tirsdag den 30. januar 2018

morgenfrost

Uargh, har haft lyst til at slette indlægget fra i søndags. På den anden side kan I jo ikke høre min ultramelankolske, selvlidende stemme der læser den op inde i mit hoved.. whiny bitch.. Det hjælper på det. Og jeg har desuden lovet mig selv ikke at udøve censur overfor pinefulde ord... men stadigvæk...

Nogle gange føles det som om, at jeg har mistet mit sprog, andre gange som om, at jeg har for meget sprog... tredje gange som om, at mit sprog er ude for kroppen, afkoblet fra mig, påtaget. Måske det nogle gange påvirker mig, at jeg har fået så mange læsere. Måske prøver jeg bare at pådutte mig selv en masse drama, for at have noget at skrive om. Måske skifter sprog bare ligesom følelser. Mit sprog føles aldrig statisk. Nå. Det er heller ikke så vigtigt.

Det tog ikke mere end tolv timer før H. igen var ude af mit system, thank god. Mandag morgen græd jeg stadig lidt, når jeg fik øjenkontakt med mig selv, og jeg tabte min morgenmadstallerken på gulvet, så der var skaller og hvid æggemasse udover det hele, og jeg lå på gulvet med sort eyeliner klattet ud i ansigtet og skrabede skallerne sammen med en sørgmodig mine og slimede fingre. Whitney kører på repeat om morgenen og på mine cykelture; Would've sold my soul then / Just to have you back again /  Now you're the last thing on my miiiiiind .. Whitney ved altid bedst.

På kontoret er jeg i et ganske rædsomt humør, men før jeg har set mig om, kommer jeg i mit tegneserieflow, og jeg tegner Løven og implicit H., som den her sleske crooner, der forfører alle med sin selvfedhed og imponerende musikalske talent, men til sidst, fordi han er alt, alt for meget, så går der ild i ham og publikum er ikke særlig vilde med sådan et ildshow, og det føles godt, at jeg kan muntre mig selv ved at sætte fiktivt ild til gamle elskere, og straks er jeg empowered igen, og jeg sender tegneserien til Løven, og han spekulerer i - jamen er han død? og jeg siger, hvad synes du selv? og vi battler kryptisk i poetiske vendinger (han vinder!), og jeg tror ikke på noget tidspunkt, at han fatter, at jeg skriver om ham og ikke crooneren fra tegneserien.

Korrespondancen slutter sent i går aftes, hvor jeg sender en besked der afsluttes med: Publikum længes efter sådan en visdom; begærer hans duft af asketræer og morgenfrost. Og jeg overvejer om folk kan dufte af morgenfrost, og om Løven nogensinde duftede af morgenfrost, og jeg har lyst til at bore min næse ind i halsen på ham for at finde ud af det. Og måske ved han godt, at det er hans duft af morgenfrost jeg snakker om, og ikke croonerens, måske ved han godt, at det er mig der begærer ham...

Det er 3,5 uge siden jeg sidst havde sex (go detox!). Det er første gang der er gået så lang tid imellem siden juni måned. Det er godt. Men jeg har lyst til at overfalde alle hankønsvæsener. Måske det er derfor, jeg leder efter noget så ubegribeligt som duften af morgenfrost og forestiller mig, at den sidder på det lille stykke under øret, øverst på halsen, på mændene.

Samtidig føles det som om, at mit underliv er ved at eksplodere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den energi det afføder, udover at forsætte min eksplosive kreative praksis og sætte ild til gamle elskere og nye batterier i mr. rabbit. Næste gang jeg har sex, skal det være ordentligt, det ved jeg. Og selvom man spiser frysepizzaer og kravler rundt i en park efter lukketid med nye bekendtskaber, selvom man fantaserer om Løvens muskuløse overkrop badet i solskin i vindueskarmen, og selvom jeg så gerne vil have, at der er en der leder efter min duft, så har jeg ikke travlt.

Det slår mig, at jeg måske selv er hovedpersonen, der crooner den her sang for et publikum (uden at der går ild i mig), yasssss:

søndag den 28. januar 2018

lukkede døre

Jeg kan ikke lide lukkede døre. Især ikke, når det er mig selv der skal lukke dem. Men det sker endelig. Jeg lukker døren til H. Det føles helt enormt trist. I lang tid var det en dør, som i forvejen var helt lukket, og alt i mig brændte efter, at at han ville åbne den igen. Nu valgte han at åbne den med en idé om et venskab (som åbenbart indebærer at han skrev til mig flere gange om dagen). Efter endt depression, vil jeg ikke længere negligere mine venskaber, beretter han stolt. Jeg er kommet i tanke om dine gode kvaliteter. 

I januar har jeg lidt under den desillusionering, at han havde ombestemt sig. Jeg blev forarget hver gang, han skrev til mig. Han skriver kun til mig, fordi han er forelsket i mig. Jeg troede, at jeg havde fået magten igen. At det måske kunne være mig, der fik lov til at såre ham.

I virkeligheden ville jeg gerne fortælle ham, hvor mange dårlige minder hans kontakt til mig har vakt. Jeg ville gerne fortælle ham, at han får mig til at føle, at jeg ikke er god nok, at jeg ikke er smuk nok, at jeg ikke er spændende nok... ikke noget værd.

Nytårsaften, eller var det dagen efter, jeg husker det ikke, fortalte han mig, at takket være mig og den seksuelle selvtillid jeg havde givet ham, kunne han nu - i modsætning til tidligere - gå hen til festens smukkeste pige - og endda få hende med hjem. Og det vil jeg til evig tid takke dig for... (selv tak...)

Der kan herske en idé om, at man har haft betydning for et andet menneske. At der har været ægte følelser indblandet. At han var forelsket i mig, uden at vide det selv. Kroppen siger det ene, munden siger det andet, hjernen det tredje. Jeg troede, at ved at sige fra - ved at sige, at jeg ikke vil have hans venskab - at han vil være ødelagt. 

Men H. er på ingen måde ødelagt. Jeg bliver så flov over at have været forelsket i ham, og flov over at jeg stadig har hjertesorg. Igen forstår jeg, at jeg kun har givet ham selvtillid - feedet hans usikre ego med min opmærksomhed. Igen forstår jeg, at jeg ikke betød noget for ham. 

Han er ovenpå; vil kun det bedste for mig, så selvfølgelig er det OK, at jeg afbryder kontakten. Og så er det pludselig ikke januar 2018, men januar 2017 igen, og jeg er efterladt alene med alle disse rådne selvværdsfølelser og ydmygende forliste forelskelse. W. og alle hendes sårede følelser, garwdd.

Jeg føler mig tom for kærlighed nu. Lukkede døre er lig med lukket hjerte, og tomheden er enorm. Men samtidig vil jeg hellere have tomheden end at have en idiot som H. spøgende i mit liv. Det er godt at sætte grænser, det er godt at sige fra, men av for helvede, det gør kraftedme ondt. 

Så nu skriver jeg her, fordi jeg er bange for, at jeg kommer til at opsøge andre. Det gør mig så trist, at jeg har denne følelse af aldrig at kunne blive elsket helt. At der aldrig er nogen der kommer til at se mig, sådan rigtigt. 

Om et par dage er H. forsvundet fra min hjerne igen. Jeg sletter sporene. Fjerner døren. Jeg glæder mig. Han skulle slet ikke have været der i første omgang.

lørdag den 27. januar 2018

du drømmer om et andet sted

Der findes to typer mennesker. Dem der går inde i mosen, og dem der går ude for mosen. Det tænker jeg, mens jeg kæmper for ikke at falde ned i mudderet. Jeg har nok set for meget 'Alene i vildmarken'. Inde i mosen er jeg helt alene, og hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg ikke høre motorvejen. Her skal man kun forholde sig til, om man vil ned i mudderet eller ej ved at holde fast i spinkle grene og finde balancen og fodfæstet på de få tørre områder langs stierne.

Mosen giver mig ro, men ikke nok ro, for det er så forbandet, at man kan stoppe med at være forelsket i nogen, men stadig ikke være i stand til at slippe sorgen og bitterheden over at være blevet afvist. Hvorfor kan man falde ud af forelskelser, men ikke ud af hjertesorgen?

Torsdag vågner jeg op med afsindige tømmermænd efter en krævende work outing med computerdrengene fra kontoret, hvor jeg har ladet øltårnet i bowlinghallen skylle anspændtheden væk. H. beretter i beskeder om en smuk (forestiller jeg mig) kvinde, han har taget med hjem, fordi hans anden dame er ved at forsvinde. Han skriver: "Så det er jo ikke helt dårligt *blinkesmiley*".

På onsdagens bodega har jeg siddet skeløjet af stivhed ude på toilettet, og sendt kryptisk, kodet besked til Løven, "også '...tit' her, btw", men på den dødsensfarlige cykeltur hjem spekulerer jeg på, hvorfor jeg ikke føler en skid. Han svar kommer nogenlunde samme tid som H.'s dame-beskeder dér torsdag morgen.  Lige så kryptisk og kodet. Det føles ligegyldigt. Begge mænd føles ligegyldige.

Så nu prøver jeg at klippe båndene til dem. Løven er let nok; jeg lader bare vær' med at svare. H. derimod er lidt en udfordring. Han har viklet mig ind i sin ambivalens og forstyrrede forhold til kærlighed. Men nu vil jeg bare gerne være fri og passe på mig selv. Det må da kunne lade sig gøre.

***

Leland Palmer sidder i hjørnet af baren. Mens jeg står og tager jakke på, kigger han op på mig med et dæmonisk ansigtsudtryk og puster teatralsk røgen fra cigaretten ud af munden. Jeg vender mig forfærdet om mod Bedstevennen som står paralyseret ved min side. Vi kan ikke tro vores egne øjne. Baren er fyldt med brogede skikkelser fra Undergrunden. Poeter fra 80'ernes Berlin, smukke mænd i dametøj, en mand der har tegnet en sort, tyk streg fra sin næse og ned til sit bryst, og så ja, Leland Palmer-klonen.

Bedstevennen og jeg går i stilhed hen mod parken. Der er regn i luften. Han hjælper mig over hegnet, og efter jeg kluntet er landet på begge ben på stien uden at blive spiddet på de skarpe pigge, lægger han armen over mig og fører mig med ind i mørket. Klokken er fire, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst oplevede byen så stille. Jeg skal ikke engang koncentrere mig om det denne gang. Fuglene skratter iltert i trætoppene, og regnen tager til, mens vi forsvinder ind i labyrinten af mørke parkstier og små søer.

Den store bygning ligner en glødende guldbar på toppen af bakken oplyst af de gule projektører. Det er et guddommeligt syn. Vi betragter det i tavshed fra bænken, hvor jeg kryber ind i hans krog. Selvom det efterhånden regner meget, bliver vi siddende helt stille op af hinanden, som var det, det mest naturlige i verden. Denne nat er som en syret, vidunderlig drøm, som jeg ikke har lyst til at vågne fra.

Efter halvanden times vandring i den mennesketomme park, kravler vi tilbage over hegnet og tager hjem til hans minimalistisk indrettede lejlighed der ligger i nærheden. Mens han sætter sin cykel i gården, står jeg lettere tøvende på gaden og tænker: "hvad fanden har jeg egentlig gang i...."

Jeg lægger mig hjemmevant på sofaen og venter på at frysepizzaen bliver færdig i ovnen. Der er et eller andet ved både ham og lejligheden der gør mig enormt tryg. Jeg har lyst til at falde i søvn, og jeg har lyst til at blive holdt om, men jeg ved også, at det er noget værre rod, hvis jeg starter på sådan noget.

Fordi natten har været een lang drøm, føles det ikke slemt, at jeg først er hjemme klokken syv i morges. Det er som om, at jeg allerede har sovet.

tirsdag den 23. januar 2018

ramt af januar

Efter 14 dage i et energisk adrenalin-high klaskede jeg hårdt ned mod jorden igen på en restaurant på Nørrebro. Mine forældre var mere diffuse end normalt, og min far bestilte ikke andet end at kigge aggressivt op på højtaleren i loftet, hvorfra hidsig jazz bragede. Hver gang nogen gik igennem døren og efterlod den på klem, farede han iltert op og smækkede den. Den bidende januarvind blandet med spraglet jazz er åbenbart en dødsensfarlig cocktail for en stresset mand.

Hans tavse, fysiske stress sev ned gennem hans hænder der hvilede rastløst på bordpladen, og overførtes som giftigt blod gennem træets årer til os alle. Min mors øjne var tunge og trætte, og det var først, da han gik på toilettet for at tage et vagtopkald, at hun blev sig selv i et kort klarhedsøjeblik. Jeg når at sige til hende i dette moment af klarhed, at jeg nægter at deltage i flere familiearrangementer, hvis der skal være alkohol på bordet. Min far vendte dog tilbage, før hun nåede at svare. På en måde virkede det som om, at jazzmusikken blev højere og højere, og at retterne fra tasting menuen blev mindre og mindre. Vi kiggede anspændt på hinanden over bordet, og ventede håbefuldt på, at desserten snart var overstået.

Det er ellers synd, at mit adrenalin-high skulle forsvinde så dramatisk. Jeg har elsket den euforiske tilstand. Det er først i morges, at jeg opdager, at den er væk. Jeg drukner i min sengs mørke, og får kun lige bjerget mig op til virkeligheden og ind til byen. I kurvestolen overfor psykologen freaker jeg ud over, at jeg er så træt. Jeg skal nå tusinde ting denne dag, men januar har lagt sig om mig som en vinterfrakke af bly, og der er ikke rigtig noget jeg kan stille op.

Til undervisningen fortæller jeg, at jeg er ramt af januar, så de må bære over med mig. De kigger på mig, nikker høfligt, mumler. Der er små glimt af hjerneceller i mine monologer, men mest af alt vrøvler jeg ufokuseret og kigger hemmeligt på uret. Da der er to en halv time igen, gribes jeg af en overrumplende ligegyldighed overfor det hele, og den sidste time beder jeg dem om, at arbejde selvstændigt på deres projekter. Imens ryger jeg en cigaret på trappestenen og glor dødt ud på byen.

Det regner mens jeg går hjem ned ad Nørrebrogade. Om et par dage er ansøgningen til støtte på det store krea-projekt afleveret, og det slår mig, at vi nok ikke får den. Hvad er det også jeg har forestillet mig? At jeg skulle kunne få lov til at arbejde med sådan noget her? At jeg rent faktisk er god til det? De sidste par uger har alt handlet om at lave ansøgning og prototyper og jeg skal give dig, og nu er det et overstået kapitel, og jeg skal igen forholde mig til den virkelige Virkelighed. Det gyser i mig, at jeg skal tænke på "rigtige" jobs igen. Åh.

Selv søndagens otte timer lange kemisk eksplosive marathon-samtale med H.'s bedste ven fordufter i denne grå tåge, og det virker ubegribeligt for mig, at jeg i går var så høj på relationer, kreativitet og mig selv, absorberet af La La Land-soundtracket, så høj på livet, at jeg kunne svæve direkte op i skyerne, hvis jeg da ikke allerede var der i forvejen. Og måske er det også desillusioneret at tro på det bedste hele tiden. Det står efterhånden klart, at jeg har tendens til at romantisere realiteterne.

I Bedstevennen havde jeg fundet en komplet, nærmest 1:1 spejling af mig selv, og vi brugte de otte timer på at spejle os i hinanden. Hvad der bare skulle have været en praktisk afhentning af køkkengrej fra nytår, udviklede sig til at blive en af de dybeste, vildeste samtaler jeg længe har haft. Når man møder mennesker, der er så lig en selv, kan det forveksles med kærlighed. Jeg bruger tiden på at sortere i den forventning, så jeg ikke skal ud i et bizart firkantsdrama. Mit liv har i forvejen tilbøjeligheder i retning af en dårligt produceret sæbeopera, og den her krølle på tilværelsen kan jeg godt være foruden. Jeg anerkender, at jeg intensitetsjunkie, men det dér ville være alt, alt for meget.

***

Nu vil jeg gå i seng, og i morgen vågner jeg forhåbentligt op og er et nyt og bedre menneske.

lørdag den 20. januar 2018

punktumpunktumpunktum tit

Så det bliver torsdag og jeg er hensat til min specialetid, denne febrilske vekselvirkning mellem sveddryppende klampren på tastaturet, lunken kaffe skvulpende i mavesækken og fortættede cigaretter på trappestenen, en kamp mellem hjernen og ordene, vigtige deadlines, oppustede ego'er og alt for store ambitioner. Jeg kollapser på lædersofaen før en bogreception, forsøger at genvinde jordforbindelsen efter den træge arbejdsdag foran computerskærmen.

Det regner lidt, da jeg endelig rammer københavns indre gader, og jeg tager en dyb indånding, før jeg går ind på baren. Min fashionably late entré har dog medført, at de fleste jeg kender allerede er taget hjem. Jeg forstår desuden heller ikke, hvorfor jeg bliver med at glemme, at disse typer mennesker er de mest akavede i verden. Jeg bestiller en af de gratis øl og piller mig selv ængsteligt i ansigtet, mens en gammel bekendt gennemgår hele sin kreative proces i en dødssyg monolog.

Mange af dem har jeg ikke set i over et år, så jeg skal forklare dem alle, hvad jeg laver nu, heriblandt min gamle underviser der med store, våde øjne glor olmt på mig, så min utilpassede krop bliver til gelé. Mine ord klumper sammen i munden på mig, og jeg forsøger ikke at lyde alt for kæk. Der er heller ingen synderlig begejstring at finde i deres reaktioner. Jeg tænker, at det er fordi, de tænker, at jeg ikke er god nok til det.

Men tre gratis øl sætter ild til mine vinger, og jeg lander et andet sted i byen til kæderøg, billig hvidvin og underholdende anekdoter; det er befriende at være sluppet væk fra den ambivalente reception.

På en tredje bar er mit hår blevet vanvittig elektrisk, mine øjne sunket ind i hovedet og mit ansigt halvt smeltet i en eskapistisk alkoholfeber. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg fortjener at være fuld ovenpå alt mit hårde slid.

Jeg holder H.'s bedste ven i hånden, mens vi fortæller hinanden hemmeligheder, og måske han faktisk er ret smuk ved klaveret, han kigger insisterende på mig, jeg tror, at det er godt, at vi har mødt hinanden, siger han. jeg tror, at vi er vigtige for hinanden. og jeg tror på det. Det er en sær følelse, som jeg her efterfølgende ikke helt kan slippe.

***

Lukkede døre er forresten kontrolleret ønsketænkning, et tankehieraki af svampede illusioner, men faktum er, at jeg jo umuligt kan vide, hvad der foregår på den anden side af døren, og nu har denne idiot jo selv valgt at åbne den igen.

Da jeg omkring midnat er på toilettet, tikker en besked ind fra Løven, som siger overraskende hjertevarme ting på sin egen nøgterne måde, og jeg gribes af barens romantiske stemning og forfatter en tåget, lettere længselsfuld besked, min krop har ikke glemt dig. små glimt af dig hist og her, for jeg er ligeglad med, hvad jeg skriver til ham, jeg regner ikke med en skid,

men jeg vågner fredag morgen op til en besked fra ham, du er heller ikke glemt, sender tanker i din retning... tit, og jeg bander og svovler gennem tømmermændene og søvnmanglen, seriøst, TRE PUNTKUMMER og "TIT", fuck ham, fuck mig, og jeg vender tilbage til de tre punktummer og "tit" hele dagen, jeg er besat af dem, sidder på kontoret helt distratheret og blæst, og

fredag nat er jeg på et erotisk eventyr med ham i drømmene, hvor han opsøger mig, fordi han tænker på mig punktum punktum punktum tit, og vi er i det græske øhav på en færge, og han vil gerne knalde mig, og jeg kan mærke de kemiske eksplosioner, som var det i går jeg mødte ham første gang, og alt i min drømmekrop vil have ham, vi snaver under en bruser, og jeg har aldrig oplevet et så intenst kys, og han beder mig hviske i hans ører, hvad han skal gøre ved mig, jeg holder om hans pik, og og og,

Dagen spenderer jeg i en erotisk feberdrøm, som jeg ikke kan vågne fra, Løven er overalt, og jeg forbander mig selv over, at jeg åbnede den skide dør, for nu kan jeg kun tænke på at have sex med ham, jeg kan kun tænke på vores sindssyge kemi, og jeg gennemlæser teksterne fra vores møder, og jeg husker hvordan sådan en forgabelse føles, og jeg har virkelig ikke brug for denne distraktion, jeg skal jo nå alt muligt vigtigt (mit liv)...

Jeg er nervøs for den næste uge, jeg håber sådan, at jeg kan nå det hele, og måske jeg hellere vil være fanget i en erotisk drøm end at tage mig selv alvorligt, men faktum er, at hvis alting går efter planen, har jeg et fast job det næste halvandet år, og det hele hviler på mine skuldre, og jeg siger til alle, at jeg skal arbejde hele weekenden, men i dag gider jeg ikke noget, mine ord er løse og svulstige og hører ingen steder hjemme, måske ligesom mig selv, løs og svulstig uden retning.

onsdag den 17. januar 2018

shotgun

"Skal vi ikke tage ud? Vi er pissestive!"
H.'s stemme lyder energisk i telefonen. Det er søndag nat. Hans søster brokker sig i baggrunden. Det er øjensynligt ikke hendes idé.
"Skal du ikke være ude i lufthavnen om seks timer?"
Mit spørgsmål drukner i TV2's 'Der går min klasselærer' som runger metallisk gennem røret.
"Jeg kommer hjem igen om to måneder. Du skal med til den her fest. Jeg tager alle mine nye venner med. Du skal se huset i Valby, min mor er nemlig væk. W... lover du ikke, at du kommer og besøger mig?" Han gentager spørgsmålet flere gange.

Efter samtalen kan jeg ikke sove. Mest fordi at jeg selv har drukket fire dark'n'sunday-stormys, men også fordi at hans sindssyge ambivalens forvirrer mig. Jeg venter længselsfuldt på, at han tager ud i lufthavnen, hopper på flyet og lander i den fremmede by. Jeg venter på, at han forsvinder igen.

Jeg vågner op til en besked fra ham, hvor han sidder med tømmermænd i bussen. Senere på dagen billeder af flere øl, tobak og snus. Jeg bliver rasende, hver gang han skriver, og jeg bliver rasende, hver gang jeg svarer ham.

Nu er han heldigvis væk; 48 timers radiotavshed og en dertilhørende kæmpe lettelse. Jeg sletter samtalen på Messenger og forsøger mentalt at annullere de sidste 14 dages forvirrende nostalgitrip. Det fungerer overraskende godt.

***

Undervisningen går endnu en gang glimrende. Jeg smiler hele vejen ned af Nørrebrogade på vej hjem. I køkkenet knapper jeg en øl op, sætter mig i altandøren, ruller en cigaret og forfatter en besked til Løven. Noget som jeg har planlagt hele dagen, fordi jeg har fundet på den perfekte undskyldning for at kunne skrive til ham.

De tre små skriveprikker indikerer, at han svarer med det samme. Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg bunder øllen.
"Betyder det, at der er flere tegneserier om mig?" spørger han.
"Nej. Tegneserien kan ikke eksistere uden sin muse," svarer jeg.
"Det er trist, men jeg forstår det godt."

Vi skriver kort frem og tilbage. Han svarer ikke på min sidste besked, hvilket er en lettelse. I dag sletter jeg korrespondancen og hans nummer (igenigenigenigenigenigen). Sådan. Væk.

***

Lukkede døre, døde følelser. Fuck.

***

Jeg insisterer på at detoxe fra kærlighed og sex, men mine dage er fucking kedelige uden drama. Jovist, nuvel, jaja, alt andet kører på skinner. Arbejder hårdt og intenst og passioneret. Jeg føler glæde, tilnærmelses i små lykkeglimt, jeg investerer mig selv, i alt hvad jeg gør.. Dreamy liv disse dage, det indrømmer jeg... Men nu er det onsdag aften. Jeg har været hjemme i tre timer. Spist lasagne fra fryseren, jordbæris med chokoladecigarer og set to afsnit af 'Kender du typen', og jeg er lige ved at krakelere af tilværelsens dramafri lunkenhed.

Min lejlighed ligger midt i et kryds, så når jeg står på altanen, føles det som om, at jeg kan betragte selve livsnerven i Nordvest (illusion). Hver gang jeg står derude, forestiller jeg mig, at de blurry ansigter i mørket som jeg kan spotte oppe fra 4. sal, er disse ansigtsløse elskere, som kommer for at bejle til mig. Hverken H. eller Løven er med i min slummede Rapunzel-fantasi længere. Men det giver alligevel et sug i maven, hvis jeg skruer højt nok op for min indbildningskraft..

Jeg forsøger desperat at sejle væk i tidligere erotiske minder; små fragmenter af smukke mænd og penisser. Selv Flemming Møldrup fra 'Kender du typen?' får mig til at tænke på Hvid (de minder lidt om hinanden, haha), hvis lejlighed jeg desuden passerer to gange om dagen (altså, Hvids). Jeg tænker på Kunstnerens store pik og hår på ryggen, og på hvordan vi spiste slatne pomfritter ved mit spisebord. På Amagerdrengens sødlige duft og dårlige musiksmag...

Kunne jeg kontakte nogle af dem? Er det for meget? Skal man prøve at leve lidt dramafrit? Leder jeg bevidst efter distraktioner? ER jeg masochist? Tåler jeg ikke glæde og tilværelsens dramafri lunkenhed? Eller... åh. Skyd mig.

Lipsyncer til den her ude på altanen. Det må være nok drama til denne junkie. En ikke-skadelig mikrodosering.
Yo, bitch! / Du lærte mig at drømme - du lærte mig at huske mine drømme / Du lærte mig at fortælle om mine drømme / Nu ser jeg dig kun komme og gå i de drømme og efterlade dem tomme.

lørdag den 13. januar 2018

fixed

Da min veninde stod og rodede med sin skramlede cykel der endnu en gang ikke ville låse, sagde jeg jokende til hende: "What's broken can always be fixed, - what's fixed will always be broken", uden selv helt at forstå, at jeg egentlig snakkede om noget andet end dødsdømte lortecykler. Hun var sådan: "Hvad mener du?" ...

Det meste af tiden er jeg fanget inde i mit hoved. Jeg har brug for uendelig meget ro, for jeg er igang med at smelte mig selv ned i et projekt, som jeg forhåbentlig kan vise jer en dag. Det kræver rene, rolige tanker, selvransagelse og klarhed. Dagene er derfor mudrede og delvist uvirkelige. Jeg hører kun instrumental musik, sover meget, går meget, skriver meget. Lytter.

Gamle følelser vækkes til live, og jeg kan ikke finde ud af at stoppe det. Heldigvis tager H. tilbage til Det Store Udland om et par dage. Han finder på undskyldninger for at skrive til mig hver dag. Jeg svarer på alle beskederne. Godnat, skriver vi til hinanden om aftenen. Jeg ville ønske, at han lod vær med at kontakte mig.

Jeg fortæller ham, at jeg tager ud til havet. Jeg glemmer nogle gange Amager Strandpark. Det er lige før, at det bliver mørkt, og der stormer helt vildt derude. Frådende bølger, sand i skoene. Jeg har ikke nok tøj på, men nu er jeg cyklet så langt.

Jeg går langs vandkanten og har igen den her underlige isolerede følelse i hovedet. Der er noget rørende over at være tilbage. Vinden skærer igennem mine fire trøjer som en sløv smørkniv, men jeg finder et lille hul i klitterne, hvor jeg siddende i sandet ruller en cigaret.

Det tager tusinde år at cykle hjem fra vandet, men det gør ikke noget, og jeg har for længst mistet forbindelsen til mine isklumptæer. Jeg svæver gennem industrikvarterne på veje, jeg aldrig har været på. Vinterkulden giver kroppen et chok og tømmermændene fra fredagens eskapader fordufter.

Fredag var jeg endnu en gang forvandlet. Denne gang som en leopardklædt hoochi mama from da block med gigantiske hoops, tykt lag foundation og stram hestehale på toppen af hovedet. Splattet rød læbestift og med sødmefulde gajolshots perlende på tungen. En lystig løvinde på savannen. Heteromændene flokkes om disse særegne væsener.

Jeg har konstant en ny øl i hånden. De servicerer mig, mens jeg danser tillokkende foran dem. En ung langhåret fyr stikker sin tunge ned i min hals. En anden kælen mand nusser mine skuldre med sit plyssede hoved. Jeg cykler hjem alene, og stirrer på H.'s online-ikon i Messenger før jeg falder i søvn.

***

Det er endelig lykkedes mig at få varmen igen efter den lange Amager-tur I stedet for at skrive til H., at han skal stoppe med at skrive til mig, foreslår jeg ham, at han kan komme hjem og sove hos mig efter sin bytur. Han siger nej. Jeg sender en thumbs up og græder lidt på altanen. Det irriterer mig grænseløst, at jeg skal lære at glemme ham igen.

***

Der er ikke så mange ord disse dage, fordi jeg bruger al min følelsesenergi på andre ting. Det er vel meget godt, egentlig. Sådan, at kunne effektivt bruge mig selv på den her måde. Hmm.

onsdag den 10. januar 2018

spaltet

Jeg er altså et vrag, siger jeg til forældrene foran elevatoren. Jeg tænker, at det er smart lige at kaste det ud i luften. De er selv lettere diffuse - som altid, og min fars hånd ryster svagt, da han trykker på knappen. I ved, både med højder, elevatorer og så det dér undervisning. De smiler nervøst. I elevatorens tusinde spejle kommentereres der på min urene hud. (hvad er det du har dér...)

På toppen af København er der umiddelbart ingen problemer; jeg sidder most op af vinduet og spreder ben overfor byen i min lysegrønne kimono. Dét med højdeskræk var åbenbart en illusion. Jeg tømmer vinglasset og fabulerer løs om nytårsaften, mens kimonoen ubemærket glider ned og blotter mit venstre bryst overfor den fyldte restaurant.

Mine forældre fortæller om den nye sofagruppe, som de begejstret har investeret i. De køber nye sofaer hvert 15. år, så det er en ret stor ting. Min mor viser billederne af den på sin smartphone, og jeg siger: EJ HVOR ER DE FLOTTE uden rigtig at kigge på dem.

Man kan dreje på restaurantstolene, og i glidende, næsten subtile bevægelser, drejer jeg med vinglasset i hånden ud af samtalen og ind i udsigten. Man kan åbenbart tillade sig at være virkelig uhøflig, når man sidder på toppen af byen.

***

Jeg er åbenbart hverken højdeskræk eller et vrag, så jeg vælter ind i den nye tilværelse som underviser med et overraskende roligt hjerte.

Syv dages adrenaline-high har gemt sig væk under et lag af nyfunden søvnighed, og efter første pause freaker jeg tavst ud over, at jeg har mere lyst til at sove, end at være der.

Hver gang jeg kigger på mig selv i spejlet på toilettet, er jeg et nyt menneske, “gud hvor ser jeg dog sund ud” og smiler, eller-  “hæslig” og flår i den tyndslidte hårelastik der sidder filtret ind i det fedtede hår.

Hvad gør jeg, når mine ord slipper op. Seksten øjne kigger spørgende mig, øh, siger jeg, skimmer talepapiret, der er et blurry punkt i loftet, min mund rasler, er der ikke varmt herinde, spørger jeg tre gange, ingen svarer, lad os tage en kort pause til, er jeg en plade i hak, spørger jeg.

Jeg bliver alligevel ved med at sige ting, de griner af mine (mange, mange) jokes. Jeg vidste ikke, jeg vidste så meget.

Det er ligesom en første date. Jeg havde en god oplevelse, men hvad hvis jeg igen har fejlvurderet situationen. Hvad hvis de syntes, det var helt forfærdeligt? Hvad hvis de ikke kommer igen næste gang? Jeg er bange for, at de ser, at jeg har fortalt alt, hvad jeg vidste på tre kvarter.

***

Hvis han skriver til mig i aften eller i morgen tidlig for at høre, hvordan det er gået, så betyder det han er forelsket i mig.
Klokken 9 næste morgen -
H.: Hvordan gik det?

***

Afsindig menstruation trækker mig ned i madrassen og ind i kroppen. Har ikke nogen ord, men er glad. Tænk, at jeg også kan være det her menneske. På toppen af byen, på toppen af rummet! SEKSTEN ØJNE DER SMILER.
Jeg gemmer dagen væk i denne drøm, ned i en shizkebab, krumbøjet på Frederiksundsvej, blandselvslik der spises på ca 10 minutter, jeg kunne gå i seng allerede igen nu. Min mor ringer i ca 3 minutter for at høre hvordan det gik, jeg siger, at det gik virkelig godt, nå hvor dejligt siger hun, det var bare det jeg ville høre, (du ville bare høre, at det ikke gik galt), og nu, jeg vil bløde ind i natten, ind i min egen menneskeradiator, læse tegneserier, drømme videre, sove og forhåbentlig finde ordene igen.

lørdag den 6. januar 2018

et andet liv

Er du en lille missepige? spørger den gamle mand mig og spærrer vejen til toilettet.
Du er så kær. Du er det kæreste jeg har set. Hvad siger en lille missepige? 
Miav, miav, siger jeg monotont. Hvad er du selv?
En missemand. Miav miav, siger han med mørk, skurrende stemme. Det kæreste jeg har set.

Jeg er en smaragdgrøn velourstjerne i den mørke bar; funkler om kamp med de levende lys og gæsternes blanke alkoholøjne. Blitzkrieg over Vestfyens pilsner, bølgende samtaler der flyder i takt med klaverets evergreens.

Veninden for bordenden gnistrer ved siden af en meget smuk mand. Jeg kysser hende på munden, da hun sætter sig på hug ved min side, og jeg holder fast i min søsters hånd. H. bliver ved med at kalde mit navn, stiller mig spørgsmål eller starter fælles historier. Dengang da... Jeg stråler ind i dem alle.

Da baren skal til at lukke føres jeg rundt i en vals. Jeg er i en anden tidsalder, et spøgelse kun noget i kraft af mit glinsende, hvide tandsæt og kurvede legeme der i nærmest slowmotion drejer rundt om sig selv. Baren er også svøbt ind i tung velour, og uden problemer smelter jeg ind i denne verden.

På gaden holder vi alle om hinanden, og jeg ønsker virkelig ikke at give slip.

Endnu en bar, endnu et klaver. Vi sidder omkring et aflangt bord med nye mennesker, og pianisten spiller "Your Song". Det tredive personers store kor skråler med; how wonderfull life is, now you're in the world...  Min stemme drukner i korets brøl. På den anden side af bordet forsøger H. at få øjenkontakt med mig, men jeg har ikke lyst til at synge sangen til ham. I stedet lukker jeg øjnene og putter hovedet ind i min søsters favn.. i hope you don't mind...

Ind og ud af sange, ind og ud til rygerne på terrassen, ind og ud af samtaler med disse kæreste kære mennesker. Nogle cykler væk, andre sættes på en taxa. Til sidst er det kun mig og H. der er tilbage. Han bor i nogle venners lejlighed en spytklat derfra.

Lejligheden dufter ny. Der er gulvvarme og stuk. Vi gennemgår storgrinende alle detaljerne. Indrammede designplakater, et storslået bibliotek. Det halvfærdige modelskib og den hundedyre Sokrates-buste i vindueskarmen. Alt er blåt, gråt og hvidt. Dem der bor der, er yngre end mig.

Jeg lægger mig på det varme, specialdesignede flisegulv i køkkenet, en smaragdgrøn, ildelugtende klat der står i skærrende kontrast til ordentligheden i kataloghjemmet. Han lægger sig ved siden af mig og sætter fransk musik på. Vi griner ind i stive kys og holder om hinanden.

I Hästen-sengen knalder vi, som var den forgangne uge slet ikke sket; som var det stadig nytårsaften, og jeg elsker denne fortabelse af tid, jeg elsker min beruselse, og jeg elsker, at jeg så hjemmevant kan svømme ind i hans benede krop. Churchill kigger på mig mens sæden drypper ned i kummen. Jeg dufter til alle parfumerne og tørrer mig i skridtet med et af de kridhvide, sirligt rullede håndklæder.

- W., må jeg spørge dig om noget, er det første han siger, da vi tømmermændsramte vågner ud på formiddagen. Hvordan har du det egentlig med mig, sådan her efter det der skete efter nytår? Har du stadig følelser for mig?
Jeg smiler til ham med mit smeltede ansigt, og kører hånden op og ned af hans nøgne maveskind.
- Jeg er lettet over, at jeg ikke har følelser for dig længere, siger jeg uden at lyve.
Han er tilfreds med svaret, og vores januargrimme kroppe knalder igen i det grålige, afslørende dagslys.

Mens jeg låser cyklen op i gården, sludrer han med mig oppe fra køkkenvinduet. Det virker så let, det her. (Lyver vi?) Vi vinker farvel, og jeg går hele vejen hjem, køber en burgermenu og begraver mig under dynerne i min egen seng; rammer atter 2018, et brag ind i virkeligheden. For en stund var jeg i en film, i et andet årti, i en fantasi, i et andet liv et andet sted.

Jeg forsøger forgæves at forberede mig til den kommende uge, men hele min krop gør ondt indvendigt. Når jeg skal formulere mig, mister jeg koncentrationen og bliver panisk. Bliver nødt til at slukke min telefon, fordi den også giver mig smerte. Jeg føler, at jeg er helt tom; et ikke-menneske. En smaragdgrøn skønhedsklump, jovist, men det er bare et hylster.

Jeg hader mig selv, for første gang i meget lang tid. Jeg føler ikke, at jeg kan noget som helst, og jeg er så nervøs for min fremtid, at jeg har lyst til at kaste op. Når jeg ser tv-serier eller andet fiktion, så syrer hele min krop til, fordi jeg misunder andres evne til at fortælle historier. Så jeg drømmer mig tilbage til barerne, til omfavnelserne, til stearinlysene og klavererne, til varme blikke, til missemænd, til tidslommen på frederiksberg, til det jeg også kan være og som jeg også er, et sted derinde.

fredag den 5. januar 2018

ægte

Mit selvværd er åbenbart lige så skrøbeligt som en fjer i vinterstormen, som et billigt champagneglas i opvaskebaljen, som vingerne på en natsværmer, som vores ødelagte klima, som apple-høretelefoner (er på tredje par indenfor et år), som glaslysestager når lyset brænder for langt ned, som mænd i #metoo-æraen, som søernes renhed, som fuldmånen over dit hoved, som,, okay jeg stopper nu. (en fuldmåne er ik' skrøb'lig).

Date.

Vi vader byen tynd. Joker, griner, snakker. Det er svært at have øjenkontakt, når man går ved siden af hinanden og samtidig skal passe på, at man ikke falder over skæve fortovssten. Musikerens stemme er mørk og varm, og han snakker meget. Halvdelens af hans ansigt er flot, som jeg går dér ved siden af og kaster skjulte sidelæns blikke mod hans profil. Jeg synes alt i alt, at daten forløber glimrende. Han er sjov, jeg er sjov. God kemi. Jeg glæder mig, til at vi skal hjem til ham og drikke rødvin efter gåturen.

Forinden har jeg været i bad, taget mit faste første-date-tøj på (stram rullekrave og sorte bukser) (det går op for mig, at jeg har det præcis samme tøj på alle første dates - "så kan de se hvordan min krop ser ud" er argumentet), lagt frisk make-up, brugt en time på febrilsk at klemme kæmpebumsen på min venstre kind ud ("hellere have et åbent kødsår end en stor vorte" er argumentet). Skiftet undertøj, pakket kondomer, generelt optimeret mig selv.

Efter halvanden times spadseren bliver han dog frygtelig syg. Tilfældigvis - og heldigvis - er vi lige ved siden af hans lejlighed. "Jeg kan slet ikke synke," beklager han sig og rømmer sig. Klokken er knap halv ti. Vi krammer farvel og har lige det dér akavede øjeblik før første-date-kysset. Jeg har lyst til at kysse ham, men kommer i tanke om hans meget slemme betændelse i halsen. Vinker i stedet.

Da jeg går tilbage mod Stefansgade for at hente min cykel, slår det mig, at jeg muligvis er blevet dumpet efter kun halvandens times samtale. Jeg tager det meget tungt og tuder hele vejen hjem. Vi skriver dog lidt sammen, da jeg er kommet hjem, mens jeg græder (han ved det ikke), og jeg viser ham mine tegninger, og han viser mig sit musik.

Efterfølgende er jeg overbevist om, at han ikke har lyst til at se mig igen, fordi han nu har set min kunst. Han er selv ægte kunstner, lever af det, du ved, professionel, dygtig, ægte, ja, og nu kan han jo se, at min kunst ikke er ægte, at jeg bare er en wannabe. Jeg er sikker på, at han havde regnet med, at jeg var smukkere og dygtigere. Ak!

(Jeg havde forresten lyst til at kysse dig, men jeg var bange for, at du var smittefarlig) skriver jeg senere på aftenen. Han svarer: Det kunne jeg godt fornemme.
Jeg græder igen. Du godeste.

På kontoret næste dag har alle ambitioner forladt mig. Krea-blokade. Jeg begræder, hvor elendig en kunstner jeg er, og at jeg aldrig kan leve op til de fortællinger, jeg bilder mig selv ind. Jeg splatter løs med maling på skitserne og tænker "DU KAN INGENTING, DU KAN INGENTING, DU KAN LIGE SÅ GODT DROPPE DET!", og jeg begræder, at jeg prøvede at være kunstner, at jeg virkelig troede, jeg kunne blive til noget, og så viste det sig bare, at jeg slet ikke kunne noget. Shame!

Jeg er samtidig besat af, at han skal svare. For hvis han svarer mig, så betyder det, at jeg er noget værd - både som menneske og kunstner. Hvis en som ham kan se mig, sådan ægte se mig, så må jeg da være noget, ikke sandt? Han svarer mig, men svarene er ikke gode nok!

Når jeg kigger mig i spejlet er jeg ganske hæslig, det åbne kødsår på min venstre kind får mig til at ligne en fra Christiane F., og jeg græder over, at jeg er så klam.

DAMDAMDAM, jeg sætter den voldsommeste klassiske musik på, om jeg begriber mig selv, denne lidende pseudokunstner. Min hjerne larmer: Hvad skal du så gøre? Er der overhovedet noget i denne verden, som kan gøre dig glad? Du kan lige så godt lægge dig ned og DØ!

Jeg går hele vejen hjem fra kontoret i denne drabelige tåge akkompagneret af iltre strygersatser fra en tid der ikke længere er, kigger drømmende på Frederiksbergbygningerne, filosoferer: Tænk hvis det hele bare er en film?? Det begynder at regne, ÅH DU STORE SMERTE, univers - hvorfor tester du mig??

Cykel. Hjem. Sofa. En lur. Helbredende lur.

Nuvel, jeg er rædselsslagen for alting, og det er helt okay.

I aften vil jeg brænde sammen ved siden af H. og andre gode venner på den afdankede lidelsesbodega, hvor jeg forsvinder fra denne tid, fra mig selv, lige dér hvor jeg husker, at jeg faktisk er ret nice og dygtig. Det der egentlig skræmmer mig mest er, at jeg åbenbart er lige så stærk som et stykke vat. Er det her kunstnerens evige krise? Formentlig.
Det er rædselsfuldt, ægte rædselsfuldt.

torsdag den 4. januar 2018

klistret

Gulvet klistrer under mine fødder, til trods for at jeg i går vaskede det, og jeg vidste det bare, jeg vidste bare, at jeg var dårlig til at gøre rent, og det er som om, at jeg bare har gjort det endnu værre.

Star Wars og det dér, biografsalen er ikke længere så klaustrofobisk som engang, jeg går hjem gennem regnen, hænger vasketøj op og drikker gintonic, bare fordi jeg kan.. jeg kan, ja. Jeg er på denne fjerne galakse stadigvæk.

Jeg stalker Løven på Facebook, og jeg får ondt i hele min krop, min højre arm syrer til, og jeg begynder at græde, en lille smule, kun lidt, åh, og jeg stalker hans ekskæreste fra 2014, jeg hører hendes musik, jeg ryger en cigaret, lad vær' med at skriv til ham, lad vær'.

2018 ramler ind i en virkelighed, som jeg virkelig gerne vil, men som jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet kan finde ud af. Jeg er glad, men utrolig stresset. Handlingslammer mig selv med et enormt pres. JEG GØR JEG DET HER OG DET HER OG DET HER, og alle siger, slap nu af, aaaaaaf, for helvede, og jeg spekulerer på, om man kan fremtvinge kreative ideer på denne facon.

Imens jeg splatter rundt, skriver jeg med en smuk Musiker på tinder, han når knapt at afløse H. mellem mine ben, jeg distraherer mig selv, jeg ved det, nå, og vi skal mødes i morgen, og på fredag skal jeg i byen med H. fordi nu er vi venner (han skriver alt for meget og lange beskeder til mig), og jeg forsøger samtidig at tage mig selv seriøst, jeg prøver virkelig, jeg vil virkelig gerne alt dette liv, men jeg undrer mig over, hvor jeg er, og måske er der en nerve løs i min venstre skulder, for min ringfinger ryster febrilsk.

I dag var jeg spærret inde bag en mur af regn, og jeg havde så mange planer, det må du forstå, jeg ville så meget i dag, havde endda smurt madpakke, men i stedet sover jeg formiddagen væk i en stor savlklat på sofaen, og jeg skriver til Musikeren, jeg skriver alt, hvad jeg tænker, og jeg føler virkelig, at det hjælper på al fremtidsforvirringen og jeg føler virkelig, at vi er to alen af samme stykke og ser allerede hvordan jeg ligger på hans seng, mens han spiller guitar og synger for mig.

NU er hele livet, det må jeg da forstå, kan jeg det, kan jeg det, kan jeg det. Jeg har visioner af mig selv som det her formfuldendte menneske, samtidig med at jeg ønsker at mure mig totalt inde og ikke forholde mig til en skid. Jeg accepterer, at det for læseren kan være svært at holde styr på alle disse mænd, det er også svært for mig, og min krop kan ikke følge med, men jeg kan ikke lade vær, jeg vil bare have mere liv, mere mere mere, jeg er så fucking grådig, og jeg frygter hele tiden, at jeg kollapser, kollapser ind i 2018, men jeg håber sådan det går, det skal gå, det skal gå.

En bums vokser frem på kinden, som et stort, betændt mindesmærke over fordærvet, og ligegyldig hvor meget jeg børster mine tænder, så er der stadig et tykt lag af cigaretter på dem, og jeg siger, at jeg kommer ind på kontoret om otte timer, og jeg siger, ar jeg er igang med at lave en undervisningsplan, og jeg siger, at jeg er totalt dedikeret, og jeg siger, at jeg er klar til at elske. Åh.

mandag den 1. januar 2018

tango

Jeg fylder mit hjem op med mennesker, jeg elsker, og selvom en øl vælter ned i forstærkeren og musikken brænder sammen, så bliver de ufortrødent ved med at danse og synge. Jeg holder øje med dem gennem altandøren, mens H. sidder på mit skød og hulker. Han angrer, at han ikke kunne elske mig. Fortæller mig om, at han ofte ligger søvnløs og tænker på mig; på alt det han gjorde galt.

Vi græder ind i hinandens øjne, og min tunge makeup smelter ind i hans hvide skjorte i sorte tykke streger. Jeg aer ham på ryggen, og han holder krampagtig fat om min hånd. Det føles som om, at vi sidder derude i en evighed, jeg kan ikke mærke mine ben, og hans hulken er voldsom og ustoppelig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste ham. (Var det ikke mig som skulle trøstes?)

En veninde kommer heldigvis med Sonos. Dansegulvet eksploderer igen. Jeg ryger smøger og taber drinks, danser tæt op af H. hvis tårer har gjort hans øjne tågede, og så - en selvbevidst, dramatisk tango, velourkjolen smyger sig om mine brede hofter, jeg suger på partyjointen og mit hjerte eksploderer af kærlighed overfor alle disse smukke mennesker. Jeg prøver ikke at være en god vært, jeg er her bare. Det er min fest, jeg fester med mig selv, usårlig liggende på gulvet, dansende med lukkede øjne. 

Han bliver siddende i stuen, da de andre ved en seks-tiden går hjem. Langsom, pissestiv elskov omringet af tomme flasker og spildte drinks. Sover, vågner, elsker, sover, vågner, elsker. Vi snakker om de andre, vi har datet, de andre, vi er betaget af. Det står endelig klart for mig, at jeg ikke er betaget af ham længere. Det gør mig trist. 

Lejligheden er super klam. Jeg orker ikke tage opvasken eller vaske gulv. Barrikaderer mig i sengen, som var det en lille ø. Jeg ved ikke, hvornår færgen går herfra, måske jeg skal være her for evigt. I morgen er der en virkelighed. Jeg er rædselsslagen og fortrøstningsfuld. Nok mest fuld. Jeg tænker på tangoen, hvis trin jeg pludselig mestrede til alles overraskelse. Hvis bare jeg kunne det samme ude i virkeligheden. Jeg kan stadig mærke H. mellem mine ben, og jeg ville ønske, han stadig var her.