lørdag den 10. februar 2018

i øjnene

Han ligner en blanding af Søren Huus og en sørøver; filtret gråsprængt skæg, huller i ørene, krøllet bomuldsskjorte og insisterende blå øjne der knitrer bag de fedtede briller. Jeg er homo, så du skal ikke være bange for, at jeg prøver på noget.

Han trykker flere gange på min brystkasse og kigger kærligt på mig. Jeg tror, det er mit hjerte, som han forsøger at røre. Du er noget helt specielt, det bliver du nødt til at tro på, og selvom du siger alle de her dårlige ting om dig selv, så tror jeg, at du godt ved, inde i kernen, at det ikke er sådan det forholder sig. Han trykker mig igen på brystet med en varm hånd. Jeg smiler forlegent til ham.

Etta Jones synger "If I Had You", og de melankolske fredagsblues sætter sig i mit mellemgulv; en synkende følelse påvirket af den dæmpede belysning og mit ustyrlige behov for at røre ved alle der sidder omkring mig. Jeg svælger, lige her blandt de brogede skikkelser, og der peges på mig, "DU ER SMUK", der råbes efter mig, der flokkes om mig, "DU ER VANVITTIG SMUK, ALT VED DIG ER SÅ SMUKT" og jeg suger al denne overfladiske anerkendelse til mig fra disse fremmede sjæle, og selvom mit tøjvalg er underligt, selvom min hud er bumset, så får jeg pludselig den her fornemmelse af, at Søren Huus-sørøveren havde ret; ikke betinget af deres øjne der ser Skønhed, men derimod af alt det, som hviler bag mine egne.

Torsdag aften har jeg lokket min veninde med ind og se "Call me by your name", og filmen bliver til en feber, som får hele dagen derpå til at være svøbt ind i fiktive forelskelser og et afsindigt begær... hvordan det er muligt, at man kan overtage andres kærlighed på den her måde. Min psykolog har forinden sagt, at hele verden ligger åben; at mine muligheder er uendelige, så alt hvad jeg drømmer om nu, er at læse bøger, spille klaver (lære at spille klaver, red.), svømme i en bjergflod og råbe mit eget navn efter en elsker i de syditalienske bølgedale. Det føles som om, at mit liv kun lige er gået igang.

Sidste søndag i sengen med Briten kigger jeg intenst på ham, mens han snakker til loftet, og det gør mig trist, at han aldrig tør kigge mig i øjnene. Der er gået en uge. Han har stadig ikke svaret. Ghosting. Puf, puf, puf siger det, mens jeg stikker nålen i luftkastellerne. Jeg ikke kan bruge sådanne mennesker til noget. Alligevel dukker han op i små flashes i mit hoved (fuck dig 'Call me by your name'), jeg slipper ikke den måde, han rørte ved mig på. Men det er også OK, at det bare er minder nu. De kan ikke rigtig være andet, kan man sige.

Jeg kan godt lide tanken om, at jeg har oplevet begær og svimlende forelskelser. Jeg tænker på Løven. Jeg tænker på Italien. Jeg tænker på diskokuglen i mit soveværelse, som får de nøgne kroppe til at flimre svagt. Jeg tænker på folk, der lægger hånden på min brystkasse eller hovedet på min skulder, folk der tager mig i hånden, og jeg ved, at jeg er forankret i den her virkelighed. Det ved jeg godt et sted derinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar