fredag den 2. februar 2018

mens jeg venter

om ti minutter kommer manden med den nye vaskemaskine, og jeg kan mærke, at min hals lukker lidt sammen og min hjerterytme stiger, fordi jeg hader, når der er fremmede mennesker i min lejlighed som skal fikse ting på ubestemt tid, og selvom det er ret fredsommeligt at skulle afmontere en vaskemaskine og montere en ny, så kan jeg næsten ikke holde det ud, men mest fordi at jeg

vågner med otte spor af monologer susende rundt i min hjerne, og jeg forsøger at forstå de samtaler, jeg har med folk, jeg forsøger at forstå, om jeg fortæller for meget om mig selv, og i så fald hvilken sandhed jeg fortæller, om jeg fortæller sandt nok om mig selv, og det er frustrerende, at samtalen med Bedstevennen i går kan afføde sådanne tanker, fordi det er vitterligt et frirum at tale med ham,

måske for stort et frirum, måske for dybe samtaler, en ny psykolog?, og tomheden, jeg har befundet mig i de sidste par uger, er pludselig koloenorm, og jeg kan næsten ikke trække vejret i den, og i stedet ender jeg med at forveksle ensomhed med liderlighed og tomhed med angst, og jeg sidder i sofaen ved siden af ham, beruset af de første 2 glas rødvin og mærker mit underliv snurre på den dér ulidelige måde,

og han fortæller om en kvinde, han er forelsket i, og jeg giver ham råd, og vi snakker om vores nyfundne venskab, og jeg er glad for, at vi kan putte det i den kategori, men da jeg står på gaden klokken 1, bliver jeg ramt af en usigelig tunghed, og jeg kan ikke sove, fordi jeg tænker på det billede, som jeg har malet af mig selv overfor ham, og jeg spekulerer på, om jeg altid bare er for meget, alt for meget, det piner mig, at jeg er så stor en mundfuld, eksploderer ud over mennesker,

de heteroseksuelle mand/kvinde venskaber er altid besværlige i starten, for når man finder et menneske, som man sjæleligt er tiltrukket af, så forsøger hjernen at fortælle en, at man skal overveje muligheden for at formere sig, og jeg har været igennem det med de fleste af mine drengevenner; venneforelskelsen, beruselsen over det nye bekendtskab, og det er godt, når forelskelsen bliver erstattet af et solidt venskab, det er det virkelig, men det er også trist,

for jeg kan mærke, at min krop savner at blive elsket, den savner at blive holdt om, og mit hoved føles alt for luftigt, som lever jeg med det ene ben i en fiktionsverden og det andet ben i en ensom virkelighed, jeg giver slip på mine forestillinger, jeg giver slip på liderlighedsensomheden, her, mens jeg venter, vifter tårerne væk fra øjnene, og måske jeg bare skal bruge weekenden ved vaskemaskinen, lære den at kende ordentligt, dette hypermoderne vaskerumskib, og måske den lever op til mine forventninger, måske den bliver god for mig.

2 kommentarer:

  1. <3 x mange. Håber weekenden ér god og rumskibet bliver en rar ven.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaaak! Hundrede hjerter lige over, og god weekend til dig også! Rumskibet har en masse funktioner, som jeg skal lære at kende. Der er nu heller ikke noget så hjertevarmt som rent sengetøj og nyvaskede viskestykker. Med vaskemaskinens fulgte også et Viaplay-abonnement, dont know why, men jeg er virkelig in for a treat!

      Slet