onsdag den 7. februar 2018

pms

Mit udgangspunkt er altid, at man ikke har lyst til at date mig. Jeg prøver at være modig og åben, men af en eller anden årsag slår det alligevel altid fejl. Jeg overvejer, om der er noget galt med mig, prøver at se mig selv ude fra (og tager med i regnskabet at jeg bare har en forkærlighed for depressive, flyvske mænd...). Jeg maler ikke fanden på væggen; jeg konstaterer bare.

I går spurgte jeg Briten ud, men han har ikke svaret. Jeg er rolig omkring det, fordi jeg ved, at han ikke kommer til at sige ja. Jeg er ikke engang overrasket. Det er ligesom mit jobsøgningsvirke for tiden; jeg sender en masse derud, dér i verden, du ved, og får afslag. Det er en hverdag bygget op omkring afslag, og det er efterhånden begyndt at påvirke mit selvbillede. Jeg gennemgår søndagens hook-up i min indre biograf, og indser, at han nok slet ikke var interesseret. A drunken mistake, you know.

I spejlet forvandles mit ansigt. Min hud er frostbidt af januar; bumset, fyldt med tørre områder, træt. På forfængelig vis går jeg og vænner mig til tanken om at være grim nu. I det mindste er du sjov.. I morges efter badet opdager jeg til min gru, at hele min ryg én stor tør plamage, og jeg overvejer, hvornår jeg sidst rørte ved min ryg, om jeg overhovedet vasker den..

Min snacky nips-veninde, som vel og mærke er to år yngre end mig, er begyndt i fitness. Hvis jeg gerne vil være en cougar, når jeg er 50, så skal jeg jo begynde nu. Jeg kigger ned på min 20 kg tungere krop, og annullerer allerede planerne om nogensinde at skulle blive en cougar. Det handler om personlighed jo. 

Fattigdommen bidrager yderligere til dette yndige portræt. Midt i undervisningen i går sprækker mit eneste par bukser i skridtet. Jeg sidder afslappet i skrædderstilling og forsøger at indgyde autoritet, men det er svært, når alt ens tøj hænger i laser. Min vinterfrakke er blevet til én stor lomme, idet de fleste indvendige syninger er gået op. Mine leggins har stor huller på knæene, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst købte nyt tøj. I det mindste efterlader du grønne fodspor. 

Det er selvfølgelig en prioriteringssag. Alle mine penge går til at opretholde et socialliv; øl og mad, og psykologen ej at forglemme. Det handler om psykisk velvære, jo. Jeg lever af billig leverpostej, æg og dagsgammelt rugbrød. Linsesuppe fra fryseren. Ufrivilligt minimalistisk. Jeg er ikke sund. Om natten smækker min hoveddør op, fordi den er gået i stykker. Jeg vågner klokken seks i morges med bankende hjerte.

Samtidig er jeg på dagpenge og i denne periode ufattelig skriveblokeret. Det frivillige kreaprojekt er disse uger i dødvande, mens vi venter på afklaring om økonomiske støtte. Jeg møder ind på kontoret hver dag, men bruger mest tiden på at kigge ind i væggen. Projektet handler om min egen håbløshed, men ironisk nok kan jeg ikke finde ud af at formidle den.

En panisk stemme hvisker i baghovedet: Du bliver nødt til at få et rigtig job, men det kan du ikke, for du kan jo ikke noget. Jeg har mest lyst til at lægge mig under dynen med alle mine streamingtjenester og håbe på, at der en dag sker noget godt. Til trods for al denne ulyksalighed så har jeg en syg idé om, at der venter mig en enten karriere - eller romantisk surprise i en nær fremtid. Uden at jeg ægte behøver at gøre noget for det. Tsk. Curlingbarn af første rang.

Dårlig dag.

4 kommentarer:

  1. Åh kæreste W. Jeg har lyst til at skrive, at tingene løser sig i sidste ende (ja, ja, det er en klam kliché at fyre af, I know). Jeg har haft et års tid, hvor jeg bare har ventet på det hele og nu sker det hele så lige pludseligt på én gang og det er i sig selv ret skræmmende. Jeg ved ikke, om jeg også bare er et forkælet curlingbarn, men jeg kan godt lide at forestille mig selv at visse ting først kommer, når det er tid til dem. Så jeg er optimistisk på dine vegne, W! Det venter alt sammen ude i horisonten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære ML, fuck om det er en kliché, det er jo rigtigt at alting løser sig, og at intet nogensinde er sådan helt håbløst. Det gør mig glad at høre om dig og din ventetid; altså, at det gik godt i sidste ende - "Alt godt kommer til den der venter," vil jeg så lige fyre af. Jeg er bestemt ikke et tålmodigt menneske, og jeg vil gerne have at alting løser sig på een gang. Men måske er det en proces, en lærerig en af slagsen endda, og jeg skal først "lære at kravle, før jeg kan gå". Det er så sandt. Din optimisme kan mærkes, og jeg suger den til mig, planter den i mine forhutlede organer, forsøger at læne mig tilbage og være fortrøstningsfuld. Tak!!!!

      Slet
  2. Det værste ved at være et forkælet curlingbarn er skammen over at være et forkælet curlingbarn... Jeg tror vi er så mange der kan genkende det, du skriver. Men jeg kender ikke til nogen der beskriver det så rammende, smertende, SMUKT som du gør i dag. Du kan noget særligt - helt sikkert noget som er svært at omsætte til en lønseddel, men du har fandme et talent, som jeg er så glad for at du gør brug af. (Altså. Er sikker på at du har mange flere talenter, ikke. Nu var det bare lige det her, du skulle have ros for i dag.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære A., sad lige på kontoret, midt i min kreablokade, og så blev jeg helt forlegen og glad over din kommentar, sådan virkelig. Det satte lige ild i mine fingre og tanker, og jeg tænker at det hele nok skal gå. Det ville være drømmen hvis bloggen kunne omsættes til en lønseddel, haha! Bare få løn for at skrive om krisetilstanden. I den virkelige verden forsøger jeg faktisk at kapitalisere på dét som jeg skaber her på bloggen, altså, mine følelser, og det føles (høhø) virkelig godt og rigtigt. Så måske er jeg en dag heldig, at alle ender mødes. Tusinde tak for dine støttende ord; de betyder virkelig meget for mig (især nu hvor mit selvværd er så usigeligt skrøbeligt, haha). Kram

      Slet