vej hjem fra psykolog bliver jeg pludselig enormt sulten,
endelig,
og jeg tager på Medina, hvor jeg aldrig har været før,
velkommen til medina, 
jeg er måske kun en pita for dig, 
men nu er pitamenuen kun for mig,
kun for mig,
(og jeg håber, du er ensom),
og hvor der aldrig er nogen mennesker,
jeg bestiller en kæmpe pita-menu, kødkødkød,
det mest sørgelige klavermusik spiller, mens han putter maden ned i en gylden pose,
jeg smiler over stedets skjulte ekstravaganza, og over
at jeg har fred
i dag, i hvert fald.

onsdag den 13. december 2017

juledesillusion, kapitel 13

Da jeg kommer ud fra den lille sal i biografen, er solen gået ned og det er begyndt at regne og blæse voldsomt. Jeg sætter mig på en stol under en parasol og ryger en cigaret, mens jeg betragter skilte der vælter omkuld og folk der kæmper med deres paraplyer. Det er svært for mig at vende tilbage til virkeligheden efter filmen, og det er som om, at jeg ser verden gennem et filmkamera. Der er noget ildevarslende over det brutale uvejr, og da parasolen jeg sidder under begynder at give efter, hopper hele mit nervesystem op i halsen på mig.

Vi var kun fire mennesker i biografen (fordelen ved at være en dagdriver), og ved nærmere eftertanke, var det måske ikke den smarteste film at se for et hypersensitivt menneske. Nuvel, jeg vælger det jo selv til, åbenbart. I 'Thelma' kæmper en ung pige med angst og traumer der kommer til udtryk gennem epileptiske, overnaturlige anfald; en fornem balancering mellem kvælende hysteri, undertrykt begær og overrumplende forelskelse.

Mine sanser er skærpede (tyndslidte nerver), og da Thelma på et tidspunkt er fanget under vandet i en svømmehal, kan jeg mærke klaustrofobien så tydeligt, at jeg er lige ved kollapse. Imens filmen tordner frem med stroboskoplys, dramatiske strygere og en ond natur i oprør, kører mine tanker i tre miliarder spor, og jeg forsøger, at placere dem i en overordnet kategori der hedder: "Fuck, jeg er så random." Ikke så dybt, nej, men det er sandt. Jeg er så random.

Jeg vil gerne komme med en længere analyse, men der er efterhånden noget pinagtigt over min neurotiske adfærd, og fordi denne julekalender på dagligt plan blotlægger disse følelser og tanker, så står det hele så tydeligt, at jeg efterhånden er lige ved at kaste op over mig selv. Jeg er fuldstændig sindssygt træt af, at være så følsom her. Mine følelser lammer og forstyrrer alting i mit liv. Hvordan skal jeg nogensinde få noget konstruktivt ud af det?

På cafeen tidligere på dagen har jeg siddet og skrevet om mig selv i en time i min håndskrevne dagbog (oh yes) og græder lidt over mine egne analyser og åbenbaringer, og så derinde i biografmørket er jeg også fra snøvsen, overfølsom, voldsomt-sansende og grådlabil på alle de forkerte tidspunkter, fordi jeg er så ængstelig, at jeg pådutter filmen min egen storyline og eksistentielle krise; som var jeg på sin vis selv Thelma, åh. DET ER BARE EN FILM, din idiot. (forresten vanvittigt god, se den!)

Og verden føles så stor og mørk og ildevarslende, når jeg beslutter for at gå hele vejen hjem fra indre by i regnvejret, og i starten vil jeg ikke sætte musik på, fordi mine tanker larmer så meget, men det er så uhyggeligt kun at høre mine hårde træsåler klinke mod fortovet og mit forpustede åndedræt, og jeg ville ønske, at jeg kunne græde noget mere, men i stedet for binder jeg alting op i en poetisk, fiktiv forestilling, og jeg overvejer, om Løven også bare var en del af min vanvittige indbildningskraft, og at jeg ved at blive bollet i røven rent faktisk vågnede op, sådan, en emotionel knytnæve lige i fjæset, som fik alle forestillingerne til at briste. Lidt ligesom blotteren i parken, der pludselig bliver bevidst om sin adfærd, mens hans står med dilleren frit svævende foran en kvindelig løber, "oh shit, hvad har jeg gang i," tænker han.

Det værste ved, at det med Løven er overstået, er at jeg skal vende tilbage til mig selv. Det er ulideligt. Det var meget lettere at være indbildsk forelsket i en forestilling om kærlighed, end at skulle kunne forestille sig, hvordan det her liv skal udforme sig og hvor jeg skal hen. Goddammit. Men i det mindste vågner jeg. Det er godt. Det er det altså. Næste gang jeg skal i biffen, skal jeg måske bare vælge en komedie.

Det her er den mest afspillede sang på min Spotify i 2017. Shit. Such vemod!

tirsdag den 12. december 2017

juledesillusion, kapitel 12

Det her bliver skrevet på vej ind i 12. december, kapitel 12, men jeg bliver nødt til at formulere mig, for ellers kan jeg ikke sove. Jeg forsøgte at blive træt og sortere tankerne i vindueskarmen kæderygning, men min krop bliver ved med at ryste let og mine tanker fylder lokalet som røgen fra de slukkede stearinlys.

***

Han ankommer i lejligheden med en utrolig grim (men praktisk) regnhat på. Mens vandet koger i kedlen holder han respektfuld afstand til mig, og jeg forsøger at bevare øjenkontakten, som om at mine øjne ville kunne sige det hele for mig. Hele dagen op til har mit hjerte været ved at eksplodere i brystet på mig, men jo tættere hans ankomst kom, desto mere afslappet blev jeg. Som om at det var et nødvendigt onde for min stress at se ham.

Vi sidder i hver ende af sofaen. Efter vores hænder flygtigt har kæmpet om tebrevets mærkat med korte, bedrøvelige kærtegn, spørger han, om vi ikke skal snakke om følelser. Han har ingen ord, så jeg begynder. Jeg er fattet og får sagt alle de ting der har boblet i mit hoved som syre de sidste to uger. Han fortæller mig efterfølgende, at han altid dater sådan her: Bliver vild med en person, indtil han kort efter mister interessen. Jeg siger grinende, at han har intimitetsproblemer.

- Må jeg lægge mig her? Han fjerner de store sofapuder og kravler ind i min favn.
- Jeg kan altså ikke være venner med dig, siger jeg til ham, efter han har foreslået det.
- Jeg kan være din manager, siger han nede fra brystet.
- Nej.

I de lange tavsheder stirrer jeg køligt ud i luften, mens musikken fra anlægget flyder ud i rummet. Jeg tror ham, men tror ham ikke. Misvisende, at han ikke bare går hjem.
- Måske jeg bare skal gå nu, er det ok jeg går nu? Han stryger mit hår væk fra ansigtet, holder fast om nakken på mig. For hvert strøg rykker jeg tættere på ham. Han kysser mig på panden, på næsen, kører fingrene rundt på mine læber. Jeg kysser ham, eller måske er det ham der kysser mig.

Hans kys bliver hurtigt voldsomt begærlige, og han stikker hånden ned i mine strømpebukser. En del af mig har lyst til at være stærk, og sige, at det ikke går. Men jeg er allerede forsvundet.Han forvandler sig på splitsekunder fra et menneske til en løve.
- Vi skal ind på sengen, før jeg går, siger han med sin hårde stemme.

Sexen er som en slåskamp. Mens jeg sidder ovenpå ham, tager jeg kvælertag på ham og giver ham små lussinger i ansigtet, han holder stramt om mit hår, trækker mit hoved ned mod ham, stikker fingrene ind i mit kraveben. Vores lange hår er filtret ind i hinanden, og jeg prøver hele tiden at skubbe det væk, så han bliver nødt til at kigge på mig.

Han kan ikke komme, så han går hårdere og hårdere til den. Brøler som et dyr. Til sidst tager han mig i røven og kommer, hvilket er en første gang for mig. Det gør ondt. Hele min krop ryster, jeg ved ikke om det er af orgasmer eller af denne aftens voldsomme udfald. Jeg vender mig om mod ham og aer ham på kinden. Han rejser sig op med det samme og går ud på toilettet for at vaske sig, mens jeg bliver liggende nøgen på maven.

Han kommer tilbage ind i rummet, og uden at kigge på mig, tager nøjsomt sit tøj på, folder den ene sok ud, så den anden, på med skiunderbukserne. Jeg betragter tavst hans langsomme bevægelser. Han tager sin jakke og sko på, kommer tilbage ind til den nøgne krop og kysser den koldt på munden. "Farvel" er hans eneste ord. Han ifører sig sin grimme (men praktiske) regnhat og går uden at fortrække en mine. Det hårde ansigt igen. Døren smækker.

Jeg bliver liggende et stykke tid efterfølgende i samme blottede position, indtil jeg formår at samle mig selv op og gå ud under bruseren. Jeg fletter det våde hår i en stringent fletning, ifører mig joggingtøj og sætter mig i vindueskarmen med cigaretterne. Under gadelamperne vælter sneen ned, og kulden siver gennem det åbne vindue. Mine hænder ryster, og jeg har det som om, at der lige er blevet taget et stykke ud af min krop.

Kort tid efter tikker en besked ind fra ham: "Jeg betragter aftenens samvær som et smukt og dejligt farvel."
Øh.
Så det slutter nu, åbenbart.
Men hvorfor skulle jeg nå helt hertil, for at indse det?

***

Før jeg falder i søvn i går, panikker jeg over min egen absurditet: Jeg tror stadig ikke på, at det er slut. Men det skal nok komme. Min krop har små blå mærker gemt under tøjet. Natten har været præget af ydmygende drømme i hans selskab, hvor han knalder mig foran andre. Andre kvinder i hans harem beretter om, at han heller ikke formåede at lukke døren med dem, så derfor blev de bare hængende. Men jeg giver slip nu.

"Hvorfor er du så bange for at lukke andre ind?" Skriver jeg desperat. Det har ikke noget med ham at gøre. Min psykolog fortæller mig om kærlighed, forestillinger og kompleksiteten i relationerne. Jeg græder hjælpeløst i kurvestolen overfor hende, fordi jeg mest af alt ved, at det er mig selv, der har gjort det så brutalt. Dét er det mest ydmygende, trods alt. Vi aftaler, at jeg kommer igen allerede torsdag

Den her December er ét langt shitshow. Verdens mest patetiske julekalender.

søndag den 10. december 2017

juledesillusion, kapitel 10

Jeg har ondt i mit hjerte, og jeg er hele tiden bange for, at det vil holde op med at slå.

I et mix af gintonicsvodkaredbullølvinchampagne smadrer jeg ind i dansegulvet med 100 km/t, og i den vidunderlige frigjorte fuldskab indser jeg, at jeg er omringet af utrolig mange mænd, og jeg er så grådig, fuck, og en portugiser snaver mig i gulvet i rygerrummet, løfter mig op, kaster mig rundt, jeg spilder vodkaredbull på alle omkring mig, hviner i vilden sky, han siger, jeg er den smukkeste kvinde i lokalet, jeg siger, han lyver, jeg får en oppustelig guitar og jammer på den, i'm slappin da bass, råber jeg, og alle mændene - de elsker det, jeg er et hit,

og på dansegulvet hiver de allesammen i mig, måske er det dem der er grådige, jeg føler mig magtesløs, og jeg har redbull udover det hele, mit hår stinker sødligt, og en ældre fyr, som jeg i min beruselse synes ligner lidt Adam Holm (det gør han overhovedet ikke), skaldet dog, han snaver mig også i gulvet, og jeg danser tæt op af ham, lukkede øjne, redbullhår udover det hele,

og mine venner siger, at nu skal vi hjem, og i en selfie taber jeg min telefon på betongulvet, så skærmen flækker i tusinde stykker, det er aldrig sket for mig før, og mit store halstørklæde suges ind i dansegulvets sorte hul, og nu er jeg kold om halsen mens jeg cykler (fucking idiot), og ved åboulevarden ser jeg en fyr der danser over fodgængerovergangen, og jeg stopper ham selvfølgelig for at spørge hvorfor han danser, og det viser sig, at jeg kender ham, en fjern bekendt fra en anden tid, og vi følges hjemad, jeg fortæller alt om mig selv, han giver mig cigaretter imens, vi går ind på bodegaen, flere gamle bekendte, så random, jeg fortæller forsat alt om mig selv til alle, cringe,

og pludselig er klokken fem, jeg går hjem, ryger insisterende en cigaret på altanen, jeg er så stiv, jeg er så glad, jeg er så ulykkelig, jeg er så fucked, jeg griner af mig selv, hvad fanden laver jeg, men hold nu op, sikke en aften; disse forestillinger om kunstudstillinger, deep house, tyrkiske klædudfester, kødbyens beton, jeg er alle disse steder, i alle disse forestillinger, jeg er fri og jeg er vild, jeg elsker når det eskalerer på den her måde, selvom mit hjerte har det fucked.

Måske Løven kommer snart. Jeg er helt tømmermændsuduelig og ved slet ikke, hvordan jeg skal få sagt noget af det, jeg gerne ville. Lige nu synes jeg mest af alt, han er en nar. Men jeg længes samtidig efter at se ham. Hold kæft, sådan nogle forelskelser her er altså den værste pest. Fuck ham. Fuck mig.

lørdag den 9. december 2017

juledesillusion, kapitel 9

Is drunk.
Nu. Techno.
Tak gin.
Lad vær med at sende fuldebeskeder.
Imorgen skal du fortælle alt hvad du føler. Fuck the World.

fredag den 8. december 2017

juledesillusion, kapitel 8

Jeg negligerer min krop, jeg er meget bevidst om dette, men jeg gider ikke spise når jeg er sulten, ikke fordi jeg ønsker at tabe mig, jeg er fint tilfreds med min krop, jeg har bare ikke lyst til at tage stilling til noget, og som konsekvens er jeg konstant sulten, og i dag er en kulmination af denne sult, så det er først da jeg kværner en kæmpe burgermenu her til aften, at jeg forstår, at jeg ikke er superangst, har underlivsbetændelse, diabetes, kræft i tarmene og at jeg egentlig nok har det fint nok, til trods for at dagen er blevet brugt i en nærmest feberhvilelse, hvor jeg endda tager ipren, fordi maven bliver ved med at gøre ondt, og jeg er oprigtigt urolig uden at fatte, at det bare handler om, at jeg skal spise ordentligt, åh, hvorfor er jeg så ond mod mig selv,

men jeg kan alligevel komme afsted til samtalen om jobbet, og da jeg går derfra er min krop tung som frederiksberg rådhus, en blanding af kronisk sult og rædsel over om jeg er i stand til noget som helst, jeg bliver så bange for de løfter mit smilende, imødekommende ansigt indgår, det er svært at holde balancen som jeg står der i biksen, og tror jeg bare, at jeg kan tage sådan et job, havde jeg ikke angst, turde jeg godt sige noget, kan jeg lære fra mig, kan jeg strukturere et forløb, har jeg overhovedet et netværk, hvad bilder jeg mig ind, hvad tror jeg om mig selv,

og alligevel formår jeg at sende et overskudsbilled af mig selv med solbriller, et perfekt menneske på vej til perfekt jobsamtale, skriver jeg i beskeden til Løven, og jeg fatter ingenting, hvorfor fatter jeg ikke, at han ikke gider mig, seriøst, hvad laver jeg, og forhåbentlig kan jeg finde ud af dette arbejde, jeg vil så gerne, men hvis jeg ikke engang kan finde ud af at spise, hvordan søren skal jeg så kunne finde ud af noget som helst?



*** Det er ikke fordi, at jeg ikke spiser noget overhovedet. Jeg spiser bare ikke nok.

torsdag den 7. december 2017

juledesillusion, kapitel 7

Min hjerne er fyldt af indre monologer. En monolog til Løven og en monolog til når jeg træder ind i af døren på det tilbudte drømmejob. De smelter ind i hinanden og vil egentlig det samme. Jo mere jeg beskæftiger mig med monologerne, desto mere ro får jeg. Ligesom her på bloggen, som i bund og grund er een lang kontinuerlig monolog; jo mere jeg formulerer mig selv, skaber en virkelighed, desto mere ægte er jeg. Jeg tvivler stadig på begge situationerne, er skræmt ad helveds til, men bliver helt høj ved tanken om, at skulle være mig selv. About time.

Dagen er nærmest også een lang monolog, dog i selskab med de dejligste mennesker, og jeg ser mig selv blive apatisk overfor Løven, hvis syrede morgenarrangement jeg afviste med min sædvanlige forhandlingstaktik (neurotiske beskeder). Fik forvandlet det til et personligt møde senere på weekenden. Imponerende. Og når først sådan en aftale er landet, så føles det pludselig ikke så vigtigt længere. Nuvel, han er i mine tanker konstant, men det er som om, at han ikke er virkelig længere, og et eller andet sted - når jeg kan se gennem de romantiske forestillinger, så er jeg ikke helt sikker på, om jeg bryder mig om ham. Der er noget i hans sprog som freaker mig ud.

Når man er dette ovenpå-menneske, synes man også det er pissesmart at arrangere en storstilet nytårsfest i egen lejlighed, hvor det ikke kun er en masse halvbekendte der skal brødfødes, men også den kære H. som lige får tilsnusket sig adgang, og selvfølgelig - jeg er et meget rummeligt menneske, jeg holder stædigt fast i, at jeg synes, han er en nar og at jeg er videre, men faktum er, at vi ikke har set hinanden siden i sommers, og jeg aner ikke, hvad det helt præcist er jeg forventer af sådan en nytårsaften i selskab med ham. Det er ironisk at skulle brænde dårlige oplevelser fra 2017 ved hans side, når han bestemt er en af dem.

Wow, det var en enormt uinspireret tekst. Jeg er mega træt og fyldt op, men også pligtopfyldende overfor min juledesillusionskalender. Sådan må det være. De her gode mellemdage, de findes heldigvis også.

onsdag den 6. december 2017

juledesillusion, kapitel 6

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive den her tekst, for jeg er lidt rundt på gulvet, så meget for "kedelig december", åh, life happens, så selvom jeg begraver mig i 'Dark' på Netflix og forsøger med min ikke-naturvidenskabelige hjerne at begribe relativitetsteori og ormehuller, er det ikke et quickfix på weltschmerz, liebeskummer und einsamkeit, for Løven har kunne fornemme på miles afstand med hans veludviklede sanseapparat, at jeg var klar til at forstå, at det aint you and me baby, så med en række forvirrede beskeder åbner han døren, og det gør igen ondt i hele min torso, som jeg ligger dér på sofaen og forsøger at være en god tv-seer (jeg forstår ikke tidsrejser og fysik), krumbøjet, og totalt blæst væk i mine romantiske forestillinger, og samtalen munder da ud i, at han inviterer mig til et underligt morgenarrangement i Undergrunden, kom nu bare torsdag, siger han, som om, at det er et naturligt selvfølge at jeg omfavner hans distræthed og afvisning af mig, og jeg ligger meget vågen om natten, visualiserer hvordan søren jeg skulle møde op til dette arrangement og være sådan jeg ved godt du lige har dumpet mig, nuvel - stik mig den kokosnød og lad os danse morgenen væk, nå ja, hej alle dine kolleger og venner, det er mig som er hende den forelskede idiot med tegneserierne, ja, jeg ved ikke lige helt, hvad jeg laver her, men han sagde jeg skulle komme, så selvfølgelig kom jeg, for sådan en er jeg bare, HAHA. 

Jeg tvinger mig selv op i morges, det var alligevel en illusion, at jeg på noget tid skulle blive udhvilet af denne nat, hen på kontoret, hvor jeg sidder alene og bouncer på en ergonomisk pilatesbold, jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er nogen andre, hvor bliver de af, og jeg begynder at skrive sentimentale julekort, helt uden retning, bounce bounce, jeg bliver svimmel af bolden under mig, skal jeg tage til morgenarrangementet med løven? er det ikke underligt? min hjerne er fyldt til randen af ham, åh, og på splitsekunder tikker en besked ind fra en, jeg ikke har snakket særlig meget med, men som jeg beundrer meget, midt i den klamme gulerodsappelsinjuice, dybt ned i min rungende tomme mave, og hun giver mig et jobtilbud, som er fuldstændig vanvittigt, altså, ikke på pengefronten haha, nej. Indholdsmæssigt. Fuck. Jeg eksploderer sådan, 0 - 1000, pow, omg, shit, fuck, så man kan godt blive ved med at give sig selv virkelig meget, kaste sig selv ud i verden, vise hvem man er med alle sine skrøbeligheder og akavetheder, og så... få et afkast? Jeg siger ja med det samme og krydser fingre for, at det her rent faktisk kan ske.

tirsdag den 5. december 2017

juledesillusion, kapitel 5

"Du må altid gerne ringe til mig, eller skriv. Husk det nu." Psykologen kigger lettere bekymret på mig.
"Tak.."
"Ked dig!" Udbryder hun, da jeg brødbetynget går hen mod trappen.
Jeg smiler forlegent til hende.

Ked dig. At kede sig. Jeg skal have en møgkedelig december. Det vil jeg virkelig gerne, selvom jeg er nervøs for, om jeg overhovedet kan finde ud af det. H. afløste specialet, amagerdrengen afløste H., som afløses af Den Gode Ven, som afløses af Herskeren, som afløses af Hvid, og nu Løven, og så den 42 årige designer som den afsluttende, febrilske manøvre. Alle mændene ligger som en stor klump oven i hinanden i mit hoved, en kæmpe distraktion. "Hvad er problemet?" Spørger psykologen. Jeg bliver ved med at åbne og lukke munden, uden der kommer ord ud. Vi griner lidt over ordløsheden. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg er gået sådan amok. Eller jo. Jeg forsøger at fralægge mig alt ansvar for mit liv. Please red mig fra mig selv, skriger mine handlinger.

Jobkonsulenten minder mig om, at jeg kun har været på dagpenge i 12 uger... 12 uger!!! Seriøst. Det er vitterligt ingen tid.. så ja, hvad er problemet? Hvorfor kan jeg ikke bare være i min hjertesorg, i min fremtidsmeningsløshed, i min tristhed. Acceptere at det er ok, at tingene går lidt skævt, at jeg møder intense, forvirrede mænd, og at dét med et arbejde bare går ret langsomt.

Jeg vågner op i morges og er et andet menneske. Mine ankler klør helt vildt, og der føles ikke som om, at jeg har sovet, men alligevel er jeg frisk. Der er ikke flere lus i mit hår, og jeg iklæder mig gule, grønne og pink farver, slår tørklædet om mit hoved, som var jeg (en sørgelig udgave af) Grace Kelly. Jeg begynder at se fjernsyn igen (se for Guds skyld 'Dark' på netflix!!), og jeg husker, at det er ok at kede sig. Mens jeg skriver dette, sidder jeg på cafeen. Alle bordene er optaget af folk der sidder alene. Ingen ser glade ud i det varme, trygge lokale. Men det også okay, indser jeg. Ikke at være glad, men bare være. Stene. Åh.

mandag den 4. december 2017

juledesillusion, kapitel 4

Det er som om, at jeg kan blive ved med at sove og sove og sove og spise og spise og spise, og måske er jeg ved til at blive en bjørn på vej i hi, det føles sådan, jeg har i hvert fald ikke lyst til at stå op (nogensinde igen). Det slår mig på cykelstien, at det er lang tid siden, at jeg har cyklet, det føles usikkert i morgentrafikken, jeg holder vejret, og mine følelser er desuden ved at bruse over brederne, jeg ved, at det bliver en kamp at holde tårerne inde på jobcentret, så da konsulenten spørger mig, hvordan det går med jobsøgningen, er min stemme da også lige ved at knække over, og jeg forstår ikke, hvorfor mit hjerte insisterer på at banke så hurtigt, sådan, helt oppe i øjnene, dunk dunk, pas på de ikke falder ud, jeg fortæller sandheden, stadig med den bævende stemme, men det er ok, det er ok, og jeg er stået op nu, det er jeg altså, så det er ok, at det går dårligt med jobsøgningen, det er ok, at hun siger, at jeg ligeså godt kan skyde en hvid pil efter de opslåede stillinger (mit indre skriger: hvad fanden gør jeg hvad fanden gør jeg så).

Løven sidder i mig alle døgnets timer, det er lige så ubegribeligt som da han rent faktisk eksisterede, og jeg ved, at jeg har set for mange romantiske film, for jeg håber hele tiden på bridget jones-scenariet, hvor han kommer og banker på døren, henter mig, fortryder beslutningen, vi kysser i sneen og jeg siger, at dagbøger er fulde af lort, men jeg har ikke fornemmelsen af, at folk kommer og banker på hinandens døre længere, gør de?

jeg har bare lyst til at gå i seng allerede nu, men bliver nok nødt til at vente et par timer, måske hvis jeg lukker øjnene, blinker meget langsomt, så forsvinder december, men jeg er lidt usikker på det. Det føles som om, at alle er igang med deres liv; kærester, børn, jobs, penge, mens jeg bare sidder alene i NV og glor tavst ud i luften.

søndag den 3. december 2017

juledesillusion, kapitel 3

Jeg har formentlig drukket for meget alkohol i denne uge; enhver dranker ved, at promillerne især sætter sig på følelseslivet som en sødlig betændelsesvæske af dårligt selvværd og ensomhed, og netop derfor kan jeg ikke styre min desperation, for torsdag aften har jeg sat min aldersgrænse på Tinder op til 49, fordi jeg har hørt 'Det Næste Kapitel' med Hassan Preisler som er i midt 40'erne, og jeg synes, han er rimelig dreamy, og mens jeg nu denne lørdag aften græder til 'Funny Girl' med mr. rabbit vibrerende mellem benene og swiper løs, vælter det ind med tilbud fra disse modne mænd, og fordi jeg drikker lidt rødvin og kun har levet af franskbrød med smør, synes jeg pludselig, at ideen om en pik på bestilling med 30 minutters levering nok kunne være en meget god løsning på min fortvivlede hjertesorg.

Okker gokker gummiklokker; det bliver en designer på 42 der vinder lodtrækningen, så jeg tørrer tårerne af mit ansigt, ifører mig tanketomt en mørkegrøn silkeskjorte og slår (det formentlig lusebefængte) hår ud før det ringer på døren, han løber næsten op af trappen, og min første indskydelse er, at jeg ikke er tiltrukket af ham, men nu er han her, og jeg byder et glas vin, svinger med håret, taler dybt og sensuelt, feeder hans øjensynligt kæmpe-ego med beundrende kommentarer, "jeg er faktisk ret kendt - i hvert fald i sverige" siger han, og jeg siger: "ej hvor dejligt for dig", jeg kigger på hans gråsprængte hår og de hængende kinder, og efter jeg har været på toilettet, kysser han mig, på sengen trækker han tøjet af mig, trænger ind i mig, en mr rabbit med krop, det går ret stærkt, og efter han er kommet og stadig er inde i mig, får han halsbrand og hoster og hoster, og mens jeg tørrer sæden af mig på toilettet, råber han inde fra sengen: "så, var det fint nok?"

Da han er gået, griner jeg højt og klasker mig selv i hovedet med en flad hånd, men svarer da også lige de andre fem mænd jeg har negligeret den seneste time, skriver sødmefuldt godnat til dem, ryger rastløst fem cigaretter, tager nattøj på og kryber under dynen som om intet var hændt, og da jeg vågner efter ti timers søvn, hiver jeg febrilsk mr. rabbit frem igen og forsætter med at swipe løs, indtil jeg begynder at hulke mens jeg orgasmer; søndagen er en stor grå klump, jeg pludselig skal forholde mig til, men jeg har ikke lyst til at være i denne dag, jeg har aner ikke, hvad jeg skal gøre med mit liv generelt, og jeg har heller ikke lyst til at have hjertesorg, hvad fanden foregår der, så jeg laver en sidste tegneserie om Løven, hvor han forsvinder ind i skoven, og min karakter siger: "jeg forstår nu". (Løgner.). Køleskabet bugner med den kvalmende julemad fra i fredags, men jeg har ikke lyst til at spise noget som helst, til gengæld sletter jeg tinder.

lørdag den 2. december 2017

juledesillusion, kapitel 2

I lædersofaen med mine kusiner bliver jeg ramt af en voldsom kærlighed overfor min familie, min 11-årige kusine fortæller reflekteret om hendes angst for lukkede rum, og jeg fortæller hende om, at jeg på fem år kun har kørt i tog 3 gange, og vi kigger alle på bedstemoren som er terminal kræftsyg, pumpet med morfin, og hvis røde hår stritter frem blandt det gennemsigtige, og hun vil have flere fødselsdagssange, mere, mere, råber hun, og vi griner allesammen forlegent, mens vi forsøger at lade være med at tude, fordi hun dør, hun dør snart, dør, og alligevel sidder vi dér og drikker æblejuice og indtager kvalmt kødpålæg et sted i forstæderne, som om at livet stadig går videre.

Solen er næsten ved at gå ned, så jeg vil gribe dagens sidste solstråler, tager op til mit yndlingssted i Bellahøj, hvor man kan se ud over hele den lyserrøde by med store rygende skorstene, og langt ude i horisonten kan jeg se den turkise moske, og jeg tænker, at det er utroligt, at jeg er så tæt og alligevel så langt fra hjem, og fra amfiteatrets højeste punkt, midt i mudderet på en sten, holder jeg øje med den ihærdige løber der tonser ned gennem rækkerne, frem og tilbage, hurtigere og hurtigere, og jeg er i sådan en kontrastfuld stilstand, at jeg ikke kan lade vær' med at blive helt rolig til trods for kulden der siver ind under frakken.

I køkkenet står tallerknerne med indtørret risalamande stadigvæk, og jeg forsøger at skrubbe kirsebærsovsen væk, og Løven skriver halvvejs i den uoverskuelige opvask, at vi skal stoppe med at ses, men at jeg er noget helt specielt; du er noget helt specielt, W. og endelig kan jeg græde lidt, og jeg skriver, at jeg har svært ved at give slip, men glad for at have mødt ham, og så er sådan noget bare slut, bum, og jeg undrer mig over, hvorfor man bevidst giver slip på noget specielt, jeg forstår aldrig sådan noget, og en desillusion nager mig: Jeg føler ikke, det er slut.. Men det skal nok komme på et tidspunkt, snart forhåbentligt.

juledesillusion, kapitel 1

hele denne uge har jeg ventet på fredagen; et rastløst forsøg på at punktere hverdagene, så de bare ville glide over i weekenden, og på at det ville blive jul, og så kunne jeg rigtig agere værtinde; finde min indre farmor frem. Og jo, dagen går da også med disse sysler, og jeg iklæder mig rødt fra top til tå, denne kjole som får mig til at ligne en husmoder i 50'erne, og jeg bliver guidet ind i en verden af sprøde svær på flæskestegen, og jeg suger det til mig, fordi jeg ved, at det er vigtigt som kvinde at lære, hvordan man laver en flæskesteg, men halvvejs gennem sovsen trækker jeg mig ud på altanen med en cigaret, og jeg lader de andre kvinder i køkkenet overtage, og jeg overvejer min egen desillusionering, midt i jævning, midt i denne kønsbaserede handling, og den højgravide kvinde klarer skærerne, og den anden veninde hakker nøje appelsinerne til grønkålssalaten, mens mændene drikker specialøl i gangen, og der kommer altid dette punkt i mit værtskab, hvor jeg mest af alt har lyst til at lægge mig ind på sengen og være alene, men nu er jeg i det for the long run, det er mit hjem, og hvor er det også yndigt at se dagpengemodtageren bruge så meget energi på værtskabet, som skulle al mening i universet trækkes ned over sådan en handling.

Sweet release, skriver jeg om formiddagen til en veninde og sender et screenshot af Løvens halve afvisning af mig. Jeg er oprigtigt lettet, da jeg skriver til ham, at måske vi bare skal stoppe nu. Men da jeg tager en tiltrængt lur ovenpå gulvvaskning, borddækning, støvsugning og oprydning, kan min krop ikke forhellige sig med afskeden; det føles helt forkert. Så selvom jeg sidder der i min røde mondering; rød på læber, negle, sokker og kjole, selvom jeg griner, selvom jeg formår at lave en episk flæskesteg med episk sprøde svær, så kan jeg stadig ikke slippe ham, og julemelankolien slår mig med en knytnæve lige i fjæset, og jeg indser, at alle sangene handler om, at ønske sig et menneske i julegave, og jeg ønsker mig kun ham.