onsdag den 28. februar 2018

et værelse uden udsigt

Min psykolog og jeg har i årevis brugt analogien "at lukke sig inde på værelset" (reference til mine isolerede teenageår), og jeg siger i går til hende: "jeg kan mærke, at jeg lige så langsomt moonwalker derind; det er det eneste sted jeg har lyst til at være". Værelset er min freudianske dommedag. Derinde sidder mit tabte subjekt og sukker med åbne arme, come to mamma! Min psykologs øjne glinser omsorgsfuldt tilbage til mig. Jeg griner tilbage til hende mellem tårerne. Vi griner altid meget. For første gang nogensinde i de næsten 6 år jeg er kommet der, låner jeg toilettet. Der lugter af cigaretrøg derude. Det gør mig på en måde glad, at hun ryger mellem hver patient.

Det sidste to måneder lange adrenalin-high kulminerer, og jeg har det som om, at jeg har fået tæsk. Mens vi sidder til samtalen og fumler rundt i vores designproces ("det er en proces," siger jeg som forsvar, processsssss), tænker jeg: "Vi får ikke pengene." Det er bare sådan det er, accepterer jeg. Alligevel charmer og fylder jeg det store mandsdominerede mødelokale samtidig med, at jeg slet ikke rigtig ved, hvad jeg snakker om. Skuespillet gør mig ikke engang nervøs. Jeg kan åbenbart slå det til uden at blinke. Mit charmerende alter-ego.

Efterfølgende spørger jeg de andre, om de ikke også synes, at jeg fik charmet dem. Jo, w., du var så god. Jeg puster røgen ud fra 3. kædecigaret og hælder resten af øllen op i glasset foran mig. Mellem de store slurke reflekterer vi gladeligt over oplevelsen. Det var meget lærerigt, siger jeg. Ja, lærerigt. Jeg er høj på mig selv, indtil jeg rammer sofaen hvor den synkende følelse sætter ind. Ind på værelset, lukket dør. Det er en blanding af lettelse og afmagt der får mig derind. Den kunstneriske proces føles latterlig ensom, og jeg siger til alle, at der er styr på det, mens tvivlen, ligesom frosten, bider i mig.

Jeg forsøger at huske, hvem mine venner er; at jeg har venner. Jeg forsøger at holde fast i den kunstneriske drivkraft og tilliden til mine evner; at jeg har noget på hjerte og at alting nok skal gå. Men mest af alt har jeg lyst til at kaste det hele på gulvet, mure mig inde og vågne op en dag, hvor alting mirakuløst har løst sig for mig. Værelset er et fængsel hvor der ikke er nogen fremdrift. Luften er vakuum, iltfattig og åndeløst, og kulden trækker mig dybere ind i denne klaustrofobiske hule, og mine fingre falder af, frostbidte negle, og hvem kan lave kunst uden fingre, hva hva hva.

Igen længes jeg efter nogen, der kommer og tager mig væk. Jeg dagdrømmer om Italien, om en følelse af varme, om en fordybelse der opstår i et fremmed land, om at være fri. Jeg begræder, at mit liv skal være så ensomt her, og at jeg skal være dette Følelsesmenneske, som er tvunget til at dele ud af mine følelser hele tiden. Ligesom her. Følelser, følelser, følelser. What's the point, anyway. Jeg kan ikke lade vær.

Til undervisningen i går er jeg mellow ad helveds til, men har samtidig en form for renhed i mit ansigt, en glød, tænker jeg, en glød af sorg, lol, og da jeg kommer hjem, spørger Bedstevennen hvordan det går, og jeg redegører for alle følelserne, og han spiser mig af med en masse floskler og en afsindig lukket og privat beretning om sit eget liv. Jeg begynder at græde igen, fordi det pludselig går op for mig, at det kun er mig der deler ud. Altid helt åben og rå. I skal forstå, at jeg ikke kun er Weemoed her; jeg er Weemoed alle steder. Måske er du et bæger, der snart er tømt, foreslår psykologen. (fuck)

Nå. Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med alt det her. Jeg arbejder hjemmefra i dag, fordi jeg ikke har lyst til at se nogle mennesker. Nej, ved du hvad jeg har mest lyst til, jeg har lyst til bare at se 'Frasier'. Hele tiden. Jeg er allerede halvvejs i femte sæson. Kværner det ene afsnit efter det andet. 'Frasier' er min nye bedste ven. Jeg glæder mig hver dag til at komme hjem til 'Frasier'. I dag skal jeg bare dét, tror jeg. Jeg har lyst til at slukke min telefon og hive gardinerne ned. En dag må kulden da forsvinde igen, gør den ikke?

søndag den 25. februar 2018

audition

Jeg er mega fucking nervøs for i morgen. Drikker en stærk rom-tonic (smager som ét stort glas rom) (det smager ok) og finder youtubevideoer med auditions for at gøre mig selv mentalt klar på strabadserne. Nå ja, og for distraktion. Det er første gang, jeg skal bedømmes på mine kunstneriske evner og personlighed, og ikke på jobkvalifikationer og pensumslæsning, og jeg kan ikke finde ud af, om det gør mig mere rolig eller mere nervøs.

Men youtubevideoerne og især romdrinken bedøver mine ellers ekstremt skærpede sanser og tyndslidte nerver, og jeg burde nok hellere træne min elevatorpitch og dyrke mindfull yoga end det her, men fuck det, der findes ingen opskrift på hvordan man klarer sådan noget her, og selvom dommerpanelet er (alt for) stort, og at lokalet ligger øverst i bygningen, og at jeg muligvis kan blive fuldtidsbeskæftiget de næste to år, og projektet er ekstremt selvudleverende, og at jeg skal stråle som en selvsikker kunstner, såå... går det jo, det går jo sådan noget, ja det gør. 

Storhedsvanviddet siger, at det selvfølgelig går sådan her....


At jeg indeni har det sådan her...


Men at det i realiteten nok kommer til at føles sådan her


At det udefra set opfattes som


og når mit nervøs-latter-tick 100 procent sætter ind


Når jeg kommer til at overdramatisere og virke som alt, alt for meget


Shit.
Vi ses på den anden side.

sexcapism

Der er flyttet en masse unge mennesker ind i den nyopførte, moderne betonklods ude i gården. Jeg står i køkkenet med slukket lys og betragter dem hemmelighedsfuldt som en ensom gammel pebermø der længes tilbage mod sin for længst fortabte ungdom. Der er disse store gulv-til-loft vinduer i bygningens fem etager, fordi moderne arkitekter har besluttet sig for, at man simpelthen ikke kan få nok af lysindfald, og man kan derfor se alt.

De unge beboere holder fester hver weekend. Her til aften kan jeg til lyden af 'Dancing in the Moonlight' se en håndfuld piger slange sig på dansegulvet nede på anden sal. I stueetagen spilles der beerpong på røde velourduge. En altan er fyldt med storrygende, storsnakkende CBS-studerende. Jeg tænker på, om de kan se mig.

Jeg tror, at jeg misunder dem og romantiserer deres fester. Mest fordi jeg selv fredag aften, er typen der græder på en trappesten, og som også forgæves sender bud efter Løven (med en emoji... flot). Typen som er ubærligt usynlig på rædsomme Amigo Bar, most ind i hjørnet og med grumset sort eyeliner udtværet under øjnene.

Frosten ødelægger gearene på cyklen, og jeg kvaser rundt på pedalerne, ganske livsfarligt, hele vejen hjem, og jeg har drukket for meget, for ellers ville jeg ikke være blevet forvandlet til dette grædende monster, hvorfor drak jeg så meget... Hjemme i spejlet ligner jeg netop denne ensomme pebermø, det er svært at forestille sig, at hun engang var ung, og jeg tænker mest på, at jeg denne aften bare gerne ville have sex. Hele fredagen har været spændt op i seksuelle fantasier der fik mit blod til at koge, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg altid har lyst til at blive bollet i stykker, når jeg står overfor noget stort og vigtigt.

Mine naboer må den forgangne uge tro, at jeg er igang med at bygge et monstrum af et møbel herinde; Mr. Rabbit larmer fuldstændig vanvittigt. Tilnærmelsesvis som en slagboremaskine. Orgasmer er et godt redskab til at lande i kroppen igen, til trods for flygtigheden. Men jeg ved godt, at Mr. Rabbit ikke er en krop af kød og blod. Gid den var. Så ville jeg måske ikke sende irrationelle emojis afsted efter midnat, som om jeg var Askepot, der glemte at tage hjem; please prince, dance with me, someone daaaance with me. 

... Og så ville jeg måske heller ikke efter over et halvt års tavshed, pludselig skrive til Amagerdrengen. hvad laver du i aften, hvad laver du nu, hvordan har du det, ja haha, det ér lang tid siden, bare fordi jeg har næsten ubærlige liderlige tømmermænd. Han svarer heldigvis ekstremt køligt, og jeg forhindres i at følge fantasien til dørs, selvom jeg bestiller en takeout-burger på samme tid. Det ville da ellers være belejligt, hvis der kom en pik med også. Pik og pomfritter. Fandme en vinderlørdag.

Det kunne være rart hvis weekenden, og dagene generelt, bare var badet i uendelig sex. Det gad jeg godt. Ud af kroppen, ind i kroppen. Det er det eneste jeg kan overskue lige nu. På kontoret i fredags bliver jeg kvalm, mens vi forbereder præsentationen til Den Livsvigtige Samtale. Jeg tænker, om jeg har fået madforgiftning af pastasalaten, som jeg spiste til frokost. Jeg fortæller ikke til de andre, at jeg har lyst til at kaste op. Imens planlægger jeg, hvem jeg mon kan have sex med.

Så man lander bare dér i køkkenet med slukket lys i stedet for, som var jeg James Stewart i 'Rear Window'. Romantiserer de andres liv og sorgløshed. Men der er nok for det bedste, at det er her jeg ender.

Jeg er så træt, men jeg har ikke lyst til at lørdagen skal slutte.

torsdag den 22. februar 2018

fake it

I morges vågner jeg op i en drøm, hvor jeg skælder ekspedienten i 'Juno the Bakery' ud, fordi hun har trukket 236 kr på mit dankort for en af de dér høje instagram-kager med creme i og en "grov bolle", som jeg meget specifikt har bestilt. Hun sætter 100 kr tilbage på kortet, men jeg flipper ud over, at det stadig kan være så dyrt. Min hjerne forsøger at knuse tallene, og jeg går helt i panik over, at jeg har købt noget der koster så meget.

Hvad jeg laver ved bageriet i første omgang er stadig lidt diffust. Jeg kunne aldrig finde på at stå i sådan en lang kø for noget som helst. På vej hjem fra kontoret senere på dagen kører jeg forbi Meyers på Jægersborggade og køber en ualmindelig høj snegl. Det er første gang jeg bruger penge siden i søndags. Lidt har også ret, siger jeg til mig selv med min Mads Skjern-stemme, og ser min spinkle konto svinde ind med splintrende 22 kr. Sneglen får mig til at overgive mig til en tiltrængt kalorielur på sofaen, og jeg vågner op uden et blødende hjerte. Frelse.

Blødende hjerte. Jeg tænker lidt over den formulering.

Min krop er gået i intenst alarmberedskab overfor Den Livsvigtige Samtale i starten af næste uge. Adrenalin, stress, mindreværdskomplekser, you name it. Det hele kører rundt i mig, og i modsætning til forrige uge, så vågner jeg op hver dag og har ikke lyst til at stå op. Jeg er i et emotional turmoil, siger jeg til dem på kontoret. De smiler omsorgsfuldt, men er samtidig også ligeglade. Det er ok. Det er min stress; ikke deres.

I de andre vågne timer, når jeg ikke er ved at krakelere fuldstændig, så indser jeg, at jeg stadig har fucking følelser for fucking Løven, og jeg kunne skyde mig selv over, at han overhovedet er en del af mine tanker. Jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg kan have følelser for sådan en mand, men jeg forsøger også at sige til mig selv, at man ikke vælger dem man forelsker sig i. Eller gør man? Åh. Jeg forstår ikke kærlighed. Gennem Assistensen får jeg sommerfugle i maven over fiktive sms-samtaler med ham.

Ham: Jeg har et problem.
Mig: Ja? 
Ham: Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig.
Mig: Jeg kan heller ikke stoppe med at tænke på dig.

Dybt. Jeg ved det. Romantiker anno 2018.

Samtidig tænker jeg meget over parforhold versus single-tilværelse. Det skræmmer mig, at jeg ikke kan huske, hvem jeg var, mens jeg boede med Skægmonstret. Det er "kun" halvandet år siden, at jeg flyttede fra ham, og vi nåede at bo sammen i et år, men jeg kan slet ikke placere mig selv i lejligheden. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede, hvordan vi kommunikerede, hvor meget jeg gik i byen, hvor meget vi så tv, hvor tætte vi var (hvor adskilte vi var). Det føles som en løgn jeg fortæller folk (jeg fortæller nærmest aldrig nogen om det). Var det dødt liv? Eller bare .. et andet liv?

Og jeg opdager rynkerne. Når jeg smiler kunstigt i spejlet til mig selv, krakelerer huden omkring øjnene og munden. Jeg smører creme på hver aften. Ryger en cigaret bagefter. Minus gange plus giver minus. Jeg er 28.. det bliver jeg også ved med at glemme. Husker jeg overhovedet noget? Voksenlivet er som en sær døs. De her underlige, nærmest kunstige kærlighedshistorier og drømme om fremtiden. Jeg venter på, at jeg vågner op en dag.

Jeg er bange for, at tabe det hele på gulvet, og at når det kommer til stykket, så viser det sig, at jeg faktisk slet ikke kan noget som helst. Jeg er bange for, at andre opdager det. Handler voksenlivet virkelig om at fake sig frem? Så kan man stå dér i den lange kø til opblæste bagerier sammen med alle de andr og drømme om prætentiøse kager, mens bankkontoen og hjertet bløder.

Jeg har startet det her indlæg hver dag de sidste 3 dage, men har ikke kunne finde ordene ordentligt. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg prøver at sige.

søndag den 18. februar 2018

blå

Jeg gror med nød og næppe ud af tømmermændene og lander diffust et sted på Østerbro i Bedstevennens lejlighed. Vi er begge døsige efter at have delt seng med andre om natten. Han er i ekstase, decideret forelsket, mens jeg er rundt på gulvet og holder tårerne fast bag øjenlågene. Med chipsfedtede rødvinsglas snakker vi om sex, begravelsesmusik og københavns sidste bohemer (som i hvert fald ikke er os). Muntert.

Bedstevennen er god til at fortælle mig, at jeg er virkelig skøn, og at alle mændene behandler mig dårligt; at jeg fortjener bedre. Jeg nikker tillidsfuldt, men budskabet siver overhovedet ikke ind. Lidt ligesom når alle veninderne fredag aften forsøger at få mig til at forstå, at Løven er et manipulerende, egocentrisk røvhul. Jeg nikker. Jeg ved det godt, men forstår det ikke.

Derfor er det heller ikke en overraskelse, at Løven får hele mit væsen til at sitre lidt i dag. Det pisser mig af. På en måde føles det som en drøm; noget der slet ikke er sket. Jeg skifter mit sengetøj, så jeg ikke kan dufte ham. Støvsuger, rydder op, sletter sporene. Nu skal jeg bare lige samle mig om, at slette hans nummer igen. Jeg har stadig ingen svar på, hvorfor jeg føler som jeg gør, og hvorfor den jubelidiot har så meget magt over mig.

Bedstevennen får mig næsten til at græde, da han sætter storladent klassisk musik på. Jeg vil ikke give slip på den voldsomme dramatik, så jeg bader søndagen i Mozart, Mahler og Händel. Pissedramatisk. Min tur om mosen bliver 10 kilometer lang, for jeg kan ikke stoppe med at gå, og jeg kan ikke stoppe med at lytte til den forbandede klassiske musik.

Hver søndag siger jeg, at jeg skal arbejde på projekterne, men hver søndag ender jeg om mosen og i denne rungende tomhed oppe i mit hoved. Jeg føler mig ekstremt melankolsk i dag og samtidig helt drænet. Jeg er nervøs for mine kreative projekter, og om jeg er i stand til at følge noget til dørs. Jo tættere jeg kommer på at udleve mine drømme, desto mere dramatisk og melankolsk bliver jeg. Og jeg er tæt på nu, uhyggeligt tæt på. Fredag bankede mit hjerte i dobbelt takt i begejstring over et mindre gennembrud. Vi highfivede alle med ekstatiske hjerter og drak øl for at fejre. Jeg burde knokle nat og dag, men i stedet lader jeg mig spise af Løven og forsvinder ved mosen ind i en 1600-tals fantasi.

Okay okay, slap af. Det er også bare søndag. Fuck søndage nogle gange altså.


lørdag den 17. februar 2018

ovenpå

jeg tænker på om 2018 bare en billig kopi af 2017, eller om der faktisk er tale om to forskellige dimensioner, hvor der opstår de samme ting med samme karakterer, men hvor det er mig som er anderledes og gør tingene på en anden måde, jeg tænker også, at dette lyder sort for læseren, men jeg forsøger bare at danse om den varme grød skal du forstå, fordi jeg mest af alt vil gerne holde det følgende hemmeligt, måske fordi jeg skammer mig, måske fordi jeg godt selv ved, at jeg er en fed idiot,

- jeg kan ikke finde ud af om det er en dødsfælde det her, siger Løven, da han henter mig på baren.
- min veninde holdte op med at hikke, da jeg fortalte, at jeg skulle mødes med dig, siger jeg.
barerne har været fyldt med langhårede mænd, det er næsten som et varsel, hans kloner overalt,

veninderne på baren siger, at jeg skal holde mig fra ham.
jeg siger, at jeg er enig, mens jeg skjult tjekker telefonen for, om han har svaret.
jeg er smigret over, at han gerne vil se mig.
efter 8 øl synes jeg, at det virker som en glimrende idé.
absolut glimrende idé.
jeg kan ikke mærke noget.
jeg spekulerer på, hvorfor jeg siger ja.
måske vil jeg bare vise ham, at jeg er fantastisk og glad.
det er fjollet, mest af alt er jeg nysgerrig
hvorfor opsøger han mig denne fredag aften.
min krop glider lydløst ind i hans.
ovenpå.
filtret ind i hinanden,

skal du ikke have dem her af, siger han og trækker mine trusser af.
jeg knalder ham.
ovenpå.
nogle gange tager han sin hånd op for at tage kvælertag, men han styrer sig selv og krammer mine bryster i stedet.
jeg tænker på sidst vi sås imens.

- nu skal vi ikke fucke med nogens hoveder vel, der er ikke nogen der skal være kærester vel, vi deler kun succeserne og ikke de onde sider af livet, okay, han tager sin jakke på og kigger alvorligt på mig.
- det er dét alle drømmer om, griner jeg.
vi krammer i lang tid, tæt, varmt, og han kysser mig på munden, og jeg knuger hårdt hans hånd, mens han bevæger sig hen mod døren og forsvinder ind i lørdagen.

jeg føler ikke så meget, ikke endnu i hvert fald,
jeg spekulerer på, hvad jeg fik ud af det. han er altid den i kontrol.
jeg spekulerer på, hvorfor jeg griner så meget, når jeg er sammen med ham,
det er som en allergi,
jeg tror godt, jeg kunne lide tanken om, at nogen gerne ville have mig,

men hey, ovenpå, ikk' os'?

onsdag den 14. februar 2018

only women bleed

De fleste af mine tanker har de seneste dage været fæstnet i mit underliv. Indbydende sætning, jeg ved det. Siden jeg sidste år fik udskiftet de slidsomme p-piller med en kobberspiral, er min menstruation igen blevet en del af mig. Det er en langt mere organisk følelse, og jeg er generelt fan. Dog ikke sådan superfan, som når den i den forgangne uge undlader at komme, sådan: "Nope, I'm not gonna bleed for you, bitch."

Jeg forsøger at have en holistisk tilgang til processen og anerkender, at den nok bare forsøger at lære mig noget, hvilket umiddelbart kan være et lidt irriterende udgangspunkt, men nu hvor jeg netop har fået den her til aften, så tillader jeg mig at være lidt frelst omkring det hele. I virkeligheden skal det forstås, at jeg slet ikke er et organisk eller holistisk individ, men fred være med det; det lyder meget fedt.

Jeg har en idé om, at man godt kan psyke sit underliv til ikke at få menstruation. I sidste uge gik jeg forgæves med bind, fordi jeg regnede med at den ville komme, og jeg har været skuffet hver gang, jeg gik på toilettet, fordi der ikke var blod i buksen. Jeg har haft proklameret PMS i fjorten dage - hele tiden følt den var lige på trapperne. Fantomsmerter, but there will be no blood.

Så jeg er gået over tiden... det må naturligvis betyde, at jeg er gravid, hvad ellers. Men gravid med hvem? Er det en lille neurotisk, splejset H.-baby, eller en argentiskudseende, bamset Brite-baby? Eller en blåøjet hidsigprop skabt af Løvens sæd? Hvor langt er jeg henne? Kommer de til at kæmpe om, at ville være far til barnet (ligesom i Bridget Jones' Baby)? Kan jeg passe det selv? Hvordan får man en abort? Gør det ondt? Hvor lang tid skal jeg sygemelde mig? Hvem fortæller man det til? Bliver jeg en god mor?

I går aftes spiser jeg en alt for stor pastaret. Den gør mig ekstremt oppustet, og jeg ligger derfor i aflåst sideleje på sofaen, mens det ene afsnit af 'Frasier' afløser det andet. Jeg holder om min mave, som var jeg i måske 5. måned (... jeg ligner en der er i 5. måned). Fredfyldt ser det ud i hvert fald.

Jeg ved ikke helt, hvad der sker, men som jeg ligger dér, bliver jeg pludselig overstrømmet af en enorm varme, der får det til at kildre behageligt i mine ydre nervebaner. Det er en ny følelse. Tænk at jeg bare ligger her, gravid, og jeg ønsker mig ikke andet, jeg er fuldstændig i ro med mig selv. Jeg begynder at græde af lykke, meget endda. Jeg er fuldstændig ligeglad med alle de praktiske ting omkring min graviditet. I stedet forstår jeg, at det er min baby. Eller i hvert fald, at jeg ønsker at ligge dér, så tyk, så smuk, i aflåst sideleje, alene foran 'Frasier' og være gravid.

At være gravid har bestemt aldrig været drømmen. Og jeg er også ret sikker på, at det ikke som sådan handler om babyer og graviditet. Derimod handler det om at længes - at ønske sig noget, drømme om noget. Det brænder i hele min krop med denne lykkelige længsel. Ikke efter noget udefra; at En Stor Kærlighed kommer og planter sin guddommelige sæd i mig. Men en pastaoppustet lyksalighed af ro og selvtillid som kommer indefra. Jeg kan ikke ryste følelsen af mig.

Når budskabet endelig er trængt ind, bløder jeg igen (thank god). Men jeg er ret sikker på, at lige dér i går, der var jeg altså gravid. Ikke med en baby, ikke med ricottatortellini, men derimod med mig selv. Haha. Ej. Okay.
Jeg kan ikke lukke den her helt smooth.
Fuck holistisk tilgang. Jeg er sikker på, at I forstår det alligevel.
Måske jeg skal være gravid en dag, hvem ved, lige nu føler jeg mig ikke rigtig bange overfor noget.

mandag den 12. februar 2018

scrambled eggs all over my face

... what is a girl to do?

Hver gang jeg tænker på skriveblokaden og på de ting som jeg burde gøre, hiver det i mine indre organer og mit hjerte springer et slag over, slam, og jeg er egentlig generelt ubekymret, ikke-stresset, og det er dejligt at være sådan et sted i sit liv, men som Psykologen siger: Du kommer ikke sovende til en kunstnerkarriere.

Jeg ville ønske, at det her bare var mit arbejde. Møde ind på kontoret når jeg er klar, når jeg har sovet det jeg skal, når jeg har set afsnittet af 'Frasier' færdig, og når min massive morgenmad har fæstnet sig i mit tarmsystem. Møde ind i ro og mag og skrive lidt i Messenger, skrive lidt på bloggen, tegne løse skitser, høre god musik, se et afsnit til af 'Frasier' mens jeg spiser mine dødssyge leverpostejsmadder, ryge smøger på trappestenen, drikke kaffe i stride strømme. Nogle (sjældne) gange kan jeg blive fanget af en kreativ bølge, forsvinde ind i et projekt til dagen glider ind i aftenen, oftest ender jeg med at ønske musik til de fælles højtalere, tømmer opvaskemaskinen, går en tur om søerne, griner af Computerdrengenes jokes.


Som kontrast står mine tidligere jobs i store mediehuse, hvor jeg kunne finde på at gemme mig på toilettet i frokostpausen, eller hvor jeg lå søvnløs om natten, fordi jeg var så nervøs for at tage på arbejde. De psykosomatiske lidelser kom ud af kontrol; maveproblemer, feberfølelser, dirrende hænder, hovedpiner. Svimlende møder i glasbure, hvor jeg var så bange for at falde om, at jeg krampagtigt skrev desperate ord i mine noter, fedtede mit hår til min håndsved og krøllede mine ben sammen under mig i en ulidelig yogaposition. Skjulte tårer bag computerskærmen, rystende fingre på tastaturet, ensomhed.

Mit nuværende 'arbejde' føles som et skånejob for særligt sensitive. Men gør det noget? Mit primære formål er at undgå angsten. Den kommer dog også her på kontoret en gang imellem, mest når vi har møder, hvor jeg skal forholde mig til projektet. Alles øjne er på mig: Hvor langt er du nået, har du fået skrevet noget endnu... I fredags var jeg tæt på at gå i opløsning, indtil jeg startede en lang, følsom rant, hvor jeg involverede hele holdet i alle mine neuroser. I de store mediehuse er der ikke plads til sådan en svaghed og følsomhed. Måske kan jeg også kun gøre det her, fordi jeg er omringet af venner. Eller fordi jeg er kunstneren, hvis følsomhed styrer projektet.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er en god ting at indrette et liv, hvor man undgår fobierne. Burde jeg i virkeligheden starte i kognitiv terapi, få nogle redskaber til at håndtere angsttankerne, så jeg kan være bedre rustet til Den Virkelige Verden. For lige nu er jeg velfungerende og næsten angstfri - men jeg er langt fra fri. Hvornår kørte du sidst i tog, W.? Hvornår var du sidst ude og rejse? Hvornår synes du det var fedt at køre i elevator? Hvornår tog du til et foredrag? I teatret? Og hvad med forelæsningerne? Og restaurantbesøgene? Storcentrene?

Eller er det godt at finde ud af, hvad der gør en lykkelig først? Og så skal lysten til livet nok komme bagefter; dér hvor man ser sig selv overvinde angsten, fordi livet betyder mere end frygten? Jeg er stadig nervøs for den dag, hvor jeg får en kæreste - eller en familie for den sags skyld. Lige nu er jeg alene og i "skånejob", og det gør, at jeg langt bedre kan kontrollere og undgå angsten. Men hvad sker der den dag, hvor andre begynder at forvente noget af mig igen? Ligesom de fire år med Skægmonstret som var svøbt ind i en kronisk skuffelse over mine begrænsninger: Nej jeg KAN ikke tage i sommerhus med dine forældre, nej jeg KAN ikke tage i biografen i dag, jeg vil hjem fra restauranten NU for jeg kan ikke trække vejret, jeg har en dårlig dag, lad mig være, NEJ jeg har ikke lyst til at rejse, jeg er bange, jeg er bange jeg er bange, skal vi virkelig tage toget, kan vi ikke gå de 10 km i stedet.... 

Det skræmmer mig, når det går op for mig, at jeg har pakket mig selv ind i bubblewrap. Tit er jeg ikke bevidst om det. Det har bare været en naturlig udvikling efter 5 års kamp med angst, som især har været på fuldt blus på grund af nervepirrende jobs, kvalmende studietid, dårlige boligsituationer og mislykkede relationer. Det føles som om, at jeg starter forfra nu, at jeg for første gang har muligheden for at bygge mig selv op igen. Jeg er muligvis gladere og mere mig selv, end jeg nogensinde har været. Men det er slet ikke ensbetydende med, at jeg er 'rask'. Livet skræmmer mig ad helveds til, og måske er det også derfor, at jeg er totalt kreativt blokeret for tiden - fordi jeg er bange for, at virkeligheden banker på, og fortæller mig, at jeg skal tilbage til Angsten igen.

Så jeg sætter et nyt afsnit på af 'Frasier', jeg køber en stor fastelavnsbolle med flødeskum, går rundt på Mosens frostbidte mudderstier, jeg tager en lur mens sneen klasker mod ruden, jeg drikker en vodkatonic mens jeg tegner, jeg møder ind på kontoret med energien boblende i mig, jeg griner med drengene, vælter ind i af døren og råber hello, hello, hellooo, som var jeg Valerie Cherish, og jeg drikker kaffe, for nu kan jeg godt tåle koffein, mit hjerte kan godt tåle ekstra slag, og jeg bruger den første time på at skrive det her, jeg tror, jeg vil tegne i dag, det tror jeg godt, at jeg kan, jeg kan jo godt, måske det her godt kan være mit liv.

... But I don't know what to do with those tossed salads and scrambled eggs...



Ps. For tiden danser jeg til den her sang ca 5 gange om dagen, i badet, på altanen, på cyklen, og jeg sletter Løvens nummer rigtigt (før har jeg haft backup gemt i noter), og jeg sletter Britens alt for forsinkede svar på Messenger, og jeg siger til mine flyvske venner, at man ik' ka' fuck' med mig længere. Åh.

Og så får det følgende klip fra den nye sæson af 'RuPaul's Drags Race All Stars' mig i såååå godt humør. Kunne se det for evigt, haha. (Shit jeg har set så meget tv i den her weekend)

lørdag den 10. februar 2018

i øjnene

Han ligner en blanding af Søren Huus og en sørøver; filtret gråsprængt skæg, huller i ørene, krøllet bomuldsskjorte og insisterende blå øjne der knitrer bag de fedtede briller. Jeg er homo, så du skal ikke være bange for, at jeg prøver på noget.

Han trykker flere gange på min brystkasse og kigger kærligt på mig. Jeg tror, det er mit hjerte, som han forsøger at røre. Du er noget helt specielt, det bliver du nødt til at tro på, og selvom du siger alle de her dårlige ting om dig selv, så tror jeg, at du godt ved, inde i kernen, at det ikke er sådan det forholder sig. Han trykker mig igen på brystet med en varm hånd. Jeg smiler forlegent til ham.

Etta Jones synger "If I Had You", og de melankolske fredagsblues sætter sig i mit mellemgulv; en synkende følelse påvirket af den dæmpede belysning og mit ustyrlige behov for at røre ved alle der sidder omkring mig. Jeg svælger, lige her blandt de brogede skikkelser, og der peges på mig, "DU ER SMUK", der råbes efter mig, der flokkes om mig, "DU ER VANVITTIG SMUK, ALT VED DIG ER SÅ SMUKT" og jeg suger al denne overfladiske anerkendelse til mig fra disse fremmede sjæle, og selvom mit tøjvalg er underligt, selvom min hud er bumset, så får jeg pludselig den her fornemmelse af, at Søren Huus-sørøveren havde ret; ikke betinget af deres øjne der ser Skønhed, men derimod af alt det, som hviler bag mine egne.

Torsdag aften har jeg lokket min veninde med ind og se "Call me by your name", og filmen bliver til en feber, som får hele dagen derpå til at være svøbt ind i fiktive forelskelser og et afsindigt begær... hvordan det er muligt, at man kan overtage andres kærlighed på den her måde. Min psykolog har forinden sagt, at hele verden ligger åben; at mine muligheder er uendelige, så alt hvad jeg drømmer om nu, er at læse bøger, spille klaver (lære at spille klaver, red.), svømme i en bjergflod og råbe mit eget navn efter en elsker i de syditalienske bølgedale. Det føles som om, at mit liv kun lige er gået igang.

Sidste søndag i sengen med Briten kigger jeg intenst på ham, mens han snakker til loftet, og det gør mig trist, at han aldrig tør kigge mig i øjnene. Der er gået en uge. Han har stadig ikke svaret. Ghosting. Puf, puf, puf siger det, mens jeg stikker nålen i luftkastellerne. Jeg ikke kan bruge sådanne mennesker til noget. Alligevel dukker han op i små flashes i mit hoved (fuck dig 'Call me by your name'), jeg slipper ikke den måde, han rørte ved mig på. Men det er også OK, at det bare er minder nu. De kan ikke rigtig være andet, kan man sige.

Jeg kan godt lide tanken om, at jeg har oplevet begær og svimlende forelskelser. Jeg tænker på Løven. Jeg tænker på Italien. Jeg tænker på diskokuglen i mit soveværelse, som får de nøgne kroppe til at flimre svagt. Jeg tænker på folk, der lægger hånden på min brystkasse eller hovedet på min skulder, folk der tager mig i hånden, og jeg ved, at jeg er forankret i den her virkelighed. Det ved jeg godt et sted derinde.

onsdag den 7. februar 2018

pms

Mit udgangspunkt er altid, at man ikke har lyst til at date mig. Jeg prøver at være modig og åben, men af en eller anden årsag slår det alligevel altid fejl. Jeg overvejer, om der er noget galt med mig, prøver at se mig selv ude fra (og tager med i regnskabet at jeg bare har en forkærlighed for depressive, flyvske mænd...). Jeg maler ikke fanden på væggen; jeg konstaterer bare.

I går spurgte jeg Briten ud, men han har ikke svaret. Jeg er rolig omkring det, fordi jeg ved, at han ikke kommer til at sige ja. Jeg er ikke engang overrasket. Det er ligesom mit jobsøgningsvirke for tiden; jeg sender en masse derud, dér i verden, du ved, og får afslag. Det er en hverdag bygget op omkring afslag, og det er efterhånden begyndt at påvirke mit selvbillede. Jeg gennemgår søndagens hook-up i min indre biograf, og indser, at han nok slet ikke var interesseret. A drunken mistake, you know.

I spejlet forvandles mit ansigt. Min hud er frostbidt af januar; bumset, fyldt med tørre områder, træt. På forfængelig vis går jeg og vænner mig til tanken om at være grim nu. I det mindste er du sjov.. I morges efter badet opdager jeg til min gru, at hele min ryg én stor tør plamage, og jeg overvejer, hvornår jeg sidst rørte ved min ryg, om jeg overhovedet vasker den..

Min snacky nips-veninde, som vel og mærke er to år yngre end mig, er begyndt i fitness. Hvis jeg gerne vil være en cougar, når jeg er 50, så skal jeg jo begynde nu. Jeg kigger ned på min 20 kg tungere krop, og annullerer allerede planerne om nogensinde at skulle blive en cougar. Det handler om personlighed jo. 

Fattigdommen bidrager yderligere til dette yndige portræt. Midt i undervisningen i går sprækker mit eneste par bukser i skridtet. Jeg sidder afslappet i skrædderstilling og forsøger at indgyde autoritet, men det er svært, når alt ens tøj hænger i laser. Min vinterfrakke er blevet til én stor lomme, idet de fleste indvendige syninger er gået op. Mine leggins har stor huller på knæene, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst købte nyt tøj. I det mindste efterlader du grønne fodspor. 

Det er selvfølgelig en prioriteringssag. Alle mine penge går til at opretholde et socialliv; øl og mad, og psykologen ej at forglemme. Det handler om psykisk velvære, jo. Jeg lever af billig leverpostej, æg og dagsgammelt rugbrød. Linsesuppe fra fryseren. Ufrivilligt minimalistisk. Jeg er ikke sund. Om natten smækker min hoveddør op, fordi den er gået i stykker. Jeg vågner klokken seks i morges med bankende hjerte.

Samtidig er jeg på dagpenge og i denne periode ufattelig skriveblokeret. Det frivillige kreaprojekt er disse uger i dødvande, mens vi venter på afklaring om økonomiske støtte. Jeg møder ind på kontoret hver dag, men bruger mest tiden på at kigge ind i væggen. Projektet handler om min egen håbløshed, men ironisk nok kan jeg ikke finde ud af at formidle den.

En panisk stemme hvisker i baghovedet: Du bliver nødt til at få et rigtig job, men det kan du ikke, for du kan jo ikke noget. Jeg har mest lyst til at lægge mig under dynen med alle mine streamingtjenester og håbe på, at der en dag sker noget godt. Til trods for al denne ulyksalighed så har jeg en syg idé om, at der venter mig en enten karriere - eller romantisk surprise i en nær fremtid. Uden at jeg ægte behøver at gøre noget for det. Tsk. Curlingbarn af første rang.

Dårlig dag.

mandag den 5. februar 2018

nice

weekenden er som een lang døs, jeg er kun vågen, når solen er væk, jeg er nok mest af alt en vampyr, men det er alligevel ikke mig der suger blodet ud til det yderste hudlag på min hals og skaber en læbeformet rød plamage, nej, det kan man jo ikke selv, nej

i sofaen dette hemmelige sted foran brændeovnen, i indendørs rygning og med skizoide vodka/øl-drinks, lunkne popcorn, og gamle afrikanske koloniseringsartefakter spundet ind i forbandelser, haglgeværsskydning og musik fra de glade 40'ere, i sofaen, i sofaen, nu hvor det næsten er morgen, i sofaen lægger jeg henkastet min hånd ned langs mit lår,

tættere, tre centimeter, en centimeter, syv millimeter, en millimeter, swush, Britens lillefinger rammer endelig min, varme, jeg tør ikke kigge på ham, mens vores fingre forsigtigt undersøger hver en centimeter af hud på hinandens hænder på denne berusende teenagefacon, mere varme, han bliver ved med at stille kunstmaleren flere og flere spørgsmål om farvevalget på maleriet, den uskyldsrene flettenfingren intensiveres, hvis sådan noget overhovedet kan intensiveres, det føles sådan, varmen, klistrede popcornfingre,

generelt har han fået mig til at sprutte af grin hele natten, jeg er vanvittigt tiltrukket af ham, han er det sjoveste menneske jeg kender, og jeg har kendt ham i mange år efterhånden, og det er altid en sær følelse, at sætte venskaber på spil på grund af drømme om kærlighed og disse forestillinger,

men forestiller mig ikke rigtig noget mens jeg er i sofaen, varmen rammer mine tæer, synker ned i underlivet, jeg trækker stikket, og vi venter på at værten henter de sidste ting på kontoret og tisser af, vi står bare og kigger på hinanden i porten, og jeg tror måske, at det er mig der kysser ham, helt forsigtigt og fint er det, sneen sætter sig i mit halstørklædeindpakkede, filtrede hår, mine øjne svømmer vodkaølstivt rundt i kraniet på mig, og vi følges til vi ikke kan følges længere, dybe kys, jeg nusser ham kejtet med mine store luffer, frostglat fortov i gadekrydset under fødderne,

hvordan hiver man mest smooth en ven med hjem i seng, der er ikke nogen opskrift på den slags smoothness, jeg er ikke engang selv sikker på, hvad jeg har lyst til, men vi formår alligevel vrøvlende at blive enige om at lande hos mig i min urskov af nyvasket tøj i alle tomme hjørner, her lugter fugtigt og mildt af vaskemiddel, indelukket, han er genert, jeg er genert, vi falder kejtede om på sengen, mens solen står op bag sneen,

ømt og passioneret, hvordan knalder man en ven, hengivent, ikke for voldsomt, men se alligevel hvad jeg kan, jeg bider ham i halsen, lader hænderne køre op og ned af hans store, bløde overkrop, hans øjne er de her glinsende, lysebrune marmorkugler der kigger insisterende på mig til han kommer,

min krop er lettet over at blive berørt, hans krop er overalt på min, da vi vågner sent på dagen, er han voldsomt ramt af tømmermænd, det ligner han er ved at dø, og jeg forsøger ikke at være for meget oppe i mit hoved, var han for stiv til overhovedet sådan.. ægte at ville det her, forsøger at slukke de tanker, synes han overhovedet jeg er nice, der er en sprogbarriere og guderne skal vide, at jeg snakker dårligt engelsk, når jeg har tømmermænd,

jeg vil gerne sætte ord på overfor ham, hvad jeg synes om dette hookup, at jeg synes, at vi skal hooke up igen, at jeg synes, at vi er mere end venner, at jeg har fantaseret om det længe, og at jeg gerne vil se ham igen snart, at jeg gerne vil være kærester med ham og føde hans børn (haha, ej slap af, kidding!) "because of brexit we'll have to get married now..", neeej, men i stedet siger jeg hele tiden, som kommentarer på hans skøre indfald: Oh, that sounds nice, nice niceNICENICIEICNINCIE-NICEEEEE, som bestod jeg kun af ét ord,

og måske er det nice, at have mulighed for at prøve sådan en type kærlighedsting, selvom jeg af bitter erfaring siger til mig selv, at alle jeg har sex med kun ser det som et one-night-stand, fordi jeg er grossssss med klistrede popcornfingre og slatten bagdel, at jeg er (nice, men) creepy, og han virker desuden som en nød der er svær at knække, fuldstændig umulig at læse, nok lige så umulig at læse som jeg, åh,

orker man det her kærlighed, tør man,
jeg aner det ikke,
men varmen,
den kan jeg ikke glemme,
nice.

fredag den 2. februar 2018

mens jeg venter

om ti minutter kommer manden med den nye vaskemaskine, og jeg kan mærke, at min hals lukker lidt sammen og min hjerterytme stiger, fordi jeg hader, når der er fremmede mennesker i min lejlighed som skal fikse ting på ubestemt tid, og selvom det er ret fredsommeligt at skulle afmontere en vaskemaskine og montere en ny, så kan jeg næsten ikke holde det ud, men mest fordi at jeg

vågner med otte spor af monologer susende rundt i min hjerne, og jeg forsøger at forstå de samtaler, jeg har med folk, jeg forsøger at forstå, om jeg fortæller for meget om mig selv, og i så fald hvilken sandhed jeg fortæller, om jeg fortæller sandt nok om mig selv, og det er frustrerende, at samtalen med Bedstevennen i går kan afføde sådanne tanker, fordi det er vitterligt et frirum at tale med ham,

måske for stort et frirum, måske for dybe samtaler, en ny psykolog?, og tomheden, jeg har befundet mig i de sidste par uger, er pludselig koloenorm, og jeg kan næsten ikke trække vejret i den, og i stedet ender jeg med at forveksle ensomhed med liderlighed og tomhed med angst, og jeg sidder i sofaen ved siden af ham, beruset af de første 2 glas rødvin og mærker mit underliv snurre på den dér ulidelige måde,

og han fortæller om en kvinde, han er forelsket i, og jeg giver ham råd, og vi snakker om vores nyfundne venskab, og jeg er glad for, at vi kan putte det i den kategori, men da jeg står på gaden klokken 1, bliver jeg ramt af en usigelig tunghed, og jeg kan ikke sove, fordi jeg tænker på det billede, som jeg har malet af mig selv overfor ham, og jeg spekulerer på, om jeg altid bare er for meget, alt for meget, det piner mig, at jeg er så stor en mundfuld, eksploderer ud over mennesker,

de heteroseksuelle mand/kvinde venskaber er altid besværlige i starten, for når man finder et menneske, som man sjæleligt er tiltrukket af, så forsøger hjernen at fortælle en, at man skal overveje muligheden for at formere sig, og jeg har været igennem det med de fleste af mine drengevenner; venneforelskelsen, beruselsen over det nye bekendtskab, og det er godt, når forelskelsen bliver erstattet af et solidt venskab, det er det virkelig, men det er også trist,

for jeg kan mærke, at min krop savner at blive elsket, den savner at blive holdt om, og mit hoved føles alt for luftigt, som lever jeg med det ene ben i en fiktionsverden og det andet ben i en ensom virkelighed, jeg giver slip på mine forestillinger, jeg giver slip på liderlighedsensomheden, her, mens jeg venter, vifter tårerne væk fra øjnene, og måske jeg bare skal bruge weekenden ved vaskemaskinen, lære den at kende ordentligt, dette hypermoderne vaskerumskib, og måske den lever op til mine forventninger, måske den bliver god for mig.

torsdag den 1. februar 2018

onsdag

Manden foran mig i køen er vendt tilbage til Rema 1000 for at købe to bøtter peanutbutter som også var på tilbud. Jeg kigger misundeligt på rabatterne der tikker ind på skærmen, og frustreres over at jeg lod mig forblænde af billige hvidløgsflute og tilbudsleverpostej. Posen med alle de random impulsvarer vejer tungt i min hånd, mens jeg endnu en gang snubler rundt i gangene for at lede efter den skide peanutbutter til halv pris. Det er en varm succesfølelse der rammer mig, da ekspedienten bipper dem ind og rabatten trækkes.

Jeg går med rank ryg hele vejen hjem, lægger det ene hvidløgsflute ind i varmluftsovnen og skænker mig selv en gin/tonic. Jeg er fattig nu, erkender jeg, så jeg må holde øje med de gode tilbud. Det føles tilfredsstillende at skulle være dette fornuftsbaserede menneske. Måske er jeg ægte voksen nu, slår det mig, mens jeg fråder halvdelen af den bakke flødeboller der også røg med ned i kurven. Det hvinende søde flødebolleskum blander sig med den bitre g/t til en hæslig smag, og hvidløgsflutet skærer med sin uovertrufne sprødhed min gane i småstykker. 

Dagen i The Weemoed Show har endnu en gang været berusende. Undervisningen forløber som et tre timer langt stand-up-show, hvor jeg med afslappet attitude (udslået hår, tilbagelænet, benene nonchalant slængende oppe på stolen) overdynger mine elever med et virvar af jokes, ros og omsorg. Til sidst mister jeg stemmen, mens jeg forbander at tiden er gået så hurtigt denne gang.

Mit efterhånden vanvittigt oppustede ego eksploderer udover søerne på vej hjem; De elsker mig, tænker jeg. Alligevel ser jeg mig selv slå tiden ihjel på tilbudsjagt i fucking Rema 1000, fordi jeg bestemt ikke har travlt med at komme hjem til en tom lejlighed og en tom aften. På gaderne, ved søerne, i undervisningslokalet, dér kan jeg leve videre i mit oppustede high. I lejligheden er der bare meget.. stille. 

Men jeg nyder disse stille dage, det gør jeg altså!, til trods for en også larmende tomhed. For tiden er aftenerne mere stille end normalt. Jeg er færdig med at binge tv-serier, så ofte ender jeg i stilstand ved spisebordet eller i tavshed på sofaen. Jeg lader alle tanker eksistere på een gang; lader dem flyde rundt i hovedet som floder af peanutbutter. Bløde, cremede tanker. (fed metafor, i know, haha....). 

Af en eller anden årsag kommer jeg ikke afsted til kontoret i dag. Jeg har sovet næsten ti timers dødssøvn i nat i et virvar af virkelighedsnære drømme. Det er så bizart, at der pludselig er opstået al denne plads i mit hoved. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad jeg skal gøre ved den. Det føles som om, at jeg har et drop med koffein tilsluttet mit blod. 

Kaffen på caféen gør derfor hverken til eller fra. Selvom det er trygt at være blandt andre mennesker dette varme, hyggelige sted, så føles min eksistens stadig imaginær. Jeg overbeviser mig selv om, at den smukke mand bag mig holder øje med min computerskærm; at han tænker, det er min drømmekvinde der sidder deroppe! baggrundsbillede fra en Bergman-film, og hun smadrer rundt inde på jobnet, googler manisk rundt i hobetal af bizarre tegneserier, og hendes røv - så stor, at den ligesom... skvulper ud over stolen, fandme frækt.. i must marry that woman!

Da jeg med langsomme, selvbevidste bevægelser forlader cafeen efter tre timers energisk multitasking, kigger den smukke mand ikke på mig. Han er bare bange for at vise mig, at han har begæret mig den sidste time. Frederikssundsvej er nærmest som een lang kø af kontanthjælpsmodtagere foran hæveautomaterne, og regnen klasker demonstrativt ned på os alle sammen uden pause. 

Løven har skrevet, at han kan mærke, at han ikke er død, og jeg skriver med det samme, at det gør mig glad - og nervøs, tihi. Men det er lige så imaginært som alle mine andre forestillinger. Indeni er jeg noget nær iskold. Det hele føles som kreative ideer, små huller af tomhed pustet op med drømme og romantiske idealer. På sofaen senere, i denne lukkede tavshed, forestiller jeg mig, hvordan jeg vil have sex med ham. Tag dit tøj af og læg dig ind på sengen, ville jeg sige. Nu er det min tur. 

Timerne glider lydløst væk. Jeg fråder den tilbageværende halvdel af bakken med flødeboller og får ondt i maven. I 'Koden til kærlighed' viser det sig, at der ikke er nogen kode til kærlighed, hvilket jeg bliver oprigtigt skuffet over. Jeg aftaler med Bedstevennen at mødes til noget vin i morgen. Fredag er der en gammel ven og drinks, lørdag en søster og en koncert og min ven der forsøger at lege kirsten giftekniv, og jeg forstår ikke, hvordan jeg får tiden til at gå, jeg forstår ikke, om jeg burde gøre flere ting med mit liv, jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke stresser mere, om jeg er dødeligt ensom, eller for første gang i lang tid bare rolig i mig selv. 

Godnat.